Jeg hørte ikke nogen af talerne i deres helhed, men har til gengæld læst dem på nettet. Here is my two cents worth of observations.

Først Dronningen.

Jeg ville faktisk helst kun have udbredt mig om, hvor smuk og tiltrækkende Dronningen trods sin alder stadig er. Men da hun i den henseende netop nu har fået kamp til stregen af vor nye Statsminister, som oven i købet har ungdommens fortrin, så vil jeg gemme den vinkel til statsministerens tale.

Dog ikke uden i forbifarten at bemærke, at dronningen i sin ungdom nærmest var uforskammet smuk, samt at alderen ikke synes at trykke hende. Og hvorfor skulle den også det? F.eks. har jeg selv en god bekendt som lige er blevet 80 – og som alligevel vistnok er yngre af sind end de fleste meget yngre kvinder.

Hvad indholdet af talen angår, så bør man være enig med Dronningen i, at det ikke går an at parkere alt sit ansvar som borger i Danmark på rådhuset eller på Christiansborg. Man må stedse være aktiv, d.v.s. man kan ikke nøjes med at sætte et kryds på valgdagen, og så gå i dvale til næste valg og tro, at nu er den hellige grav velforvaret. Gør man det, så må man forberede sig på slemme overraskelser.

For resten ved jeg da ikke, om jeg har ramt dronningens mening det pågældende sted af talen med særlig stor nøjagtighed. Men har jo lov at håbe.

Herudover var talen for størstedelen en lang række af almindeligheder – som sig hør og bør. Dronningens nytårstale er sikkert ikke det rette sted at lancere dramatisk nye ideer?

Disse sidste bemærkninger gælder så nogenlunde også for statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale. Men hendes tale udmærkede sig på anden måde, nemlig ved en uoverstruffen stilistisk elegance. Har HTS selv skrevet (størstedelen af) talen, så må det vist være a safe bet, at hun har fået meget høje karakterer i dansk stil i skolen?

Skulle talen derimod for størsteparten være skrevet af en af hendes hjælpere, falder roserne naturligvis af på vedkommende. Det bør i den forbindelse måske erindres, at vinderen af spindoktor-magtkampen kommer fra en stilling som opinionsredaktør på Weekendavisen, han må altså under alle omstændigheder antages at have et skrive-gen.

(I parantets bemærket synes jeg det er en smule beklageligt, at (så vidt jeg ved) ingen af de professionelle iagttagere offentligt har kommenteret på, at den seneste spindoktor-magtkamp-virak omkring statsministeren næsten totalt har fjernet offentlighedens søgelys fra vinderen af magtkampen. Man har udelukkende fokuseret på taberen, der (qua en  efterretningskabale?) blev sparket ud og væk fra Helles indre gemakker. Eller mere pikant: Blev den ene “karaktermyrdet” for at fjerne focus fra den anden?

Nogle eksperter har ganske vist kommenteret på, at hele sagen lugtede lidt mærkeligt. Men i al fald ved offentligheden i virkeligheden meget lidt om vinderen, f.eks. kender man så vidt jeg ved end ikke hans forældres navn, stilling eller opholdssted. Udover naturligvis, at han er født i New York og har en amerikansk far, som tør antages at hedde Redington. Men da navnet Redington synes at indikere en amerikansk-israelsk baggrund, og da Wall Street som bekendt ligger i New York, så ville det måske ikke have været unaturligt for vore dybdeborende journalister at få rede på, d.v.s. få bekræftet eller afkræftet om vedkommende spindoktor rent faktisk har, mere eller mindre tætte, personlige relationer til Wall Street, eller ikke?

Det burde være relevant, dels fordi der her måske er tale om statsministerens nærmeste medarbejder, samt i særdeleshed for så vidt som regeringen allerede nu af nogle beskyldes for tilsyneladende i visse henseender at gå storkapitalens ærinder, som f.eks: Alligevel ingen skattestigning på de højeste indtægter (uagtet for nylig anbefalet af ingen mindre end Warren Buffet!), alligevel ingen bankafgift på handel med penge og værdipapirer (skønt allerede for mere end et årti siden anbefalet af George Soros himself!) samt en (måske?) begyndende privatisering af det københavnske vejnet (betalingsring).

Alt sammen noget, som skal betales af de mange og de små resp. – ligesom de drakoniske nye fartbøder m.m. – rammer små indkomster hårdest. Parantets slut).

For øvrigt var HTS’s optræden på TV for mit vedkommende lidt som et slag i ansigtet: Helle er ganske enkelt utrolig smuk, charmerende og sexet, – øh – tiltrækkende hedder det vel om en Statsminister. Hun var ikke, som Kristian Madsen skrev i Politiken meget selvsikker. Hun var tværtimod, trods sin ualmindelige intelligens en lille smule kejtet (kommer sig tænkeligt af hendes mindre veludviklede situationsfornemmelse?). Men fantastisk charmerende og fantastisk smuk.

                                            ————————–

Rigtig Godt Nytår samt mange tak for de mere end 50.000 hits, som I, kære læsere, har beæret mig med i de seneste godt 3 år på imma.smartlog.dk.

(Cross-posted from http://imma.smartlog.dk)

Efter nogen tøven besluttede jeg mig alligevel for at vove forsøget, og her følger, i store træk, lidt om turen i form af en (noget redigeret) eMail, som jeg i onsdags sendte til en gl. bekendt:
Hej

Velkommen hjem fra Sverige, og tak for det fine billede, det er da et utomordentligt fint interiørfotografi. Du burde prøve om ikke du kunne få det optaget til en konkurrence i det svenske Foto-magasin, men husk det skal være årgang 1947!
Men hvorfor har du valgt at fotografere et interiør fra en af de nærliggende herregårde, kunne du ikke have taget et billede af det indre af din egen lille, trange hytte på Søderåsen? Just asking.

Jeg kom ganske rigtigt til Holland, sikke et gedemarked, jeg er nu lige så træt som et helt alderdomshjem, måske er jeg blevet for gammel til at køre 12 timer og 900 km i et stræk, eller rettere med en 1/2 times pause.

Det gik ellers godt nok, men med hensyn til loppemarkedet, så er det som at køre sand til Sahara. De har så meget gl. analogt fotoudstyr dernede, at de vistnok som minimum forventer at få det foræret, og egentligt havde regnet med at få en pose penge med oven i købet. Så lige nu er min holdning vistnok, at det gider jeg ikke igen.

Der sad 2 hollændere, far og datter, lige ved siden af mig, og lur mig om de kom af med een eneste ting hele dagen? (omend jeg jo ikke kan være sikker).

Men såfremt man kommer ned til dette Europas størte indendørs samlertræf og loppemarked for fotointeresserede med den holdning, at man tager hvad man kan få, når man sælger/bytter (alternativet kan undertiden være at hive det i containeren derhjemme) og tilsvarende tager hvad man kan få, når man køber (d.v.s. kun benytter de meget gode tilbud), ja så er det vistnok en ok event. Og det er jo altid morsomt at være sammen med mange ligesindede.

Kan for eksempel nævne, at jeg erhvervede en forsænket objektivplade til min Cambo (et hollandsk storformatkamera af den optiske-bænk type) for 5 Euro, en brugt men pæn bælg til min gamle Linhof Technika 9×12 for 40 Euro (den sidste nypris jeg for nogle år siden hørte hos Ole Bruun Technikal var 2500 kr!) samt en gl. førkrigs Schneider Angulon 6,8/90 mm i Compur lukker på et meget gammelt Linhof brædt for 20 Euro. Så selvom man ganger med en faktor på f.eks. 2 af hensyn til transportomkostningerne, så er det billigt nok alligevel.

På hjemvejen mandag aften blev jeg ganske rigtigt passet op af en (tysk) toldkontrol, som lå på lur vest for Osnabrück. Om det skyldes, at man havde fået et tip enten fra Mossad eller PEsT om en ubekvem dansk dissident på vej, eller der evt. var tale om en kuriøs tilfældighed ved jeg jo ikke (jf. det foregående indlæg). I så henseende må jeg nok nøjes med lidt hovedregning vedr. sandsynligheder samt notere mig, at man netop nu tale om, at toldkontrol efterhånden skal være mere efterretningsbaseret.

(D.v.s. igen mere magt til PEsT, de skal nu også bestemme konkret hvilke personer/politiske modstandere, der skal udsættes for toldrazziaer udover deres øvrige opgaver: livvagt for politikerne (siden Schlüter), politi-efterretnings virksomhed, være hemmeligt kriminalpoliti (siden 2006) og kontraspionage samt ifgl. dagspressen efterhånden også overtage kontrollen med Forsvarets Efterretningstjeneste (har i første omgang netop fået en civil chef). En absurd og MEGET farlig magtkoncentration – men naturligvis et hedt ønske eller ligefrem en våd drøm fra den næppe helt lille del af den globale magtmafia, som måske kan tænkes at have større eller mindre adgang til at operere via Mossad?).

(Apropos kontraspionage: hvad mon PEsT har gjort for at dæmme op for Mossads ulovlige virksomhed i Danmark? Eller CIA’s stedsevarende, grove (grundlovs)overtrædelser i form af deres ECHELON-program, som aflytter AL telekommunikation i Danmark? Har PEsT underrettet Folketinget, regeringen og de politiske partier samt topembedsmændene og erhvervslivets VIP’s m.fl. om, at AL DERES TELEKOMMUNIKATION VEDVARENDE AFLYTTES? Denne ECHELON-virksomhed, som efter det oplyste (i dagspressen og blogosfæren) skal være foregået i et par årtier, omfatter i givet fald naturligvis også unge nøglepersoner som f.eks. Sass Larsen, og vedrører såvel mobil som eMail-trafik o.s.v. (For mit eget vedkommende foregår der tillige rumaflytning, men jeg kan her kun tale for mig selv).

Men der var denne mørke november aften på en øde stræning i Westfalen heldigvis tale om professionelle og korrekte toldere, ikke egentlig flinke men heller ikke uvenlige, som antageligt hurtigt kunne mærke, at jeg mente at have rent mel i posen.

Som nævnt blev det til en lidt for lang tur for mig, da jeg som sagt også gerne ville besøgte min niece i Amsterdam. Jeg er temmelig allergisk mod og egner mig slet ikke til at køre i bil i en totalt fremmed storby, hvis stednavne jeg ikke kender og hvis skiltning jeg knap nok forstår og tilmed i myldretiden og i mørke – en rædsom oplevelse. Men byen er ellers meget tiltalende ved dagslys og med offentlige transportmidler, og det var interessant at besøge min travle niece og hendes ikke mindre intelligente kæreste. Ved et rent tilfæde fandt jeg et lille familiehotel/restaurant, ganske vist lidt vest for Amsterdam, hvor et værelse med morgenmad kun kostede 35 Euro, ellers skal man vistnok typisk give omkr. 100 i Amsterdam-området.

Men Kadett’en spandt trods sine 20 år som en symaskine, nu må jeg hellere som en belønning købe en halv liter olie i Aldi. Det har jeg gjort før med det resultat, at jeg har kørt med for meget olie i sumpen, bilen har hidtil praktisk taget ikke brugt olie.

Hvad sådan en tur koster i penge vil jeg undlade at belemre dig med af frygt for, at du skulde få lyst til at tænke på et bommesislag over den oplysning. Men jeg vil gerne om vi kunne vente til næste uge med evt. at se på computeren?

VH/ Gert

I første del af EFTERÅRSBILLEDER stillede jeg en omtale i udsigt af nogle testoptagelser med mit Sinar storformatkamera incl. 3 gamle (d.v.s. ca. 100 år gamle) objektiver. Men optagelserne er desværre helt eller delvist mislykket, idet jeg valgte at fotografere i modlys, hvilket disse gamle objektiver tålte overraskende dårligt resp. slet ikke. Specielt det ene objektiv, med det flotte navn “KOSMOS DOBBELT-ANASTIGMAT” var i så henseende ganske håbløs. Det kommer sig vistnok af, at dette objektiv er konciperet med 4 fritstående linser, hvilket som udgangspunkt giver mange spejlende flader, som lyset kan cykle frem og tilbage mellem, disse gamle objektiver er jo ikke (multi)coatede!. Men ved først givne lejlighed vil jeg gentage optagelserne under bedre lysforhold.

Endelig er jeg kommet temmeligt meget bagefter med at omtale nogle af mine diverse bogerhvervelser fra efterårets forskellige hollandske bogudsalg i Helligåndshuset, Fiolstræde og på Rådhuspladsen, så jeg vil forsøge at indhente lidt af det forsømte i det næste indlæg.

 
                                              ———————–

 (Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Blot et lille pip for bl.a. at meddele, at der p.t. ikke er mere nyt fra LandbyThy om salget af Peders gård.

Jeg har desværre ikke hørt fra O. siden hans kommentar på min blog, men jeg har haft besøg af C. og J. samt af L., det er jo heller ikke noget som sker hver dag!

Jeg ville egentlig gerne have været i Holland og evt besøge D. her i weekenden. Men når jeg ikke har været i Holland i omved 6-7 år, så skyldes det at jeg i sin tid blev advaret om, at mine “venner” på en vis ambassade i Hellerup måske kunne have planer om at plante “kontrabande” (narkotika?) i min bil mens parkeret i Holland, og så foranledige at jeg blev stoppet undervejs hjem. Så kunne jeg jo sidde og tremme i Holland, eller det der var værre: blive udleveret til nogle tvivlsomme karakterer i PEsT her i Danmark?

Så jeg har holdt mig hjemme. Jeg tror nok jeg evt. havde forventet, at det ville have hjulpet på PEsT’s adfærd, om de fik en ny minister. Men det er vist et stort spørgsmål om det er tilfældet, ial fald har mose-fundene fra Hellerup været i hyperdrive lige siden. (Jeg vil da forresten gætte på, at “selvmordet” på metrostation Kgs.Nytorv d. 31.10 meget vel kan have været et kamoufleret attentatforsøg på min for tiden bedste ven, FH., som var få meter og få sekunder fra at blive ramt af en faldende “hjemløs” – fra 10 meters højde. Men skulde politiet få et tip om, at mose-fundene fra Hellerup står bag, så vil sagen omg. blive overgivet til PEsT, der som bekendt også er danmarks hemmelige kriminalpoliti, og som efter tidligere erfaring vistnok måtte forventes hurtigt at kunne komme for skade at henlægge sagen?

Man må forøvrigt bemærke, at jeg netop AFTENEN FØR i en tilføjelse til mit blogindlæg “Greven af Montenegro” havde demonstreret en relativ tæt forbindelse mellem vores smukke nye statsminister og verdens rigeste familie, de engelske Rothschilds, som igen på en måde ejer den israelske (fascistiske?)  udenrisgsminister (de har bl.a. sammen med andre foræret Israel dets parlamentsbygning og dets højesteretsbygning) som igen på en måde ejer den herværende ambassade/ambassadør og den dertil hørende forsamling af agenter “out of control”.

Det er jo ikke kun i berygtede efterretningstjenester, at man udøver mørkets gerninger, men tildels i alle samfundets organer, og i synderlighed naturligvis i ”immunforsvaret og nervesystemet”, d.v.s. i politik, politi og retsvæsen.

Men for at gøre en lang historie kort, så er jeg ikke sikker på at det endnu vil være en god ide at besøge D+D. Det gør mig naturligvis ondt, for de kan nok ikke rigtig forstå hvorfor jeg ikke vil besøge dem, men jeg kan ikke belemre dem med alle disse uhyggelige detaljer, de har sikkert nok at tænke på i dagligdagen i disse tider.

Kærlig hilsen til alle fra
Gert

(Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

I søndags kørte jeg og Dorrit en tur til Sorø. Planen var dels at bese den berømte klosterkirke indvendig, hvilket vistnok udelukkende kan ske om søndagen her i vinterhalvåret. Dels at lave nogle naturoptagelser i samarbejde med det begyndende løvfald. Samt for mit vedkommende tillige at afprøve nogle forskellige, nærmere betegnet 3 stk, gamle fotoobjektiver til mit Sinar storformatkamera, til hvilken ende jeg medbragte min sinarlukker, idet ingen af objektiverne havde indbygget lukker.

Men herom lidt mere nedenfor. Først klosterkirken: Der synes at være omtrent fri færdsel og parkering på Sorø Akademis område hvor klosterkirken ligger, og heldigvis viste kirken sig at være åben for besøgende indtil kl. 16. Jeg har ganske vist været der en enkelt gang for flere år siden og jeg har naturligvis også set andre af vore imposante katedraler, f.eks. i Ringsted og Roskilde.

Men inde i kirken og set i lyset fra – eller belysningen af – denne oktober-søndags fine efterårssol synes jeg alligevel Sorø er noget særligt. Den er set under de forhold ganske enkelt fantastisk flot og stemningsfuld. Jeg er ikke i stand til at give en redegørelse og analyse af katedralernes arkitektur og kulturhistorie. Jeg tror der er skrevet hele biblioteker herom, men må tilstå at arkitekturhistorien ikke har haft min særlige interesse.

Men denne solrige oktober eftermiddag i Sorø Klosterkirke er noget af et wake-up call. Disse katedralers bygmestre har været sande mestre, har kunnet deres kram til fingerspidserne. De kunne ikke mindst bygge harmonisk samt åbenbart også noget, som må varme enhver fotograf om hjertet – de kunne lægge lys.

I vor tid fornemmer man et klart misforhold mellem Sorø by’s ubetydelighed og klosterkirkens enorme dimensioner. Som “landsbykirke” er den virkelig helt kollossal stor. Men sådan har det ikke altid været, idet Sorø-egnen i højmiddelalderen var hjemsted for nogle af landets mægtigste familier og klaner. Man kan nævne Peder Thorstensen på borgen Pedersborg, der hvor landsbyen af samme navn nu ligger. Samt naturligvis ikke mindst Asser Riig og fru Inge og deres slægt, på hvis ejendomme byen Sorø siges at ligge. Asser byggede så vidt vides den første kirke på stedet ved midten af 1100-tallet, men det var først med hans søn Absalon, som ligeledes havde store ejendomme på egnen, at byggeriet af hvad der blev den nuværende klosterkirke kan siges at være kommet igang.

Herefter blev klosterkirken efterhånden til en slags familiekirke for dele af den store Hvide-klan, og er forblevet det i et antal generationer, indtil denne klan senere i middelalderen efterhånden helt mistede sin politiske og økonomiske position.

Men på Asser Riig og hans nærmeste efterkommeres tid havde man format dersteds! Ja man tør måske med nogen ret bruge ordet “storsindet”, når man betragter kirkens helt kolossale dimensioner i forhold til omgivelserne. Kirken kan på en måde siges at have fyrstelige dimensioner, og være konciperet – bevidst eller ubevidst – som en hovedkirke i et lille fyrstedømme. Og man fristes ergo til at undre på, om der alligevel ikke, på trods af forskellige indvendinger fra nogle fagfolk, skulle være noget om Suhms oplysning, at Asser Riigs fru Inge var et barnebarn af kong Knud den Hellige og dronning Adele.

I så fald ville det storsindede nok være forklaret, omend ikke undskyldt. Men man må for det første huske på, at en fyrstelig afstamning i de tider betød langt, langt mere end idag for en persons anseelse og position. Samt for det andet, at fru Inges mormor dronning Adele blandt sine kendte forfædre har så mange (til dels endnu) berømte mænd og kvinder, at det nok kunne give en anebevidst samtid grobund for overdrevne forestillinger om efterslægtens værd og betydning.

Kigger man f.eks. efter i Politikens “Europas Fyrsteslægter” sammenholdt med David Hughes’ stamtavler på internettet (www.angelfire.com/ego/et_deo/index.wps.htm) kan man rel. hurtigt få en fornemmelse af hvilke personer og samfundslag, der her er tale om. Som eksempel kan man blandt Adeles aner nævne følgende (idet forudskikkes, at hun må antages opkaldt efter sin farmor Adele (d.1079), der var datter af kong Robert 2. af Frankrig):

- Arnulf 2., greve af Flandern, gift med Rozala, der var datter af kong Berengar 2. af Italien og dronning Willa, datter af markgreve Boso af Toskana. (Som tidligere nævnt tør navnet Arnulf formodes at have givet anledning til slægten Ulfeldt’s våbenskjold med en arnulv (også kaldet en valravn, d.v.s. halv ørn og halv ulv) i skjoldet, gennem Assers barnebarn Cecilie, som var gift med Anders Grosøn, stamfar til slægten Ulfeldt på Kogsbøl (nuv. Holckenhavn v. Nyborg).

- Balduin 2., markgreve af Flandern, gift med Ælfthryth (d.929), datter af kong Alfred af England

- Karl d. Store, tysk romers kejser, d. 814.

- Cleopetra, dronning af Egypten, d. 30BC.

- Chosroes I, konge af Armenien, 191-217

- Spitames, Satrap af Bactrien (Afganistan), d.328

- Nebuchadnezzar II d. Store af Babylon (ca. 565BC)

- Cyrus II d. Store, 1. Shah af Persien, 546/539 BC

- Agesilaos, kg. af Sparta

- Ramses II d. Store, farao 1304-1237 (statue på Glyptoteket)

- en søster til Suppiluliumas, konge af Hatti (Hettiterne), ca. 1350 BC

- Amenhotep IV / Ekhnaton, kættersk Farao i Egypten og hans hustru Nefertiti, princesse af Mitanni

- Keops, farao ca. 2500BC, gav navn til den store pyramide

- Attila, hunnernes 70. konge, 437-453

- Donaton, hunnernes 60. konge (375), gik ind i Europa og erobrede Ostro-Gothernes Ukraine (372).

- Hamazasp I, prins af Mamikoniderne, statholder (high-constable) i Armenien 387-416/432 (David Hughes siger, at Mamikoniderne nedstammer fra Mancæus, en eksileret kinesisk prins (69BC) og gennem ham fra kinesiske kejsere).

Og så videre, ved hjælp David Hughes’ stamtavler kan man blive ved med den remse næsten i det uendelige. Jeg har omtalt disse forhold her, dels fordi det nok er de færreste der overhovedet har hørt om sådanne ramifikationer. Og dels fordi der her er tale om delvis politisk ukorrekt viden, som skolebørnene nok ikke hører om i historietimerne?

Engang (sidst?) i 1200-tallet er klosterkirkens indre blevet prydet med en række våbenskjolde, d.v.s. farverige afbildninger af de forskellige gravlagtes slægtsvåben. Ikke uventet er det især Hvide-klanens våbenskjolde man finder, i særdeleshed på de fornemme pladser østligst i kirken. Skjoldene er malet højt - ca. 5 meter – oppe under vinduerne på en frise, hvor ligeledes hustruernes navne er oplyst, dog uden angivelse af deres fædrene eller mødrene våben.

Den høje placering i forening med enkeltheden i våbenskjoldenes design, der nærmer sig det asketiske men som modvirkes af de meget smukke middelalderlige bogstaver, giver tilsammen en fornem, uanmasende virkning på publikum. Man føler sig kun i godt selskab, blandt gode venner uden på noget tidspunkt at føle sig intimideret. En helt anden virkning forøvrigt, end den man oplever overfor de nye riddere, hvad enten af Dannebroge eller Elefanten, hvis våbenskjolde ofte er placeret nærmest i øjenhøjde i de respektive slotte, og som derfor godt kan virke noget påtrængende eller intimiderende.

Skjoldefrisen er ligeledes en velgørende kontrast, eller ligefrem modgift, til en lidt senere tids prangende, undertiden nærmest barokt overbroderede kongelige og højadelige gravmæler, de såkaldte kenotafer og sarkofager. I Sorø klosterkirke findes dog næppe nogle af den type, idet gravmælet over kong Christoffer d. 2. og dronning Eufemia er forholdsvis beskedent og ret smagfuldt, ligesom Ludvig Holbergs sarkofag ikke kan siges at være overmåde prangende. Derimod findes der mange uheldige eksempler på disse prangende gravminder i Roskilde Domkirke.

Kontrasten tør formodes, tror jeg, at sige en del om forskellen på højmiddelalderens og en senere tids syn på døden. I Sorø indgår skjoldefrisens gravminder som et organisk hele i kirkens magnifikke og vidunderligt harmoniske enhed. Man fornemmer, at datiden anså døden som en integreret, så at sige harmonisk del af livet og skæbnen. Uden død intet liv eller anderleds sagt – først døden afkoder livet og giver livsforløbet dets korrekte betydning.

En senere tids overdådigt prangende gravmæler/kenotafer synes derimod at fortælle efterverdenen, at her ligger en afdød fra en tid, som ikke længere forstår livet og dødens indbyrdes forhold og relative værdi. Som havde svært ved at forlade livet og akceptere døden som noget naturlig og uundgåelig og noget på sæt og vis lige så vigtig som livet. Vi er altså i en mere verdslig og rationalistisk (d.v.s. bornert) og mindre from tid, idet fromhed bl.a. netop altid forudsætter en fornemmelse for eller ligefrem forståelse af livet og dødens indbyrdes forhold og relative værd.

Desværre var vejret denne søndag for blæsende til, at jeg fandt det rådeligt at stille Sinaren op her ved bredden af Sorø sø. Til gengæld fik vi tid til at lave et par svinkeærinder på vejen hjem. For det første beså vi den bekendte landsbykirke i Fjenneslev med 2 tårne og de ofte omtalte kalkmalerier, som vi ikke havde set før. Trap-Danmark oplyser, at kirken menes at være opført først i 1100-tallet og have været en slags gårdkirke til Asser Riigs fødegård, som antages at have ligget lige ved kirken, hvor der nu er et mindesten i et lille anlæg. Gården antages tillige at have været Skjalm Hvides hjem, og såvel Asser som Skjalm blev begravet i Fjenneslev kirke. Først senere er de blevet flyttet til klosterkirken i Sorø. Såvel Esbern Snare som hans bror Absalon, der er født hhv. o. 1127 og 1128, må være født her på stedet. Men også på dette sted idag for blæsende til min Sinar.

Til slut besøgte vi Tølløse kirke, som ligger et par km. vest for den nuværende Tølløse stationsby. Kirken er en ret traditionel, omend ret stor dansk landsbykirke. Den er malet rød og udgør i forening med den meget smagfulde og smukt holdte kirkegård et helt lille kunstværk. Hatten af for menighedsråd, præst samt måske især en usædvanlig dygtig og gartner-begavet graver. Der ses forskellige gravminder for nogle tidligere ejere af Tølløsegård, bl.a. er der i en aflåst gravkælder under kirken nogle kister/sarkofager efter melemmer af en slægt (hvis navn jeg desværre ikke husker). Beklageligvis er gravkælderen forsømt, omend ikke forladt, idet man gennem et vindue kunne se et stearinlys stående bagerst i lokalet. På en af kisterne ligger en kårde eller ryttersabel, halv fortæret af rust.

Den smukke kirkegård opfordrede i høj grad til fotografering med Sinar, farve-rullefilm og gamle objektiver. Men dagen var nu på hæld og lyset svindende. Først den næstkommende tirsdag (altså i forgårs) fik jeg lejlighed til at bruge Sinaren, og herom lidt mere senere.

 
                                    ——————————————

 
(Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Forleden kiggede jeg rutimemæssigt postkassens ”stambeholdning” igennem endnu engang, og jeg opdagede da et brev, et sammenfoldet A4-ark, som jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Hvornår det er havnet i min brevkasse er uklart.

Jeg er også i tvivl om, hvorvidt brevet overhovedet er til mig, da det mangler modtager og adresse. Det sker af og til, at et brev bliver kastet i den forkerte brevkasse.  Brevet lyder således:

Frederiksberg, d. 10.7.2011

Hej,

Jeg kører som sagt til Jylland i morgen mandag, og laver en afstikker til Svendborg undervejs, idet jeg skal aflevere et par ting til M.O.

Jeg skulle egentlig have besøgt Eg i aften med overnatning, men er endnu engang blevet advaret mod at opholde mig resp. især overnatte på dette forholdsvis øde sted. Mossad er jo ganske overordentlig meget fortørnet over, at jeg endnu engang har fremdraget i dagens lys, at “ministeriet” fortsat synes stærkt infiltreret – hvis ikke ligefrem kontrolleret? – af Mossad-mafiaen.
 
For resten kan en af nøglepersonerne, Hr Scharffmacher, måske være israelsk/mossad dobbeltagent, hvis man skal tro den norsk-amerikanske efterretningsekspert Wayne Madsen, ligesom måske Hr Rooseman? Kan det tænkeligt have været et ultimativt krav til Hr Fog-Rasbom, at han – såfremt han ville være Nat-general – skulle sparke den hidtidige, hæderlige efterretningschef Hr Finmand ud og erstatte ham med en Mossad-marionet?.

Aktuelt skulle planen efter det oplyste være, at 3 mænd (mossad goons eller navy seals?) i nat skulle samle mig op på Eg og lade mig borttransportere på en russ-isr milliardæryacht ud for Eg (der må vel være en enkelt af disse, som ikke er til stor fødselsdagskalas i Montenegro?). Enkelte af dem skal ifgl. pressen – udover raketvåben – have en eller flere helikoptere og miniubåde samt private kommandosoldater ombord. Altså specielt velegnede til kidnapninger, eller – som det vist hedder i mere officielle kredse – ”evakueringsøvelser”.

Herudaf synes for øvrigt at måtte sluttes, at det næppe vil være en god ide at lade sig indlægge og operere forinden valget.

Fordelen ved at lade mig kidnappe fra Eg er jo flere for magt- og pengemafiaen:

1. Greven vil næppe mistænke og langt mindre anklage en højre-minister.
2. Mon en sådan minister i det hele taget vil røre sagen med en ildrager?
3. Venstre-oppositionen vil naturligt nok næppe interessere sig for en borger, som har overnattet i en greves hus!

See you around, and keep your shirt on!

NB.

Det kunne unægteligt være fristende uden videre at arkivere brevet lodret, d.v.s. i papirkurven. Men jeg vil i stedet benytte dette umiddelbart temmelig kryptiske brev som en anledning til at gøre en spændende afbrydelse i de måske efterhånden lidt monotone reportager om bøger fra Helligåndshuset m.m., og vil altså forsøge her at knytte  nogle ganske vist temmelig overfladiske kommentarer til det mystiske brev:

Brevskriveren starter med at meddele, at han/hun agter sig en tur til Jylland, med et svinkeærinde til Svendborg undervejs, og det er der jo ikke den store mystik i. Hvem M.O. er, belyses dog ikke nærmere.

Derefter oplyses det, at vedkommende skulle have besøgt Eg med overnatning. Hvem Eg er, ved jeg ikke, jeg kender i det hele taget ingen af det havn på de kanter.

Så siger brevskriveren, at han/hun er blevet advaret mod at opholde sig på det øde sted. Man tør altså måske formodet, at Eg bor ret øde. Men der er jo også mange ret landlige steder i Svendborg Amt, og vi bliver vist heller ikke meget klogere af den oplysning.

Herefter skriver afsenderen, at ”Mossad” er meget fortørnet over, at han/hun har fremdraget i dagslyset, at ”ministeriet” synes at være stærkt infiltreret af Mossad.

Det turde være oplagt, at der med Mossad menes det berygtede israelske organ for ”udenlandsk spionage og kontrespionage”. Det er vist også rigtigt, at et dansk ministerium (justitsministeriet) for nogle år siden skal have været infiltreret af Mossad, jf. f.eks. den tidligere Mossad-chefagent i Danmark Victor Ostrovsky’s bog ”Ved hjælp af Bedrag” fra 1990.

Mon ikke det skulle være det forhold man sigter til i brevet? Hvorvidt vort (eller rettere Det Konservative Folkeparti’s) justitsministerium fortsat kan være infiltreret, resp. endog stærkt infiltreret af Mossad, herom er det vist svært for en lægmand at udtale sig med nogen form for vished. Men man kan af den iøvrigt ganske årvågne danske presses fuldkomne tavshed i dette spørgsmål måske formode, at noget sådant sandsynligvis ikke er tilfældet?

Det er dog naturligvis meget muligt eller endog sandsynligt, at andre har en større viden om disse forhold end undertegnede. Brevskriveren hævder da også videre, at en norsk-amerikansk efterretningsekspert ved navn Wayne Madsen skal have oplyst, at en såkaldt nøgleperson ved navn Scharffmacher kan være israelsk/mossad dobbeltagent.

Jeg kender ikke nogen som helst ved navn Scharffmacher, og man kan måske tænke sig, at der nærmest er tale om en slags allegori. Altså, at ordet i så fald snarere skal betyde en tilstand eller aktivitet i stedet for et personnavn. Ordet synes at være tysk, og betyder i så fald en person, som søger at sætte tingene på spidsen, en ”agent provocateur”. Mere kan vist ikke umiddelbart anføres, udover at Wayne Madsen synes at være en virkelig person (ref. Google). (Hans hjemmeside bærer unægteligt præg af en vis paranoia, omend han tænkeligt har adgang til insideinformationer qua sin fortid i efterretningsverdenen, bl.a. som tidligere NSA-agent).

Hvem eller hvad navnene Rooseman og Finmand sigter til er heller ikke oplyst nærmere og navnene er helt ukendte for mig.

Vi er herefter kommet til brevskriverens omtale af en såkaldt Nat-general Herr Fog-Rasbom. Jeg kender ingen titel eller militær grad som hedder Nat-general, og jeg kender ingen person ved navn Fog-Rasbom, og der synes måske derfor også her snarest at kunne være tale om allegorier.

Begge navne synes at bestå af 2 dele. Titlens første del “Nat” betyder jo på dansk det modsatte af “dag”, altså mørke, dunkelhed, det skjulte eller onde. Men det er dog usikkert, om titlen er dansk resp. sammensat af danske ord. Måske kunne der være tale om et engelsk ord eller forkortelse. Kan Nat f.eks. tænkeligt være en forkortelse af natter, som betyder hugorm, giftslange? Måske ikke et helt umulig tilnavn for visse generaler? Sammenfattende vil der herefter måske kunne være tale om en forkortelse for en nattens general, en mørkets magt og noget som arbejder og dirrigerer i det skjulte. Resp. alternativt om en general så farlig som en hugorm eller giftslange. Jævnfør, at et af tegnene på kongelighed hos de egyptiske faraoer netop var en giftslange, cobraen.

Tilsvarende synes Fog-Rasbom ikke at være sammensat af danske ord. På engelsk betyder “Fog” ganske enkelt “tåge”, og Fog som første del af et sammensat navn eller som tilnavn ville måske mest nærliggende skulle fortolkes som en indikation af, at vedkommende person er et tågehorn, eller i det mindste anses som sådan.

Efterleddet Rasbom er lidt vanskeligere. Jeg har forsøgt at opspore en rimelig forklaring af dette mærkelige ord, og efter en del søgen har jeg måttet opgive det. Den eneste havlvejs rimelige forklaring jeg har set, er at 2. verdenskrigs tyske soldater på østfronten kaldte det sovjetiske såkaldte stalinorgel for en rasbom. Der skulle herefter være tale om et såkaldt lydmalende ord, som efterligner lyden af en salve fra de frygtede stalinorgler: Rasssch – boom! Som personnavn ville betydningen altså måske kunne være: Et ildsprudlende tågehorn.

Brevskriveren nævner herefter, at “en russ-isr milliardæryacht” skulle borttransportere den kidnappede efter en vellykket mission (en kåkaldt “evakueringsøvelse”; jf. at Nato for godt et årstid siden holdt en storstilet øvelse i danske (nordjyske) farvande, hvor et af hovedformålene i henhold til pressemeddelelser var at træne “evakueringsøvelser”. Det hele gik dog vist lidt i fisk, da de allokerede polske helikopter-specialstyrker pludselig stod helt uden topchefer efter den katastrofale polske flyulykke d. 10. april. De polske helikoptere var forøvrigt ved en “fejl” ikke opført i og identificerbare i det på nettet offentliggjorte pressemateriale. Tilmed var jeg desværre forhindret i at være tilstede ved evakueringsøvelserne, idet jeg alligevel ikke, som ellers længe planlagt kunne opholde mig ”nordenfjords” i det omhandlede tidsrum).

Det er efter oplysninger i dagspressen vistnok rigtigt, at en eller flere af disse kæmpestore milliardæryachts – hvoraf nogle få er større er de største danske krigsskibe – ikke alene har “raketforsvarssystemer” (raketbatterier?) ombord, men tillige en eller flere helikoptere, en eller flere miniubåde samt egne kommandosoldater. Der synes altså  ganske rigtigt for så vidt at kunne være tale om private krigs- eller piratskibe.

Det er næppe muligt for en privatperson at erfare, om et sådant privat krigsskib har opholdt sig i de omhandlede, indre danske farvande omkring. d. 10.juli i år. Men givetvis vil SOK – Søværnets Operative Kommando – have helt check på dette spørgsmål.

Brevskriveren nævner endvidere, at en stor del milliardæryachts antageligt er til fødselsdags-kalas i Montenegro. Pressen har da også ganske rigtigt omtalt en sådan festlig sammenkomst med deltagelse af mange milliardærer, adelige og andre magtfulde personer. Bl.a. skal den tidligere engelsek labor-minister og EU-kommisær, baron lord Mandelson være til stede (ref. Daily Mail), og således have lejlighed til at “rub shoulders” med de andre adelige og pengearistokrater. (Med mindre naturligvis at der primært er tale om en familiesammenkomst, idet andetsteds oplyses, at baron lord Mandelson er en nær ven af på den ene side familien Kinnock og på den anden side den engelske, førende gren af Rotschilderne, som siges at være god for adskillige hundrede milliarder kr. og  bl.a. sammen med andre har skænket det israelske folk dets Parlament og  Højesteret).

Hvad brevskriveren mener med, at det næppe ville være en god ide at lade sig indlægge til en operation inden valget – ja herom kan man kun gisne. Men ud fra brevets øvrige indhold må man nok forvente, at brevskriveren har forudset en mulig akut fare i forbindelse med en indlæggelse. Jeg kan for mit eget vedkommende tilføje, at jeg ikke er helt uforstående for brevskriverens frygt. Jeg har nemlig indenfor de seneste ca. 6 år set et par livstruende fejlbehandlinger i forb. med rutineundersøgelser på 2 hospitaler, dels af en gammel bekendt dels en slægtning.

Vedrørende de sidst i brevet nævnte punkter 1. – 3. kan jeg næppe anføre noget videre. Hvem den omtalte greve skulle være er jo ikke oplyst, og omend der deltager grever og/eller baroner i bemeldte VIP-festivitas i Montenegro, så er det dog vist meget tvivlsomt, om man med ovenstående skulle sigte til en Greve eller Baron af Montenegro?

                  ________________________

 (cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

En nærmere besigtigelse afslørede, at det drejede sig om et nyere bænkkamera i den bedre ende, et Horseman 4×5 tommers LX, som i 1999 kostede omved 30.000 kr. Samt formodentligt tillige grunden til den apparente berøringsangst – kameraet var snavset, meget snavset, omend tilsyneladende i det store og hele intakt. Der sad en tilsvarende snavset optik på kameraet, som viste sig at være en Rodenstock Sironar-N 210 mm i Copal lukker.

Kameraet var tilsyneladende netop købt ind sammen med diverse andre dele, og jeg har gjort den erfaring, at man undertiden kan erhverve ting, som man ellers ikke har råd til, hvis man er heldig at komme forbi, når det omhandlede parafernalia netop er købt og det tillige har småmangler, f.eks. som her er meget snavset. Det er nemlig vistnok umuligt for en butik med et generelt godt renomé som Photografica, at stille et nusset og snavset kamera ud i vinduet eller på hylden, den går simpelt hen ikke. Der ville skulle udføres en hel del arbejde forinden, måske flere timers arbejde.

Da jeg samtidig ved, at prisen på de store og tunge bækkameraer, og Horseman’en er ganske tung, er helt i bund, så tænkte jeg at det ville være et forsøg værd at tale dir. Petersen til fornuft og altså forsøge at købe kamera og objektiv for en tilstrækkelig billig penge.

Efter en del palaver med den altid velvillige men ingelunde altid lethåndterlige dir. Petersen blev vi enige om 2000 kr for hele molevitten, hvilket jeg regner som 1000 kr for kameraet og 1000 kr for objektivet.

Forøvrigt viste kameraet sig efter en omfattende rengøring at være ganske pænt og som sagt stort set intakt. Kun en enkelt blikskala er løs og lidt krøllet og må limes på igen. Horsemans bænkkameraer har iøvrigt den ret vigtige fordel, at de kan bruge så godt som alle Sinar-systemets tilbehørsdele. D.v.s. objektivbrædter, bælge, Sinar-lukkeren og bagstykker. Og Sinar-dele er ganske klart dem man ser flest af billigt, hvadenten i Den Blå Avis, på nettet eller hos grossisterne.

Ligeledes viste objektivet sig at være pænt under the dirt. Man kan se på lukkerbladene, som har slidmærker, at objektivet har været brugt ganske meget, men alligevel er glassene meget flotte, ja de er mærkeligt nok næsten som nye.

Der er som sagt tale om et tung kamera, som egentligt kun er egnet til stationært brug her i min stue, hvilket jeg håber snart at få arrangeret. Kameraet er derimod ikke egnet til at rende rundt med i landskabet i en skuldertaske, og er faktisk også for stort til en cyklebagagebærer.

Så da jeg igår fik lyst til at udnytte det fine vejr til en fotoudflugt, bl.a. med henblik på at prøve den fine Rodenstock optik, måtte jeg gribe til noget mere transportabelt. Til det formål har jeg i mange år haft et ældre Linhof klapkamera i format 13×18 cm, forøvrigt ligeledes købt i Photografica i Skindergade, men på et tidspunkt – så vidt jeg husker for omtrent 30 år siden – da forretningens grundlægger Torben Lind endnu stod bag disken. Prisen var dengang vistnok 1500 kr.

Jeg har siden forsynet Linhof’en med et lidt mere moderne bagstykke, således at man kan bruge moderne dobbeltkassetter i kameraet, og har haft megen fornøjelse af det. Dels fordi præcisionen – trods årgang ca. 1937 – endnu vistnok er uovertruffen, hvilket jo specielt er vigtigt i forb. med testoptagelser. Og dels fordi kameraet kun vejer ca. halvdelen af en mere moderne Linhof Technika 13×18, som vejer siger og skriver 5,5 kg og som tilmed vistnok ville koste omtrent det samme i Euro, som den gamle kostet i kroner.

Så mandag aften ladede jeg en 13×18 dobbeltkassette med 2 sort-hvid film, nærmere bestemt Agfapan 200 (udløbet jan. 1979, men har ligget på køl næsten uafbrudt siden, og er mærkeligt nok praktisk taget som ny, uden mærkbart slør; måske er hastigheden på 200 Asa faldet lidt). Samt en anden dobbeltkassette med 2 Ektachrome 100 Plus (udløbet i nov. 1990, men stadig fin til testoptagelser; jeg har endnu kun set et par enkelte meget små funguspletter, mens farver og kontrast er ok).

Jeg er så heldig at kunne disponere over en bil for tiden. Det er min 88 år gamle morbror Peder Ottesen, der ikke mere er rask og rørig, som har overladt mig sin gamle Kadett, årg. 1991, og som jeg håber at kunne bruge til den skal synes på ny engang i april 2012, hvor den nok må skrottes.

Jeg siger “håber at kunne”, for jeg havde kun haft bilen i nogle få dage, før den fik nummerpladerne stjålet. Der må have stået omved 200 biler på den parkeringsplads her i nabolaget, hvor bilen normalt står, men mine nummerplader var altså de mest interessante.

Jeg har idet hele taget vistnok haft en uforholdsmæssig stor del af hærværk på de par gamle biler jeg har ejet de sidste 5-6 år. D.v.s. indbrud og tyveri, indbrud og ødelagt tændingslås, indbrudsforsøg og ødelagt dørlås samt ikke mindst en smadret forrude. Det sidste vil jeg kalde groft hærværk, nye nummerplader koster ganske vist ca. 1200 kr men en ny forrude kostede min. 4000 kr på en gl. Mazda som min dengang. Må iøvrigt være ret sjælden forekommende, jeg har ellers aldrig set en bil holde parkeret med smadret forrude, undtagen eventuelt i forb. med et uheld.

Når hertil lægges forskellige andre ”aktiviteter”, som f.eks.

- stjålen knallert fra aflåst cykleskur
- påsat brand i baggården her (samt flere forsøg på at brænde det højhus af i Brøndby Strand, hvor jeg tidligere boede)
- attentatforsøg (?) kamoufleret som pengeskabstyveri her i ejendommen (lørdag d. 3.dec. 2005, er vistnok aldrig efterforsket seriøst, og ville nu skulle efterforskes af PET/Mossad, som jeg har kritiseret, jf. “En stat i staten”. (Tre Mossad-lignende agenter slæbte under påfaldende meget larm og spetakel afsted med husværtens 240 kg tunge pengeskab ved højlys dag! – denne uhørte frækhed og arrogance er vistnok meget typisk Mossad?))
- gode venner og slægtninge, som enten er døde eller har været udsat for livstruende “uheld” (Gunnar døde trods ung og stærk, Erik udsat for livstruende fejlbehandling, en slægtning udsat for livstruende fejlbehandling, Kelds hus brændt ned under mærkelige og så vidt jeg har forstået tildels uopklarede omstændigheder, synes at kunne have været et morbrandsforsøg)
- PET-agenter (ca. 6 agenter her i gaden, samt 3 ved Frb. posthus i Frb.centeret (en af dem har jeg kunnet genkende i aviserne) og 1 ved kopimaskinen på Frb. bibliotek forsøger at skræmme mig fra at sende (flere) breve om PET/Mossad til forsk. folketingsmedlemmer og aviser for 2 år siden
- diverse trusler og “fælder” (en svensk Hr. Andersson’s Visa-kort m.m. plantet på et toilet ved Langeliniepavillionen, skulle se ud som det var tabt, overvåget tæt af mystisk, lille og kraftig, lidt feminin herre)
- m.m.

- ja så kunne man måske godt få den tanke, at jeg af PET/Mossad er blevet rubriseret som “dissident” blot fordi jeg igennem en årrække (ca. 20 år) har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring (mest i breve til embedsmænd og politikere, først på det seneste her på min blog), at PET (som jo nu ikke længere kun er en efterretningstjeneste, men tillige et hemmeligt kriminalpoliti!) har en historie om tilsyneladende utilstedeligt tæt samarbejde med  en eller flere berygtede udenlandske efterretningstjenester, specielt Mossad (se venligt mit indlæg “En stat i staten?”).

De fleste vil dog nok hævde, at jeg for det første jo slet ikke er dissident, men i det højeste en mere eller mindre årvågen iagttager og kritiker samt for det andet, at det da ikke er FARLIGT at være dissident i Danmark! Det første er helt korrekt, mens det andet er en svar fejltagelse: Det kan være meget, meget farligt at kritisere tabu i Danmark, og det ER meget, meget farligt at kritisere det helt store tabu i Danmark. Nemlig Danmarks betændte justitsministerium.

Men, som jeg plejer at sige om den slags overgreb og trusler: Man skal ikke lade sig true af terrorister! Lad jer ikke true af terrorisme – hvadenten statautoriseret eller ikke – til at akceptere en faciststat! Man skal og må leve med en vis risiko! Såfremt vi nemlig ikke er parat til hver dag om nødvendigt at sætte alt hvad vi ejer på spil – liv, familie, gods og ære – ja så vil vi med SIKKERHED miste det. Sådan er livet nu engang skruet sammen! Du kan godt miste det altsammen endda, men blot ikke med sikkerhed! Hvis du ikke kan akceptere at leve med en vis risiko, så må du leve som et dyr i en faciststat. Tror du det vil være risikoløst?

Forøvrigt må det aldrig glemmes, at de som har mest nytte af terrorisme er de hemmelige tjenester. De får efterfølgende med søvngængeragtig vished ALTID flere penge og mere magt!

Men nok om det her på dette sted og tilbage til Peders Kadett. Det lykkedes mig at overtale mine gamle venner Dorrit og Keld til at deltage i udflugten, de er begge inkarnerede amatørfotografer. Og således kom det sig, at vi igår eftermiddag ved kaffetid fandt os bænkede ved havn og strand i Kulhuse – “oppe i herredet” som de indfødte vist plejer at sige? Dorrit og jeg har været der før, dels engang med bil, dels engang med bus 316, som kører fra Frederikssund S-station til Kulhuse havn.

Det er i almindelighed og denne herlige tirsdag sommerdag i særdeleshed et fint sted. Vest for havnen er der en fin badestrand med temmelig mange mennesker, uder at der er overfyldt. I selve havnen er der et vist liv i gamle og nye lystbåde og øst for havnen er der en lille strimmel natur. Her er der nærmest havnen opstillet nogle borde og bænke, jeg tror der er et halvt dusin, og denne hverdags sommerferie eftermiddag var de alle ledige. En halv snes meter øst for bænkene er der fin fjordstrand, med sand og sten og lavt vand.

Denne østerstrand var igår praktisk taget mennesketom. Jeg så et par drenge lege med en bold et stykke tid. Men da jeg nåede frem til at tage en Ektachrome med Linhof og Rodenstock Sironar-objektivet var stranden helt mennesketom så langt man kunne se. Jeg nævner det, så den ærede læser kan se, at der faktisk er ret god plads. Måske er det en anden sag i weekenderne.

Forinden havde jeg lavet et par sort-hvid optagelser med Sironaren, og når man står med et stort gammelt “pladekamera” med et sort klæde over hovedet, så giver det jo idelig anledning til kommentarer, selv fra vennerne. Dorrit, der er konservatorie uddannet billedhugger, har dog stor forståelse for, at “kunsthåndværk” ikke behøver at være let. At det tværtimod måske kan siges at være en fordel med et vist, nødvendigt ceremoniel samt en vanskeligere håndtering i modsætning til det lidt for bekvemme knipseri med et digitaltkamera. Det er ial fald en helt anden oplevelse og det resulterer også i en anden slags billeder, omend det kan være svært at konkretisere forskellen i få ord.

Grundlæggende må man dog vistnok sige, at ingen kunstner kan lave noget værdifuldt, såfremt han/hun ikke føler sig komfortabel med processer, værktøjer og objekter. Så hvis man føler sig mest komfortabel med digitalt knipseri og efterfølgende computermanipulation, ja så må man sikkert slutte, at man bør kunne yde sit bedste med disse værktøjer og processer.

Såfremt man omvendt ikke føler sig komfortabel med nævnte digital imaging processer, men derimod med et evt. åhundredgrammelt pladekamere med et evt. århundredgammelt objektiv samt med en mere adstadig og mere omstændelig arbejdsprocess – ja så må man sikkert akceptere, at man alt andet lige bør kunne yde sit bedste med sådanne værktøjer og processer.

Jeg var igår aftes for søvnig til at fremkalde filmene (d.v.s. de sorthvide, Ektachrome optagelserne får jeg fremkaldt på Laboratoriet i Nannasgade for ca. 75 kr. stk), men når de foreligger vil jeg forsøge at få tid og lejlighed til at rapportere om resultatet.

(Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Jeg vil nedenfor nævne de vigtigste, og i et senere indlæg omtale nogle få lidt mere udførligt – jeg skulle som sagt helst være færdig med at omtale de resterende 7 titler fra AB Antikvariats netop afsluttede udsalg først.

1. AN AMERICAN GLOSSARY (Being an Attempt to Illustrate Certain Americanisms Upon Historical Principles). Af Richard H. Thornton, 3 bind, New York 1962 (1912).

2. THE SPIRIT OF FRANCE. Af Paul Cohen-Portheim (oversat fra tysk af Alan Harris), London 1945 (1933).

3. KRISTENAANDEN. Tolv Populære Foredrag Over Aandshistorie. Af P.A. Rosenberg, Kh, 1909.

4. EUROPAS FOLKESTAMMER. Historiske Undersøgelser og Omrids. Af Frederik Schiern. 1. del, Kh, 1851.

5. ZUR VERMITTLUND DER EXTREME IN DEN MEINUNGEN. Af Friedrich Ancillon. 1. del (Geschichte und Politik), Berlin 1828.

6. KRITISCHE BETRACHTUNGEN ÜBER DIE POESIE UND MAHLEREY. Af Herr Abt Dü BOS – Eines der Vierziger und Beständigen Secretärs der Französichen Akademie. 1. del, Kopenhagen, In der Mummischen Buchhandlung, 1760.

7. GESCHICHTE DER EUROPÏSCHEN STAATEN: GESCHICHTE VON ENGLAND. Af I.M. Lappenberg, bind 1 – 5, Hamburg 1834-58.

8. HARPER’S ENCYCLOPEDIA OF BIBLE LIFE. Af Madeleine S. and J. Lane Miller, San Francisco, 1978.

9. NYT LOVLEXIKON. Af Emil Jürgensen, i 5 bind, Kh 1875-78.

10. HISTORY OF THE CONQUEST OF PERU (With a preliminary view of THE CIVILISATION OF THE INCAS), Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

11. HISTORY OF THE CONQUEST OF MEXICO (With a preliminary view of THE ANCIENT MEXICAN CIVILISATION and the life of the conqueror HERNANDO CORTÉS). Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

12. SPANIEN – GESCHICHTE / KULTUR / KUNST. Af Max von Boehn, Berlin 1924.

13. CARL PLOUGS DIGTE. Udgivne af hans søn. Med en karakteristik af Ernst v. d. Recke. 2 bind i 1, Kh. 1901.

14. HISTOIRE ROMAINE. Af Le Comte de Ségur, Paris uden år (men vist ca. 1825).

Man ser, at det blev til en større udskrivning, meget større end forsvarligt forresten. Men man kan også endnu engang undre sig over hvad man undertiden kan få for en tyver.

Enkelte af ovennævnte titler vil jeg i et senere indlæg omtale lidt nærmere,  jeg må her iaften nøjes med at give en smagsprøve fra en enkelt af bøgerne.

KRISTENAANDEN’S forfatter Peter Andreas Rosenberg (f.1858) var magister i religionsfilosofi men iøvrigt teatermand og forfatter. Han var søn af litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), om hvem Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a. oplyser:

“Det betydeligste af hans arbejder og bestandigt et hovedværk indenfor dansk litteraturhistorisk videnskab er “NORDBOERNES AANDSLIV FRA OLDTIDEN TIL VORE DAGE” (3 bind, 1878-85), der med ligeligt hensyn til alle fire nordiske folk behandler hedenold, middelalder og det religiøse liv i den gammellutherske tidsalder 1520-1720. Vægten lagde han på den nordiske oldtidsverdens genspejling ned gennem tiderne; latinen og den katolske kirke var ham som Grundtvigianer en vederstyggelighed, højst uretfærdig og skæv er derfor hans dom om store dele af middelalderens litteratur (Saxo f.eks.). Den gammellutherske tid er derimod som kød af hans kød, og med smittende inderlighed har han levet sig ind i den. Udmærkede partier er også skildringen af folkeviserne og af middelalderens retsordning, ligesom man i hedenold glædedes over den kraftfulde gengivelse af eddadigte og skjaldekvad”.

Men her drejer det sig altså om sønnen Peter Andreas’ bog KRISTENÅNDEN, som ifgl. Dansk Biografisk Håndleksikon er “en slags ræsonneret historie eller historiens filosofi, der har fremkaldt fagmændenes kritik”. Jeg gengiver efterfølgende lidt fra begyndelsen af bogens 1. afsnit, som har overskriften: SEMITER. HEBRÆERNES FORHISTORIE. ABRAHAM. MOSES. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord og vendinger, som jeg finder uvæsentlige eller forældede og uklare for en moderne læser. Det i parantets anførte er mine tilføjelser).

“Nutidens kultur og åndsliv bygger på tre store, historiske forudsætninger: 1) Folkenes oprindelige ejendommeligheder. 2) Den klassiske oltids kultur – Grækere, Romere. 3) Kristendommen.

“Åndshistorien viser, hvorledes kristenånden udgår fra Jøderne, optager Grækeråndens tankeindhold og Romeråndens mægtige organisation og i mødet med nytidens folkeånder – Germaner, Angelsaxer, Skandinaver og Slaver – udfolder også disses oprindelige indhold. Åndshistorien er beretningen om forudsætningerne for kristenåndens gennembrud i historien og dens sejersgang på jorden indtil vore dage.

“Kristenånden forener Indoeuropæernes og Semiternes dybeste hjertetanker. Hvad slægtens vismænd grundede på i Indiens palmelunde, under Kaldæernes stjernehimmel, i Athens søjlegange – kristenånden siger det, ligefrem og enfoldigt, så et barn kan forstå det, og dog så uudtømmeligt dybsindigt, at ingen senere filosof har evnet at føje noget væsentligt til.

“Indoeuropæernes betydningsfuldeste kulturtilskud er den græske skønhedsverden og den romerske statsordning. Det tredie, indernes religionsfilosofiske storværk, har først i vore dage begyndt en vekselvirkning med europæisk kultur og må derfor i denne sammenhæng lades ude af betragtning. I tidligere arbejder – “Grækeraanden” og “Romeraanden” – har jeg betragtet disse to mægtige organismer fra et åndshistorisk standpunkt. Her bliver det nu først min opgave at omtale semiternes, navnlig jødernes tilskud og at påvise, hvorledes det optages og forvandles i kristendommen under åndens oprindelige gennembrud.

“For 6000 (dog vist snarere 4-5000?) år siden træder Semiterne for første gang ind i historien, da Babylonierne erobrer landet mellem Eufrat og Tigris fra Sumererne. Hvem disse Sumere var, derom ved vi intet; de var neppe hverken af indoeuropæisk eller semitisk rod. De havde nået en vis kultur, da den første semitiske indvandring fandt sted. Navnlig havde de studeret stjernehimlen og uddannet et helt theologisk system på grundlag af deres astronomiske iagttagelser. Denne kultur overtog Babylonierne efter dem, og dens virkninger kan spores helt ned til vore dage.

“For eksempel årets inddeling i måneder og uger efter månens faser samt ugedages benævnelse efter planeterne. Når vore børn spiller “Paradis” (hinkesten?), gentager de en ældgammel, rimeligvis sumerisk ceremoni: Præsternes bevægelse om alteret, som skulle foretages hinkende på et ben; spillets “huse” var oprindelig stationer på sjælens vandring; o.s.v.

“Hvor kom de indvandrende semiter fra? Man ved det ikke med vished, men de fleste forskere antager at deres oprindelige hjem var i Arabien. Gang på gang har den bjergrige arabiske ørken sendt sine beduinflokke ud over Lilleasien, når der ikke var føde nok derinde til den stærkt voksende befolkning. Og disse modige, snarrådige og nøjsomme mænd har overalt besejret modstanden. Enhver af deres udvandringer betegner et nyt trin i den asiatiske verdens historie.

“Enkelte videnskabsmænd har villet føre semiter og indoeuropæer tilbage til en fælles rod. Det lader sig næppe mere oplyse, hvorledes denne rod har været beskaffen. De to sproggrupper afviger ganske umådeligt fra hinanden. De indoeuropæiske sprog har indbyrdes en del lighedspunkter, endnu flere har de semitiske indbyrdes, men der er ikke mindste lighed mellem semitiske og indoeuropæiske sprog. Snarere kan der måske påvises lighed mellem semitisk og hamitisk (afrikansk) sprogtype.

“Semiterne synes tidlig at have udmærket sig ved hurtig opfattelse, skarp iagttagelsesevne, mod, udholdenhed og nøjsomhed. Ejendommelig for dem er deres udprægede stammefølelse. Det er sagtens ørkenlivet, der udvikler denne side så stærkt. Stammen (slægten?) er hos dem alt, individet intet. Guden er stammens Gud, og som stammens høvding under et togt må kræve ubetinget lyighed, således kræver stammens Gud det af sine dyrkere. Guden ejer landet. Han fører selv an i krigen. Alle erobringer tilfalder ham. Gudsdyrkelsen består i visse påbudte ceremonier, blandt hvilket offermåltidet (sammen med Guden) oprindelig er den vigtigste.

“Et af Babylons gamle kulturcentre var byen Ur sydpå i Kaldæa. Også i Nordbabylon har der været et stort semitisk rige. I Ur dyrkedes stjernene, navnlig måneguden Sin, måske af Sumerisk oprindelse. Byen Babylon grundlægges af den mægtige kong Sargon 1., der indfører solguden Marduks dyrkelse. Dette gav anledning til vældige kampe mellem nordriget og sydrigerne. Efter en ny semitisk indvandring kommer, som den sjette konge af dynastiet, Hammurabi på tronen i Babylon. Han besejrer Ur og afskaffer månedyrkelsen.

“Fra hans dage stammer den berømte indskrift med love, som har givet moderne bibelkritikere anledning til at påstå, at Moseloven kun er et senere uddrag af babylonisk lovgivning. Efter Hammurabis tid går kulturen tilbage i Babylon. Dyrkelsen af forskelligartede naturguder, tildels af håndgribelige menneskeguder, afløser de ældre rene gudsforestillinger. På denne tid udarbejdes rimeligvis den babyloniske affattelse, det såkaldte Gilgamesh-Digt bliver til.

På Hammurabis tid (ca. 2300 f. Kr.) drog en mand ud fra Ur i Kaldæa, måske fordi han ikke ville dyrke de nye guder. Denne mand var Abraham. Han opsøger sin slægt i den nordbabylonske by Haran på karavanevejen mellem Babylon og Syrien, og herfra drager han gennem Syrien ind i Kanaan. Disse egne stod dengang under babylonisk indflydelse. Senere erobres de af Ægypterne.

“I Kanaan lever Abraham som en fredelig indvandrer, kun mærkelig ved eet: sit Gudsforhold. Abraham taler aldrig om sine fædres Gud. Hans Gud har sluttet en særlig pagt med ham, at i hans sæd skal alle jordens slægter velsignes. Til gengæld fordrer Gud eet: ubetinget lydighed under hans bud. Det er semiternes religiøse ideal, som hos jødernes stamfader får sit fuldgyldige udtryk. Men dette Abrahams ideal er tillige ethisk bestemt. Abrahams Gud har ikke behag i løgn og uret. Selv de mindre elementære, ethiske dyder som barmhjertighed og tålsomhed træder ofte med naiv anskuelighed frem i patriarkens historie. Hans bøn for Sodoma har intet sidestykke i hedensk mythologi.

“I samme øjeblik det blev Abraham klart – hvordan det skete er forsåvidt ligegyldigt – at hans Gud vil dyrkes alene, ingen andre Guder tåler ved sin side, og at denne hans Gud fordrer lydighed, retsindighed og tålmodighed af ham, i samme øjeblik var det store spring sket, hvorved åndsreligionen træder ind i historien. Straks fra begyndelsen, med jødernes stamfader, er vi ude over naturreligionernes trin, som vi finder det i Babylon og Ægypten.

“Der er i dette noget, som peger ud over semiternes åndelige horisont. Den engelske forsker Flinders Petri har 1888 påvist, at jøderne ikke er et oprindeligt, ublandet semitisk folk. Denne forunderlige race synes fremgået ved krydsning mellem semiter, amoriter og hetiter. Da amoriterne var indoeuropæer, hetiterne rimeligvis(?) mongoler – fra hetiterne har jøderne de krumme næser, som ikke særtegner de semitiske folk – finder vi i jødefolket elementer fra alle(?) hovedfolkene på jorden. Og til at udvikle den religion, hvorved alle(?) jordens folk førtes frem til frelsens dør, var jøderne bestemt.

“I patriarksagnene kan der naturligvis være indblandet uhistoriske partier – bibelen lægger ikke an på at give historisk nøjagtighed i moderne forstand – men det for åndshistorien afgørende er, at vi straks fra begyndelsen møder, omend i elementære træk, det enestående ophøjede gudsbillede, vi senere ser udfoldet hos Moses og Profeterne. Jesus Kristi “Fader” er den samme Gud, som Abrahams, Isaks og Jakobs “Herre”.

“Lydigheden overfor Gud, gudsfrygten, må fra begyndelsen blive hovedtrækket. Kun således kunne moralbudet få magt over sjælene. Indoeuropæernes gemytlige religion, hvor Guder og mennesker så nogenlunde står på samme niveau, kunne aldrig give budet den fornødne alvor. Indoeuropæernes religion kunne afføde eller omsætte sig i kunst, digtning, filosofi. Kun jødernes kunne udvikle en absolut bindende sædelære. Indiens Bramaner, såvelsom grækenlands og nordens helte NEDSTAMMER fra deres Guder. Jødernes stamfader UDVALGTES af Gud. Denne forskel er afgørende.”
                                ———————
I et kommende indlæg vil jeg fortsætte med omtalen af de resterende 7 titler fra det foregående indlæg.

 (Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

De hjembragte bøger er fortrinsvis historiebøger, hvoraf mange på tysk. Tysk læses vist ikke længere af ret mange under 50, hvilket turde være en delvis forklaring på, at der var rigtig mange interessante, såvel nyere som ældre historiebøger til salg for 5 – 10 og 20 kr.

Jeg må idag af tidnød stort set nøjes med at nævne titlerne på en del af bøgerne og så først i et kommende indlæg omtale en mindre del lidt nærmere:

1. JELLING – DET GAMLE KONGESÆDE. Vejle Amts Historiske Samfunds Festskrift, Kh. 1955.

2. DIE LANGOBARDEN. Af Hermann Noelle. Berg, 1978.

3. THE ARMS BAZAR – The Companies, The Dealers, The Bribes. Af Anthony Sampson, London 1977.

4. DAS REICH DER KÖNIGIN VON SABA. Af Gabriel Mandel, Bern 1980 (oversat fra italiensk).

5. THE TUSCAN REPUBLICS (Florence, Siena, Pisa and Lucca; with GENOA). London 1892.

6. DIE VANDALEN. Af Hermann Schreiber, Bern 1979.

7. DIE PHÖNIZIER. Af Gerhard Herm, Gütersloh u.år (men ca. 1975).

8. DIE SARAZENEN. Af Rolf Palm, Düsseldorf 1978.

9. DIE KELTEN. Af Gerhard Herm, Düsseldorf 1975.

10. DIE HUNNEN. Af Hermann Schreiber, Düsseldorf 1976.

11. DIE VÖLKERWANDERUNG. Af Felix Dahn, Berlin 1977 (forkortet udgave af den org. 4-binds udgave fra o. 1912).

Alle ovenstående titler med undtagelse af no. 1 er pæne, velholdte hardcover-udgaver.

De næstfølgende 8 titler agter jeg at omtale lidt nærmere ind, dog for størstedelen i et kommende indlæg:

12. DAS ALTE SPANIEN – Landschaft – Geschichte – Kunst. Af Alfred Kuhn, Berlin 1925.

13. BOGEN OM PERSONNAVNE – Oprindelse – Historie – Brug. Af Georg Søndergaard, Kh. 1979.

14. KULTURBÆRERE – STUDIER I MIDDELALDERENS DIGTNING. Af Theodor Bierfreund, Kh 1892.

15. DET POLSKE KONGEVALG 1674. Af Chr. H. Brasch, Kh. 1882.

16. DIE WELT DER KAROLINGER. Af Pierre Riché, Stuttgart 1981 (oversat fra fransk).

17. DE DANSKE BØNDERS HISTORIE. Ved Villads Villadsen, Århus 1944.

18. KLEINE KUNSTGESCHICHTE DER DEUTSCHEN BURG. Af Walter Hotz, Darmstadt 1965.

20. GUTE GEISTER – EIN BUCH VOM TRINKEN. FÜR UND WIDER – JA UND AMEN. Af Alexander v. Gleichen-Russwurm, München 1927.

                              ———————–

Villads Villadsens lille bog fra 1944 om DE DANSKE BØNDERS HISTORIE er åbenbart en af disse små perler, som man undertiden finder hos historiske forfattere, der ikke er historikere af faget. Et par andre eksempler kunne være Peter Groves DANMARKS DÅB fra 1961, samt M.H.Rosenørns GREVE GERT OG NIELS EBBESØN fra 1901.

Hverken Villadsen eller Grove er fundet værdige til optagelse i Dansk Biografisk Leksikon, og dog er de to førstnævnte bøger så begavede og for Peter Groves vedkommende så langt foran sine konkurrenter, at de efter min ringe mening sagtens kunne være pligtlæsning for vore skolebørn.

Det er karakteristisk, at alle 3 bøger så vidt jeg ved aldrig omtales eller refereres af faghistorikere i  kildehenvisninger, mens jeg har set Rosenørns 2-binds værk nævnt een eneste gang i en afhandling – af en svensk amatørhistoriker.

I samme åndedrag burde man nævne Lis Jacobsens SVENSKEVÆLDETS FALD – STUDIER TIL DANMARKS OLDHISTORIE I FILOLOGISK OG RUNOLOGISK LYS fra 1929, som Peter Grove må have kendt, og hvis begavede, akademiske forfatter i en vis forstand synes at foregribe nogle af Groves ikke mindre begavede analyser. Men Lis Jakobsens banebrydende bog ignoreres vistnok til denne dag af de fleste på det historiske parnas?

Jeg vil her gengive nogle steder fra Villads Villadsens bog, nærmere betegnet fra afsnittet om MIDDELALDEREN – FRA ÅR 1000 TIL ÅR 1536. Afsnittet har underoverskriften KRISTENDOMMEN KOMMER TIL LANDET. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord eller vendinger, som synes forældede og mindre letforståelige for den moderne læser; det i parantets anførte er mine tilføjelser):

“Da kristendommen fik nogen fodfæste her i Danmark, mildnedes de rå skikke med menneskeofringer og lignende, og vikingetogene i deres mest barbariske form tog af, og kirker byggedes ofte på de hedenske offersteder. Der ansattes præster, og om kirken og præsten sluttede sig en egn, som blev kaldt et sogn, hvilket betegner den kreds af mennesker, der søgte (deraf sogn) til samme kirke.

“Denne inddeling begyndte allerede i Svend Estridsens regeringstid (1047-76), og der var da på Sjælland 150 og på Fyn 100 kirker. Skåne havde 300 kirker, hvorimod Jylland havde forholdsvis færre (heraf kan man måske skønne, at Skåne har rummet næsten halvdelen af den danske befolkning. Hvilket igen belyser, hvorfor tabet af Skåne var så skæbnesvanger og tungt for Danmark, at konger, rigsdag og befolkning vistnok til idag ikke har formået at erkende og akceptere tabets fulde omfang?).

“Men dog viser de anførte tal på kirker, at kristendommen havde fået indpas blandt den jævne befolkning, som i mange tilfælde selv byggede kirkerne, der dengang blev bygget af træ.

“Til præstens underhold udlagdes i reglen en gård af samme størrelse som de almindelige gårde i sognet, og præsten hentes som oftest blandt klerkene ved de større kirker. Præsten fik i reglen betaling for de hellige handlinger han udførte. Men han fik ikke tiende i den første kristne tid, som dengang skik var i de sydlige lande, hvorfra kristendommen kom. Tiende indførtes først, og kun for den østlige del af landet, lidt før Valdemarernes tid (d.v.s. ca. 1150), og det var endda efter megen strid.

“I Valdemar den Stores tid (1157-82) blev kirkelige retssager undtaget fra de almindelige retter i Skåne og på Sjælland, og disse sager pådømtes ved en særlig kirkeret, hvor denne ret fastholdt den hellige Augustinus’ ord: “Hvo som begærer aflad for sine synder, han må betale tiende”. Det hedder endda om kirkeretten, at den indførtes “efter alle mænds bøn”. I Jylland indførtes ingen kirkeret, og det lykkedes heller ikke gejstligheden at pålægge befolkningen bispetiende før efter bondeoprøret under Kristoffer af Bayern (1439-48).

“Kirkeretten fastslog, at bønderne selv måtte vælge deres præst “med biskops vilje”. De måtte ikke senere vrage præsten, og præsten måtte ikke forlade sin menighed mod dens vilje, hvorimod biskoppen havde magt og ret til at afsætt en præst, efter at han var dømt ved en gejstlig ret. Ligeledes søges fordringen om, at præsterne skulle leve i ugift stand indført.

“Efterhånden blandede kirken sig noget i befolkningens liv og livsførelse. Barnedåb blev indført, og barnet blev signet i kirken. Men med hensyn til ægteskabs indgåelse blev alt ved gammel skik, og man ville ikke bruge kirkens velsignelse. Trolovelse eller ja-ord vedblev indtil reformations indførelse at være ægteskabsstiftende handling.

“Biskopperne søgte at samle gods til kirkerne, og meget blev skænket til disse for at få læst messe over de døde. Således skænkede Estrid, Svend Estridsens mor, 50 bol af sit gods i Gønge Herred i Skåne til Roskilde Domkirke (det lyder som en enorm stor gave, henved 50 gårde?). Svend Estridsen interesserede sig også meget for kirkens fremgang. Hans ældste søn Harald (Hen) blev efter faderens død valgt til konge på Isøre Tingsted mod, at han lovede at holde kong Harald Blåtands love. Der siges om ham, at han gav bønderne ret til at bruge skovene, som de mægtigste havde tilegnet sig, så her har Harald Hen hjulpet bønder til deres gamle ret. Retsstridigheder blev endnu indtil den tid stundom afgjort ved tvekamp. Dette forbød Harald Hen og med-edsmænd blev foretrukket ved retsafgørelser.

“Fængsel blev kun anvendt over for vigtige statsfanger i den tid. Men derimod anvendtes brændemærke eller nogen lemlæstelse og fredløshed som straf for forseelser mod loven. Når bøder idømtes, men ikke betaltes, kunne den, der skulle have bøden, få tingets tilladelse til at tage “nam”. Det vil sige, at han i vidners overværelse kunne tage af den dømtes ejendele, mest almindeligt kreaturer, og hvis disse ikke indløstes inden en vis frist, kunne de sælges til dækning af gælden.

“Den der ville drage en anden til ansvar på tinge, måtte stævne den sigtede 5 nætter førend tinget afholdtes, med 2 mænd for hans “brofjæl” (dørtærskel?), og disse to mænd skulle på tinget vidne, at han var lovligt indstævnet. Mødte den stævnede ikke gentoges stævningen 3 gange. Men den stævnede idømtes en bøde for hver gang han ikke mødte på tinget. Efter den 4. stævning pådømtes sagen.

“En tid ansås det for fejghed at modtage pengebøde for manddrab, men hvis en sådan alligevel modtoges, betalte manddraberen kun 1/3 af boden mens 2/3 udrededes af hans frænder, og mandeboden tilfaldt den dræbtes nærmeste arving med 1/3 og det øvrige betaltes til fædrene- og mødrene frænder hver med 1/3. Mandeboden var i de østlige landsdele 45 mark sølv og i Jylland 54 mark. Harald Hen lod præge ens mønt for hele landet, en sølvpenning, som i vore penge ville være 2 kr. værd, således at en mark ville svare til 500 kr, og den før omtalte fredkøbsbøde på 40 mark var i vore penge altså 20.000 kr (d.v.s. i 1944, idag ville det nok være mindst 25 gange så meget, d.v.s. min. 500.000 kr.)

(Harald Hen synes efter ovenstående i mangt og meget at have været ret fornuftig. Suhm oplyser et sted, at en datter var gift med den sjællandske høvding Skjalm Hvide, og det er ret karakteristisk, at danske historikere af faget, der synes at have en udpræget berøringsangst med hensyn til genealogien (i modsætning til f.eks. Det Gamle Testamentes forfattere), enten ganske  ignorerer denne oplysning eller afviser den med søgte begrundelser, endskønt forholdet synes tildels at kunne forklare Skjalm-slægtens nære forhold til kongeslægtens i den følgende tid).

“Haralds bror Knud (den Hellige), der blev vraget ved kongevalget, udbød til et vikingetog til England og afsejlede dertil med de krigsfolk, der ville følge ham. Men han turde dog ikke angribe Englands konge, Vilhelm Erobreren.

“Harald Hen døde 1080, og Knud blev konge efter ham. Han skaffede sig snart uvenner ved at holde på kongens ret til almindinger, skove, fiskefangst i have og vandløb samt ved sin hårdhed ved skatternes inddrivelse. Han forbød plyndring i dansk land, så det må jo ikke have været ualmindeligt, at danske har plyndret hos landsmænd. Sørøveri straffede han strængt.

“Det som førte til oprøret mod ham var, at han udbød til ledingsfærd mod England og lod flåden samles ved Humlum (ved Struer) i Limfjorden, men han blev selv borte en tid, efter sigende på grund af uroligheder ved sydgrænsen. Og da nogle af skibene drog hjem, og andre ikke var mødt, idømte han store bøder, nemlig ledingsmændene 3 mark og styrismændene 40 mark (1/2 – 1 mio. kr.). Og da hans ombudsmænd (fogeder) ville inddrive bøderne med hård hånd, kom det i Vendsyssel til åbent oprør mod kongen, som måtte flygte syd på og derefter over til Fyn, hvor han sammen med 17 af sine hirdsmænd blev dræbt i Odense Albani kirke i 1086.

“Knuds broder Oluf (Hunger), der nærmest havde holdt med oprørerne, ville folket nu have til konge (1086-95). Men han var af Knud sendt i fangenskab i Flandern hos Knuds svigerfader, og for at få ham udløst derfra måtte broderen Niels (konge 1104-34) gå i fangenskab i hans sted, og Oluf kom så hjem og blev valgt til konge.

(Knud d. Hellige var g.m. Adele (Edel) fra Flandern, datter af grev Robert 1. Hun havde bl.a. sønnen Carl den Danske (Charles le Bon), om hvem Mogens Strunge har skrevet en fin lille bog CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Adele var tipoldebarn af Rozala (fra Toscana) og grev Arnulf 2. af Flandern. Sidstnævnte har bl.a. givet navn til Adele og Knuds barnebarn Arnulf, som nævnes 1127-28 i Flandern, samt formodentligt til våbenskjoldet (en arnulv, også kaldet valravn) for slægten Ulfeldt, som siges at stamme fra Knud og Adele).

“Nu indtraf over hele nordeuropa dårlige år, og kongen og kong Knuds drab fik skyld for at være årsag hertil. Gejstligheden ville have den dræbte konge gjort til helgen, men dette modsatte kong Oluf sig. Oluf døde 1095, og hans broder Erik (Ejegod), blev hans efterfølger på tronen (1095-1103). Nu var det forbi med de onde år, og alt trivedes vel, og Erik holdt Venderne fra de danskes kyster. Erik fik sin bror Knud helgenkronet 19. april 1101, og hans ben blev lagt i et forgyldt helgenskrin og opbevaret i kirken, hvori han blev myrdet. Erik regerede i 8 år, og han døde på øen Cypern under en pilgrimsfærd til Jerusalem (herom har en finsk historiker skrevet en fin lille bog (på fransk naturligvis): Arno Fellman VOYAGE EN ORIENT DU ROI ERIK EJEGOD ET SA MORT A PAPHOS (Helsinki 1938)).

“På en tidligere rejse til Rom fik han udvirket, at biskoppen i Lund blev udnævnt til ærkebiskop for Norden, der hidtil havde boet i Bremen. Erik Ejegod var elsket af folket for sit ligefremme væsen (d.v.s. han var nedladende, hvilket ord tidligere betød det stik modsatte, usnobbet, af idag), og dog siges det om ham, at han gav nye og uretfærdige love.

“Eriks søn Harald (Kesja, oldnordisk ord for spyd), der havde stået for styret under faderens pilgrimsfærd, hvade ikke i den tid opført sig således, at folk ville have ham til konge, hvorfor Eriks broder Niels blev valgt til konge, og han regerede i 30 år. Hvad der ikke lykkedes for knud fik Niels gennemført med hensyn til bøder for ikke at møde, når der blev udbudt til ledingsfærd. Bøderne blev som af Knud fastsat til 3 mark for bøndernes vedkommende og formodentlig 40 mark for styrismændene.

“Styrismændene havde lov til selv at udbyde mandskabet, når de fandt det nødvendigt. Således udbød Skjalm Hvide mandskab fra Sjælland for at hævne sin broder, der var dræbt af Venderne. Skjalm erobrede øen Rygen, der en tid måtte betale skat til ham personligt (hvilket rimer dårligt med, at vor i så henseende ganske vist til dels herostratisk berømte Biografisk Leksikon’s 3. udg. karakteriserer Skjalm som “storbonde”).

“Kong Niels fik tilkendt retten til vrag, der drev op fra stranden, samt til Danefæ, d.v.s. efterladenskaber efter dem, der døde uden arvinger. Hirden opløstes, og medlemmerne sendtes ud i landet som ombudsmænd. Kong Eriks eneste ægtefødte søn, Knud (Lavard, 1096-1131), blev udnævnt til hertud i Sønderjylland, for der at værge grænsen mod syd.

“I kong Niels’ tid indførtes delvis tiende til kirken (1135), for som gejstligheden sagde, dermed at mætte de sultne og fattige, idet der blev lovet, at 1/4 skulle tilfalde de fattige, 1/4 kirken, 1/4 biskoppen og 1/4 præsten. På noget lignende måde gennemførtes tienden også i Norge og Sverige.

“Tienden ydedes af neg fra marken, utærsket. Negene sattes sammen 30 på hvert sted, og bønderne ville gerne yde noget til deres præst og også noget til kirken, når de selv valgte kirkeværger. Derimod var de ofte uvillige til at yde noget til biskoppen, idet de hellere ville yde en afløsningssum. Tienden til kirken brugtes i årene fra ca. 1100 til 1200 til at afløse trækirkerne med kirker af sten, og mange ny kirker byggedes, hvor det tiltrængtes. Man mener, at der i den nævnte tid blev bygget ca. 2000 kirker, hvilket må kaldes en stor ydelse af en befolkning, der selv boede i træhuse eller simple bindingsværksbygninger, som nu til dels havde afløst oltidens huse af jord og ler.

“De fleste kirker menes at være rejse i den første halvdel af 1100-tallet, da kun 119 af de gamle kirker er opført af mursten, som først kom i brug omkring 1160. 93% af de i den tid byggede kriker er oppført i romansk stil med de runde buer over vinduer og døre. Den gotiske stil med de spidse buer bliver først brugt i det følgende 1200-tal. Til opførelsen af alle disse kirker har kirkeværgerne altså anvendt den trediedel af tienden, der tilfaldt kirken, hvilket som nævnt har hjulpet til at få bønderne til at indvillige i at svare kirketiende.

“I årene til 1300 gik landbruget stærkt fremad hjulpet af bedre redskaber. Hjulploven var nu overalt indført, og den tidligere brugte tjørneharve var afløst af harver med trætænder, og selv om hjulploven var tung at trække, så var den dog et godt hjælpemiddel ved jordbearbejdningen, da jorden nu kunne vendes, og ny arealer toges i den tid under plov.

“Efter år 1300 indtræder der dog en stilstand i landbrugsvirksomheden eller vel nærmest en tilbagegang, men bønderne havde også i de urolige år, som denne tid bragte, lidt meget under plyndringer, så de var blevet fattigere, og mange selvejere måtte give sig under værn af en herremand på grund af forholdene. Mange fæstere, som det kneb for at svare landgilde, måtte indgå på at gøre arbejde på herregårdsjorden for at få landgilden nedsat.

“Indtil år 1300 tiltog folketallet såvel her som i de fleste europæiske lande. Her havde vi dengang ingen folketælling haft, men i Frankrig var folketallet år 14 efter Kristus 6 mill. Men i året 1328 var der mellem 22 og 23 mill., og ved dette tal stod det til 1750, da det igen begyndte at stige, og noget lignende var tilfældet for Danmarks vedkommende.

“Den første danske folketælling fandt sted 1769, men var temmelig mangelfuld, og listerne blev ikke bevaret. Men der regnes med, at der dengang var 825.000 indbyggere, så det kan formodes, at der i 1750 var ca. 800.000, og selv om der ikke haves noget bestemt bevis, regnes der med, at Danmark år 1300 havde samme folketal. Kun en ringe del deraf boede i byerne, og hvis de afståede dele af Danmark havde forholdsvis samme folketal, kan der regnes med ialt 1-1/4 mill. indbyggere i det land, der da hørte til Danmark.

“Efter Knud Lavards mord 7. januar 1131 oprandt urolige krigsår for Danmark med hurtigt skiftende konger. Knud Lavards bror Erik (Emune) fordrede hævn, og i slaget ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, Knud Lavards morder, af samtiden kaldet “Danmarks blomst og den skønneste blandt de unge”. Hans far Kong Niels blev kort efter dræbt af Slesvigs borgere, og Erik Emune blev konge (1134-37), men blev allerede 1137 dræbt på Tinge ved Ribe af en herremand ved navn Sorte Plov, således kaldet på grund af hans mørke hudfarve. Eriks søstersøn Erik Lam blev konge fra 1137 til 1146 hvor han opgav kongegerningen og gik i kloster. Efter 10 års sørgelig borgerkrig mellem flere kongsemner, i hvilken tid Venderne uhindret plyndrede de danske kyster, blev Knud Lavards søn Valdemar (den Store) enekonge efter et slag på Gratehede ved Viborg d. 23. okt. 1157.

(I disse år forekom en i danmarkshistorien måske endnu uovertruffen niddingdåd, idet Erik Emune lod sin bror Harald Kesja samt 11 af dennes 12 sønner dræbe (1134-35). Eneste overlevende søn var Oluf (den 2.), som faldt 1143 ved Tudeåen. Fra Oluf stammer antageligt den i det tidligere indlæg (MANGE BØGER) omtalte Niels Ebbesens slægt, Strangesen-slægten fra Thy (jf. Sigvard Mahler Dam i Personalhistorisk Tidsskrift 1/1993)).
                                     ————————

I et kommende indlæg fortsættes med gennemgangen af de resterende 7 af de ovenfor nævnte 8 titler.
På gensyn om ca. et par ugen. Indtil da ønskes den ærede læser en god sommer!

                                     ————————

 (cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Københavnske bogorme må vist siges at leve livet ekstra farligt lige nu, man kan nemlig ret nemt falde i vandet! Der er i skrivende stund ikke mindre end 3 hollandske bogudsalg igang i den indre by, nemlig på Rådhuspladsen, i Fiolstræde og i Helligåndshuset – og helt bortset fra gammelkendte snarer som Paludans bogkasser i Fiolstræde, Booktraders 10-kronersbord i Skindergade, de forskellige loppemarkeder samt sikkert flere, som jeg til alt held ikke kender.

Der er altså mange bøger på kræmmerbordene, og man må passe vældigt meget på ikke at overbelaste ryg og pengepung samt bord- og hyldeplads derhjemme. For mit eget vedkommende tror jeg nok, at jeg må indføre en frivillig, men vistnok absolut nødvendig karantæne, foreløbig af ubestemt varighed.

Nødvendigheden har længe været under opsejling og er blevet akut, efter at jeg i den forgangne uge har hjemslæbt et halvt dusin bæreposer med bøger såvel fra Rådhuspladsen som Fiolstræde, men specielt fra Helligåndshuset.

Jeg vil nedenfor omtale nogle af de nyerhvervede bøger fra de tre udsalgssteder, og starter med udsalget som Nordisk Antikvariat har kørende i Helligåndshuset. Man synger ganske vist på sidste vers i denne omgang, idag søndag er sidste dag, bogprisen er da 5 kr./stk.

Men jeg har her ved siden af mig en ca. 75 cm høj stabel af 5-kroners bøger fra AB Antikvariats seneste udsalg i Helligåndshuset i december måned. Bøger, som jeg endnu ikke har nået at omtale her på bloggen, og for størsteparten heller ikke har læst eller læst ret meget i endnu.

Det er forbavsende hvad man ind imellem kan få af god (fag)literatur for en femmer eller tier, jeg kan eksempelvis fra den her omhandlede stabel i flæng nævne LA CHANSON DE ROLAND (paperback med paralleltekst!), THE SAXON AND NORMAN KINGS (af Christopher Brooke), THE FORMATION OF ENGLAND 550-1042 (af H.P.R. Finberg), L’ORDRE DES TEMPLIERS (Tempelherreordenen, af John Charpentier), DIE SIZILIANISCHE VESPER (d.v.s. fordrivelsen af huset Anjou fra Sizilien for 729 år siden – af Steven Runciman, den kendte middelalderhistoriker, som heri berører meget af områdets historie i den omhandlede periode), MONSIEUR PROUST (af Celeste Albaret, og det er naturligvis le grand Proust, som Clive James næppe bliver træt at at prise i sin interessante og indholdsrige CULTURAL AMNESIA, som jeg ganske vist måtte give 75 kr for i Politikens boglade, må alligevel være et af årets bedste køb i nye bøger), DEN GLOBALE KAPITALISMES KRISE (af George Soros, fra 1998 men naturligvis stadig aktuel), ARV OG GÆLD I ORDENES SAMFUND (af Peter Skautrup, den bekendte sprogmand) samt FRAUEN DER ANTIKE (af Theodor Birt).

Dog er der i den omhandlede stak vist også ting, som jeg burde have ladet ligge. Men man ser, at det måske alligevel er lidt for farligt at støve omkring, når prisen kun er kun 5 kr pr. bog, hvorfor jeg da også idag har holdt mig – og i.t.v. fremdeles vil holde mig hjemme fra bogboderne.

Men i fredags, da prisen var 10 kr pr. bog, hjembragte jeg godt og vel et dusin bøger fra Helligåndshuset, og jeg vil her kort nævne de vigtigste, samt i et kommende indlæg omtale nogle af bøgerne lidt mere udførligt.

1. THE CHIEF ELEMENTS USED IN ENGLISH PLACE-NAMES. Ed. by Allen Mawer. Cambridge 1924, 67+ sider.

En lille tynd bog, men smukt indbundent og trykt på godt papir. Samt ikke mindst fuld af interessante navne(ord) forklaringer, som jeg vil vende tilbage til.

2. HISTORISK ARCHIV. Et månedsskrift for populære skildringer af historiske personer og begivenheder. Udg. af Johan Petersen og F.C.Granzow. 2. bind, Kbh. 1872.

Anden årgang af det populære, men for lægmand ingenlunde værdiløse månedsblad. Dette eksemplar er smukt indbundet i halvskind, og bærer stemplerne BIBL. DIOECE HAFNIÆ samt UDGÅET AF SANKT ANDREAS BIBLIOTEK på titelbladet, har altså tilhørt den katolske kirke i Danmark.

Jeg synes altid der er lidt deprimerende, når åndelige institutioner samt offentlige-  eller halvoffentlige biblioteker sælger ud af deres gamle bøger. I synderlighed gælder dette for det netop stedfundne salg af det gamle, trationsrige Frederiksborg Statsskoles meget store og århundredgamle bibliotek (skolen grundlagt af Christian d. 4.).

Umiddelbart virker det på mig barbarisk omend måske uundgåeligt. Det er jo sikkert et politisk problem, der er ikke stemmer i at blive fotograferet sammen med en stabel 400 år gamle bøger, men derimod – sørgerligt nok – i at blive fotograferet sammen med danske kampvogne i et fremmed land i en fremmed verdensdel.

Forøvrigt ville jeg tvivle på, at en muslimsk skole her i byen, eller f.eks. den jødiske Karolineskole ville sælge sine gamle bøger. Correct me if I am wrong, please – men indtil da kan det måske være relevant at sætte et LILLEBITTE spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er en kulturnation længere?

Men tilbage til Historisk Archiv. Der var vist ialt en snes årgange til fals i Helligåndshuset, hvoraf jeg dog kun fandt tre, der havde en eller flere artikler af interesse. I denne 2. årgang, som ialt indeholder 18 bidrag, drejer det sig specielt om: LIVET I EN ROMERSK PROVINSBY PÅ KEJSERTIDEN, af A. Boje, samt ET PAR AF DRONNING CHRISTINAS YNDLINGER, af Chr. Ramsgaard. Jeg vil som sagt tilstræbe at omtale skriftet lidt nærmere på et senere tidspunkt.

3. Samme, men årgang 1885. Inderholder ialt ca. 16 bidrag, hvoraf egentlig kun 1 er af videre interesse: ENGELSKE LANDEVEJE OG LANDEVEJSLIV I MIDDELALDEREN, af J.J. Jusserand (oversat fra fransk). Fortsat fra den foregående årgang, som jeg allerede har læst (første afsnit, kapitel 1 – 3), og som jeg fandt endog meget interessant. Derfor glad for dette bind med fortsættelsen (kap. 4 – 9). (Jeg henviser iøvrigt til  http://imma.smartlog.dk DECEMBER 2009 og det deri meddelte om det vagabonderende proletariat i England i middelalderen) ).

4. Samme, men årgang 1887. Blandt ialt 18 stykker især: GILDEVÆSENET FORDUM, SÆRLIG I DANMARK. I-II. Ved Pastor Vilhelm Bang. Det er den samme Vilhelm Bang,  jeg tidligere kort har omtalt i stykket VAGABONDER  på http://imma.smartlog.dk .

Gildevæsenets tidlige historie er i øjeblikket særlig af interesse, fordi jeg netop har erhvervet Johannes Steenstrups bog, Studier over Kong Valdemars Jordebog (fra 1874). Sidst i denne såre læseværdige afhandling kommer han ind på (muligheden af) højmiddelalderlige loger, hemmelige forbund og gilder i forbindelse med omtale af Jordebogens såkaldte Broderliste, og specielt det såkaldte Vederlag. I disse – omend måske efterhånden lidt falmede – Da Vinci-tider naturligvis et  interessant og stadig relevant emne, som iøvrigt vist næppe har været berørt af sagkundskaben for danmarks vedkommende i den her omhandlede sammenhæng? Vi fortsætter med lidt flere middelalderemner:

5. CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Af Mogens Strunge, Kbh. 1937. Det drejer sig om en historisk afhandling i populær form om kong Knud den Helliges og dronning Adeles (Edels) eneste søn, den afholdte Charles le Bon, som kun fik et rel. kort liv, og som de færreste danskere nogensinde har hørt om, hvilket er en skam. Jeg har desværre intet fundet om forfatteren til denne fortjenstfulde lille bog.

6. HISTORISK TIDSSKRIFT (6. rækkes 2. binds 3. hefte, 1890). Der er 4 større afhandlinger, samt 2 á 3 mindre, og næsten alle er af interesse. For en nordjysk lokalpatriot som untertegnede naturligvis ikke mindst stykket: Er Niels Ebbesen en Strangesøn eller ikke? Af arkivsekretær Thiset. En 20 sider lang afhandling i form af et diskussionsindlæg, med 2 – 3 forudgående indlæg. Stykket indledes således:

“Da jeg for nogle år siden i nærværende tidsskrift forsøgte en besvarelse af spørgsmålet: “Til hvilken æt hørte Niels Ebbesen?”, ventede vel ingen, at jeg ved hjælp af et enkelt hidtil ukendt dokument ville være istand til at føre et for alle ubetinget afgørende bevis for det fremkomne svars rigtighed…” (at han nemlig hørte til den thylandske, endnu blomstrende Strangesen-æt fra gården Nordentoft syd for Thisted. Se iøvrigt Personalhistorisk Tidsskrift, 1993 no.1, hvor slægten er udførligt behandlet af Sigvard Mahler Dam på s.1-37).

Og på baggrund heraf forundrer det unægtelig lidt, at Dansk Biografisk Leksikons 3. og seneste udg. indleder biografien af Niels Ebbesen således:

“Niels Ebbesen. Død 1340, jysk væbner. Slægtskabsforhold ukendte.”

Men denne og flere lignende erfaringer som bruger af Biografisk Leksikons nyeste udg. har dog tillige været nyttig for mig, for så vidt som jeg i sidste øjeblik (kassationsforretningen var så godt som påbegyndt!) er blevet ganske klar over, at jeg alligevel ikke kan undvære Biografisk Leksikons 2. udgave, som i det hele forekommer at være en tand mere seriøs. Desværre føres 2. udgave jo kun op til ca. 1945, så 3. udgaven, som går til 1984, er trods alt uundværlig.

Men den kan unægtelig være stærkt irriterende. Den i mine øjne største generelle irritationskilde er, at de mange stam- og oversigtstavler over slægtsskabsforbindelse mellem de biograferede personer og slægter - i sig selv en stor forbedring i forhold til 2. udgaven – gøres halvvejs værdiløse ved det vistnok helt enestående og i al fald ganske ubegribelige forhold, at kvinderne (ægtefællerne) i det store og hele er udeladt fra oversigtstavlerne!  Danmark ejer altså et nationalt biografisk opslagsværk med hundredevis af slægtstavler – stort set uden kvinder. Ubegribeligt! Hvordan er slægterne videreført uden kvinderne?

7. AARBØGER FOR NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE. (2. række, 8. bind, 1. hefte, 1893), ca. 80 sider).

Indeholder kun et bidrag: BERENGARIA AF PORTUGAL, VALDEMAR 2. SEJERS DRONNING. En historisk undersøgelse af Chr. Bruun.

Forfatteren (der ikke må forveksles med den omtrent samtidige Carl Bruun, historisk forfatter og medudgiver af Museum) var i flere årtier chef for det kongelige bibliotek. Han havde et omfattende historisk(-biografisk) forfatterskab, og var hovedkraften bag Danske Samlinger. Kritiseres undertiden for at gå for let hen over de biograferede personers skyggesider.

Berengaria er utvivlsomt en interessant kvindeskæbne i den europæiske højmiddelalder. Folkeviserne har givet hende et dårligt omdømme, men forf. søger at vise, at der kan være tale om manipulation (“karaktermord”) fra den forudgående dronning Dagmars magtklike. Han søger videre at rense hendes eftermæle ved at se nærmere på hendes slægtninge og umiddelbare forfædres forhold og karakter. Om det lykkes helt er vistnok svært at afgøre bestemt, men alt i alt et sagligt og relevant bidrag til belysning af problemstillingen. Herefter et par bøger vedrørende østerlandsk sprog og kultur:

8. DE SEMITISKA SPRÅKEN. Af K.V. Zettersteen. Uppsala 1914. 174 s.

En lille bog i lommebogsformat af en af datidens vistnok bedste kendere af de semitiske sprog. Forbladet bærer Johs. Pedersens navnetræk, vel sagtens den bekendte, i næsten et halvt århundrede førende kender af østerlandsk religion og kultur her i København, professor i østerlandske sprog 1922-50.  Jeg går ud fra, at hans hovedværk er ISRAEL (1-4, Kbh. 1934), hvis sidste 2 dele jeg først for nylig har fundet (for en tyver hos Booktrader i Skindergade). De første 2 dele har jeg længe haft stående, ses ret hyppigt i Helligåndshuset, men i så fald altså som regel uden sidste halvdel af værket. Dette indholdsrige værk kan endnu med udbytte læses af den kulturhistorisk og religionshistorisk interesserede.

Zettersteens lille bog er ikke en egentlig sproglære, men som forfatteren siger i indledningen: “Det arbejde, som hermed overgives til offentligheden, er beregnet til at tjene som indledning til studiet af de semitiske sprog og forudsætter derfor ingen specielle sproglige kundskaber hos læseren…”. Der synes altså at være tale om en forholdsvis letlæst kultur- og sproghistorisk indledning til emnet.

9. PROFETISMEN I ISRAEL. Af Joh. Lindblom. Stockholm 1934.

Et digert værk på 700 sider, men utvivlsomt interessant læsning, – i det omfang man får tid til at læse bogen naturligvis. Forfatteren, der var professor i Lund, indleder værket med en “Religionshistorisk og religionspsykologisk oversigt”, med bl.a. følgende stikord: Vad är en profet? (se også Egon Friedell’s  definition i sin OLTIDENS KULTURHISTORIE, bd. 1, s.416 ff, hvor han i øvrigt karakteriserer Nietzsche’s definition “Profet, det vil sige øjeblikkets kritiker og satiriker” som et “overraskende lynglimt”).

Videre: Skaldernas inspiration. Schamanerna i norra Asien. Dervischerna i islam. Fornarabiska kahiner. Muhammed. Rwalabeduinernas siare (dvs seere). Finländska dvalpredikanter. Birgitta (af Vadstena). Psykologisk sammanfattning samt Profet i den antika världens språkbruk. Denne indledende oversigt udgør bogens første kapitel (af fem).

Til slut lidt specielt for damerne:

10. FRA DUFTENES VERDEN. Parfumerne og deres historie. Af P. Hampton Frosell. Kh, 1982, 160 sider.

Det var det smukke omslag, som fangede mit blik (og altså ikke duften – på disse antikvariske bogudsalg bliver lugtesansen vistnok nærmest lammet af støv). Men bogen synes at være kulturhistorisk ret interessant. Forfatteren skriver i forordet bl.a.:

“Så langt tilbage i fortidens mørke, som arkæologer og antropologer har formået at kaste lys over menneskenes færden, adskiller de sig ikke fra nutidens mennesker i biologisk henseende. Og alligevel må de have haft en lugtesans, der langt overgår, hvad vi kan præstere idag. Ligesom deres fjender, rovdyrene og deres jagtbytte, de græsædende drøvtyggere, beroede deres eksistens på evnen til at vejre fare og føde.

“Mange gamle skikke fremtræder i et helt nyt lys, når man opfatter dem som handlinger af mennesker, for hvem duftene var væsentlige sanseoplevelser. Duftene blev engang betragtet som tingenes sjæl. Derfor er den duftende natur besjælet. Naturånderne, som man tilbeder, bor bl.a. i vellugtende træer og er selve disses duft. Man kalder de venligtsindede og beskyttende ånder til hytten med vellugte. Der plantes hyldetræer ved boligen, så hyldemor – træets ånd – kan bringe lykke til stedet. Husslangen og husfrøen hæges der om. Deres duft er god. Dæmonerne er de onde ånder. De er knyttet til afskyelige dunste og de viger kun for gode dufte. Derfor ryger medicinmanden sygdomsdæmonerne bort med vellugtende røgelse.

Fra bogens øvrige 12 kapitler vil jeg nøjes med at bringe en enkelt morsom smagsprøve:

“Prisen for parfumen, som Martial – en romersk digter fra kejsertiden – skænkede den tilbedte svarede til en daglejers løn i næsten 3 måneder. Det var helt andre beløb, der blev indkasseret af de kvinder, der forsødede de vejfarendes ophold i landevejskroerne. Man kender en regning, som en vejfarende har måttet betale i en lille kro i Aesernia i det sydlige Italien (1 As er en kobbermønt med en værdi som 1/4 af en sølvmønt, denaren):

Natlogi 1/2 As. Vin 1/6 As. Brød 1 As. Mad 2 As. En pige 8 As. Hø til æslet 2 As.

I et efterskrift skriver forf. bl.a.: “Duftenes virkninger på vore biologiske processer er langt fra udforsket til bunds. Der gøres stadig overraskende opdagelser på dette område. Det har således vist sig, at når kvinder er i den østrogene fase af deres hormonbalance, kan de sanse visse dufte, som de ellers ikke kan fornemme. Mænd kan aldrig lufte disse stoffer, men giver man dem en injektion med østrogen, registerer de dem straks.

Forresten en indholdsrig lille bog.

I et kommende bidrag vil jeg, ligeledes ganske kort, omtale nogle bøger fra Rådhuspladsen og Fiolstræde. Det er min agt derefter at komme lidt nærmere ind på nogle af de i denne første omgang kortelig omtalte bøger.

(cross-posted på http://imma.smartlog.dk)

Igennem det sidste årstid har der vistnok stedse været et udsalg af antikvariske bøger igang et eller flere steder her i hovedstaden. Jeg tænker her på udsalg efter de såkaldte hollandske auktioners princip, hvor sælgeren starter med en rel. høj pris, som regel 80 á 100 kr pr bog, for så efterhånden, som regel over et par uger, at bevæge sig ned mod 10, 5 eller endog 2 kr pr bog.

Det er vistnok, som nævnt tidligere, antikvarboghandler Peter Grosell, dengang ansat hos Rosenkilde og Bagger i Kronprinsensgade, som har indført det hollandske auktionsprincip i den københavnske bogverden. Nærmere bestemt i Helligåndshuset i året 1983.

Peter Grosell var i 1983 leder af stueantikvariatet hos Rosenkilde og Bagger. I 1982 døde antikvarboghandler Richard Levin og dennes boglager blev købt af Rosenkilde og Bagger, og ial fald for en dels vedkommende solgt under Peter Grosells ledelse på Københavns første hollandske bogudsalg her i Helligåndshuset.

Jeg var op gennem 70’erne ansat på Telegrafkontoret i Købmagergade nr. 37, d.v.s. et stenkast fra Rosenkildes antikvariat, og har da også dengang ofte nok sagt goddag til Peter og browset i hans hylder. For øvrigt lå tillige Herm. H. J. Lynge og Søn’s antikvariat i Løvstræde indenfor ”spitting distance” af Telegrafkontoret, som havde indgang for personalet i Løvstræde.

Peter Grosell, som siden 1986 har haft eget antikvariat i Læderstræde (www.grosell.dk), har i en række af år holdt et årligt udsalg i Helligåndshuset, senest i Juli måned i fjor. Jeg besøgte ved den lejlighed Helligåndshuset, nærmere bestemt da prisen pr. bog var 20 (eller måske 25?) kr, og hjemførte et halvt dusin bøger, hvoraf jeg vil omtale fire:

1. DICTIONNAIRE ÉTYMOLOGIQUE DE LA LANGUE FRANCAISE, af Oscar Bloch og W. von Wartburg. 3. udg. Paris 1960. 674 s. + 30 sider introd.
Smukt indbundet i mørkegrønt helshirting, og iøvrigt næsten som ny.

Det er jo næsten utroligt, at man kan finde en sådan, ingenlunde almindelig ordbog for en tyver, næsten 14 dage inde i udsalget. Man fornemmer her, som ofte før, at interessen for bare lidt mere fordybelse i et eller flere fremmedsprog ud over engelsk synes at være temmelig sjældent forekommende, i al fald blandt det publikum som kommer her.

For mit eget og det franske sprogs vedkommende, så klarer jeg mig til daglig med Gyldendals røde ordbøger (fransk-dansk-fransk) samt Blinkenberg & Thiele’s store dansk-franske ordbog (fra 1937) og endelig Hatzfeld & Darmesteter’s 2.binds Dictionnaire Géneral de la Langue Francaise (fra 1926). Sidstnævnte er – ligesom Margrethe Thiele’s ordbog naturligvis – et prægtigt værk, trods sin alder stadig meget brugbar. Kun er etymologierne (d.v.s. forklaring af ordenes herkomst og udvikling) trods deres relative klarhed idag undertiden noget utilstrækkelige og forældede, hvorfor jeg netop har været på udkig efter en mere moderne etymologisk supplementsordbog. Så tak til Peter Grosell for denne franske ordbog af de 2 fremragende sprogforskere Oscar Bloch og Walther v. Wartburg, et værk, som jeg gætter på næppe endnu er blevet eller med det første vil blive overgået i Frankrig (Wartburg har jeg tidligere nævnt i stykket FLERE BØGER, punkt 11, se www.imma.smartlog.dk).

Jeg gengiver som eksempel et par ordforklaringer fra bogen (med uvæsentlige udeladelser):

- DIMANCHE, d’abord diemanche. Lat. eccl. dies dominicus “jour du Seigneur”, attesté à la fin du 2. siecle, devenu didominicu, ensuite, par dissimilation consonnantique diominicu; Dies dominicus s’est substitué à dies solis, que la Gaule, avant de le perdre, a communiqué aux langues voisines: breton disul, anglais sunday, alleman Sonntag.

(på dansk – DIMANCHE (søndag), først diemanche. Kirkelatin dies dominicus “Herrens Dag”, dokumenteret ved slutningen af 2. århundrede (e. Kr.). Sammentrukket til didominicu, derefter ved “dissimilation” (sprogteknisk udtryk) til diominicu. “Herrens Dag” har erstattet “Solens Dag”, som Gallien imidlertid nåede at videregive til nabosprogene før tabt i Gallien: Bretonsk “Disul”, engelsk “Sunday” og tysk “Sonntag” (- samt dansk “Søndag naturligvis)).

Til sammenligning har HATZFELD & DARMESTETERS ordbog følgende etymologi: DIMANCHE, Du lat. pop. diaminica, abréviation de dia Dominica “le jour du seigneur”, devenu régulièrement diemenche, contracté plus tard en dimenche et écrit arbitrairement dimanche.

(på dansk – DIMANCHE, fra vurgærlatin diaminica, forkortelse af dia Dominica “Herrens Dag”, blevet til diemenche, senere igen forkortet til dimenche og arbitrært skrevet dimanche).

Som man ser mangler vigtige sproghistoriske oplysninger hos Hatzfeld & Darmesteter, til gengæld tager deres forklaring som regel prisen hvad klarhed angår.

Et andet eksempel:

- FAUTEUIL, d’abord faldestoel (Chanson de Roland faldestoed), puis faldestueil 13. siecle, faudeteuil encore en 1611, contracté en fauteuil 1642. Au moyen âge désigne un siége pliant qui servait pour les grands personnages, rois, évêques, seigneurs. Du francique faldistôl, cf. anc. haut all. faltstuol, propr. “siège pliant”, cf. all. falten “plier” et Stuhl “siége”. Empr. au fr. par les langues voisines:  it. faldistorio “siége épiscopal”, esp. facistol “lutrin”, a. pr. faldestol “fauteuil, trône, lutrin”. Aujourd’hui répandu sur tout le territoire gallo-roman sous la forme et avec le sens du fr.

(på dansk – FAUTEUIL (lænestol, formandsstol), først faldestoel (Rolands kvadet har faldestoed (ældste håndskrift fra o. 1150, omhandlende begivenheder i 778)), så faldestueil i 1200-tallet, faudeteuil endnu i 1611, sammentrukket til fauteuil 1642 (årstallet betyder blot, at sprogforskerne har fundet det første gang i en tekst fra det år). I middelalderen er betydningen en klapstol til brug for stormænd, konger, biskopper, adelsmænd. Fra frankisk faldistôl ((ja det er jo næsten det danske foldestol!)), sammenlign oldhøjtysk faltstuol, egentlig “foldesæde”, sammenlign tysk falten “folde” og Stuhl “stol, sæde”. Lånt fra fransk i nabosprogene: Italiensk faldistorio “bispesæde”, spansk facistol “nodepult, korpult”, oldprovencalsk faldestol “lænestol, højsæde, node- el. korpult”. Idag udbredt over hele det gallo-romanske territorium i den franske form og betydning).

Til sammenligning har Hatzfeld & Darmesteter: FAUTEUIL, Contraction de faudeteuil, anc. franc. faldestuel, mot d’origine germanique, composé avec l’anc. haut allem. faldan, plier, et stuol (allem. mod. stuhl), siège; proprt, “siége pliant”. 11. siecle: Un faldestoed (corr. faldestoel?) i out d’un olifant, Roland, 609. 1642 Fauteuil.

(på dansk – FAUTEUIL, forkortelse af faudeteuil, oldfransk faldestuel, et ord af germansk oprindelse, sammensat af oldhøjtysk faldan (folde) og stuol (sæde) (moderne tysk stuhl). Egentlig betydning altså  “foldesæde, foldestol”. Fra 11. århundrede “Un faldestoed (fejl for faldestoel?) i out d’un olifant”, i Rolands kvadet linje 609 (på dansk – “(Man havde dér) et højsæde af massivt elfenben”. Fra 1642 Fauteuil). ((Igen prisværdig kort og klart!)).

Tredie og sidste eksempel:

- TENNIS, 1836. Empr. de l’angl. tennis qui signifiait d’abord “jeu de paume”, dit ensuite par abréviation pour lawn-tennis qui a été employé aussi en fr., depuis 1880. Tennis est lui-même le fra. tenez, terme que le serveur employait au moment de lancer la balle. Tenetz apparaît en angl. en 1400; et dès 1370, une chronique italienne signale que le jeu de tenes a été introduit a Florence par des chevaliers francais. On sait quelle vogue avait le jeu de paume en France au moyen âge.

(på dansk – TENNIS, 1836. Lån af engelsk tennis, som til at begynde med betød “boldhus” (et boldspil), derefter også brugt om lawn-tennis, som har været i brug i fransk fra 1880. Tennis kommer oprindelig fra fransk tenez (“værsågod”), et udtryk som serveren bruger i det øjeblik bolden kastes eller slås. Tenetz forekommer i engelsk i 1400. Og allerede i 1370 meddeler en italiensk kronik, at tenez-spillet er introduceret i Florence af franske riddere. Man tænker på den popularitet boldspillet havde i Frankrig i middelalderen).

(Hatzfeld & Darmesteter har ikke optaget ordet TENNIS).

Ud fra disse få eksempler tør jeg formode, at der ganske rigtigt er en rigdom af (nye) oplysninger i  BLOCH & WARTBURG’s ordbog, dog at den tænkeligt ville have nydt godt af lidt af d’herrer HATZFELD & DARMESTETER’s eminente evne til at udtrykke sig kortfattet og klart.

Der findes ganske givet andre, lignende etymologiske ordbøger over det franske sprog,  udgivet på engelsk eller tysk. D.v.s. den forklarende tekst er i så fald på engelsk eller tysk, og derfor langt lettere tilgængelig for de fleste danskere.

De resterende 3 bøger købte jeg vistnok mest resp. ial fald tildels på grund af deres proviniens, d.v.s. deres tidligere ejer(e). De har nemlig alle tilhørt Palle Lauring, og udviser hans karakteristiske ovale, eller måske snarere “supereliptiske” stempel, med navnet indeni. Desuden bærer de to af bøgerne hans signatur. Yderligere har en anden kendt (privat)historiker ejet og sat sit navnetræk i en af bøgerne, men herom lidt mere i et kommende indlæg.