Sensommer

 
For nogle uger siden så jeg tilfældigt et bænkkamera stå på disken i Photograficas brugtafdeling i Skindergade, alt imens forretningens indehaver Sven Erik Petersen syntes at bevæge sig rundt omkring bordet i store og små cirkler – man sporede, tror jeg, en vis berøringsangst.

En nærmere besigtigelse afslørede, at det drejede sig om et nyere bænkkamera i den bedre ende, et Horseman 4×5 tommers LX, som i 1999 kostede omved 30.000 kr. Samt formodentligt tillige grunden til den apparente berøringsangst – kameraet var snavset, meget snavset, omend tilsyneladende i det store og hele intakt. Der sad en tilsvarende snavset optik på kameraet, som viste sig at være en Rodenstock Sironar-N 210 mm i Copal lukker.

Kameraet var tilsyneladende netop købt ind sammen med diverse andre dele, og jeg har gjort den erfaring, at man undertiden kan erhverve ting, som man ellers ikke har råd til, hvis man er heldig at komme forbi, når det omhandlede parafernalia netop er købt og det tillige har småmangler, f.eks. som her er meget snavset. Det er nemlig vistnok umuligt for en butik med et generelt godt renomé som Photografica, at stille et nusset og snavset kamera ud i vinduet eller på hylden, den går simpelt hen ikke. Der ville skulle udføres en hel del arbejde forinden, måske flere timers arbejde.

Da jeg samtidig ved, at prisen på de store og tunge bækkameraer, og Horseman’en er ganske tung, er helt i bund, så tænkte jeg at det ville være et forsøg værd at tale dir. Petersen til fornuft og altså forsøge at købe kamera og objektiv for en tilstrækkelig billig penge.

Efter en del palaver med den altid velvillige men ingelunde altid lethåndterlige dir. Petersen blev vi enige om 2000 kr for hele molevitten, hvilket jeg regner som 1000 kr for kameraet og 1000 kr for objektivet.

Forøvrigt viste kameraet sig efter en omfattende rengøring at være ganske pænt og som sagt stort set intakt. Kun en enkelt blikskala er løs og lidt krøllet og må limes på igen. Horsemans bænkkameraer har iøvrigt den ret vigtige fordel, at de kan bruge så godt som alle Sinar-systemets tilbehørsdele. D.v.s. objektivbrædter, bælge, Sinar-lukkeren og bagstykker. Og Sinar-dele er ganske klart dem man ser flest af billigt, hvadenten i Den Blå Avis, på nettet eller hos grossisterne.

Ligeledes viste objektivet sig at være pænt under the dirt. Man kan se på lukkerbladene, som har slidmærker, at objektivet har været brugt ganske meget, men alligevel er glassene meget flotte, ja de er mærkeligt nok næsten som nye.

Der er som sagt tale om et tung kamera, som egentligt kun er egnet til stationært brug her i min stue, hvilket jeg håber snart at få arrangeret. Kameraet er derimod ikke egnet til at rende rundt med i landskabet i en skuldertaske, og er faktisk også for stort til en cyklebagagebærer.

Så da jeg igår fik lyst til at udnytte det fine vejr til en fotoudflugt, bl.a. med henblik på at prøve den fine Rodenstock optik, måtte jeg gribe til noget mere transportabelt. Til det formål har jeg i mange år haft et ældre Linhof klapkamera i format 13×18 cm, forøvrigt ligeledes købt i Photografica i Skindergade, men på et tidspunkt – så vidt jeg husker for omtrent 30 år siden – da forretningens grundlægger Torben Lind endnu stod bag disken. Prisen var dengang vistnok 1500 kr.

Jeg har siden forsynet Linhof’en med et lidt mere moderne bagstykke, således at man kan bruge moderne dobbeltkassetter i kameraet, og har haft megen fornøjelse af det. Dels fordi præcisionen – trods årgang ca. 1937 – endnu vistnok er uovertruffen, hvilket jo specielt er vigtigt i forb. med testoptagelser. Og dels fordi kameraet kun vejer ca. halvdelen af en mere moderne Linhof Technika 13×18, som vejer siger og skriver 5,5 kg og som tilmed vistnok ville koste omtrent det samme i Euro, som den gamle kostet i kroner.

Så mandag aften ladede jeg en 13×18 dobbeltkassette med 2 sort-hvid film, nærmere bestemt Agfapan 200 (udløbet jan. 1979, men har ligget på køl næsten uafbrudt siden, og er mærkeligt nok praktisk taget som ny, uden mærkbart slør; måske er hastigheden på 200 Asa faldet lidt). Samt en anden dobbeltkassette med 2 Ektachrome 100 Plus (udløbet i nov. 1990, men stadig fin til testoptagelser; jeg har endnu kun set et par enkelte meget små funguspletter, mens farver og kontrast er ok).

Jeg er så heldig at kunne disponere over en bil for tiden. Det er min 88 år gamle morbror Peder Ottesen, der ikke mere er rask og rørig, som har overladt mig sin gamle Kadett, årg. 1991, og som jeg håber at kunne bruge til den skal synes på ny engang i april 2012, hvor den nok må skrottes.

Jeg siger “håber at kunne”, for jeg havde kun haft bilen i nogle få dage, før den fik nummerpladerne stjålet. Der må have stået omved 200 biler på den parkeringsplads her i nabolaget, hvor bilen normalt står, men mine nummerplader var altså de mest interessante.

Jeg har idet hele taget vistnok haft en uforholdsmæssig stor del af hærværk på de par gamle biler jeg har ejet de sidste 5-6 år. D.v.s. indbrud og tyveri, indbrud og ødelagt tændingslås, indbrudsforsøg og ødelagt dørlås samt ikke mindst en smadret forrude. Det sidste vil jeg kalde groft hærværk, nye nummerplader koster ganske vist ca. 1200 kr men en ny forrude kostede min. 4000 kr på en gl. Mazda som min dengang. Må iøvrigt være ret sjælden forekommende, jeg har ellers aldrig set en bil holde parkeret med smadret forrude, undtagen eventuelt i forb. med et uheld.

Når hertil lægges forskellige andre ”aktiviteter”, som f.eks.

- stjålen knallert fra aflåst cykleskur
- påsat brand i baggården her (samt flere forsøg på at brænde det højhus af i Brøndby Strand, hvor jeg tidligere boede)
- attentatforsøg (?) kamoufleret som pengeskabstyveri her i ejendommen (lørdag d. 3.dec. 2005, er vistnok aldrig efterforsket seriøst, og ville nu skulle efterforskes af PET/Mossad, som jeg har kritiseret, jf. “En stat i staten”. (Tre Mossad-lignende agenter slæbte under påfaldende meget larm og spetakel afsted med husværtens 240 kg tunge pengeskab ved højlys dag! – denne uhørte frækhed og arrogance er vistnok meget typisk Mossad?))
- gode venner og slægtninge, som enten er døde eller har været udsat for livstruende “uheld” (Gunnar døde trods ung og stærk, Erik udsat for livstruende fejlbehandling, en slægtning udsat for livstruende fejlbehandling, Kelds hus brændt ned under mærkelige og så vidt jeg har forstået tildels uopklarede omstændigheder, synes at kunne have været et morbrandsforsøg)
- PET-agenter (ca. 6 agenter her i gaden, samt 3 ved Frb. posthus i Frb.centeret (en af dem har jeg kunnet genkende i aviserne) og 1 ved kopimaskinen på Frb. bibliotek forsøger at skræmme mig fra at sende (flere) breve om PET/Mossad til forsk. folketingsmedlemmer og aviser for 2 år siden
- diverse trusler og “fælder” (en svensk Hr. Andersson’s Visa-kort m.m. plantet på et toilet ved Langeliniepavillionen, skulle se ud som det var tabt, overvåget tæt af mystisk, lille og kraftig, lidt feminin herre)
- m.m.

- ja så kunne man måske godt få den tanke, at jeg af PET/Mossad er blevet rubriseret som “dissident” blot fordi jeg igennem en årrække (ca. 20 år) har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring (mest i breve til embedsmænd og politikere, først på det seneste her på min blog), at PET (som jo nu ikke længere kun er en efterretningstjeneste, men tillige et hemmeligt kriminalpoliti!) har en historie om tilsyneladende utilstedeligt tæt samarbejde med  en eller flere berygtede udenlandske efterretningstjenester, specielt Mossad (se venligt mit indlæg “En stat i staten?”).

De fleste vil dog nok hævde, at jeg for det første jo slet ikke er dissident, men i det højeste en mere eller mindre årvågen iagttager og kritiker samt for det andet, at det da ikke er FARLIGT at være dissident i Danmark! Det første er helt korrekt, mens det andet er en svar fejltagelse: Det kan være meget, meget farligt at kritisere tabu i Danmark, og det ER meget, meget farligt at kritisere det helt store tabu i Danmark. Nemlig Danmarks betændte justitsministerium.

Men, som jeg plejer at sige om den slags overgreb og trusler: Man skal ikke lade sig true af terrorister! Lad jer ikke true af terrorisme – hvadenten statautoriseret eller ikke – til at akceptere en faciststat! Man skal og må leve med en vis risiko! Såfremt vi nemlig ikke er parat til hver dag om nødvendigt at sætte alt hvad vi ejer på spil – liv, familie, gods og ære – ja så vil vi med SIKKERHED miste det. Sådan er livet nu engang skruet sammen! Du kan godt miste det altsammen endda, men blot ikke med sikkerhed! Hvis du ikke kan akceptere at leve med en vis risiko, så må du leve som et dyr i en faciststat. Tror du det vil være risikoløst?

Forøvrigt må det aldrig glemmes, at de som har mest nytte af terrorisme er de hemmelige tjenester. De får efterfølgende med søvngængeragtig vished ALTID flere penge og mere magt!

Men nok om det her på dette sted og tilbage til Peders Kadett. Det lykkedes mig at overtale mine gamle venner Dorrit og Keld til at deltage i udflugten, de er begge inkarnerede amatørfotografer. Og således kom det sig, at vi igår eftermiddag ved kaffetid fandt os bænkede ved havn og strand i Kulhuse – “oppe i herredet” som de indfødte vist plejer at sige? Dorrit og jeg har været der før, dels engang med bil, dels engang med bus 316, som kører fra Frederikssund S-station til Kulhuse havn.

Det er i almindelighed og denne herlige tirsdag sommerdag i særdeleshed et fint sted. Vest for havnen er der en fin badestrand med temmelig mange mennesker, uder at der er overfyldt. I selve havnen er der et vist liv i gamle og nye lystbåde og øst for havnen er der en lille strimmel natur. Her er der nærmest havnen opstillet nogle borde og bænke, jeg tror der er et halvt dusin, og denne hverdags sommerferie eftermiddag var de alle ledige. En halv snes meter øst for bænkene er der fin fjordstrand, med sand og sten og lavt vand.

Denne østerstrand var igår praktisk taget mennesketom. Jeg så et par drenge lege med en bold et stykke tid. Men da jeg nåede frem til at tage en Ektachrome med Linhof og Rodenstock Sironar-objektivet var stranden helt mennesketom så langt man kunne se. Jeg nævner det, så den ærede læser kan se, at der faktisk er ret god plads. Måske er det en anden sag i weekenderne.

Forinden havde jeg lavet et par sort-hvid optagelser med Sironaren, og når man står med et stort gammelt “pladekamera” med et sort klæde over hovedet, så giver det jo idelig anledning til kommentarer, selv fra vennerne. Dorrit, der er konservatorie uddannet billedhugger, har dog stor forståelse for, at “kunsthåndværk” ikke behøver at være let. At det tværtimod måske kan siges at være en fordel med et vist, nødvendigt ceremoniel samt en vanskeligere håndtering i modsætning til det lidt for bekvemme knipseri med et digitaltkamera. Det er ial fald en helt anden oplevelse og det resulterer også i en anden slags billeder, omend det kan være svært at konkretisere forskellen i få ord.

Grundlæggende må man dog vistnok sige, at ingen kunstner kan lave noget værdifuldt, såfremt han/hun ikke føler sig komfortabel med processer, værktøjer og objekter. Så hvis man føler sig mest komfortabel med digitalt knipseri og efterfølgende computermanipulation, ja så må man sikkert slutte, at man bør kunne yde sit bedste med disse værktøjer og processer.

Såfremt man omvendt ikke føler sig komfortabel med nævnte digital imaging processer, men derimod med et evt. åhundredgrammelt pladekamere med et evt. århundredgammelt objektiv samt med en mere adstadig og mere omstændelig arbejdsprocess – ja så må man sikkert akceptere, at man alt andet lige bør kunne yde sit bedste med sådanne værktøjer og processer.

Jeg var igår aftes for søvnig til at fremkalde filmene (d.v.s. de sorthvide, Ektachrome optagelserne får jeg fremkaldt på Laboratoriet i Nannasgade for ca. 75 kr. stk), men når de foreligger vil jeg forsøge at få tid og lejlighed til at rapportere om resultatet.

 

(Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

 

Mere sommerlæsning

Jeg skulle egentlig her have fortsat med gennemgangen af de i det foregående indlæg påbegyndte 8 titler, hvoraf endnu resterer 7. Men netop hjemkommet fra en tur til Thy samt det i det herlige danske sommervejr unægtelig meget smukke Hanherred,  spadserede jeg som så ofte får en tur ned ad Fiolstræde og Strøget mod Kgs. Nytorv og altså – uheldigvis – endnu engang forbi Helligåndshuset. “Uheldigvis” fordi det viste sig, at Peter Grosell netop nu er i fuld gang med sit traditionsrige sommerudsalg af antikvariske bøger. Prisen var idag 20 kr. pr. bog, og således foranlediget måtte jeg, trods en halvdårlig ryg og en halvtom pengepung, endnu engang slæbe nogle tunge poser bøger med hjem.

Jeg vil nedenfor nævne de vigtigste, og i et senere indlæg omtale nogle få lidt mere udførligt – jeg skulle som sagt helst være færdig med at omtale de resterende 7 titler fra AB Antikvariats netop afsluttede udsalg først.

1. AN AMERICAN GLOSSARY (Being an Attempt to Illustrate Certain Americanisms Upon Historical Principles). Af Richard H. Thornton, 3 bind, New York 1962 (1912).

2. THE SPIRIT OF FRANCE. Af Paul Cohen-Portheim (oversat fra tysk af Alan Harris), London 1945 (1933).

3. KRISTENAANDEN. Tolv Populære Foredrag Over Aandshistorie. Af P.A. Rosenberg, Kh, 1909.

4. EUROPAS FOLKESTAMMER. Historiske Undersøgelser og Omrids. Af Frederik Schiern. 1. del, Kh, 1851.

5. ZUR VERMITTLUND DER EXTREME IN DEN MEINUNGEN. Af Friedrich Ancillon. 1. del (Geschichte und Politik), Berlin 1828.

6. KRITISCHE BETRACHTUNGEN ÜBER DIE POESIE UND MAHLEREY. Af Herr Abt Dü BOS – Eines der Vierziger und Beständigen Secretärs der Französichen Akademie. 1. del, Kopenhagen, In der Mummischen Buchhandlung, 1760.

7. GESCHICHTE DER EUROPÏSCHEN STAATEN: GESCHICHTE VON ENGLAND. Af I.M. Lappenberg, bind 1 – 5, Hamburg 1834-58.

8. HARPER’S ENCYCLOPEDIA OF BIBLE LIFE. Af Madeleine S. and J. Lane Miller, San Francisco, 1978.

9. NYT LOVLEXIKON. Af Emil Jürgensen, i 5 bind, Kh 1875-78.

10. HISTORY OF THE CONQUEST OF PERU (With a preliminary view of THE CIVILISATION OF THE INCAS), Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

11. HISTORY OF THE CONQUEST OF MEXICO (With a preliminary view of THE ANCIENT MEXICAN CIVILISATION and the life of the conqueror HERNANDO CORTÉS). Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

12. SPANIEN – GESCHICHTE / KULTUR / KUNST. Af Max von Boehn, Berlin 1924.

13. CARL PLOUGS DIGTE. Udgivne af hans søn. Med en karakteristik af Ernst v. d. Recke. 2 bind i 1, Kh. 1901.

14. HISTOIRE ROMAINE. Af Le Comte de Ségur, Paris uden år (men vist ca. 1825).

Man ser, at det blev til en større udskrivning, meget større end forsvarligt forresten. Men man kan også endnu engang undre sig over hvad man undertiden kan få for en tyver.

Enkelte af ovennævnte titler vil jeg i et senere indlæg omtale lidt nærmere,  jeg må her iaften nøjes med at give en smagsprøve fra en enkelt af bøgerne.

KRISTENAANDEN’S forfatter Peter Andreas Rosenberg (f.1858) var magister i religionsfilosofi men iøvrigt teatermand og forfatter. Han var søn af litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), om hvem Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a. oplyser:

“Det betydeligste af hans arbejder og bestandigt et hovedværk indenfor dansk litteraturhistorisk videnskab er “NORDBOERNES AANDSLIV FRA OLDTIDEN TIL VORE DAGE” (3 bind, 1878-85), der med ligeligt hensyn til alle fire nordiske folk behandler hedenold, middelalder og det religiøse liv i den gammellutherske tidsalder 1520-1720. Vægten lagde han på den nordiske oldtidsverdens genspejling ned gennem tiderne; latinen og den katolske kirke var ham som Grundtvigianer en vederstyggelighed, højst uretfærdig og skæv er derfor hans dom om store dele af middelalderens litteratur (Saxo f.eks.). Den gammellutherske tid er derimod som kød af hans kød, og med smittende inderlighed har han levet sig ind i den. Udmærkede partier er også skildringen af folkeviserne og af middelalderens retsordning, ligesom man i hedenold glædedes over den kraftfulde gengivelse af eddadigte og skjaldekvad”.

Men her drejer det sig altså om sønnen Peter Andreas’ bog KRISTENÅNDEN, som ifgl. Dansk Biografisk Håndleksikon er “en slags ræsonneret historie eller historiens filosofi, der har fremkaldt fagmændenes kritik”. Jeg gengiver efterfølgende lidt fra begyndelsen af bogens 1. afsnit, som har overskriften: SEMITER. HEBRÆERNES FORHISTORIE. ABRAHAM. MOSES. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord og vendinger, som jeg finder uvæsentlige eller forældede og uklare for en moderne læser. Det i parantets anførte er mine tilføjelser).

“Nutidens kultur og åndsliv bygger på tre store, historiske forudsætninger: 1) Folkenes oprindelige ejendommeligheder. 2) Den klassiske oltids kultur – Grækere, Romere. 3) Kristendommen.

“Åndshistorien viser, hvorledes kristenånden udgår fra Jøderne, optager Grækeråndens tankeindhold og Romeråndens mægtige organisation og i mødet med nytidens folkeånder – Germaner, Angelsaxer, Skandinaver og Slaver – udfolder også disses oprindelige indhold. Åndshistorien er beretningen om forudsætningerne for kristenåndens gennembrud i historien og dens sejersgang på jorden indtil vore dage.

“Kristenånden forener Indoeuropæernes og Semiternes dybeste hjertetanker. Hvad slægtens vismænd grundede på i Indiens palmelunde, under Kaldæernes stjernehimmel, i Athens søjlegange – kristenånden siger det, ligefrem og enfoldigt, så et barn kan forstå det, og dog så uudtømmeligt dybsindigt, at ingen senere filosof har evnet at føje noget væsentligt til.

“Indoeuropæernes betydningsfuldeste kulturtilskud er den græske skønhedsverden og den romerske statsordning. Det tredie, indernes religionsfilosofiske storværk, har først i vore dage begyndt en vekselvirkning med europæisk kultur og må derfor i denne sammenhæng lades ude af betragtning. I tidligere arbejder – “Grækeraanden” og “Romeraanden” – har jeg betragtet disse to mægtige organismer fra et åndshistorisk standpunkt. Her bliver det nu først min opgave at omtale semiternes, navnlig jødernes tilskud og at påvise, hvorledes det optages og forvandles i kristendommen under åndens oprindelige gennembrud.

“For 6000 (dog vist snarere 4-5000?) år siden træder Semiterne for første gang ind i historien, da Babylonierne erobrer landet mellem Eufrat og Tigris fra Sumererne. Hvem disse Sumere var, derom ved vi intet; de var neppe hverken af indoeuropæisk eller semitisk rod. De havde nået en vis kultur, da den første semitiske indvandring fandt sted. Navnlig havde de studeret stjernehimlen og uddannet et helt theologisk system på grundlag af deres astronomiske iagttagelser. Denne kultur overtog Babylonierne efter dem, og dens virkninger kan spores helt ned til vore dage.

“For eksempel årets inddeling i måneder og uger efter månens faser samt ugedages benævnelse efter planeterne. Når vore børn spiller “Paradis” (hinkesten?), gentager de en ældgammel, rimeligvis sumerisk ceremoni: Præsternes bevægelse om alteret, som skulle foretages hinkende på et ben; spillets “huse” var oprindelig stationer på sjælens vandring; o.s.v.

“Hvor kom de indvandrende semiter fra? Man ved det ikke med vished, men de fleste forskere antager at deres oprindelige hjem var i Arabien. Gang på gang har den bjergrige arabiske ørken sendt sine beduinflokke ud over Lilleasien, når der ikke var føde nok derinde til den stærkt voksende befolkning. Og disse modige, snarrådige og nøjsomme mænd har overalt besejret modstanden. Enhver af deres udvandringer betegner et nyt trin i den asiatiske verdens historie.

“Enkelte videnskabsmænd har villet føre semiter og indoeuropæer tilbage til en fælles rod. Det lader sig næppe mere oplyse, hvorledes denne rod har været beskaffen. De to sproggrupper afviger ganske umådeligt fra hinanden. De indoeuropæiske sprog har indbyrdes en del lighedspunkter, endnu flere har de semitiske indbyrdes, men der er ikke mindste lighed mellem semitiske og indoeuropæiske sprog. Snarere kan der måske påvises lighed mellem semitisk og hamitisk (afrikansk) sprogtype.

“Semiterne synes tidlig at have udmærket sig ved hurtig opfattelse, skarp iagttagelsesevne, mod, udholdenhed og nøjsomhed. Ejendommelig for dem er deres udprægede stammefølelse. Det er sagtens ørkenlivet, der udvikler denne side så stærkt. Stammen (slægten?) er hos dem alt, individet intet. Guden er stammens Gud, og som stammens høvding under et togt må kræve ubetinget lyighed, således kræver stammens Gud det af sine dyrkere. Guden ejer landet. Han fører selv an i krigen. Alle erobringer tilfalder ham. Gudsdyrkelsen består i visse påbudte ceremonier, blandt hvilket offermåltidet (sammen med Guden) oprindelig er den vigtigste.

“Et af Babylons gamle kulturcentre var byen Ur sydpå i Kaldæa. Også i Nordbabylon har der været et stort semitisk rige. I Ur dyrkedes stjernene, navnlig måneguden Sin, måske af Sumerisk oprindelse. Byen Babylon grundlægges af den mægtige kong Sargon 1., der indfører solguden Marduks dyrkelse. Dette gav anledning til vældige kampe mellem nordriget og sydrigerne. Efter en ny semitisk indvandring kommer, som den sjette konge af dynastiet, Hammurabi på tronen i Babylon. Han besejrer Ur og afskaffer månedyrkelsen.

“Fra hans dage stammer den berømte indskrift med love, som har givet moderne bibelkritikere anledning til at påstå, at Moseloven kun er et senere uddrag af babylonisk lovgivning. Efter Hammurabis tid går kulturen tilbage i Babylon. Dyrkelsen af forskelligartede naturguder, tildels af håndgribelige menneskeguder, afløser de ældre rene gudsforestillinger. På denne tid udarbejdes rimeligvis den babyloniske affattelse, det såkaldte Gilgamesh-Digt bliver til.

På Hammurabis tid (ca. 2300 f. Kr.) drog en mand ud fra Ur i Kaldæa, måske fordi han ikke ville dyrke de nye guder. Denne mand var Abraham. Han opsøger sin slægt i den nordbabylonske by Haran på karavanevejen mellem Babylon og Syrien, og herfra drager han gennem Syrien ind i Kanaan. Disse egne stod dengang under babylonisk indflydelse. Senere erobres de af Ægypterne.

“I Kanaan lever Abraham som en fredelig indvandrer, kun mærkelig ved eet: sit Gudsforhold. Abraham taler aldrig om sine fædres Gud. Hans Gud har sluttet en særlig pagt med ham, at i hans sæd skal alle jordens slægter velsignes. Til gengæld fordrer Gud eet: ubetinget lydighed under hans bud. Det er semiternes religiøse ideal, som hos jødernes stamfader får sit fuldgyldige udtryk. Men dette Abrahams ideal er tillige ethisk bestemt. Abrahams Gud har ikke behag i løgn og uret. Selv de mindre elementære, ethiske dyder som barmhjertighed og tålsomhed træder ofte med naiv anskuelighed frem i patriarkens historie. Hans bøn for Sodoma har intet sidestykke i hedensk mythologi.

“I samme øjeblik det blev Abraham klart – hvordan det skete er forsåvidt ligegyldigt – at hans Gud vil dyrkes alene, ingen andre Guder tåler ved sin side, og at denne hans Gud fordrer lydighed, retsindighed og tålmodighed af ham, i samme øjeblik var det store spring sket, hvorved åndsreligionen træder ind i historien. Straks fra begyndelsen, med jødernes stamfader, er vi ude over naturreligionernes trin, som vi finder det i Babylon og Ægypten.

“Der er i dette noget, som peger ud over semiternes åndelige horisont. Den engelske forsker Flinders Petri har 1888 påvist, at jøderne ikke er et oprindeligt, ublandet semitisk folk. Denne forunderlige race synes fremgået ved krydsning mellem semiter, amoriter og hetiter. Da amoriterne var indoeuropæer, hetiterne rimeligvis(?) mongoler – fra hetiterne har jøderne de krumme næser, som ikke særtegner de semitiske folk – finder vi i jødefolket elementer fra alle(?) hovedfolkene på jorden. Og til at udvikle den religion, hvorved alle(?) jordens folk førtes frem til frelsens dør, var jøderne bestemt.

“I patriarksagnene kan der naturligvis være indblandet uhistoriske partier – bibelen lægger ikke an på at give historisk nøjagtighed i moderne forstand – men det for åndshistorien afgørende er, at vi straks fra begyndelsen møder, omend i elementære træk, det enestående ophøjede gudsbillede, vi senere ser udfoldet hos Moses og Profeterne. Jesus Kristi “Fader” er den samme Gud, som Abrahams, Isaks og Jakobs “Herre”.

“Lydigheden overfor Gud, gudsfrygten, må fra begyndelsen blive hovedtrækket. Kun således kunne moralbudet få magt over sjælene. Indoeuropæernes gemytlige religion, hvor Guder og mennesker så nogenlunde står på samme niveau, kunne aldrig give budet den fornødne alvor. Indoeuropæernes religion kunne afføde eller omsætte sig i kunst, digtning, filosofi. Kun jødernes kunne udvikle en absolut bindende sædelære. Indiens Bramaner, såvelsom grækenlands og nordens helte NEDSTAMMER fra deres Guder. Jødernes stamfader UDVALGTES af Gud. Denne forskel er afgørende.”
                                ———————
I et kommende indlæg vil jeg fortsætte med omtalen af de resterende 7 titler fra det foregående indlæg.

 (Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Sommerlæsning

På grund af mange gøremål her i forår og sommer er jeg kommet langt bagefter med at læse mig gennem bogbunkerne. Ikke desto mindre er jeg igen kommet for skade at slæbe et par store bæreposer bøger med hjem fra Helligåndshuset, denne gang fra AB Antikvariats sommerudsalg, som sluttede for nogle dage siden.

De hjembragte bøger er fortrinsvis historiebøger, hvoraf mange på tysk. Tysk læses vist ikke længere af ret mange under 50, hvilket turde være en delvis forklaring på, at der var rigtig mange interessante, såvel nyere som ældre historiebøger til salg for 5 – 10 og 20 kr.

Jeg må idag af tidnød stort set nøjes med at nævne titlerne på en del af bøgerne og så først i et kommende indlæg omtale en mindre del lidt nærmere:

1. JELLING – DET GAMLE KONGESÆDE. Vejle Amts Historiske Samfunds Festskrift, Kh. 1955.

2. DIE LANGOBARDEN. Af Hermann Noelle. Berg, 1978.

3. THE ARMS BAZAR – The Companies, The Dealers, The Bribes. Af Anthony Sampson, London 1977.

4. DAS REICH DER KÖNIGIN VON SABA. Af Gabriel Mandel, Bern 1980 (oversat fra italiensk).

5. THE TUSCAN REPUBLICS (Florence, Siena, Pisa and Lucca; with GENOA). London 1892.

6. DIE VANDALEN. Af Hermann Schreiber, Bern 1979.

7. DIE PHÖNIZIER. Af Gerhard Herm, Gütersloh u.år (men ca. 1975).

8. DIE SARAZENEN. Af Rolf Palm, Düsseldorf 1978.

9. DIE KELTEN. Af Gerhard Herm, Düsseldorf 1975.

10. DIE HUNNEN. Af Hermann Schreiber, Düsseldorf 1976.

11. DIE VÖLKERWANDERUNG. Af Felix Dahn, Berlin 1977 (forkortet udgave af den org. 4-binds udgave fra o. 1912).

Alle ovenstående titler med undtagelse af no. 1 er pæne, velholdte hardcover-udgaver.

De næstfølgende 8 titler agter jeg at omtale lidt nærmere ind, dog for størstedelen i et kommende indlæg:

12. DAS ALTE SPANIEN – Landschaft – Geschichte – Kunst. Af Alfred Kuhn, Berlin 1925.

13. BOGEN OM PERSONNAVNE – Oprindelse – Historie – Brug. Af Georg Søndergaard, Kh. 1979.

14. KULTURBÆRERE – STUDIER I MIDDELALDERENS DIGTNING. Af Theodor Bierfreund, Kh 1892.

15. DET POLSKE KONGEVALG 1674. Af Chr. H. Brasch, Kh. 1882.

16. DIE WELT DER KAROLINGER. Af Pierre Riché, Stuttgart 1981 (oversat fra fransk).

17. DE DANSKE BØNDERS HISTORIE. Ved Villads Villadsen, Århus 1944.

18. KLEINE KUNSTGESCHICHTE DER DEUTSCHEN BURG. Af Walter Hotz, Darmstadt 1965.

20. GUTE GEISTER – EIN BUCH VOM TRINKEN. FÜR UND WIDER – JA UND AMEN. Af Alexander v. Gleichen-Russwurm, München 1927.

                              ———————–

Villads Villadsens lille bog fra 1944 om DE DANSKE BØNDERS HISTORIE er åbenbart en af disse små perler, som man undertiden finder hos historiske forfattere, der ikke er historikere af faget. Et par andre eksempler kunne være Peter Groves DANMARKS DÅB fra 1961, samt M.H.Rosenørns GREVE GERT OG NIELS EBBESØN fra 1901.

Hverken Villadsen eller Grove er fundet værdige til optagelse i Dansk Biografisk Leksikon, og dog er de to førstnævnte bøger så begavede og for Peter Groves vedkommende så langt foran sine konkurrenter, at de efter min ringe mening sagtens kunne være pligtlæsning for vore skolebørn.

Det er karakteristisk, at alle 3 bøger så vidt jeg ved aldrig omtales eller refereres af faghistorikere i  kildehenvisninger, mens jeg har set Rosenørns 2-binds værk nævnt een eneste gang i en afhandling – af en svensk amatørhistoriker.

I samme åndedrag burde man nævne Lis Jacobsens SVENSKEVÆLDETS FALD – STUDIER TIL DANMARKS OLDHISTORIE I FILOLOGISK OG RUNOLOGISK LYS fra 1929, som Peter Grove må have kendt, og hvis begavede, akademiske forfatter i en vis forstand synes at foregribe nogle af Groves ikke mindre begavede analyser. Men Lis Jakobsens banebrydende bog ignoreres vistnok til denne dag af de fleste på det historiske parnas?

Jeg vil her gengive nogle steder fra Villads Villadsens bog, nærmere betegnet fra afsnittet om MIDDELALDEREN – FRA ÅR 1000 TIL ÅR 1536. Afsnittet har underoverskriften KRISTENDOMMEN KOMMER TIL LANDET. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord eller vendinger, som synes forældede og mindre letforståelige for den moderne læser; det i parantets anførte er mine tilføjelser):

“Da kristendommen fik nogen fodfæste her i Danmark, mildnedes de rå skikke med menneskeofringer og lignende, og vikingetogene i deres mest barbariske form tog af, og kirker byggedes ofte på de hedenske offersteder. Der ansattes præster, og om kirken og præsten sluttede sig en egn, som blev kaldt et sogn, hvilket betegner den kreds af mennesker, der søgte (deraf sogn) til samme kirke.

“Denne inddeling begyndte allerede i Svend Estridsens regeringstid (1047-76), og der var da på Sjælland 150 og på Fyn 100 kirker. Skåne havde 300 kirker, hvorimod Jylland havde forholdsvis færre (heraf kan man måske skønne, at Skåne har rummet næsten halvdelen af den danske befolkning. Hvilket igen belyser, hvorfor tabet af Skåne var så skæbnesvanger og tungt for Danmark, at konger, rigsdag og befolkning vistnok til idag ikke har formået at erkende og akceptere tabets fulde omfang?).

“Men dog viser de anførte tal på kirker, at kristendommen havde fået indpas blandt den jævne befolkning, som i mange tilfælde selv byggede kirkerne, der dengang blev bygget af træ.

“Til præstens underhold udlagdes i reglen en gård af samme størrelse som de almindelige gårde i sognet, og præsten hentes som oftest blandt klerkene ved de større kirker. Præsten fik i reglen betaling for de hellige handlinger han udførte. Men han fik ikke tiende i den første kristne tid, som dengang skik var i de sydlige lande, hvorfra kristendommen kom. Tiende indførtes først, og kun for den østlige del af landet, lidt før Valdemarernes tid (d.v.s. ca. 1150), og det var endda efter megen strid.

“I Valdemar den Stores tid (1157-82) blev kirkelige retssager undtaget fra de almindelige retter i Skåne og på Sjælland, og disse sager pådømtes ved en særlig kirkeret, hvor denne ret fastholdt den hellige Augustinus’ ord: “Hvo som begærer aflad for sine synder, han må betale tiende”. Det hedder endda om kirkeretten, at den indførtes “efter alle mænds bøn”. I Jylland indførtes ingen kirkeret, og det lykkedes heller ikke gejstligheden at pålægge befolkningen bispetiende før efter bondeoprøret under Kristoffer af Bayern (1439-48).

“Kirkeretten fastslog, at bønderne selv måtte vælge deres præst “med biskops vilje”. De måtte ikke senere vrage præsten, og præsten måtte ikke forlade sin menighed mod dens vilje, hvorimod biskoppen havde magt og ret til at afsætt en præst, efter at han var dømt ved en gejstlig ret. Ligeledes søges fordringen om, at præsterne skulle leve i ugift stand indført.

“Efterhånden blandede kirken sig noget i befolkningens liv og livsførelse. Barnedåb blev indført, og barnet blev signet i kirken. Men med hensyn til ægteskabs indgåelse blev alt ved gammel skik, og man ville ikke bruge kirkens velsignelse. Trolovelse eller ja-ord vedblev indtil reformations indførelse at være ægteskabsstiftende handling.

“Biskopperne søgte at samle gods til kirkerne, og meget blev skænket til disse for at få læst messe over de døde. Således skænkede Estrid, Svend Estridsens mor, 50 bol af sit gods i Gønge Herred i Skåne til Roskilde Domkirke (det lyder som en enorm stor gave, henved 50 gårde?). Svend Estridsen interesserede sig også meget for kirkens fremgang. Hans ældste søn Harald (Hen) blev efter faderens død valgt til konge på Isøre Tingsted mod, at han lovede at holde kong Harald Blåtands love. Der siges om ham, at han gav bønderne ret til at bruge skovene, som de mægtigste havde tilegnet sig, så her har Harald Hen hjulpet bønder til deres gamle ret. Retsstridigheder blev endnu indtil den tid stundom afgjort ved tvekamp. Dette forbød Harald Hen og med-edsmænd blev foretrukket ved retsafgørelser.

“Fængsel blev kun anvendt over for vigtige statsfanger i den tid. Men derimod anvendtes brændemærke eller nogen lemlæstelse og fredløshed som straf for forseelser mod loven. Når bøder idømtes, men ikke betaltes, kunne den, der skulle have bøden, få tingets tilladelse til at tage “nam”. Det vil sige, at han i vidners overværelse kunne tage af den dømtes ejendele, mest almindeligt kreaturer, og hvis disse ikke indløstes inden en vis frist, kunne de sælges til dækning af gælden.

“Den der ville drage en anden til ansvar på tinge, måtte stævne den sigtede 5 nætter førend tinget afholdtes, med 2 mænd for hans “brofjæl” (dørtærskel?), og disse to mænd skulle på tinget vidne, at han var lovligt indstævnet. Mødte den stævnede ikke gentoges stævningen 3 gange. Men den stævnede idømtes en bøde for hver gang han ikke mødte på tinget. Efter den 4. stævning pådømtes sagen.

“En tid ansås det for fejghed at modtage pengebøde for manddrab, men hvis en sådan alligevel modtoges, betalte manddraberen kun 1/3 af boden mens 2/3 udrededes af hans frænder, og mandeboden tilfaldt den dræbtes nærmeste arving med 1/3 og det øvrige betaltes til fædrene- og mødrene frænder hver med 1/3. Mandeboden var i de østlige landsdele 45 mark sølv og i Jylland 54 mark. Harald Hen lod præge ens mønt for hele landet, en sølvpenning, som i vore penge ville være 2 kr. værd, således at en mark ville svare til 500 kr, og den før omtalte fredkøbsbøde på 40 mark var i vore penge altså 20.000 kr (d.v.s. i 1944, idag ville det nok være mindst 25 gange så meget, d.v.s. min. 500.000 kr.)

(Harald Hen synes efter ovenstående i mangt og meget at have været ret fornuftig. Suhm oplyser et sted, at en datter var gift med den sjællandske høvding Skjalm Hvide, og det er ret karakteristisk, at danske historikere af faget, der synes at have en udpræget berøringsangst med hensyn til genealogien (i modsætning til f.eks. Det Gamle Testamentes forfattere), enten ganske  ignorerer denne oplysning eller afviser den med søgte begrundelser, endskønt forholdet synes tildels at kunne forklare Skjalm-slægtens nære forhold til kongeslægtens i den følgende tid).

“Haralds bror Knud (den Hellige), der blev vraget ved kongevalget, udbød til et vikingetog til England og afsejlede dertil med de krigsfolk, der ville følge ham. Men han turde dog ikke angribe Englands konge, Vilhelm Erobreren.

“Harald Hen døde 1080, og Knud blev konge efter ham. Han skaffede sig snart uvenner ved at holde på kongens ret til almindinger, skove, fiskefangst i have og vandløb samt ved sin hårdhed ved skatternes inddrivelse. Han forbød plyndring i dansk land, så det må jo ikke have været ualmindeligt, at danske har plyndret hos landsmænd. Sørøveri straffede han strængt.

“Det som førte til oprøret mod ham var, at han udbød til ledingsfærd mod England og lod flåden samles ved Humlum (ved Struer) i Limfjorden, men han blev selv borte en tid, efter sigende på grund af uroligheder ved sydgrænsen. Og da nogle af skibene drog hjem, og andre ikke var mødt, idømte han store bøder, nemlig ledingsmændene 3 mark og styrismændene 40 mark (1/2 – 1 mio. kr.). Og da hans ombudsmænd (fogeder) ville inddrive bøderne med hård hånd, kom det i Vendsyssel til åbent oprør mod kongen, som måtte flygte syd på og derefter over til Fyn, hvor han sammen med 17 af sine hirdsmænd blev dræbt i Odense Albani kirke i 1086.

“Knuds broder Oluf (Hunger), der nærmest havde holdt med oprørerne, ville folket nu have til konge (1086-95). Men han var af Knud sendt i fangenskab i Flandern hos Knuds svigerfader, og for at få ham udløst derfra måtte broderen Niels (konge 1104-34) gå i fangenskab i hans sted, og Oluf kom så hjem og blev valgt til konge.

(Knud d. Hellige var g.m. Adele (Edel) fra Flandern, datter af grev Robert 1. Hun havde bl.a. sønnen Carl den Danske (Charles le Bon), om hvem Mogens Strunge har skrevet en fin lille bog CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Adele var tipoldebarn af Rozala (fra Toscana) og grev Arnulf 2. af Flandern. Sidstnævnte har bl.a. givet navn til Adele og Knuds barnebarn Arnulf, som nævnes 1127-28 i Flandern, samt formodentligt til våbenskjoldet (en arnulv, også kaldet valravn) for slægten Ulfeldt, som siges at stamme fra Knud og Adele).

“Nu indtraf over hele nordeuropa dårlige år, og kongen og kong Knuds drab fik skyld for at være årsag hertil. Gejstligheden ville have den dræbte konge gjort til helgen, men dette modsatte kong Oluf sig. Oluf døde 1095, og hans broder Erik (Ejegod), blev hans efterfølger på tronen (1095-1103). Nu var det forbi med de onde år, og alt trivedes vel, og Erik holdt Venderne fra de danskes kyster. Erik fik sin bror Knud helgenkronet 19. april 1101, og hans ben blev lagt i et forgyldt helgenskrin og opbevaret i kirken, hvori han blev myrdet. Erik regerede i 8 år, og han døde på øen Cypern under en pilgrimsfærd til Jerusalem (herom har en finsk historiker skrevet en fin lille bog (på fransk naturligvis): Arno Fellman VOYAGE EN ORIENT DU ROI ERIK EJEGOD ET SA MORT A PAPHOS (Helsinki 1938)).

“På en tidligere rejse til Rom fik han udvirket, at biskoppen i Lund blev udnævnt til ærkebiskop for Norden, der hidtil havde boet i Bremen. Erik Ejegod var elsket af folket for sit ligefremme væsen (d.v.s. han var nedladende, hvilket ord tidligere betød det stik modsatte, usnobbet, af idag), og dog siges det om ham, at han gav nye og uretfærdige love.

“Eriks søn Harald (Kesja, oldnordisk ord for spyd), der havde stået for styret under faderens pilgrimsfærd, hvade ikke i den tid opført sig således, at folk ville have ham til konge, hvorfor Eriks broder Niels blev valgt til konge, og han regerede i 30 år. Hvad der ikke lykkedes for knud fik Niels gennemført med hensyn til bøder for ikke at møde, når der blev udbudt til ledingsfærd. Bøderne blev som af Knud fastsat til 3 mark for bøndernes vedkommende og formodentlig 40 mark for styrismændene.

“Styrismændene havde lov til selv at udbyde mandskabet, når de fandt det nødvendigt. Således udbød Skjalm Hvide mandskab fra Sjælland for at hævne sin broder, der var dræbt af Venderne. Skjalm erobrede øen Rygen, der en tid måtte betale skat til ham personligt (hvilket rimer dårligt med, at vor i så henseende ganske vist til dels herostratisk berømte Biografisk Leksikon’s 3. udg. karakteriserer Skjalm som “storbonde”).

“Kong Niels fik tilkendt retten til vrag, der drev op fra stranden, samt til Danefæ, d.v.s. efterladenskaber efter dem, der døde uden arvinger. Hirden opløstes, og medlemmerne sendtes ud i landet som ombudsmænd. Kong Eriks eneste ægtefødte søn, Knud (Lavard, 1096-1131), blev udnævnt til hertud i Sønderjylland, for der at værge grænsen mod syd.

“I kong Niels’ tid indførtes delvis tiende til kirken (1135), for som gejstligheden sagde, dermed at mætte de sultne og fattige, idet der blev lovet, at 1/4 skulle tilfalde de fattige, 1/4 kirken, 1/4 biskoppen og 1/4 præsten. På noget lignende måde gennemførtes tienden også i Norge og Sverige.

“Tienden ydedes af neg fra marken, utærsket. Negene sattes sammen 30 på hvert sted, og bønderne ville gerne yde noget til deres præst og også noget til kirken, når de selv valgte kirkeværger. Derimod var de ofte uvillige til at yde noget til biskoppen, idet de hellere ville yde en afløsningssum. Tienden til kirken brugtes i årene fra ca. 1100 til 1200 til at afløse trækirkerne med kirker af sten, og mange ny kirker byggedes, hvor det tiltrængtes. Man mener, at der i den nævnte tid blev bygget ca. 2000 kirker, hvilket må kaldes en stor ydelse af en befolkning, der selv boede i træhuse eller simple bindingsværksbygninger, som nu til dels havde afløst oltidens huse af jord og ler.

“De fleste kirker menes at være rejse i den første halvdel af 1100-tallet, da kun 119 af de gamle kirker er opført af mursten, som først kom i brug omkring 1160. 93% af de i den tid byggede kriker er oppført i romansk stil med de runde buer over vinduer og døre. Den gotiske stil med de spidse buer bliver først brugt i det følgende 1200-tal. Til opførelsen af alle disse kirker har kirkeværgerne altså anvendt den trediedel af tienden, der tilfaldt kirken, hvilket som nævnt har hjulpet til at få bønderne til at indvillige i at svare kirketiende.

“I årene til 1300 gik landbruget stærkt fremad hjulpet af bedre redskaber. Hjulploven var nu overalt indført, og den tidligere brugte tjørneharve var afløst af harver med trætænder, og selv om hjulploven var tung at trække, så var den dog et godt hjælpemiddel ved jordbearbejdningen, da jorden nu kunne vendes, og ny arealer toges i den tid under plov.

“Efter år 1300 indtræder der dog en stilstand i landbrugsvirksomheden eller vel nærmest en tilbagegang, men bønderne havde også i de urolige år, som denne tid bragte, lidt meget under plyndringer, så de var blevet fattigere, og mange selvejere måtte give sig under værn af en herremand på grund af forholdene. Mange fæstere, som det kneb for at svare landgilde, måtte indgå på at gøre arbejde på herregårdsjorden for at få landgilden nedsat.

“Indtil år 1300 tiltog folketallet såvel her som i de fleste europæiske lande. Her havde vi dengang ingen folketælling haft, men i Frankrig var folketallet år 14 efter Kristus 6 mill. Men i året 1328 var der mellem 22 og 23 mill., og ved dette tal stod det til 1750, da det igen begyndte at stige, og noget lignende var tilfældet for Danmarks vedkommende.

“Den første danske folketælling fandt sted 1769, men var temmelig mangelfuld, og listerne blev ikke bevaret. Men der regnes med, at der dengang var 825.000 indbyggere, så det kan formodes, at der i 1750 var ca. 800.000, og selv om der ikke haves noget bestemt bevis, regnes der med, at Danmark år 1300 havde samme folketal. Kun en ringe del deraf boede i byerne, og hvis de afståede dele af Danmark havde forholdsvis samme folketal, kan der regnes med ialt 1-1/4 mill. indbyggere i det land, der da hørte til Danmark.

“Efter Knud Lavards mord 7. januar 1131 oprandt urolige krigsår for Danmark med hurtigt skiftende konger. Knud Lavards bror Erik (Emune) fordrede hævn, og i slaget ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, Knud Lavards morder, af samtiden kaldet “Danmarks blomst og den skønneste blandt de unge”. Hans far Kong Niels blev kort efter dræbt af Slesvigs borgere, og Erik Emune blev konge (1134-37), men blev allerede 1137 dræbt på Tinge ved Ribe af en herremand ved navn Sorte Plov, således kaldet på grund af hans mørke hudfarve. Eriks søstersøn Erik Lam blev konge fra 1137 til 1146 hvor han opgav kongegerningen og gik i kloster. Efter 10 års sørgelig borgerkrig mellem flere kongsemner, i hvilken tid Venderne uhindret plyndrede de danske kyster, blev Knud Lavards søn Valdemar (den Store) enekonge efter et slag på Gratehede ved Viborg d. 23. okt. 1157.

(I disse år forekom en i danmarkshistorien måske endnu uovertruffen niddingdåd, idet Erik Emune lod sin bror Harald Kesja samt 11 af dennes 12 sønner dræbe (1134-35). Eneste overlevende søn var Oluf (den 2.), som faldt 1143 ved Tudeåen. Fra Oluf stammer antageligt den i det tidligere indlæg (MANGE BØGER) omtalte Niels Ebbesens slægt, Strangesen-slægten fra Thy (jf. Sigvard Mahler Dam i Personalhistorisk Tidsskrift 1/1993)).
                                     ————————

I et kommende indlæg fortsættes med gennemgangen af de resterende 7 af de ovenfor nævnte 8 titler.
På gensyn om ca. et par ugen. Indtil da ønskes den ærede læser en god sommer!

                                     ————————

 (cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Mange bøger!

 

Københavnske bogorme må vist siges at leve livet ekstra farligt lige nu, man kan nemlig ret nemt falde i vandet! Der er i skrivende stund ikke mindre end 3 hollandske bogudsalg igang i den indre by, nemlig på Rådhuspladsen, i Fiolstræde og i Helligåndshuset – og helt bortset fra gammelkendte snarer som Paludans bogkasser i Fiolstræde, Booktraders 10-kronersbord i Skindergade, de forskellige loppemarkeder samt sikkert flere, som jeg til alt held ikke kender.

Der er altså mange bøger på kræmmerbordene, og man må passe vældigt meget på ikke at overbelaste ryg og pengepung samt bord- og hyldeplads derhjemme. For mit eget vedkommende tror jeg nok, at jeg må indføre en frivillig, men vistnok absolut nødvendig karantæne, foreløbig af ubestemt varighed.

Nødvendigheden har længe været under opsejling og er blevet akut, efter at jeg i den forgangne uge har hjemslæbt et halvt dusin bæreposer med bøger såvel fra Rådhuspladsen som Fiolstræde, men specielt fra Helligåndshuset.

Jeg vil nedenfor omtale nogle af de nyerhvervede bøger fra de tre udsalgssteder, og starter med udsalget som Nordisk Antikvariat har kørende i Helligåndshuset. Man synger ganske vist på sidste vers i denne omgang, idag søndag er sidste dag, bogprisen er da 5 kr./stk.

Men jeg har her ved siden af mig en ca. 75 cm høj stabel af 5-kroners bøger fra AB Antikvariats seneste udsalg i Helligåndshuset i december måned. Bøger, som jeg endnu ikke har nået at omtale her på bloggen, og for størsteparten heller ikke har læst eller læst ret meget i endnu.

Det er forbavsende hvad man ind imellem kan få af god (fag)literatur for en femmer eller tier, jeg kan eksempelvis fra den her omhandlede stabel i flæng nævne LA CHANSON DE ROLAND (paperback med paralleltekst!), THE SAXON AND NORMAN KINGS (af Christopher Brooke), THE FORMATION OF ENGLAND 550-1042 (af H.P.R. Finberg), L’ORDRE DES TEMPLIERS (Tempelherreordenen, af John Charpentier), DIE SIZILIANISCHE VESPER (d.v.s. fordrivelsen af huset Anjou fra Sizilien for 729 år siden – af Steven Runciman, den kendte middelalderhistoriker, som heri berører meget af områdets historie i den omhandlede periode), MONSIEUR PROUST (af Celeste Albaret, og det er naturligvis le grand Proust, som Clive James næppe bliver træt at at prise i sin interessante og indholdsrige CULTURAL AMNESIA, som jeg ganske vist måtte give 75 kr for i Politikens boglade, må alligevel være et af årets bedste køb i nye bøger), DEN GLOBALE KAPITALISMES KRISE (af George Soros, fra 1998 men naturligvis stadig aktuel), ARV OG GÆLD I ORDENES SAMFUND (af Peter Skautrup, den bekendte sprogmand) samt FRAUEN DER ANTIKE (af Theodor Birt).

Dog er der i den omhandlede stak vist også ting, som jeg burde have ladet ligge. Men man ser, at det måske alligevel er lidt for farligt at støve omkring, når prisen kun er kun 5 kr pr. bog, hvorfor jeg da også idag har holdt mig – og i.t.v. fremdeles vil holde mig hjemme fra bogboderne.

Men i fredags, da prisen var 10 kr pr. bog, hjembragte jeg godt og vel et dusin bøger fra Helligåndshuset, og jeg vil her kort nævne de vigtigste, samt i et kommende indlæg omtale nogle af bøgerne lidt mere udførligt.

1. THE CHIEF ELEMENTS USED IN ENGLISH PLACE-NAMES. Ed. by Allen Mawer. Cambridge 1924, 67+ sider.

En lille tynd bog, men smukt indbundent og trykt på godt papir. Samt ikke mindst fuld af interessante navne(ord) forklaringer, som jeg vil vende tilbage til.

2. HISTORISK ARCHIV. Et månedsskrift for populære skildringer af historiske personer og begivenheder. Udg. af Johan Petersen og F.C.Granzow. 2. bind, Kbh. 1872.

Anden årgang af det populære, men for lægmand ingenlunde værdiløse månedsblad. Dette eksemplar er smukt indbundet i halvskind, og bærer stemplerne BIBL. DIOECE HAFNIÆ samt UDGÅET AF SANKT ANDREAS BIBLIOTEK på titelbladet, har altså tilhørt den katolske kirke i Danmark.

Jeg synes altid der er lidt deprimerende, når åndelige institutioner samt offentlige-  eller halvoffentlige biblioteker sælger ud af deres gamle bøger. I synderlighed gælder dette for det netop stedfundne salg af det gamle, trationsrige Frederiksborg Statsskoles meget store og århundredgamle bibliotek (skolen grundlagt af Christian d. 4.).

Umiddelbart virker det på mig barbarisk omend måske uundgåeligt. Det er jo sikkert et politisk problem, der er ikke stemmer i at blive fotograferet sammen med en stabel 400 år gamle bøger, men derimod – sørgerligt nok – i at blive fotograferet sammen med danske kampvogne i et fremmed land i en fremmed verdensdel.

Forøvrigt ville jeg tvivle på, at en muslimsk skole her i byen, eller f.eks. den jødiske Karolineskole ville sælge sine gamle bøger. Correct me if I am wrong, please – men indtil da kan det måske være relevant at sætte et LILLEBITTE spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er en kulturnation længere?

Men tilbage til Historisk Archiv. Der var vist ialt en snes årgange til fals i Helligåndshuset, hvoraf jeg dog kun fandt tre, der havde en eller flere artikler af interesse. I denne 2. årgang, som ialt indeholder 18 bidrag, drejer det sig specielt om: LIVET I EN ROMERSK PROVINSBY PÅ KEJSERTIDEN, af A. Boje, samt ET PAR AF DRONNING CHRISTINAS YNDLINGER, af Chr. Ramsgaard. Jeg vil som sagt tilstræbe at omtale skriftet lidt nærmere på et senere tidspunkt.

3. Samme, men årgang 1885. Inderholder ialt ca. 16 bidrag, hvoraf egentlig kun 1 er af videre interesse: ENGELSKE LANDEVEJE OG LANDEVEJSLIV I MIDDELALDEREN, af J.J. Jusserand (oversat fra fransk). Fortsat fra den foregående årgang, som jeg allerede har læst (første afsnit, kapitel 1 – 3), og som jeg fandt endog meget interessant. Derfor glad for dette bind med fortsættelsen (kap. 4 – 9). (Jeg henviser iøvrigt til  http://imma.smartlog.dk DECEMBER 2009 og det deri meddelte om det vagabonderende proletariat i England i middelalderen) ).

4. Samme, men årgang 1887. Blandt ialt 18 stykker især: GILDEVÆSENET FORDUM, SÆRLIG I DANMARK. I-II. Ved Pastor Vilhelm Bang. Det er den samme Vilhelm Bang,  jeg tidligere kort har omtalt i stykket VAGABONDER  på http://imma.smartlog.dk .

Gildevæsenets tidlige historie er i øjeblikket særlig af interesse, fordi jeg netop har erhvervet Johannes Steenstrups bog, Studier over Kong Valdemars Jordebog (fra 1874). Sidst i denne såre læseværdige afhandling kommer han ind på (muligheden af) højmiddelalderlige loger, hemmelige forbund og gilder i forbindelse med omtale af Jordebogens såkaldte Broderliste, og specielt det såkaldte Vederlag. I disse – omend måske efterhånden lidt falmede – Da Vinci-tider naturligvis et  interessant og stadig relevant emne, som iøvrigt vist næppe har været berørt af sagkundskaben for danmarks vedkommende i den her omhandlede sammenhæng? Vi fortsætter med lidt flere middelalderemner:

5. CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Af Mogens Strunge, Kbh. 1937. Det drejer sig om en historisk afhandling i populær form om kong Knud den Helliges og dronning Adeles (Edels) eneste søn, den afholdte Charles le Bon, som kun fik et rel. kort liv, og som de færreste danskere nogensinde har hørt om, hvilket er en skam. Jeg har desværre intet fundet om forfatteren til denne fortjenstfulde lille bog.

6. HISTORISK TIDSSKRIFT (6. rækkes 2. binds 3. hefte, 1890). Der er 4 større afhandlinger, samt 2 á 3 mindre, og næsten alle er af interesse. For en nordjysk lokalpatriot som untertegnede naturligvis ikke mindst stykket: Er Niels Ebbesen en Strangesøn eller ikke? Af arkivsekretær Thiset. En 20 sider lang afhandling i form af et diskussionsindlæg, med 2 – 3 forudgående indlæg. Stykket indledes således:

“Da jeg for nogle år siden i nærværende tidsskrift forsøgte en besvarelse af spørgsmålet: “Til hvilken æt hørte Niels Ebbesen?”, ventede vel ingen, at jeg ved hjælp af et enkelt hidtil ukendt dokument ville være istand til at føre et for alle ubetinget afgørende bevis for det fremkomne svars rigtighed…” (at han nemlig hørte til den thylandske, endnu blomstrende Strangesen-æt fra gården Nordentoft syd for Thisted. Se iøvrigt Personalhistorisk Tidsskrift, 1993 no.1, hvor slægten er udførligt behandlet af Sigvard Mahler Dam på s.1-37).

Og på baggrund heraf forundrer det unægtelig lidt, at Dansk Biografisk Leksikons 3. og seneste udg. indleder biografien af Niels Ebbesen således:

“Niels Ebbesen. Død 1340, jysk væbner. Slægtskabsforhold ukendte.”

Men denne og flere lignende erfaringer som bruger af Biografisk Leksikons nyeste udg. har dog tillige været nyttig for mig, for så vidt som jeg i sidste øjeblik (kassationsforretningen var så godt som påbegyndt!) er blevet ganske klar over, at jeg alligevel ikke kan undvære Biografisk Leksikons 2. udgave, som i det hele forekommer at være en tand mere seriøs. Desværre føres 2. udgave jo kun op til ca. 1945, så 3. udgaven, som går til 1984, er trods alt uundværlig.

Men den kan unægtelig være stærkt irriterende. Den i mine øjne største generelle irritationskilde er, at de mange stam- og oversigtstavler over slægtsskabsforbindelse mellem de biograferede personer og slægter - i sig selv en stor forbedring i forhold til 2. udgaven – gøres halvvejs værdiløse ved det vistnok helt enestående og i al fald ganske ubegribelige forhold, at kvinderne (ægtefællerne) i det store og hele er udeladt fra oversigtstavlerne!  Danmark ejer altså et nationalt biografisk opslagsværk med hundredevis af slægtstavler – stort set uden kvinder. Ubegribeligt! Hvordan er slægterne videreført uden kvinderne?

7. AARBØGER FOR NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE. (2. række, 8. bind, 1. hefte, 1893), ca. 80 sider).

Indeholder kun et bidrag: BERENGARIA AF PORTUGAL, VALDEMAR 2. SEJERS DRONNING. En historisk undersøgelse af Chr. Bruun.

Forfatteren (der ikke må forveksles med den omtrent samtidige Carl Bruun, historisk forfatter og medudgiver af Museum) var i flere årtier chef for det kongelige bibliotek. Han havde et omfattende historisk(-biografisk) forfatterskab, og var hovedkraften bag Danske Samlinger. Kritiseres undertiden for at gå for let hen over de biograferede personers skyggesider.

Berengaria er utvivlsomt en interessant kvindeskæbne i den europæiske højmiddelalder. Folkeviserne har givet hende et dårligt omdømme, men forf. søger at vise, at der kan være tale om manipulation (“karaktermord”) fra den forudgående dronning Dagmars magtklike. Han søger videre at rense hendes eftermæle ved at se nærmere på hendes slægtninge og umiddelbare forfædres forhold og karakter. Om det lykkes helt er vistnok svært at afgøre bestemt, men alt i alt et sagligt og relevant bidrag til belysning af problemstillingen. Herefter et par bøger vedrørende østerlandsk sprog og kultur:

8. DE SEMITISKA SPRÅKEN. Af K.V. Zettersteen. Uppsala 1914. 174 s.

En lille bog i lommebogsformat af en af datidens vistnok bedste kendere af de semitiske sprog. Forbladet bærer Johs. Pedersens navnetræk, vel sagtens den bekendte, i næsten et halvt århundrede førende kender af østerlandsk religion og kultur her i København, professor i østerlandske sprog 1922-50.  Jeg går ud fra, at hans hovedværk er ISRAEL (1-4, Kbh. 1934), hvis sidste 2 dele jeg først for nylig har fundet (for en tyver hos Booktrader i Skindergade). De første 2 dele har jeg længe haft stående, ses ret hyppigt i Helligåndshuset, men i så fald altså som regel uden sidste halvdel af værket. Dette indholdsrige værk kan endnu med udbytte læses af den kulturhistorisk og religionshistorisk interesserede.

Zettersteens lille bog er ikke en egentlig sproglære, men som forfatteren siger i indledningen: “Det arbejde, som hermed overgives til offentligheden, er beregnet til at tjene som indledning til studiet af de semitiske sprog og forudsætter derfor ingen specielle sproglige kundskaber hos læseren…”. Der synes altså at være tale om en forholdsvis letlæst kultur- og sproghistorisk indledning til emnet.

9. PROFETISMEN I ISRAEL. Af Joh. Lindblom. Stockholm 1934.

Et digert værk på 700 sider, men utvivlsomt interessant læsning, – i det omfang man får tid til at læse bogen naturligvis. Forfatteren, der var professor i Lund, indleder værket med en “Religionshistorisk og religionspsykologisk oversigt”, med bl.a. følgende stikord: Vad är en profet? (se også Egon Friedell’s  definition i sin OLTIDENS KULTURHISTORIE, bd. 1, s.416 ff, hvor han i øvrigt karakteriserer Nietzsche’s definition “Profet, det vil sige øjeblikkets kritiker og satiriker” som et “overraskende lynglimt”).

Videre: Skaldernas inspiration. Schamanerna i norra Asien. Dervischerna i islam. Fornarabiska kahiner. Muhammed. Rwalabeduinernas siare (dvs seere). Finländska dvalpredikanter. Birgitta (af Vadstena). Psykologisk sammanfattning samt Profet i den antika världens språkbruk. Denne indledende oversigt udgør bogens første kapitel (af fem).

Til slut lidt specielt for damerne:

10. FRA DUFTENES VERDEN. Parfumerne og deres historie. Af P. Hampton Frosell. Kh, 1982, 160 sider.

Det var det smukke omslag, som fangede mit blik (og altså ikke duften – på disse antikvariske bogudsalg bliver lugtesansen vistnok nærmest lammet af støv). Men bogen synes at være kulturhistorisk ret interessant. Forfatteren skriver i forordet bl.a.:

“Så langt tilbage i fortidens mørke, som arkæologer og antropologer har formået at kaste lys over menneskenes færden, adskiller de sig ikke fra nutidens mennesker i biologisk henseende. Og alligevel må de have haft en lugtesans, der langt overgår, hvad vi kan præstere idag. Ligesom deres fjender, rovdyrene og deres jagtbytte, de græsædende drøvtyggere, beroede deres eksistens på evnen til at vejre fare og føde.

“Mange gamle skikke fremtræder i et helt nyt lys, når man opfatter dem som handlinger af mennesker, for hvem duftene var væsentlige sanseoplevelser. Duftene blev engang betragtet som tingenes sjæl. Derfor er den duftende natur besjælet. Naturånderne, som man tilbeder, bor bl.a. i vellugtende træer og er selve disses duft. Man kalder de venligtsindede og beskyttende ånder til hytten med vellugte. Der plantes hyldetræer ved boligen, så hyldemor – træets ånd – kan bringe lykke til stedet. Husslangen og husfrøen hæges der om. Deres duft er god. Dæmonerne er de onde ånder. De er knyttet til afskyelige dunste og de viger kun for gode dufte. Derfor ryger medicinmanden sygdomsdæmonerne bort med vellugtende røgelse.

Fra bogens øvrige 12 kapitler vil jeg nøjes med at bringe en enkelt morsom smagsprøve:

“Prisen for parfumen, som Martial – en romersk digter fra kejsertiden – skænkede den tilbedte svarede til en daglejers løn i næsten 3 måneder. Det var helt andre beløb, der blev indkasseret af de kvinder, der forsødede de vejfarendes ophold i landevejskroerne. Man kender en regning, som en vejfarende har måttet betale i en lille kro i Aesernia i det sydlige Italien (1 As er en kobbermønt med en værdi som 1/4 af en sølvmønt, denaren):

Natlogi 1/2 As. Vin 1/6 As. Brød 1 As. Mad 2 As. En pige 8 As. Hø til æslet 2 As.

I et efterskrift skriver forf. bl.a.: “Duftenes virkninger på vore biologiske processer er langt fra udforsket til bunds. Der gøres stadig overraskende opdagelser på dette område. Det har således vist sig, at når kvinder er i den østrogene fase af deres hormonbalance, kan de sanse visse dufte, som de ellers ikke kan fornemme. Mænd kan aldrig lufte disse stoffer, men giver man dem en injektion med østrogen, registerer de dem straks.

Forresten en indholdsrig lille bog.

I et kommende bidrag vil jeg, ligeledes ganske kort, omtale nogle bøger fra Rådhuspladsen og Fiolstræde. Det er min agt derefter at komme lidt nærmere ind på nogle af de i denne første omgang kortelig omtalte bøger.

(cross-posted på http://imma.smartlog.dk)

Et hollandsk bogudsalg

 

Igennem det sidste årstid har der vistnok stedse været et udsalg af antikvariske bøger igang et eller flere steder her i hovedstaden. Jeg tænker her på udsalg efter de såkaldte hollandske auktioners princip, hvor sælgeren starter med en rel. høj pris, som regel 80 á 100 kr pr bog, for så efterhånden, som regel over et par uger, at bevæge sig ned mod 10, 5 eller endog 2 kr pr bog.

Det er vistnok, som nævnt tidligere, antikvarboghandler Peter Grosell, dengang ansat hos Rosenkilde og Bagger i Kronprinsensgade, som har indført det hollandske auktionsprincip i den københavnske bogverden. Nærmere bestemt i Helligåndshuset i året 1983.

Peter Grosell var i 1983 leder af stueantikvariatet hos Rosenkilde og Bagger. I 1982 døde antikvarboghandler Richard Levin og dennes boglager blev købt af Rosenkilde og Bagger, og ial fald for en dels vedkommende solgt under Peter Grosells ledelse på Københavns første hollandske bogudsalg her i Helligåndshuset.

Jeg var op gennem 70’erne ansat på Telegrafkontoret i Købmagergade nr. 37, d.v.s. et stenkast fra Rosenkildes antikvariat, og har da også dengang ofte nok sagt goddag til Peter og browset i hans hylder. For øvrigt lå tillige Herm. H. J. Lynge og Søn’s antikvariat i Løvstræde indenfor ”spitting distance” af Telegrafkontoret, som havde indgang for personalet i Løvstræde.

Peter Grosell, som siden 1986 har haft eget antikvariat i Læderstræde (www.grosell.dk), har i en række af år holdt et årligt udsalg i Helligåndshuset, senest i Juli måned i fjor. Jeg besøgte ved den lejlighed Helligåndshuset, nærmere bestemt da prisen pr. bog var 20 (eller måske 25?) kr, og hjemførte et halvt dusin bøger, hvoraf jeg vil omtale fire:

1. DICTIONNAIRE ÉTYMOLOGIQUE DE LA LANGUE FRANCAISE, af Oscar Bloch og W. von Wartburg. 3. udg. Paris 1960. 674 s. + 30 sider introd.
Smukt indbundet i mørkegrønt helshirting, og iøvrigt næsten som ny.

Det er jo næsten utroligt, at man kan finde en sådan, ingenlunde almindelig ordbog for en tyver, næsten 14 dage inde i udsalget. Man fornemmer her, som ofte før, at interessen for bare lidt mere fordybelse i et eller flere fremmedsprog ud over engelsk synes at være temmelig sjældent forekommende, i al fald blandt det publikum som kommer her.

For mit eget og det franske sprogs vedkommende, så klarer jeg mig til daglig med Gyldendals røde ordbøger (fransk-dansk-fransk) samt Blinkenberg & Thiele’s store dansk-franske ordbog (fra 1937) og endelig Hatzfeld & Darmesteter’s 2.binds Dictionnaire Géneral de la Langue Francaise (fra 1926). Sidstnævnte er – ligesom Margrethe Thiele’s ordbog naturligvis – et prægtigt værk, trods sin alder stadig meget brugbar. Kun er etymologierne (d.v.s. forklaring af ordenes herkomst og udvikling) trods deres relative klarhed idag undertiden noget utilstrækkelige og forældede, hvorfor jeg netop har været på udkig efter en mere moderne etymologisk supplementsordbog. Så tak til Peter Grosell for denne franske ordbog af de 2 fremragende sprogforskere Oscar Bloch og Walther v. Wartburg, et værk, som jeg gætter på næppe endnu er blevet eller med det første vil blive overgået i Frankrig (Wartburg har jeg tidligere nævnt i stykket FLERE BØGER, punkt 11, se www.imma.smartlog.dk).

Jeg gengiver som eksempel et par ordforklaringer fra bogen (med uvæsentlige udeladelser):

- DIMANCHE, d’abord diemanche. Lat. eccl. dies dominicus “jour du Seigneur”, attesté à la fin du 2. siecle, devenu didominicu, ensuite, par dissimilation consonnantique diominicu; Dies dominicus s’est substitué à dies solis, que la Gaule, avant de le perdre, a communiqué aux langues voisines: breton disul, anglais sunday, alleman Sonntag.

(på dansk – DIMANCHE (søndag), først diemanche. Kirkelatin dies dominicus “Herrens Dag”, dokumenteret ved slutningen af 2. århundrede (e. Kr.). Sammentrukket til didominicu, derefter ved “dissimilation” (sprogteknisk udtryk) til diominicu. “Herrens Dag” har erstattet “Solens Dag”, som Gallien imidlertid nåede at videregive til nabosprogene før tabt i Gallien: Bretonsk “Disul”, engelsk “Sunday” og tysk “Sonntag” (- samt dansk “Søndag naturligvis)).

Til sammenligning har HATZFELD & DARMESTETERS ordbog følgende etymologi: DIMANCHE, Du lat. pop. diaminica, abréviation de dia Dominica “le jour du seigneur”, devenu régulièrement diemenche, contracté plus tard en dimenche et écrit arbitrairement dimanche.

(på dansk – DIMANCHE, fra vurgærlatin diaminica, forkortelse af dia Dominica “Herrens Dag”, blevet til diemenche, senere igen forkortet til dimenche og arbitrært skrevet dimanche).

Som man ser mangler vigtige sproghistoriske oplysninger hos Hatzfeld & Darmesteter, til gengæld tager deres forklaring som regel prisen hvad klarhed angår.

Et andet eksempel:

- FAUTEUIL, d’abord faldestoel (Chanson de Roland faldestoed), puis faldestueil 13. siecle, faudeteuil encore en 1611, contracté en fauteuil 1642. Au moyen âge désigne un siége pliant qui servait pour les grands personnages, rois, évêques, seigneurs. Du francique faldistôl, cf. anc. haut all. faltstuol, propr. “siège pliant”, cf. all. falten “plier” et Stuhl “siége”. Empr. au fr. par les langues voisines:  it. faldistorio “siége épiscopal”, esp. facistol “lutrin”, a. pr. faldestol “fauteuil, trône, lutrin”. Aujourd’hui répandu sur tout le territoire gallo-roman sous la forme et avec le sens du fr.

(på dansk – FAUTEUIL (lænestol, formandsstol), først faldestoel (Rolands kvadet har faldestoed (ældste håndskrift fra o. 1150, omhandlende begivenheder i 778)), så faldestueil i 1200-tallet, faudeteuil endnu i 1611, sammentrukket til fauteuil 1642 (årstallet betyder blot, at sprogforskerne har fundet det første gang i en tekst fra det år). I middelalderen er betydningen en klapstol til brug for stormænd, konger, biskopper, adelsmænd. Fra frankisk faldistôl ((ja det er jo næsten det danske foldestol!)), sammenlign oldhøjtysk faltstuol, egentlig “foldesæde”, sammenlign tysk falten “folde” og Stuhl “stol, sæde”. Lånt fra fransk i nabosprogene: Italiensk faldistorio “bispesæde”, spansk facistol “nodepult, korpult”, oldprovencalsk faldestol “lænestol, højsæde, node- el. korpult”. Idag udbredt over hele det gallo-romanske territorium i den franske form og betydning).

Til sammenligning har Hatzfeld & Darmesteter: FAUTEUIL, Contraction de faudeteuil, anc. franc. faldestuel, mot d’origine germanique, composé avec l’anc. haut allem. faldan, plier, et stuol (allem. mod. stuhl), siège; proprt, “siége pliant”. 11. siecle: Un faldestoed (corr. faldestoel?) i out d’un olifant, Roland, 609. 1642 Fauteuil.

(på dansk – FAUTEUIL, forkortelse af faudeteuil, oldfransk faldestuel, et ord af germansk oprindelse, sammensat af oldhøjtysk faldan (folde) og stuol (sæde) (moderne tysk stuhl). Egentlig betydning altså  “foldesæde, foldestol”. Fra 11. århundrede “Un faldestoed (fejl for faldestoel?) i out d’un olifant”, i Rolands kvadet linje 609 (på dansk – “(Man havde dér) et højsæde af massivt elfenben”. Fra 1642 Fauteuil). ((Igen prisværdig kort og klart!)).

Tredie og sidste eksempel:

- TENNIS, 1836. Empr. de l’angl. tennis qui signifiait d’abord “jeu de paume”, dit ensuite par abréviation pour lawn-tennis qui a été employé aussi en fr., depuis 1880. Tennis est lui-même le fra. tenez, terme que le serveur employait au moment de lancer la balle. Tenetz apparaît en angl. en 1400; et dès 1370, une chronique italienne signale que le jeu de tenes a été introduit a Florence par des chevaliers francais. On sait quelle vogue avait le jeu de paume en France au moyen âge.

(på dansk – TENNIS, 1836. Lån af engelsk tennis, som til at begynde med betød “boldhus” (et boldspil), derefter også brugt om lawn-tennis, som har været i brug i fransk fra 1880. Tennis kommer oprindelig fra fransk tenez (“værsågod”), et udtryk som serveren bruger i det øjeblik bolden kastes eller slås. Tenetz forekommer i engelsk i 1400. Og allerede i 1370 meddeler en italiensk kronik, at tenez-spillet er introduceret i Florence af franske riddere. Man tænker på den popularitet boldspillet havde i Frankrig i middelalderen).

(Hatzfeld & Darmesteter har ikke optaget ordet TENNIS).

Ud fra disse få eksempler tør jeg formode, at der ganske rigtigt er en rigdom af (nye) oplysninger i  BLOCH & WARTBURG’s ordbog, dog at den tænkeligt ville have nydt godt af lidt af d’herrer HATZFELD & DARMESTETER’s eminente evne til at udtrykke sig kortfattet og klart.

Der findes ganske givet andre, lignende etymologiske ordbøger over det franske sprog,  udgivet på engelsk eller tysk. D.v.s. den forklarende tekst er i så fald på engelsk eller tysk, og derfor langt lettere tilgængelig for de fleste danskere.

De resterende 3 bøger købte jeg vistnok mest resp. ial fald tildels på grund af deres proviniens, d.v.s. deres tidligere ejer(e). De har nemlig alle tilhørt Palle Lauring, og udviser hans karakteristiske ovale, eller måske snarere “supereliptiske” stempel, med navnet indeni. Desuden bærer de to af bøgerne hans signatur. Yderligere har en anden kendt (privat)historiker ejet og sat sit navnetræk i en af bøgerne, men herom lidt mere i et kommende indlæg.

En stat i staten?

 
Der er næppe mange danskere, hvadenten manden på gaden, journalisten og den intellektuelle eller for den sags skyld politikeren, som er klar over, at Danmark – som det eneste (vestlige) land med en demokratisk forfatning - har et overmåde magtfuldt hemmeligt kriminalpoliti?

Nej vel! Alle kender ganske vist PET og SKAT, som vi danskere med vores uforlignelige, ja nærmest sygelige hang for at finde søde navne for “slemme ting” – eufemismer med et fint ord – har valgt som navn for henholdsvis Det Hemmelige Politi og Told & Skat.

Og dog er det et uomtvisteligt faktum. PET er nu, ligesom det danske justitsministerium i det hele taget, uhyre magtfuld, ja for PET’s vedkommende måske i nogle henseender lige så magtfuld, som Heinrich Himmlers GESTAPO i årene 1934-36? Man kunne for eksempel nævne Gestapos koncentrationslejre, som i virkeligheden er identiske med et aktuelt “modefænomen”. Nemlig de hemmelige fængsler (f.eks. Guantanamo), som også forekommer i EU (Polen, Rumænien), og som efter det oplyste benyttes flittigt af PET’s “venner og samarbejdspartnere” (CIA, Mossad o.s.v.). Her er kun plads til et enkelt eksempel til: Fælles for Gestapo/PET er måske, at Gestapo fra 1933 blev delvis “autonom”, d.v.s. samfundets almindelige love gjalt ikke for Gestapo? Det gør de måske nok formelt i PET, men når man principielt altid opererer i hemmelighed, “i absolut mørke”, ja så kan dette ikke kontrolleres. Og love og bestemmelser, som ikke kan kontrolleres har i praksis ingen gyldighed.

Under justitsmimisteriet hører udover Rigspolitiet og Det Hemmelige Politi som bekendt tillige institutioner som Domstolene og Den Offentlige Anklager (Statsadvokaturerne). Danske Domstole er internationalt kendt (d.v.s. berygtet) for at rekruttere næsten alle sine dommere internt fra Justitsministeriet (omend der vist er sket en lille opblødning de seneste år?). Og den danske Offentlige Anklagemyndighed er på tilsvarende vis kendt/berygtet for at have hentet så godt som alle anklagere fra ansatte i Justitsministeriet/politiet. At disse forhold som udgangspunkt kan give en usund interessekonflikt har længe været anerkendt.

PET har nu ansvaret for udenlandsk og indenlandsk efterretningsvirksomhed. For VIP-bevogtningsopgaver. Samt hovedparten af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøtte Center (NEC), som beskæftiger sig med overvågning og analyse af organiseret kriminalitet, kvindehandel, pengefalsk, kontrabande, narkotika og kriminalpolitimæssig rejseholdsbistand til politikredsene, f.eks. i sager om grov vold, kidnapninger og mord. Enevidere er PET/NEC ansvarlig for Rigspolitiets døgnbemandede kommunikationscenter og det internationale politisamarbejde (Interpol, Europol, Schengen og Baltic Sea Task Force m.v.). PET/NEC indsamler og bearbejder på nationalt plan alle typer informationer. PET/NEC koordinerer endvidere lokale efterforskningsmæssige aktiviteter, og man yder rådgivning og assistance til det øvrige politi.

Hvis man f.eks. ville sammenligne med amerikanske forhold, så er der nærmest tale om en kombination af FBI, CIA og NSA samt tildels lokale politienheder, – en absurd magtkoncentration.

Og alle disse aktiviteter foregår nu i absolut hemmelighed. Det vil bl.a. sige hemmelig efterforskning af faktiske eller formodede lovovertrædelser, incl. hemmelige kilder, hemmelig overvågning og aflytning, hemmelige vidner, hemmelige indicier og bevisførelse – altså i virkeligheden også hemmelige retssager. Og i Danmark betyder hemmeligt hemmeligt! Offentligheden vil i Danmark aldrig få noget nævneværdigt at vide om disse hemmelige aktiviteter, hvadenten hvide, grå eller sorte.

Visse danske politikeres holdning til hemmelighed versus offentlighed fremgår måske mest tydeligt af KVR-regeringens reaktion på det røre, som Victor Ostrovsky’s nedenfor nævnte bog fra 1990 skabte i oppositionen på Christiansborg: Den 11.okt. 1990 forlangte Socialdemokraterne en tilbundsgående undersøgelse af Mossad/PET’s forhold i Danmark med afhøringer og aktinsigt. Det afvises af regeringen og dagen efter udtaler en ledende konservativ politiker til pressen, at kontroludvalget vedr. de hemmelige tjenester bør overvejes nedlagt!

Lægger man alt dette sammen, synes det at fremgå, at mange enkeltpersoner i PET ville kunne stoppe efterforskningen af (“henlægge” hedder det vist i politisproget) en hvilket som helst forbrydelse – stor eller lille – over hele Danmark. Som et konkret eksempel kunne måske nævnes det spektakulære pengeskabstyveri, ved højlys dag, her i ejendommen d. 3.dec. 2005, der så vidt jeg ved aldrig er blevet efterforsket, i al fald er der ikke sket afhøringer af vidner. Samt for den sags skyld også stoppe og henlægge undersøgelser / efterforskning vedr. danske statsborgere, som f.eks. myrdes eller forsvinder i udlandet. En enorm magt at lægge i den enkeltes hånd.

Når hertil føjes, at PET allerede for en snes år siden har været endog meget stærkt infiltreret af en (eller flere?) udenlandske efterretningstjenester med et tildels blakket ry, bliver ovennævnte ramifikationer jo nærmest direkte uhyggelige. Jf. den tidligere mossad-chefagent i Danmark (med eget kontor hos PET!) Victor Ostrovsky’s bøger “Ved hjælp af bedrag” (1990) og “The Other Side of Deception” (1994). Bogen fra 1990 var no. 1 på New York Times bestsellerliste i godt 2 måneder. Fra omslaget til bog nr. 2 (udkommet på Harper Collins forlag, New York 1994) gengiver jeg:

“The truth about the death of Robert Maxwell and the story behind the near assassnation of George Bush are just two of the revelations contained in this headline-making account of one man’s journey into the dark heart of Mossad.

“Never has there been so detailed a look at the hidden agenda of extremists within a major intelligence agency – nor one so worrisome in its implications.

“In 1990 Victor Ostrovsky, a former Mossad agent, became an international celebrity when the state of Israel attemted to ban his first account of Mossad misdeeds, “By Way of Deception”. Few who watched that book soar to the top of the New York Times bestseller list anticipated that an even more shocking story remained to be written.

“Ostrovsky reveals here for the first time that for several years following his termination from the Mossad, he worked clandestinely with agency moderates. Under the guise of “disaffected former agent”, Ostrovsky infiltrated the KGB, MI5, and French, Jordanian and Egyptian intelligency in an attempt to derail operations planned by Mossad extremists.

“Frighteningly, the activities pursued by right-wing factions within the agency constitute a massive abuse of power that has had global concequences. They include:

- undermining the Arab-Israeli peace process through counterfeiting, assasination, and support of religious radicals

- facilitating lethal biological experiments on Palestinians and Soweto blacks

- organizing smear campaigns against world leaders

- offering support for at Soviet hard-liner coup (mod Gorbatchev)

- killing an Israeli general, a leading German politician (Schleswig-Holstens ministerpræsident), a Canadian scientist, and a Kuwaiti journalist

- using “disinformation” to trigger American combat strikes against Israel’s enemies

- and much, much more…

“With the gritty authenticity that only truth can provide and a narrative pace that rivals the very best thrillers, The Other Side of Ceception stakes a powerful claim to being THE espionage read of the year. Certainly its message is too chilling to be ignored: Should the world’s most famous intelligence agency continue to enjoy freedom from government oversight, it will ultimately threaten us all”.
                              ————————

(En stor tak til Politiken og den tidligere chef for PET (1975-84), Ole Stig Andersen for den informative og væsentlige kronik i Politiken lørdag d. 17.12.2005. “PET – et politi i politiet?”, hvorfra visse af ovenstående oplysninger er hentet. Kroniken begynder således: “Betænkningen om “Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror”, som blev afgivet af en tværministeriel arbejdsgruppe i oktober måned 2005, har allerede været genstand for megen debat. Ved læsningen af betænkningen fik jeg associationer til George Orwells “1984″, hvor der er fuld kontrol med borgerne, og hvor afvigere får hjælp og bistand af kærlighjedsministeriet”. Han skriver tilsidst bl.a.: “Jeg har omtalt nogle forhold, som efter min opfattelse sætter et spørgsmålstegn ved, om det er klogt under overskriften “kampen mod terror” at samle så megen magt og ansvar i PET”.)
                              ————————-

(se evt. også min blog http://imma.smartlog.dk)

Plate camera anno 1925

 

Igår lørdag benyttede jeg det usædvanligt fine efterårsvejr til endnu en lille sviptur på cyklen langs Københavns havn. I henhold til min desværre, nu for netop et år siden afdøde husvært, murermester Erik Larsen, er der 2,9 km fra Mariendals kirke til Rådhuspladsen. Jeg gætter på, at der er omtrent 1 km det resterende stykke til havnen, hvis man kører ad Stormgade og Holmens Kanal, og på den måde får man måske 10 km ialt, frem og tilbage incl. svinkeærinder, perfekt for en lille motionstur. Et af de hyppigste svinkeærinder på denne specielle rute er Foto/C’s butik på hjørnet af Holbergsgade og Tordenskjoldsgade.

Denne smukke lørdag eftermiddag ser jeg i forbifarten, at man der er ved at gøre klar til det traditionelle novemberudsalg, hvilket minder mig om et hængeparti med mig selv, som jeg i realiteten har haft siden sidste års udsalg. Ial fald har jeg flere gange sat mig for at fortælle om endnu en sjov ting, som jeg dengang købte billigt, nemlig et gammelt pladekamera årgang 1920-25.

Så vidt jeg husker var det Foto/C’s Peter Due, der gjorde mig opmærksom på det pågældende kamera, som jeg i første omgang havde overset, og som det derefter lykkedes mig at erhverve for en hund. Og når jeg ikke for længst har berettet om kameraet skyldes det fortrinsvis, at jeg ikke har kunnet bestemme mig for, om netop dette indlæg burde illustreres eller ikke.

Jeg har hidtil valgt at blogge uden illustrationer, måske lidt ud fra samme holdning som Gustave Flaubert, om hvem Emil Zola i bogen “Les Romanciers Naturalistes” (1881, s.218) fortæller: “Quand on lui parlait de faire illustrer un de ses livres, il entrait dans une violente colère, disant qu’il ne faut pas respecter sa prose pour y laisser mettre des images qui salissent et détruisent le texte”. (Hvis man foreslog ham at illustrere en af sine bøger, fik han et raserianfald og svarede, at man ikke ville vise hans prosa respekt ved at illustrere det med billeder, der kun ville beskæmme og ødelægge teksten).

Jeg er dog vistnok kommet til det resultat, at denne (og evt. lignende) kamerafortællinger naturligvis bør illustreres, og vil i et følgende inlæg supplere med nogle billeder, hvadenten i teksten på denne blog eller på f.eks. Flickr, eller evt. på en helt ny, dedikeret Fotoblog.

Her vil jeg nøjes med give nogle indledende oplysninger om kameraet. Det drejer sig om et af de såkaldte bælg- og klapkameraer, der sammenklappet fylder omtrent det samme som en alm. cigarkasse (19,5 x 4 x 11,5 cm) og vejer 860 g. Kameraet hedder HALLOH og er fremstillet hos ICA (Internationale Camerafabriken Aktiengesellschaft) i Dresden ca. 1920-25. ICA-fabrikken eksisterede fra 1909 til 1926. Kameraet er fortrinsvis beregnet til rullefilm i formatet 8,3 x 10,8 cm, men i denne udførelse (Halloh 506) kan man også bruge et matskivebagstykke og plade-/planfilmkassetter til formatet 9×12 cm. Matskivebagstykket manglede og der har været en del bryderier med at finde en erstatning, men herom mere senere.

Kameraet er en af de billigste modeller af den pågældende type, som ICA havde i programmet. Det ser man fortrinsvis på objektivet og lukkeren, som begge er i den billige ende, samt på bælgudtrækket der for det første ikke er særligt langt – hvilket betyder at man ikke kan stille skarpt på nærafstand (f.eks. blomster), nærmeste afstandsinstilling er ca. 1,5 m. Samt for det andet på den måde udtrækket ændres på, idet man her blot trækker i objektivet (eller rettere dets understøttelse) i stedet for at dreje på en fingerskrue el. lign.

Desværre kender jeg ikke prisen fra dengang i tyverne, men der er trods kameraets enkelthed ingenlunde tale om Nürnbergkram, alt er tværtimod smukt og solidt forarbejdet. Når jeg har valgt at fortælle mere detaljeret netop om dette kamera og dets brug skyldes det bl.a., at det i det væsentlige er næsten identisk med det allerførste pladekamera, som jeg fotograferede med – hvilket må have været lige omkring 1970. F.eks. er objektiv og lukker vistnok identiske, ligesom udtrækket som sagt var og er en smule primitivt. Jeg synes det kunne være sjovt at vise, at man faktisk også idag kan lave ok billeder med sådan et basalt storformat-retrokamera, både i sort-hvid og farve.

I 1970 kunne man stadig købe glasplader, som de tilhørende blikkassetter er beregnet for, og jeg lavede da også mine første storformatoptagelser på glasplader, vistnok af mærket Gevaert. For en tatonnerende begynder udi storformatfotografien kan glasplader til at begynde med godt være en fordel. Frem for alt ligger de altid helt plane i kassetterne, hvilket absolut ikke er en selvfølge for planfilmene, som man nu alene kan få. Disse må benyttes sammen med en speciel adapter, som man lægger ind i blikkassetten i stedet for glaspladen. Yderligere er en glasplade meget let af håndtere i en fremkaldeskål. Derimod er de jo meget tunge i forhold til planfilmene, de fylder mere og går som regel i stykker, hvis man taber dem.

Objektivet er en 3-linset konstruktion med brændvidde 13,5 cm og lysstyrke 6,3. Lukkeren har kun 3 tider, nemlig 1/25 – 1/50 og 1/100 sek, samt B og T. Til gengæld ser tiderne ud til at være rimelig nøjagtige. Dette objektiv hedder “Nostar-Anastigmat” mens mit objektiv fra dengang i 1970 hed “Novar-Anastigmat”, men jeg tror faktisk de er helt identiske bortset fra navnet. ICA-fabrikkerne lavede vist ikke selv objektiver, men købte angiveligt de fleste hos firmaet Optische Anstalt Saalfeld i Thüringen.

Jeg vil som nævnt i et kommende indlæg bringe nogle billeder af kameraet, samt fortælle lidt om, hvordan man arbejder med sådan et ældre pladekamera, samt om resultaterne. Så indtil da blot en tak til Foto/C’s elskværdige laboratoriemand Peter Due, forøvrigt en af Københavns mest succesfulde klubfotografer og mangeårigt medlem af Nikon-klubben.

Først vil jeg imidlertid forsøge at afslutte min serie af fortællingen fra sommerens oplevelser i og ved de københavnske bogkasser. Jeg mangler nu kun at fortælle om Peter Grosells hollandske bogudsalg i Helligåndshuset i juli måned. Jeg er ganske vist gået frem i omvendt kronologisk orden, og derfor kommer jeg først nu til Peter Grosell, uagtet det så vidt jeg ved var Peter, der – i 1984? – indførte det hollandske auktionsprincip i den københavnske boghandlerverden. Hans første salg i 1984 omfattede vistnok fortrinsvis det resterende boglager fra Richard Levins antikvariat på 5.salen i Dannebrogsgade, hvem jeg havde fornøjelsen at besøge nogle få gange, det må have været lige omkring 1971/72. Men herom som sagt lidt mere i det næste indlæg.

                                  

(Se evt. også min blog på Http://imma.smartlog.dk)