Bonde af Thy

 

I sidste afsnit nåede jeg at omtale 3 af de 6 bøger jeg købte i Fiolstræde torsdag d. 9.9. for 25 kr stk. og fortsætter her med de 3 sidste.

4. DANSKE MIDDELALDERLIGE REGNSKABER. 1. række 1. binds 1. halvbind. Kbh. 1944. Udg. ved Georg Galster af Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie.

I dette første halvbind er optaget ialt 73 regnskaber fra tidsrummet 1447 – 1533. Blandt regnskaberne kan nævnes f.eks. (2) Biskop Albert af Lybæks regnskaber med Christiern I, (3) Holstenske adelsmænds udgifter på tog i Sverige med Christiern I 1471, (9) Regnskaber vedr. krigen i Ditmarsken 1500, (14) Kongens Drabanter, 1507, (16) Skibet “Engelen”, mandskabsliste 1510, (23) Afladspenge, (26) Uddeling af tøj og sko, 1513, (31) Sangeres sold, 1519, (32) Folk på slottet, 1519, (39) Regning på buer (c. 1520?), (48) Kronens indtægter 1523-24, (51) Priser m.m. (1523?), (66) Regning på leveret klæde c. 1530, (68) Baadesild fra Møn, (70) Landsknægtsregister samt (71) Udgifter til gesandt (c. 1530?).

Jeg vil her nøjes med lidt nærmere at omtale no. 41: Sagefald 1522, som bl.a. er valgt fordi stykket har lokalhistorisk interesse som værende fra min hjemegn Thisted Amt eller, som det vistnok hed dengang, Vestervig Len. Stykket starter således (parantetserne er mine egne):

“Thette ær Erick Erickss registher” (Dette er Erik Eriksens register. Erik Eriksen (af adelsslægten Banner) var vistnok lensmand i Vestervig).

Sagefaldslisten er iøvrigt på 8 tætskrevne sider omhandlende forskellige lokaliteter og personer, og jeg gengiver her kun et lille stykke vedr. Hanherred:

“Samme dag (5. marts 1522) i Tystæde loffuede thesse effther’ne mend for 10 øxen for Christiern Nielss i Borup i Hanherrit oc for hans logsmend for een logh, hand gaff Margrete Æwæntyrsk i Aaleburg for nogre penninge, hans hustrv waar henne pligtig, oc tingde han ther fore vp, førre endh loghen bleff fæld, oc skulle the samme øxen wære vdhe indhen sancte Oluffs dag (29. juli) nestkomindis eller 40 marck i stæden. Fideiussores: Kæld Ipss i Hiortelss i Hanherrit. Anders Iepss ibidem. Powel Thommiss i Nørgaard i Hanherrjt”.

(Samme dag i Thisted lovede (el. kautionerede) disse efterskrevne mænd for 10 okser for Christian Nielsen i Borup i Hanherred og hans forlovere (kautionister?) for en kaution (?), han gav Margrethe Æventyrsk i Ålborg for nogle penge, som hans hustru war hende skyldig, og tingede han dette op (d.v.s. sluttede en aftale), forinden kautionen forfaldt (?), og skulle de nævnte okser leveres inden førstkommende Sankt. Olufs dag (29.7.) eller 40 mark i stedet. Forlovere/kautionister: Keld Ipsen i Hjortdal i Hanherred, Anders Ipsen sammested, Povel Thomsen i Nørgaard (Nørthorupgaard) i Hanherred).

(Nævnte Christian Nielsen i Borup tilhørte en anset selvejerbondeslægt i Øster Hanherred, en af de såkaldte herredsfogedslægter, som gennem en kortere eller længere periode stillede en eller flere herredsfogeder, i dette tilfælde til Hanherreds ting. Slægten er udførligt behandlet af Knud Prange i Bol og By no. 5, 1964, s. 47-70: “Bonde af Thy – En standshistorisk studie”. Slægten er ligeledes behandlet udførligt af de 2 ansete lokalhistorikere/genealoger Peter Grishauge i Haderslev og Anton Blåbjerg i Viborg.  Fra en af sidstnævntes mange professionelle arbejder (Slægtsarkivet: Slægten fra Vester Svenstrup i Hjortdal Sogn) gengiver jeg som eksempel et par linjer: “I 1541 var Christen Nielsen og Peder Nielsen, begge i Borup, sammen med Niels Griis i Slette og Anders Ibsen i Hjortdal blandt samfrænderne ved skiftet efter herredsfogeden i Hvetbo herred, Lars Mørk i Saltumgaard, død ca. 1534. Forbindelsen mellem Borup-slægten, Griis’erne og Mørk’erne var gammel, for allerede 11.3.1470 havde Eske Bonde i Borup, Anders Bonde i Kornum, Jes Mørk i Saltum og Ylfar Eskesen i Brøndum været til stede på Hjortdal kirkegård, da Anders Griis i Slette havde fået et sognevidne”).

(Knud Prange, f. 1930 i Århus, historiker og arkivar, fra 1970 universitetslektor og leder af Lokalhistorisk afd. ved Kbh.’s Universitet.  Peter Grishauge, lektor, Haderslev, www.lokalhistorie-hanherred.dk/peter_grishauge/klim/presse.htm.  Anton Blåbjerg, prof. genealog, Viborg, www.viborgslaegt.dk/forskerab.html).

5. FRA FRISKOLENS OG BONDEHØJSKOLENS FØRSTE TID. Af Johannes Pedersen. Kirkehistoriske Studier, 11. rk. nr. 11, Kbh. 1961.

Denne lille bog har samlet utroligt mange faktuelle oplysninger om vor bekendte skolemand Christen Kold, en fjern slægtning. Jeg vil nøjes med at gengive et lille stykke fra kapitlet “Fra Hindsholm til Dalum højskole” (s. 146):

“Christen Kold (1816-70) var ikke en mand “uden skygge”, som nogle af hans venner har villet gøre ham til. Men i det ordskifte om skole for børn og unge, om oplysning og opdragelse, der er ført i de sidste århundreder, har han gennem sin gerning givet et ejendommeligt og betydningsfuldt indlæg. Han har præget mange af sin tids unge og har gennem dem gjort en indsats i dansk skole- og folkeliv i de følgende årtier.

“Snart blev der dog klaget over, at højskolefolk priste Kolds tanker, men ikke praktiserede dem. At hans synspunkter så snart føltes forældede, skyldes vel især, at den opvoksende slægt ikke ville anerkende den modsætning, han havde opstillet mellem viden og ånd, mellem oplivelse og oplysning. At kundskaber ikke lukker dørene til åndens rige, men tværtimod åbner dem, er blevet det rådende synspunkt i danske børne- og ungdomsskoler”.

(Jeg hørte engang for år tilbage i en radioudsendelse en af Kolds efterkommere, som også bar navnet Kold, fortælle om sine oplevelser i Japan. Da man derovre havde erfaret, at han var en efterkommer efter skolemanden, blev den røde løber så at sige rullet ud. Christen Kold tør altså måske formodes at have eller have haft stor anseelse især i det fjerne østen. Det forstår man måske lidt bedre, når man læser ovenstående lille stykke. For der kan vel siges i nogen grad at være noget typisk østerlandsk i hans fremhævelse af, at ånd kommer før materie, at man må arbejde med ånden før man kan arbejde med det fysiske – hvadenten dette sidste er med pennen eller hånden?).

6. SVENSKA MINNEN FRÅN BÖHMEN OCH MÄHREN. Kulturhistoriske skisser från trettioåriga kriget. Af Alfred Jensen. Lund 1910.

En indholdsrig og interessant lille bog af en af datidens vistnok bedste kendere af slavisk sprog og kultur. Det er svært at udvælge et eller andet lille afsnit af de mange kapitler, men her er lidt fra de svenske troppers plyndring af det kejserlige slot Hradschin’s 800 rum og vistnok helt enestående kunstsamlinger i Prag 1648:

“Den største værdi hade uden tvivl malerisamlingen, thi mange af de flere hundrede oliemalerier, som havnede i Sverige, er virkelige prunkstykker i kunsthistorien. F.eks. Rafaels “Lystvandrende madonna”, Michelangelos “Ganymedes’ bortførsel”, Tizians “Venus”, Rubens’ “De fire flodguder” samt andre mesterværker. At ikke alle disse klenodier fortsat er i den svenske stats eje – herfor må skylden lægges på dronning Kristina (svensk regent 1644-54), som betragtede dem som sin private ejendom og tog meget med sig, da hun flyttede til Rom (i 1655, efter at have abdiceret og konverteret til katolicismen).

“Dér gik kunstværkerne mærkelige og sørgelige skæbner i møde. De testamenteredes af Gustav Adolf datter (d.v.s. Kristina) til kardinal Decio Azzolini, som dog døde samme år (1689) som den generøse giver. Hans slægtning Pompejo Azzolini solgte dem til fyrst Livio Odescalchi, som for sin del sjakrede dem bort for 80.000 ecus til den ukendte hertug Philippe af Orleans. I 1790’erne skal mange af disse kunstværker være havnet i London.

“Som eksempel på hvorledes det gik til med sådanne skatte skal her kun anføres, hvilken skæbne der ramte et par af de ypperste malerier, nemlig Correggios “Leda” samt “Jupiter og Io”. De havde oprindeligt tilhørt hertug Gonzaga i Mantua, som skænkede dem til kejser Karl 5. i Madrid. Dennes datter Maria var mor til kejser Rudolf 2. (konge af Bøhmen og tysk-romersk kejser, d. 1612) og med ham kom de til Hradschins galleri. Efter at de efter udflugterne til det afsides Sverige og siden til Rom, samt derfra med hertugen af Orlean kom til Paris, skal sidstnævntes afsindige søn Louis have ødelagt Jupiters og Ledas “lidelsesfulde ansigter”. Ledas hoved blev dog senere “restaureret” af en fransk kunstner. Maleriet købtes siden af Frederik 2. og opbevares nu i Berlins museum.

“Man påstod også, at dronning Kristina selv forødte sine skatte, og ej hade fuld forståelse for deres værdi, og grev Carl Gustav Tessin hævdede, at Carreggios “Danaë” og “Leda” skulle være blevet anvendt til at dække to knuste ruder i den kongelige stald. Om dette rygte er sandt, vover jeg ikke at udtale mig.

“Men for det røde guld glemte Königsmark (tysk feltherre i svensk tjeneste) ikke de boglige skatte. Her – ligesom i Olmütz – optrådte sverskerne som “biblioteksrøvere”. Alene det i det Eggenbergske palads opbevarede Rosenbergske bibliotek – enestående i sin art på den tid – fyldte 30 store kister, som sendtes til Dömitz i Mecklenburg, hvorfra de over Wismar i foråret 1649 førtes ad søvejen til Stockholm sammen med andre rariteter.

“Thomas-klostrets bibliotek i Prag havde en bogsamling på 10.000 bind, og den ville Königsmark naturligvis også lægge beslag på. Han sendte sin feltprædikant Johan Klee derhen, som også energisk gik til værket. Men – siger en klosterkrønike – “hvad munkenes brændende bønner ej formåede, det udvirkede 6 sølvskeer og et guldbæger, som abbeden skænkede Klee. Sidstnævntes alt for store id kølnedes pludseligt ved dette syn, så at han gav bøgerne tilbage på nogle få undtagelser nær.

“Verdensberømte er to af de fra Prag stammende bøger. Den ene er den i Uppsalas universitetsbibliotek opbevarede Codex Argentus (“bogen med sølvskrift”, også kaldet Ulfilas (Wulfilas) bibel), den uvurderlige bibeloversættelse på det gotiske sprog fra o. år 510. Bogen kom med dr. Kristinas bibliotekar Vossius til Holland, men er siden blevet tilbagekøbt.

“Den anden er den såkaldte Gigas Librorum, kæmpebogen eller djævlebibelen, som udgør en iøjnefaldende seværdighed for besøgende i udstillingssalen i Stockholms kongelige bibliotek. Dette manuskript, som sandsynligvis stammer fra begyndelsen af 1200-tallet, kom i 1295 til benediktinerklostret i Brevnov og hentedes af kejser Rudolf 1594 til Prag. Det gør sig i sandhed fortjent til navnet “bøgernes jætte”,  thi det er 2 alen (ca. 120 cm) højt og 1 alen bred. Til dets 309 pergamentblade beregnes at have medgået 160 æselhuder!”

(Forfatteren Alfred Jensen (1859-1921) blev hædersdoktor i Uppsala samt medlem af Det Svenske Akademi’s Nobelkomité. Han foretog udstrakte rejser især i de slaviske lande hvis sprog han i mange henseender blev fortrolig med. Har bl.a. udgivet “Slavia. Kulturbilder från Volga och Donau”, 2 bd. 1896-97, “rig på interessante iagttagelser”).

                                ———————–

(Se evt. også min blog http://imma.smartlog.dk).

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.