The Phoenix

 

I dagens udgave af Berlingske Tidendes netavis www.berlingske.dk har Kristian Krog Kæmpegaard lavet en artikel med overskriften “Skyd løs på retro-måden” (www.fri.dk/node/47070/), som handler om den aktuelle trend i retning af en vis genfødsel af den analoge fotografi. Fugl Fønix er så at sige stået op af asken, omend fuglen er stærkt afmagret, til gengæld måske lutret af sin nær-død oplevelse?

Kristian har været til 25-års fødselsdagsfest i New York på, af alle ting, et russisk (ukrainsk?) fotografiapparat, det af alle os fotonørder velbekendte Lomo.

Festen foregik hos Nicole Bogatitus i dennes butik, som øjensynligt især gør i Lomo-kameraer og de analoge (sorry, no pun intented) Holga, Diana, Fisheye m.fl. kameraer, ligeledes i den afgjort primitive afdeling. “Vi elsker analogkameraer. Mange har indtrykket af, at analogkameraerne er ved at uddø. Men her i butikken går det altså stadig meget godt. Digitalkameraet er stadig ikke nået dertil, hvor man kan fornemme den samme varme i billederne, som man kan i de analoge fotografier. Dem kan man give et meget tydeligere personligt præg”, forklarer Nicole Bogatitus.

Kristian har også besøgt Photografica her i København og talt med bl.a. søde Mette Preuss. “Jeg tror, at de digitale billeder er for pæne. Man vil gerne have det ikke-perfekte, og man vil gerne derud, hvor man ikke kan kontrollere, hvordan resultatet kommer til at se ud. Jeg tror, det er det, rigtig mange falder for”, siger Mette, som sekunderes af direktør Svend-Erik Petersen: “Vi kunne se, at der var en trend”.

Kristian har endvidere talt med to islandske fotografer. “Jeg får en anden stemning i billederne. Farverne og udtrykket er anderledes. Og så ved jeg heller ikke 100 procent, hvordan billederne bliver, når jeg har taget dem med analogkameraet” siger den ene, Ingibjörg, som er uddannet fotograf.

Så langt så godt, jeg tror Kristians reportage på udmærket måde dækker situationen, tænkningen og samtalen om emnet lige nu.

Og dog: Hvis jeg skulle præcisere min egen tænkning om emnet i relation til reportagen, så ville jeg nok hævde, at de pågældende, som er citeret her, antageligt tænker rigtigt, men måske blot ikke udtrykker disse tanker helt dækkende. Hvad jeg mener hermed er følgende.

Når en kunstnerisk arbejdende fotograf, hvadenten prof. eller liebhaver, vælger at fotografere digitalt, så har hun/han samtidig valgt at overlade næsten alt det tekniske til fabrikkernes direktører, ingeniører og programmører. Det gælder belysning, afstand, kontrast m.m. Selv et lille barn er nu i stand til uden den allerringeste anstrengelse at fremstille et teknisk perfekt digitalt billede.

Man vil så indvende, at man let kan sætte sit personlige præg på billederne i en efterfølgende behandling i f.eks. Photoshop. Og det er jo ganske rigtigt, problemet er vistnok blot, at resultatet meget ofte bliver derefter: Ikke en forbedring men en forfladigelse. Det ser for mig ganske enkelt ud til, at det er utroligt vanskeligt for de fleste fotografer ikke at lade sig rive med af de mange muligheder, ikke at ende med at kløjs i banaliteter.

Forøvrigt er en efterfølgende, overdreven manipulation af råbilledet (negativet eller raw-filen) ingenlunde begrænset til digital fotografering. Jeg ved næsten ikke om jeg her tør nævne følgende to kyrofæer i amerikansk fotografi, William Mortensen og Ansel Adams. At så godt som alle William Mortensens billeder er – undertiden meget stærkt – manipulerede, kan enhver jo se. Og man kan så være for eller imod efter behag og tilbøjelighed.

At en stor del af Ansel Adams billeder ligeledes må betegnes som i nogen grad resp. måske endog temmelig meget manipulerede er måske overraskende og evt. uacceptabelt for de fleste, ial fald for de, som kun har set hans billeder i reproduktion. Men for nogle få år siden havde jeg fornøjelsen af at se udstillingen af nogle af Adams’ originale prints på Gl.Holtegaard, for øvrigt sammen med Morten fra Svendborg, som er die-hard Adams-fan.

Det slog mig dengang, at nogle at Adams’ magnifikke landskabsbilleder i mine øjne helt klart er FOR teknisk perfekte. De er som FOTOGRAFIER betragtet unaturlige, man får indtrykket af, at Adams har troet at skulle og kunne tage et stykke af naturen med hjem og hænge det op på væggen. Men han har måske i virkeligheden dermed kun frembragt en slags hermafrodit: Et FOTOGRAFI, som er unaturligt, fordi det vil være et stykke natur. Og samtidig et STYKKE NATUR, som er unaturligt, fordi det må være et fotografi.

Efter min mening kunne Adams med fordel have akcepteret fotografiet, og her specielt det sort-hvide fotografi, som en arketype, noget i sig selv værdifuldt. Som ikke behøver at efterligne andre arketyper, f.eks. de vidunderlige naturstrøg i Josemite Park.

Adams er langt hen ad vejen undskyldt. For det er vistnok en af de mest skæbnesvangre mangler ved de vestlige kulturer, at de ikke forstår, akcepterer og agter begrebet arketyper. Man vil altid være noget andet end det man er, græsset er altid grønnere på den anden side af åen. Heroverfor står de fjernøstlige folk, måske især i Japan. Hos dem er enhver syssel, næring og profession en “do”, d.v.s. et kald, en “vej”, som agtes og æres som sådan.

Hermed kommer vi tilbage til Mette i Photografica. Hun siger bl.a.: “Man vil gerne have det ikke-perfekte, og man vil gerne derud, hvor man ikke kan kontrollere, hvordan resultatet kommer til at se ud”.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der tildels er tale om en slet og ret reaktion mod pænheden, the slick look i de digitale billeder. Men personligt tror jeg, at der stik imod de anførte citater i virkeligheden ikke er tale om et ønske om IKKE at have indflydelse på det resulterende billede, men derimod et ønske om NETOP at have indflydelse på resultatet. At tage denne indflydelse tilbage igen fra fabrikkernes mange direktører, ingeniører og programmører.

Når talen er om så primitive kameraer som Lomo, Diana o.s.v. vil denne personlige påvirkning fra fotografens side ganske vist være temmelig, for ikke at sige meget begrænset. Men der vil alligevel være mulighed for med en vis viden og ikke mindst en veludviklet intuition at have en vis kontrol over processen.

Og det er netop dette, som disse kunstnere mangler og ønsker, tror jeg.
                                 ———————–
(Se evt. også min blog på http://imma.smartlog.dk)

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.