Lidt om illuminater

 
Jeg fortsætter med omtalen af de 4 bøger á 25 kr, som jeg købte i Nordisk Antikvariats netop afsluttede hollandske bogudsalg i Helligåndshuset her i København. Jeg nåede sidst at omtale 1 bog, næste titel er

DEUTSCHE VIERTELJAHRSSCHRIFT FÜR LITERATURWISSENSCHAFT UND GEISTESGESCHICHTE. Herausgegeben von Paul Kluckhohn und Erich Rothacker, 13. Band. Max Niemeyer Verlag, Halle/Saale 1935.

En velholdt bog på 648 sider, smukt indbundet i rødbrunt halvshirting, og omfattende alle fire hæfter fra 1935. Årgangen indeholder ialt 23 artikler af ligeså mange forfattere, og med skam at melde genkender jeg kun et enkelt af de 23 navne, nemlig  Max Wundt (f.1879, filosof, professor i Jena og Tübingen, søn af den kendte psykolog Wilhelm Wundt), som på 30 sider skriver om “Die Philosophie in der Zeit des Biedemeiers”. Hele 1. hæfte er iøvrigt helliget Biedermeier-tiden og -begrebet.

Jeg kan umuligt her give et resumé eller prøve på alle 23 artikler, og må derfor lidt tilfældigt udvælge nogle små stykker af en enkelt som smagsprøve. Jeg oversætter selv til dansk (undertiden måske lidt friere end ønskeligt i medfør af min manglende filosofiske skoling), og parentetserne er ligeledes mine egne. Jeg gengiver først titlerne på samtlige artikler, dog af pladshensyn uden forfatter:

1.  Biedermeier als literarische Epochenbezeichnung.
2.  Literarisches Biedermeier II: Die überindividuellen Ordnungen.
3.  Biedermeier in der bildende Kunst.
4.  Franz Schuberts Antikenlieder.
5.  Die Philosophie in der Zeit des Biedermeiers.
6.  Literarisches Biedermeier in England.
7.  Zwischen Romantik, Jungem Deutschland und Realismus.

8.  Das Recht des nationalen Historikers. Heinrich von Treitschke zum Gedächtnis.
9.  Der Aufbau der dramatischen Persönlichkeit und ihrer “Welt”.
10. Das Problem des Mythischen in der christlichen Kunst.
11. Die Ausdehnung des Christentums während der Stauferzeit.
12. Die Sprachteorie der französischen Illuminaten des 18. Jahrhunderts.
13. Dichtung und Geistesgeschichte des 18. Jahrhunderts. 2. Teil.

14. Individualismus und Religiosität in der Renaissance.
15. Zur geschichtlichen und sociologischen Bedeutung des Tafelbildes.
16. Die “Skepsis” des Agrippa von Nettesheim.
17. Die Geschichtsmetaphysik Jakob Böhmes.
18. La Rochefoucauld.
19. Kardinal Richelieus Kulturpolitik.

20. Der mittelalterliche Streit um das Imperium in den Gedichten Walthers von der Vogelweide.
21. Neue Studien zur normannichen Entdeckung Amerikas.
22. Der kampf um die Romantik in Frankreich.
23. Das Griechentum in der französischen Literatur der Gegenwart.

Der synes at være lidt for næsten enhver smag, men jeg vil forsøge at finde nogle små udtog fra no. 12 af HUGO FRIEDRICH, da en af mine specielle interesser er sprog. Det nedenfor gengiven udgør ialt ca. 2 sider af hele artiklens 18 sider.

Hugo Friedrich, om hvem jeg iøvrigt intet har fundet, skriver bl.a. (s.296 ff.):

“Illuminaternes sprogteori kan ikke forstås uden kendskab til Illuminatismens grundbegreber. Dens hovedmænd er MARTINEZ DE PASQUALLY (1715-1774) og CLAUDE DE SAINT-MARTIN (1743-1803). Deres skrifter har haft stor indflydelse i vest- og østeuropa, mens Tysklands mystiske strømninger blev næret af Jakob Böhme og skandinaviens af Swedenborg. Navnet ILLUMINATER udtrykker samtidig princippet for deres lære: Erkendelsen opnås ved omgåelse af  den rationelle erkendelse,  gennem hengivelse til en indre oplysning (indskydelse, intuition).

“Det er karakteristisk, at illuminaterne holder fast ved og idelig vender tilbage til kristelige forestillinger, på trods af deres udbredte beskæftigelse med theurgiske eksperimenter (d.v.s. åndemaneri). Her er der en særlig vigtig forskel til Rousseau. Ganske vist er hans begreb “lumière intérieure” (indre lys) på en måde analogt med illuminaternes princip, idet han ligeledes søger at erkende sandheden ved indre “oplysning” udenom den rationelle erkendelse. Men for Rousseau drejer det sig om metafysiske sandheder i almindelighed, som i det store og hele ikke forlader opklaringstidens problemskema, og som sågar bliver direkte kristendomsfjendtlig.

“Den egentlige foregangsmand for de franske illuminater er Martinez de Pasqually. Det er ham den hyppigt brugte betegnelse “Martinisme” henpeger på. Pasquallys hovedværk “Traité de la réintegration” (Afhandling om genforening) fra 1770 er en forvirrende afhandling, hvori han behandler verdens og menneskets skabelseshistorie, samt anviser vejen til deres genforening med Gud. Thi efter denne illuminats verdensbillede, er verden opstået ved åndens udstrøming el. udstråling fra Gud. Men denne eller disse ånder har så misbrugt deres frihed og er frafalden Gud.

“Skønt det er vanskeligt at påvise kilderne for Pasquallys spekulationer, så er der utvivlsomt tale om en sammenhæng med nyplatonismen, med Origines’ lære samt med en bearbejdning af kabbalistiske elementer. Ial fald opstår her igen det såkaldte “alexandrinske verdensskema”, som var afgørende for kristelig, jødisk og arabisk gnosis og theosofi. Nemlig verdens skabelse fra urånden (aus dem Ureinen – findes ikke i min ordbog. Er det derfra den politisk korrekte videnskab har taget den okkult-religiøse forestilling om THE BIG BANG? Jf. mit indlæg A DISTANT ROAR AND HAZINESS) – samt efterfølgende svig og frafald, renselse og endelig genforening med urkilden/urånden.

“Pasqually troede at kunne træde i forbindelse med Guddommen ved hjælp af bestemte ritualer. De mindre dannede blandt hans disciple – og han var selv af en ret ringe dannelse – omsatte denne tro i en livlig okkult praksis, de søgte efter livselexiren, lavede eksperimenter med guldmageri o.s.v. Det undrer derfor ikke, når en andenrangs tryllekunstner som Cagliostro netop betjente sig af denne side af illunimaternes lære for at bedrage verden, samt antageligt sig selv.

“Pasqually har ikke selv formuleret en sprogteori.  Så meget mere frodig er på det område Claude de Saint-Martin, som overfører den illuministiske teori om verdens dobbelthed – d.v.s. frafald fra Gud samt vilje til genforening med ham – på sin sprogteori. Hos Saint-Martin spores overalt hans stillingtagen til tidens problemer, hvilket gør ham så interessant for studiet af 1700-tallets historie.

“For sprogfilosofien har følgende af hans værker betydning. “Des Erreurs et de la Vérité” (1771 – Om fejltagelser og sandheden), “Tableau naturel des rapports qui existent entre Dieu, l’homme et l’univers” (1782 – Udsigt over de sammehænge som eksisterer mellem Gud, mennesket og universet (kunne måske også have været en titel af Stephen Hawking?)) samt “L’esprit des choses” (1800 – Tingenes sjæl).

“Saint-Martin udgår fra grundproblemet: hvorledes er mangfoldigheden opstået af ur-enheden/urånden, og hvorledes kan denne spaltelse ophæves. Anvendt på mennesket hedder det: hvor ligger menneskets egentlige væsen, idet denne væsensejendommelighed åbenbart ikke er begribeligt udtrykt i os, men derimod er spaltet og gået tabt i en mangfoldighed af  egenskaber og aktiviteter. Mennesket er som udgangspunkt (i sit urvæsen) et aftryk af Gud, men i sin nuværende tilværelse og tilstand er det sønderdelt og frafalden og viser kun sporadisk tilbage til sit gudelige ophav.

“På samme måde, som menneskets egentlige væsen forholder sig til Gud – nemlig som et ufuldkomment aftryk – således forholdes menneskets nuværende fremtræden sig til dets egentlige væsen, altså mangelfuldt. Saint-Martins erkendelsesprincip gennemsyres af tanken: intet er hvad det synes, men tværtimod er alt kun et ufuldstændigt udtryk af noget højere, eller med andre ord (ufuldstændige) symboler på (højere) principper. Vi har i denne universelle symbolisme af Saint-Martin en ejendommelig moralsk-kristelig variant af en allerede i et par århundreder kendt filosofisk tanke om forholdet mellem tingen i sig selv (das Ding an sich) og dens fremtræden (fremtrædelsesform).

“Symbolerne eksisterer, er skabt i den reelle verden, men langt vigtigere end disse konkrete, verdslige ting er det skabende princip. De første kan forgå eller blive udskiftet, det sidste forbliver altid og uinskrænket frugtbar. Heraf sætningen: La Nature pourrait n’avoir jamais existé, elle pourrait perdre l’existence qu’elle a recue, sans que les facultés qui l’ont produite perdissent rien de leur puissance ni de leur indestructibilité (Tableau, s.6. – Havde naturen end aldrig eksisteret, eller havde den mistet en engang erhvervet eksistens, så ville det skabende princip, de skabende organer, alligevel intet have tabt af deres kraft eller uforgængelighed).

“Den her omhandlede dobbelthed af nødvendigheden af på den ene side manifestation (af principper / typer) og på den anden side, ufuldkommenheden af denne manifestation er det karakteristiske for Saint-Martins verdensbillede og har særlig været frugtbar for hans sprogfilosofi.

“Den filosofiske sprogteori i det 18. århundrede kendte 3 hovedproblemer. 1. L’origine de la langue primitive (det oprindelige sprogs opståen), 2. La multiplication miraculeuse des langues (sprogenes mirakuløse formering), 3. L’analyse et la comparaison des langues envisagées sous les aspects les plus généraux (analyse og sammenligning af sprogene efter de mest generelle principper). Således har Beauzée formuleret det i artiklen “Langue” i “L’Encyclopædie” (af Diderot, udg. 1751-71).  Af disse 3 problemer behandler Saint-Martin slet ikke no. 3, mens no. 2 behandles udførligt i de tidlige skrifter og endelig no. 1 i de senere værker.

“Besvarelsen af spørgsmålet, hvorledes de forskellige sprog er opstået blandt folkene, beherskes af teorien om verdens forfald fra ur-enheden/urånden ned i den syndefulde og splittede mangfoldighed. Sproghistorien er hos Saint-Martin alene en gentagelse af skabelseshistorien: déchéance et réhabilitation (frafald og genforening). I den forbindelse fører den allerede i 1700-tallet brugte adskillelse mellem langue og langage (de enkelte sprog overfor sproget i almindelighed) til følgende præcision: Sproget i almindelighed er sproget for den åndelige enhed, det åndelige fællesskab med Gud. Denne er gået tabt, men glimter dog stadig igennem al splittelsen i hvert enkelt sprog.

“La Langage (sproget i almindelighed, ursproget) er ikke udelukkende det talte ord, men i almindelighed de mulige udtryksformer for de af Gud udgåede/skabte ånder, såvel i form af handling som gebærder. Ursproget kan endog være stumt, men indeholder dog al urviden. Ord og viden er endnu (i urformen) så identisk, at ursproget ville kunne forklare alle verdens hemmeligheder, såfremt vi fik det tilbage. Ejendommelig er forestillingen om alfabetet, som Saint-Martin lægger til grund for ursproget. Alfabetet er summen af ursymbolerne, og mennesket er det smukkeste bogstav i alfabetet.

“I skrivekunsten er alfabetet kun en ringe afspejling af hint højere uralfabet, men har dog samme berettigelse som uralfabetet. Saint-Martin forklarer som konsekvens det skrevne alfabets bogstaver som afblegede ur-åbenbaringer, som går forud for orddannelsen, og altså ikke er opstået efterfølgende ved analytisk metode. Meningen med og betydningen af denne mystiske lære er at fastholde berettigelsen af såvel sproget som alfabetet, og skal forstås som en modsætning til opklaringen, der docerede ordet og skrivekunsten som tilfældige, rent menneskelige opfindelser”.

                                 ———————

(Om forfatteren har jeg som sagt intet fundet).

                                 ———————

De sidste 2 bøger er følgende:

DET GAMLE HARBOØRE. Optegnelser af Karen Thuborg. Udgivet af Henrik Ussing. Danmarks Folkeminder nr. 36. København 1928. 312 sider.

MELLEM SYDFYNSKE SUNDE. Hverdag og højtid. På grundlag af optegnelser fra Thorvald Hansen udarbejdet af Henrik Ussing. Danmarks Folkeminder nr. 41. København 1934. 300 sider.

Der er i begge tilfælde vistnok tale om både righoldige og interessante beretninger. Men da begge bøger er uopskårne og er tænkt som gaver, vil jeg forbigå dem uden nærmere omtale.

                                 ———————

(Se evt. også min blog på http://imma.smartlog.dk)

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.