Et hollandsk bogudsalg

 

Igennem det sidste årstid har der vistnok stedse været et udsalg af antikvariske bøger igang et eller flere steder her i hovedstaden. Jeg tænker her på udsalg efter de såkaldte hollandske auktioners princip, hvor sælgeren starter med en rel. høj pris, som regel 80 á 100 kr pr bog, for så efterhånden, som regel over et par uger, at bevæge sig ned mod 10, 5 eller endog 2 kr pr bog.

Det er vistnok, som nævnt tidligere, antikvarboghandler Peter Grosell, dengang ansat hos Rosenkilde og Bagger i Kronprinsensgade, som har indført det hollandske auktionsprincip i den københavnske bogverden. Nærmere bestemt i Helligåndshuset i året 1983.

Peter Grosell var i 1983 leder af stueantikvariatet hos Rosenkilde og Bagger. I 1982 døde antikvarboghandler Richard Levin og dennes boglager blev købt af Rosenkilde og Bagger, og ial fald for en dels vedkommende solgt under Peter Grosells ledelse på Københavns første hollandske bogudsalg her i Helligåndshuset.

Jeg var op gennem 70’erne ansat på Telegrafkontoret i Købmagergade nr. 37, d.v.s. et stenkast fra Rosenkildes antikvariat, og har da også dengang ofte nok sagt goddag til Peter og browset i hans hylder. For øvrigt lå tillige Herm. H. J. Lynge og Søn’s antikvariat i Løvstræde indenfor ”spitting distance” af Telegrafkontoret, som havde indgang for personalet i Løvstræde.

Peter Grosell, som siden 1986 har haft eget antikvariat i Læderstræde (www.grosell.dk), har i en række af år holdt et årligt udsalg i Helligåndshuset, senest i Juli måned i fjor. Jeg besøgte ved den lejlighed Helligåndshuset, nærmere bestemt da prisen pr. bog var 20 (eller måske 25?) kr, og hjemførte et halvt dusin bøger, hvoraf jeg vil omtale fire:

1. DICTIONNAIRE ÉTYMOLOGIQUE DE LA LANGUE FRANCAISE, af Oscar Bloch og W. von Wartburg. 3. udg. Paris 1960. 674 s. + 30 sider introd.
Smukt indbundet i mørkegrønt helshirting, og iøvrigt næsten som ny.

Det er jo næsten utroligt, at man kan finde en sådan, ingenlunde almindelig ordbog for en tyver, næsten 14 dage inde i udsalget. Man fornemmer her, som ofte før, at interessen for bare lidt mere fordybelse i et eller flere fremmedsprog ud over engelsk synes at være temmelig sjældent forekommende, i al fald blandt det publikum som kommer her.

For mit eget og det franske sprogs vedkommende, så klarer jeg mig til daglig med Gyldendals røde ordbøger (fransk-dansk-fransk) samt Blinkenberg & Thiele’s store dansk-franske ordbog (fra 1937) og endelig Hatzfeld & Darmesteter’s 2.binds Dictionnaire Géneral de la Langue Francaise (fra 1926). Sidstnævnte er – ligesom Margrethe Thiele’s ordbog naturligvis – et prægtigt værk, trods sin alder stadig meget brugbar. Kun er etymologierne (d.v.s. forklaring af ordenes herkomst og udvikling) trods deres relative klarhed idag undertiden noget utilstrækkelige og forældede, hvorfor jeg netop har været på udkig efter en mere moderne etymologisk supplementsordbog. Så tak til Peter Grosell for denne franske ordbog af de 2 fremragende sprogforskere Oscar Bloch og Walther v. Wartburg, et værk, som jeg gætter på næppe endnu er blevet eller med det første vil blive overgået i Frankrig (Wartburg har jeg tidligere nævnt i stykket FLERE BØGER, punkt 11, se www.imma.smartlog.dk).

Jeg gengiver som eksempel et par ordforklaringer fra bogen (med uvæsentlige udeladelser):

– DIMANCHE, d’abord diemanche. Lat. eccl. dies dominicus “jour du Seigneur”, attesté à la fin du 2. siecle, devenu didominicu, ensuite, par dissimilation consonnantique diominicu; Dies dominicus s’est substitué à dies solis, que la Gaule, avant de le perdre, a communiqué aux langues voisines: breton disul, anglais sunday, alleman Sonntag.

(på dansk – DIMANCHE (søndag), først diemanche. Kirkelatin dies dominicus “Herrens Dag”, dokumenteret ved slutningen af 2. århundrede (e. Kr.). Sammentrukket til didominicu, derefter ved “dissimilation” (sprogteknisk udtryk) til diominicu. “Herrens Dag” har erstattet “Solens Dag”, som Gallien imidlertid nåede at videregive til nabosprogene før tabt i Gallien: Bretonsk “Disul”, engelsk “Sunday” og tysk “Sonntag” (- samt dansk “Søndag naturligvis)).

Til sammenligning har HATZFELD & DARMESTETERS ordbog følgende etymologi: DIMANCHE, Du lat. pop. diaminica, abréviation de dia Dominica “le jour du seigneur”, devenu régulièrement diemenche, contracté plus tard en dimenche et écrit arbitrairement dimanche.

(på dansk – DIMANCHE, fra vurgærlatin diaminica, forkortelse af dia Dominica “Herrens Dag”, blevet til diemenche, senere igen forkortet til dimenche og arbitrært skrevet dimanche).

Som man ser mangler vigtige sproghistoriske oplysninger hos Hatzfeld & Darmesteter, til gengæld tager deres forklaring som regel prisen hvad klarhed angår.

Et andet eksempel:

– FAUTEUIL, d’abord faldestoel (Chanson de Roland faldestoed), puis faldestueil 13. siecle, faudeteuil encore en 1611, contracté en fauteuil 1642. Au moyen âge désigne un siége pliant qui servait pour les grands personnages, rois, évêques, seigneurs. Du francique faldistôl, cf. anc. haut all. faltstuol, propr. “siège pliant”, cf. all. falten “plier” et Stuhl “siége”. Empr. au fr. par les langues voisines:  it. faldistorio “siége épiscopal”, esp. facistol “lutrin”, a. pr. faldestol “fauteuil, trône, lutrin”. Aujourd’hui répandu sur tout le territoire gallo-roman sous la forme et avec le sens du fr.

(på dansk – FAUTEUIL (lænestol, formandsstol), først faldestoel (Rolands kvadet har faldestoed (ældste håndskrift fra o. 1150, omhandlende begivenheder i 778)), så faldestueil i 1200-tallet, faudeteuil endnu i 1611, sammentrukket til fauteuil 1642 (årstallet betyder blot, at sprogforskerne har fundet det første gang i en tekst fra det år). I middelalderen er betydningen en klapstol til brug for stormænd, konger, biskopper, adelsmænd. Fra frankisk faldistôl ((ja det er jo næsten det danske foldestol!)), sammenlign oldhøjtysk faltstuol, egentlig “foldesæde”, sammenlign tysk falten “folde” og Stuhl “stol, sæde”. Lånt fra fransk i nabosprogene: Italiensk faldistorio “bispesæde”, spansk facistol “nodepult, korpult”, oldprovencalsk faldestol “lænestol, højsæde, node- el. korpult”. Idag udbredt over hele det gallo-romanske territorium i den franske form og betydning).

Til sammenligning har Hatzfeld & Darmesteter: FAUTEUIL, Contraction de faudeteuil, anc. franc. faldestuel, mot d’origine germanique, composé avec l’anc. haut allem. faldan, plier, et stuol (allem. mod. stuhl), siège; proprt, “siége pliant”. 11. siecle: Un faldestoed (corr. faldestoel?) i out d’un olifant, Roland, 609. 1642 Fauteuil.

(på dansk – FAUTEUIL, forkortelse af faudeteuil, oldfransk faldestuel, et ord af germansk oprindelse, sammensat af oldhøjtysk faldan (folde) og stuol (sæde) (moderne tysk stuhl). Egentlig betydning altså  “foldesæde, foldestol”. Fra 11. århundrede “Un faldestoed (fejl for faldestoel?) i out d’un olifant”, i Rolands kvadet linje 609 (på dansk – “(Man havde dér) et højsæde af massivt elfenben”. Fra 1642 Fauteuil). ((Igen prisværdig kort og klart!)).

Tredie og sidste eksempel:

– TENNIS, 1836. Empr. de l’angl. tennis qui signifiait d’abord “jeu de paume”, dit ensuite par abréviation pour lawn-tennis qui a été employé aussi en fr., depuis 1880. Tennis est lui-même le fra. tenez, terme que le serveur employait au moment de lancer la balle. Tenetz apparaît en angl. en 1400; et dès 1370, une chronique italienne signale que le jeu de tenes a été introduit a Florence par des chevaliers francais. On sait quelle vogue avait le jeu de paume en France au moyen âge.

(på dansk – TENNIS, 1836. Lån af engelsk tennis, som til at begynde med betød “boldhus” (et boldspil), derefter også brugt om lawn-tennis, som har været i brug i fransk fra 1880. Tennis kommer oprindelig fra fransk tenez (“værsågod”), et udtryk som serveren bruger i det øjeblik bolden kastes eller slås. Tenetz forekommer i engelsk i 1400. Og allerede i 1370 meddeler en italiensk kronik, at tenez-spillet er introduceret i Florence af franske riddere. Man tænker på den popularitet boldspillet havde i Frankrig i middelalderen).

(Hatzfeld & Darmesteter har ikke optaget ordet TENNIS).

Ud fra disse få eksempler tør jeg formode, at der ganske rigtigt er en rigdom af (nye) oplysninger i  BLOCH & WARTBURG’s ordbog, dog at den tænkeligt ville have nydt godt af lidt af d’herrer HATZFELD & DARMESTETER’s eminente evne til at udtrykke sig kortfattet og klart.

Der findes ganske givet andre, lignende etymologiske ordbøger over det franske sprog,  udgivet på engelsk eller tysk. D.v.s. den forklarende tekst er i så fald på engelsk eller tysk, og derfor langt lettere tilgængelig for de fleste danskere.

De resterende 3 bøger købte jeg vistnok mest resp. ial fald tildels på grund af deres proviniens, d.v.s. deres tidligere ejer(e). De har nemlig alle tilhørt Palle Lauring, og udviser hans karakteristiske ovale, eller måske snarere “supereliptiske” stempel, med navnet indeni. Desuden bærer de to af bøgerne hans signatur. Yderligere har en anden kendt (privat)historiker ejet og sat sit navnetræk i en af bøgerne, men herom lidt mere i et kommende indlæg.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.