Sommerlæsning

På grund af mange gøremål her i forår og sommer er jeg kommet langt bagefter med at læse mig gennem bogbunkerne. Ikke desto mindre er jeg igen kommet for skade at slæbe et par store bæreposer bøger med hjem fra Helligåndshuset, denne gang fra AB Antikvariats sommerudsalg, som sluttede for nogle dage siden.

De hjembragte bøger er fortrinsvis historiebøger, hvoraf mange på tysk. Tysk læses vist ikke længere af ret mange under 50, hvilket turde være en delvis forklaring på, at der var rigtig mange interessante, såvel nyere som ældre historiebøger til salg for 5 – 10 og 20 kr.

Jeg må idag af tidnød stort set nøjes med at nævne titlerne på en del af bøgerne og så først i et kommende indlæg omtale en mindre del lidt nærmere:

1. JELLING – DET GAMLE KONGESÆDE. Vejle Amts Historiske Samfunds Festskrift, Kh. 1955.

2. DIE LANGOBARDEN. Af Hermann Noelle. Berg, 1978.

3. THE ARMS BAZAR – The Companies, The Dealers, The Bribes. Af Anthony Sampson, London 1977.

4. DAS REICH DER KÖNIGIN VON SABA. Af Gabriel Mandel, Bern 1980 (oversat fra italiensk).

5. THE TUSCAN REPUBLICS (Florence, Siena, Pisa and Lucca; with GENOA). London 1892.

6. DIE VANDALEN. Af Hermann Schreiber, Bern 1979.

7. DIE PHÖNIZIER. Af Gerhard Herm, Gütersloh u.år (men ca. 1975).

8. DIE SARAZENEN. Af Rolf Palm, Düsseldorf 1978.

9. DIE KELTEN. Af Gerhard Herm, Düsseldorf 1975.

10. DIE HUNNEN. Af Hermann Schreiber, Düsseldorf 1976.

11. DIE VÖLKERWANDERUNG. Af Felix Dahn, Berlin 1977 (forkortet udgave af den org. 4-binds udgave fra o. 1912).

Alle ovenstående titler med undtagelse af no. 1 er pæne, velholdte hardcover-udgaver.

De næstfølgende 8 titler agter jeg at omtale lidt nærmere ind, dog for størstedelen i et kommende indlæg:

12. DAS ALTE SPANIEN – Landschaft – Geschichte – Kunst. Af Alfred Kuhn, Berlin 1925.

13. BOGEN OM PERSONNAVNE – Oprindelse – Historie – Brug. Af Georg Søndergaard, Kh. 1979.

14. KULTURBÆRERE – STUDIER I MIDDELALDERENS DIGTNING. Af Theodor Bierfreund, Kh 1892.

15. DET POLSKE KONGEVALG 1674. Af Chr. H. Brasch, Kh. 1882.

16. DIE WELT DER KAROLINGER. Af Pierre Riché, Stuttgart 1981 (oversat fra fransk).

17. DE DANSKE BØNDERS HISTORIE. Ved Villads Villadsen, Århus 1944.

18. KLEINE KUNSTGESCHICHTE DER DEUTSCHEN BURG. Af Walter Hotz, Darmstadt 1965.

20. GUTE GEISTER – EIN BUCH VOM TRINKEN. FÜR UND WIDER – JA UND AMEN. Af Alexander v. Gleichen-Russwurm, München 1927.

                              ———————–

Villads Villadsens lille bog fra 1944 om DE DANSKE BØNDERS HISTORIE er åbenbart en af disse små perler, som man undertiden finder hos historiske forfattere, der ikke er historikere af faget. Et par andre eksempler kunne være Peter Groves DANMARKS DÅB fra 1961, samt M.H.Rosenørns GREVE GERT OG NIELS EBBESØN fra 1901.

Hverken Villadsen eller Grove er fundet værdige til optagelse i Dansk Biografisk Leksikon, og dog er de to førstnævnte bøger så begavede og for Peter Groves vedkommende så langt foran sine konkurrenter, at de efter min ringe mening sagtens kunne være pligtlæsning for vore skolebørn.

Det er karakteristisk, at alle 3 bøger så vidt jeg ved aldrig omtales eller refereres af faghistorikere i  kildehenvisninger, mens jeg har set Rosenørns 2-binds værk nævnt een eneste gang i en afhandling – af en svensk amatørhistoriker.

I samme åndedrag burde man nævne Lis Jacobsens SVENSKEVÆLDETS FALD – STUDIER TIL DANMARKS OLDHISTORIE I FILOLOGISK OG RUNOLOGISK LYS fra 1929, som Peter Grove må have kendt, og hvis begavede, akademiske forfatter i en vis forstand synes at foregribe nogle af Groves ikke mindre begavede analyser. Men Lis Jakobsens banebrydende bog ignoreres vistnok til denne dag af de fleste på det historiske parnas?

Jeg vil her gengive nogle steder fra Villads Villadsens bog, nærmere betegnet fra afsnittet om MIDDELALDEREN – FRA ÅR 1000 TIL ÅR 1536. Afsnittet har underoverskriften KRISTENDOMMEN KOMMER TIL LANDET. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord eller vendinger, som synes forældede og mindre letforståelige for den moderne læser; det i parantets anførte er mine tilføjelser):

“Da kristendommen fik nogen fodfæste her i Danmark, mildnedes de rå skikke med menneskeofringer og lignende, og vikingetogene i deres mest barbariske form tog af, og kirker byggedes ofte på de hedenske offersteder. Der ansattes præster, og om kirken og præsten sluttede sig en egn, som blev kaldt et sogn, hvilket betegner den kreds af mennesker, der søgte (deraf sogn) til samme kirke.

“Denne inddeling begyndte allerede i Svend Estridsens regeringstid (1047-76), og der var da på Sjælland 150 og på Fyn 100 kirker. Skåne havde 300 kirker, hvorimod Jylland havde forholdsvis færre (heraf kan man måske skønne, at Skåne har rummet næsten halvdelen af den danske befolkning. Hvilket igen belyser, hvorfor tabet af Skåne var så skæbnesvanger og tungt for Danmark, at konger, rigsdag og befolkning vistnok til idag ikke har formået at erkende og akceptere tabets fulde omfang?).

“Men dog viser de anførte tal på kirker, at kristendommen havde fået indpas blandt den jævne befolkning, som i mange tilfælde selv byggede kirkerne, der dengang blev bygget af træ.

“Til præstens underhold udlagdes i reglen en gård af samme størrelse som de almindelige gårde i sognet, og præsten hentes som oftest blandt klerkene ved de større kirker. Præsten fik i reglen betaling for de hellige handlinger han udførte. Men han fik ikke tiende i den første kristne tid, som dengang skik var i de sydlige lande, hvorfra kristendommen kom. Tiende indførtes først, og kun for den østlige del af landet, lidt før Valdemarernes tid (d.v.s. ca. 1150), og det var endda efter megen strid.

“I Valdemar den Stores tid (1157-82) blev kirkelige retssager undtaget fra de almindelige retter i Skåne og på Sjælland, og disse sager pådømtes ved en særlig kirkeret, hvor denne ret fastholdt den hellige Augustinus’ ord: “Hvo som begærer aflad for sine synder, han må betale tiende”. Det hedder endda om kirkeretten, at den indførtes “efter alle mænds bøn”. I Jylland indførtes ingen kirkeret, og det lykkedes heller ikke gejstligheden at pålægge befolkningen bispetiende før efter bondeoprøret under Kristoffer af Bayern (1439-48).

“Kirkeretten fastslog, at bønderne selv måtte vælge deres præst “med biskops vilje”. De måtte ikke senere vrage præsten, og præsten måtte ikke forlade sin menighed mod dens vilje, hvorimod biskoppen havde magt og ret til at afsætt en præst, efter at han var dømt ved en gejstlig ret. Ligeledes søges fordringen om, at præsterne skulle leve i ugift stand indført.

“Efterhånden blandede kirken sig noget i befolkningens liv og livsførelse. Barnedåb blev indført, og barnet blev signet i kirken. Men med hensyn til ægteskabs indgåelse blev alt ved gammel skik, og man ville ikke bruge kirkens velsignelse. Trolovelse eller ja-ord vedblev indtil reformations indførelse at være ægteskabsstiftende handling.

“Biskopperne søgte at samle gods til kirkerne, og meget blev skænket til disse for at få læst messe over de døde. Således skænkede Estrid, Svend Estridsens mor, 50 bol af sit gods i Gønge Herred i Skåne til Roskilde Domkirke (det lyder som en enorm stor gave, henved 50 gårde?). Svend Estridsen interesserede sig også meget for kirkens fremgang. Hans ældste søn Harald (Hen) blev efter faderens død valgt til konge på Isøre Tingsted mod, at han lovede at holde kong Harald Blåtands love. Der siges om ham, at han gav bønderne ret til at bruge skovene, som de mægtigste havde tilegnet sig, så her har Harald Hen hjulpet bønder til deres gamle ret. Retsstridigheder blev endnu indtil den tid stundom afgjort ved tvekamp. Dette forbød Harald Hen og med-edsmænd blev foretrukket ved retsafgørelser.

“Fængsel blev kun anvendt over for vigtige statsfanger i den tid. Men derimod anvendtes brændemærke eller nogen lemlæstelse og fredløshed som straf for forseelser mod loven. Når bøder idømtes, men ikke betaltes, kunne den, der skulle have bøden, få tingets tilladelse til at tage “nam”. Det vil sige, at han i vidners overværelse kunne tage af den dømtes ejendele, mest almindeligt kreaturer, og hvis disse ikke indløstes inden en vis frist, kunne de sælges til dækning af gælden.

“Den der ville drage en anden til ansvar på tinge, måtte stævne den sigtede 5 nætter førend tinget afholdtes, med 2 mænd for hans “brofjæl” (dørtærskel?), og disse to mænd skulle på tinget vidne, at han var lovligt indstævnet. Mødte den stævnede ikke gentoges stævningen 3 gange. Men den stævnede idømtes en bøde for hver gang han ikke mødte på tinget. Efter den 4. stævning pådømtes sagen.

“En tid ansås det for fejghed at modtage pengebøde for manddrab, men hvis en sådan alligevel modtoges, betalte manddraberen kun 1/3 af boden mens 2/3 udrededes af hans frænder, og mandeboden tilfaldt den dræbtes nærmeste arving med 1/3 og det øvrige betaltes til fædrene- og mødrene frænder hver med 1/3. Mandeboden var i de østlige landsdele 45 mark sølv og i Jylland 54 mark. Harald Hen lod præge ens mønt for hele landet, en sølvpenning, som i vore penge ville være 2 kr. værd, således at en mark ville svare til 500 kr, og den før omtalte fredkøbsbøde på 40 mark var i vore penge altså 20.000 kr (d.v.s. i 1944, idag ville det nok være mindst 25 gange så meget, d.v.s. min. 500.000 kr.)

(Harald Hen synes efter ovenstående i mangt og meget at have været ret fornuftig. Suhm oplyser et sted, at en datter var gift med den sjællandske høvding Skjalm Hvide, og det er ret karakteristisk, at danske historikere af faget, der synes at have en udpræget berøringsangst med hensyn til genealogien (i modsætning til f.eks. Det Gamle Testamentes forfattere), enten ganske  ignorerer denne oplysning eller afviser den med søgte begrundelser, endskønt forholdet synes tildels at kunne forklare Skjalm-slægtens nære forhold til kongeslægtens i den følgende tid).

“Haralds bror Knud (den Hellige), der blev vraget ved kongevalget, udbød til et vikingetog til England og afsejlede dertil med de krigsfolk, der ville følge ham. Men han turde dog ikke angribe Englands konge, Vilhelm Erobreren.

“Harald Hen døde 1080, og Knud blev konge efter ham. Han skaffede sig snart uvenner ved at holde på kongens ret til almindinger, skove, fiskefangst i have og vandløb samt ved sin hårdhed ved skatternes inddrivelse. Han forbød plyndring i dansk land, så det må jo ikke have været ualmindeligt, at danske har plyndret hos landsmænd. Sørøveri straffede han strængt.

“Det som førte til oprøret mod ham var, at han udbød til ledingsfærd mod England og lod flåden samles ved Humlum (ved Struer) i Limfjorden, men han blev selv borte en tid, efter sigende på grund af uroligheder ved sydgrænsen. Og da nogle af skibene drog hjem, og andre ikke var mødt, idømte han store bøder, nemlig ledingsmændene 3 mark og styrismændene 40 mark (1/2 – 1 mio. kr.). Og da hans ombudsmænd (fogeder) ville inddrive bøderne med hård hånd, kom det i Vendsyssel til åbent oprør mod kongen, som måtte flygte syd på og derefter over til Fyn, hvor han sammen med 17 af sine hirdsmænd blev dræbt i Odense Albani kirke i 1086.

“Knuds broder Oluf (Hunger), der nærmest havde holdt med oprørerne, ville folket nu have til konge (1086-95). Men han var af Knud sendt i fangenskab i Flandern hos Knuds svigerfader, og for at få ham udløst derfra måtte broderen Niels (konge 1104-34) gå i fangenskab i hans sted, og Oluf kom så hjem og blev valgt til konge.

(Knud d. Hellige var g.m. Adele (Edel) fra Flandern, datter af grev Robert 1. Hun havde bl.a. sønnen Carl den Danske (Charles le Bon), om hvem Mogens Strunge har skrevet en fin lille bog CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Adele var tipoldebarn af Rozala (fra Toscana) og grev Arnulf 2. af Flandern. Sidstnævnte har bl.a. givet navn til Adele og Knuds barnebarn Arnulf, som nævnes 1127-28 i Flandern, samt formodentligt til våbenskjoldet (en arnulv, også kaldet valravn) for slægten Ulfeldt, som siges at stamme fra Knud og Adele).

“Nu indtraf over hele nordeuropa dårlige år, og kongen og kong Knuds drab fik skyld for at være årsag hertil. Gejstligheden ville have den dræbte konge gjort til helgen, men dette modsatte kong Oluf sig. Oluf døde 1095, og hans broder Erik (Ejegod), blev hans efterfølger på tronen (1095-1103). Nu var det forbi med de onde år, og alt trivedes vel, og Erik holdt Venderne fra de danskes kyster. Erik fik sin bror Knud helgenkronet 19. april 1101, og hans ben blev lagt i et forgyldt helgenskrin og opbevaret i kirken, hvori han blev myrdet. Erik regerede i 8 år, og han døde på øen Cypern under en pilgrimsfærd til Jerusalem (herom har en finsk historiker skrevet en fin lille bog (på fransk naturligvis): Arno Fellman VOYAGE EN ORIENT DU ROI ERIK EJEGOD ET SA MORT A PAPHOS (Helsinki 1938)).

“På en tidligere rejse til Rom fik han udvirket, at biskoppen i Lund blev udnævnt til ærkebiskop for Norden, der hidtil havde boet i Bremen. Erik Ejegod var elsket af folket for sit ligefremme væsen (d.v.s. han var nedladende, hvilket ord tidligere betød det stik modsatte, usnobbet, af idag), og dog siges det om ham, at han gav nye og uretfærdige love.

“Eriks søn Harald (Kesja, oldnordisk ord for spyd), der havde stået for styret under faderens pilgrimsfærd, hvade ikke i den tid opført sig således, at folk ville have ham til konge, hvorfor Eriks broder Niels blev valgt til konge, og han regerede i 30 år. Hvad der ikke lykkedes for knud fik Niels gennemført med hensyn til bøder for ikke at møde, når der blev udbudt til ledingsfærd. Bøderne blev som af Knud fastsat til 3 mark for bøndernes vedkommende og formodentlig 40 mark for styrismændene.

“Styrismændene havde lov til selv at udbyde mandskabet, når de fandt det nødvendigt. Således udbød Skjalm Hvide mandskab fra Sjælland for at hævne sin broder, der var dræbt af Venderne. Skjalm erobrede øen Rygen, der en tid måtte betale skat til ham personligt (hvilket rimer dårligt med, at vor i så henseende ganske vist til dels herostratisk berømte Biografisk Leksikon’s 3. udg. karakteriserer Skjalm som “storbonde”).

“Kong Niels fik tilkendt retten til vrag, der drev op fra stranden, samt til Danefæ, d.v.s. efterladenskaber efter dem, der døde uden arvinger. Hirden opløstes, og medlemmerne sendtes ud i landet som ombudsmænd. Kong Eriks eneste ægtefødte søn, Knud (Lavard, 1096-1131), blev udnævnt til hertud i Sønderjylland, for der at værge grænsen mod syd.

“I kong Niels’ tid indførtes delvis tiende til kirken (1135), for som gejstligheden sagde, dermed at mætte de sultne og fattige, idet der blev lovet, at 1/4 skulle tilfalde de fattige, 1/4 kirken, 1/4 biskoppen og 1/4 præsten. På noget lignende måde gennemførtes tienden også i Norge og Sverige.

“Tienden ydedes af neg fra marken, utærsket. Negene sattes sammen 30 på hvert sted, og bønderne ville gerne yde noget til deres præst og også noget til kirken, når de selv valgte kirkeværger. Derimod var de ofte uvillige til at yde noget til biskoppen, idet de hellere ville yde en afløsningssum. Tienden til kirken brugtes i årene fra ca. 1100 til 1200 til at afløse trækirkerne med kirker af sten, og mange ny kirker byggedes, hvor det tiltrængtes. Man mener, at der i den nævnte tid blev bygget ca. 2000 kirker, hvilket må kaldes en stor ydelse af en befolkning, der selv boede i træhuse eller simple bindingsværksbygninger, som nu til dels havde afløst oltidens huse af jord og ler.

“De fleste kirker menes at være rejse i den første halvdel af 1100-tallet, da kun 119 af de gamle kirker er opført af mursten, som først kom i brug omkring 1160. 93% af de i den tid byggede kriker er oppført i romansk stil med de runde buer over vinduer og døre. Den gotiske stil med de spidse buer bliver først brugt i det følgende 1200-tal. Til opførelsen af alle disse kirker har kirkeværgerne altså anvendt den trediedel af tienden, der tilfaldt kirken, hvilket som nævnt har hjulpet til at få bønderne til at indvillige i at svare kirketiende.

“I årene til 1300 gik landbruget stærkt fremad hjulpet af bedre redskaber. Hjulploven var nu overalt indført, og den tidligere brugte tjørneharve var afløst af harver med trætænder, og selv om hjulploven var tung at trække, så var den dog et godt hjælpemiddel ved jordbearbejdningen, da jorden nu kunne vendes, og ny arealer toges i den tid under plov.

“Efter år 1300 indtræder der dog en stilstand i landbrugsvirksomheden eller vel nærmest en tilbagegang, men bønderne havde også i de urolige år, som denne tid bragte, lidt meget under plyndringer, så de var blevet fattigere, og mange selvejere måtte give sig under værn af en herremand på grund af forholdene. Mange fæstere, som det kneb for at svare landgilde, måtte indgå på at gøre arbejde på herregårdsjorden for at få landgilden nedsat.

“Indtil år 1300 tiltog folketallet såvel her som i de fleste europæiske lande. Her havde vi dengang ingen folketælling haft, men i Frankrig var folketallet år 14 efter Kristus 6 mill. Men i året 1328 var der mellem 22 og 23 mill., og ved dette tal stod det til 1750, da det igen begyndte at stige, og noget lignende var tilfældet for Danmarks vedkommende.

“Den første danske folketælling fandt sted 1769, men var temmelig mangelfuld, og listerne blev ikke bevaret. Men der regnes med, at der dengang var 825.000 indbyggere, så det kan formodes, at der i 1750 var ca. 800.000, og selv om der ikke haves noget bestemt bevis, regnes der med, at Danmark år 1300 havde samme folketal. Kun en ringe del deraf boede i byerne, og hvis de afståede dele af Danmark havde forholdsvis samme folketal, kan der regnes med ialt 1-1/4 mill. indbyggere i det land, der da hørte til Danmark.

“Efter Knud Lavards mord 7. januar 1131 oprandt urolige krigsår for Danmark med hurtigt skiftende konger. Knud Lavards bror Erik (Emune) fordrede hævn, og i slaget ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, Knud Lavards morder, af samtiden kaldet “Danmarks blomst og den skønneste blandt de unge”. Hans far Kong Niels blev kort efter dræbt af Slesvigs borgere, og Erik Emune blev konge (1134-37), men blev allerede 1137 dræbt på Tinge ved Ribe af en herremand ved navn Sorte Plov, således kaldet på grund af hans mørke hudfarve. Eriks søstersøn Erik Lam blev konge fra 1137 til 1146 hvor han opgav kongegerningen og gik i kloster. Efter 10 års sørgelig borgerkrig mellem flere kongsemner, i hvilken tid Venderne uhindret plyndrede de danske kyster, blev Knud Lavards søn Valdemar (den Store) enekonge efter et slag på Gratehede ved Viborg d. 23. okt. 1157.

(I disse år forekom en i danmarkshistorien måske endnu uovertruffen niddingdåd, idet Erik Emune lod sin bror Harald Kesja samt 11 af dennes 12 sønner dræbe (1134-35). Eneste overlevende søn var Oluf (den 2.), som faldt 1143 ved Tudeåen. Fra Oluf stammer antageligt den i det tidligere indlæg (MANGE BØGER) omtalte Niels Ebbesens slægt, Strangesen-slægten fra Thy (jf. Sigvard Mahler Dam i Personalhistorisk Tidsskrift 1/1993)).
                                     ————————

I et kommende indlæg fortsættes med gennemgangen af de resterende 7 af de ovenfor nævnte 8 titler.
På gensyn om ca. et par ugen. Indtil da ønskes den ærede læser en god sommer!

                                     ————————

 (cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.