Mere sommerlæsning

Jeg skulle egentlig her have fortsat med gennemgangen af de i det foregående indlæg påbegyndte 8 titler, hvoraf endnu resterer 7. Men netop hjemkommet fra en tur til Thy samt det i det herlige danske sommervejr unægtelig meget smukke Hanherred,  spadserede jeg som så ofte får en tur ned ad Fiolstræde og Strøget mod Kgs. Nytorv og altså – uheldigvis – endnu engang forbi Helligåndshuset. “Uheldigvis” fordi det viste sig, at Peter Grosell netop nu er i fuld gang med sit traditionsrige sommerudsalg af antikvariske bøger. Prisen var idag 20 kr. pr. bog, og således foranlediget måtte jeg, trods en halvdårlig ryg og en halvtom pengepung, endnu engang slæbe nogle tunge poser bøger med hjem.

Jeg vil nedenfor nævne de vigtigste, og i et senere indlæg omtale nogle få lidt mere udførligt – jeg skulle som sagt helst være færdig med at omtale de resterende 7 titler fra AB Antikvariats netop afsluttede udsalg først.

1. AN AMERICAN GLOSSARY (Being an Attempt to Illustrate Certain Americanisms Upon Historical Principles). Af Richard H. Thornton, 3 bind, New York 1962 (1912).

2. THE SPIRIT OF FRANCE. Af Paul Cohen-Portheim (oversat fra tysk af Alan Harris), London 1945 (1933).

3. KRISTENAANDEN. Tolv Populære Foredrag Over Aandshistorie. Af P.A. Rosenberg, Kh, 1909.

4. EUROPAS FOLKESTAMMER. Historiske Undersøgelser og Omrids. Af Frederik Schiern. 1. del, Kh, 1851.

5. ZUR VERMITTLUND DER EXTREME IN DEN MEINUNGEN. Af Friedrich Ancillon. 1. del (Geschichte und Politik), Berlin 1828.

6. KRITISCHE BETRACHTUNGEN ÜBER DIE POESIE UND MAHLEREY. Af Herr Abt Dü BOS – Eines der Vierziger und Beständigen Secretärs der Französichen Akademie. 1. del, Kopenhagen, In der Mummischen Buchhandlung, 1760.

7. GESCHICHTE DER EUROPÏSCHEN STAATEN: GESCHICHTE VON ENGLAND. Af I.M. Lappenberg, bind 1 – 5, Hamburg 1834-58.

8. HARPER’S ENCYCLOPEDIA OF BIBLE LIFE. Af Madeleine S. and J. Lane Miller, San Francisco, 1978.

9. NYT LOVLEXIKON. Af Emil Jürgensen, i 5 bind, Kh 1875-78.

10. HISTORY OF THE CONQUEST OF PERU (With a preliminary view of THE CIVILISATION OF THE INCAS), Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

11. HISTORY OF THE CONQUEST OF MEXICO (With a preliminary view of THE ANCIENT MEXICAN CIVILISATION and the life of the conqueror HERNANDO CORTÉS). Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

12. SPANIEN – GESCHICHTE / KULTUR / KUNST. Af Max von Boehn, Berlin 1924.

13. CARL PLOUGS DIGTE. Udgivne af hans søn. Med en karakteristik af Ernst v. d. Recke. 2 bind i 1, Kh. 1901.

14. HISTOIRE ROMAINE. Af Le Comte de Ségur, Paris uden år (men vist ca. 1825).

Man ser, at det blev til en større udskrivning, meget større end forsvarligt forresten. Men man kan også endnu engang undre sig over hvad man undertiden kan få for en tyver.

Enkelte af ovennævnte titler vil jeg i et senere indlæg omtale lidt nærmere,  jeg må her iaften nøjes med at give en smagsprøve fra en enkelt af bøgerne.

KRISTENAANDEN’S forfatter Peter Andreas Rosenberg (f.1858) var magister i religionsfilosofi men iøvrigt teatermand og forfatter. Han var søn af litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), om hvem Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a. oplyser:

“Det betydeligste af hans arbejder og bestandigt et hovedværk indenfor dansk litteraturhistorisk videnskab er “NORDBOERNES AANDSLIV FRA OLDTIDEN TIL VORE DAGE” (3 bind, 1878-85), der med ligeligt hensyn til alle fire nordiske folk behandler hedenold, middelalder og det religiøse liv i den gammellutherske tidsalder 1520-1720. Vægten lagde han på den nordiske oldtidsverdens genspejling ned gennem tiderne; latinen og den katolske kirke var ham som Grundtvigianer en vederstyggelighed, højst uretfærdig og skæv er derfor hans dom om store dele af middelalderens litteratur (Saxo f.eks.). Den gammellutherske tid er derimod som kød af hans kød, og med smittende inderlighed har han levet sig ind i den. Udmærkede partier er også skildringen af folkeviserne og af middelalderens retsordning, ligesom man i hedenold glædedes over den kraftfulde gengivelse af eddadigte og skjaldekvad”.

Men her drejer det sig altså om sønnen Peter Andreas’ bog KRISTENÅNDEN, som ifgl. Dansk Biografisk Håndleksikon er “en slags ræsonneret historie eller historiens filosofi, der har fremkaldt fagmændenes kritik”. Jeg gengiver efterfølgende lidt fra begyndelsen af bogens 1. afsnit, som har overskriften: SEMITER. HEBRÆERNES FORHISTORIE. ABRAHAM. MOSES. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord og vendinger, som jeg finder uvæsentlige eller forældede og uklare for en moderne læser. Det i parantets anførte er mine tilføjelser).

“Nutidens kultur og åndsliv bygger på tre store, historiske forudsætninger: 1) Folkenes oprindelige ejendommeligheder. 2) Den klassiske oltids kultur – Grækere, Romere. 3) Kristendommen.

“Åndshistorien viser, hvorledes kristenånden udgår fra Jøderne, optager Grækeråndens tankeindhold og Romeråndens mægtige organisation og i mødet med nytidens folkeånder – Germaner, Angelsaxer, Skandinaver og Slaver – udfolder også disses oprindelige indhold. Åndshistorien er beretningen om forudsætningerne for kristenåndens gennembrud i historien og dens sejersgang på jorden indtil vore dage.

“Kristenånden forener Indoeuropæernes og Semiternes dybeste hjertetanker. Hvad slægtens vismænd grundede på i Indiens palmelunde, under Kaldæernes stjernehimmel, i Athens søjlegange – kristenånden siger det, ligefrem og enfoldigt, så et barn kan forstå det, og dog så uudtømmeligt dybsindigt, at ingen senere filosof har evnet at føje noget væsentligt til.

“Indoeuropæernes betydningsfuldeste kulturtilskud er den græske skønhedsverden og den romerske statsordning. Det tredie, indernes religionsfilosofiske storværk, har først i vore dage begyndt en vekselvirkning med europæisk kultur og må derfor i denne sammenhæng lades ude af betragtning. I tidligere arbejder – “Grækeraanden” og “Romeraanden” – har jeg betragtet disse to mægtige organismer fra et åndshistorisk standpunkt. Her bliver det nu først min opgave at omtale semiternes, navnlig jødernes tilskud og at påvise, hvorledes det optages og forvandles i kristendommen under åndens oprindelige gennembrud.

“For 6000 (dog vist snarere 4-5000?) år siden træder Semiterne for første gang ind i historien, da Babylonierne erobrer landet mellem Eufrat og Tigris fra Sumererne. Hvem disse Sumere var, derom ved vi intet; de var neppe hverken af indoeuropæisk eller semitisk rod. De havde nået en vis kultur, da den første semitiske indvandring fandt sted. Navnlig havde de studeret stjernehimlen og uddannet et helt theologisk system på grundlag af deres astronomiske iagttagelser. Denne kultur overtog Babylonierne efter dem, og dens virkninger kan spores helt ned til vore dage.

“For eksempel årets inddeling i måneder og uger efter månens faser samt ugedages benævnelse efter planeterne. Når vore børn spiller “Paradis” (hinkesten?), gentager de en ældgammel, rimeligvis sumerisk ceremoni: Præsternes bevægelse om alteret, som skulle foretages hinkende på et ben; spillets “huse” var oprindelig stationer på sjælens vandring; o.s.v.

“Hvor kom de indvandrende semiter fra? Man ved det ikke med vished, men de fleste forskere antager at deres oprindelige hjem var i Arabien. Gang på gang har den bjergrige arabiske ørken sendt sine beduinflokke ud over Lilleasien, når der ikke var føde nok derinde til den stærkt voksende befolkning. Og disse modige, snarrådige og nøjsomme mænd har overalt besejret modstanden. Enhver af deres udvandringer betegner et nyt trin i den asiatiske verdens historie.

“Enkelte videnskabsmænd har villet føre semiter og indoeuropæer tilbage til en fælles rod. Det lader sig næppe mere oplyse, hvorledes denne rod har været beskaffen. De to sproggrupper afviger ganske umådeligt fra hinanden. De indoeuropæiske sprog har indbyrdes en del lighedspunkter, endnu flere har de semitiske indbyrdes, men der er ikke mindste lighed mellem semitiske og indoeuropæiske sprog. Snarere kan der måske påvises lighed mellem semitisk og hamitisk (afrikansk) sprogtype.

“Semiterne synes tidlig at have udmærket sig ved hurtig opfattelse, skarp iagttagelsesevne, mod, udholdenhed og nøjsomhed. Ejendommelig for dem er deres udprægede stammefølelse. Det er sagtens ørkenlivet, der udvikler denne side så stærkt. Stammen (slægten?) er hos dem alt, individet intet. Guden er stammens Gud, og som stammens høvding under et togt må kræve ubetinget lyighed, således kræver stammens Gud det af sine dyrkere. Guden ejer landet. Han fører selv an i krigen. Alle erobringer tilfalder ham. Gudsdyrkelsen består i visse påbudte ceremonier, blandt hvilket offermåltidet (sammen med Guden) oprindelig er den vigtigste.

“Et af Babylons gamle kulturcentre var byen Ur sydpå i Kaldæa. Også i Nordbabylon har der været et stort semitisk rige. I Ur dyrkedes stjernene, navnlig måneguden Sin, måske af Sumerisk oprindelse. Byen Babylon grundlægges af den mægtige kong Sargon 1., der indfører solguden Marduks dyrkelse. Dette gav anledning til vældige kampe mellem nordriget og sydrigerne. Efter en ny semitisk indvandring kommer, som den sjette konge af dynastiet, Hammurabi på tronen i Babylon. Han besejrer Ur og afskaffer månedyrkelsen.

“Fra hans dage stammer den berømte indskrift med love, som har givet moderne bibelkritikere anledning til at påstå, at Moseloven kun er et senere uddrag af babylonisk lovgivning. Efter Hammurabis tid går kulturen tilbage i Babylon. Dyrkelsen af forskelligartede naturguder, tildels af håndgribelige menneskeguder, afløser de ældre rene gudsforestillinger. På denne tid udarbejdes rimeligvis den babyloniske affattelse, det såkaldte Gilgamesh-Digt bliver til.

På Hammurabis tid (ca. 2300 f. Kr.) drog en mand ud fra Ur i Kaldæa, måske fordi han ikke ville dyrke de nye guder. Denne mand var Abraham. Han opsøger sin slægt i den nordbabylonske by Haran på karavanevejen mellem Babylon og Syrien, og herfra drager han gennem Syrien ind i Kanaan. Disse egne stod dengang under babylonisk indflydelse. Senere erobres de af Ægypterne.

“I Kanaan lever Abraham som en fredelig indvandrer, kun mærkelig ved eet: sit Gudsforhold. Abraham taler aldrig om sine fædres Gud. Hans Gud har sluttet en særlig pagt med ham, at i hans sæd skal alle jordens slægter velsignes. Til gengæld fordrer Gud eet: ubetinget lydighed under hans bud. Det er semiternes religiøse ideal, som hos jødernes stamfader får sit fuldgyldige udtryk. Men dette Abrahams ideal er tillige ethisk bestemt. Abrahams Gud har ikke behag i løgn og uret. Selv de mindre elementære, ethiske dyder som barmhjertighed og tålsomhed træder ofte med naiv anskuelighed frem i patriarkens historie. Hans bøn for Sodoma har intet sidestykke i hedensk mythologi.

“I samme øjeblik det blev Abraham klart – hvordan det skete er forsåvidt ligegyldigt – at hans Gud vil dyrkes alene, ingen andre Guder tåler ved sin side, og at denne hans Gud fordrer lydighed, retsindighed og tålmodighed af ham, i samme øjeblik var det store spring sket, hvorved åndsreligionen træder ind i historien. Straks fra begyndelsen, med jødernes stamfader, er vi ude over naturreligionernes trin, som vi finder det i Babylon og Ægypten.

“Der er i dette noget, som peger ud over semiternes åndelige horisont. Den engelske forsker Flinders Petri har 1888 påvist, at jøderne ikke er et oprindeligt, ublandet semitisk folk. Denne forunderlige race synes fremgået ved krydsning mellem semiter, amoriter og hetiter. Da amoriterne var indoeuropæer, hetiterne rimeligvis(?) mongoler – fra hetiterne har jøderne de krumme næser, som ikke særtegner de semitiske folk – finder vi i jødefolket elementer fra alle(?) hovedfolkene på jorden. Og til at udvikle den religion, hvorved alle(?) jordens folk førtes frem til frelsens dør, var jøderne bestemt.

“I patriarksagnene kan der naturligvis være indblandet uhistoriske partier – bibelen lægger ikke an på at give historisk nøjagtighed i moderne forstand – men det for åndshistorien afgørende er, at vi straks fra begyndelsen møder, omend i elementære træk, det enestående ophøjede gudsbillede, vi senere ser udfoldet hos Moses og Profeterne. Jesus Kristi “Fader” er den samme Gud, som Abrahams, Isaks og Jakobs “Herre”.

“Lydigheden overfor Gud, gudsfrygten, må fra begyndelsen blive hovedtrækket. Kun således kunne moralbudet få magt over sjælene. Indoeuropæernes gemytlige religion, hvor Guder og mennesker så nogenlunde står på samme niveau, kunne aldrig give budet den fornødne alvor. Indoeuropæernes religion kunne afføde eller omsætte sig i kunst, digtning, filosofi. Kun jødernes kunne udvikle en absolut bindende sædelære. Indiens Bramaner, såvelsom grækenlands og nordens helte NEDSTAMMER fra deres Guder. Jødernes stamfader UDVALGTES af Gud. Denne forskel er afgørende.”
                                ———————
I et kommende indlæg vil jeg fortsætte med omtalen af de resterende 7 titler fra det foregående indlæg.

 (Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.