Efterårsbilleder (1.billede: Fra Sorø)

 

I søndags kørte jeg og Dorrit en tur til Sorø. Planen var dels at bese den berømte klosterkirke indvendig, hvilket vistnok udelukkende kan ske om søndagen her i vinterhalvåret. Dels at lave nogle naturoptagelser i samarbejde med det begyndende løvfald. Samt for mit vedkommende tillige at afprøve nogle forskellige, nærmere betegnet 3 stk, gamle fotoobjektiver til mit Sinar storformatkamera, til hvilken ende jeg medbragte min sinarlukker, idet ingen af objektiverne havde indbygget lukker.

Men herom lidt mere nedenfor. Først klosterkirken: Der synes at være omtrent fri færdsel og parkering på Sorø Akademis område hvor klosterkirken ligger, og heldigvis viste kirken sig at være åben for besøgende indtil kl. 16. Jeg har ganske vist været der en enkelt gang for flere år siden og jeg har naturligvis også set andre af vore imposante katedraler, f.eks. i Ringsted og Roskilde.

Men inde i kirken og set i lyset fra – eller belysningen af – denne oktober-søndags fine efterårssol synes jeg alligevel Sorø er noget særligt. Den er set under de forhold ganske enkelt fantastisk flot og stemningsfuld. Jeg er ikke i stand til at give en redegørelse og analyse af katedralernes arkitektur og kulturhistorie. Jeg tror der er skrevet hele biblioteker herom, men må tilstå at arkitekturhistorien ikke har haft min særlige interesse.

Men denne solrige oktober eftermiddag i Sorø Klosterkirke er noget af et wake-up call. Disse katedralers bygmestre har været sande mestre, har kunnet deres kram til fingerspidserne. De kunne ikke mindst bygge harmonisk samt åbenbart også noget, som må varme enhver fotograf om hjertet – de kunne lægge lys.

I vor tid fornemmer man et klart misforhold mellem Sorø by’s ubetydelighed og klosterkirkens enorme dimensioner. Som “landsbykirke” er den virkelig helt kollossal stor. Men sådan har det ikke altid været, idet Sorø-egnen i højmiddelalderen var hjemsted for nogle af landets mægtigste familier og klaner. Man kan nævne Peder Thorstensen på borgen Pedersborg, der hvor landsbyen af samme navn nu ligger. Samt naturligvis ikke mindst Asser Riig og fru Inge og deres slægt, på hvis ejendomme byen Sorø siges at ligge. Asser byggede så vidt vides den første kirke på stedet ved midten af 1100-tallet, men det var først med hans søn Absalon, som ligeledes havde store ejendomme på egnen, at byggeriet af hvad der blev den nuværende klosterkirke kan siges at være kommet igang.

Herefter blev klosterkirken efterhånden til en slags familiekirke for dele af den store Hvide-klan, og er forblevet det i et antal generationer, indtil denne klan senere i middelalderen efterhånden helt mistede sin politiske og økonomiske position.

Men på Asser Riig og hans nærmeste efterkommeres tid havde man format dersteds! Ja man tør måske med nogen ret bruge ordet “storsindet”, når man betragter kirkens helt kolossale dimensioner i forhold til omgivelserne. Kirken kan på en måde siges at have fyrstelige dimensioner, og være konciperet – bevidst eller ubevidst – som en hovedkirke i et lille fyrstedømme. Og man fristes ergo til at undre på, om der alligevel ikke, på trods af forskellige indvendinger fra nogle fagfolk, skulle være noget om Suhms oplysning, at Asser Riigs fru Inge var et barnebarn af kong Knud den Hellige og dronning Adele.

I så fald ville det storsindede nok være forklaret, omend ikke undskyldt. Men man må for det første huske på, at en fyrstelig afstamning i de tider betød langt, langt mere end idag for en persons anseelse og position. Samt for det andet, at fru Inges mormor dronning Adele blandt sine kendte forfædre har så mange (til dels endnu) berømte mænd og kvinder, at det nok kunne give en anebevidst samtid grobund for overdrevne forestillinger om efterslægtens værd og betydning.

Kigger man f.eks. efter i Politikens “Europas Fyrsteslægter” sammenholdt med David Hughes’ stamtavler på internettet (www.angelfire.com/ego/et_deo/index.wps.htm) kan man rel. hurtigt få en fornemmelse af hvilke personer og samfundslag, der her er tale om. Som eksempel kan man blandt Adeles aner nævne følgende (idet forudskikkes, at hun må antages opkaldt efter sin farmor Adele (d.1079), der var datter af kong Robert 2. af Frankrig):

– Arnulf 2., greve af Flandern, gift med Rozala, der var datter af kong Berengar 2. af Italien og dronning Willa, datter af markgreve Boso af Toskana. (Som tidligere nævnt tør navnet Arnulf formodes at have givet anledning til slægten Ulfeldt’s våbenskjold med en arnulv (også kaldet en valravn, d.v.s. halv ørn og halv ulv) i skjoldet, gennem Assers barnebarn Cecilie, som var gift med Anders Grosøn, stamfar til slægten Ulfeldt på Kogsbøl (nuv. Holckenhavn v. Nyborg).

– Balduin 2., markgreve af Flandern, gift med Ælfthryth (d.929), datter af kong Alfred af England

– Karl d. Store, tysk romers kejser, d. 814.

– Cleopetra, dronning af Egypten, d. 30BC.

– Chosroes I, konge af Armenien, 191-217

– Spitames, Satrap af Bactrien (Afganistan), d.328

– Nebuchadnezzar II d. Store af Babylon (ca. 565BC)

– Cyrus II d. Store, 1. Shah af Persien, 546/539 BC

– Agesilaos, kg. af Sparta

– Ramses II d. Store, farao 1304-1237 (statue på Glyptoteket)

– en søster til Suppiluliumas, konge af Hatti (Hettiterne), ca. 1350 BC

– Amenhotep IV / Ekhnaton, kættersk Farao i Egypten og hans hustru Nefertiti, princesse af Mitanni

– Keops, farao ca. 2500BC, gav navn til den store pyramide

– Attila, hunnernes 70. konge, 437-453

– Donaton, hunnernes 60. konge (375), gik ind i Europa og erobrede Ostro-Gothernes Ukraine (372).

– Hamazasp I, prins af Mamikoniderne, statholder (high-constable) i Armenien 387-416/432 (David Hughes siger, at Mamikoniderne nedstammer fra Mancæus, en eksileret kinesisk prins (69BC) og gennem ham fra kinesiske kejsere).

Og så videre, ved hjælp David Hughes’ stamtavler kan man blive ved med den remse næsten i det uendelige. Jeg har omtalt disse forhold her, dels fordi det nok er de færreste der overhovedet har hørt om sådanne ramifikationer. Og dels fordi der her er tale om delvis politisk ukorrekt viden, som skolebørnene nok ikke hører om i historietimerne?

Engang (sidst?) i 1200-tallet er klosterkirkens indre blevet prydet med en række våbenskjolde, d.v.s. farverige afbildninger af de forskellige gravlagtes slægtsvåben. Ikke uventet er det især Hvide-klanens våbenskjolde man finder, i særdeleshed på de fornemme pladser østligst i kirken. Skjoldene er malet højt – ca. 5 meter – oppe under vinduerne på en frise, hvor ligeledes hustruernes navne er oplyst, dog uden angivelse af deres fædrene eller mødrene våben.

Den høje placering i forening med enkeltheden i våbenskjoldenes design, der nærmer sig det asketiske men som modvirkes af de meget smukke middelalderlige bogstaver, giver tilsammen en fornem, uanmasende virkning på publikum. Man føler sig kun i godt selskab, blandt gode venner uden på noget tidspunkt at føle sig intimideret. En helt anden virkning forøvrigt, end den man oplever overfor de nye riddere, hvad enten af Dannebroge eller Elefanten, hvis våbenskjolde ofte er placeret nærmest i øjenhøjde i de respektive slotte, og som derfor godt kan virke noget påtrængende eller intimiderende.

Skjoldefrisen er ligeledes en velgørende kontrast, eller ligefrem modgift, til en lidt senere tids prangende, undertiden nærmest barokt overbroderede kongelige og højadelige gravmæler, de såkaldte kenotafer og sarkofager. I Sorø klosterkirke findes dog næppe nogle af den type, idet gravmælet over kong Christoffer d. 2. og dronning Eufemia er forholdsvis beskedent og ret smagfuldt, ligesom Ludvig Holbergs sarkofag ikke kan siges at være overmåde prangende. Derimod findes der mange uheldige eksempler på disse prangende gravminder i Roskilde Domkirke.

Kontrasten tør formodes, tror jeg, at sige en del om forskellen på højmiddelalderens og en senere tids syn på døden. I Sorø indgår skjoldefrisens gravminder som et organisk hele i kirkens magnifikke og vidunderligt harmoniske enhed. Man fornemmer, at datiden anså døden som en integreret, så at sige harmonisk del af livet og skæbnen. Uden død intet liv eller anderleds sagt – først døden afkoder livet og giver livsforløbet dets korrekte betydning.

En senere tids overdådigt prangende gravmæler/kenotafer synes derimod at fortælle efterverdenen, at her ligger en afdød fra en tid, som ikke længere forstår livet og dødens indbyrdes forhold og relative værdi. Som havde svært ved at forlade livet og akceptere døden som noget naturlig og uundgåelig og noget på sæt og vis lige så vigtig som livet. Vi er altså i en mere verdslig og rationalistisk (d.v.s. bornert) og mindre from tid, idet fromhed bl.a. netop altid forudsætter en fornemmelse for eller ligefrem forståelse af livet og dødens indbyrdes forhold og relative værd.

Desværre var vejret denne søndag for blæsende til, at jeg fandt det rådeligt at stille Sinaren op her ved bredden af Sorø sø. Til gengæld fik vi tid til at lave et par svinkeærinder på vejen hjem. For det første beså vi den bekendte landsbykirke i Fjenneslev med 2 tårne og de ofte omtalte kalkmalerier, som vi ikke havde set før. Trap-Danmark oplyser, at kirken menes at være opført først i 1100-tallet og have været en slags gårdkirke til Asser Riigs fødegård, som antages at have ligget lige ved kirken, hvor der nu er et mindesten i et lille anlæg. Gården antages tillige at have været Skjalm Hvides hjem, og såvel Asser som Skjalm blev begravet i Fjenneslev kirke. Først senere er de blevet flyttet til klosterkirken i Sorø. Såvel Esbern Snare som hans bror Absalon, der er født hhv. o. 1127 og 1128, må være født her på stedet. Men også på dette sted idag for blæsende til min Sinar.

Til slut besøgte vi Tølløse kirke, som ligger et par km. vest for den nuværende Tølløse stationsby. Kirken er en ret traditionel, omend ret stor dansk landsbykirke. Den er malet rød og udgør i forening med den meget smagfulde og smukt holdte kirkegård et helt lille kunstværk. Hatten af for menighedsråd, præst samt måske især en usædvanlig dygtig og gartner-begavet graver. Der ses forskellige gravminder for nogle tidligere ejere af Tølløsegård, bl.a. er der i en aflåst gravkælder under kirken nogle kister/sarkofager efter melemmer af en slægt (hvis navn jeg desværre ikke husker). Beklageligvis er gravkælderen forsømt, omend ikke forladt, idet man gennem et vindue kunne se et stearinlys stående bagerst i lokalet. På en af kisterne ligger en kårde eller ryttersabel, halv fortæret af rust.

Den smukke kirkegård opfordrede i høj grad til fotografering med Sinar, farve-rullefilm og gamle objektiver. Men dagen var nu på hæld og lyset svindende. Først den næstkommende tirsdag (altså i forgårs) fik jeg lejlighed til at bruge Sinaren, og herom lidt mere senere.

 
                                    ——————————————

 
(Cross-posted on http://imma.smartlog.dk)

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.