Martssol

Frederiksberg, Lørdag d. 3. marts 2012.

Her i min solrige trediesals dagligstue har der denne 3. dag i kalenderforåret sikkert været forår hele dagen. Det var der ial fald i formiddags, hvorfor jeg fik den tanke, at det kunne være en god idé at lave en lille fotoudflugt, f.eks. ud til københavns “nationale identitet”, den lille havfrue ved Langelinje.

Og mens jeg her lørdag aften sidder og nyder Verdis Aida fra THE MET i New York – and God bless DR og The Met (og Toll-Brothers for deres økonomiske understøttelse af udsendelserne, naturligvis), dels for den fine performance, men også og ikke mindst fordi man så slipper for at se/høre opera på TV. Dette kan nemlig ofte være en pine og en plage for i det mindste undertegnede, for hvem det altid har været svært at borttænke billederne med deres tit latterlige og undertiden direkte pinlige kostumering og sceneografi. For øvrigt er handlingen i en opera som oftest skematisk og banal in extrema. Er altså i virkeligheden, groft sagt, aldeles ligegyldig, enhver kan efter behag tænke en passende handling ned over skemaet; – men jeg ville imens fortælle lidt om turen.

Først graver jeg “den lille pladekamera-fototaske” frem fra sit hjørne. Denne lille “Tenba-2” taske måler ca. 32 x 20 x 13 cm og vejer fuldt pakket mellem 2 og 2,5 kg. “Fuldt pakket” vil sige med 2 kameraer incl. tilbehør:

1. Et IHAGEE 9×12 cm pladekamera fra ca. 1920 af den traditionelle klap-type, med matskivebagstykke og dobbelt bælgudtræk. Objektivet er en 3-linset såkaldt Cooke-type (med 3 fritstående linser) kaldt Ihagee Triplex Anastigmat, og brændvidden er 135 mm med lysstyrke 1:4,5. Objektivet sidder i en IBSOR-lukker (forløber for PRONTOR-lukkerne) med lukkertider fra 1 sek. til 1/100 sek. Byttede mig til dette kamera for om ved et par år siden for nogle æsker planfilm. Ganske fin kvalitet, ret velholdt og meget stabil.

2. Et Voigtländer 6×9 cm AVUS pladekamera fra beg. af 30-erne. Købt for flere år siden efter en annonce i den Blå Avis, for så vidt jeg husker ca. 300 kr. Objektivet er en Voigtländer SKOPAR med brændvidde 105 mm og ligeledes lysstyrke 1:4,5. Dette 4-linsede objektiv er af en anerkendt høj kvalitet, ligesom for øvrigt lukkeren, der er en såkaldt Ring-Compur med tider fra 1 sek. til 1/250 sek. AVUS-kameraet er ret velholdt og meget stabilt og præcist konstrueret og udført. Dog har det ikke, som det noget dyrere BERGHEIL-kamera udskifteligt objektiv, hvilket IHAGEE-kameraet forøvrigt heller ikke har.

3. En RADA rullefilmskassette til hver af kameraerne. Beregnet til 120-rullefilm, og giver 8 billeder i størrelse 6×9 cm (som i virkeligheden snarere er 5,5 x 8,5 cm).

4. Yderligere er der plads til en matskivelup, trådudløser, et lille mørkt klæde til at lægge over matskiven hvis solen generer, samt diverse rullefilms.

Desuden medbragte jeg det lille Linhof-stativ med Leitz-kuglehoved, som i alt vejer a tad over 1 kg. Summa summarum for hele udstyret i underkanten af 3,5 kg, – ikke meget for et “storformat”-udstyr, og ikke mere end man normalt ret bekvemt kan spadsere med det meste af en eftermiddag. Til sammenligning vejer den ligeledes ikke ret store fototaske med mit gamle Nikon D1H digitalkamera og 2 alm. plast-zoomobjektiver samt diverse småting næsten 3 kg.

I dag tar jeg Metroen til Kgs. Nytorv og vælger, med en bagtanke, at spadserede om ad St.Kongensgade. “Bagtanken” er Van Hauen’s conditori, hvor man serverer en udmærket kaffe med eller uden brød, og hvor der desuden ligger diverse aviser til gennemlæsning. Jeg er ganske vist efterhånden næsten helt gået over til net-aviser, men af og til er det dog fornøjeligt at genopfriske bekendtskabet med papirs-udgaverne, som rigtignok ofte synes at være lidt mere indholdsrige.

Før bredbånd og netaviser blev almindelige var jeg storforbruger af, eller ial fald næsten daglig bruger af cafe-aviser inde i byen. Ofte på Dagmar i Jernbanegade – har vist ikke aviser længere? – samt i flere år, og da oftest sammen med min gode ven skrædder Garth, på den nu hedengangne Cafe Mikkel i Mikkel Bryggersgade (som vist for øvrigt ejedes af fam. Van Hauen?). Garth (aka Leif Goldschmidt) var en meget intelligent og meget fotointeresseret pensioneret skrædder, havde bl.a. været ansat hos Brdr. Andersen på strøget. Desværre blev han syg for nogle år siden, hvorefter jeg, beklageligvis, tabte forbindelsen med ham.

I dag synes aviserne at være noget hårde ved vores smukke og idelig meget tiltrækkende statsminister, synes jeg. Tænkeligt kan det være hendes måske lidt mindre veludviklede situationsfornemmelse, som giver anledning til noget af virak’en? Dog er der længe til næste valg, og meget kan ske i mellemtiden.

En mindre veludviklet situationsfornemmelse, som karaktertræk, er for øvrigt helt utvivlsomt en, om jeg så må sige, nødvendig følge af vor højtudviklede tekniske civilisation, som eksempelvis har brug for mange slags tekniske begavelser, hvor situationsfornemmelse, eller ikke, er et ganske underordnet resp. betydningsløst spørgsmål. Man kan sikkert sige, at vor teknisk-videnskabelige civilisation begunstiger mennesker med dette karaktertræk, som alt andet lige må formodes efterhånden at ville udgøre en større og større andel af os.

Så godt som alle mine venner og veninder har/har haft en mindre veludviklet resp. i nogle tilfælde stærkt nedsat situationsfornemmelse (på trods af, at jeg selv befinder mig nærmest på den anden ende af skalaen, idet jeg vistnok har en endog meget udpræget situationsfornemmelse). Hvilket sikkert hænger sammen med, at næsten alle vennerne kommer fra fotoverdenen. For, som jeg tidligere har nævnt (vg. se RICHARD AVEDON PÅ LOUISIANA eller MORSOM AFTEN), er det en fordel, ja efter min mening nærmest en forudsætning for at blive en dygtig og succesfuld (portræt)fotograf, at “you should not relate too much to the model” (jf. Avedon), d.v.s. at man netop ikke tynges af for meget situationsfornemmelse.

Men dette karaktertræk er, som ovenfor antydet, vistnok mere og mere det normale indenfor mange moderne fag og erhverv, herunder: Ingeniører og teknikere, programmører, jurister, læger og økonomer. Jævnfør det i vor tid stærke indslag af matematiske systemer og teorier i næsten al videnskab, herunder f.eks. økonomisk videnskab (hvilket i virkeligheden måske som udgangspunkt er en umulighed, da økonomi er noget der foregår mellem mennesker og ikke mellem ting).

Måske er det også, af samme årsag, en lille smule betænkeligt, at nævnte karaktertræk efterhånden ser ud til at blive mere almindelig også på Christiansborg, samt i andre politiske miljøer. Men problemstillingen er her vistnok, at det politiske erhverv i så henseende har modstridende krav til sine udøvere: Man skal dels have lange antenner for at kunne fornemme “folkets forventninger og ønsker”, samtidig med at man på den anden side skal have en (tildels meget) tyk hud for at kunne klare den konstante eksponering og for altid at have et hurtigt svar på umuligt komplicerede – ofte i virkeligheden uløselige – hensyn og problemstillinger?

Den Lille Havfrue er i dag tilsyneladende besat af en gruppe store, italienske skolebørn. Men også fjernøsten er som vanligt ret godt repræsenteret på strækningen fra Den Engelske Kirke til lystbådehavnen.

Trods den fine sol er vinden trods alt stadigvæk ganske kold her nede ved vandet. Så jeg vælger at droppe en times tid med stillestående stativfotografering og ser mig i stedet om efter en bænk i læ for vinden. Der er nemlig også plads til en tynd bog, f.eks. en pocket-book, i min lille Tenba fototaske. I dag har jeg medtaget en pocket-krimi, nærmere betegnet “All Grass Isn’t Green” af A.A. Fair (aka Erle Stanley Gardner), hvoraf jeg havde håbet at kunne læse det første kapitel her ude. Men jeg når kun et par sider, før det igen føles for koldt til stillesiddende aktiviteter.

Der findes så vidt jeg kan se 27 titler i den serie, som Stanley Gardner har skrevet under navnet A.A. Fair. Hvis jeg husker ret, har jeg dem alle på nær 2 eller 3 titler. Gardner begyndte vistnok på serien engang i 40’erne, og da denne er fra 1970, må det være en af de sidste, måske den sidste.

Så vidt jeg ved er Stanley Gardner ikke regnet for særlig meget blandt moderne kendere af crime- eller detective-novels? Men som hans gode ven Raymond Chandler har skrevet et eller andet sted, “some of what he has written is pretty good”, og jeg selv finder hans A.A.Fair-serie meget fornøjelig. Dobbelt fornøjelige fordi de både kan være meget spændende og meget humoristiske, ja undertiden direkte morsomme.

Jeg vil derfor til ære for den evt. interesserede novice gengive de 2 første sider af “All Grass Isn’t Green”. Men forinden vil jeg lige kommentere den netop afsluttede Aida fra The Metropolitan Opera i New York. Udsendelsen blev, meget udsædvanligt, noget forsinket p.g.a. scenetekniske problemer, men var iøvrigt en fantastisk udsendelse. Utrolig synergi ikke mindst mellem orkester og dirrigent (han hed så vidt jeg kunne høre Marco Ameliato?). They liked each other, I suppose. Great performance!

CHAPTER ONE

“The squeaky swivel chair in which Bertha Cool shifted her hundred and sixty-five pounds of weight seemed to share its accupant’s indignation.

What do you mean, we can’t do the job?, Bertha asked, the diamonds on her hands making glittering arcs of light as she banged her palms down on the desk.

The pontential client, whose card gave his name simply as M.Calhoun, said, I’ll be perfectly frank …er,uh, Miss Cool – or is it Mrs. Cool?

It’s Mrs., snapped Bertha Cool. I’m a widow.

All right, Calhoun went on smoothly, I need the services of a first-class, highly competent detective agency. I asked a friend who is usually rather knowledgeable in such matters and he said the firm of Cool and Lam would take care of me.

I come up here. I find that the Cool part of the firm is a woman, and that Lam is… Calhoun looked at me and hesitated.

Go ahead, I said.

Well, frankly, Calhoun blurted out, I doubt if you could take care of yourself if the going got rough. You won’t weigh over a hundred and forty pounds soaking wet. My idea of a detective is a big man, aggressive, competent – heavy-fisted if the occasion requires.

Berthe once more shifted her weight. Her chair creaked indignantly. Brains, she said.

How’s that? Calhoun asked, puzzled.

Brains is what we sell you, Bertha Cool said. I run the business end. Donald runs the outside end. The little bastard has brains and don’t ever forget it.

Oh yes … ah … doubtless, Calhoun said.

Perhaps, I told him, you’ve been reading too many mystery stories.

He had the grace to smile at that.

I said, You’ve had a chance to look us over. If we don’t look good to you, that door works both ways.

Now, just a minute, Bertha Cool interposed, her diamond-hard eyes appraising our skeptical client. You’re looking for at detective agency. We can give you results. That’s our forte. What the hell do you want?

Well, I WANT results, Calhoun admitted. That’s what I’m looking for.

Do you know what the average private detective is? Bertha Cool rasped. A cop who’s been retired or kicked out, a great big beefy, bullnecked human snowplow with big fists, big feet and a musclebound brain.

People like to read stories about private detectives who shove teeth down people’s throats and solve murders. You tie up with an agency that is run by people who are all beef and no brains and you’ll just ante up fifty dollars a day for every operative they put on the case – and they’ll manage to load it up with two or three operatives if they think you can pay the tab. They’ll keep charging you fifty bucks a day per operative until your money runs out. You may get results. You may not.

With this agency we have one operative – that’s Donald. I told you before and I’ll tell you again, he’s a brainy little bastard. He’ll charge you fifty dollars a day plus expenses and he’ll get results.

You can afford to pay fifty dollars a day? I asked, trying to get the guy on the defensive.

Of course I can, he snorted. Otherwise I wouldn’t be here.

I caught Bertha’s eye. All right, you’re here, I told him.

He hesitated a long while, apparently trying to reach a decision. Then he said, Very well, this is a job that calls for brains more than brawn. Perhaps you can do it.

I said, I don’t like to work for a man who is a little doubtful right at the start. Why don’t you get an agency which measures up more to your expectations?

Bertha Cool glared at me.

Calhoun said thoughtfully, I want to find a man.”

Så vidt ALL GRASS ISN’T GREEN (udover at bemærke, at 50 dollars i slutningen af 1960’erne vist må svare til i omegnen af 5000 kr i dagens mønt?). Bogen er næppe oversat til dansk, omend nogle få af serien er det. Apropos Gardners ven Raymond Chandler, så har jeg en fornemmelse af, at Chandler måske kan have været et delvist forbillede for seriens detektiv Donald Lam, – small and brainy ligesom Chandler. Ganske vist var Chandler aldrig aktiv som detektiv, i modsætning til hans forbillede og kollega Dashiel Hammett, men der var utvivlsomt tale om two brainy bastards.

Jeg lægger vejen hjem over strøget, og således foranlediget kommer det sig, at jeg ved 16-tiden endnu engang befinder mig i Nordisk Antikvariats netop nu igangværende og velforsynede bogudsalg i Helligåndshuset. Dagens pris er 20 kr pr. bog, vistnok faldende til 15 kr på mandag.

Det lykkes mig idag at begrænse mig til 7 titler, nemlig følgende:

1. NATIONALISM OCH KULTUR, af Rudolf Rocker. Oversat fra tysk, Stockholm 1949. 2 bind med i alt ca. 800 sider.

På omslaget af første bind har (bl. andre) Bertrand Russel givet en udtalelse: Værket er et tungtvejende bidrag til den politiske tænkning, både på grund af dets skarpsindige og resultatrige analyse af mange begømte forfattere og på grund af dets træffende kritik mod dyrkelse af staten og mod de meget skadelige anskuelser, som har fået udbredelse i vor tid (bogen er skrevet i Tyskland i 30’erne).

Utvivlsomt et interessant bekendtskab som må siges at have fået fornyet aktualitet på baggrund af de mange autoritære tendenser i nutiden. Efter at have skimmet nogle afsnit kan jeg se, at forfatteren (som Russel ganske rigtig siger) kommenterer en mængde historiske og kulturhistoriske forfattere. Bl.a. synes han at poleminisere en del mod en af mellemkrigsårenes vistnok mest læste idehistoriske værker, Houston Stewart Chamberlain’s DIE GRUNDLAGEN DES 20. JAHRHUNDERTS. For øvrigt synes Rocker at være en original og selvstændig tænker, som kun vanskeligt lader sig indordne i skema.

2. DER KULT UND DER HEUTIGE MENSCH. Udg. Af Michael Schmaus og Karl Forster. München 1961.

Ved det tyske ord Kult forstås vist Guds-dyrkelse, -tjeneste, -tilbedelse, -ceremoniel.

Bogen er en slags antologi med 20-30 bidrag af forskellige forfattere. Flere af bidragene må sikkert have interesse udenfor teologernes rækker, f.eks.: DAS KULTISCHE IM JAPANISCHEN VOLKSLEBEN.  DER KULT IM ISLAM.  NICHTCHRISTLICHER KULT IN MEXIKO.  DER KULT IM DENKEN DES JAPANISCHEN INTELEKTUELLEN.  DER KULT IM PROFANEN BEREICH UND DER PROFANIERTE KULT. GEWISSEN, RITUAL UND TIEFENPSYCHOLOGIE. M.fl.

Mange vil sikkert hævde, at det moderne, vestlige menneske ikke er religiøst, og derfor ikke har behov for kult eller Gudsdyrkelse. Det er dog vist en kimære, for mon ikke tv-skærmen ofte er det moderne menneskes husalter? Og mon ikke nogle af tidens mest yndede og tilbedte (af)guder turde være mammon og røverbander, våben og mord samt bomber og krigskaos? Tjek selv i programoversigten for primetime, og tjek selv med din samvittighed, om du bør være bekymret.

3. SUPERKLASSEN. Den globale magtelite – hvilken verden skaber de? Af David Rothkopf. Oslo, 2008.

Synes at være en meget aktuel, meget velunderrettet og ingenlunde ukritisk beretning om Wall Street og tilsvarende resp. andre magtcentre verden over. Mit eneste problem med at læse bøger om magteliter er, at man hurtigt bliver træt at udelukkende at beskæftige sig med materielle forhold. Det er som hovedregel en bastant materielistisk verden, der rulles op for os, jf. f.eks. også Egon Caesar Corti’s bog om Rotschilderne (ROTSCHILD – ET FINANSDYNASTIS HISTORIE. Oslo, 1929), en bog som dog naturligvis indenfor sin begrænsning ligeledes er god at blive klog af. Hvorvidt den store fokus på økonomiske og materielle forhold mest skyldes emnets karakter eller forfatternes præferencer, kan næppe umiddelbart afgøres.

4. OM ROBERT MOLESWORTH’S SKRIFT “AN ACCOUNT OF DENMARK – AS IT WAS IN THE YEAR 1692”. Af Chr H. Brasch. København 1879.

Et desværre temmelig laset eksemplar, men dog komplet. Ser i øvrigt ud til at være en ganske interessant og – hos Brasch – som sædvanlig grundig og velinformeret bog om Molesworth’s bekendte skrift fra Chr. 5. tid. Brasch, der var sognepræst i Vemmetofte (1847-86), er vistnok mest kendt for sine grundige, historiske afhandlinger om Vemmetofte Kloster samt Bregentved.

5. THE CAROLINGIAN EMPIRE. Af H.Fichtenau. Oversat fra tysk. Oxford 1968/1957. ca. 200 sider.

Ser ud til at hæve sig over de fleste af de bøger jeg har set om Carl d. Store og hans tid. Oversætteren fremhæver da også i sin indledning forfatterens selvstændige, kritiske holdning til emnet.

6. HIGLANDERS. A JOURNEY TO THE CAUCASUS IN QUEST OF MEMORY. Af Yo’av Karny. New York 2000. 436 s.

Omhandler ikke mindst forfatterens egne oplevelser og indtryk fra ophold og rejser i de forsk. Kaukasiske republiker, hvadenten i eller udenfor Rusland. I virkeligheden ved almenheden vistnok så godt som ingenting om disse republiker, som dog ellers i den nyeste tid har været forsidestof flere gange.

7. GESCHICHTE DER ISLAMISCHEN VÖLKER. Af C. Brockelmann. München og Berlin 1939. 495 s.

En eller anden medieforsker sagde for vist omved et halvt sekel siden (hed han McLuhan?), bl.a. at “the medium is the message”. Dette falder mig ind når jeg bladrer i sådan en ret stor historie om folkeslag fra en fremmed kulturkreds. F.eks. den her omhandlede om de Islamiske folks historie, eller det tilsvarende og endnu større historieværk om det jødiske folks historie, som jeg for nogle dage siden erhvervede (ukomplet) hos Vangsgaard på Rådhuspladsen for 25 kr/bindet. Det drejer sig om de sidste 5 bind af Simon Dubnow’s WELTGESCHICHTE DES JÜDISCHEN VOLKES (fra 1927). Desværre var de 4 første bind væk, eller havde aldrig været der, men disse 5 bind, som går fra ca. 1215 til det 19. årh. giver selv ved et flygtigt bekendtskab en lægmand som undertegnede et tydeligt indtryk af, at der her i virkeligheden er tale om en “parallel verdenshistorie”, som lever for sig selv, til en vis grad uafhængig af andre kulturers, f.eks. den kristne verdens historie. Altså: Værkets omfang og indholsrigdom er i sig selv en vigtig oplysning (the medium is the message).

Jeg ville antageligt få nogenlunde samme indtryk om andre, fjernere kulturers historie, f.eks. Indiens, Kinas og Japans.

Slut på forårets første “fotoekskursion” til Den Lille Havfrue.

 (Crossposted on http://imma.smartlog.dk)

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.