Retrospektiv fortegnelse

Her en samlet oversigt over mine hidtidige (d.v.s. indtil 13. sept. 2012) blogbidrag på http://imma.smartlog.dk og blocnotesimma.wordpress.com, i kronologisk orden.
Mere end halvdelen er kun posteret på imma.smartlog.dk, de senere dog også her på wordpress.
Der kan desværre ikke linkes fra titlerne i oversigten.

– Satire (1)
» Græsk og latin! (2.del)
» Græsk og latin! (1.del)
» Endnu flere bøger
» Bordets glæder (1. del: Rolleiflex)
» 5000 sorry souls (1. fortsættelse)
» Martssol
» Operation eller mission?
» Nytårstalen
» Efterårsbilleder (2. del / Fra Holland)
» Et brev om mose-fund
» Efterårsbilleder (1. billede / fra Sorø))
» Greven af Montenegro? (En humoreske)
» Sensommer
» Mere sommerlæsning
» Sommerlæsning
» Mange bøger!
» Et hollandsk bogudsalg
» En stat i staten?
» Halloh november
» Sprog og illuminater
» Foto-Fugl Fønix
» Brittsommer og Den hellige Graal
» Bonde af Thy
» Spam
» Efterår
» Hasselblad og dinosaurer
» December 2009
» MUSEUM (2. del)
» 6 bøger
» Fra rodekassen
» MUSEUM (1. del)
» Danske fornavne
» Vagabonder
» En boglade
» Morsom aften
» Opgradering til Nikon D1
» Serious money
» 22 + 13 billige bøger (anden del)
» Kodak DCS-410 DSLR anno 1995!
» Fernisering
» 22 + 13 billige bøger (første del)
» Bronica og Nikkor
» Flere bøger
» A distant roar and haziness.
» Wühlkisten und Wertzerstörung
» Bøger encore.
» St. Petersburg
» Bogen fra Winchester
» Domesday-Book / Liber de Wintonia
» Tenure, ordbøger og kamilleté
» Amatørfotografi af Herman Bente
» How To Make a “Modern” Half-plate Camera
» Google and beginners luck
» Beginners blog and beginners luck
» Hybris
» Arizona Highways
» Richard Avedon på Louisiana
» Sorte huller
» Plastbæreposer
– Låneøkonomi
– Lidt mere fotosnak
– Lidt fotosnak
– Lidt om bier

SATIRE (1)

13. sep 2012 13:43, GP

Onkel Billys pølsevogn.

Wi will idag besøge onkel Billys pølsevogn. Billy er lige nu aktuel, fordi han netop har fået pølsevognssbevilling på Christiansborg. Nu wil du måske invende, at det er da Møjers pølsevogn, som har bevillingen på ”borgen”, men så må du wide, at Møjers Pølsevogn har ønsket at nedtrappe, muligvis p.g.a. af nogle forsøg med gamle karklude i pølsevandet?

Altså ”goddag Billy, jeg kunne ellers godt tænke mig en rød pølse med hele swineriet”.

Så gerne, gamle ven, det skal vel være en fransk, ik?

Jamen ok, men husk, det skal være med det hele.

Men selvfølgelig, kan du se den flotte røde pølse, der swømmer rundt lige der midt i min lille heksekedel?

Ja, jo ,jamen den er godt nok flot.

Læg mærke til den ende der stikker op af vandet i heksekedlen, den er helt rød og rigtig stor og flot, den får du lige om lidt, jeg skal lige checke, at vandet i heksekedlen er varmt nok.

Ja, den har godt nok en flot rød farve, men how, nu tar det vel ikke for lang tid, inden jeg får den pølse?

Nej, nej, den er straks klar gamle ven, men for søren, se lige den flotte sportswogn, som holder parkeret lige derovre. Den er ellers flot, har du set den?

Ja den er da helt urimelig flot og lækker, den sportsvogn.

Men hvorfor går du ikke lige over og checker hvor meget den har gået, det ku da ellers være sjovt at vide, ik?

Ok. Jeg går lige over. Men så er pølsen vel også færdig når jeg kommer tilbage?

Ja, s’føli, gamle ven, du kan rolig se lidt på sportsvognen (den bliver jo alligevel holdende, til jeg tar den hjem fra arbejde. Og så kan jeg lige nå at få pølsen ned i brødet, uden han ser det. Den pølseende nede i vandet er nemlig rigtig, rigtig sort og grim, den ser næsten styg ud, det kan være den er helt giftig? Jeg må hellere skynde mig at få den møjet ned i pølsebrødet, han skulle da helst ikke opdage noget lige her).

Nå, så fik du kigget lidt på sportsvognen, ja det er sikkert er rigt svin, som har den sportsvogn, de vil jo ha det hele, og så vil de ikke betale skat. Vi andre, vi arbejder da for føden. Men her er så din pølse, læg mærke til hvor stor og flot den ende er, som du kan se stikker ud af pølsebrødet. Jeg serverer kun rigtig flotte røde pølser, de mange unge damer, som kommer her kan også godt lide dem, og så kalder de mig ”vor far”. De er sørme godt nok charmerende. Men det bliver 25 kr, du må hellere betale før du spiser hele pølsen, du ved jeg kan så let glemme at få pengene.

Jo, jo, men selvfølgelig, her er lige penge. Ja, det er godtnok en flot pølse, mine tænder løber helt i vand.

Ja, det er da klart, gamle ven. Men how du, jeg har en aftale nede i Bruxelles i morgen, ja de har tilbudt mig en pølsemandsbevilling nede ved EU, en stor stilling skal jeg love dig for. Mange pølser med privatchauffør, ja dernede er det mig, der får hele svineriet. Ja de har jo hørt om mine evner til at servere specialpølser med forskellige overranskende resultater. Så jeg bliver nødt til at lukke ned for i dag du, ja jeg er ked af det, jeg må også lukke vinduerne og halvtaget ned, så du kan ikke så godt stå her og spise din pølse idag. Men vi ses måske en af dagene igen? Hej du.

Jamen det er i orden Billy. Ja hej, hej.

MORALE: Der er sommetider to ender af en rød pølse. Den ene ende er som regel rød, men den anden ende kan godt være sort og temmelig giftig. Især naturligvis hvis den har ligget i en heksekedel!

(posteres tillige på http://imma.smartlog.dk)

GRÆSK OG LATIN! (2.del)

29. aug 2012 11:38, GP

Jeg vil nu omtale de 9 bøger, jeg erhvervede hos Vangsgaard i forb. med den sidst omtalte spadseretur i Fiolstræde mandag d. 13.aug.

For øvrigt vil der nok fra nu af og flere måneder frem herske et næsten totalt stop for bogkøb her hos mig. Der ser nemlig efter det nu foreliggende ud til snart at skulle blive flyttedag her på Nitivej, incl. 5 tons bøger med samt det løse. Det vil jo kræve en hel del forberedelse, dels med at finde et nyt sted at bo og dels med at forberede og udføre selve flytningen m.m.

Jeg har igår talt med LLO-Hovedstaden om de nugældende ”byfornyelses”-regler. Og det viser sig så, at den i det foregående indlæg omtalte, pr. 1.1.1998 indførte Byfornyelseslov, utroligt nok, allerede blev kasseret og helt afskaffet efter kun 6 år! Efter LLO’s oplysninger og for så vidt jeg har forstået dem rigtigt, så er det nu Lejeloven (og evt. Lejereguleringsloven?) samt Byggeloven af 2004 som er normgivende for de pågældende aktiviteter.

Lejeloven giver visse regler for forholdet ejer/lejer i forbindelse med ejendomsforbedringer og jeg formoder, at Byggeloven af 2004 tilsvarende giver nogle regler for forholdet mellem kommune og ejer, herunder med hensyn til procedure og tilskudsbeløb. Men jeg har dog endnu ikke haft lejlighed til at gøre mig bekendt med de relevante afsnit i Byggeloven.

Jeg forstod den pågældende medarbejder hos LLO således, at der er meget vide rammer for kommunernes dispositionsfrihed med hensyn til hvem og hvad man vil give tilskud til samt med hvor meget. Og mine tidligere bemærkninger med hensyn til mulighederne for a cozy relationship mellem kommune og ejere synes altså vistnok snarest at kunne blive bekræftet af de nye tilstande?

I det hele taget må man vel konkludere, at der i lejernes retsstilling med hensyn til beskyttelse og medbestemmelse herefter er væsentlig mere junglelov end før, samt at regeringen tænkeligt kan have ønsket at skabe bedre muligheder for at forgylde sine (økonomiske?) støtter med midler fra kommunernes offentlige kasser? Skidt med lejerne, og især de små lejere, – fanden tar de sidste!

Med hensyn til spørgsmålet om ejers adgang til at fotografere lejernes interiørs fik jeg meget klar besked af LLO. Det kan udlejer ikke kræve. Man må i givet fald nøjes med at bese og evt. lave skitser. Endvidere skal man give 6 ugers varsel, og ikke kun 2-3 dage som i det aktuelle tilfælde.

———————

Men fast forward til Fiolstræde. Som nævnt købte jeg 9 bøger hin mandag d. 13.8. på Vangsgaards hollandske udsalg, og det uagtet prisen endnu var 90 kr. pr bog! Ialt 810 kr – hillemænd, man må håbe der bliver penge nok til flyttemanden!

Som overskriften antyder, var der en stor samling klassisk filologi på udsalget. Den synes for størstedelen at stamme fra den afdøde professor Karsten Friis Johansen’s bogsamling. Født 1930 var han klassisk filolog og senest professor i antik og middelalderlig filosofi i Kh. Ial fald var en stor del af de bøger jeg så forsynet med hans navnetræk.

1. TRAITÉ DE GRAMMAIRE COMPARÉE DES LANGUES CLASSIQUES. Af A.Meillet og J.Vendryes. Paris, 1924. Det er en lille tyk, men lethåndterlig bog på næsten 700 sider, indbundet i tarvelig men smagfuld, mørkegrøn halvshirting. Det er faktisk en fornøjelse bare at håndtere bogen.

I’m a bit of a sucker for sammenlignende grammatiker og ordbøger, hvoraf jeg i forvejen har en håndfuld. Denne bærer foruden Friis Johansens navnetræk datoen 7.okt.1980 samt oplysningen ”fra Franz Blatts bibliotek”. Bogen har altså forhen været brugt af 2 af danmarks store klassiske filologer. Sidstnævnte, der er en generation ældre end Friis Johansen, var professor i Århus indtil 1972 og ledede bl.a. i en lang årrække udgivelsen af Danmarks Riges Breve.

Jeg gengiver her et par linjer fra beg. af kap. 2., side 166:

”LES THÈMES VERBAUX DE L’INDO-EUROPÉEN.

”Le système du verbe indo-européen était extrèmement complexe. Toutes les langues l’ont simplifié au cours de leur développement particulier, et chacune á sa manière. Aussi les formes diffèrent-elles beaucoup dúne langue à l’autre, ainsi que les catégories exprimées. Bien qu’ils remontent à un même original indo-européen (à quelques différences près, qui sont d’origine dialectale en indo-européen même), le verbe grec et le verbe latin sont très differents lún de l’autre, plus que le nom grec du nom latin. Le verbe latin diffère même beaucoup du verbe osco-ombrien, plus encore du verbe celtique. En revanche le système verbal est sensiblement le même dans tous les dialectes grecs, pour autant du moins qu’il y est connu; en dehors de l’ionien-attique on a généralment trop peu de formes pour définir le système dans son entier. Il y a deux éléments à considérer: le thème verbal et sa flexion”.

Det er en lille smule irriterende, at franskmændene har bibeholdt alle disse diakritiske tegn, som gør fransk blindskrift til en anstrengende affaire for en dansker. Men hermed i fri ovesættelse (med mine tilføjelser i dobbeltparantets):

”Det indoeuropæiske verbums grundformer

”Det indoeuropæiske verbum-system ((dets former og bøjninger)) var ekstremt komplekst. Alle ((indo-europæiske)) sprog har simplificeret det i løbet af det enkelte sprogs udvikling, hver på sin måde. Ligeledes differerer formerne i høj grad fra det ene sprog til det andet, såvel som kategorierne ((?)). Selv de græske og latinske verber, som stammer fra det samme indoeuropæiske verbum, er meget forskellige, også mere end for navneordenes vedkommende (undtaget er visse forskelle, som hidrører fra tidlige indoeuropæiske dialekter). Det latinske verbum differer endvidere meget fra det osco-umbriske og endnu mere fra det keltiske. Til gengæld er verbum-systemet stort set det samme i de forskellige græske dialekter, idet mindste forså vidt de er kendte; udover ionisk-attisk kender man dog generelt for få former til at kunne beskrive et helt system. Der er 2 elementer, som vi her må behandle: verbalformerne samt deres bøjning.”

En lidt for fri oversættelse visse steder uden tvivl, men det bedste jeg i forbifarten formår.

Forfatternes franske stil er let at læse, omend måske ikke altid helt utvetydig. Men min begrænsede sagkundskab spiller selvfølgelig ind her.

Umiddelbart bekræfter stykket det indtryk, som jeg synes man let får af græske ord (i oversættelse, da jeg end ikke behersker alfabetet ordentligt), nemlig at de er meget forskellige fra latin, samt forøvrigt de fleste andre europæiske sprog. Måske hidrører denne forskel for en stor del fra de forskellige geografiske veje, som græsk (og f.eks. hittitisk) har bevæget sig gennem deres udvikling fra en fjern fortid og til det klassiske Grækenland, i forhold til de fleste andre europæiske sprog.

De fleste af de øvrige (indo)europæiske sprog er kommet med de pågældende folkeslag fra et ikke helt præcist kendt gegrafisk ”udgangspunkt” (men måske beliggende et eller andet sted i det område, som man traditionelt har kaldt armensk eller evt. kurdisk, d.v.s. i området syd for Kaukasus) og op omkring Sortehavet mod nordvest ind i Europa, henholdsvis mod nordøst til Persien, Afghanistan, Indien og ”Tocharien” (i det nuv. Kina).

Men i modsætning hertil siges grækerne at være rejst mod vest fra nævnte område syd for Kaukasus, gennem Lilleasien til det græske øhav. Græsk kan derfor antages at have været næsten helt adskilt fra de fleste andre (indo)europæiske sprog gennem årtusinder.

Det forekommer mig også tankevækkende, når forf. oplyser, at det indoeuropæiske ”ursprog” var grammatikalsk meget mere kompliceret end (det klassiske) græsk og latin, som dog vist ikke er helt lette i så henseende, i modsætning til f.eks. moderne engelsk. Betyder det bl.a., at sprogene i løbet af deres ”udvikling” gennem årtusinder tilsyneladende er degenereret fra det meget komplicerede til det meget enklere? Ville det samme i så fald skulle siges at være tilfældet med hensyn til menneskene og deres åndelige kultur?

Jeg ville gerne have gengivet yderligere et par små prøver fra bogen, som umiddelbart synes at være rig på sproghistoriske oplysninger af mere almen interesse. Men jeg må nøjes med at glæde mig over, at de fleste citater på græsk og latin er oversat til fransk, og altså tildels forståelige for en lægmand.

2. DICTIONNAIRE ÉTYMOLOGIQUE DE LA LANGUE LATINE. 4.udg. Af A.Ernout og A.Meillet. Paris 1959, godt 800 sider. Privat, i lidt slidt men dog stadig brugbar halvshirting.

Jeg har i forvejen ingen Latinsk etymologisk ordbog, så denne er kærkommen. Jeg gengiver et eksempel på en ordforklaring (med udeladelser):

SOCER (SOCERÏ), mask.: svigerfar.
SOCERUS, fem.: svigermor.

”De indoeuropæiske ord, hvorfra disse latinske ord stammer, vedrører udelukkende ægtemandens mor og far. Ved indgåelse af ægteskab, faldt den unge kvinde hos sin nye familie ind under sin svigermors overhøjhed, hun var husets ”herskerinde”. Ordene angiver oprindeligt tilhørsforhold til en bestemt social gruppe. Senere er ordene, som følge af ændret skik og brug, også kommet i brug som betegnelse for hustruens forældre.

”Det oprindeligt vigtigste ord var betegnelse for ”mandens mor”, hvoraf der var to former. Den første, hvoraf SOCERUS kommer, genfindes i gallisk CHWEGR, oldhøjtysk SWIGUR, oldslavisk SVEKRY, sanskrit CVACRUH, middelhøjtysk SWAGER.”

Dette er kun ca. en tredjedel af ordforklaringen, men skulle indikere, at sådan en stor ordbog – etymologisk eller ikke – kan have megen kulturhistorisk interesse.

Det er iøvrigt morsomt at se, at de danske ord for SVOGER og SVIGER(mor) eksisterer og har eksisteret i århundreder og måske årtusinder fra Ganges til Atlanten. Måske ikke helt enslydende men dog let genkendelige.

3. ESQUISSE D’UNE HISTOIRE DE LA LANGUE LATINE. Af A.Meillet. 5.udg. Paris, 1948.

Her har vi altså hr. Meillet igen, han må vel have været en af de mest fremstående klassiske filologer i Frankrig for omved 3 generationer siden?

Her drejer det sig altså om en grundbog i det latinske sprogs historie. Med erfaringer fra de 2 foregående titler, vil jeg forvente, at bogen er så velskrevet, at den lader sig læse med fornøjelse og udbytte også af en lægmand. Jeg vil nøjes med at gengive den første halve side af indledningen, der lyder således:

”Mellem det fælles indoeuropæiske og nutidens romanske sprog, udgør latinen et overgangsled hvis betydning er enestående.

”Latin var sproget i et helt imperium, utvivlsomt verdens første helt gennemorganiserede imperium, og latin er forblevet meget stabil gennem omved 800 år. Efterhånden som det talte sprog begyndte at blive mere opsplittet i tiden fra det 3. til 10. årh. e.Kr., så har det skrevne sprog alligevel bevaret sin enhed.

”Det klassiske latin er indtil langt op i vesteuropas moderne tid forblevet sproget for videnskab og filosofi. Og sproget er idag stadigvæk det officielle og rituelle sprog for den eneste virkelig universelle religion, den romersk-katolske.

”Alle europas store sprog har suget næring af dets substans. Gennem 2000 år har intet andet sprog spillet en sammenlignelig rolle i civilisationens udvikling. Selvom andre store sprogs historie kan regnes at gå længere tilbage end latin, f.eks. kinesisk, sanskrit, græsk, så har ingen af disse en så rig historie eller haft så stor indflydelse. Næret af græsk og i en symbiose med græsk har latin givet den moderne civilation grundlaget for sit sproglige udtryk”.

All-right, måske skinner franskmandens typiske (over)vurdering af de romanske sprogs betydning lidt for meget igennem. Men herudover er der formodentlig meget rigtigt i det sagte. Var der forøvrigt ikke noget med, at det for få år siden blev diskuteret her i bystaten København-mark, om man evt. skulle afskaffe undervisning i (nogle) klassiske sprog ved vore universiteter (forhåbentlig husker jeg forkert)?

Men sikkert en interessant bog, i særdeleshed naturligvis for de, som mener at have tid og lyst til at bemægtige sig latinen helt eller delvist.

4. LATEINISCHE UMGANGSSPRACHE. Af J.B.Hofmann, 2. udg. Heidelberg, 1936. Bærer Friis Johansens navnetræk.

En af de mange små perler fra Carl Winter’s Universitätsbuchhandlung i Heidelberg, hvoraf mange med filologiske emner. Det er en lille bog i oktav på godt 200 sider, men tæt trykt og tydeligvis med et rigt indhold. Paragraf 130 på side 141 indledes således:

”Også med hensyn til udtryk for ømhed, kærlighed erfarer omgangssproget store forandringer i forhold til skriftsproget. Således trænger ordet AMO og dets afledninger ind der, hvor ellers mere præcise udtryk for ros, akcept eller glæde ville være brugt i det intellektuelle sprog.”

Blot en lille smagsprøve, som turde antyde, at bøger om græsk og latin ikke behøver være kedelige.

5. ANTIBARBARUS DER LATEINISCHEN SPRACHE. Nebst Vorbemerkungen über reine Latinität von Dr. J.Ph.Krebs. 4. Aufl. neu bearbeitet von Dr.F.X.Allgayer. Frankfurt a.M. 1866.

Bogen bærer Holger Friis Johansens navnetræk, som må være en slægtning til Karsen F.J., findes ikke i mine biografiske leksika.

Bogen er i alm. leksikonformat og på over 1000 sider. Indbundet i pænt, lidt slidt halvlæder.

Kan vel siges at stå i et vist modsætningsforhold til det foregående ”lille” værk om det latinske omgangssprog, for så vidt som det drejer sig om en vejledning og ordbog i den rene, klassiske, ikke-vulgære latinske stil. Her er vistnok meget at blive klog af, må være en guldgrube for den som ønsker at skrive et klassisk latin?

Her nogle få eksempler fra side 456:

”GRANUM. Talemåden CUM GRANO SALIS kan kun gælde som ordsprog når brugt med tilføjelsen UT AJUNT, UT DICITUR og lignende.

”GRAPHICE forekommer ikke i betydningen ”malerisk”; og når derfor Ruhnken siger (Opusc. I, p.89): ILLE FORMAM CONSTANTII SATIS GRAPHICE DESCRIPSIT, så kunne han i stedet have sagt omtrent: SATIS PINXIT COLORIBUS ORATIONIS.

”GRATABUNDUS, at lykønske, er i høj grad tvivlsom for GRATULANS eller GRATULABUNDUS. Se die Ausleger zu Tac. Hist. 1, 18.

”GRATARI, at lykønske, takke er ok, men bliver dog for det meste brugt i betydningen ”den tak man skylder Guderne”. Bliver ligesom GRATULARI brugt med dativ i forhold til personen, når det ellers ikke står alene. (se iøvrigt Tac. Ann. 6,21, ebdas. 14,8 u. Hist.2,29 u. Drakenborch zu Liv. 9, 43, 17).”

Som man ser sprængfuld af tilsyneladende sprænglærd viden, om end jeg jo naturligvis ikke kan bedømme sundheden af de givne råd.

6. VORLESUNGEN ÜBER SYNTAX. Mit besonderer Berücksichtigung von Griechisch, Lateinisch und Deutsch. Af Jacob Wackernagel. 2. auf. 1. und 2. Reihe, 2 bind, Basel, (1928). Ca. 330 + 350 sider. Bærer ligeledes Karsten Friis Johansens navnetræk med årstal 1948.

Her endnu en af disse herlige sammenlignende sprogbøger/grammatiker. Forfatteren inddrager mange sprog i sine afhandlinger, men dog som titlen siger især græsk, latin og tysk. Der synes mere at være tale om afhandlinger i essay-form end en egentlig systematisk grammatik.

Generelt forekommer afhandlingerne at være på et noget videregående niveau, og er måske lidt mere tørre og faglige end lægmanden kunne ønske. Endvidere er forfatterens tyske stil lidt tung, vistnok noget præget af schweizisk dialekt?

Fra bind 1, afsnittet om FUTURUM, side 194, gengiver jeg et lille stykke (stk. 1):

”Jeg vil begynde med en anvendelse fra Gotisk. Udsagnet fra Lucas VI 25 ”ihr werdet trauern und weinen” bliver gengivet af Wulfila med: ”gaunon jah gretan duginnid” d.v.s. ”Ihr beginnet zu trauern und zu weinen” ((det gotiske gretan er det samme som dansk græde)). Det futuristiske betydningsmoment bliver altså udtrykt med verbet ”beginnen”. Fremtiden kan man altså udtrykke med noget som har sin begyndelse i nutiden. Hvad vi har set her (og som haves også andre steder i det Gotiske) er også at finde nogle få steder i slavisk; også senlatinske forfattere bruger ”incipere” omtrent på denne måde.”

7. UNSER TÄGLICHES LATEIN. Lexikon des lateinischen Spracherbes. Af. Bernhard Kytzler og Lutz Redemund. 6. Aufl., Mainz, 2002. 999 s.
8. UNSER TÄGLICHES GRIECHISCH. Lexikon des griechischen Spracherbes. Af Bernhard Kytzler, Lutz Redemund, Nikolaus Eberl og Elke Steinmeyer. 2. Aufl. Mainz, 2002, 1209 s.

Jeg tror det er sommerens overraskelse vedr. sprogbøger. For det første køber jeg helst ikke nye eller næsten nye bøger, mest fordi jeg ikke kan lide papir og tryk: Som regel for hvidt papir, og for tæt og småt tryk. Men i det her tilfælde er tryk og papir faktisk meget behagelig.

For det andet er de her omhandlede 2 bøgers indhold vistnok ret enestående, ial fald har jeg ikke set noget helt tilsvarende. Ganske vist drejer det sig i princippet om to store etymologiske ordbøger, een for latin og een for græsk. Men indretningen er helt unik.

Hver side har 5 spalter. 1. spalte angiver et løbenummer for hvert selvstændig ord. 2. spalte selve opslagsordet med angivelse af ordets historiske vandring. 3. spalte den moderne betydning af det latinske eller græske ord. 4. spalte det oprindelige latinske resp. græske ord, for græskens vedkommende både stavet med græske og latinske alfabet, samt med enkelte grammatiske angivelser. Samt endelig 5. spalte med ordets oprindelige betydning. Et par eksempler, begge fra det græske lexikon:

1.spalte: Løbenummer 5230:

2. spalte: RISIKO, das. gr>l>vulgl>altit>it (altså fra græsk til latin til vulgærlatin til gammelitaliensk til italiensk).

3. spalte: (etymologien usikker): 1. Wagnis, Gefahr 2. gewagter Einsats bei einem Geschäft oder Spiel.

4./5. spalte: (gr) rhiza, (Wurzel (rod)). (l.) resecare (skære af). (vulgl) resecum (det fra fastlandet afskårne, klippeskær, fare). (gammelitaliensk) ris(i)co (fare, våvestykke). (italiensk) rischio (det samme).

Så kan man da næsten heller ikke ønske sig bedre besked?

Andet eksempel:

1. spalte: Løbenummer 4392.

2. spalte: PARADEISER, der. awest>miran>hebr>gr>l>ahd>mhd (altså fra awesta til middeliransk til hebræisk til græsk til latin til oldhøjtysk til middelhøjtysk).

3. spalte: Tomate (Österr.) (altså et østrigsk ord for tomat).

4. /5. spalte: (awest (d.v.s. oldiransk)) pairidaeza (ringmur, omgivet af ringmur). (middeliransk) pardez (have). (hebræisk) pardes (træhave (frugthave?), park). (gr.) paradeisos og (latin) paradisus (begge Paradis, himmel). (oldhøjtysk) paradis(i) (lykkeligt sted). (Middelhøjtysk) paradis (de saliges bolig).

(Jeg så lige i forbifarten et glimt af et ord, som gik tilbage til sumerisk, men kan nu ikke finde det igen.)

Som sagt – det er vist sommerens bogfund i sprogbøger. Men det er to tunge krabater, som mange unge idag tænkeligt vil betakke sig for at skulle håndtere. Man hører jo, at skoleundervisning nu undertiden foregår eller skal til at foregå helt uden bøger. Det synes jeg selvfølgelig er lidt synd, jeg tror nemlig ikke the web helt kan erstatte bøgerne. Jf. evt. det om google m.m. anførte i ENDNU FLERE BØGER.

(Posteres sideløbende på https://blocnotesimma.wordpress.com/ og http://imma.smartlog.dk)

GRÆSK OG LATIN! (1.del)

14. aug 2012 11:40, GP

I fredags fik vi lejere her i ejendommen et brev fra den søde kvindelige direktør for det Aps, der nu står som ejere af ejendommen. Brevet lyder således:

”Vanløse den 9 august 2012.

Kære lejere

I forbindelse med den kommende byfornyelse, skal vi bruge nogle billeder af alle lejlighederne.

Det drejer sig især om køkkenerne, som vi overvejer at skifte.

Derfor kommer jeg og vores arkitekt HH på søndag den 12 august mellem kl. 16 og 17 og tager billeder af jeres lejligheder.

Vi håber at i alle kan være hjemme, men hvis man er forhindret, må man meget gerne ringe eller sende en sms til mig på tlf. eller lave en aftale med naboen om at de har en nøgle.

Det er yderst vigtigt, at vi får billeder af alle lejlighederne, da de skal bruges til at beregne hvor meget støtte vi kan få.

Vi forventer ikke, at det tager mere end 5-10 min pr lejlighed og det er ikke nødvendigt at gøre hovedrent:) bare vi kan komme ind, er det mere end fint.

På gensyn på søndag.

Hilsen etc.”

Dette brev fik mig, som det ses nedenfor, om end ikke helt op i det røde, så dog op i det gule felt, og jeg sendte derfor sent samme aften følgende eMail til direktøren:

“10.8.2012

Hej

Jeg har idag fredag modtaget din meddelelse fra igår om inspektion af lejlighederne her i ejendommen på søndag kl 16-17.

Jeg (og forhåbentlig en af vennerne) regner da bestemt med at være hjemme og visibel.

Med hensyn til fotografering af mit indbo i stue og sovekammer vil jeg kun give adgang til dette under protest, og agter at forelægge sagen for LLO på mandag (de har lukket idag fredag).

Min reservation i så henseende skyldes flere forhold:

– For det første er jeg lidt af en samler, og jeg ønsker ikke at fotografier af mit indbo skal cirkulere mere end strengt nødvendigt. Du har jo ikke sagt noget som helst om hvem og til hvad billederne fra stue og sovekammer skal bruges, herunder hvorvidt de påregnes at kunne cirkulere i en større resp. ikke nærmere defineret kreds.

– Jeg mener en fotografering af en beboers indbo er en klar overtrædelse af grundlovens ord og ånd om boligens ukrænkelighed og privatlivets fred, såfremt det ønskes foretaget uden at være strengt nødvendigt.

– Du har, efter min opfattelse, ikke med din ovennævnte meddelelse tilstrækkeligt begrundet dette drastiske ønske. Du skriver blot, at det er ”yderst vigtigt, at vi får billeder af alle lejlighederne, da de skal bruges til at beregne hvor meget støtte vi kan få”.

– Men hvorfor skal der bruges billeder af stue- og sovekamme(rindbo), for at kunne bygge badeværelse på bagtrappen, resp. male facaden? Henholdsvis for at kunne skifte køkkenerne, som vi nu lige pludselig får at vide, at man overvejer.

Det er altsammen efterhånden lidt kryptisk, ja man fornemmer næsten at der ”tales i tunger”. For hvor er vi i det hele taget henne med hensyn til denne ”byfornyelse”. Det har, synes jeg, skortet lidt på konkrete informationer, ial fald til undertegnede (jeg er ikke klar over, om der er andre lejere, som har fået mere information).

Jeg gengiver lige for en ordens skyld de 2 skriftlige opslag, som jeg har modtaget vedrørende den påtænkte byfornyelse. ((Alt hvad vi har modtaget))
Det første er uden dato, men må være fra ultimo juli, og er sålydende:

”Kære beboere,

I har sikkert opdaget at der er forskellige mennesker der kommer og går samt fotograferer ejendommen.

Det er fordi vi har ansøgt om støtte til at forbedre og istandsætte ejendommen.

By- og Miljøudvalget på Frederiksberg har besigtiget ejendommen og indstillet den som nr. 2 ud af i alt 27 ansøgere til dette års ramme til byfornyelse.

Det betyder, at vi højst sandsynligt har mulighed for at bygge nye badeværelser til alle lejligheder, og måske også kan få ekstraisoleret taget samt malet facaden.

Vi vil løbende informere om fremdriften i ansøgningen og efter sommeren vil vi indkalde til et informationsmøde.

Hilsen
NN
God sommer”

Det ander opslag er som nævnt dateret g.d. og modtaget idag i min postkasse. ((Er gengivet ovenfor)).

I tilslutning hertil har jeg foreløbig følgende bemærkninger:

– Jeg formoder, at der er tale om byfornyelse i henhold til byfornyelsesloven af 1997 (lov nr. 381 af 10. juni 1997). Der kan herefter i hovedsagen være tale om 2 former for byfornyelse 1) offentlig byfornyelse (på initiativ af det offentlige) resp. 2) aftalt boligforbedring (hed tidligere privat byfornyelse). Jeg formoder i.t.v., at der for ejendommen her er tale om det sidste.

– I henhold til Byfornyelseslovens par.100 er der bl.a. følgende gyldighedskrav til en aftale:

– 1. Lejerne skal – inden kommunen kontaktes vedrørende rådgivning – have udleveret Boligministeriets vejledning om aftalt boligforbedring.

– 2. Inden aftalen (mellem udlejer og lejerne) indgås skal udlejeren underrette lejerne om: at de har ret til at antage konsulentbistand (jf. par.111, partsrådgivning), at de, når bestemte vilkår er opfyldt, kan nedlægge veto mod individuelle arbejder i det enkelte lejemål, jf. par 101., samt at de kan kræve en erstatningsbolig, hvis særlige betingelser er opfyldt (jf. par. 157).

– Parterne skal – inden aftalen indgås – fra kommunen have modtaget en skriftlig erklæring om de lejemæssige konsekvenser for det enkelte lejemål både efter reglerne om aftalt boligforbedring (brutto- og nettolejeforhøjelse) samt efter reglerne i boligregulerings- og lejeloven som følge af gennemførelsen af det samle projekt.

– Aftalen (mellem ejer og lejere) skal være skriftlig

– Aftalen skal indgås på en særlig aftaleblanket udarbejdet af Boligministeriet.

– Mindst 60% af beboelseslejemålene skal skriftligt godkende aftalen.

– Udlejeren skal – når aftalen er indgået – meddele samtlige beboelseslejemål dette samt datoen herfor. Aftalen anses for indgået, når den lejer, der danner flertallet i ejendommen på 60% underskriver aftalen.

– Senest seks uger efter aftalens indgåelse skal udlejeren registrere aftalen i kommunen på et særligt skema. Registrering af aftalen betragtes samtidig som ansøgning om tilskud.

– Der skal indgår én skriftlig aftale pr. deltagende beboelseslejemål.

Der er naturligvis et sammensurium af yderligere og supplerende bestemmelser i loven (og domspraksis), som f.eks. bestemmelserne om individuelle aftaler.

Men det korte af det lange er, at der (såfremt der ikke er kommet en ny byfornyelseslov) SKAL foreligge en skriftlig aftale med ((mindst 50% og evt. 60% af)) lejerne om de planlagte boligforbedringer, forinden der overhovedet kan ansøges om tilskud efter loven.

Tilsidesættes aftalen, kan udlejeren kun opkræve en lejeforhøjelse efter lejelovens almindelige regelsæt (jf. par.112). Men da der ikke foreligger en skriftlig aftale med lejerne, kan der jo i det hele taget ikke blive tale om offentlig tilskud i henhold til byfornyelsesloven.

Kære NN: Ville det ikke være passende, at Du nu informere os lejere lidt bedre om, hvilke planer ejendommen har, og hvor langt vi er i processen. Desværre ser det ud til (jf. ovenstående meddelelse, hvorefter ejendommen er no. 2 ud af 27 ANSØGERE), at de relevante regler ikke er overholdt. Jeg hører naturligvis gerne dine bemærkninger hertil, men vil under alle omstændigheder drøfte spørgsmålet med LLO på mandag. Jeg er jo ikke jurist!

Men Du skal være velkommen på søndag. Husk dog venligst – ingen ikke-strengt-nødvendig fotografering af mit ”privatliv”.

Venlig hilsen
Gert Pedersen”

(Dobbeltparantetserne er først indsat efter afsendelse af eMailen).

Allerede tidlig lørdag morgen fik jeg et svar fra direktøren, sålydende:

“Hej Gert.

Tak for din mail.

Der er ingen problemer I kun fotografere dit køkken (sic). Det er køkkenet, vi primært skal bruge billeder af.

Den 3 september kommer der et høringsmateriale vedr. byfornyelsen, som vil være godkendt af Frederiksberg kommune. Herefter er der en 4 ugers indsigelsesret. Vi forventer at holde det lovede informationsmøde den 12 september. Men det kommer der en indbydelse til.

Vi ses på søndag

Hilsen NN”

Ud fra de oplysninger jeg på nuv. tidspunkt har (fra bogen “Ejendomsadministration”, Akademisk Forlag/Udlejerforeningen) synes det bemærkelsesværdigt, at det efter ovenstående er ejerne, som har ANSØGT om (“privat”) byfornyelse – mens kommunen tilsyneladende sagsbehandler, som om der var tale om en helt anden kategori byfornyelse, nemlig offentlig byfornyelse. D.v.s. byfornyelse på kommunens OPFORDRING, såkaldte opfordringsejendomme.

Der gælder som nævnt i vidt omfang forskellige regler for de to kategorier. Bl.a. skal mindst 50% af lejerne medvirke, såfremt initiativet kommer fra ejendommen: “Det fremgår af par.11, stk.5 (i lov. nr. 381 af 10.jun.1997, Byfornyelsesloven),at en beslutning om bygningsforbedring også kan træffes på grundlag af en anmodning fra ejendommens ejer OG ET FLERTAL AF LEJERNE (min fremhævning) etc.”. Jf. iøvrigt det i ovenstående eMail anførte om privat byfornyelse (aftalt boligforbedring).

Modsvarende skal kommunen i tilfælde af opfordingsbyfornyelse (opfordringsejendomme) bl.a. udsende breve til ejerne af de private ejendomme, der skal ombygges, med en opfordring til at udarbejde projekt (BFL par.23, stk.1). Opfordringsskrivelsen skal sendes i kopi til lejerne, BFL. plar.23, stk.5.

Men alle de bestemmelser, som tjener til at inddrage, sikre og/eller informere lejerne, synes at være tilsidesat, både af kommunen og ejerne.

Jeg fornemmer som lægmand, at man forsøger at omgå Byfornyelsesloven, resp. at kamouflere hvad der reelt foregår. Derfor min bemærkning om, at der vist tales i tunger.

Et par konkrete spørgsmål:

1) Er der eller er der ikke tale om ansøgt bygningsforbedring, d.v.s. fra ejers side? I givet fald er ALLE lovens bestemmelse om information, inddragelse og beskyttelse af lejerne tilsidesat.

2) Eller er der tale om en opfordringsejendom? D.v.s. kamoufleret opfordringsbyfornyelse? Hvorfor vil Frederiksbergs konservative kommunen ikke lægge navn til forslag om den vistnok pø om pø meget omfattende renovering af ejendommen her. Jeg henholder mig her også til henkastet snak fra den pågældende direktør ved besøget i søndags, hvorefter endnu flere arbejder end de allerede nævnte så vidt jeg kan forstå kan komme på tale, d.v.s. ialt:

– nyt badeværelse
– brandsikring af hovedtrappen (følger af første punkt)
– facademaling/-renovering
– ekstraisolering af taget
– nye køkkener
– opgravning af grunden omkring huset af hensyn til fugtsikring

Som sagt har lejerne ikke på noget tidspunkt, i mindste måde været inddraget, og reelt heller ikke været informeret. Og jeg ville være forbavset, såfremt alt dette kunne udføres uden genhusning af lejerne?

Og er det måske i virkeligheden hele humlen ved sagen? At såvel Frederiksbergs konservative kommune som ejendoms ejere ønsker de billige lejligheder væk (fra Frederiksberg) samt de ”billige”, d.v.s. lavindkomst og mindrebemidlede lejere ud af ejendommen. Her bor hovedsagentlig kunstnere, studerende, kassedamer, arbejdere og pensionister.

For multimiljonærer spøger jo aldrig i pengesager, og der er nok ikke så mange penge at tjene med en husleje på 2500 kr? Jeg tænker her på, at de nye ejere af ejendommen er en fam., som (i henhold til deres egne mundtlige oplysninger overfor mig) ejer og kontrollerer et multinationale medicinselskab med næsten 4000 ansatte og kontorer i 45 lande.

Måske ville det være naturligt at spørge sig selv (idet forudskikkes, at det familiemedlem, som er direktør for ejendommen her, tillige er ansat ved Frederiksberg kommune):

– om ejerfamilien er en betydende økonomisk støtte for Det Konservative Folkeparti
– om Frederiksberg kommune kunne have et ønske om at belønne familien herfor
– om belønningen tænkeligt kunne ske på den måde, at kommunen forsøger at tromle en totalrenovering af ejendommen igennem. Således at kommunen for egen regning skal genhuse lejerne, mens ejeren får en nyrenoveret ejendom – til en stor del for offentlige midler – som så kan lejes ud til mere bemidlede lejere til høje huslejer?

At Frederiksbergs konservative kommune kunne ønske specielt undertegnede ringhed, om ikke sat på porten, så dog “tvangsflyttet” (genhuset) i andre (dyrere og dårligere?) lokaler og i det hele taget generally harassed er måske også en mulig vinkel?

Herom mere senere, skønt nogle af de ærede læsere nu sikkert vil mene, at nu er jeg bestemt gået for vidt, det er dog altsammen kun tilfældigheder og hændelige uheld (æh – ligesom de 5000 sorry souls på hospitalerne? – i Storbritannier drejer det sig ifgl. Mailonline.co.uk om 12.000 årligt (”preventable deaths”, vel det samme som dødsfald på grund af uheld og sjusk?), – men det skulle efter dansk standard jo have været 50.000, da befolkningen ca. 10 gange så stor som Danmarks).

——————-

Men før jeg går igang med at forsøge at udrede, analysere og beskrive denne rodebutik, må jeg imidlertid lave en tiltrængt afstresningsøvelse. Og hvad kan være mere afstressende end en spadseretur ned gennem Fiolstræde – uagtet der nu kun er siger og skriver tre bogantikvariater tilbage i gaden? Just asking.

Og trods det herlige solskinsvejr lykkes det mig, i forbifarten og ganske tilfældigt, at bemærke, at der netop er startet et nyt Hollandsk bogudsalg hos Vangsgaards. Det lykkes mig ligeledes at nedtone (det er sådan noget man kan lære i Photoshop), at bøgerne idag koster 90 kr, og således foranlediget kommer det sig, at jeg endnu engang befinder mig i det støvede og minderige lokale.

Jeg tror nok jeg endnu kan huske det første køb jeg gjorde her i butikken, hos Arnold Busck, som det dengang hed. Det må være næsten præcis 40 år siden. Jeg havde dengang fået fat på første årgang – 1912 – af det meget smukke danske fototidsskrift “Amatørfotografen”, udgivet af den endnu eksisterende KFAK – Københavns Fotografiske Amatør Klub. Som jeg vist har nævnt et sted tidligere (AMATØRFOTOGRAFI AF HERMAN BENTE? – han var i en periode redaktør af bladet), så tror jeg dette fotoblad er et af de smukkeste, som overhovedet findes resp. fandtes dengang. Og jeg var vistnok på udkig efter noget tilsvarende ved mit omhandlede besøg lige omkring 1972.

Jeg måtte dog desværre konstatere at fotohylden var næsten tom. Men samtidig bemærkede jeg, at der var et hulrum bag ved den lille hylde neden under vinduerne (siden fjernet), og for alle tilfældes skyld stak jeg en af mine lange arme ned i mørket bagved hylden, for lige at tjekke, om der i tidens løb skulle være skubbet en eller anden bog ned i mørket. And lo and behold – op af mørket dukkede 2 bind af et andet, næsten samtidigt, dansk fotoblad – KAMERA-KUNST.

Jeg husker endnu tydeligt det blik, som den venlige ældre herre med fuldskæg (hans navn vil være kendt i boghandlerkredse, men jeg kender det desværre ikke) sendte mig, da jeg præsenterede ham for fundet. Og prisen var rimelig, 25 kr for begge årgange 1919-20 (ca. 300 kr idag), som jeg endnu har stående. Kamera-Kunst blev startet af C.J.Schrøder, der så vidt jeg husker var den næstsidste redaktør af Amatørfotografen, der gik ind i 1919. Der kom ialt 4 årgange af Kamera-Kunst, i mindre format og mere beskeden udstyrelse end Amatørfotografen. Men tiderne var jo også blevet vanskelige.

Måske er de mest værdifulde artikler i Kamera-Kunst en række billedanalyser af docent ved kunstakademiet P. Johansen. De er virkelig gode at blive kloge af, og jeg ville i det hele taget ønske, at nogle af vore unge fotografer kunne have lyst og lejlighed til at gøre sig bekendt med bladet.

——————–

I 2.del af GRÆSK OG LATIN! vil jeg fortælle lidt om de bøger jeg “fandt” idag i Fiolstræde.

Og i 3.del vil jeg på ovenstående givne foranledning fortælle lidt mere om Det Konservative Folkepartis forhold til Gert Pedersen. Ganske vist ikke helt tilbage til omkr. 1890, hvor min fjerne slægtning Carl Ploug vistnok endnu var formand for Det forenede Højre, men kun til tiden omkr. 1990. Vi vil bl.a. komme til at bekræftige os lidt med en inkompetent styrelsesdirektør, en paranoid trafikminister og en naiv statsminister. Samt en travl ombudsmand og to travle Tamil-dommere Hornslet og Goldin, tilligemed en nøgtern universitetslektor Henrichsen, som skrev en bog om Tamil-undersøgelsen i 1992.

Endvidere en næsten fatal “fejlmedicinering” af vor ejendoms tidligere ejer, salig murermester Erik Larsen. Samt et (næppe efterforsket?) Mossad-attentatforsøg (primært på Erik Larsens søn?) her i ejendommen lørdag eftermiddag d. 3. dec. 2005 kort tid efter, at den dengang 80 årige Erik Larsen var begyndt at fortælle sine omgivelser om sin utilfredshed med Frederiksberg Hospitals brug af ham som forsøgskanin for hjertemedicin, uagtet hans hjerte, som han sagde, aldrig havde fejlet noget. En så stor fejlmedicinering, at den ifgl. Erik ville tage flere år at nedtrappe. Og hvorfor Frederiksberg retskreds stik mod al usance kunne opretholdes til fordel for velbemeldte dommer Goldin, nu retschef her i Frederiksberg retskreds.

Samt hvorfor den nye multimiljonærejer af ejendommen her, bestyrelsesformand i et multinationalt medicinselskab med kontorer i 45 lande, hvorfor denne konservative hotshot med sit kropssprog signalerede at kende mig af udseende allerede inden jeg havde hilst på ham? Og endelig hvorfor Bispebjerg Hospital efter det foreliggende har søgt at omgå reglerne, således at jeg kunne sættes op til operation på Purim-dagen d. 8. marts iår, samme dag som Israel ifgl. rygter i blogosfæren (set på http://www.zerohedge.com/) meget gerne ville have bombet Iran (fint røgslør!).

Samt evt. om en noget mystisk politimand SBC fra Nordjylland, som med en, som det viste sig, fiktiv begrundelse gerne ville have lov til at besøge mig for næsten præcis 3 år siden. Velbemeldte betjent er kæreste med en nu 80-årig gammel ven af min familie, og som jeg har kendt i omved 50 år. Man har siden flere gange gjort sig anstrengelser for at lokke mig til Nordjyllands politikreds, helst et øde sted (“Vi kunne mødes i Thingskoven” – ha ha)!

Der er vel ikke her en forbindelse til, at Justitsministeriet har besluttet at lukke Vestjyllands politi ”efter arbejdstid”, således at netop Nordjyllands politi nu også herser og regerer i min hjemegn Vestjylland efter mørkets frembrud?

Blot nogle af hovedpunkterne, mellem hvilke vi som sagt vil forsøge i muligt omfang at afdække en tråd. Keep posted!

—————-

(Posteres sideløbende på https://blocnotesimma.wordpress.com og http://imma.smartlog.dk)

PS. Skulle der blandt de ærede læsere være en forfatter af crime-fiction, så tøv venligst ikke med at kontakte mig. Ovenstående historie kunne måske blive en blockbuster! (Forresten måske også en blog-buster. Jeg tænker på, at Mossad allerede har haft frie hænder til at spamme smartlog.dk halvt ihjel. Det turde kun være et spørgsmål om grønt lys fra Fynske Medier før Mossad lukker os helt ned. Man har øjensynligt for længst fravalgt selv det mest rudimentære spamfilter. Følg mig i så fald venligst på BlocNotesImma.wordpress.com – thank you very much).

Endnu flere bøger

18. jul 2012 13:44, GP

(17.7.2012) Jeg har her foran mig liggende endnu en stak nyerhvervede bøger. Bøgerne kommer for størstedelen fra det netop igangværende hollandske bogudsalg i Helligåndshuset. Det er Peter Grosell’s Antikvariat, der er igang med sit traditionsrige årlige sommersalg. Det var som bekendt Grosell, der i 1983 indførte trenden med hollandsk bogsalg her i byen. Bøgerne koster idag tirsdag 10 kr, faldende til 5 kr senere på ugen. Jeg har idag hjembragt omtrent et dusin bøger, blandt hvilke kan nævnes:

1. OLDTIDENS KULTURHISTORIE I SINE FASER. Af H. Schwanenflügel, Kh, 1884. 765 tætskrevne sider, solidt indbunden i privat amatørbind, det er vist gedeskind og virkelig pænt.

Forfatteren er som kultur- og litteraturhistoriker antageligt så godt som glemt idag. Men efter at have bladet lidt i bogen samt konsulteret Dansk Biografisk Leksikon, så tvivler jeg ikke på, at bogen er meget læseværdig. En stor mangel er, at der ikke er noget stikordsregister, og følgende sted er derfor ret tilfældig. Side 746 læser man:

“Det er bekendt, at germanere, efterhånden som romernes og italienernes kraft slappedes, indtog deres pladser i det romerske verdensriges hære og til sidst endogså fik det hverv i stedet for de italienske prætorianere at bevogte kejserens guddommelige person. Herfra var der naturligvis kun eet skridt til at tiltage sig den virkelige magt, og dette skete også, da Odoaker og de germanske Heruleres krigshøvding i 476 afsatte den sidste vestromerske Cæsar og sendte det kejserlige purpur til Konstantinopel med den meddelelse, at Vestrom ikke længere behøvede nogen Kejser”.

Forhåbentlig har vore politikere lært af historien? For man kan godt blive lidt nervøs over de hemmelige tjenesters stærkt stigende bevillinger og magt i hele den del af den vestlige verden, hvor CIA, Mossad og MI6’s indflydelse gør sig stærkt gældende.

Jeg går ud fra, at den ærede læser f.eks. er bekendt med de meget foruroligende tiltag som i disse år og måneder foregår i USA: Der er f.eks. iår vedtaget en lov, som gør det muligt for myndighederne (og her sigtes vel især til den nye amerikanske statssikkerhedstjeneste med det velklingende og beroligende navn Department of Homeland Security) at arrestere en hvilket som helst borger uden grund (d.v.s. uden at vedkommende har ret til at få oplyst grunden til arrestationen). Samt uden restkendelse og uden at vedkommende har ret til en advokat eller at blive stillet for en dommer at fængsle vedkommende på ubestemt tid!

Man må knibe sig i armen og gnide sig i øjnene, og tror alligevel næppe man har set rigtig. Men loven ER underskrevet af præsident Obama, modtager af Nobel’s fredspris (hvad har de gang i oppe i Norge? – har det måske trods alt en eller anden betydning, at Nobel’s firma hed Dynamit-Nobel?).

Velbemeldte DHS har forresten lige indkøbt 450 mio. stykker ammunition til 10 mm håndvåben og naturligvis med dum-dum kugler. Jeg mener at erindre, at vi for et halvt århundrede siden lærte i skolen, at anvendelse af dum-dum kugler var en krigsforbydelse, som under 2. verdenskrig straffedes med øjeblikkelig standret og henrettelse, såfremt det blev opdaget hos ven eller fjende.

Der bygges “opsamlingslejre” mange steder i USA.

NSA/CIA bygger i øjeblikket et gigantisk overvågningsanlæg, som i realtime skal overvåge, aflytte og registrere AL telekommunikation i USA. Der er altså tale om spionage mod egne borgere. USA har på det punkt været en lille smule bagefter f.eks. Danmark, vi har jo nu i nogen tid dels haft loven om registrering af AL teletrafik. Samt dels sammen med en række andre vestlige (ud)lande været belemret med ECHELON-programmet i ganske mange år, der vistnok reelt har samme funktion som det nye center i USA, i det mindste i det omfang USA deler de indhentede oplysninger med PET/Mossad.

Så spørgsmålet er måske: Er de vestlige, hemmelige tjenester i virkeligheden en sammenhængende, magtsyg efterretningsmafia, som ganske enkelt tragter efter den politiske magt?

Man er i USA forresten begyndt at sammenligne DHS’s aktiviteter med tilstandene i Rusland lige før revolutionen. Der cirkulerer endog i blogosfæren rygter om et vist “familiesammenfald”, idet David Axelrod rygtevis oplyses at være et barnebarn af Trotsky (jeg har ikke efterprøvet denne oplysning, set på http://www.zerohedge.com/).

2. A HISTORY OF THE MAGHRIB. Af Jamil M. Abun-Nasr. Cambridge, 1975. 420 sider.

Maghrib omfatter som bekendt de nordafrikanske kystlande, herunder Marokko, Algir, Tunis og Libyen. Måske vil det også være nogle læsere bekendt, at Spanien i forhistorisk tid hørte geologisk og kulturelt sammen med nordafrika (de iberiske folk), samt at nogle kulturhistorikere mener, at det tildels forholder sig således endnu.

3. NORTH AMERICAN INDIANS (Letters and notes on the manners, customs and conditions of the). Af George Catlin, Bind 1-2. Dover, New York, 1973, men oprindeligt udkommet i 1844. Med over 300 af forfatterens egenhændige malerier og tegninger.

Historien om hvorledes de nordamerikanske oprindelige folk, efter at have levet i samdrægtighed med landets storslåede natur i mange årtusinder, i løbet af forholdsvis få år blev skubbet ud i mørket af den hvide mand – er og bliver en af verdenshistoriens store dramaer. Det er interessant at studere forfatterens mange portrætter af de forskellige stammers typer. Man får en fornemmelse af, at der kan have været næsten lige så mange forskellige ansigts- og mennesketyper i oldtidens amerika, som i nutidens eurasien.

4. GESCHICHTE DER ORIENTALISCHEN VÖLKER RUSSLANDS BIS 1917. Af Emanuel Sarkisyanz. München 1961, 422 s. (Købt i sidste uge for 20 kr).

Utrolig righoldig, og uden tvivl ikke minst relevant idag efter Sovjetrigets opløsning. Tillige en udvortes meget tiltalende bog med behageligt (ikke kridtet) papir og tryk samt en smuk og solid indbinding i helshirting. Topkarakter til forlaget Oldenbourg i München.

5. HISTOIRE D’ARMÉNIE. Les Origines – du 10. siecle au 6. Av.J.C. Af Nicolas Adontz. Paris 1946, 441 s. (Købt i sidste uge for 20 kr).

Det er altså Armeniens oldtidshistorie, der her omhandles, nærmere bestemt tiden fra 10. til 6. årh. f.Kr. Både forfatterens portræt samt den smule af bogen jeg endnu har gjort mig bekendt med, synes at borge for, at der er tale om et både alvorligt og grundigt samt tillige fængslende værk.

I bogens sidste kapitel (7.), omtaler forf. nogle interessante etymologier (d.v.s. ordhistorier). Bl.a. ordet HASHURU, som betyder æble. Jeg forstår umiddelbart den toenhalv side lange udredning derhen, at ordet – uagtet det synes at være beslægtet med bl.a. både syrisk (hazzura) og sumerisk (gis-ma-gunnu, som betyder “stor figen”) – skulle stamme fra proto-hittitisk eller urartisk, sidstnævnte et ikke indoeuropæisk folk, som beboede de armenske lande før de indoeuropæiske armeniere erobrede området.

6. GESCHICHTE AEGYPTEN’S UNTER DEN PHARAONEN. Nach den Denkmälern. Af Heinrich Brugsch-Bey. Leipzig, 1877, 818 s. illustreret med kort og tavler. (Købt i sidste uge for 20 kr).

I henhold til diverse leksika synes forfatteren at have været datidens måske bedste kender af det gamle Egypten. Bl.a. var han leder af Ecole d’Egyptologie i Cairo, og opholdt sig mange år i Egypten.

7. VORE SLOTTE. Historisk-topografiske efterretninger. Af Alice Müller. Kh, 1901. 408 s.

Forfatteren, som jeg ikke har fundet i mine leksika, og som den ærede læser derfor om ønsket bedes google selv, har fremdraget en mængde interessante og tildels kuriøse enkeltheder, som man antageligt sjældent eller ikke finder i “Danske Slotte og Herregårde”. Men hendes fortælleglæde tynges ganske vist lidt af en noget knudret stil.

8. THE ENCYCLOPAEDIA OF ISLAM. New Edition. 11 bind (på godt 1000 sider hver), Leiden og London 1960 – 2002. Rigt illustreret og smukt indbundet, værket er praktisk taget som nyt. (Købt i sidste uge for 40 kr. pr. bind).

Jeg må sige, at jeg synes det er årets bogkup. Jeg ved ikke hvem der var mest forbavset: Peter Grosell over at jeg ville købe det, eller jeg over at kunne købe det her på bogudsalget.

Men for det første har Danmark nu en stor minoriet af muslimske medborgere.

Og for det andet kunne jeg give Peter en oplysning, som – da den naturligvis mest har kuriositetens interesse – vil være ukendt for næsten alle. Men som dog alligevel tør formodes netop at have kuriositetens interesse for, om ikke mange så dog nogle læsere: Nemlig at vort kongehus synes at nedstamme i lige linje fra islams profet Muhammed (d. 632).

(Her som tidligere støtter jeg mig til David Hughes’ stamtavler på internettet (www.angelfire.com/ego/et_deo/index.wps.htm – desværre var de væk sidst jeg kiggede efter dem, forhåbentlig kommer de igen) samt tillige til “Europæische Stamtafeln”, i en snes foliobind (haves bl.a. på Frederiksberg Hovedbibliotek). Jeg har været nødt til at bruge disse stamtavler ukritisk, idet jeg ikke har mulighed for at efterprøve deres kilder).

01. Muhammed, Islams Profet, (d.632)
02. Roccija, g.m. Othman, kalif 644-56.
03. Aisha, g.m. Marwan I ben Hakim, kalif 683-85.
04. Amina, g.m. Muza “El-Bekir” (Erobreren, af Spanien, 711)
05. Abd-al-Aziz, Emir af Spanien 714-17, g.m. Aegila, enke efter den sidste Visigothiske konge i Spanien.
06. Aisha, g.m. Fortun ibn Cassio (Søn af Cassion Banu Qasi)
07. Muza ibn Fortun, guvernør af Saragoza, d.788
08. Muza ibn Muza, guvernør af Saragoza, d.863, g.m. Assona Iniguez de Pampeluna (i Baskerlandet)
09. Lope (ibn Musa ibn Musa), guv. af Saragoza (875), g.m. Ayab al Bulatiya
10. Auria/Aurea g.m. ca. 845 Fortun Garces “el Monje”, konge af Pampeluna 882/905
11. Onega Fortun infantin af Pampaluna, g.2.m. 880 Aznar Sanches de Larraun
12. Toda Aznares g.m. Sancho I Garces, kg. af Navarra, d. 925
13. Sancha Sanches, Infantin af Navarra, d.959, g.3.m. Fernan Gonzales, greve af Kastilien, d.970.
14. Garcia I Fernandes, greve af Kastilien, d.995, g.m. Ava de Ribagorza
15. Sancho Garcia, greve af Kastilien, d. 1017, g.m. Uracca Salvadores, d.1025
16. Sancha Sanches, d. 1026, g.m. Berenguer Ramon (den Krumme), greve af Barcelona, d. 1035
17. Ramon Berenguer I (den Gamle), greve af Barcelona, 1023-76, g.m. Almode de la Marche, komtesse af Almode og Razes
18. Ramon Berenguer II, greve af Barcelona m.m., 1076, g.m. Mathilde af Apulien

19. Ramon Berenguer III, greve af Barcelona m.m., 1082-1131, g.m. Dulce de Gevaudan, grevinde af Provence etc.
20. Ramon Berenguer IV, greve af Barcelona m.m., 1113-62, g.m. Petronila, dronning af Aragon m.m., d.1137
21. Dulcia, d.1198 g.m. Sancho I Martino (o Pobledor – “folkets ven”), kg. af Portugal og Algarve, d. 1212
22. Berengaria, g.m. kong Valdemar Sejr 1213, d. 1241.

Berengaria er som bekendt stammor til så godt som alle senere danske konger, samt forøvrigt herudover til mange nulevende danske i alle samfundslag.

Peter Grosells flotte leksikon over den muhammedanske verden var den givne anledning til at fremhæve ovenstående anerække. Men iøvrigt har vort kongehus’ slægtsmæssige affiliationer gennem århundreder tilsyneladende været meget internationale. Udover slægtninge eller forfædre i snart sagt alle europæiske nationer kan f.eks. nævnes aner fra følgende mere eksotiske destinationer (igen i henhold til ovennævnte kilder):

Kinesiske prinsesser og kejsere (samt den despotiske kejserinde WU!), Attila og Djengis Khan, Kg. David og Kg. Salomon, Assyriske, Persiske, Armenske, Georgiske og Syriske konger. Russiske, Byzantiske, Tyrkiske og Afghanske fyrster samt Egyptiske Faraoer og Etiopiske, Mauretanske og Nubiske fyrster og prinsesser.

Nok om det, men tak til Peter for det flotte leksikon. Peter hævder ganske vist, at unge mennesker nu om dage går på nettet efter viden i stedet for at konsultere bindstærke leksika o.s.v. Det er vistnok ganske rigtigt, men jeg vil dog ikke undlade at benytte lejligheden til at komme med et par bemærkninger hertil.

For det første er alle Wikipedia-artikler så vidt jeg ved anonyme. Hvem vil læse en anonym fagbog eller et anonymt biografisk leksikon? Kan i det højeste være et supplement.

Jeg skal iøvrigt ikke komme nærmere ind på, hvilke kredse der har grundlagt og som kontrollererer Wikipedia. Men man må tage højde for en i visse anliggende tydelig tendensiøsitet og direkte censur. Nogle (kultur)historisk betydelige personer omtales f.eks. slet ikke, andre så overfladisk at det kan ligne en parodi.

Google skanner en masse bøger. Men vær opmærksom på, at Google har en klar politik og især praksis om censur. Nogle bøger og artikler vil ganske enkelt blive udeladt! D.v.s. ting, som ikke passer ind i ejernes verdensbillede eller frygtes ikke at kunne virke fremmende for deres ønsker om “en plads i solen”.

I blogosfæren cirkulerer oplysninger om, at Googles startkapital leveredes af en CIA-kontrolleret bank. Synes for så vidt at passe med mine egne erfaringer. Mine blogbidrag om foto og bøger er googlet hundredevis af gange. Men IKKE EEN ENESTE GANG er mine kritiske bidrag om Mossad og PET blevet googlet. Hvilket jeg anser som en statistisk umulighed, medmindre der netop foregår censur. Google har desuden efter det oplyste en historie om at fjerne indhold, når et regering(sorgan) beder om det.

9. SYRIENS OLTID – BELYST VED IKKE-BIBELSKE KILDER. Af Valdemar Schmidt, Kh, 1872. 2 Bind.

Det drejer sig om forfatterens doktorafhandling. Han udgav omtrent samtidig ASSYRIENS OG EGYPTENS GAMLE HISTORIE, ligeledes i 2 stærke bind. Om dette sidste værk bemærker Dansk Biografisk Håndleksikon, at det sikkert ville have gjort forfatteren internationalt berømt, såfremt det havde været udgivet på et af hovedsprogene.

Jeg burde måske have givet en smagsprøve, men der er tale om 2 unikke værker, som ganske enkelt bør ses, hver side vidner om en utrolig viden og fortælleglæde.

Dog kan jeg ikke undlade at bemærke, at det som ventet synes at fremgå, at det syriske folk ikke er et semitisk folk. Det er heller ikke tyrkisk eller europæisk, – men netop syrisk.

I et hjørne af verden, hvor stammementalitet endnu vistnok betyder ganske meget, kunne det måske være en god del af forklaringen på, at Syrien netop i disse uger og måneder har haft så let ved at blive venneløs blandt sine naboer?

Man sammenligner med Kurdere og Iranere, der som udgangspunkt heller ikke er tyrkiske eller semitiske folk, men derimod (indo)europæere. Vi europæere er med sædvanlig cluelessnes slet ikke opmærksom på det forhold. Men vi kan være ganske sikre på, at Syrernes, Kurdernes og Iranernes naboer er bevidst om det. Sammenlign at israeliterne endnu i det 21. århundrede betegner sig selv som en storfamilie (“extended family” – ref op.ed (kronik) i New York Times). ScienceDaily.com kan da også d. 3. juni 2010 oplyse, at jødiske “grupper” har indbyrdes genetisk “relatedness” som 5th cousins (d.v.s. slægtskab i 5. led).

Men for øvrigt er der for Syriens vedkommende, ligesåvel som for Iraq, Afghanistan, Egypten og Libyen’s (og Iran’s) vedkommende tale om ganske almindelige røveriske overfald. Altså røvertogter for at vinde guld, olie og strategisk position – der er her tale om moralsk depraverede røverstaters røveriske overfald. Intet andet!

10. KINAS HISTORIE. Af L.Carrington Goodrich. Kh. 1959/1966 begin_of_the_skype_highlighting 1959/1966 end_of_the_skype_highlighting, 266 s. Paperback.

En af de ofte læseværdige Facetbøger fra Haases forlag i Løvstræde.

Kinas historie er i mine øjne ligeså fascinerende som dets folk og kultur. Fremfor alt er kineseren – i modsætning til de tilsyneladende efterhånden moralsk depraverede vestlige røverstater? – et omgængeligt, venligt og fredselskende folkefærd.

Og hånden på hjertet, har vi ikke netop nu et moralsk problem her på den vestlige halvkugle? Som Paven (omtrent) udtrykte sig i sin tale i den Tyske Forbundsdag, ved sit statsbesøg for et årstid siden: “Hvis al moral forsvinder fra det offentlige liv, hvad er der så tilbage andet end røverstaten?”.

Det burde være klart for om ikke de fleste, så dog for nogle, at en økonomisk krise, en bankkrise, en boligkrise osv i virkeligheden i alle tilfælde først og fremmest er moralske kriser (se evt. også LÅNEØKONOMI og SERIOUS MONEY):

– Mange regeringers totalt uansvarlige lånepolitik. Man låner, idet man stiller kommende generationer som sikkerhed. Man sælger altså i virkeligheden sine børn og børnebørn til slaveri. Det er da umoralsk!

– Mange storbankers undertiden totalt uansvarlige omgang med deres betroede midler. Handel og gambling med mærkelige og uforståelige “værdipapirer” i et omfang, som trodser al forstand. Og meget siges at foregå “under bordet” eller “sort”, d.v.s. uden statslig regulering og indsigt, udenfor offentlig regnskab, uden at der betales en øre i afgifter (moms f.eks.) for handel med disse gigantiske milliardbeløb dagligt(!). Jeg kan ikke se, at det er moralsk.

– Boligspekulationen, der fremelsker en spillementalitet. Den hurtige, arbejdsfri gevinst på de kommende generationers bekostning. Bankerne har faktisk haft held til at overbevise os om, at høje boligudgifter er en stor økonomisk fordel!

Så på trods af, at Kina har ladet sig lokke ind i en boligboble, så må vi måske alligevel håbe, at forfatteren har ret, når han på bogens forside udtaler: “Kina er født til at blive verdens største magt”.

De fleste vil sikkert indvende, at verden har da altid været moralsk fordærvet, og det går jo nok alligevel, det har det jo altid gjort. Jo, men plejer han er død! Der er her ved begyndelsen af det 21.århundrede nogle skjulte, variable parametre, som begynder at røre på sig (som f.eks. en tandhjulsmekanisme i et (tænkt) astronomisk ur, som kun aktiveres een gang hver ca. 26.000 år, når jordaksen har beskrevet en fuld cirkel ved sin slingrebevægelse).

Den vigtigste, hidtil skjulte variabel er spørgsmålet om jordens fællesskab. D.v.s. ikke bare fællesskab på jorden, som nabofællesskab eller landsbyfællesskab eller stammefællesskab eller racefællesskab eller nationalitetsfællesskab eller kulturfællesskab eller religionsfællesskab eller erhvervsfællesskab eller forretningsfællesskab.

Men derimod spørgsmålet om: I hvilke fællesskab indgår jorden evt. som en helhed? Man kunne med et lidt diffust udtryk måske kalde det kosmisk fællesskab. Det er naturligvis den tekniske udvikling med hensyn til rumteknologi og våbenteknologi, som gør dette hidtil næsten negligerede spørgsmål aktuelt. Helt præcist HVOR aktuelt, ved vel ingen. Nogle “profeter” nævner præcise datoer, f.eks. 23. dec. 2012 for “dommedag”. Men alle disse profetier skal man dog vist tage med et gran salt, for ikke at sige med stor skepsis.

Men vi må vistnok begynde at tage højde for, at vore mest avancerede våben (hvoraf de farligste måske endnu holdes hemmelige for offentligheden?) snart vil kunne blive opfattet som, om ikke ligefrem farlige så dog irriterende, resp. stærkt irriterende for vore eventuelle kosmiske naboer. Skulle det blive tilfældet i nutiden eller i en nær fremtid, ja så vil det nok ikke være uden betydning for vor skæbne her på jorden, hvorledes vor karakter og moral vil blive opfattet. Blodtørstige, moralsk depraverede sociopater vil næppe have en lys fremtid blandt nye naboer?

(posteres tillige på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Bordets glæder (1. del: Rolleiflex)
6. jul 2012 11:43, GP

Jeg har her på mit stuebord stående et Rolleiflex kamera af ældre model. Nogle minutters research vil afsløre, at det drejer sig om en model B, fremstillet i årene 1954-56. Jeg husker, at det er købt for flere år siden, og vist for et par hundrede kroner, hos Foto/C i Holbergsgade. Det er ikke ret meget for en Rolleiflex, men den lave pris har sine grunde. For det første manglede fremtræksarmen, d.v.s. det håndsving på kameraets højre side, hvormed man transporterer filmen og spænder lukkeren – sådan et prof. 50’er kamera fungerer jo helt manuelt. For det andet er optageobjektivets forlinse slemt, meget slemt ridset. På nydansk hedder det vist forresten rigtig, rigtig slemt. Altså rigtig, rigtig forkert (pun intended!).

Jeg har ejet et Rollei-kamera lige siden jeg var soldat i 1970-71. Jeg husker jeg da var tjenstgørende som instruktør ved FN-bataljonen i Jægersprislejren samt at jeg byttede mig til kameraet fra min kammarat sgt. Rømer. Der er her tale om en enklere udgave af Rolleikameraerne, en såkaldt Rolleicord (model 5, fra 1954-57) og da jeg erhvervede kameraet, var dets tilstand – om ikke rigtig, rigtig forkert, så dog – temmelig dårlig. Især var der slid og slør i fokuseringsmekanismen, således at objektivet sad løst og usikkert fast på kameraet.

Jeg har endnu et eller andet sted liggende et foto af mit køkkenbord fra lejligheden på Gasværksvej i Hørsholm, hvor jeg dengang boede. Man kan se Rolleicord’en more or less stripped, altså delvis skilt ad. Specielt er både højre og venstre sidepanel fjernet, hvilket var nødvendigt for at kunne stramme op på fokuseringsmekanismen, det er heldigvis muligt og forholdsvis enkelt på sådan en 50’er Rolleicord.

Det var mit første forsøg på en større kamerareparation, og det lykkedes, trods en hel del sved på panden, faktisk så godt, at jeg uden problemer kan bruge kameraet endnu. Jeg har dog for en halv snes år siden bekostet en CLA (cleaning-lubrication-adjustment, altså på dansk: servicering) af objektivets Compur-lukker. Disse små lukkere (størrelse 00, som er den mindste lavet efter 2.verdenskrig, i mellemkrigsårene var der vist også en størrelse 000) er notorisk lidt pivede med hensyn til støv og snavs, og kan let blive unøjagtige. Men den elskværdige og i høj grad savnede hr. Spindler i Kompagnistræde, der var håndværker af den gamle skole, ordnede det lille problem med sædvanlig samvittighedsfuldhed og lukkeren kører stadig fint.

Det er forøvrigt præcis den samme lukkertype, som sidder i ovennævnte Rolleiflex mod. B. Objektivet kunne også have været identisk med den Schneider Xenar, som sidder i Cord’en. Men den her omhandlede Flex-model kunne leveres med 3 forsk. objektiver. Dels en Zeiss Tessar fra Jena i Østtyskland, dels en Zeiss Tessar fra Oberkochen ved Stuttgart og endelig som nævnt en Xenar fra fa. Schneider i Bad-Kreuznach i Hessen. Alle 3 med lysstyrke 3,5 og brændvidde 75 mm. Tessar’en var den dyreste, men om den er nævneværdigt bedre er vist tvivlsomt. Det oplyses, at der er lavet godt 90.000 stk af denne Rollei-model.

Jeg har et gammelt, laset fotohandlerkatalog fra 1954, og kan se, at en Rolleicord kostede næsten 700 kr dengang, mens en Rolleiflex med Tessar kostede lidt over 1000 kr. Jeg tror jeg tør gætte på, at 1000 kr. i 1954 godt kunne være sammenlignelig med ca. 20.000 kr idag. Så det har været enten nødvendigt værktøj for de professionelle eller dyrt luksuslegetøj for de velhavende, det er trods alt nok de færreste butiksassistenter, som køber kameraer i 20.000 kroners klassen idag? Og man kan derfor næppe finde det urimeligt, at der forlanges 2000 kr eller mere for et pænt og velfungerende eksemplar af en Rolleiflex af tilsvarende type?

Når det er sagt, vil jeg alligevel råde novicen til at være ganske forsigtig ved en evt. anskaffelse af et ældre Rolleikamera af den her omhandlede 2-øjede type. Kameraet kaldes et 2-øjet spejlreflekskamera, fordi det er forsynet dels med (ovennævnte) Tessar- eller Xenar-objektiv til at fotografere med, d.v.s. til at danne billedet på filmen. Men desuden med et separat objektiv til at “frame and focus” med, d.v.s til at komponere og focusere motivet med. Dette objektiv sidder direkte ovenover optageobjektivet.

Det store, og egentlig lidt overraskende problem med disse kameraer er nu, at man – ial fald efter egen erfaring gennem mange år – ofte må konstatere, at disse 2 objektiver ikke er justeret korrekt ind. D.v.s. der er ikke overensstemmelse mellem focus på søgerobjektivet og optageobjektivet. Jeg har haft lejlighed til at tjekke en hel del Rollei’er gennem ca. 40 år, og jeg vil umiddelbart mene, at omved 50 pct. ikke har været i orden, og faktisk ubrugelige. Du får nemlig ikke skarpheden dér, hvor du fokuserer. Så pas på – de fleste, såvel brugere som fotohandlere have no clue – så det vil være forsynligt at holde sig til en fotohandler eller evt. privat, som man har ubetinget tillid til.

For Rolleicord’ens vedkommende er det forøvrigt ikke umuligt for den fingernemme selv at afhjælpe en sådan unøjagtighed. Men for de fleste vil det dog være helt umuligt. Man skal for det første helst have et specielt bagstykke med matskive og stativgevind (som man måske kan være heldig at finde på nettet for et par hundrede kroner). Man kan naturligvis godt lægge en matskive (hvis man har en sådan?) hen over filmåbninger, når man åbner kameraet bagtil. Men så kan man ikke sætte kameraet på stativ, for stativgevindet sidder på den bagvæg, som man nødvendigvis må afmontere for at kunne komme til med matskiven. Og har man ikke kameraet på stativ og iøvrigt ikke er en blæksprutte med mindst 3 – 4 hænder, så har man et problem.

For det andet må man afmontere hele kameraets forreste “karosseridel”, d.v.s. den læderbeklædte metalbeklædning incl. betjeningsknapper, som sidder omkring objektiverne. Det er som sagt forholdsvist enkelt for Rolleicord’ens vedkommende, men for Rolleiflex’ernes vedkommende, der er tildels meget mere komplekse, er det ikke tilrådeligt for novicen at forsøge. Så køb altid en Rollei med garanti eller returret!

Men jeg har jo ingen ombytningsret på min gamle Rolleiflex B til 200 kr. Så jeg må prøve at klare kameraets små og store problemer ved egen hjælp. Jeg har allerede erhvervet et originalt fremtrækshåndsving fra et nedlagt fotoværksted. Ok, måske ikke helt originalt, idet der skulle files lidt for at få håndtaget til at passe. Derimod er den ridsede optik vistnok et stort problem. Erfaringsmæssigt kan det være ganske svært at bedømme, hvor meget nogle ridser på et fotoobjektiv indfluerer få billedkvaliteten. Nogle få ridser har normalt ingen som helst betydning. Mange ridser kan give en let dis over billedet og det kan faktisk være en fordel i visse situationer. Dels hvis man ønsker et let softet portræt eller hvis man har brug for at opbløde skyggerne ved en meget kontrastrig belysning.

Men den her omhandlede Tessar har desværre vist sig at være så ridset, at jeg end ikke kan se et billede, når jeg lægger en matskive hen over filmåbningen. Det er slemt og det er iøvrigt vistnok første gang jeg har været ude for noget tilsvarende. Mit eneste håb for en afhjælpning af den misære må vist være at forsøge at finde en mekanisk set totalhavereret Rollei af nogenlunde samme årgang, og så skifte objektivglassene ud. Der vil herefter i givet fald formodentlig være behov for en efterjustering af focus som ovenfor omtalt. Men måske vil det være en mulighed.

Problemer med focuseringsnøjagtigheden er dog ikke blot et Rollei-problem, men kan opleves ved en række andre kameratyper. F.eks. ældre Hasselblad-kameraer (se HASSELBLAD OG DINOSAURER), alle Leica-typer med koblet afstandsmåler samt de gamle Bronica-typer med spaltelukker (se BRONICA OG NIKKOR). Derimod har de eksemplarer af den nyere type Bronica (d.v.s. med centrallukker i.st.f. spaltelukker), som jeg har haft lejlighed til at se på, altid været perfekt i så henseende. De har tilmed den fordel, at brugtprisen er temmelig lav.

(posteres tillige på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

5000 sorry souls (1. fortsættelse)
11. mar 2012 16:31, GP

Forrige tirsdag (d. 28.2.) omtalte jeg (i Operation eller mission?) et brev, som jeg dagen før havde sendt til direktionen på Bispebjerg Hospital (i.h.t. hospitalets hjemmeside er direktionen eneste postadresse). Allerede få dage efter modtag jeg et foreløbigt svar, dateret d. 29.2., som er sålydende:

“Kære Gert Pedersen

“Hospitalsdirektionen skal hermed oplyse, at vi har modtaget dit brev af den 27.februar 2012 inkl. indkaldelsesbreve fra Kirurgisk Afd., hvori du klager over forhold i dit møde med afdelingens personale. Samtidig aflyser du dine tider til samtale d.d. og efterfølgende operation d. 8. marts 2012.

“Vi har på den baggrund iværksat en nærmere undersøgelse af sagen, og så snart resultatet foreligger, vender vi tilbage til dig med et svar. I den forbindelse kan vi oplyse, at afdelingen er gjort bekendt med dine afbud og at du ikke vil blive genindkaldt med mindre du efterfølgende ønsker dette.”

(Underskrevet af en hospitalsdirektør samt en direktionssekretær).

Nogle dage efter, d.v.s. d. 8. marts blev jeg ringet op af en afdelingssygeplejerske fra den her omhandlede kirurgiske afdeling, med hvem jeg havde en – iøvrigt meget behagelig – ca. 10 min lang samtale.

Således foranlediget har jeg idag sendt nedennævnte brev til hospitalet:

“Frederiksberg, d. 11.3.2012

Til Direktionen
Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Bakke 23
DK-2400 Kbh. NV

Tak for Deres brev af 29. febr., hvori De kvitterer for modtagelsen af mit brev af 27. febr. De skriver i brevet bl.a., at De senere vil vende tilbage med et svar, så snart resultatet af en nærmere undersøgelse foreligger.

Jeg er tors. d. 8.ds. blevet ringet op af en af Deres afdelingssygeplejersker, og jeg må nu vistnok antage som en nærliggende mulighed, at det er Deres hensigt, at denne telefonopringning skal udgøre det svar, som De stiller mig i udsigt i Deres brev?

Under den forudsætning har jeg følgende bemærkninger i tilslutning til den iøvrigt meget behagelige telefonsamtale med en åbenbart både kompetent og elskværdig medarbejder:

Den sproblemstilling, jeg har rejst i mit brev, har i princippet 2 strenge.

Den ene, om jeg så må sige sekundære streng vedrører bl.a. de indtryk jeg fik i forb. med mit besøg på hospitalet d. 31.5.2011, d.v.s. interviews og undersøgelse. Jeg oplevede her til dels, hvad jeg i mit brev beskriver som ”nonchalent omgang med regler og bestemmelser og almindelig god tone og sund fornuft”.

Jeg har p.t. intet belæg for at antage, hvorvidt disse indtryk må anses som udtryk for en enlig svale, resp. måske som forsøg på chikane eller eventuelt som udtryk for en slags parallel- eller undergrundskultur på Deres hospital? Måske den undersøgelse De taler om i Deres brev ville være tjenlig til at belyse disse spørgsmål?

Og jeg må beklage, at jeg næppe kan deltage i en egentlig sagsbehandling af de herhen hørende, hospitalsinterne spørgsmål. Dertil er mit kendskab til Deres arbejdsplads og min prokura naturligvis utilstrækkelig h.h.v. ikke eksisterende.

Jeg nævner dette fordi Deres medarbejder i løbet af telefonsamtalen tilkendegav, at man gerne ville invitere mig til en samtale i sagens anledning. Det har jeg, af nævnte årsag vanskeligt kunne forholde mig til umiddelbart. Men måske det alligevel ville være en god idé?

Fordi sagens 2. og primære streng – naturligvis – vedrører det behov jeg har for at få opereret en temmelig stor lyskebrok. Måske ville det i løbet af en samtale hos Dem kunne afklares, hvorvidt og i givet fald hvordan, en efterfølgende undersøgelse og operation ville kunne arrangeres, på en for alle parter nogenlunde tilfredstilllende måde.

Med venlig hilsen”

(Tillige posteret på http://www.123hjemmeside.dk/imma )

kommentarer (0)

Martssol
4. mar 2012 15:49, GP

Frederiksberg, Lørdag d. 3. marts 2012.

Her i min solrige trediesals dagligstue har der denne 3. dag i kalenderforåret sikkert været forår hele dagen. Det var der ial fald i formiddags, hvorfor jeg fik den tanke, at det kunne være en god idé at lave en lille fotoudflugt, f.eks. ud til københavns “nationale identitet”, den lille havfrue ved Langelinje.

Og mens jeg her lørdag aften sidder og nyder Verdis Aida fra THE MET i New York – and God bless DR og The Met (og Toll-Brothers for deres økonomiske understøttelse af udsendelserne, naturligvis), dels for den fine performance, men også og ikke mindst fordi man så slipper for at se/høre opera på TV. Dette kan nemlig ofte være en pine og en plage for i det mindste undertegnede, for hvem det altid har været svært at borttænke billederne med deres tit latterlige og undertiden direkte pinlige kostumering og sceneografi. For øvrigt er handlingen i en opera som oftest skematisk og banal in extrema. Er altså i virkeligheden, groft sagt, aldeles ligegyldig, enhver kan efter behag tænke en passende handling ned over skemaet; – men jeg ville imens fortælle lidt om turen.

Først graver jeg “den lille pladekamera-fototaske” frem fra sit hjørne. Denne lille “Tenba-2” taske måler ca. 32 x 20 x 13 cm og vejer fuldt pakket mellem 2 og 2,5 kg. “Fuldt pakket” vil sige med 2 kameraer incl. tilbehør:

1. Et IHAGEE 9×12 cm pladekamera fra ca. 1920 af den traditionelle klap-type, med matskivebagstykke og dobbelt bælgudtræk. Objektivet er en 3-linset såkaldt Cooke-type (med 3 fritstående linser) kaldt Ihagee Triplex Anastigmat, og brændvidden er 135 mm med lysstyrke 1:4,5. Objektivet sidder i en IBSOR-lukker (forløber for PRONTOR-lukkerne) med lukkertider fra 1 sek. til 1/100 sek. Byttede mig til dette kamera for om ved et par år siden for nogle æsker planfilm. Ganske fin kvalitet, ret velholdt og meget stabil.

2. Et Voigtländer 6×9 cm AVUS pladekamera fra beg. af 30-erne. Købt for flere år siden efter en annonce i den Blå Avis, for så vidt jeg husker ca. 300 kr. Objektivet er en Voigtländer SKOPAR med brændvidde 105 mm og ligeledes lysstyrke 1:4,5. Dette 4-linsede objektiv er af en anerkendt høj kvalitet, ligesom for øvrigt lukkeren, der er en såkaldt Ring-Compur med tider fra 1 sek. til 1/250 sek. AVUS-kameraet er ret velholdt og meget stabilt og præcist konstrueret og udført. Dog har det ikke, som det noget dyrere BERGHEIL-kamera udskifteligt objektiv, hvilket IHAGEE-kameraet forøvrigt heller ikke har.

3. En RADA rullefilmskassette til hver af kameraerne. Beregnet til 120-rullefilm, og giver 8 billeder i størrelse 6×9 cm (som i virkeligheden snarere er 5,5 x 8,5 cm).

4. Yderligere er der plads til lysmåler, en matskivelup, trådudløser, et lille mørkt klæde til at lægge over matskiven hvis solen generer, samt diverse rullefilms.

Desuden medbragte jeg det lille Linhof-stativ med Leitz-kuglehoved, som i alt vejer a tad over 1 kg. Summa summarum for hele udstyret i underkanten af 3,5 kg, – ikke meget for et “storformat”-udstyr, og ikke mere end man normalt ret bekvemt kan spadsere med det meste af en eftermiddag. Til sammenligning vejer den ligeledes ikke ret store fototaske med mit gamle Nikon D1H digitalkamera og 2 alm. plast-zoomobjektiver samt diverse småting næsten 3 kg.

I dag tar jeg Metroen til Kgs. Nytorv og vælger, med en bagtanke, at spadserede om ad St.Kongensgade. “Bagtanken” er Van Hauen’s conditori, hvor man serverer en udmærket kaffe med eller uden brød, og hvor der desuden ligger diverse aviser til gennemlæsning. Jeg er ganske vist efterhånden næsten helt gået over til net-aviser, men af og til er det dog fornøjeligt at genopfriske bekendtskabet med papirs-udgaverne, som rigtignok ofte synes at være lidt mere indholdsrige.

Før bredbånd og netaviser blev almindelige var jeg storforbruger af, eller ial fald næsten daglig bruger af cafe-aviser inde i byen. Ofte på Dagmar i Jernbanegade – har vist ikke aviser længere? – samt i flere år, og da oftest sammen med min gode ven skrædder Garth, på den nu hedengangne Cafe Mikkel i Mikkel Bryggersgade (som vist for øvrigt ejedes af fam. Van Hauen?). Garth (aka Leif Goldschmidt) var en meget intelligent og meget fotointeresseret pensioneret skrædder, havde bl.a. været ansat hos Brdr. Andersen på strøget. Desværre blev han syg for nogle år siden, hvorefter jeg, beklageligvis, tabte forbindelsen med ham.

I dag synes aviserne at være noget hårde ved vores smukke og idelig meget tiltrækkende statsminister, synes jeg. Tænkeligt kan det være hendes måske lidt mindre veludviklede situationsfornemmelse, som giver anledning til noget af virak’en? Dog er der længe til næste valg, og meget kan ske i mellemtiden.

En mindre veludviklet situationsfornemmelse, som karaktertræk, er for øvrigt helt utvivlsomt en, om jeg så må sige, nødvendig følge af vor højtudviklede tekniske civilisation, som eksempelvis har brug for mange slags tekniske begavelser, hvor situationsfornemmelse, eller ikke, er et ganske underordnet resp. betydningsløst spørgsmål. Man kan sikkert sige, at vor teknisk-videnskabelige civilisation som udgangspunkt begunstiger mennesker med dette karaktertræk, som alt andet lige må formodes efterhånden at ville udgøre en større og større andel af os.

Så godt som alle mine venner og veninder har en mindre veludviklet resp. i nogle tilfælde stærkt nedsat situationsfornemmelse (på trods af, at jeg selv befinder mig nærmest på den anden ende af skalaen, idet jeg vistnok har en endog meget udpræget situationsfornemmelse). Hvilket sikkert hænger sammen med, at næsten alle vennerne kommer fra fotoverdenen. For, som jeg tidligere har nævnt (vg. se RICHARD AVEDON PÅ LOUISIANA eller MORSOM AFTEN), er det en fordel, ja efter min mening nærmest en forudsætning for at blive en dygtig og succesfuld (portræt)fotograf, at “you should not relate too much to the model” (jf. Avedon), d.v.s. at man netop ikke “tynges af” for meget situationsfornemmelse.

Men dette karaktertræk er, som ovenfor antydet, vistnok mere og mere det normale indenfor mange moderne fag og erhverv, herunder: Ingeniører og teknikere, programmører, jurister, læger og økonomer. Jævnfør det i vor tid stærke indslag af matematiske systemer og teorier i næsten al videnskab, herunder f.eks. også økonomisk videnskab (hvilket måske i virkeligheden turde være en umulighed, da økonomi er noget der foregår mellem mennesker og ikke mellem “ting”?).

Måske er det også, af samme årsag, en lille smule betænkeligt, at nævnte karaktertræk efterhånden ser ud til at blive mere almindelig også på Christiansborg, samt i andre politiske miljøer. Men problemstillingen er her vistnok, at det politiske erhverv i så henseende har modstridende krav til sine udøvere: Man skal dels have lange antenner for at kunne fornemme “folkets forventninger og ønsker”, samtidig med at man på den anden side skal have en (tildels meget) tyk hud for at kunne klare den konstante eksponering og for altid at have et hurtigt svar på umuligt komplicerede – ofte i virkeligheden uløselige – hensyn og problemstillinger?

Den Lille Havfrue er i dag tilsyneladende besat af en gruppe store, italienske skolebørn. Men også fjernøsten er som vanligt ret godt repræsenteret på strækningen fra Den Engelske Kirke til lystbådehavnen.

Trods den fine sol er vinden trods alt stadigvæk ganske kold her nede ved vandet. Så jeg vælger at droppe en times tid med stillestående stativfotografering og ser mig i stedet om efter en bænk i læ for vinden. Der er nemlig også plads til en tynd bog, f.eks. en pocket-book, i min lille Tenba fototaske. I dag har jeg medtaget en pocket-krimi, nærmere betegnet “All Grass Isn’t Green” af A.A. Fair (aka Erle Stanley Gardner), hvoraf jeg havde håbet at kunne læse det første kapitel her ude. Men jeg når kun et par sider, før det igen føles for koldt til stillesiddende aktiviteter.

Der findes så vidt jeg kan se 27 titler i den serie, som Stanley Gardner har skrevet under navnet A.A. Fair. Hvis jeg husker ret, har jeg dem alle på nær 2 eller 3 titler. Gardner begyndte vistnok på serien engang i 40’erne, og da denne er fra 1970, må det være en af de sidste, måske den sidste.

Så vidt jeg ved er Stanley Gardner ikke regnet for særlig meget blandt moderne kendere af crime- eller detective-novels? Men som hans gode ven Raymond Chandler har skrevet et eller andet sted, “some of what he has written is pretty good”, og jeg selv finder hans A.A.Fair-serie meget fornøjelig. Dobbelt fornøjelige fordi de både kan være meget spændende og meget humoristiske, ja undertiden direkte morsomme.

Jeg vil derfor til ære for den evt. interesserede novice gengive de 2 første sider af “All Grass Isn’t Green”. Men forinden vil jeg lige kommentere den netop afsluttede Aida fra The Metropolitan Opera i New York. Udsendelsen blev, meget udsædvanligt, noget forsinket p.g.a. scenetekniske problemer, men var iøvrigt en fantastisk udsendelse. Utrolig synergi ikke mindst mellem orkester og dirrigent (han hed så vidt jeg kunne høre Marco Ameliato?). They liked each other, I suppose. Great performance!

CHAPTER ONE

“The squeaky swivel chair in which Bertha Cool shifted her hundred and sixty-five pounds of weight seemed to share its accupant’s indignation.

What do you mean, we can’t do the job?, Bertha asked, the diamonds on her hands making glittering arcs of light as she banged her palms down on the desk.

The pontential client, whose card gave his name simply as M.Calhoun, said, I’ll be perfectly frank …er,uh, Miss Cool – or is it Mrs. Cool?

It’s Mrs., snapped Bertha Cool. I’m a widow.

All right, Calhoun went on smoothly, I need the services of a first-class, highly competent detective agency. I asked a friend who is usually rather knowledgeable in such matters and he said the firm of Cool and Lam would take care of me.

I come up here. I find that the Cool part of the firm is a woman, and that Lam is… Calhoun looked at me and hesitated.

Go ahead, I said.

Well, frankly, Calhoun blurted out, I doubt if you could take care of yourself if the going got rough. You won’t weigh over a hundred and forty pounds soaking wet. My idea of a detective is a big man, aggressive, competent – heavy-fisted if the occasion requires.

Berthe once more shifted her weight. Her chair creaked indignantly. Brains, she said.

How’s that? Calhoun asked, puzzled.

Brains is what we sell you, Bertha Cool said. I run the business end. Donald runs the outside end. The little bastard has brains and don’t ever forget it.

Oh yes … ah … doubtless, Calhoun said.

Perhaps, I told him, you’ve been reading too many mystery stories.

He had the grace to smile at that.

I said, You’ve had a chance to look us over. If we don’t look good to you, that door works both ways.

Now, just a minute, Bertha Cool interposed, her diamond-hard eyes appraising our skeptical client. You’re looking for at detective agency. We can give you results. That’s our forte. What the hell do you want?

Well, I WANT results, Calhoun admitted. That’s what I’m looking for.

Do you know what the average private detective is? Bertha Cool rasped. A cop who’s been retired or kicked out, a great big beefy, bullnecked human snowplow with big fists, big feet and a musclebound brain.

People like to read stories about private detectives who shove teeth down people’s throats and solve murders. You tie up with an agency that is run by people who are all beef and no brains and you’ll just ante up fifty dollars a day for every operative they put on the case – and they’ll manage to load it up with two or three operatives if they think you can pay the tab. They’ll keep charging you fifty bucks a day per operative until your money runs out. You may get results. You may not.

With this agency we have one operative – that’s Donald. I told you before and I’ll tell you again, he’s a brainy little bastard. He’ll charge you fifty dollars a day plus expenses and he’ll get results.

You can afford to pay fifty dollars a day? I asked, trying to get the guy on the defensive.

Of course I can, he snorted. Otherwise I wouldn’t be here.

I caught Bertha’s eye. All right, you’re here, I told him.

He hesitated a long while, apparently trying to reach a decision. Then he said, Very well, this is a job that calls for brains more than brawn. Perhaps you can do it.

I said, I don’t like to work for a man who is a little doubtful right at the start. Why don’t you get an agency which measures up more to your expectations?

Bertha Cool glared at me.

Calhoun said thoughtfully, I want to find a man.”

Så vidt ALL GRASS ISN’T GREEN (udover at bemærke, at 50 dollars i slutningen af 1960’erne vist må svare til i omegnen af 5000 kr i dagens mønt?). Bogen er næppe oversat til dansk, omend nogle få af serien er det. Apropos Gardners ven Raymond Chandler, så har jeg en fornemmelse af, at Chandler måske kan have været et delvist forbillede for seriens detektiv Donald Lam, – small and brainy ligesom Chandler. Ganske vist var Chandler aldrig aktiv som detektiv, i modsætning til hans forbillede og kollega Dashiell Hammett, men der var utvivlsomt tale om “two brainy bastards”.

Jeg lægger vejen hjem over strøget, og således foranlediget kommer det sig, at jeg ved 16-tiden endnu engang befinder mig i Nordisk Antikvariats netop nu igangværende og velforsynede bogudsalg i Helligåndshuset. Dagens pris er 20 kr pr. bog, vistnok faldende til 15 kr på mandag.

Det lykkes mig idag at begrænse mig til 7 titler, nemlig følgende:

1. NATIONALISM OCH KULTUR, af Rudolf Rocker. Oversat fra tysk, Stockholm 1949. 2 bind med i alt ca. 800 sider.

På omslaget af første bind har (bl. andre) Bertrand Russel givet en udtalelse: Værket er et tungtvejende bidrag til den politiske tænkning, både på grund af dets skarpsindige og resultatrige analyse af mange begømte forfattere og på grund af dets træffende kritik mod dyrkelse af staten og mod de meget skadelige anskuelser, som har fået udbredelse i vor tid (bogen er skrevet i Tyskland i 30’erne).

Utvivlsomt et interessant bekendtskab som må siges at have fået fornyet aktualitet, på baggrund af de mange autoritære tendenser i nutiden. Efter at have skimmet nogle afsnit kan jeg se, at forfatteren (som Russel ganske rigtig siger) kommenterer en mængde historiske og kulturhistoriske forfattere. Bl.a. synes han at poleminisere en del mod en af mellemkrigsårenes vistnok mest læste idehistoriske værker, Houston Stewart Chamberlain’s DIE GRUNDLAGEN DES 20. JAHRHUNDERTS. For øvrigt synes Rocker at være en original og selvstændig tænker, som kun vanskeligt lader sig indordne i skema.

2. DER KULT UND DER HEUTIGE MENSCH. Udg. Af Michael Schmaus og Karl Forster. München 1961.

Ved det tyske ord Kult forstås vist Guds-dyrkelse, -tjeneste, -tilbedelse, -ceremoniel.

Bogen er en slags antologi med 20-30 bidrag af forskellige forfattere. Flere af bidragene må sikkert have interesse udenfor teologernes rækker, f.eks.: DAS KULTISCHE IM JAPANISCHEN VOLKSLEBEN. DER KULT IM ISLAM. NICHTCHRISTLICHER KULT IN MEXIKO. DER KULT IM DENKEN DES JAPANISCHEN INTELEKTUELLEN. DER KULT IM PROFANEN BEREICH UND DER PROFANIERTE KULT. GEWISSEN, RITUAL UND TIEFENPSYCHOLOGIE. M.fl.

Mange vil sikkert hævde, at det moderne, vestlige menneske ikke er religiøst, og derfor ikke har behov for kult eller Gudsdyrkelse. Det er dog vist en kimære, for mon ikke tv-skærmen ofte er det moderne menneskes husalter? Og mon ikke nogle af tidens mest populære og dyrkede (af)guder turde være mammon og røverbander, våben og mord samt bomber og krigskaos? Tjek selv i programoversigten for primetime, og tjek selv med din samvittighed, om du bør være bekymret.

3. SUPERKLASSEN. Den globale magtelite – hvilken verden skaber de? Af David Rothkopf. Oslo, 2008.

Synes at være en meget aktuel, meget velunderrettet og ingenlunde ukritisk beretning om Wall Street og tilsvarende resp. andre magtcentre verden over. Mit eneste problem med at læse bøger om magteliter er, at man hurtigt kan blive træt at udelukkende at beskæftige sig med materielle forhold. Det er som hovedregel en bastant materielistisk verden, der rulles op for os, jf. f.eks. også Egon Caesar Corti’s bog om Rotschilderne (ROTSCHILD – ET FINANSDYNASTIS HISTORIE. Oslo, 1929), en bog som dog naturligvis indenfor sin begrænsning ligeledes er god at blive klog af. Hvorvidt den store fokus på økonomiske og materielle forhold mest skyldes emnets karakter eller forfatternes præferencer, kan næppe umiddelbart afgøres.

4. OM ROBERT MOLESWORTH’S SKRIFT “AN ACCOUNT OF DENMARK – AS IT WAS IN THE YEAR 1692”. Af Chr H. Brasch. København 1879.

Et desværre temmelig laset eksemplar, men dog komplet. Ser i øvrigt ud til at være en ganske interessant og – hos Brasch – som sædvanlig grundig og velinformeret bog om Molesworth’s bekendte skrift fra Chr. 5. tid. Brasch, der var sognepræst i Vemmetofte (1847-86), er vistnok mest kendt for sine grundige, historiske afhandlinger om Vemmetofte Kloster samt Bregentved.

5. THE CAROLINGIAN EMPIRE. Af H.Fichtenau. Oversat fra tysk. Oxford 1968/1957 begin_of_the_skype_highlighting 1968/1957 end_of_the_skype_highlighting. ca. 200 sider.

Ser ud til at hæve sig over de fleste af de bøger jeg har set om Carl d. Store og hans tid. Oversætteren fremhæver da også i sin indledning forfatterens selvstændige, kritiske holdning til emnet.

6. HIGLANDERS. A JOURNEY TO THE CAUCASUS IN QUEST OF MEMORY. Af Yo’av Karny. New York 2000. 436 s.

Omhandler ikke mindst forfatterens egne oplevelser og indtryk fra ophold og rejser i de forsk. Kaukasiske republiker, hvadenten i eller udenfor Rusland. I virkeligheden ved almenheden vistnok så godt som ingenting om disse republiker, som dog ellers i den nyeste tid har været forsidestof flere gange.

7. GESCHICHTE DER ISLAMISCHEN VÖLKER. Af C. Brockelmann. München og Berlin 1939. 495 s.

En eller anden medieforsker sagde for vist omved et halvt sekel siden (hed han McLuhan?), bl.a. at “the medium is the message”. Dette falder mig ind når jeg bladrer i sådan en ret stor historie om folkeslag fra en fremmed kulturkreds. F.eks. den her omhandlede om de Islamiske folks historie, eller det tilsvarende og endnu større historieværk om det jødiske folks historie, som jeg for nogle dage siden erhvervede (ukomplet) hos Vangsgaard på Rådhuspladsen for 25 kr/bindet. Det drejer sig om de sidste 5 bind af Simon Dubnow’s WELTGESCHICHTE DES JÜDISCHEN VOLKES (fra 1927). Desværre var de 4 første bind væk, eller havde aldrig været der, men disse 5 bind, som går fra ca. 1215 til det 19. årh. giver selv ved et flygtigt bekendtskab en lægmand som undertegnede et tydeligt indtryk af, at der her i virkeligheden er tale om en “parallel verdenshistorie”, som lever for sig selv, til en vis grad uafhængig af andre kulturers, f.eks. den kristne verdens historie. Altså: Værkets omfang og indholsrigdom er i sig selv en vigtig oplysning (the medium is the message).

Jeg ville antageligt få nogenlunde samme indtryk om andre, fjernere kulturers historie, f.eks. Indiens, Kinas og Japans.

Slut på forårets første “fotoekskursion” til Den Lille Havfrue.

(Crossposted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Operation eller mission?
28. feb 2012 13:19, GP

Nedenstående brev har jeg igår mandag d. 26.2. på given foranledning sendt til direktionen på Bispebjerg Hospital. Da nogle af de i brevet omhandlede spørgsmål måske kan have en mere almen interesse, gengives det her med uvæsentlige ændringer.

Frederiksberg, d. 27.2.2012.

Til Direktionen på Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Bakke 23
2400 Kbh. NV

Ref. Deres brev af 10.2.2012.

Jeg har modtaget Deres 2 breve af 10.2.2012, hvori jeg indkaldes dels til operation d. 8.3.2012, dels til fornyet samtale med sygeplejerske og narkoselæge d. 29.ds.

Det forudgående forløb er således, at jeg efter en henvisning fra min læge med en (efter min læges udsagn stor) lyskebrok bliver ringet op fra B.H. d. 25.5.2011 og indkaldt til undersøgelse d. 31.5.2011.

Jeg bliver her modtaget i afdelingen af en venlig og kompetent (og stresset?) receptionist og henvist til at vente i det tilstødende venteområde.

Bliver herefter modtaget af en særdeles professionel, elskværdig og korrekt sygeplejerske, som præsenterer sig med navn og stilling og i øvrigt bærer navneskilt.
Jeg får at vide, at jeg herefter vil blive undersøgt af en læge.

Nogen tid efter træder en ganske ung kvinde ind i lokalet. Hun præsenterer sig ikke med navn, stilling eller funktion og hun bærer ikke navneskilt.

I samtalen og undersøgelsens forløb fornemmer jeg, at hun ikke alene er ung, men også meget uerfaren. Da jeg f.eks. beder om at blive opereret med lokalbedøvelse bliver hun tilsyneladende rådvild og forlader lokalet for at ringe til en, formoder jeg, erfaren læge/kirurg (jeg kan gennem den halvåbne dør høre, at han hedder Jens). På den baggrund får jeg derfor den tanke, at hun måske endnu kun er lægestuderende?

Et kvarters tid senere bliver jeg indkaldt til samtale med en læge ”i arbejdstøjet”, og jeg forstår, at det drejer sig om en narkoselæge. Men vedkommende bærer ikke navneskilt og præsenterer sig ikke med navn, stilling eller funktion (jeg erfarer flere måneder senere ved et tilfælde i en samtale med en sygeplejerske, at det er den pågældende narkoselæge, som skal være til stede under min operation).

Jeg må erkende, at dette tilsyneladende behov hos de pågældende læger (eller ”læger”?) for at være anonym efter moden overvejelse forekommer mig at være malplaceret. Ja, det er oprigtig talt direkte foruroligende.

Man er jo dog på et stort hospital som B.H. næppe uvidende om, at der i det danske hospitalsvæsen årligt (efter oplysninger i dagspressen) forekommer ca. 5000 ”trafikuheld” med dødelig udgang (hvoraf for øvrigt næppe ét eneste bliver efterforsket af justitsvæsenet?).

Hvis man sammenligner dette forhold med ca. 300 trafikdrab p.a. på vore gader og veje, ja så må det sikkert medgives, at vore hospitaler er om end ikke egentlige ”killing fields” så dog kan være farlige steder for meneskenes børn at opholde sig, således at alle former for nonchalant omgang med regler og bestemmelser og almindelig god tone og sund fornuft må vække bekymring hos publikum.

Jeg bliver efterfølgende indkaldt til operation d. 8.9.2012. Men på grund af personlige forhold (min 88 år gamle onkel skal på plejehjem, og hans gård (min mors fødehjem) skal sættes til salg) beder jeg om udsættelse. Jeg bliver hefter indkaldt på ny til op. den 17.11.2011, men må af samme årsag atter bede om udsættelse.

Jeg står herefter netop på det tidspunkt, hvor jeg modtager Deres brev af 10.ds. i begreb med at ville henvende mig til min læge med henblik på at drøfte hvorledes jeg videre skal forholde mig i sagens anledning. Men jeg har så i første omgang ønsket af afvente den planlagte undersøgelse d. 29.ds.

Først i går søndag går det ved en fornyet nærlæsning af Deres breve op for mig, at der slet ikke er planlagt en lægelig (kirurgisk) undersøgelse d. 29.ds. Men derimod en fornyet samtale med sygeplejerske og narkoselæge.

Det forekommer mig tillige mærkeligt, at der allerede er fastsat en dato for operationen før der foreligger et resultat af den omhandlede ”undersøgelse”, hvilket synes at bekræfte, at der ganske rigtigt ikke er planlagt en læge-kirurgisk undersøgelse d. 29.ds.

Jeg finder efterhånden hele dette forløb stærkt foruroligende, og jeg finder derfor anledning nu ganske klart at udtale

– at der ikke vil blive tale om, at jeg PÅ NOGET TIDSPUNKT, UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER vil lade mig operere (hos Dem) uden en forudgående, kompetent lægelig undersøgelse.
– at jeg ikke UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER vil acceptere, at den pågældende anæstesilæge med det – tilsyneladende – store anomynitetsbehov kan varetage anæstesidelen under min evt. operation. Dette ganske uanset den store faglige dygtighed han (som israelit) alt andet lige må forventes at besidde.
– at den pågældende, fagligt kirurgisk-kyndige læge, som måtte varetage en fornyet undersøgelse af mig IKKE MÅ VÆRE ANONYM MED HENSYN TIL NAVN, STILLING OG FUNKTION. VEDKOMMENDE MÅ HERUNDER OPLYSE, KONKRET HVEM DER SKAL OPERERE MIG, D.V.S. VEDKOMMENDES NAVN, STILLING OG FUNKTION.

På ovenstående baggrund har jeg muligvis ingen større grund til optimisme med hensyn til, om De evt. måtte kunne se Dem i stand til og formå at leve op til en rimelig forventning om professionalisme og ansvarlighed som her delvist skitseret.

Jeg hører dog naturligvis gerne fra Dem i sagens anledning, forinden jeg overvejer hvad jeg evt. videre kan foretage mig til belysning af det passerede.

Dog tror jeg ikke det vil være muligt at genoprette den gensidige tillid allerede inden førstkommend onsdag d. 29.ds., og jeg foreslår derfor, at De aflyser min medvirken på deres hospital d. 29.ds. resp. på Purim-festdagen d. 8.3.2012.

Med venlig hilsen

Gert Pedersen

PS. For tydelighedens skyld bør det vist tilføjes, at der på det her omhandlede hospital resp. hospitalsafsnit (efter det oplyste, d.v.s. i henhold til en uopfordret meddelelse fra en af de sygeplejersker jeg talte med i sagsforløbet) gælder den regel, at en lægelig undersøgelse forud for en operation kun “holder” i 6 måneder. Finder operationen altså ikke sted inden da, d.v.s. for mit vedkommende inden 1.12.2011, skal der berammes en ny lægelig undersøgelse. Hvem der har bestemt og hvorfor denne undersøgelse åbenbart (d.v.s. i henhold til hospitalets brev af 10.2.2012 hvori det hedder: “Nogle dage inden selve operationen (d. 8.3.) skal du komme til samtale med en sygeplejerske og en narkoselæge.”) er blevet strøget i mit tilfælde, kan man som lægmand naturligvis i.t.v. kun gisne om. Kan det f.eks. have været skønnet af vigtighed ikke at få en anden, så at sige “uvedkommende” kirurg ind over sagen, evt. med henblik på at fastholde den allerede designedere anæstesilæge og operationsdatoen d. 8.3.2012? Eller findes der evt. en anden mere nærliggende forklaring?

PPS. Monstro de mange tusind, retsligt uefterforskede “trafikuheld” med dødelig udgang (for nu at sige det pænt, i trafikken tales der vist for det meste om trafikdrab), tænkeligt kan være en varm kartoffel ikke blot for direktionerne på vore offentlige hospitaler, men måske også tildels for medicinalindustrien?

I så fald kunne det unægteligt forekomme en lille smule pikant, at jeg så sent som i fredags (d. 24.ds.) blev ringet op af en person, som mente at vide, at det netop nu tænkeligt ville blive overvejet, om lejlighederne i den herværende gamle ejendom skulle renoveres, specielt med hensyn til at etablere badeværelse i den enkelte lejlighed eller på trappegangene (vi har på nuværende tidspunkt bad i kælderen).

Resultatet af en sådan renovering ville formodentlig bl.a. være en 2- eller 3-dobling af vor nuværende, meget beskedne husleje. Samt at jeg tænkeligt måtte fraflytte lejligheden (permanent eller midlertidigt) qua mine flere tusind bøger, som ikke uden videre “kan ryddes til side”.

Men da jeg ikke véd, om den person der ringede mig op i fredags, helt konkret optrådte på vegne af den nuværende ejer (som er en af de helt store kanoner i den danske medicinalindustr)i, ja så kan jeg heller ikke rigtig forholde mig til, om der her muligt kan have været tale om en trussel eller pressionsforsøg. Det ville forøvrigt også være spildt ulejlighed, idet jeg hylder det meget enkle og selv for rige tumper antageligt letforståelige princip: at jeg aldrig, UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER lader mig true eller afpresse. Og at jeg INGEN UNDTAGELSER GØR fra den regel.

Jeg anbefaler denne enkle regel til almindelig efterligning. For som jeg tidligere har ytret (jf. SENSOMMER), så må man som borger i et frit og demokratisk samfund leve med en vis risiko. Alternativet er at leve som et dyr i en faciststat. Næppe risikoløst!

Apropos dyr og mennesker – så tvivler jeg på, at man ville lade sin hund eller hest operere uden en forudgående, grundig undersøgelse af en kompetent dyrlæge?

Purim er en jødisk helligdag, nærmere betegnet det tidspunkt hvor man fejrer drabet på sine fjender (modstandere/kritikere?). Falder i år d. 8. marts.

(Crossposted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Nytårstalen
5. jan 2012 12:32, GP

Det varme emne i nyhedsmedierne her ved begyndelsen af det nyt år har ikke uventet være to smukke kvinders nytårstaler til det danske folk – Dronningens og Statsministerens naturligvis.

Jeg hørte ikke nogen af talerne i deres helhed, men har til gengæld læst dem på nettet. Here is my two cents worth of observations.

Først Dronningen.

Jeg ville faktisk helst kun have udbredt mig om, hvor smuk og tiltrækkende Dronningen trods sin alder stadig er. Men da hun i den henseende netop nu har fået kamp til stregen af vor nye Statsminister, som oven i købet har ungdommens fortrin, så vil jeg gemme den vinkel til statsministerens tale.

Dog ikke uden i forbifarten at bemærke, at dronningen i sin ungdom nærmest var uforskammet smuk, samt at alderen ikke synes at trykke hende. Og hvorfor skulle den også det? F.eks. har jeg selv en god bekendt som lige er blevet 80 – og som alligevel vistnok er yngre af sind end de fleste meget yngre kvinder.

Hvad indholdet af talen angår, så bør man være enig med Dronningen i, at det ikke går an at parkere alt sit ansvar som borger i Danmark på rådhuset eller på Christiansborg. Man må stedse være aktiv, d.v.s. man kan ikke nøjes med at sætte et kryds på valgdagen, og så gå i dvale til næste valg og tro, at nu er den hellige grav velforvaret. Gør man det, så må man forberede sig på slemme overraskelser.

For resten ved jeg da ikke, om jeg har ramt dronningens mening det pågældende sted af talen med særlig stor nøjagtighed. Men har jo lov at håbe.

Herudover var talen for størstedelen en lang række af almindeligheder – som sig hør og bør. Dronningens nytårstale er sikkert ikke det rette sted at lancere dramatisk nye ideer?

Disse sidste bemærkninger gælder så nogenlunde også for statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale. Men hendes tale udmærkede sig på anden måde, nemlig ved en uoverstruffen stilistisk elegance. Har HTS selv skrevet (størstedelen af) talen, så må det vist være a safe bet, at hun har fået meget høje karakterer i dansk stil i skolen?

Skulle talen derimod for størsteparten være skrevet af en af hendes hjælpere, falder roserne naturligvis af på vedkommende. Det bør i den forbindelse måske erindres, at vinderen af spindoktor-magtkampen kommer fra en stilling som opinionsredaktør på Weekendavisen, han må altså under alle omstændigheder antages at have et skrive-gen.

(I parantets bemærket synes jeg det er en smule beklageligt, at (så vidt jeg ved) ingen af de professionelle iagttagere offentligt har kommenteret på, at den seneste spindoktor-magtkamp-virak omkring statsministeren næsten totalt har fjernet offentlighedens søgelys fra vinderen af magtkampen. Man har udelukkende fokuseret på taberen, der (qua en efterretningskabale?) blev sparket ud og væk fra Helles indre gemakker. Eller mere pikant: Blev den ene “karaktermyrdet” for at fjerne focus fra den anden?

Nogle eksperter har ganske vist kommenteret på, at hele sagen lugtede lidt mærkeligt. Men i al fald ved offentligheden i virkeligheden meget lidt om vinderen, f.eks. kender man så vidt jeg ved end ikke hans forældres navn, stilling eller opholdssted. Udover naturligvis, at han er født i New York og har en amerikansk far, som tør antages at hedde Redington. Men da navnet Redington synes at indikere en amerikansk-israelsk baggrund, og da Wall Street som bekendt ligger i New York, så ville det måske ikke have været unaturligt for vore dybdeborende journalister at få rede på, d.v.s. få bekræftet eller afkræftet om vedkommende spindoktor rent faktisk har, mere eller mindre tætte, personlige relationer til Wall Street, eller ikke?

Det burde være relevant, dels fordi der her måske er tale om statsministerens nærmeste medarbejder, samt i særdeleshed for så vidt som regeringen allerede nu af nogle beskyldes for tilsyneladende i visse henseender at gå storkapitalens ærinder, som f.eks: Alligevel ingen skattestigning på de højeste indtægter (uagtet for nylig anbefalet af ingen mindre end Warren Buffet!), alligevel ingen bankafgift på handel med penge og værdipapirer (skønt allerede for mere end et årti siden anbefalet af George Soros himself!) samt en (måske?) begyndende privatisering af det københavnske vejnet (betalingsring).

Alt sammen noget, som skal betales af de mange og de små resp. – ligesom de drakoniske nye fartbøder m.m. – rammer små indkomster hårdest. Parantets slut).

For øvrigt var HTS’s optræden på TV for mit vedkommende lidt som et slag i ansigtet: Helle er ganske enkelt utrolig smuk, charmerende og sexet, – øh – tiltrækkende hedder det vel om en Statsminister. Hun var ikke, som Kristian Madsen skrev i Politiken meget selvsikker. Hun var tværtimod, trods sin ualmindelige intelligens en lille smule kejtet (kommer sig tænkeligt af hendes mindre veludviklede situationsfornemmelse?). Men fantastisk charmerende og fantastisk smuk.

————————–

Rigtig Godt Nytår samt mange tak for de mere end 50.000 hits, som I, kære læsere, har beæret mig med i de seneste godt 3 år!

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Efterårsbilleder (2. del / Fra Holland)
22. nov 2011 10:47, GP

I det sidste indlæg fortalte jeg lidt om nogle overvejelser med hensyn til evt. at køre til Holland eller ikke (i min gamle Kadett fra 1991). Turen skulle gælde dels det store fotoloppemarked/samlertræf i Utrecht-forstaden Houten søndag d. 13.nov., ad landevejen godt 800 km fra København. Dels ikke mindst en visit hos min niece og hendes kæreste i Amsterdam city, hvor hun har boet en halv snes år.

Efter nogen tøven besluttede jeg mig alligevel for at vove forsøget, og her følger, i store træk, lidt om turen i form af en (noget redigeret) eMail, som jeg i onsdags sendte til en gl. bekendt:

Hej

Velkommen hjem fra Sverige, og tak for det fine billede, det er da et utomordentligt fint interiørfotografi. Du burde prøve om ikke du kunne få det optaget til en konkurrence i det svenske Foto-magasin, men husk det skal være årgang 1947!
Men hvorfor har du valgt at fotografere et interiør fra en af de nærliggende herregårde, kunne du ikke have taget et billede af det indre af din egen lille, trange hytte på Søderåsen? Just asking.

Jeg kom ganske rigtigt til Holland, sikke et gedemarked, jeg er nu lige så træt som et helt alderdomshjem, måske er jeg blevet for gammel til at køre 12 timer og 900 km i et stræk, eller rettere med en 1/2 times pause.

Det gik ellers godt nok, men med hensyn til loppemarkedet, så er det som at køre sand til Sahara. De har så meget gl. analogt fotoudstyr dernede, at de vistnok som minimum forventer at få det foræret, og egentligt havde regnet med at få en pose penge med oven i købet. Så lige nu er min holdning vistnok, at det gider jeg ikke igen.

Der sad 2 hollændere, far og datter, lige ved siden af mig, og lur mig om de kom af med een eneste ting hele dagen? (omend jeg jo ikke kan være sikker).

Men såfremt man kommer ned til dette Europas størte indendørs samlertræf og loppemarked for fotointeresserede med den holdning, at man tager hvad man kan få, når man sælger/bytter (alternativet kan undertiden være at hive det i containeren derhjemme) og tilsvarende tager hvad man kan få, når man køber (d.v.s. kun benytter de meget gode tilbud), ja så er det vistnok en ok event. Og det er jo altid morsomt at være sammen med mange ligesindede.

Kan for eksempel nævne, at jeg erhvervede en forsænket objektivplade til min Cambo (et hollandsk storformatkamera af den optiske-bænk type) for 5 Euro, en brugt men pæn bælg til min gamle Linhof Technika 9×12 for 40 Euro (den sidste nypris jeg for nogle år siden hørte hos Ole Bruun Technikal var 2500 kr!) samt en gl. førkrigs Schneider Angulon 6,8/90 mm i Compur lukker på et meget gammelt Linhof brædt for 20 Euro. Så selvom man ganger med en faktor på f.eks. 2 af hensyn til transportomkostningerne, så er det billigt nok alligevel.

På hjemvejen mandag aften blev jeg ganske rigtigt passet op af en (tysk) toldkontrol, som lå på lur vest for Osnabrück. Om det skyldes, at man havde fået et tip enten fra Mossad eller PEsT om en ubekvem dansk dissident på vej, eller der evt. var tale om en kuriøs tilfældighed ved jeg jo ikke (jf. det foregående indlæg). I så henseende må jeg nok nøjes med lidt hovedregning vedr. sandsynligheder samt notere mig, at man netop nu tale om, at toldkontrol efterhånden skal være mere efterretningsbaseret.

(D.v.s. igen mere magt til PEsT, de skal nu også bestemme konkret hvilke personer/politiske modstandere, der skal udsættes for toldrazziaer udover deres øvrige opgaver: livvagt for politikerne (siden Schlüter), politi-efterretnings virksomhed, være hemmeligt kriminalpoliti (siden 2006) og kontraspionage samt ifgl. dagspressen efterhånden også overtage kontrollen med Forsvarets Efterretningstjeneste (har i første omgang netop fået en civil chef). En absurd og MEGET farlig magtkoncentration – men naturligvis et hedt ønske eller ligefrem en våd drøm fra den næppe helt lille del af den globale magtmafia, som måske kan tænkes at have større eller mindre adgang til at operere via Mossad?).

(Apropos kontraspionage: hvad mon PEsT har gjort for at dæmme op for Mossads ulovlige virksomhed i Danmark? Eller CIA’s stedsevarende, grove (grundlovs)overtrædelser i form af deres ECHELON-program, som aflytter AL telekommunikation i Danmark? Har PEsT underrettet Folketinget, regeringen og de politiske partier samt topembedsmændene og erhvervslivets VIP’s m.fl. om, at AL DERES TELEKOMMUNIKATION VEDVARENDE AFLYTTES? Denne ECHELON-virksomhed, som efter det oplyste (i dagspressen og blogosfæren) skal være foregået i et par årtier, omfatter i givet fald naturligvis også unge nøglepersoner som f.eks. Sass Larsen, og vedrører såvel mobil som eMail-trafik o.s.v. (For mit eget vedkommende foregår der tillige rumaflytning, men jeg kan her kun tale for mig selv).

Men der var denne mørke november aften på en øde stræning i Westfalen heldigvis tale om professionelle og korrekte toldere, ikke egentlig flinke men heller ikke uvenlige, som antageligt hurtigt kunne mærke, at jeg mente at have rent mel i posen.

Som nævnt blev det til en lidt for lang tur for mig, da jeg som sagt også gerne ville besøgte min niece i Amsterdam. Jeg er temmelig allergisk mod og egner mig slet ikke til at køre i bil i en totalt fremmed storby, hvis stednavne jeg ikke kender og hvis skiltning jeg knap nok forstår og tilmed i myldretiden og i mørke – en rædsom oplevelse. Men byen er ellers meget tiltalende ved dagslys og med offentlige transportmidler, og det var interessant at besøge min travle niece og hendes ikke mindre intelligente kæreste. Ved et rent tilfæde fandt jeg et lille familiehotel/restaurant, ganske vist lidt vest for Amsterdam, hvor et værelse med morgenmad kun kostede 35 Euro, ellers skal man vistnok typisk give omkr. 100 i Amsterdam-området.

Men Kadett’en spandt trods sine 20 år som en symaskine, nu må jeg hellere som en belønning købe en halv liter olie i Aldi. Det har jeg gjort før med det resultat, at jeg har kørt med for meget olie i sumpen, bilen har hidtil praktisk taget ikke brugt olie.

Hvad sådan en tur koster i penge vil jeg undlade at belemre dig med af frygt for, at du skulde få lyst til at tænke på et bommesislag over den oplysning. Men jeg vil gerne om vi kunne vente til næste uge med evt. at se på computeren?

VH/ Gert

I første del af EFTERÅRSBILLEDER stillede jeg en omtale i udsigt af nogle testoptagelser med mit Sinar storformatkamera incl. 3 gamle (d.v.s. ca. 100 år gamle) objektiver. Men optagelserne er desværre helt eller delvist mislykket, idet jeg valgte at fotografere i modlys, hvilket disse gamle objektiver tålte overraskende dårligt resp. slet ikke. Specielt det ene objektiv, med det flotte navn “KOSMOS DOBBELT-ANASTIGMAT” var i så henseende ganske håbløs. Det kommer sig vistnok af, at dette objektiv er konciperet med 4 fritstående linser, hvilket som udgangspunkt giver mange spejlende flader, som lyset kan cykle frem og tilbage mellem, disse gamle objektiver er jo ikke (multi)coatede!. Men ved først givne lejlighed vil jeg gentage optagelserne under bedre lysforhold.

Endelig er jeg kommet temmeligt meget bagefter med at omtale nogle af mine diverse bogerhvervelser fra efterårets forskellige hollandske bogudsalg i Helligåndshuset, Fiolstræde og på Rådhuspladsen, så jeg vil forsøge at indhente lidt af det forsømte i det næste indlæg.

———————–

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (2)

Et brev om mose-fund
11. nov 2011 12:31, GP
Kære alle,

Blot et lille pip for bl.a. at meddele, at der p.t. ikke er mere nyt fra LandbyThy om salget af Peders gård.

Jeg har desværre ikke hørt fra O. siden hans kommentar på min blog, men jeg har haft besøg af C. og J. samt af L., det er jo heller ikke noget som sker hver dag!

Jeg ville egentlig gerne have været i Holland og evt besøge D. her i weekenden. Men når jeg ikke har været i Holland i omved 6-7 år, så skyldes det at jeg i sin tid blev advaret om, at mine “venner” på en vis ambassade i Hellerup måske kunne have planer om at plante “kontrabande” (narkotika?) i min bil mens parkeret i Holland, og så foranledige at jeg blev stoppet undervejs hjem. Så kunne jeg jo sidde og tremme i Holland, eller det der var værre: blive udleveret til nogle tvivlsomme karakterer i PEsT her i Danmark.

Så jeg har holdt mig hjemme. Jeg tror nok jeg evt. havde forventet, at det ville have hjulpet på PEsT’s adfærd, om de fik en ny minister. Men det er vist et stort spørgsmål om det er tilfældet, ial fald har mose-fundene fra Hellerup været i hyperdrive lige siden. (Jeg vil da forresten gætte på, at “selvmordet” på metrostation Kgs.Nytorv d. 31.10 meget vel kan have været et kamoufleret attentatforsøg på min for tiden bedste ven, FH., som var få meter og få sekunder fra at blive ramt af en faldende “hjemløs” – fra 10 meters højde. Men skulle politiet få et tip om, at mose-fundene fra Hellerup står bag, så ville sagen omg. blive overgivet til PEsT, der som bekendt også er danmarks hemmelige kriminalpoliti, og som efter tidligere erfaring vistnok måtte forventes hurtigt at kunne komme for skade at henlægge sagen?).

Man må forøvrigt bemærke, at jeg netop AFTENEN FØR i en tilføjelse til mit blogindlæg “Greven af Montenegro” havde demonstreret en rel. tæt forbindelse mellem vores smukke, nye statsminister og verdens rigeste familie, de engelske Rothschilds, som igen på en måde ejer den israelske, (fascistiske?) udenrigsminister (de har bl.a. sammen med andre foræret Israel dets parlamentsbygning og dets højesteretsbygning) som igen på en måde ejer den herværende ambassade/ambassadør og den dertil hørende forsamling af agenter “out of control”.

Det er jo ikke kun i berygtede efterretningstjenester, at man udøver mørkets gerninger, men til dels i alle samfundets organer, og i synderlighed naturligvis i “immunforsvaret og nervesystemet”, d.v.s. i politik, politi og retsvæsen.

Men for at gøre en lang historie kort, så er jeg ikke sikker på at det endnu vil være en god ide at besøge D. Det gør mig naturligvis ondt, for de kan nok ikke rigtig forstå hvorfor jeg ikke vil besøge dem, men jeg kan ikke belemre dem med alle disse uhyggelige detaljer, de har sikkert nok at tænke på i dagligdagen i disse tider.

Kærlig hilsen til alle fra
Gert

kommentarer (0)

Efterårsbilleder (1. billede / fra Sorø))
27. okt 2011 20:01, GP

I søndags kørte jeg og Dorrit en tur til Sorø. Planen var dels at bese den berømte klosterkirke indvendig, hvilket her i vinterhalvåret vistnok udelukkende kan ske om søndagen. Dels at lave nogle naturoptagelser i samarbejde med det begyndende løvfald. Samt for mit vedkommende tillige at afprøve nogle forskellige, nærmere betegnet 3 stk, gamle fotoobjektiver til mit Sinar storformatkamera, til hvilken ende jeg bl.a. medbragte min sinarlukker, idet ingen af objektiverne havde indbygget lukker.

Men herom lidt mere nedenfor. Først klosterkirken: Der synes at være omtrent fri færdsel og parkering på Sorø Akademis område hvor klosterkirken ligger, og heldigvis viste kirken sig at være åben for besøgende indtil kl. 16. Jeg har ganske vist været der en enkelt gang for flere år siden og jeg har naturligvis også set andre af vore imposante katedraler, f.eks. i Ringsted og Roskilde.

Men inde i kirken og set i lyset fra – eller belysningen af – denne oktober-søndags fine efterårssol synes jeg alligevel Sorø er noget særligt. Den er set under de forhold ganske enkelt fantastisk flot og stemningsfuld. Jeg er ikke i stand til at give en redegørelse og analyse af katedralernes arkitektur og kulturhistorie. Jeg tror der er skrevet hele biblioteker herom, men må tilstå at arkitekturhistorien ikke har haft min særlige interesse.

Men denne solrige oktober eftermiddag i Sorø Klosterkirke er noget af et wake-up call. Disse katedralers bygmestre har været sande mestre, har kunnet deres kram til fingerspidserne. De kunne ikke mindst bygge harmonisk samt åbenbart også noget, som må varme enhver fotograf om hjertet – de kunne lægge lys.

I vor tid fornemmer man et klart misforhold mellem Sorø by’s ubetydelighed og klosterkirkens enorme dimensioner. Som “landsbykirke” er den virkelig helt kollossal stor. Men sådan har det ikke altid været, idet Sorø-egnen i højmiddelalderen var hjemsted for nogle af landets mægtigste familier og klaner. Man kan nævne Peder Thorstensen på borgen Pedersborg, der hvor landsbyen af samme navn nu ligger. Samt naturligvis ikke mindst Asser Riig og fru Inge og deres slægt, på hvis ejendomme byen Sorø siges at ligge. Asser byggede så vidt vides den første kirke på stedet ved midten af 1100-tallet, men det var først med hans søn Absalon, som ligeledes havde store ejendomme på egnen, at byggeriet af hvad der blev den nuværende klosterkirke kan siges at være kommet igang.

Herefter blev klosterkirken efterhånden til en slags familiekirke for dele af den store Hvide-klan, og er forblevet det i et antal generationer, indtil denne klan senere i middelalderen efterhånden helt mistede sin politiske og økonomiske position.

Men på Asser Riig og hans nærmeste efterkommeres tid havde man format dersteds! Ja man tør måske med nogen ret bruge ordet “storsindet”, når man betragter kirkens helt kolossale dimensioner i forhold til omgivelserne. Kirken kan på en måde siges at have fyrstelige dimensioner, og måske være konciperet – bevidst eller ubevidst – som en hovedkirke i et lille fyrstedømme. Og man fristes ergo til at undre på, om der alligevel ikke, på trods af forskellige indvendinger fra nogle fagfolk, skulle være noget om Suhms oplysning, at Asser Riigs fru Inge var et barnebarn af kong Knud den Hellige og dronning Adele.

I så fald ville det storsindede nok være forklaret, omend ikke undskyldt. Men man må for det første huske på, at en fyrstelig afstamning i de tider betød langt, langt mere end idag for en persons anseelse og position. Samt for det andet, at fru Inges mormor dronning Adele blandt sine kendte forfædre har så mange (til dels endnu) berømte mænd og kvinder, at det nok kunne give en anebevidst samtid grobund for overdrevne forestillinger om efterslægtens værd og betydning.

Kigger man f.eks. efter i Politikens “Europas Fyrsteslægter” og sammenholder med David Hughes’ stamtavler på internettet (www.angelfire.com/ego/et_deo/index.wps.htm) kan man rel. hurtigt få en fornemmelse af hvilke personer og samfundslag, der her er tale om. For eksempel kan man blandt Adeles aner nævne følgende (idet forudskikkes, at hun må antages opkaldt efter sin farmor Adele (d.1079), der var datter af kong Robert 2. af Frankrig):

– Arnulf 2., greve af Flandern, gift med Rozala, der var datter af kong Berengar 2. af Italien og dronning Willa, datter af markgreve Boso af Toskana. (Som tidligere nævnt tør navnet Arnulf måske formodes at have givet anledning til slægten Ulfeldt’s våbenskjold med en arnulv (også kaldet en valravn, d.v.s. halv ørn og halv ulv) i skjoldet, gennem Assers barnebarn Cecilie, som var gift med Anders Grosøn, stamfar til slægten Ulfeldt på Kogsbøl (nuv. Holckenhavn v. Nyborg).

– Balduin 2., markgreve af Flandern, gift med Ælfthryth (d.929), datter af kong Alfred af England

– Karl d. Store, tysk romers kejser, d. 814.

– Cleopetra, dronning af Egypten, d. 30BC.

– Chosroes I, konge af Armenien, 191-217

– Spitames, Satrap af Bactrien (Afganistan), d.328

– Nebuchadnezzar II d. Store af Babylon (ca. 565BC)

– Cyrus II d. Store, 1. Shah af Persien, 546/539 BC

– Agesilaos, kg. af Sparta

– Ramses II d. Store, farao 1304-1237 begin_of_the_skype_highlighting 1304-1237 end_of_the_skype_highlighting (statue på Glyptoteket)

– en søster til Suppiluliumas, konge af Hatti (Hettiterne), ca. 1350 BC

– Amenhotep IV / Ekhnaton, kættersk Farao i Egypten og hans hustru Nefertiti, princesse af Mitanni

– Keops, farao ca. 2500BC, gav navn til den store pyramide

– Attila, hunnernes 70. konge, 437-453

– Donaton, hunnernes 60. konge (375), gik ind i Europa og erobrede Ostro-Gothernes Ukraine (372).

– Hamazasp I, prins af Mamikoniderne, statholder (high-constable) i Armenien 387-416/432 (David Hughes siger, at Mamikoniderne nedstammer fra Mancæus, en eksileret kinesisk prins (69BC) og gennem ham fra nogle kinesiske kejsere).

Og så videre, ved hjælp David Hughes’ stamtavler kan man blive ved med den remse. Jeg har omtalt disse forhold her, dels fordi det nok er de færreste der overhovedet har hørt om sådanne ramifikationer. Og dels fordi der her er tale om delvis politisk ukorrekt viden, som skolebørnene nok ikke hører om i historietimerne?

Engang (sidst?) i 1200-tallet er klosterkirkens indre blevet prydet med en række våbenskjolde, d.v.s. farverige afbildninger af de forskellige gravlagtes slægtsvåben. Ikke uventet er det især Hvide-klanens våbenskjolde man finder, i særdeleshed på de fornemme pladser østligst i kirken. Skjoldene er malet højt – omtrent 5 meter – oppe under vinduerne på en frise, hvor ligeledes hustruernes navne er oplyst, dog uden angivelse af deres fædrene eller mødrene våben.

Den høje placering i forening med våbenskjoldenes enkle design, der nærmer sig det asketiske men som modvirkes af de meget smukke middelalderlige bogstaver, giver tilsammen en fornem, uanmasende virkning på publikum. Man føler sig kun i godt selskab, blandt gode venner uden på noget tidspunkt at føle sig intimideret. En til dels anden virkning forøvrigt, end den man kan opleveroverfor de nye riddere, hvad enten af Dannebroge eller Elefanten, hvis våbenskjolde ofte er placeret nærmest i øjenhøjde i de respektive slotte, og som derfor iblandt kan virke noget påtrængende på publikum.

Skjoldefrisen er ligeledes en velgørende kontrast, eller ligefrem modgift, til en lidt senere tids prangende, undertiden nærmest barokt overbroderede kongelige og højadelige gravmæler, de såkaldte kenotafer og sarkofager. I Sorø klosterkirke findes dog næppe nogen af den type, idet gravmælet over kong Christoffer d. 2. og dronning Eufemia er forholdsvis beskedent og smagfuldt, ligesom Ludvig Holbergs sarkofag ikke kan siges at være overmåde prangende. Derimod findes der en del uheldige eksempler på disse prangende gravminder i Roskilde Domkirke.

Kontrasten tør formodes, tror jeg, at sige en del om forskellen i højmiddelalderen og en senere tids syn på døden. I Sorø indgår skjoldefrisens gravminder som et organisk hele i kirkens magnifikke og vidunderligt harmoniske enhed. Man fornemmer, at datiden anså døden som en integreret, så at sige harmonisk del af livet og skæbnen. Uden død intet liv eller anderleds sagt – først døden afkoder livet og giver livsforløbet dets korrekte betydning.

En senere tids overdådigt prangende gravmæler/kenotafer synes derimod at fortælle efterverdenen, at her ligger en afdød fra en tid, som ikke længere forstår livet og dødens indbyrdes forhold og relative værdi. Som havde svært ved at forlade livet og akceptere døden som noget naturlig og uundgåelig og noget på sæt og vis lige så vigtig som livet. Vi er altså i en mere verdslig og rationalistisk (d.v.s. bornert) og mindre from tid, idet fromhed vistnok altid forudsætter en fornemmelse for eller ligefrem forståelse af livet og dødens indbyrdes forhold og relative værd.

Desværre var vejret denne søndag for blæsende til, at jeg fandt det rådeligt at stille Sinaren op her ved bredden af Sorø sø. Til gengæld fik vi tid til at lave et par svinkeærinder på vejen hjem. For det første beså vi den bekendte landsbykirke i Fjenneslev med 2 tårne og de ofte omtalte kalkmalerier, som vi ikke havde set før. Trap-Danmark oplyser, at kirken menes at være opført først i 1100-tallet og have været en slags gårdkirke til Asser Riigs fødegård, som antages at have ligget lige ved kirken, hvor der nu er en mindesten i et lille anlæg. Gården antages tillige at have været Skjalm Hvides hjem, og såvel Asser som Skjalm blev begravet i Fjenneslev kirke, først senere er de blevet flyttet til klosterkirken i Sorø. Såvel Esbern Snare som hans bror Absalon, der er født hhv. o. 1127 og 1128, må være født her på stedet. Men også på dette sted idag for blæsende til fotografering med bænkkamera.

Til slut besøgte vi Tølløse kirke, som ligger et par km. vest for den nuværende Tølløse stationsby. Kirken er en ret traditionel, omend ret stor dansk landsbykirke. Den er malet rød og udgør i forening med den meget smagfulde og smukt holdte kirkegård et helt lille kunstværk. Hatten af for menighedsråd, præst samt måske især en usædvanlig dygtig og begavet graver. Der ses forskellige gravminder for nogle tidligere ejere af Tølløsegård, bl.a. er der i en aflåst gravkælder under kirken nogle kister/sarkofager efter medlemmer af en slægt, hvis navn jeg desværre ikke husker. Beklageligvis er gravkælderen forsømt, omend ikke forladt, idet man gennem et vindue kunne se et stearinlys stående bagerst i lokalet. På en af kisterne ligger en kårde eller ryttersabel, halv fortæret af rust.

Den smukke kirkegård opfordrede i høj grad til fotografering med Sinar, farve-rullefilm og gamle objektiver. Men dagen var nu på hæld og lyset svindende. Først den næstkommende tirsdag (altså i forgårs) fik jeg lejlighed til at bruge Sinaren, og herom lidt mere senere.

——————————————

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (1)

Greven af Montenegro? (En humoreske)
7. aug 2011 11:21, GP

Som alle andre etageejendomme har vi nu vore brevkasser nede ved gadedøren. For de af os, som får megen post betyder det naturligvis, at kasserne må tømmes jævnligt for ikke at ”løbe over”. For mit vedkommende, som får meget lidt post og har frabedt mig reklamer, kan jeg normalt godt lade et og andet mindre vigtigt ligge i postkassen i dage eller måske uger for senere afhentning.

Forleden kiggede jeg rutimemæssigt postkassens ”stambeholdning” igennem endnu engang, og jeg opdagede da et brev, et sammenfoldet A4-ark, som jeg ikke tidligere har lagt mærke til. Hvornår det er havnet i min brevkasse er uklart.

Jeg er også i tvivl om, hvorvidt brevet overhovedet er til mig, da det mangler modtager og adresse. Det sker af og til, at et brev bliver kastet i den forkerte brevkasse. Brevet lyder således:

Frederiksberg, d. 10.7.2011

Hej,

Jeg kører som sagt til Jylland i morgen mandag, og laver en afstikker til Svendborg undervejs, idet jeg skal aflevere et par ting til M.O.

Jeg skulle egentlig have besøgt Eg i aften med overnatning, men er endnu engang blevet advaret mod at opholde mig resp. især overnatte på dette forholdsvis øde sted. Mossad er jo ganske overordentlig meget fortørnet over, at jeg endnu engang har fremdraget i dagens lys, at “ministeriet” fortsat synes stærkt infiltreret – hvis ikke ligefrem kontrolleret? – af Mossad-mafiaen.

For resten kan en af nøglepersonerne, Hr Scharffmacher, måske være israelsk/mossad dobbeltagent, hvis man skal tro den norsk-amerikanske efterretningsekspert Wayne Madsen, samt ligeledes Hr Rooseman? Kan det tænkeligt have været et ultimativt krav til Hr Fog-Rasbom, at han – såfremt han ville være Nat-general – skulle sparke den hidtidige, hæderlige efterretningschef Hr Finmand ud og erstatte ham med en Mossad-marionet?

Aktuelt skulle planen efter det oplyste være, at 3 mænd (mossad goons eller navy seals?) i nat skulle samle mig op på Eg og lade mig borttransportere på en russ-isr milliardæryacht ud for Eg (der må vel være en enkelt af disse, som ikke er til stor fødselsdagskalas i Montenegro?). Enkelte af dem skal ifgl. pressen – udover raketvåben – have en eller flere helikoptere og miniubåde samt private kommandosoldater ombord. Altså specielt velegnede til kidnapninger, eller – som det vist hedder i mere officielle kredse – ”evakueringsøvelser”.

Herudaf synes for øvrigt at måtte sluttes, at det næppe vil være en god ide at lade sig indlægge og operere forinden valget.

Fordelen ved at lade mig kidnappe fra Eg er jo flere for magt- og pengemafiaen:

1. Greven vil næppe mistænke og langt mindre anklage en højre-minister.
2. Mon en sådan minister i det hele taget vil røre sagen med en ildrager?
3. Venstre-oppositionen vil naturligt nok næppe interessere sig for en borger, som har overnattet i en greves hus!

See you around, and keep your shirt on!

NB.

Det kunne unægteligt være fristende uden videre at arkivere brevet lodret, d.v.s. i papirkurven. Men jeg vil i stedet benytte dette umiddelbart temmelig kryptiske brev som en anledning til at gøre en spændende afbrydelse i de måske efterhånden lidt monotone reportager om bøger fra Helligåndshuset m.m., og vil altså forsøge her at knytte nogle ganske vist temmelig overfladiske kommentarer til det mystiske brev:

Brevskriveren starter med at meddele, at han/hun agter sig en tur til Jylland, med et svinkeærinde til Svendborg undervejs, og det er der jo ikke den store mystik i. Hvem M.O. er, belyses dog ikke nærmere.

Derefter oplyses det, at vedkommende skulle have besøgt Eg med overnatning. Hvem Eg er, ved jeg ikke, jeg kender i det hele taget ingen af det havn på de kanter.

Så siger brevskriveren, at han/hun er blevet advaret mod at opholde sig på det øde sted. Man tør altså måske formodet, at Eg bor ret øde. Men der er jo også mange ret landlige steder i Svendborg Amt, og vi bliver vist heller ikke meget klogere af den oplysning.

Herefter skriver afsenderen, at ”Mossad” er meget fortørnet over, at han/hun har fremdraget i dagslyset, at ”ministeriet” synes at være stærkt infiltreret af Mossad.

Det turde være oplagt, at der med Mossad menes det berygtede israelske organ for ”udenlandsk spionage og kontrespionage”. Det er vist også rigtigt, at et dansk ministerium (justitsministeriet) for nogle år siden skal have været infiltreret af Mossad, jf. f.eks. den tidligere Mossad-chefagent i Danmark Victor Ostrovsky’s bog ”Ved hjælp af Bedrag” fra 1990.

Mon ikke det skulle være det forhold man sigter til i brevet? Hvorvidt vort (eller rettere Det Konservative Folkeparti’s) justitsministerium fortsat kan være infiltreret, resp. endog stærkt infiltreret af Mossad, herom er det vist svært for en lægmand at udtale sig med nogen form for vished. Men man kan af den iøvrigt ganske årvågne danske presses fuldkomne tavshed i dette spørgsmål måske formode, at noget sådant sandsynligvis ikke er tilfældet?

Det er dog naturligvis meget muligt eller endog sandsynligt, at andre har en større viden om disse forhold end undertegnede. Brevskriveren hævder da også videre, at en norsk-amerikansk efterretningsekspert ved navn Wayne Madsen skal have oplyst, at en såkaldt nøgleperson ved navn Scharffmacher kan være israelsk/mossad dobbeltagent.

Jeg kender ikke nogen som helst ved navn Scharffmacher, og man kan måske tænke sig, at der nærmest er tale om en slags allegori. Altså, at ordet i så fald snarere skal betyde en tilstand eller aktivitet i stedet for et personnavn. Ordet synes at være tysk, og betyder i så fald en person, som søger at sætte tingene på spidsen, en ”agent provocateur”. Mere kan vist ikke umiddelbart anføres, udover at Wayne Madsen synes at være en virkelig person (ref. Google). (Hans hjemmeside bærer unægtelig præg af en vis paranoia, omend han tænkeligt har adgang til insideinformationer qua sin fortid i efterretningsverdenen, bl.a. som tidligere NSA-agent).

Hvem eller hvad navnene Rooseman og Finmand sigter til er heller ikke oplyst nærmere og navnene er helt ukendte for mig.

Vi er herefter kommet til brevskriverens omtale af en såkaldt Nat-general Herr Fog-Rasbom. Jeg kender ingen titel eller militær grad som hedder Nat-general, og jeg kender ingen person ved navn Fog-Rasbom, og der synes måske derfor også her snarest at kunne være tale om allegorier.

Begge navne synes at bestå af 2 dele. Titlens første del “Nat” betyder jo på dansk det modsatte af “dag”, altså mørke, dunkelhed, det skjulte eller onde. Men det er dog usikkert, om titlen er dansk resp. sammensat af danske ord. Måske kunne der være tale om et engelsk ord eller forkortelse. Kan Nat f.eks. tænkeligt være en forkortelse af natter, som betyder hugorm, giftslange? Måske ikke et helt umulig tilnavn for visse generaler? Sammenfattende vil der herefter måske kunne være tale om en forkortelse for en nattens general, en mørkets magt og noget som arbejder og dirrigerer i det skjulte. Resp. alternativt om en general så farlig som en hugorm eller giftslange. Jævnfør, at et af tegnene på kongelighed hos de egyptiske faraoer netop var en giftslange, cobraen.

Tilsvarende synes Fog-Rasbom ikke at være sammensat af danske ord. På engelsk betyder “Fog” ganske enkelt “tåge”, og Fog som første del af et sammensat navn eller som tilnavn ville måske mest nærliggende skulle fortolkes som en indikation af, at vedkommende person er et tågehorn, eller i det mindste anses som sådan.

Efterleddet Rasbom er lidt vanskeligere. Jeg har forsøgt at opspore en rimelig forklaring af dette mærkelige ord, og efter en del søgen har jeg måttet opgive det. Den eneste havlvejs rimelige forklaring jeg har set, er at 2. verdenskrigs tyske soldater på østfronten kaldte det sovjetiske såkaldte stalinorgel for en rasbom. Der skulle herefter være tale om et såkaldt lydmalende ord, som efterligner lyden af en salve fra de frygtede stalinorgler: Rasssch – boom! Som personnavn ville betydningen altså måske kunne være: Et ildsprudlende tågehorn.

Brevskriveren nævner herefter, at “en russ-isr milliardæryacht” skulle borttransportere den kidnappede efter en vellykket mission (en kåkaldt “evakueringsøvelse”; jf. at Nato for godt et årstid siden holdt en storstilet øvelse “Brilliant Mariner” i danske (nordjyske) farvande, hvor et af hovedformålene i henhold til pressemeddelelser var at træne “evakueringsøvelser”. Det hele gik dog vist lidt i fisk, da de allokerede polske helikopter-specialstyrker pludselig stod helt uden topchefer efter den katastrofale polske flyulykke d. 10. april. De polske helikoptere var forøvrigt ved en “fejl” ikke opført i og identificerbare i det på nettet offentliggjorte pressemateriale. Tilmed var jeg desværre forhindret i at være tilstede ved evakueringsøvelserne, idet jeg alligevel ikke, som ellers længe planlagt kunne opholde mig ”nordenfjords” i det omhandlede tidsrum).

Det er efter oplysninger i dagspressen vistnok rigtigt, at en eller flere af disse kæmpestore milliardæryachts – hvoraf nogle få er større end de største danske krigsskibe – ikke alene har “raketforsvarsvåben” (raketbatterier?) ombord, men tillige en eller flere helikoptere, en eller flere miniubåde samt egne kommandosoldater. Der synes altså ganske rigtigt for så vidt at kunne være tale om private krigs- eller piratskibe.

Det er næppe muligt for en privatperson at erfare, om et sådant privat krigsskib har opholdt sig i de omhandlede, indre danske farvande omkring. d. 10.juli i år. Men givetvis vil SOK – Søværnets Operative Kommando – have helt check på dette spørgsmål.

Brevskriveren nævner endvidere, at en stor del milliardæryachts antageligt er til fødselsdags-kalas i Montenegro. Pressen har da også ganske rigtigt omtalt en sådan festlig sammenkomst med deltagelse af mange milliardærer, adelige og andre magtfulde personer. Bl.a. skal den tidligere engelsek labour-minister og EU-kommisær baron lord Mandelson have været til stede (ref. Daily Mail), og således have haft lejlighed til at “rub shoulders” med de andre adelige og pengearistokrater. (Med mindre naturligvis at der primært er tale om en “familiesammenkomst”, idet det andetsteds oplyses, at baron lord Mandelson er en nær ven af på den ene side familien Kinnock og på den anden den engelske, førende gren af fam. Rothschild, der siges at være god for adskille hundrede milliarder kr., og som bl.a. har været hovedkraften i den kreds, som har skænket det israelske folk dets parlaments- og højesteretbygning).

Hvad brevskriveren mener med, at det næppe ville være en god ide at lade sig indlægge til en operation inden valget – ja herom kan man kun gisne. Men ud fra brevets øvrige indhold må man nok forvente, at brevskriveren har forudset en mulig akut fare i forbindelse med en indlæggelse. Jeg kan for mit eget vedkommende tilføje, at jeg ikke er helt uforstående for brevskriverens frygt. Jeg har nemlig indenfor de seneste ca. 6 år set et par livstruende fejlbehandlinger i forb. med rutineundersøgelser på 2 hospitaler, dels af en gammel bekendt dels en slægtning.

Vedrørende de sidst i brevet nævnte punkter 1. – 3. kan jeg næppe anføre noget videre. Hvem den omtalte greve skulle være er jo ikke oplyst, og omend der deltager grever og/eller baroner i bemeldte VIP-festivitas i Montenegro, så er det dog vist meget tvivlsomt, om man med ovenstående skulle sigte til en Greve eller Baron af Montenegro?

________________________

(Rev. 30.10.2011/cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (2)

Sensommer
3. aug 2011 21:18, GP

For nogle uger siden så jeg tilfældigt et bænkkamera stå på disken i Photograficas brugtafdeling i Skindergade, alt imens forretningens indehaver Sven Erik Petersen syntes at bevæge sig rundt omkring bordet i store og små cirkler – man sporede, tror jeg, en vis berøringsangst.

En nærmere besigtigelse afslørede, at det drejede sig om et nyere bænkkamera i den bedre ende, et Horseman 4×5 tommers LX, som i 1999 kostede omved 30.000 kr. Samt formodentligt tillige grunden til den apparente berøringsangst – kameraet var snavset, meget snavset, omend tilsyneladende i det store og hele intakt. Der sad en tilsvarende snavset optik på kameraet, som viste sig at være en Rodenstock Sironar-N 210 mm i Copal lukker.

Kameraet var tilsyneladende netop købt ind sammen med diverse andre dele, og jeg har gjort den erfaring, at man undertiden kan erhverve ting, som man ellers ikke har råd til, hvis man er heldig at komme forbi, når det omhandlede parafernalia netop er købt og det tillige har småmangler, f.eks. som her er meget snavset. Det er nemlig vistnok umuligt for en butik med et generelt godt renomé som Photografica, at stille et nusset og snavset kamera ud i vinduet eller på hylden, den går simpelt hen ikke. Der ville skulle udføres en hel del arbejde forinden, måske flere timers arbejde.

Da jeg samtidig ved, at prisen på de store og tunge bækkameraer, og Horseman’en er ganske tung, er helt i bund, så tænkte jeg at det ville være et forsøg værd at tale dir. Petersen til fornuft og altså forsøge at købe kamera og objektiv for en tilstrækkelig billig penge.

Efter en del palaver med den altid velvillige men ingelunde altid lethåndterlige dir. Petersen blev vi enige om 2000 kr for hele molevitten, hvilket jeg regner som 1000 kr for kameraet og 1000 kr for objektivet.

Forøvrigt viste kameraet sig efter en omfattende rengøring at være ganske pænt og som sagt stort set intakt. Kun en enkelt blikskala er løs og lidt krøllet og må limes på igen. Horsemans bænkkameraer har iøvrigt den ret vigtige fordel, at de kan bruge så godt som alle Sinar-systemets tilbehørsdele. D.v.s. objektivbrædter, bælge, Sinar-lukkeren og bagstykker. Og Sinar-dele er ganske klart dem man ser flest af billigt, hvadenten i Den Blå Avis, på nettet eller hos grossisterne.

Ligeledes viste objektivet sig at være pænt under the dirt. Man kan se på lukkerbladene, som har slidmærker, at objektivet har været brugt ganske meget, men alligevel er glassene meget flotte, ja de er mærkeligt nok næsten som nye.

Der er som sagt tale om et tung kamera, som egentligt kun er egnet til stationært brug her i min stue, hvilket jeg håber snart at få arrangeret. Kameraet er derimod ikke egnet til at rende rundt med i landskabet i en skuldertaske, og er faktisk også for stort til en cyklebagagebærer.

Så da jeg igår fik lyst til at udnytte det fine vejr til en fotoudflugt, bl.a. med henblik på at prøve den fine Rodenstock optik, måtte jeg gribe til noget mere transportabelt. Til det formål har jeg i mange år haft et ældre Linhof klapkamera i format 13×18 cm, forøvrigt ligeledes købt i Photografica i Skindergade, men på et tidspunkt – så vidt jeg husker for omtrent 30 år siden – da forretningens grundlægger Torben Lind endnu stod bag disken. Prisen var dengang vistnok 1500 kr.

Jeg har siden forsynet Linhof’en med et lidt mere moderne bagstykke, således at man kan bruge moderne dobbeltkassetter i kameraet, og har haft megen fornøjelse af det. Dels fordi præcisionen – trods årgang ca. 1937 – endnu vistnok er uovertruffen, hvilket jo specielt er vigtigt i forb. med testoptagelser. Og dels fordi kameraet kun vejer ca. halvdelen af en mere moderne Linhof Technika 13×18, som vejer siger og skriver 5,5 kg og som tilmed vistnok ville koste omtrent det samme i Euro, som den gamle kostet i kroner.

Så mandag aften ladede jeg en 13×18 dobbeltkassette med 2 sort-hvid film, nærmere bestemt Agfapan 200 (udløbet jan. 1979, men har ligget på køl næsten uafbrudt siden, og er mærkeligt nok praktisk taget som ny, uden mærkbart slør; måske er hastigheden på 200 Asa faldet lidt). Samt en anden dobbeltkassette med 2 Ektachrome 100 Plus (udløbet i nov. 1990, men stadig fin til testoptagelser; jeg har endnu kun set et par enkelte meget små funguspletter, mens farver og kontrast er ok).

Jeg er så heldig at kunne disponere over en bil for tiden. Det er min 88 år gamle morbror Peder Ottesen, der ikke mere er rask og rørig, som har overladt mig sin gamle Kadett, årg. 1991, og som jeg håber at kunne bruge til den skal synes på ny engang i april 2012, hvor den nok må skrottes.

Jeg siger “håber at kunne”, for jeg havde kun haft bilen i nogle få dage, før den fik nummerpladerne stjålet. Der må have stået omved 200 biler på den parkeringsplads her i nabolaget, hvor bilen normalt står, men mine nummerplader var altså de mest interessante.

Jeg har idet hele taget vistnok haft en uforholdsmæssig stor del af hærværk på de par gamle biler jeg har ejet de sidste 5-6 år. D.v.s. indbrud og tyveri, indbrud og ødelagt tændingslås, indbrudsforsøg og ødelagt dørlås samt ikke mindst en smadret forrude. Det sidste vil jeg kalde groft hærværk, nye nummerplader koster ganske vist ca. 1200 kr men en ny forrude kostede min. 4000 kr på en gl. Mazda som min dengang. Må iøvrigt være ret sjælden forekommende, jeg har ellers aldrig set en bil holde parkeret med smadret forrude, undtagen eventuelt i forb. med et uheld.

Når hertil lægges forskellige andre ”aktiviteter”, som f.eks.

– stjålen knallert fra aflåst cykleskur
– påsat brand i baggården her (samt flere forsøg på at brænde det højhus af i Brøndby Strand, hvor jeg tidligere boede)
– attentatforsøg (?) kamoufleret som pengeskabstyveri her i ejendommen (lørdag d. 3.dec. 2005, er vistnok aldrig efterforsket seriøst, og ville nu skulle efterforskes af PET/Mossad, som jeg har kritiseret, jf. “En stat i staten”. (Tre Mossad-lignende agenter slæbte under påfaldende meget larm og spetakel afsted med husværtens 240 kg tunge pengeskab ved højlys dag! – denne uhørte frækhed og arrogance er vistnok meget typisk Mossad?))
– gode venner og slægtninge, som enten er døde eller har været udsat for livstruende “uheld” (Gunnar døde trods ung og stærk, Erik udsat for livstruende fejlbehandling, en slægtning udsat for livstruende fejlbehandling, Kelds hus brændt ned under mærkelige og så vidt jeg har forstået tildels uopklarede omstændigheder, synes at kunne have været et morbrandsforsøg)
– PET-agenter (ca. 6 agenter her i gaden, samt 3 ved Frb. posthus i Frb.centeret (en af dem har jeg kunnet genkende i aviserne) og 1 ved kopimaskinen på Frb. bibliotek forsøger at skræmme mig fra at sende (flere) breve om PET/Mossad til forsk. folketingsmedlemmer og aviser for 2 år siden
– diverse trusler og “fælder” (en svensk Hr. Andersson’s Visa-kort m.m. plantet på et toilet ved Langeliniepavillionen, skulle se ud som det var tabt, overvåget tæt af mystisk, lille og kraftig, lidt feminin herre)
– m.m.

– ja så kunne man måske godt få den tanke, at jeg af PET/Mossad er blevet rubriseret som “dissident” blot fordi jeg igennem en årrække (ca. 20 år) har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring (mest i breve til embedsmænd og politikere, først på det seneste her på min blog), at PET (som jo nu ikke længere kun er en efterretningstjeneste, men tillige et hemmeligt kriminalpoliti!) har en historie om tilsyneladende utilstedeligt tæt samarbejde med en eller flere berygtede udenlandske efterretningstjenester, specielt Mossad (se venligt mit indlæg “En stat i staten?”).

De fleste vil dog nok hævde, at jeg for det første jo slet ikke er dissident, men i det højeste en mere eller mindre årvågen iagttager og kritiker samt for det andet, at det da ikke er FARLIGT at være dissident i Danmark! Det første er helt korrekt, mens det andet er en svar fejltagelse: Det kan være meget, meget farligt at kritisere tabu i Danmark, og det ER meget, meget farligt at kritisere det helt store tabu i Danmark. Nemlig Danmarks betændte justitsministerium.

Men, som jeg plejer at sige om den slags overgreb og trusler: Man skal ikke lade sig true af terrorister! Lad jer ikke true af terrorisme – hvadenten statautoriseret eller ikke – til at akceptere en faciststat! Man skal og må leve med en vis risiko! Såfremt vi nemlig ikke er parat til hver dag om nødvendigt at sætte alt hvad vi ejer på spil – liv, familie, gods og ære – ja så vil vi med SIKKERHED miste det. Sådan er livet nu engang skruet sammen! Du kan godt miste det altsammen endda, men blot ikke med sikkerhed! Hvis du ikke kan akceptere at leve med en vis risiko, så må du leve som et dyr i en faciststat. Tror du det vil være risikoløst?

Forøvrigt må det aldrig glemmes, at de som har mest nytte af terrorisme er de hemmelige tjenester. De får efterfølgende med søvngængeragtig vished ALTID flere penge og mere magt!

Men nok om det her på dette sted og tilbage til Peders Kadett. Det lykkedes mig at overtale mine gamle venner Dorrit og Keld til at deltage i udflugten, de er begge inkarnerede amatørfotografer. Og således kom det sig, at vi igår eftermiddag ved kaffetid fandt os bænkede ved havn og strand i Kulhuse – “oppe i herredet” som de indfødte vist plejer at sige? Dorrit og jeg har været der før, dels engang med bil, dels engang med bus 316, som kører fra Frederikssund S-station til Kulhuse havn.

Det er i almindelighed og denne herlige tirsdag sommerdag i særdeleshed et fint sted. Vest for havnen er der en fin badestrand med temmelig mange mennesker, uden at der er overfyldt. I selve havnen er der et vist liv i gamle og nye lystbåde og øst for havnen er der en lille strimmel natur. Her er der nærmest havnen opstillet nogle borde og bænke, jeg tror der er et halvt dusin, og denne hverdags sommerferie eftermiddag var de alle ledige. En halv snes meter øst for bænkene er der fin fjordstrand, med sand og sten og lavt vand.

Denne østerstrand var igår praktisk taget mennesketom. Jeg så et par drenge lege med en bold et stykke tid. Men da jeg nåede frem til at tage en Ektachrome med Linhof og Rodenstock Sironar-objektivet var stranden helt mennesketom så langt man kunne se. Jeg nævner det, så den ærede læser kan se, at der faktisk er ret god plads. Måske er det en anden sag i weekenderne.

Forinden havde jeg lavet et par sort-hvid optagelser med Sironaren, og når man står med et stort gammelt “pladekamera” med et sort klæde over hovedet, så giver det jo idelig anledning til kommentarer, selv fra vennerne. Dorrit, der er akademi-uddannet billedhugger, har dog stor forståelse for, at “kunsthåndværk” ikke behøver at være let. At det tværtimod måske kan siges at være en fordel med et vist, nødvendigt ceremoniel samt en vanskeligere håndtering i modsætning til det lidt for bekvemme knipseri med et digitaltkamera. Det er ial fald en helt anden oplevelse og det resulterer også i en anden slags billeder, omend det kan være svært at konkretisere forskellen i få ord.

Grundlæggende må man dog vistnok sige, at ingen kunstner kan lave noget værdifuldt, såfremt han/hun ikke føler sig komfortabel med processer, værktøjer og objekter. Så hvis man føler sig mest komfortabel med digitalt knipseri og efterfølgende computermanipulation, ja så må man sikkert slutte, at man bør kunne yde sit bedste med disse værktøjer og processer.

Såfremt man omvendt ikke føler sig komfortabel med nævnte digital imaging processer, men derimod med et evt. åhundredgrammelt pladekamere med et evt. århundredgammelt objektiv samt med en mere adstadig og mere omstændelig arbejdsprocess – ja så må man sikkert akceptere, at man alt andet lige bør kunne yde sit bedste med sådanne værktøjer og processer.

Jeg var igår aftes for søvnig til at fremkalde filmene (d.v.s. de sorthvide, Ektachrome optagelserne får jeg fremkaldt på Laboratoriet i Nannasgade for ca. 75 kr. stk), men når de foreligger vil jeg forsøge at få tid og lejlighed til at rapportere om resultate.

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (1)

Mere sommerlæsning
20. jul 2011 01:50, GP

Jeg skulle egentlig her have fortsat med gennemgangen af de i det foregående indlæg påbegyndte 8 titler, hvoraf resterer 7. Men netop hjemkommen fra en tur til Thy samt det i det herlige danske sommervejr unægtelig meget smukke Hanherred, spadserede jeg som så ofte før en tur ned ad Fiolstræde og Strøget mod Kgs.Nytorv og altså – uheldigvis – endnu engang forbi Helligåndshuset. “Uheldigvis” fordi det viste sig, at Peter Grosell netop nu er i fuld gang med sit traditionsrige sommerudsalg af antikvariske bøger. Prisen var idag 20 kr. pr. bog, og således foranlediget måtte jeg, trods en halvdårlig ryg og en halvtom pung, endnu engang slæbe nogle tunge poser bøger med hjem.

Jeg vil nedenfor nævne de vigtigste, og i et senere indlæg omtale nogle få lidt mere udførligt – jeg skal som sagt først være færdig med at omtale de resterende 7 titler fra AB Antikvariats netop afsluttede udsalg.

1. AN AMERICAN GLOSSARY (Being an Attempt to Illustrate Certain Americanisms Upon Historical Principles). Af Richard H. Thornton, 3 bind, New York 1962(1912).

2. THE SPIRIT OF FRANCE. Af Paul Cohen-Portheim (oversat fra tysk af Alan Harris), London 1945(1933).

3. KRISTENAANDEN. Tolv Populære Foredrag Over Aandshistorie. Af P.A. Rosenberg, Kh, 1909.

4. EUROPAS FOLKESTAMMER. Historiske Undersøgelser og Omrids. Af Frederik Schiern. 1. del, Kh, 1851.

5. ZUR VERMITTLUND DER EXTREME IN DEN MEINUNGEN. Af Friedrich Ancillon. 1. del (Geschichte und Politik), Berlin 1828.

6. KRITISCHE BETRACHTUNGEN ÜBER DIE POESIE UND MAHLEREY. Af Herr Abt Dü BOS – Eines der Vierziger und Beständigen Secretärs der Französichen Akademie. 1. del, Kopenhagen, In der Mummischen Buchhandlung, 1760.

7. GESCHICHTE DER EUROPÏSCHEN STAATEN: GESCHICHTE VON ENGLAND. Af I.M. Lappenberg, bind 1 – 5, Hamburg 1834-58.

8. HARPER’S ENCYCLOPEDIA OF BIBLE LIFE. Af Madeleine S. and J. Lane Miller, San Francisco, 1978.

9. NYT LOVLEXIKON. Af Emil Jürgensen, i 5 bind, Kh 1875-78.

10. HISTORY OF THE CONQUEST OF PERU (With a preliminary view of THE CIVILISATION OF THE INCAS), Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

11. HISTORY OF THE CONQUEST OF MEXICO (With a preliminary view of THE ANCIENT MEXICAN CIVILISATION and the life of the conqueror HERNANDO CORTÉS). Af Willian H. Prescott, i 3 bind, London 1850.

12. SPANIEN – GESCHICHTE / KULTUR / KUNST. Af Max von Boehn, Berlin 1924.

13. CARL PLOUGS DIGTE. Udgivne af hans søn. Med en karakteristik af Ernst v. d. Recke. 2 bind i 1, Kh. 1901.

14. HISTOIRE ROMAINE. Af Le Comte de Ségur, Paris uden år (men vist ca. 1825?).

Man ser, at det blev til en større udskrivning, meget større end forsvarligt forresten. Men man kan også endnu engang undre sig over hvad man undertiden kan få for en tyver.

Enkelte af ovennævnte titler vil jeg i et senere indlæg omtale lidt nærmere, og jeg må her iaften nøjes med at give en smagsprøve fra en enkelt af bøgerne.

KRISTENAANDEN’S forfatter Peter Andreas Rosenberg (f.1858) var magister i religionsfilosofi men iøvrigt teatermand og forfatter. Han var søn af litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), om hvem Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a. oplyser:

“Det betydeligste af hans arbejder og bestandigt et hovedværk indenfor dansk litteraturhistorisk videnskab er “NORDBOERNES AANDSLIV FRA OLDTIDEN TIL VORE DAGE” (3 bind, 1878-85), der med ligeligt hensyn til alle fire nordiske folk behandler hedenold, middelalder og det religiøse liv i den gammellutherske tidsalder 1520-1720. Vægten lagde han på den nordiske oldtidsverdens genspejling ned gennem tiderne; latinen og den katolske kirke var ham som Grundtvigianer en vederstyggelighed, højst uretfærdig og skæv er derfor hans dom om store dele af middelalderens litteratur (Saxo f.eks.). Den gammellutherske tid er derimod som kød af hans kød, og med smittende inderlighed har han levet sig ind i den. Udmærkede partier er også skildringen af folkeviserne og af middelalderens retsordning, ligesom man i hedenold glædedes over den kraftfulde gengivelse af eddadigte og skjaldekvad”.

Men her drejer det sig altså om sønnen Peter Andreas’ bog KRISTENÅNDEN, som ifgl. Dansk Biografisk Håndleksikon er “en slags ræsonneret historie eller historiens filosofi, der har fremkaldt fagmændenes kritik”. Jeg gengiver efterfølgende lidt fra begyndelsen af bogens 1. afsnit, som har overskriften: SEMITER. HEBRÆERNES FORHISTORIE. ABRAHAM. MOSES. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord og vendinger, som jeg finder uvæsentlige eller forældede og uklare for en moderne læser. Det i parantets anførte er mine tilføjelser).

“Nutidens kultur og åndsliv bygger på tre store, historiske forudsætninger: 1) Folkenes oprindelige ejendommeligheder. 2) Den klassiske oltids kultur – Grækere, Romere. 3) Kristendommen.

“Åndshistorien viser, hvorledes kristenånden udgår fra Jøderne, optager Grækeråndens tankeindhold og Romeråndens mægtige organisation og i mødet med nytidens folkeånder – Germaner, Angelsaxer, Skandinaver og Slaver – udfolder også disses oprindelige indhold. Åndshistorien er beretningen om forudsætningerne for kristenåndens gennembrud i historien og dens sejersgang på jorden indtil vore dage.

“Kristenånden forener Indoeuropæernes og Semiternes dybeste hjertetanker. Hvad slægtens vismænd grundede på i Indiens palmelunde, under Kaldæernes stjernehimmel, i Athens søjlegange – kristenånden siger det, ligefrem og enfoldigt, så et barn kan forstå det, og dog så uudtømmeligt dybsindigt, at ingen senere filosof har evnet at føje noget væsentligt til.

“Indoeuropæernes betydningsfuldeste kulturtilskud er den græske skønhedsverden og den romerske statsordning. Det tredie, indernes religionsfilosofiske storværk, har først i vore dage begyndt en vekselvirkning med europæisk kultur og må derfor i denne sammenhæng lades ude af betragtning. I tidligere arbejder – “Grækeraanden” og “Romeraanden” – har jeg betragtet disse to mægtige organismer fra et åndshistorisk standpunkt. Her bliver det nu først min opgave at omtale semiternes, navnlig jødernes tilskud og at påvise, hvorledes det optages og forvandles i kristendommen under åndens oprindelige gennembrud.

“For 6000 (dog vist snarere 4-5000?) år siden træder Semiterne for første gang ind i historien, da Babylonierne erobrer landet mellem Eufrat og Tigris fra Sumererne. Hvem disse Sumere var, derom ved vi intet; de var neppe hverken af indoeuropæisk eller semitisk rod. De havde nået en vis kultur, da den første semitiske indvandring fandt sted. Navnlig havde de studeret stjernehimlen og uddannet et helt theologisk system på grundlag af deres astronomiske iagttagelser. Denne kultur overtog Babylonierne efter dem, og dens virkninger kan spores helt ned til vore dage.

“For eksempel årets inddeling i måneder og uger efter månens faser samt ugedages benævnelse efter planeterne. Når vore børn spiller “Paradis” (hinkesten?), gentager de en ældgammel, rimeligvis sumerisk ceremoni: Præsternes bevægelse om alteret, som skulle foretages hinkende på et ben; spillets “huse” var oprindelig stationer på sjælens vandring; o.s.v.

“Hvor kom de indvandrende semiter fra? Man ved det ikke med vished, men de fleste forskere antager at deres oprindelige hjem var i Arabien. Gang på gang har den bjergrige arabiske ørken sendt sine beduinflokke ud over Lilleasien, når der ikke var føde nok derinde til den stærkt voksende befolkning. Og disse modige, snarrådige og nøjsomme mænd har overalt besejret modstanden. Enhver af deres udvandringer betegner et nyt trin i den asiatiske verdens historie.

“Enkelte videnskabsmænd har villet føre semiter og indoeuropæer tilbage til en fælles rod. Det lader sig næppe mere oplyse, hvorledes denne rod har været beskaffen. De to sproggrupper afviger ganske umådeligt fra hinanden. De indoeuropæiske sprog har indbyrdes en del lighedspunkter, endnu flere har de semitiske indbyrdes, men der er ikke mindste lighed mellem semitiske og indoeuroplæiske sprog. Snarere kan der måske påvises lighed mellem semitisk og hamitisk (afrikansk) sprogtype.

“Semiterne synes tidlig at have udmærket sig ved hurtig opfattelse, skarp iagttagelsesevne, mod, udholdenhed og nøjsomhed. Ejendommelig for dem er deres udprægede stammefølelse. Det er sagtens ørkenlivet, der udvikler denne side så stærkt. Stammen (slægten?) er hos dem alt, individet intet. Guden er stammens Gud, og som stammens høvding under et togt må kræve ubetinget lyighed, således kræver stammens Gud det af sine dyrkere. Guden ejer landet. Han fører selv an i krigen. Alle erobringer tilfalder ham. Gudsdyrkelsen består i visse påbudte ceremonier, blandt hvilket offermåltidet (sammen med Guden) oprindelig er den vigtigste.

“Et af Babylons gamle kulturcentre var byen Ur sydpå i Kaldæa. Også i Nordbabylon har der været et stort semitisk rige. I Ur dyrkedes stjernene, navnlig måneguden Sin, måske af Sumerisk oprindelse. Byen Babylon grundlægges af den mægtige kong Sargon 1., der indfører solguden Marduks dyrkelse. Dette gav anledning til vældige kampe mellem nordriget og sydrigerne. Efter en ny semitisk indvandring kommer, som den sjette konge af dynastiet, Hammurabi på tronen i Babylon. Han besejrer Ur og afskaffer månedyrkelsen.

“Fra hans dage stammer den berømte indskrift med love, som har givet moderne bibelkritikere anledning til at påstå, at Moseloven kun er et senere uddrag af babylonisk lovgivning. Efter Hammurabis tid går kulturen tilbage i Babylon. Dyrkelsen af forskelligartede naturguder, tildels af håndgribelige menneskeguder, afløser de ældre rene gudsforestillinger. På denne tid udarbejdes rimeligvis den babyloniske affattelse, det såkaldte Gilgamesh-Digt bliver til.

På Hammurabis tid (ca. 2300 f. Kr.) drog en mand ud fra Ur i Kaldæa, måske fordi han ikke ville dyrke de nye guder. Denne mand var Abraham. Han opsøger sin slægt i den nordbabylonske by Haran på karavanevejen mellem Babylon og Syrien, og herfra drager han gennem Syrien ind i Kanaan. Disse egne stod dengang under babylonisk indflydelse. Senere erobres de af Ægypterne.

“I Kanaan lever Abraham som en fredelig indvandrer, kun mærkelig ved eet: sit Gudsforhold. Abraham taler aldrig om sine fædres Gud. Hans Gud har sluttet en særlig pagt med ham, at i hans sæd skal alle jordens slægter velsignes. Til gengæld fordrer Gud eet: ubetinget lydighed under hans bud. Det er semiternes religiøse ideal, som hos jødernes stamfader får sit fuldgyldige udtryk. Men dette Abrahams ideal er tillige ethisk bestemt. Abrahams Gud har ikke behag i løgn og uret. Selv de mindre elementære, ethiske dyder som barmhjertighed og tålsomhed træder ofte med naiv anskuelighed frem i patriarkens historie. Hans bøn for Sodoma har intet sidestykke i hedensk mythologi.

“I samme øjeblik det blev Abraham klart – hvordan det skete er forsåvidt ligegyldigt – at hans Gud vil dyrkes alene, ingen andre Guder tåler ved sin side, og at denne hans Gud fordrer lydighed, retsindighed og tålmodighed af ham, i samme øjeblik var det store spring sket, hvorved åndsreligionen træder ind i historien. Straks fra begyndelsen, med jødernes stamfader, er vi ude over naturreligionernes trin, som vi finder det i Babylon og Ægypten.

“Der er i dette noget, som peger ud over semiternes åndelige horisont. Den engelske forsker Flinders Petri har 1888 påvist, at jøderne ikke er et oprindeligt, ublandet semitisk folk. Denne forunderlige race synes fremgået ved krydsning mellem Semiter, Amoriter og Hetiter. Da Amoriterne var indoeuropæer, Hetiterne rimeligvis(?) Mongoler – fra Hetiterne har jøderne de krumme næser, som ikke særtegner de semitiske folk – finder vi i jødefolket elementer fra alle(?) hovedfolkene på jorden. Og til at udvikle den religion, hvorved alle(?) jordens folk førtes frem til frelsens dør, var jøderne bestemt.

“I patriarksagnene kan der naturligvis være indblandet uhistoriske partier – bibelen lægger ikke an på at give historisk nøjagtighed i moderne forstand – men det for åndshistorien afgørende er, at vi straks fra begyndelsen møder, omend i elementære træk, det enestående ophøjede gudsbillede, vi senere ser udfoldet hos Moses og Profeterne. Jesus Kristi “Fader” er den samme Gud, som Abrahams, Isaks og Jakobs “Herre”.

“Lydigheden overfor Gud, gudsfrygten, må fra begyndelsen blive hovedtrækket. Kun således kunne moralbudet få magt over sjælene. Indoeuropæernes gemytlige religion, hvor Guder og mennesker så nogenlunde står på samme niveau, kunne aldrig give budet den fornødne alvor. Indoeuropæernes religion kunne afføde eller omsætte sig i kunst, digtning, filosofi. Kun jødernes kunne udvikle en absolut bindende sædelære. Indiens bramaner, såvelsom grækenlands og nordens helte NEDSTAMMER fra deres Guder. Jødernes stamfader UDVALGTES af Gud. Denne forskel er afgørende.”

———————

I et kommende indlæg vil jeg fortsætte med omtalen af de resterende 7 titler fra det foregående indlæg.

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (1)

Sommerlæsning
9. jul 2011 23:19, GP

På grund af mange gøremål her i forår og sommer er jeg kommet langt bagefter med at læse mig gennem bogbunkerne. Ikke desto mindre er jeg igen kommet for skade at slæbe et par store bæreposer bøger med hjem fra Helligåndshuset, denne gang fra AB Antikvariats sommerudsalg, som sluttede for nogle dage siden.

De hjembragte bøger er fortrinsvis historiebøger, hvoraf mange på tysk. Tysk læses vist ikke længere af ret mange under 50, hvilket turde være en delvis forklaring på, at der var rigtig mange interessante, såvel nyere som ældre historiebøger til salg for 5 – 10 og 20 kr.

Jeg må idag af tidnød stort set nøjes med at nævne titlerne på en del af bøgerne og så først i et kommende indlæg omtale en mindre del lidt nærmere:

1. JELLING – DET GAMLE KONGESÆDE. Vejle Amts Historiske Samfunds Festskrift, Kh. 1955.

2. DIE LANGOBARDEN. Af Hermann Noelle. Berg, 1978.

3. THE ARMS BAZAR – The Companies, The Dealers, The Bribes. Af Anthony Sampson, London 1977.

4. DAS REICH DER KÖNIGIN VON SABA. Af Gabriel Mandel, Bern 1980 (oversat fra italiensk).

5. THE TUSCAN REPUBLICS (Florence, Siena, Pisa and Lucca; with GENOA). London 1892.

6. DIE VANDALEN. Af Hermann Schreiber, Bern 1979.

7. DIE PHÖNIZIER. Af Gerhard Herm, Gütersloh u.år (men ca. 1975).

8. DIE SARAZENEN. Af Rolf Palm, Düsseldorf 1978.

9. DIE KELTEN. Af Gerhard Herm, Düsseldorf 1975.

10. DIE HUNNEN. Af Hermann Schreiber, Düsseldorf 1976.

11. DIE VÖLKERWANDERUNG. Af Felix Dahn, Berlin 1977 (forkortet udgave af den org. 4-binds udgave fra o. 1912).

Alle ovenstående titler med undtagelse af no. 1 er pæne, velholdte hardcover-udgaver.

De næstfølgende 8 titler agter jeg at omtale lidt nærmere, dog for størstedelen i et kommende indlæg:

12. DAS ALTE SPANIEN – Landschaft – Geschichte – Kunst. Af Alfred Kuhn, Berlin 1925.

13. BOGEN OM PERSONNAVNE – Oprindelse – Historie – Brug. Af Georg Søndergaard, Kh. 1979.

14. KULTURBÆRERE – STUDIER I MIDDELALDERENS DIGTNING. Af Theodor Bierfreund, Kh 1892.

15. DET POLSKE KONGEVALG 1674. Af Chr. H. Brasch, Kh. 1882.

16. DIE WELT DER KAROLINGER. Af Pierre Riché, Stuttgart 1981 (oversat fra fransk).

17. DE DANSKE BØNDERS HISTORIE. Ved Villads Villadsen, Århus 1944.

18. KLEINE KUNSTGESCHICHTE DER DEUTSCHEN BURG. Af Walter Hotz, Darmstadt 1965.

20. GUTE GEISTER – EIN BUCH VOM TRINKEN. FÜR UND WIDER – JA UND AMEN. Af Alexander v. Gleichen-Russwurm, München 1927.

———————–

Villads Villadsens lille bog fra 1944 om DE DANSKE BØNDERS HISTORIE er åbenbart en af disse små perler, som man undertiden finder hos historiske forfattere, der ikke er historikere af faget. Et par andre eksempler kunne være Peter Groves DANMARKS DÅB fra 1961, samt M.H.Rosenørns GREVE GERT OG NIELS EBBESØN fra 1901.

Hverken Villadsen eller Grove er fundet værdige til optagelse i Dansk Biografisk Leksikon, og dog er deres to nævnte bøger så begavede og for Peter Groves vedkommende så langt foran sine konkurrenter, at de efter min ringe mening sagtens kunne være pligtlæsning for vore skolebørn. Det er karakteristisk, at alle 3 bøger så vidt jeg ved aldrig omtales eller refereres af faghistorikere i kildehenvisninger, mens jeg har set Rosenørns 2-binds værk nævnt een eneste gang i en afhandling – af en svensk amatørhistoriker.

I samme åndedrag burde man nævne Lis Jacobsens SVENSKEVÆLDETS FALD – STUDIER TIL DANMARKS OLDHISTORIE I FILOLOGISK OG RUNOLOGISK LYS fra 1929, som Peter Grove må have kendt, og hvis begavede, akademiske forfatter i en vis forstand synes at foregribe nogle af Groves ikke mindre begavede analyser. Men Lis Jakobsens banebrydende bog ignoreres vistnok til denne dag af de fleste på det historiske parnas?

Jeg vil her gengive nogle steder fra Villads Villadsens bog, nærmere betegnet fra afsnittet om MIDDELALDEREN – FRA ÅR 1000 TIL ÅR 1536. Afsnittet har underoverskriften KRISTENDOMMEN KOMMER TIL LANDET. (Som sædvanligt gengiver jeg kun i udtog, ligesom jeg kan udelade eller ændre ord eller vendinger, som synes forældede og mindre letforståelige for den moderne læser; det i parantets anførte er mine tilføjelser):

“Da kristendommen fik nogen fodfæste her i Danmark, mildnedes de rå skikke med menneskeofringer og lignende, og vikingetogene i deres mest barbariske form tog af, og kirker byggedes ofte på de hedenske offersteder. Der ansattes præster, og om kirken og præsten sluttede sig en egn, som blev kaldt et sogn, hvilket betegner den kreds af mennesker, der søgte (deraf sogn) til samme kirke.

“Denne inddeling begyndte allerede i Svend Estridsens regeringstid (1047-76), og der var da på Sjælland 150 og på Fyn 100 kirker. Skåne havde 300 kirker, hvorimod Jylland havde forholdsvis færre (heraf kan man måske skønne, at Skåne har rummet næsten halvdelen af den danske befolkning. Hvilket igen belyser, hvorfor tabet af Skåne var så skæbnesvangert og tungt for Danmark, at konger, rigsdag og befolkning vistnok til i dag ikke har formået at bearbejde det og erkende og akceptere tabets fulde omfang?).

“Men dog viser de anførte tal på kirker, at kristendommen havde fået indpas blandt den jævne befolkning, som i mange tilfælde selv byggede kirkerne, der dengang blev bygget af træ.

“Til præstens underhold udlagdes i reglen en gård af samme størrelse som de almindelige gårde i sognet, og præsten hentes som oftest blandt klerkene ved de større kirker. Præsten fik i reglen betaling for de hellige handlinger han udførte. Men han fik ikke tiende i den første kristne tid, som dengang skik var i de sydlige lande, hvorfra kristendommen kom. Tiende indførtes først, og kun for den østlige del af landet, lidt før Valdemarernes tid (d.v.s. ca. 1150), og det var endda efter megen strid.

“I Valdemar den Stores tid (1157-82) blev kirkelige retssager undtaget fra de almindelige retter i Skåne og på Sjælland, og disse sager pådømtes ved en særlig kirkeret, hvor denne ret fastholdt den hellige Augustinus’ ord: “Hvo som begærer aflad for sine synder, han må betale tiende”. Det hedder endda om kirkeretten, at den indførtes “efter alle mænds bøn”. I Jylland indførtes ingen kirkeret, og det lykkedes heller ikke gejstligheden at pålægge befolkningen bispetiende før efter bondeoprøret under Kristoffer af Bayern (1439-48).

“Kirkeretten fastslog, at bønderne selv måtte vælge deres præst “med biskops vilje”. De måtte ikke senere vrage præsten, og præsten måtte ikke forlade sin menighed mod dens vilje, hvorimod biskoppen havde magt og ret til at afsætt en præst, efter at han var dømt ved en gejstlig ret. Ligeledes søges fordringen om, at præsterne skulle leve i ugift stand indført.

“Efterhånden blandede kirken sig noget i befolkningens liv og livsførelse. Barnedåb blev indført, og barnet blev signet i kirken. Men med hensyn til ægteskabs indgåelse blev alt ved gammel skik, og man ville ikke bruge kirkens velsignelse. Trolovelse eller ja-ord vedblev indtil reformations indførelse at være ægteskabsstiftende handling.

“Biskopperne søgte at samle gods til kirkerne, og meget blev skænket til disse for at få læst messe over de døde. Således skænkede Estrid, Svend Estridsens mor, 50 bol af sit gods i Gønge Herred i Skåne til Roskilde Domkirke (det lyder som en enorm stor gave, henved 50 gårde?). Svend Estridsen interesserede sig også meget for kirkens fremgang.

Hans ældste søn Harald (Hen) blev efter faderens død valgt til konge på Isøre Tingsted mod, at han lovede at holde kong Harald Blåtands love. Der siges om ham, at han gav bønderne ret til at bruge skovene, som de mægtigste havde tilegnet sig, så her har Harald Hen hjulpet bønder til deres gamle ret. Retsstridigheder blev endnu indtil den tid stundom afgjort ved tvekamp. Dette forbød Harald Hen og med-edsmænd blev foretrukket ved retsafgørelser.

“Fængsel blev kun anvendt over for vigtige statsfanger i den tid. Men derimod anvendtes brændemærke eller nogen lemlæstelse og fredløshed som straf for forseelser mod loven. Når bøder idømtes, men ikke betaltes, kunne den, der skulle have bøden, få tingets tilladelse til at tage “nam”. Det vil sige, at han i vidners overværelse kunne tage af den dømtes ejendele, mest almindeligt kreaturer, og hvis disse ikke indløstes inden en vis frist, kunne de sælges til dækning af gælden.

“Den der ville drage en anden til ansvar på tinge, måtte stævne den sigtede 5 nætter førend tinget afholdtes, med 2 mænd for hans “brofjæl” (dørtærskel?), og disse to mænd skulle på tinget vidne, at han var lovligt indstævnet. Mødte den stævnede ikke gentoges stævningen 3 gange. Men den stævnede idømtes en bøde for hver gang han ikke mødte på tinget. Efter den 4. stævning pådømtes sagen.

“En tid ansås det for fejghed at modtage pengebøde for manddrab, men hvis en sådan alligevel modtoges, betalte manddraberen kun 1/3 af boden mens 2/3 udrededes af hans frænder, og mandeboden tilfaldt den dræbtes nærmeste arving med 1/3 og det øvrige betaltes til fædrene- og mødrene frænder hver med 1/3. Mandeboden var i de østlige landsdele 45 mark sølv og i Jylland 54 mark. Harald Hen lod præge ens mønt for hele landet, en sølvpenning, som i vore penge ville være 2 kr. værd, således at en mark ville svare til 500 kr, og den før omtalte fredkøbsbøde på 40 mark var i vore penge altså 20.000 kr (d.v.s. i 1944, idag ville det nok være mindst 25 gange så meget, d.v.s. min. 500.000 kr.)

(Harald Hen synes efter ovenstående i mangt og meget at have været ret fornuftig. Suhm oplyser et sted, at en datter var gift med den sjællandske høvding Skjalm Hvide, og det er ret karakteristisk, at danske historikere af faget, der synes at have en udpræget berøringsangst med hensyn til genealogi som historisk hjælpevidenskab (i modsætning til f.eks. Det Gamle Testamentes forfattere), enten ganske ignorerer denne oplysning eller afviser den med søgte begrundelser, endskønt forholdet synes tildels at kunne forklare Skjalm-slægtens nære forhold til kongeslægtens i den følgende tid).

“Haralds bror Knud (den Hellige), der blev vraget ved kongevalget, udbød til et vikingetog til England og afsejlede dertil med de krigsfolk, der ville følge ham. Men han turde dog ikke angribe Englands konge, Vilhelm Erobreren.

“Harald Hen døde 1080, og Knud blev konge efter ham. Han skaffede sig snart uvenner ved at holde på kongens ret til almindinger, skove, fiskefangst i have og vandløb samt ved sin hårdhed ved skatternes inddrivelse. Han forbød plyndring i dansk land, så det må jo ikke have været ualmindeligt, at danske har plyndret hos landsmænd. Sørøveri straffede han strængt.

“Det som førte til oprøret mod ham var, at han udbød til ledingsfærd mod England og lod flåden samles ved Humlum (ved Struer) i Limfjorden, men han blev selv borte en tid, efter sigende på grund af uroligheder ved sydgrænsen. Og da nogle af skibene drog hjem, og andre ikke var mødt, idømte han store bøder, nemlig ledingsmændene 3 mark og styrismændene 40 mark (1/2 – 1 mio. kr.), og da hans ombudsmænd (fogeder) ville inddrive bøderne med hård hånd, kom det i Vendsyssel til åbent oprør mod kongen, som måtte flygte syd på og derefter over til Fyn, hvor han sammen med 17 af sine hirdsmænd blev dræbt i Odense Albani kirke i 1086.

“Knuds broder Oluf (Hunger), der nærmest havde holdt med oprørerne, ville folket nu have til konge (1086-95). Men han var af Knud sendt i fangenskab i Flandern hos Knuds svigerfader, og for at få ham udløst derfra måtte broderen Niels (konge 1104-34) gå i fangenskab i hans sted, og Oluf kom så hjem og blev valgt til konge.

(Knud d. Hellige var g.m. Adele (Edel) fra Flandern, datter af grev Robert 1. Hun havde bl.a. sønnen Carl den Danske (Charles le Bon), om hvem Mogens Strunge har skrevet en fin lille bog CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Adele var tipoldebarn af Rozala (fra Toscana) og grev Arnulf 2. af Flandern. Sidstnævnte har bl.a. givet navn til Adele og Knuds barnebarn Arnulf, som nævnes 1127-28 i Flandern, samt formodentligt til våbenskjoldet (en arnulv, også kaldet valravn) for slægten Ulfeldt, som siges at stamme fra Knud og Adele).

“Nu indtraf over hele nordeuropa dårlige år, og kongen og kong Knuds drab fik skyld for at være årsag hertil. Gejstligheden ville have den dræbte konge gjort til helgen, men dette modsatte kong Oluf sig. Oluf døde 1095, og hans broder Erik (Ejegod), blev hans efterfølger på tronen (1095-1103). Nu var det forbi med de onde år, og alt trivedes vel, og Erik holdt Venderne fra de danskes kyster. Erik fik sin bror Knud helgenkronet 19. april 1101, og hans ben blev lagt i et forgyldt helgenskrin og opbevaret i kirken, hvori han blev myrdet. Erik regerede i 8 år, og han døde på øen Cypern under en pilgrimsfærd til Jerusalem (herom har en finsk historiker skrevet en fin lille bog (på fransk naturligvis): Arno Fellman VOYAGE EN ORIENT DU ROI ERIK EJEGOD ET SA MORT A PAPHOS (Helsinki 1938)).

“På en tidligere rejse til Rom fik han udvirket, at biskoppen i Lund blev udnævnt til ærkebiskop for Norden, der hidtil havde boet i Bremen. Erik Ejegod var elsket af folket for sit ligefremme væsen (d.v.s. han var nedladende, hvilket ord tidligere betød det stik modsatte, usnobbet, af idag), og dog siges det om ham, at han gav nye og uretfærdige love.

“Eriks søn Harald (Kesja, oldnordisk ord for spyd), der havde stået for styret under faderens pilgrimsfærd, havde ikke i den tid opført sig således, at folk ville have ham til konge, hvorfor Eriks broder Niels blev valgt til konge, og han regerede i 30 år. Hvad der ikke lykkedes for Knud fik Niels gennemført med hensyn til bøder for ikke at møde, når der blev udbudt til ledingsfærd. Bøderne blev som af Knud fastsat til 3 mark for bøndernes vedkommende og formodentlig 40 mark for styrismændene.

“Styrismændene havde lov til selv at udbyde mandskabet, når de fandt det nødvendigt. Således udbød Skjalm Hvide mandskab fra Sjælland for at hævne sin broder, der var dræbt af Venderne. Skjalm erobrede øen Rygen, der en tid måtte betale skat til ham personligt (hvilket rimer dårligt med, at vor i så henseende ganske vist til dels herostratisk bekendte Biografisk Leksikon’s 3. udg. karakteriserer Skjalm som “storbonde”).

“Kong Niels fik tilkendt retten til vrag, der drev op fra stranden, samt til Danefæ, d.v.s. efterladenskaber efter dem, der døde uden arvinger. Hirden opløstes, og medlemmerne sendtes ud i landet som ombudsmænd. Kong Eriks eneste ægtefødte søn, Knud (Lavard, 1096-1131), blev udnævnt til hertud i Sønderjylland, for der at værge grænsen mod syd.

“I kong Niels’ tid indførtes delvis tiende til kirken (1135), for som gejstligheden sagde, dermed at mætte de sultne og fattige, idet der blev lovet, at 1/4 skulle tilfalde de fattige, 1/4 kirken, 1/4 biskoppen og 1/4 præsten. På noget lignende måde gennemførtes tienden også i Norge og Sverige.

“Tienden ydedes af neg fra marken, utærsket. Negene sattes sammen 30 på hvert sted, og bønderne ville gerne yde noget til deres præst og også noget til kirken, når de selv valgte kirkeværger. Derimod var de ofte uvillige til at yde noget til biskoppen, idet de hellere ville yde en afløsningssum. Tienden til kirken brugtes i årene fra ca. 1100 til 1200 til at afløse trækirkerne med kirker af sten, og mange ny kirker byggedes, hvor det tiltrængtes. Man mener, at der i den nævnte tid blev bygget ca. 2000 kirker, hvilket må kaldes en stor ydelse af en befolkning, der selv boede i træhuse eller simple bindingsværksbygninger, som nu til dels havde afløst oltidens huse af jord og ler.

“De fleste kirker menes at være rejst i første halvdel af 1100-tallet, da kun 119 af de gamle kirker er opført af mursten, som først kom i brug omkring 1160. 93% af de i den tid byggede kirker er opført i romansk stil med de runde buer over vinduer og døre. Den gotiske stil med de spidse buer bliver først brugt i det følgende 1200-tal. Til opførelsen af alle disse kirker har kirkeværgerne altså anvendt den trediedel (fjerdedel?) af tienden, der tilfaldt kirken, hvilket som nævnt har hjulpet med til at få bønderne til at indvillige i at svare kirketiende.

“I årene til 1300 gik landbruget stærkt fremad hjulpet af bedre redskaber. Hjulploven var nu overalt indført, og den tidligere brugte tjørneharve var afløst af harver med trætænder, og selv om hjulploven var tung at trække, så var den dog et godt hjælpemiddel ved jordbearbejdningen, da jorden nu kunne vendes, og ny arealer toges i den tid under plov.

“Efter år 1300 indtræder der dog en stilstand i landbrugsvirksomheden eller vel nærmest en tilbagegang, men bønderne havde også i de urolige år, som denne tid bragte, lidt meget under plyndringer, så de var blevet fattigere, og mange selvejere måtte give sig under værn af en herremand på grund af forholdene. Mange fæstere, som det kneb for at svare landgilde, måtte indgå på at gøre arbejde på herregårdsjorden for at få landgilden nedsat.

“Indtil år 1300 tiltog folketallet såvel her som i de fleste europæiske lande. Her havde vi dengang ingen folketælling haft, men i Frankrig var folketallet år 14 efter Kristus 6 mill. Men i året 1328 var der mellem 22 og 23 mill., og ved dette tal stod det til 1750, da det igen begyndte at stige, og noget lignende var tilfældet for Danmarks vedkommende.

“Den første danske folketælling fandt sted 1769, men var temmelig mangelfuld, og listerne blev ikke bevaret. Men der regnes med, at der dengang var 825.000 indbyggere, så det kan formodes, at der i 1750 var ca. 800.000, og selv om der ikke haves noget bestemt bevis, regnes der med, at Danmark år 1300 havde samme folketal. Kun en ringe del deraf boede i byerne, og hvis de afståede dele af Danmark havde forholdsvis samme folketal, kan der regnes med ialt 1-1/4 mill. indbyggere i det land, der da hørte til Danmark.

“Efter Knud Lavards mord 7. januar 1131 oprandt urolige krigsår for Danmark med hurtigt skiftende konger. Knud Lavards bror Erik (Emune) fordrede hævn, og i slaget ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, Knud Lavards morder, af samtiden kaldet “Danmarks blomst og den skønneste blandt de unge”. Hans far Kong Niels blev kort efter dræbt af Slesvigs borgere, og Erik Emune blev konge (1134-37), men blev allerede 1137 dræbt på Tinge ved Ribe af en herremand ved navn Sorte Plov, således kaldet på grund af hans mørke hudfarve. Eriks søstersøn Erik Lam blev konge fra 1137 til 1146 hvor han opgav kongegerningen og gik i kloster. Efter 10 års sørgelig borgerkrig mellem flere kongsemner, i hvilken tid Venderne uhindret plyndrede de danske kyster, blev Knud Lavards søn Valdemar (den Store) enekonge efter et slag på Gratehede ved Viborg d. 23. okt. 1157.

(I disse år forekom en i danmarkshistorien måske endnu uovertruffen niddingdåd, idet Erik Emune lod sin bror Harald Kesja samt 11 af dennes 12 mindreårige sønner dræbe (1134-35). Eneste overlevende søn var Oluf (den 2.), som faldt 1143 ved Tudeåen. Fra Oluf stammer tænkeligt den i det foregående indlæg (MANGE BØGER) omtalte Niels Ebbesens slægt, Strangesen-slægten fra Thy (jf. Sigvard Mahler Dam i Personalhistorisk Tidsskrift 1/1993)).

————————

I et kommende indlæg fortsættes med gennemgangen af de resterende 7 af de ovenfor nævnte 8 titler.
På gensyn om ca. et par ugen. Indtil da ønskes den ærede læser en god sommer!

————————

(Cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (1)

Mange bøger!
6. mar 2011 02:22, GP

Københavnske bogorme må vist siges at leve livet ekstra farligt lige nu, man kan nemlig ret nemt falde i vandet! Der er i skrivende stund ikke mindre end 3 hollandske bogudsalg igang i den indre by, nemlig på Rådhuspladsen, i Fiolstræde og i Helligåndshuset – og helt bortset fra gammelkendte snarer som Paludans bogkasser i Fiolstræde, Booktraders 10-kronersbord i Skindergade, de forskellige loppemarkeder samt sikkert flere, som jeg til al held ikke kender.

Der er altså mange bøger på kræmmerbordene, og man må passe vældigt meget på ikke at overbelaste ryg og pengepung samt bord- og hyldeplads derhjemme. For mit eget vedkommende tror jeg nok, at jeg må indføre en frivillig, men vist absolut nødvendig karantæne, foreløbig af ubestemt varighed.

Nødvendigheden har længe været under opsejling og er blevet akut, efter at jeg i den forgangne uge har hjemslæbt et halvt dusin bæreposer med bøger såvel fra Rådhuspladsen som Fiolstræde, men specielt fra Helligåndshuset.

Jeg vil nedenfor omtale nogle af de nyerhvervede bøger fra de tre udsalgssteder, og starter med udsalget som Nordisk Antikvariat har kørende i Helligåndshuset. Man synger ganske vist på sidste vers i denne omgang, idag søndag er sidste dag, bogprisen er da 5 kr./stk.

Men jeg har her ved siden af mig en ca. 75 cm høj stabel af 5-kroners bøger fra AB Antikvariats seneste udsalg i Helligåndshuset i december måned. Bøger, som jeg endnu ikke har nået at omtale her på bloggen, og for størsteparten heller ikke har læst eller læst ret meget i endnu.

Det er forbavsende hvad man undertiden kan få af god (fag)literatur for en femmer eller tier, jeg kan eksempelvis fra den her omhandlede stabel i flæng nævne LA CHANSON DE ROLAND (paperback med paralleltekst!), THE SAXON AND NORMAN KINGS (af Christopher Brooke), THE FORMATION OF ENGLAND 550-1042 (af H.P.R. Finberg), L’ORDRE DES TEMPLIERS (Tempelherreordenen, af John Charpentier), DIE SIZILIANISCHE VESPER (d.v.s. fordrivelsen af huset Anjou fra Sizilien for 729 år siden – af Steven Runciman, den kendte middelalderhistoriker, som heri berører meget af områdets historie i den omhandlede periode), MONSIEUR PROUST (af Celeste Albaret, hans husholder, og det er naturligvis le grand Proust, som Clive James næppe bliver træt at at prise i sin interessante og indholdsrige CULTURAL AMNESIA, som jeg ganske vist måtte give 75 kr for i Politikens boglade, må alligevel være et af årets bedste køb i nye bøger), DEN GLOBALE KAPITALISMES KRISE (af George Soros, fra 1998 men utvivlsomt stadig aktuel), ARV OG GÆLD I ORDENES SAMFUND (af Peter Skautrup, den bekendte sprogmand) samt FRAUEN DER ANTIKE (af Theodor Birt).

Dog er der i den omhandlede stak vist også ting, som jeg burde have ladet ligge. Men man ser, at det måske trods alt er lidt for farligt at støve omkring, når prisen kun er 5 kr pr. bog, hvorfor jeg da også idag har holdt mig – og i.t.v. fremdeles vil holde mig hjemme fra bogboderne.

Men i fredags, da prisen var 10 kr pr. bog, hjembragte jeg godt og vel et dusin bøger fra Helligåndshuset, og jeg vil her kort nævne de vigtigste, samt i et kommende indlæg omtale nogle af bøgerne lidt mere udførligt.

1. THE CHIEF ELEMENTS USED IN ENGLISH PLACE-NAMES. Ed. by Allen Mawer. Cambridge 1924, 67+ sider.

En lille tynd bog, men smukt indbundent og trykt på godt papir. Samt ikke mindst fuld af interessante navne(ord) forklaringer, som jeg vil vende tilbage til.

2. HISTORISK ARCHIV. Et månedsskrift for populære skildringer af historiske personer og begivenheder. Udg. af Johan Petersen og F.C.Granzow. 2. bind, Kbh. 1872.

Anden årgang af det populære, men for lægmand ingenlunde værdiløse månedsblad. Dette eksemplar er smukt indbundet i halvskind, og bærer stemplerne BIBL. DIOECE HAFNIÆ samt UDGÅET AF SANKT ANDREAS BIBLIOTEK på titelbladet, har altså tilhørt den katolske kirke i Danmark.

Jeg synes altid der er lidt deprimerende, når åndelige institutioner samt offentlige- og halvoffentlige biblioteker sælger ud af deres gamle bøger. I synderlighed gælder dette for det netop stedfundne salg af det gamle, traditionsrige Frederiksborg Statsskoles meget store og århundredgamle bibliotek (skolen grundlagt af Christian d. 4.).

Umiddelbart virker det på mig barbarisk omend måske uundgåeligt. Det er jo sikkert et politisk problem, der er ikke stemmer i at blive fotograferet sammen med en stabel 400 år gamle bøger, men derimod – sørgerligt nok – i at blive fotograferet sammen med danske kampvogne i et fremmed land i en fremmed verdensdel.

Forøvrigt ville jeg tvivle på, at en muslimsk skole her i byen, eller f.eks. den jødiske Karolineskole ville sælge sine gamle bøger. Correct me if I am wrong, please – men indtil da kan det måske være relevant at sætte et LILLEBITTE spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er en kulturnation længere?

Men tilbage til Historisk Archiv. Der var vist ialt en snes årgange til fals i Helligåndshuset, hvoraf jeg dog kun fandt tre, der havde en eller flere artikler af interesse. I denne 2. årgang, som ialt indeholder 18 bidrag, drejer det sig specielt om LIVET I EN ROMERSK PROVINSBY PÅ KEJSERTIDEN, af A. Boje, samt ET PAR AF DRONNING CHRISTINAS YNDLINGER, af Chr. Ramsgaard. Jeg vil som sagt tilstræbe at omtale skriftet lidt mere på et senere tidspunkt.

3. Samme, men årgang 1885. Inderholder ialt ca. 16 bidrag, hvoraf egentlig kun 1 er af videre interesse: ENGELSKE LANDEVEJE OG LANDEVEJSLIV I MIDDELALDEREN, af J.J. Jusserand (oversat fra fransk). Fortsat fra den foregående årgang, som jeg allerede har læst og som jeg fandt endog meget interessant. Derfor glad for dette bind med fortsættelsen. (jf. evt. med det i et tidligere blog-indlæg DECEMBER 2009 meddelte om det vagabonderende proletariat i England i middelalderen).

4. Samme, men årgang 1887. Blandt ialt 18 stykker især: GILDEVÆSENET FORDUM, SÆRLIG I DANMARK. I-II. Ved Pastor Vilhelm Bang. Det er den samme Vilhelm Bang, som jeg tidligere kort har omtalt i stykket VAGABONDER.

Gildevæsenets tidlige historie er i øjeblikket specielt af interesse, fordi jeg netop har erhvervet Johannes Steenstrups bog, Studier over Kong Valdemars Jordebog fra 1874. Sidst i denne såre læseværdige afhandling kommer han ind på (muligheden af) højmiddelalderlige loger, hemmelige forbund og gilder i forbindelse med omtale af Jordebogens såkaldte Broderliste, og specielt det såkaldte Vederlag. I disse – omend måske efterhånden lidt falmede – Da Vinci-tider naturligvis et interessant og stadigvæk relevant emne, som iøvrigt vist næppe har været berørt af sagkundskaben for danmarks vedkommende i den her omhandlede sammenhæng? Vi fortsætter med lidt flere middelalderemner:

5. CARL DEN DANSKE – FYRSTE AF FLANDERN. Af Mogens Strunge, Kbh. 1937. Det drejer sig om en historisk afhandling i populær form om kong Knud den Helliges og dronning Adeles (Edels) eneste søn, den afholdte Charles le Bon, som kun fik et rel. kort liv, og som de færreste danskere nogensinde har hørt om, hvilket er en skam. Jeg har desværre intet fundet om forfatteren til denne fortjenstfulde lille bog.

6. HISTORISK TIDSSKRIFT (6. rækkes 2. binds 3. hefte, 1890). Der er 4 større afhandlinger, samt 2 á 3 mindre, og næsten alle er af interesse. For en nordjysk lokalpatriot som untertegnede naturligvis ikke mindst stykket: Er Niels Ebbesen en Strangesøn eller ikke? Af arkivsekretær Thiset. En 20 sider lang afhandling i form af et diskussionsindlæg, med 2 – 3 forudgående indlæg. Stykket indledes således:

“Da jeg for nogle år siden i nærværende tidsskrift forsøgte en besvarelse af spørgsmålet: “Til hvilken æt hørte Niels Ebbesen?”, ventede vel ingen, at jeg ved hjælp af et enkelt hidtil ukendt dokument ville være istand til at føre et for alle ubetinget afgørende bevis for det fremkomne svars rigtighed…” (at han nemlig hørte til den thylandske, endnu blomstrende Strangesen-æt fra gården Nordentoft syd for Thisted. Se iøvrigt Personalhistorisk Tidsskrift, 1993 no.1, hvori slægten behandles udførligt af Sigvard Mahler Dam s.1-37).

På den baggrund forundrer det unægtelig lidt, at Dansk Biografisk Leksikons 3. og seneste udg. indleder biografien af Niels Ebbesen således:

“Niels Ebbesen. Død 1340, jysk væbner. Slægtskabsforhold ukendte.”

Men denne og flere lignende erfaringer som bruger af Biografisk Leksikons nyeste udg. har dog tillige været nyttig for mig, for så vidt som jeg i sidste øjeblik (kassationsforretningen var så godt som påbegyndt!) er blevet ganske klar over, at jeg alligevel ikke kan undvære Biografisk Leksikons 2. udgave, som i det hele forekommer at være en tand mere seriøs. Desværre føres 2. udgave jo kun op til ca. 1945, så 3. udgaven, som går til 1984, er trods alt uundværlig.

Men den kan unægtelig være stærkt irriterende. Den i mine øjne største generelle irritationskilde er, at de mange stam- og oversigtstavler over slægtsskabsforbindelser mellem de biograferede personer og -slægter – i sig selv en stor forbedring i forhold til 2. udgaven – gøres halvvejs værdiløse ved det vistnok helt enestående og i al fald ganske ubegribelige forhold, at kvinderne (ægtefællerne) i det store og hele er udeladt! Danmark ejer altså et nationalt biografisk opslagsværkværk med hundredevis af slægtstavler – uden kvinder. Ubegribeligt! Hvordan er slægterne blevet videreført uden kvinderne?

7. AARBØGER FOR NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE. (2. række, 8. bind, 1. hefte, 1893, ca. 80 sider).

Indeholder kun et bidrag: BERENGARIA AF PORTUGAL, VALDEMAR 2. SEJERS DRONNING. En historisk undersøgelse af Chr. Bruun.

Forfatteren (der ikke må forveksles med den omtrent samtidige Carl Bruun, historisk forfatter og medudgiver af Museum) var i flere årtier chef for det kongelige bibliotek. Han havde et omfattende historisk(-biografisk) forfatterskab, og var hovedkraften bag Danske Samlinger. Kritiseres undertiden for at gå for let hen over de biograferede personers skyggesider.

Berengaria er utvivlsomt en interessant kvindeskæbne i den europæiske højmiddelalder. Folkeviserne har givet hende et dårligt omdømme, men forf. søger at vise, at der kan være tale om manipulation (“karaktermord”) fra den forudgående dronning Dagmars magtklike. Han søger videre at rense hendes eftermæle ved at se nærmere på hendes slægtninge og umiddelbare forfædres forhold og karakter. Om det lykkes helt er vistnok svært at afgøre bestemt, men alt i alt et sagligt og væsentligt bidrag til belysning af problemstillingen. Herefter et par bøger vedrørende østerlandsk sprog og kultur:

8. DE SEMITISKA SPRÅKEN. Af K.V. Zettersteen. Uppsala 1914. 174 s.

En lille bog i lommebogsformat af en af datidens vistnok bedste kendere af de semitiske sprog. Forbladet bærer Johs. Pedersens navnetræk, vel den bekendte, i omtrent et halvt århundrede førende kender af østerlandsk religion og kultur her i København, professor ved universitetet 1922-50. Jeg formoder hans hovedværk er ISRAEL (1-4), hvis sidste 2 dele jeg først for nylig har fundet (for en tyver hos Booktrader i Skindergade). De første 2 dele har jeg længe haft stående, ses ret hyppigt i Helligåndshuset, men i så fald altså som regel uden anden halvdel af værket. For kulturhistorisk- og religionshistorisk interesserede kan det indholdsrige værk naturligvis stadig læses med udbytte.

Zettersteens lille bog er ikke en egentlig sproglære, men som forfatteren siger i indledningen: “Det arbejde, som hermed overgives til offentligheden, er beregnet til at tjene som indledning til studiet af de semitiske sprog og forudsætter derfor ingen specielle sproglige kundskaber hos læseren…”. Der synes altså at være tale om en forholdsvis letlæst kultur- og sproghistorisk indledning til emnet.

9. PROFETISMEN I ISRAEL. Af Joh. Lindblom. Stockholm 1934.

Et digert værk på 700 sider, men utvivlsomt interessant læsning, i det omfang man får tid til at læse bogen naturligvis. Forfatteren, der var professor i Lund, indleder værket med en “Religionshistorisk og religionspsykologisk oversigt”, med bl.a. følgende stikord: Vad är en profet? (se også Egon Friedell’s definition i sin OLTIDENS KULTURHISTORIE, bd. 1, s.416 ff, hvor han for øvrigt karakteriserer Nietzsche’s definition “Profet, det vil sige øjeblikkets kritiker og satiriker” som et “overraskende lynglimt”).

Videre: Skaldernas inspiration. Schamanerna i norra Asien. Dervischerna i islam. Fornarabiska kahiner. Muhammed. Rwalabeduinernas siare (dvs seere). Finländska dvalpredikanter. Birgitta (af Vadstena). Psykologisk sammanfattning samt Profet i den antika världens språkbruk. Denne indledende oversigt udgør bogens første kapitel (af fem).

Til slut lidt specielt for damerne:

10. FRA DUFTENES VERDEN. Parfumerne og deres historie. Af P. Hampton Frosell. Kh, 1982, 160 sider.

Det var det smukke omslag, som fangede mit blik (og altså ikke duften – på disse antikvariske bogudsalg bliver lugtesansen vistnok nærmest lammet af støv). Men bogen synes at være kulturhistorisk ret interessant. Forfatteren skriver i forordet bl.a.:

“Så langt tilbage i fortidens mørke, som arkæologer og antropologer har formået at kaste lys over menneskenes færden, adskiller de sig ikke fra nutidens mennesker i biologisk henseende. Og alligevel må de have haft en lugtesans, der langt overgår, hvad vi kan præstere idag. Ligesom deres fjender, rovdyrene og deres jagtbytte, de græsædende drøvtyggere, beroede deres eksistens på evnen til at vejre fare og føde.

“Mange gamle skikke fremtræder i et helt nyt lys, når man opfatter dem som handlinger af mennesker, for hvem duftene var væsentlige sanseoplevelser. Duftene blev engang betragtet som tingenes sjæl. Derfor er den duftende natur besjælet. Naturånderne, som man tilbeder, bor bl.a. i vellugtende træer og er selve disses duft. Man kalder de venligtsindede og beskyttende ånder til hytten med vellugte. Der plantes hyldetræer ved boligen, så hyldemor – træets ånd – kan bringe lykke til stedet. Husslangen og husfrøen hæges der om. Deres duft er god. Dæmonerne er de onde ånder. De er knyttet til afskyelige dunste og de viger kun for gode dufte. Derfor ryger medicinmanden sygdomsdæmonerne bort med vellugtende røgelse.

Fra bogens øvrige 12 kapitler vil jeg nøjes med at bringe en enkelt morsom smagsprøve:

“Prisen for parfumen, som Martial – en romersk digter fra kejsertiden – skænkede den tilbedte svarede til en daglejers løn i næsten 3 måneder. Det var helt andre beløb, der blev indkasseret af de kvinder, der forsødede de vejfarendes ophold i landevejskroerne. Man kender en regning, som en vejfarende har måttet betale i en lille kro i Aesernia i det sydlige Italien (1 As er en kobbermønt med en værdi som 1/4 af en sølvmønt, denaren):

Natlogi 1/2 As. Vin 1/6 As. Brød 1 As. Mad 2 As. En pige 8 As. Hø til æslet 2 As.

I et efterskrift skriver forf. bl.a.: “Duftenes virkninger på vore biologiske processer er langt fra udforsket til bunds. Der gøres stadig overraskende opdagelser på dette område. Det har således vist sig, at når kvinder er i den østrogene fase af deres hormonbalance, kan de sanse visse dufte, som de ellers ikke kan fornemme. Mænd kan aldrig lufte disse stoffer, men giver man dem en injektion med østrogen, registerer de dem straks.

Forresten en indholdsrig lille bog.

I et kommende bidrag vil jeg, ligeledes ganske kort, omtale nogle bøger fra Rådhuspladsen og Fiolstræde. Det er min agt derefter at komme lidt nærmere ind på nogle af de i denne første omgang kortelig omtalte bøger.

(cross-posted på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (4)

Et hollandsk bogudsalg
16. jan 2011 20:21, GP

Igennem det sidste årstid har der vistnok stedse været et udsalg af antikvariske bøger igang et eller flere steder her i hovedstaden. Jeg tænker her på udsalg efter de såkaldte hollandske auktioners princip, hvor sælgeren starter med en rel. høj pris, som regel 80 á 100 kr pr bog, for så efterhånden, som regel over et par uger, at bevæge sig ned mod 10, 5 eller endog 2 kr pr bog.

Det er vistnok, som nævnt tidligere, antikvarboghandler Peter Grosell, dengang ansat hos Rosenkilde og Bagger i Kronprinsensgade, som har indført det hollandske auktionsprincip i den københavnske bogverden. Nærmere bestemt Helligåndshuset i året 1983.

Peter Grosell var i 1983 leder af stueantikvariatet hos Rosenkilde og Bagger. I 1982 døde antikvarboghandler Richard Levin og dennes boglager blev købt af Rosenkilde og Bagger, og ial fald for en dels vedkommende solgt under Peter Grosells ledelse på Københavns første hollandske bogudsalg her i Helligåndshuset.

Jeg var op gennem 70’erne ansat på Telegrafkontoret i Købmagergade nr. 37, d.v.s. et stenkast fra Rosenkildes antikvariat, og har da også dengang ofte nok sagt goddag til Peter og browset i hans hylder. For øvrigt lå tillige Herm. H. J. Lynge og Søn’s antikvariat indenfor ”spitting distance” af Telegrafkontoret, som havde indgang for personalet i Løvstræde.

Peter Grosell, som siden 1986 har haft eget antikvariat i Læderstræde (http://www.grosell.dk/), har i en række af år holdt et årligt udsalg i Helligåndshuset, senest i Juli måned i fjor. Jeg besøgte ved den lejlighed Helligåndshuset, nærmere bestemt da prisen pr. bog var 20 (eller måske 25?) kr, og hjemførte et halvt dusin bøger, hvoraf jeg vil omtale fire:

1. DICTIONNAIRE ÉTYMOLOGIQUE DE LA LANGUE FRANCAISE, af Oscar Bloch og W. von Wartburg. 3. udg. Paris 1960. 674 s. + 30 sider introd.
Smukt indbundet i mørkegrønt helshirting, og iøvrigt næsten som ny.

Det er jo næsten utroligt, at man kan finde en sådan, ingenlunde almindelig ordbog for en tyver, næsten 14 dage inde i udsalget. Man fornemmer her, som ofte før, at interessen for bare lidt mere fordybelse i et eller flere fremmedsprog ud over engelsk synes at være temmelig sjældent forekommende, i al fald blandt det publikum som kommer her.

For mit eget og det franske sprogs vedkommende, så klarer jeg mig til daglig med Gyldendals røde ordbog (fransk-dansk-fransk) samt Blinkenberg & Thiele’s store dansk-franske ordbog (fra 1937) og endelig Hatzfeld & Darmesteter’s 2.binds Dictionnaire Géneral de la Langue Francaise (fra 1926). Sidstnævnte er – ligesom Margrethe Thiele’s ordbog naturligvis – et prægtigt værk, trods sin alder stadig meget brugbar. Kun er etymologierne (d.v.s. forklaring af ordenes herkomst og udvikling) trods deres relative klarhed idag undertiden noget utilstrækkelige og forældede, hvorfor jeg netop har været på udkig efter en mere moderne etymologisk supplementsordbog. Så tak til Peter Grosell for denne franske ordbog af de 2 fremragende sprogforskere Bloch og Wartburg, et værk, som jeg gætter på næppe endnu er blevet eller med det første vil blive overgået i Frankrig (Wartburg har jeg tidligere nævnt i stykket FLERE BØGER, punkt 11).

Jeg gengiver som eksempel et par ordforklaringer fra bogen (med uvæsentlige udeladelser):

– DIMANCHE, d’abord diemanche. Lat. eccl. dies dominicus “jour du Seigneur”, attesté à la fin du 2. siecle, devenu didominicu, ensuite, par dissimilation consonnantique diominicu; Dies dominicus s’est substitué à dies solis, que la Gaule, avant de le perdre, a communiqué aux langues voisines: breton disul, anglais sunday, alleman Sonntag.

(på dansk – DIMANCHE (søndag), først diemanche. Kirkelatin dies dominicus “Herrens Dag”, dokumenteret ved slutningen af 2. århundrede. Sammentrukket til didominicu, derefter ved “dissimilation” (sprogteknisk udtryk) til diominicu. “Herrens Dag” har erstattet “Solens Dag”, som Gallien imidlertid nåede at videregive til nabosprogene før tabt i Gallien: Bretonsk “Disul”, engelsk “Sunday” og tysk “Sonntag” (- samt dansk “Søndag naturligvis)).

Til sammenligning har HATZFELD & DARMESTETERS ordbog følgende etymologi: DIMANCHE, Du lat. pop. diaminica, abréviation de dia Dominica “le jour du seigneur”, devenu régulièrement diemenche, contracté plus tard en dimenche et écrit arbitrairement dimanche.

(på dansk – DIMANCHE, fra vurgærlatin diaminica, forkortelse af dia Dominica “Herrens Dag”, blevet til diemenche, senere igen forkortet til dimenche og arbitrært skrevet dimanche).

Som man ser mangler vigtige sproghistoriske oplysninger hos Hatzfeld & Darmesteter, til gengæld tager deres forklaring som regel prisen hvad klarhed angår.

Et andet eksempel:

– FAUTEUIL, d’abord faldestoel (Chanson de Roland faldestoed), puis faldestueil 13. siecle, faudeteuil encore en 1611, contracté en fauteuil 1642. Au moyen âge désigne un siége pliant qui servait pour les grands personnages, rois, évêques, seigneurs. Du francique faldistôl, cf. anc. haut all. faltstuol, propr. “siège pliant”, cf. all. falten “plier” et Stuhl “siége”. Empr. au fr. par les langues voisines: it. faldistorio “siége épiscopal”, esp. facistol “lutrin”, a. pr. faldestol “fauteuil, trône, lutrin”. Aujourd’hui répandu sur tout le territoire gallo-roman sous la forme et avec le sens du fr.

(på dansk – FAUTEUIL (lænestol, formandsstol), først faldestoel (Rolands kvadet har faldestoed (ældste håndskrift fra o. 1150, omhandlende begivenheder i 778)), så faldestueil i 1200-tallet, faudeteuil endnu i 1611, sammentrukket til fauteuil 1642 (årstallet betyder, at sprogforskerne har fundet det første gang i en tekst fra det år). I middelalderen er betydningen en klapstol til brug for stormænd, konger, biskopper, adelsmænd. Fra frankisk faldistôl ((ja det er jo næsten det danske foldestol!)), sammenlign oldhøjtysk faltstuol, egentlig “foldesæde”, sammenlign tysk falten “folde” og Stuhl “stol, sæde”. Lånt fra fransk i nabosprogene: Italiensk faldistorio “bispesæde”, spansk facistol “nodepult, korpult”, oldprovencalsk faldestol “lænestol, højsæde, node- el. korpult”. Idag udbredt over hele det gallo-romanske territorium i den franske form og betydning).

Til sammenligning har Hatzfeld & Darmesteter: FAUTEUIL, Contraction de faudeteuil, anc. franc. faldestuel, mot d’origine germanique, composé avec l’anc. haut allem. faldan, plier, et stuol (allem. mod. stuhl), siège; proprt, “siége pliant”. 11. siecle: Un faldestoed (corr. faldestoel?) i out d’un olifant, Roland, 609. 1642 Fauteuil.

(på dansk – FAUTEUIL, forkortelse af faudeteuil, oldfransk faldestuel, et ord af germansk oprindelse, sammensat af oldhøjtysk faldan (folde) og stuol (sæde) (moderne tysk stuhl). Egentlig betydning altså “foldesæde, foldestol”. Fra 11. århundrede “Un faldestoed (fejl for faldestoel?) i out d’un olifant”, i Rolands kvadet linje 609 (på dansk – “(Man havde dér) et højsæde af massivt elfenben”. Fra 1642 Fauteuil). ((Igen prisværdig kort og klart!)).

Tredie eksempel:

– TENNIS, 1836. Empr. de l’angl. tennis qui signifiait d’abord “jeu de paume”, dit ensuite par abréviation pour lawn-tennis qui a été employé aussi en fr., depuis 1880. Tennis est lui-même le fra. tenez, terme que le serveur employait au moment de lancer la balle. Tenetz apparaît en angl. en 1400; et dès 1370, une chronique italienne signale que le jeu de tenes a été introduit a Florence par des chevaliers francais. On sait quelle vogue avait le jeu de paume en France au moyen âge.

(på dansk – TENNIS, 1836. Lån af engelsk tennis, som til at begynde med betød “boldhus” (et boldspil), derefter også brugt om lawn-tennis, som har været i brug i fransk fra 1880. Tennis kommer oprindelig fra fransk tenez (“værsågod”), et udtryk som serveren bruger i det øjeblik bolden kastes eller slås. Tenetz forekommer i engelsk i 1400. Og allerede i 1370 meddeler en italiensk kronik, at tenes-spillet er introduceret i Florence af franske riddere. Man tænker på den popularitet boldspillet havde i Frankrig i middelalderen).

(Hatzfeld & Darmesteter har ikke optaget ordet TENNIS).

Ud fra disse få eksempler tør jeg formode, at der ganske rigtigt er en rigdom af (nye) oplysninger i BLOCH & WARTBURG’s ordbog, dog at den tænkeligt ville have nydt godt af lidt af d’herrer HATZFELD & DARMESTETER’s eminente evne til at udtrykke sig kortfattet og klart.

Der findes ganske givet andre, lignende etymologiske ordbøger over det franske sprog, udgivet på engelsk eller tysk. D.v.s. den forklarende tekst er i så fald på engelsk eller tysk, og derfor langt lettere tilgængelig for de fleste danskere.

De resterende 3 bøger købte jeg vistnok mest resp. ial fald tildels på grund af deres proviniens, d.v.s. deres tidligere ejer(e). De har nemlig alle tilhørt Palle Lauring, og udviser hans karakteristiske ovale, eller måske snarere “supereliptiske” stempel, med navnet indeni. Desuden bærer de to af bøgerne hans signatur. Yderligere har en anden kendt (privat)historiker ejet og sat sit navnetræk i en af bøgerne, men herom lidt mere i et kommende indlæg.

(cross-posted on https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

En stat i staten?
8. nov 2010 20:34, GP

Der er næppe mange danskere, hvadenten manden på gaden, journalisten og den intellektuel eller for den sags skyld politikeren, som er klar over, at Danmark – som det eneste (vestlige) land med en demokratisk forfatning – har et hemmeligt kriminalpoliti?

Nej vel! Alle kender ganske vist PET og SKAT, som vi danskere med vores uforlignelige, ja nærmest perfide hang til at finde søde navne for “slemme ting” – eufemismer med et fint ord – har valgt som navn for henholdsvis Det Hemmelige Politi og Told & Skat.

Og dog er det et uomtvisteligt faktum. PET er nu, ligesom det danske justitsministerium i det hele taget, uhyre magtfuld, ja for PET’s vedkommende måske i flere henseender lige så magtfuld, som Heinrich Himmlers GESTAPO i årene 1934-36? Man kunne for eksempel nævne Gestapos koncentrationslejre, som i virkeligheden er identisk med et aktuelt “modefænomen”. Nemlig de hemmelige fængsler (f.eks. Guantanamo), som også forekommer i EU (Polen, Rumænien), og som efter det oplyste benyttes flittigt af PET’s “venner og samarbejdspartnere” (CIA, Mossad o.s.v.). Her er kun plads til et enkelt eksempel til: Fælles for Gestapo/PET er måske, at Gestapo fra 1933 blev delvis “autonom”, d.v.s. samfundets almindelige love gjalt ikke længere for Gestapo? Det gør de måske nok formelt set i PET, men når man principielt altid opererer i hemmelighed, “i absolut mørke”, ja så kan dette ikke kontrolleres. Og love og bestemmelser, som ikke kan kontrolleres, har i praksis ingen gyldighed.

Under justitsmimisteriet hører udover Rigspolitiet og Det Hemmelige Politi som bekendt tillige institutioner som Domstolene og Den Offentlige Anklager (Statsadvokaturerne). Danske Domstole er internationalt kendt, d.v.s. berygtet, for at rekruttere næsten alle sine dommere internt fra Justitsministeriet (omend der vist er sket en lille opblødning de seneste år?). Og den danske Offentlige Anklagemyndighed er på tilsvarende vis kendt/berygtet for at have hentet så godt som alle anklagere fra ansatte i Justitsministeriet/politiet. At disse forhold som udgangspunkt kan give en usund interessekonflikt har længe været anerkendt.

PET har nu ansvaret for udenlandsk og indenlandsk efterretningsvirksomhed. For VIP-bevogtningsopgaver. Samt hovedparten af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøtte Center (NEC), som beskæftiger sig med overvågning og analyse af organiseret kriminalitet, kvindehandel, pengefalsk, kontrabande, narkotika og kriminalpolitimæssig rejseholdsbistand til politikredsene, f.eks. i sager om grov vold, kidnapninger og mord. Enevidere er PET/NEC ansvarlig for Rigspolitiets døgnbemandede kommunikationscenter og det internationale politisamarbejde (Interpol, Europol, Schengen og Baltic Sea Task Force m.v.). PET/NEC indsamler og bearbejder på nationalt plan alle typer informationer. PET/NEC koordinerer endvidere lokale efterforskningsmæssige aktiviteter, og man yder rådgivning og assistance til det øvrige politi.

Hvis man f.eks. ville sammenligne med amerikanske forhold, så er der nærmest tale om en kombination af FBI, CIA og NSA samt tildels lokale politienheder, – en absurd magtkoncentration.

Og alle disse aktiviteter foregår nu i absolut hemmelighed. Det vil bl.a. sige hemmelig efterforskning af faktiske eller formodede lovovertrædelser, incl. hemmelige kilder, hemmelig overvågning og aflytning, hemmelige vidner, hemmelige indicier og bevisførelse – altså i virkeligheden også hemmelige retssager. Og i Danmark betyder hemmeligt hemmeligt! Offentligheden vil i Danmark aldrig få noget nævneværdigt at vide om disse hemmelige aktiviteter, hvadenten hvide, grå eller sorte.

Visse danske politikeres holdning til hemmelighed versus offentlighed fremgår måske mest tydeligt af KVR-regeringens reaktion på det røre, som Victor Ostrovsky’s nedenfor nævnte bog fra 1990 skabte i oppositionen på Christiansborg: Den 11.okt. 1990 forlangte Socialdemokraterne en tilbundsgående undersøgelse af Mossad/PET’s forhold i Danmark med afhøringer og aktinsigt. Det afvises af regeringen og dagen efter udtaler en ledende konservativ politiker til pressen, at kontroludvalget vedr. de hemmelige tjenester bør overvejes nedlagt!

Lægger man alt dette sammen, synes det at fremgå, at mange enkelt- personer i PET ville kunne stoppe efterforskningen af (“henlægge” hedder det vist i politisproget) en hvilket som helst forbrydelse – stor eller lille – over hele Danmark. Som et konkret eksempel kunne måske nævnes det spektakulære pengeskabstyveri, ved højlys dag, her i ejendommen d. 3.dec. 2005, der så vidt jeg ved aldrig er blevet efterforsket, i al fald er der ikke sket afhøringer af vidner. Samt for den sags skyld også stoppe og henlægge undersøgelser / efterforskning vedr. danske statsborgere, der f.eks. myrdes eller forsvinder i udlandet. En enorm magt at lægge i den enkeltes hånd.

Når hertil føjes, at PET allerede for en snes år siden har været endog meget stærkt infiltreret af en (eller flere?) udenlandske efterretningstjenester med et tildels blakket ry, bliver ovennævnte ramifikationer jo nærmest direkte uhyggelige. Jf. den tidligere mossad-chefagent i Danmark (med eget kontor hos PET!) Victor Ostrovsky’s bøger “Ved hjælp af bedrag” (1990) og “The Other Side of Deception” (1994). Bogen fra 1990 var no. 1 på New York Times bestsellerliste i ca. 2 måneder. Fra omslaget til bog no. 2 (udkommet på Harper Collins forlag, New York 1994) gengiver jeg:

“The truth about the death of Robert Maxwell and the story behind the near assassnation of George Bush are just two of the revelations contained in this headline-making account of one man’s journey into the dark heart of Mossad.

“Never has there been so detailed a look at the hidden agenda of extremists within a major intelligence agency – nor one so worrisome in its implications.

“In 1990 Victor Ostrovsky, a former Mossad agent, became an international celebrity when the state of Israel attemted to ban his first account of Mossad misdeeds, “By Way of Deception”. Few who watched that book soar to the top of the New York Times bestseller list anticipated that an even more shocking story remained to be written.

“Ostrovsky reveals here for the first time that for several years following his termination from the Mossad, he worked clandestinely with agency moderates. Under the guise of “disaffected former agent”, Ostrovsky infiltrated the KGB, MI5, and French, Jordanian and Egyptian intelligency in an attempt to derail operations planned by Mossad extremists.

“Frighteningly, the activities pursued by right-wing factions within the agency constitute a massive abuse of power that has had global concequences. They include:

– undermining the Arab-Israeli peace process through counterfeiting, assasination, and support of religious radicals

– facilitating lethal biological experiments on Palestinians and Soweto blacks

– organizing smear campaigns against world leaders

– offering support for at Soviet hard-liner coup (mod Gorbatchev)

– killing an Israeli general, a leading German politician (Schleswig-Holstens ministerpræsident), a Canadian scientist, and a Kuwaiti journalist

– using “disinformation” to trigger American combat strikes against Israel’s enemies

– and much, much more…

“With the gritty authenticity that only truth can provide and a narrative pace that rivals the very best thrillers, The Other Side of Ceception stakes a powerful claim to being THE espionage read of the year. Certainly its message is too chilling to be ignored: Should the world’s most famous intelligence agency continue to enjoy freedom from government oversight, it will ultimately threaten us all”.

————————

(En stor tak til Politiken og den tidligere chef for PET (1975-84), Ole Stig Andersen for den informative og væsentlige kronik i Politiken lørdag d. 17.12.2005. “PET – et politi i politiet?”, hvorfra visse af ovenstående oplysninger er hentet. Kroniken begynder således: “Betænkningen om “Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror”, som blev afgivet af en tværministeriel arbejdsgruppe i oktober måned 2005, har allerede været genstand for megen debat. Ved læsningen af betænkningen fik jeg associationer til George Orwells “1984”, hvor der er fuld kontrol med borgerne, og hvor afvigere får hjælp og bistand af kærlighjedsministeriet”. Han skriver tilsidst bl.a.: “Jeg har omtalt nogle forhold, som efter min opfattelse sætter et spørgsmålstegn ved, om det er klogt under overskriften “kampen mod terror” at samle så megen magt og ansvar i PET”.)

————————-

(cross-posted på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Halloh november
1. nov 2010 02:13, GP

Igår lørdag benyttede jeg det usædvanligt fine efterårsvejr til endnu en lille sviptur på cyklen langs Københavns havn. I henhold til min desværre, nu for netop et år siden afdøde husvært, murermester Erik Larsen, er der 2,9 km fra Mariendals kirke til Rådhuspladsen. Jeg gætter på, at der er omtrent 1 km det resterende stykke til havnen, hvis man kører ad Stormgade og Holmens Kanal, og på den måde får man måske 10 km ialt, frem og tilbage incl. svinkeærinder, perfekt for en lille motionstur. Et af de hyppigste svinkeærinder på denne specielle rute er Foto/C’s butik på hjørnet af Holbergsgade og Tordenskjoldsgade.

Denne smukke lørdag eftermiddag ser jeg i forbifarten, at man der er ved at gøre klar til det traditionelle novemberudsalg, hvilket minder mig om et hængeparti med mig selv, som jeg i realiteten har haft siden sidste års udsalg (jf. FRA RODEKASSEN). Ial fald har jeg flere gange sat mig for at fortælle om endnu en sjov ting, som jeg købte billigt sidste år, nemlig et gammelt pladekamera årgang 1920-25.

Så vidt jeg husker var det Foto/C’s Peter Due, der gjorde mig opmærksom på det pågældende kamera, som jeg i første omgang havde overset, og som det derefter lykkedes mig at erhverve for en hund. Og når jeg ikke for længst har berettet om kameraet skyldes det fortrinsvis, at jeg ikke har kunnet bestemme mig for, om netop dette indlæg burde illustreres eller ikke.

Jeg har hidtil valgt at blogge uden illustrationer, måske lidt ud fra samme holdning som Gustave Flaubert, om hvem Emil Zola i bogen “Les Romanciers Naturalistes” (1881, s.218) fortæller: “Quand on lui parlait de faire illustrer un de ses livres, il entrait dans une violente colère, disant qu’il ne faut pas respecter sa prose pour y laisser mettre des images qui salissent et détruisent le texte”. (Hvis man foreslog ham at illustrere en af sine bøger, fik han et raserianfald og svarede, at man ikke ville vise hans prosa respekt ved at illustrere det med billeder, der kun ville beskæmme og ødelægge teksten).

Jeg er dog vistnok kommet til det resultat, at denne (og evt. lignende) kamerafortællinger naturligvis bør illustreres, og vil i et følgende indlæg supplere med nogle billeder, hvadenten i teksten på denne blog eller på f.eks. Flickr, eller evt. på en helt ny, dedikeret Fotoblog.

Her vil jeg nøjes med give nogle indledende oplysninger om kameraet. Det drejer sig om et af de såkaldte bælg- og klapkameraer, der sammenklappet fylder omtrent det samme som en alm. cigarkasse (19,5 x 4 x 11,5 cm) og vejer 860 g. Kameraet hedder HALLOH og er fremstillet hos ICA (Internationale Camerafabriken Aktiengesellschaft) i Dresden ca. 1920-25. ICA-fabrikken eksisterede fra 1909 til 1926. Kameraet er fortrinsvis beregnet til rullefilm i formatet 8,3 x 10,8 cm, men i denne udførelse (Halloh 506) kan man også bruge et matskivebagstykke og plade-/planfilmkassetter til formatet 9×12 cm. Matskivebagstykket manglede og der har været en del bryderier med at finde en erstatning, men herom mere senere.

Det her omhandlede kamera er en af de billigste modeller, som ICA havde i programmet. Det ser man fortrinsvis på objektivet og lukkeren, som begge er i den billigste ende, samt på bælgudtrækket der for det første ikke er særligt langt – hvilket betyder at man ikke kan stille skarpt på nærafstand (f.eks. blomster), nærmeste afstandsinstilling er ca. 1,5 m. Samt for det andet på den måde udtrækket ændres på, idet man her blot trækker i objektivet (eller rettere dets understøttelse) i stedet for at dreje på en fingerskrue el. lign.

Desværre kender jeg ikke prisen fra dengang i tyverne, men der er trods kameraets enkelthed ingenlunde tale om Nürnbergkram, alt er tværtimod smukt og solidt forarbejdet. Når jeg har valgt at fortælle mere detaljeret netop om dette kamera og dets brug skyldes det blandt andet, at det i alt væsentligt er næsten identisk med det første pladekamera, som jeg fotograferede med – hvilket må have været lige omkring 1970. F.eks. er objektiv og lukker vistnok identiske, ligesom udtrækket som sagt var og er en smule primitivt. Jeg synes det kunne være sjovt at vise, at man også i det 21. århundrede kan lave ok billeder med sådan et basalt storformat-retrokamera, både i sort-hvid og farve.

I 1970 kunne man stadig købe glasplader, som de tilhørende blikkassetter er beregnet for, og jeg lavede da også mine første storformatoptagelser på glasplader, vistnok af mærket Gevaert. For en tatonnerende begynder udi storformatfotografien kan glasplader godt være en fordel. Frem for alt ligger de altid helt plane i kassetterne, hvilket absolut ikke er en selvfølge med planfilmene, som man nu alene kan købe. Disse må benyttes sammen med en speciel adapter, som man lægger ind i blikkassetten i stedet for glaspladen. Yderligere er en glasplade meget let at håndtere i en fremkaldeskål. Derimod er de jo meget tunge i forhold til planfilmene, de fylder mere og går som regel i stykker, hvis man taber dem.

Objektivet er en 3-linset konstruktion med brændvidde 13,5 cm og lysstyrke 6,3. Lukkeren har kun 3 tider, nemlig 1/25 – 1/50 og 1/100 sek, samt B og T. Til gengæld ser tiderne ud til at være rimelig nøjagtige. Dette objektiv hedder “Nostar-Anastigmat” mens mit objektiv fra dengang i 1970 hed “Novar-Anastigmat”, men jeg tror faktisk de er helt identiske bortset fra navnet. ICA-fabrikkerne lavede vist ikke selv objektiver, men købte de fleste hos Carl Zeiss Jena samt firmaet Optische Anstalt Saalfeld i Thüringen.

Jeg vil som nævnt i et kommende indlæg bringe nogle billeder af kameraet, samt fortælle lidt om, hvordan man arbejder med et sådant enkelt, ældre pladekamera, samt om resultaterne. Så indtil da blot en tak til Foto/C’s elskværdige laboratoriemand Peter Due, forøvrigt en af Københavns mest succesfulde klubfotografer og mangeårigt medlem af Nikon-klubben.

Forinden vil jeg imidlertid forsøge at afslutte min serie af fortællingen fra sommerens oplevelser i og ved de københavnske bogkasser. Jeg mangler nu kun at fortælle om Peter Grosells hollandske bogudsalg i Helligåndshuset i juli måned. Jeg er ganske vist gået frem i omvendt kronologisk orden, og derfor kommer jeg først nu til Peter Grosell, uagtet det så vidt jeg ved var Peter, der – i 1984? – indførte det hollandske auktionsprincip i den københavnske boghandlerverden. Hans første salg i 1984 omfattede vistnok fortrinsvis det resterende boglager fra Richard Levins antikvariat på 5.salen i Dannebrogsgade, som jeg havde fornøjelsen at besøge nogle få gange, det må have været lige omkring 1971/72. Men herom som sagt lidt mere i det næste indlæg.

(Se evt. også min blog på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Sprog og illuminater
23. sep 2010 21:53, GP

Jeg fortsætter med omtalen af de 4 bøger á 25 kr, som jeg købte i Nordisk Antikvariats netop afsluttede hollandske bogudsalg i Helligåndshuset her i København. Jeg nåede sidst at omtale 1 bog, næste titel er

DEUTSCHE VIERTELJAHRSSCHRIFT FÜR LITERATURWISSENSCHAFT UND GEISTESGESCHICHTE. Herausgegeben von Paul Kluckhohn und Erich Rothacker, 13. Band. Max Niemeyer Verlag, Halle/Saale 1935.

En velholdt bog på 648 sider, smukt indbundet i rødbrunt halvshirting, og omfattende alle fire hæfter fra 1935. Årgangen indeholder ialt 23 artikler af ligeså mange forfattere, og med skam at melde genkender jeg kun et enkelt af de 23 navne, nemlig Max Wundt (f.1879, filosof, professor i Jena og Tübingen, søn af den kendte psykolog Wilhelm Wundt), som på 30 sider skriver om “Die Philosophie in der Zeit des Biedemeiers”. Hele 1. hæfte er iøvrigt helliget Biedermeier-tiden og -begrebet.

Jeg kan umuligt her give et resumé eller prøve fra alle 23 artikler, og må derfor lidt tilfældigt udvælge nogle små stykker af en enkelt som smagsprøve. Jeg oversætter selv til dansk (undertiden måske lidt friere end ønskeligt i medfør af min manglende filosofiske skoling), og parentetserne er ligeledes mine egne. Jeg gengiver først titlerne på samtlige artikler, dog af pladshensyn uden forfatter:

1. Biedermeier als literarische Epochenbezeichnung.
2. Literarisches Biedermeier II: Die überindividuellen Ordnungen.
3. Biedermeier in der bildende Kunst.
4. Franz Schuberts Antikenlieder.
5. Die Philosophie in der Zeit des Biedermeiers.
6. Literarisches Biedermeier in England.
7. Zwischen Romantik, Jungem Deutschland und Realismus.

8. Das Recht des nationalen Historikers. Heinrich von Treitschke zum Gedächtnis.
9. Der Aufbau der dramatischen Persönlichkeit und ihrer “Welt”.
10. Das Problem des Mythischen in der christlichen Kunst.
11. Die Ausdehnung des Christentums während der Stauferzeit.
12. Die Sprachteorie der französischen Illuminaten des 18. Jahrhunderts.
13. Dichtung und Geistesgeschichte des 18. Jahrhunderts. 2. Teil.

14. Individualismus und Religiosität in der Renaissance.
15. Zur geschichtlichen und sociologischen Bedeutung des Tafelbildes.
16. Die “Skepsis” des Agrippa von Nettesheim.
17. Die Geschichtsmetaphysik Jakob Böhmes.
18. La Rochefoucauld.
19. Kardinal Richelieus Kulturpolitik.

20. Der mittelalterliche Streit um das Imperium in den Gedichten Walthers von der Vogelweide.
21. Neue Studien zur normannichen Entdeckung Amerikas.
22. Der kampf um die Romantik in Frankreich.
23. Das Griechentum in der französischen Literatur der Gegenwart.

Der synes at være lidt for næsten enhver smag, men jeg vil forsøge at finde nogle små udtog fra no. 12 af HUGO FRIEDRICH, da en af mine specielle interesser er sprog. Det nedenfor gengivne fylder ialt ca. 2 sider af artiklens 18 sider.

Hugo Friedrich, om hvem jeg iøvrigt intet ved, skriver bl.a. (s.296 ff.):

“Illuminaternes sprogteori kan ikke forstås uden kendskab til Illuminatismens grundbegreber. Dens hovedmænd er MARTINEZ DE PASQUALLY (1715-1774) og CLAUDE DE SAINT-MARTIN (1743-1803). Deres skrifter har haft stor flydelse i vest- og østeuropa, mens Tysklands mystiske strømninger blev næret af Jakob Böhme og skandinaviens af Swedenborg. Navnet ILLUMINATER udtrykker samtidig princippet for deres lære: Erkendelsen opnås ved omgåelse af den rationelle erkendelse, gennem hengivelse til en indre oplysning (indskydelse, intuition).

“Det er karakteristisk, at illuminaterne holder fast ved og idelig vender tilbage til kristelige forestillinger, på trods af deres udbredte beskæftigelse med theurgiske eksperimenter (d.v.s. åndemaneri). Her er der en særlig vigtig forskel til Rousseau. Ganske vist er hans begreb “lumière intérieure” (indre lys) på en måde analogt med illuminaternes princip, idet han ligeledes søger at erkende sandheden ved indre “oplysning” udenom den rationelle erkendelse. Men for Rousseau drejer det sig om metafysiske sandheder i almindelighed, som i det store og hele ikke forlader opklaringstidens problemskema, og som sågar bliver direkte kristendomsfjendtlig.

“Den egentlige foregangsmand for de franske illuminater er Martinez de Pasqually. Det er ham den hyppigt brugte betegnelse “Martinisme” henpeger på. Pasquallys hovedværk “Traité de la réintegration” (Afhandling om genforening) fra 1770 er en forvirrende afhandling, hvori han behandler verdens og menneskets skabelseshistorie, samt anviser vejen til deres genforening med Gud. Thi efter denne illuminats verdensbillede, er verden opstået ved åndens udstrøming el. udstråling fra Gud. Men denne eller disse ånder har så misbrugt deres frihed og er frafalden Gud.

“Skønt det er vanskeligt at påvise kilderne for Pasquallys spekulationer, så er der utvivlsomt tale om en sammenhæng med nyplatonismen, med Origines’ lære samt med en bearbejdning af kabbalistiske elementer. Ial fald opstår her igen det såkaldte “alexandrinske verdensskema”, som var afgørende for kristelig, jødisk og arabisk gnosis og theosofi. Nemlig verdens skabelse fra urånden (aus dem Ureinen – findes ikke i min ordbog. Er det derfra den politisk korrekte videnskab har taget den okkult-religiøse forestilling om THE BIG BANG? Jf. mit indlæg A DISTANT ROAR AND HAZINESS) – samt efterfølgende svig og frafald, renselse og endelig genforening med urkilden/urånden.

“Pasqually troede at kunne træde i forbindelse med Guddommen ved hjælp af bestemte ritualer. De mindre dannede blandt hans disciple – og han var selv af en ret ringe dannelse – omsatte denne tro i en livlig okkult praksis, de søgte efter livselexiren, lavede eksperimenter med guldmageri o.s.v. Det undrer derfor ikke, når en andenrangs tryllekunstner som Cagliostro netop betjente sig af denne side af illunimaternes lære for at bedrage verden, samt antageligt sig selv.

“Pasqually har ikke selv formuleret en sprogteori. Så meget mere frodig er på det område Saint-Martin, som overfører den illuministiske teori om verdens dobbelthed – d.v.s. frafald fra Gud samt vilje til genforening med ham – på sin sprogteori. Hos Saint-Martin spores overalt hans stillingtagen til tidens problemer, hvilket gør ham så interessant for studiet af 1700-tallets historie.

“For sprogfilosofien har følgende af hans værker betydning. “Des Erreurs et de la Vérité” (1771 – Om fejltagelser og sandheden), “Tableau naturel des rapports qui existent entre Dieu, l’homme et l’univers” (1782 – Udsigt over de sammehænge som eksisterer mellem Gud, mennesket og universet (kunne måske også have været en titel af Stephen Hawking?)) samt “L’esprit des choses” (1800 – Tingenes sjæl).

“Claude de Saint-Martin udgår fra grundproblemet: hvorledes er mangfoldigheden opstået af ur-enheden/urånden, og hvorledes kan denne spaltelse ophæves. Anvendt på mennesket hedder det: hvor ligger menneskets egentlige væsen, idet denne væsensejendommelighed åbenbart ikke er begribeligt udtrykt i os, men derimod er spaltet og gået tabt i en mangfoldighed af egenskaber og aktiviteter. Mennesket er som udgangspunkt (i sit urvæsen) et aftryk af Gud, men i sin nuværende tilværelse og tilstand er det sønderdelt og frafalden og viser kun sporadisk tilbage til sit gudelige ophav.

“På samme måde, som menneskets egentlige væsen forholder sig til Gud – nemlig som et ufuldkomment aftryk – således forholdes menneskets nuværende fremtræden sig til dets egentlige væsen, altså mangelfuldt. Saint-Martins erkendelsesprincip gennemsyres af tanken: intet er hvad det synes, men tværtimod er alt kun et ufuldstændigt udtryk af noget højere, eller med andre ord (ufuldstændige) symboler på (højere) principper. Vi har i denne universelle symbolisme af Saint-Martin en ejendommelig moralsk-kristelig variant af en allerede i et par århundreder kendt filosofisk tanke om forholdet mellem tingen i sig selv (das Ding an sich) og dens fremtræden (fremtrædelsesform).

“Symbolerne eksisterer, er skabt i den reelle verden, men langt vigtigere end disse konkrete, verdslige ting er det skabende princip. De første kan forgå eller blive udskiftet, det sidste forbliver altid og uinskrænket frugtbar. Heraf sætningen: La Nature pourrait n’avoir jamais existé, elle pourrait perdre l’existence qu’elle a recue, sans que les facultés qui l’ont produite perdissent rien de leur puissance ni de leur indestructibilité (Tableau, s.6. – Havde naturen end aldrig eksisteret, eller havde den mistet en engang erhvervet eksistens, så ville det skabende princip, de skabende organer, alligevel intet have tabt af deres kraft eller uforgængelighed).

“Den her omhandlede dobbelthed af på den ene side nødvendigheden af manifestation (af principper / typer) og på den anden side, ufuldkommenheden af denne manifestation er det karakteristiske for Saint-Martins verdensbillede og har særlig været frugtbar for hans sprogfilosofi.

“Den filosofiske sprogteori i det 18. århundrede kendte 3 hovedproblemer. 1. L’origine de la langue primitive (det oprindelige sprogs opståen), 2. La multiplication miraculeuse des langues (sprogenes mirakuløse formering), 3. L’analyse et la comparaison des langues envisagées sous les aspects les plus généraux (analyse og sammenligning af sprogene efter de mest generelle principper). Således har Beauzée formuleret det i artiklen “Langue” i “L’Encyclopædie” (af Diderot, udg. 1751-71). Af disse 3 problemer behandler Saint-Martin slet ikke no. 3, mens no. 2 behandles udførligt i de tidlige skrifter og endelig no. 1 i de senere værker.

“Besvarelsen af spørgsmålet, hvorledes de forskellige sprog er opstået blandt folkene, beherskes af teorien om verdens forfald fra ur-enheden/urånden ned i den syndefulde og splittede mangfoldighed. Sproghistorien er hos Saint-Martin alene en gentagelse af skabelseshistorien: déchéance et réhabilitation (frafald og genforening). I den forbindelse fører den allerede i 1700-tallet brugte adskillelse mellem langue og langage (de enkelte sprog overfor sproget i almindelighed) til følgende præcision: Sproget i almindelighed er sproget for den åndelige enhed, det åndelige fællesskab med Gud. Denne er gået tabt, men glimter dog stadig igennem al splittelsen i hvert enkelt sprog.

“La Langage (sproget i almindelighed, ursproget) er ikke udelukkende det talte ord, men i almindelighed de mulige udtryksformer for de af Gud udgåede/skabte ånder, såvel i form af handling som gebærder. Ursproget kan endog være stumt, men indeholder dog al urviden. Ord og viden er endnu (i urformen) så identisk, at ursproget ville kunne forklare alle verdens hemmeligheder, såfremt vi fik det tilbage. Ejendommelig er forestillingen om alfabetet, som Saint-Martin lægger til grund for ursproget. Alfabetet er summen af ursymbolerne, og mennesket er det smukkeste bogstav i alfabetet.

“I skrivekunsten er alfabetet kun en ringe afspejling af hint højere uralfabet, men har dog samme berettigelse som uralfabetet. Saint-Martin forklarer som konsekvens det skrevne alfabets bogstaver som afblegede ur-åbenbaringer, som går forud for orddannelsen, og altså ikke er opstået efterfølgende ved analytisk metode. Meningen med og betydningen af denne mystiske lære er at fastholde berettigelsen af såvel sproget som alfabetet, og skal forstås som en modsætning til opklaringen, der docerede ordet og skrivekunsten som tilfældige, rent menneskelige opfindelser”.

———————

(Om forfatteren har jeg som sagt intet fundet).

———————

De sidste 2 bøger er følgende:

DET GAMLE HARBOØRE. Optegnelser af Karen Thuborg. Udgivet af Henrik Ussing. Danmarks Folkeminder nr. 36. København 1928. 312 sider.

MELLEM SYDFYNSKE SUNDE. Hverdag og højtid. På grundlag af optegnelser fra Thorvald Hansen udarbejdet af Henrik Ussing. Danmarks Folkeminder nr. 41. København 1934. 300 sider.

Der er i begge tilfælde vistnok tale om både righoldige og interessante beretninger. Men da begge bøger er uopskårne og er tænkt som gaver, vil jeg iøvrigt forbigå dem uden nærmere omtale.

———————

(Se evt. også min blog på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Foto-Fugl Fønix
20. sep 2010 19:33, GP

I dagens udgave af Berlingske Tidendes netavis http://www.berlingske.dk/ har Kristian Krog Kæmpegaard lavet en artikel med overskriften “Skyd løs på retro-måden” (www.fri.dk/node/47070/), som handler om den aktuelle trend i retning af en vis genfødsel af den analoge fotografi. Fugl Fønix er så at sige stået op af asken, omend fuglen er stærkt afmagret, til gengæld måske lutret af sin nær-død oplevelse?

Kristian har været til 25-års fødselsdagsfest i New York på, af alle ting, et russisk (ukrainsk?) fotografiapparat, det af alle os fotonørder velbekendte Lomo.

Festen foregik hos Nicole Bogatitus i dennes butik, som øjensynligt især gør i Lomo-kameraer og de analoge (sorry, no pun intented) Holga, Diana, Fisheye m.fl. kameraer, ligeledes i den afgjort primitive afdeling. “Vi elsker analogkameraer. Mange har indtrykket af, at analogkameraerne er ved at uddø. Men her i butikken går det altså stadig meget godt. Digitalkameraet er stadig ikke nået dertil, hvor man kan fornemme den samme varme i billederne, som man kan i de analoge fotografier. Dem kan man give et meget tydeligere personligt præg”, forklarer Nicole Bogatitus.

Kristian har også besøgt Photografica her i København og talt med bl.a. søde Mette Preuss. “Jeg tror, at de digitale billeder er for pæne. Man vil gerne have det ikke-perfekte, og man vil gerne derud, hvor man ikke kan kontrollere, hvordan resultatet kommer til at se ud. Jeg tror, det er det, rigtig mange falder for”, siger Mette, som sekunderes af direktør Svend-Erik Petersen: “Vi kunne se, at der var en trend”.

Kristian har endvidere talt med to islandske fotografer. “Jeg får en anden stemning i billederne. Farverne og udtrykket er anderledes. Og så ved jeg heller ikke 100 procent, hvordan billederne bliver, når jeg har taget dem med analogkameraet” siger den ene, Ingibjörg, som er uddannet fotograf.

Så langt så godt, jeg tror Kristians reportage på udmærket måde dækker situationen, tænkningen og samtalen om emnet lige nu.

Og dog: Hvis jeg skulle præcisere min egen tænkning om emnet i relation til reportagen, så ville jeg nok hævde, at de pågældende som er citeret her, antageligt tænker rigtigt men blot måske ikke udtrykker disse tanker helt dækkende. Hvad jeg mener hermed er følgende.

Når en kunstnerisk arbejdende fotograf, hvadenten prof. eller liebhaver, vælger at fotografere digitalt, så har hun/han samtidig valgt at overlade næsten alt det tekniske til fabrikkernes direktører, ingeniører og programmører. Det gælder belysning, afstand, kontrast m.m. Selv et lille barn er nu i stand til uden den allerringeste anstrengelse at fremstille et teknisk perfekt digitalt billede.

Man vil så indvende, at man let kan sætte sit personlige præg på billederne i en efterfølgende behandling i f.eks. Photoshop. Og det er jo ganske rigtigt, problemet er vistnok blot, at resultatet meget ofte bliver derefter: Ikke en forbedring men en forfladigelse. Det ser for mig ganske enkelt ud til, at det er utroligt vanskeligt for de fleste fotografer ikke at lade sig rive med af de mange muligheder, ikke at ende med at kløjs i banaliteter.

Forøvrigt er en efterfølgende, overdreven manipulation af råbilledet (negativet eller raw-filen) ingenlunde begrænset til digital fotografering. Jeg ved næsten ikke om jeg her tør nævne følgende to kyrofæer i amerikansk fotografi, William Mortensen og Ansel Adams. At så godt som alle William Mortensens billeder er – undertiden meget stærkt – manipulerede, kan enhver jo se. Og man kan så være for eller imod efter behag og tilbøjelighed.

At en stor del af Ansel Adams billeder ligeledes må betegnes som i nogen grad, resp. undertiden temmelig meget manipulerede er måske overraskende og evt. uacceptabelt for de fleste, ial fald for de, som kun har set hans billeder i reproduktion. Men for ca. halvandet år siden havde jeg fornøjelsen af at se udstillingen af nogle af Adams’ originale prints på Gl.Holtegaard, for øvrigt sammen med Morten fra Svendborg, som er die-hard Adams-fan.

Det slog mig dengang, at nogle at Adams’ magnifikke landskabsbilleder i mine øjne helt klart er FOR teknisk perfekte. De er som FOTOGRAFIER betragtet unaturlige, man får indtrykket af, at Adams har troet at skulle og kunne tage et stykke af naturen med hjem og hænge det op på væggen. Men han har måske i virkeligheden dermed kun frembragt en slags hermafrodit: Et FOTOGRAFI, som er unaturligt, fordi det vil være et stykke natur. Og samtidig et STYKKE NATUR, som er unaturligt, fordi det må være et fotografi.

Efter min mening kunne Adams med fordel have akcepteret fotografiet, og her specielt det sort-hvide fotografi, som en arketype, noget i sig selv værdifuldt. Som ikke behøver at efterligne andre arketyper, f.eks. de vidunderlige naturstrøg i Josemite Park.

Adams er langt hen ad vejen undskyldt. For det er vistnok en af de mest skæbnesvangre mangler ved de vestlige kulturer, at de ikke forstår, akcepterer og agter begrebet arketyper. Man vil altid være noget andet end det man er, græsset er altid grønnere på den anden side af åen. Heroverfor står de fjernøstlige folk, måske især i Japan. Hos dem er enhver syssel, næring og profession en “do”, d.v.s. et kald, en “vej”, som agtes og æres som sådan.

Hermed kommer vi tilbage til Mette i Photografica. Hun siger bl.a.: “Man vil gerne have det ikke-perfekte, og man vil gerne derud, hvor man ikke kan kontrollere, hvordan resultatet kommer til at se ud”.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der tildels er tale om en slet og ret reaktion mod pænheden, the slick look i de digitale billeder. Men personligt tror jeg, at der stik imod de anførte citater i virkeligheden ikke er tale om et ønske om IKKE at have indflydelse på det resulterende billede, men derimod et ønske om NETOP at have indflydelse på resultatet. At tage denne indflydelse tilbage igen fra fabrikkernes mange direktører, ingeniører og programmører.

Når talen er om så primitive kameraer som Lomo, Diana o.s.v. vil denne personlige påvirkning fra fotografens side ganske vist være temmelig, for ikke at sige meget begrænset. Men der vil alligevel være mulighed for med en vis viden og ikke mindst en veludviklet intuition at have en vis kontrol over processen.

Og det er netop dette, som disse kunstnere mangler og ønsker, tror jeg.

———————–

(Se evt. også min blog på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Brittsommer og Den hellige Graal
19. sep 2010 15:09, GP

I min omtale af sommerens oplevelser i forb. med de Københavnske bogkasser m.m. er vi kommet til de 2 hollandske bogudsalg i Helligåndshuset, som jeg har besøgt i sommerens løb. Vi starter med Nordisk Boghandels bogudsalg, som i skrivende stund pågår, og som startede sidst i august. Jeg har besøgt udsalget nogle få gange, og da prisen var 25 kr. købte jeg 4 bøger. Første titel er

BEVINGEDE ORD OCH SLAGORD. Sammanställda och förklarade av Valdemar Langlet. 2. del, Svenska Citat. Stockholm 1928, 680 sider.

Et lidt nusset, hæftet eksemplar som dog kun delvis er opskåret, og altså næppe slidt af megen brug. Bogen er i nogen grad et sidestykke til vor egen “Bevingede Ord” fra 1957 af Vogel-Jørgensen, men de 2 bøger er dog meget forskellige. Specielt udmærker den svenske sig ved, at forklaringerne til fyndordene som regel er meget mere udførlig, således at bogen nærmest får karakter af et lille leksikon over fyndord. Jeg gætter på, at der er omved 1000 forklaringer, og må derfor nøjes med på må og få at udvælge et par stykker. Jeg gengiver stykkerne på dansk i min egen oversættelse. Parentetserne er overvejende forfatterens egne.

1. “Den sne, som faldt i fjor”.

“En oversættelse fra det franske Les neiges d’antan, hvori indgår det fra senlatin anteannus omdannet ord for ifjor, og som nu kun er brugelig i denne og andre ordsprog samt undertiden i poesi. Det omhandlede udtryk findes i litteraturen så tidligt som i den berømte 1400-talsskjald Francois Villon’s “Ballade des dames du temps jadis” (Balladen om den forgangne tids kvinder), en af hans mest berømte digte, som siden indgik i samlingen “Testament” (1461). Han spørger, hvor disse den forgangne tids kvinder er gået hen, og svarer med et modspørgsmål: “Mais, où sont les neiges d’antan? – Men – hvor er den sne, som faldt ifjor?”.

“Dette omkvæd citeredes siden af Rabelais, det følgende århundredes største litterære navn, i hans store folkebog, krøniken om jætterne Gargantua og Pantagruel. Rabelais’ uhørte popularitet gav udbredelse til Villons vers, som i oversættelse indgik i mange sprog.

2. “Bedre halvdel”.

“Det ældste litterære belæg for dette udtryk, som nu ofte ironisk (?) anvendes om den kvindelige part i et ægteskab, er fra den engelske digter sir Philip Sidneys hyrderoman “Arcadia” (1590), hvor den ungdommelige, til sin hustru ømt knyttede forfatter taler om “my dear, my better half”. I antiken, da manden i reglen så ned på kvinden, kunne udtrykket lige så lidt forekomme som i den tidlige middelalder. Først med ridderromantiken blev det muligt, og sin udbredning har det væsentligst fået på det germanske folkeområde.

3. “Bære marskalstaven i sin ransel”.

“Om det er Napoleon I, som har givet dette udtryk dets traditionelle franske form, har ikke kunnet opklares. Men sikkert stammer tanken fra den tid, da en menig soldat i Napoleons armé, hvis lykken stod ham bi kunne tjene sig op til de højeste militære grader. Kejseren, som fra ringe kår havde nået statens højeste værdighed, var ikke karrig med forfremmelse og titler til fortjenstfulde soldaterkammerater: Bernadotte, Ney, Oudinot, for blot at nævne nogle få, blev marskalker med genindførelsen af en gammel fransk militærgrad.

“Den førstnævnte blev “fyrste” (prince) og Oudinot gjordes efter slaget ved Wagram (1809) på en gang til marskalk og “hertug af Reggio”. Det var denne forfremmelse Napoleons efterfølger på tronen, kong Ludvig 15. sigtede til, da han ved en opvisning med eleverne fra krigsakademiet St. Cyr (1819) æggede deres ærekærhed med ordene: “Kom i hu, at der er ingen af jer, som ikke i sin ransel bærer hertugen af Reggios marskalkstav – det bliver jeres sag at finde den frem!.

4. “Brittsommer”

“Birgittes dag (Britta-dagen) d. 7. oktober har fået sit navn til påmindelse af den hellige Birgittes kanonisering af pave Bonifacius IX (år 1391), knapt to årtier efter hendes død (23. juli 1373). Dagen falder i en årstid, da det på vore breddegrader (d.v.s. i Sverige) ofte hænder, at efterårssolen i nogle dage, klarere og varmere end i de forudgående forgylder naturens endnu pragtfulde skrud; sensommeren blomstrer ligesom op igen. Almuens vane med at knytte årets hændelser til helgendagene samt den ivrige dyrken af helgener turde have foranlediget udtrykkets opståen.

“Afvekslende hermed bruges også det fra engelsk-amerikansk lånte udtryk “indiansommer” (indian summer), ligeledes som betegnelse for en efter den egentlige sommers slutning indtruffen periode af varme og vakre dage. Denne betegnelse kan (?) afledes fra skikken at tilbringe en efterårsferie med “indianerliv” i skov og mark – “camping” hedder det efterhånden også hos os, omend vi i reglen vælger højsommeren hertil.

5. “Brød og salt”.

“De fleste folkeslag på et primitivt kulturstadium har sædvanligvis betragtet den “fremmede” som gæsteven i og med at han er trådt under tag og har fået velkomst, også selvom han ofte eller hyppigst var fjende. Betegnende nok bliver det latinske “hostis”, som betyder fjende ligeledes brugt med betydningen gæsteven, hvilken sidste betydning helt tog over i dattersproget fransk: hôte, gæst, vært og hôtel. Jvf. også det svenske (og danske) “fremmede” i betydningen gæster.

“For begge parter, d.v.s gæst og vært, var det af betydning så hurtigt som muligt at få etableret sikkerhed mod voldsomheder. Derfor turde hos nomadiserende folk, hvor man ej kunne opnå gæstevenskabets beskyttelse ved at træde over dørtærsklen, den skik være opkommet at give og modtage en fortæring, som altid var for hånden, nemlig brød som krydredes med salt. Så var gæsten tryg mod svigagtig overfald i nattens løb (i det mindste så længe han var i teltet) og værten på sin side kunne sove roligt, thi gæsten var bundet af samme ærespligt.

“Hos russerne opstod af ordene “chleb i sol” (brød og salt) selve benævnelsen på gæstevenskab: chlebosolstvo. En serveringstallerken for brød med tilhørende saltkar gives som “lysningsgave” til nygifte med ønsket om huslig lykke. Blandt bryllups- og kroningsgaverne til den sidste tsar og hans gemal (1896) udgjordes flertallet af i guld, sølv og emalje forfærdigede brød- og salttallerkener.

6. “Land skall med lag byggas”.

“Kong Karl XV’s valgsprog var hentet fra vore gamle svenske landskabslove, hvor det forekommer i lidt forskellige affatninger, bl.a. i den i 1296 på kongemagtens vegne af rigsmarsken Tyrgils Knutsson stadfæstede Upplandslov. “Med lag skall man land bygga” overensstemmer ordret med et udtryk i fortalen til den et halvt århundrede ældre danske lovsamling “Den jydske Lov”, som under kong Valdemar Sejer vedtoges på danehoffet i Vordingborg i 1241. “Med lov skal man Land bygge” sattes også som indskrift over portalen til det rådhus (taget i brug 1815, på Nytorv), som brugtes indtil Københavns nuværende rådhus opførtes. Sædvanligvis tolkes ordet “bygge” som at opbygge; betydningen er imidlertid her at bebo, altså at leve og bo i landet i overensstemmelse med loven.

7. “Den hellige Graal”

“Har i århundreder været et yndlingsemne for fortællende digtning. Graalsmotivet er en mystificering af et temmelig dagligdags riddersagn fra 1100-tallet, som igen går tilbage til keltiske 800-tallssagn. Krønikeskriveren Nennius fra det britiske Wales havde o. år 800 i et værk på latin, hvoraf kun senere afskrifter findes bevaret, samlet beretningerne om den muligvis historiske (fra 500-tallet) nationalhelt Kong Arthur (Artus); dette blev kilden til en væsentlig del af den bretonske og franske roman- eller ridderdigtning.

“Omkring Arthur grupperedes en kreds kaldet “ridderne af det runde bord”, om hvis eventyrlige skæbne og legendariske tapperhed middelalderens sagndigtning i alle lande havde meget at fortælle. At bordet var rundt, mens alle borde i ældre tid ellers var aflange med hædersplads og rangordning, symboliserede alles lighed.

“Dog kom en af dem til at spille den vigtigste rolle i verdenslitteraturen. Ridderen Peredur eller Perceval dukker først op i den franske middelalderdigter Chretien de Troyes’ ufuldendte “Conte del Graal” (omkr. 1170). Opfostred i ensomhed og renhed drager den unge helt ud i verden og kommer til en borg, hvis ejer giver ham et sjældent sværd og hvor han får lov at se den vidunderlige, af guld og ædelsten forfærdigede skål “Graal” (gammelfransk omdannelse af det senlatinske gradalis – madskål).

“Heri findes endnu ingen mystik, men i de følgende århundreder tilkom en tolkning og inddigtning af Chretiens landsmand Robert de Borron, som gjorde Graal til den “kalk”, som Jesus anvendte ved nadveren med sine diciple, ligesom han lod Josef af Arimatea, som begravede Jesu legeme, deri opsamle hans blod. Således fik man en på bjerget Mont Salvat bevaret, af tempelriddere bevogtet, dyrebar relikt “Saint Graal”. En anstrengt etymologi har sammenstillet dette udtryk med skålens indhold af sanguis realis, “kongeligt blod”, hvorved fejludtalelsen San-greal skulle forklare opståelsen af ordet Graal.

“Videre berettes, at skålen førtes til Britannien af Josefs svoger, i hvis æt ridderen Perceval fødtes, som blev Graalens vinder, bevarer og til sidst “konge”. Efter at mystikken bemægtigede sig både Graal og Perceval, udvikledes Graals-sagnet fra ridderroman til en religiøs legende. Spredt over Europa blev den i Tyskland omdigtet af den hverken skrive eller læsekyndige ridder Wolfram v. Eschenbach i hans vældige epos “Parcifal”.

“Det er dette epos, som ligger til grund for Richard Wagners religiøst ophøjede musikdrama af samme navn (1882), mesterens sidste verk, indtil 1913 forbeholdt det af ham oprettede teater i Bayreuth. Wagners langt tidligere bearbejdning af delvis samme motiv i “Lohengrin” (i Svaneridderen 1850) havde da allerede i et halvsekel været hele den danne verdens ejendom. Graalsmotivet er i vor (svenske) litteratur symbolsk behandlet af Fröding i “Sagan om Graal”, “Ur Gralsökarens sagor” og “Gralstänk” (1896-98).

“Sagnet om “Ridderen af det runde bord” har givet rige motiver til verdenslitteraturen. F.eks. “Lancelot och Ginevra” (jfr. Dantes episode om Francesca da Rimini), “Tristan och Isolde” (Wagners musikdrama, 1859). Hos os har Atterbom og Almquist taget motiver fra denne sagnkreds. Tennysons store episke cyklus “The idylls of the King” (1859-85) er både kronen på hans egen digtning og tillige blevet den klassiske engelske behandling af den store sagnkreds.

8. “Lig i lasten”.

“Ifølge sømænds overtro, udviklet i omgangen med det uberegnelige, gådefulde hav, er et fartøj dømt til ulykke, såfremt det sejler med et lig i lasten. Ved dødsfald ombord betros derfor den afdødes støv til havet. Må et fartøj transportere et lig i dets kiste, søgte man at skjule dette for besætningen. Fik denne alligevel at vide, at der fandes “lig i lasten”, så indtraf i reglen hvad Henrik Ibsen så malende skrildrer i sit “Rimbrev” til Georges Brandes (“Det nittende Århundrede”, 1875).

“Han giver der svar på spørgsmålet, hvorfor tidens slægtled synes “så underlig nedtrykt”, så sløv og dådløs. Digteren sidder på damperen Europa, alt lover godt, men midt ude på havet opstår en gærende uro blandt søfolk og passagerere, det er slut med håb og fortrøstning. Hvorfor? En røst svarer nedefra dybet: “Jeg tror vi sejler med et lig i lasten”. Igennem dette digt blev ordet bevinget i den politiske diskussion. Det findes som slagord endnu idag, på trods af at de overtroiske forestiller er ved at forsvinde.

9. “Være i sit es”.

Latinsk esse betyder være, tilværelse, og er et slagord i den filosofiske terminologi. Ovenstående almindelige talemåde – med betydningen at have det godt, at trives, være fornøjet, i sit rette element – turde imidlertid skulle afledes fra fransk être à son aise, med omtrent samme betydning. Dog kan det latinske ord have bidraget, idet ordet esse (i svensk) også bruges om det rette leje, hvor en ting (f.eks. en tap eller anden maskindel) normalt bør befinde sig. I dette tilfælde betyder “i sitt esse” (i svensk) på sin rette plads.

Disse få eksempler rækker forhåbentlig til at give et indtryk af, at denne i sit udstyr tarvelige bog ikke er uden interesse.

(Valdemar Langlet, f. 1872, journalist og forfatter, redaktør af Sv.Handelstidn. 1923-28).

(fortsættes)

—————-

(Se evt. også min blog https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Bonde af Thy
13. sep 2010 22:07, GP

I sidste afsnit nåede jeg at omtale 3 af de 6 bøger jeg købte i Fiolstræde torsdag d. 9.9. for 25 kr stk. og fortsætter her med de 3 sidste.

4. DANSKE MIDDELALDERLIGE REGNSKABER. 1. række 1. binds 1. halvbind. Kbh. 1944. Udg. ved Georg Galster af Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie.

I dette første halvbind er optaget ialt 73 regnskaber fra tidsrummet 1447 – 1533. Blandt regnskaberne kan nævnes f.eks. (2) Biskop Albert af Lybæks regnskaber med Christiern I, (3) Holstenske adelsmænds udgifter på tog i Sverige med Christiern I 1471, (9) Regnskaber vedr. krigen i Ditmarsken 1500, (14) Kongens Drabanter, 1507, (16) Skibet “Engelen”, mandskabsliste 1510, (23) Afladspenge, (26) Uddeling af tøj og sko, 1513, (31) Sangeres sold, 1519, (32) Folk på slottet, 1519, (39) Regning på buer (c. 1520?), (48) Kronens indtægter 1523-24, (51) Priser m.m. (1523?), (66) Regning på leveret klæde c. 1530, (68) Baadesild fra Møn, (70) Landsknægtsregister samt (71) Udgifter til gesandt (c. 1530?).

Jeg vil her nøjes med lidt nærmere at omtale no. 41: Sagefald 1522, som bl.a. er valgt fordi stykket har lokalhistorisk interesse som værende fra min hjemegn Thisted Amt eller, som det vistnok hed dengang, Vestervig Len. Stykket starter således (parantetserne er mine egne):

“Thette ær Erick Erickss registher” (Dette er Erik Eriksens register. Erik Eriksen (af adelsslægten Banner) var vistnok lensmand i Vestervig).

Sagefaldslisten er iøvrigt på 8 tætskrevne sider omhandlende forskellige lokaliteter og personer, og jeg gengiver her kun et lille stykke vedr. Hanherred:

“Samme dag (5. marts 1522) i Tystæde loffuede thesse effther’ne mend for 10 øxen for Christiern Nielss i Borup i Hanherrit oc for hans logsmend for een logh, hand gaff Margrete Æwæntyrsk i Aaleburg for nogre penninge, hans hustrv waar henne pligtig, oc tingde han ther fore vp, førre endh loghen bleff fæld, oc skulle the samme øxen wære vdhe indhen sancte Oluffs dag (29. juli) nestkomindis eller 40 marck i stæden. Fideiussores: Kæld Ipss i Hiortelss i Hanherrit. Anders Iepss ibidem. Powel Thommiss i Nørgaard i Hanherrjt”.

(Samme dag i Thisted lovede (el. kautionerede) disse efterskrevne mænd for 10 okser for Christian Nielsen i Borup i Hanherred og hans forlovere (kautionister?) for en kaution (?), han gav Margrethe Æventyrsk i Ålborg for nogle penge, som hans hustru war hende skyldig, og tingede han dette op (d.v.s. sluttede en aftale), forinden kautionen forfaldt (?), og skulle de nævnte okser leveres inden førstkommende Sankt. Olufs dag (29.7.) eller 40 mark i stedet. Forlovere/kautionister: Keld Ipsen i Hjortdal i Hanherred, Anders Ipsen sammested, Povel Thomsen i Nørgaard (Nørthorupgaard) i Hanherred).

(Nævnte Christian Nielsen i Borup tilhørte en anset selvejerbondeslægt i Øster Hanherred, en af de såkaldte herredsfogedslægter, som gennem en kortere eller længere periode stillede en eller flere herredsfogeder, i dette tilfælde til Hanherreds ting. Slægten er udførligt behandlet af Knud Prange i Bol og By no. 5, 1964, s. 47-70: “Bonde af Thy – En standshistorisk studie”. Slægten er ligeledes behandlet udførligt af de 2 ansete lokalhistorikere/genealoger Peter Grishauge i Haderslev og Anton Blåbjerg i Viborg. Fra en af sidstnævntes mange professionelle arbejder (Slægtsarkivet: Slægten fra Vester Svenstrup i Hjortdal Sogn) gengiver jeg som eksempel et par linjer: “I 1541 var Christen Nielsen og Peder Nielsen, begge i Borup, sammen med Niels Griis i Slette og Anders Ibsen i Hjortdal blandt samfrænderne ved skiftet efter herredsfogeden i Hvetbo herred, Lars Mørk i Saltumgaard, død ca. 1534. Forbindelsen mellem Borup-slægten, Griis’erne og Mørk’erne var gammel, for allerede 11.3.1470 havde Eske Bonde i Borup, Anders Bonde i Kornum, Jes Mørk i Saltum og Ylfar Eskesen i Brøndum været til stede på Hjortdal kirkegård, da Anders Griis i Slette havde fået et sognevidne”).

(Knud Prange, f. 1930 i Århus, historiker og arkivar, fra 1970 universitetslektor og leder af Lokalhistorisk afd. ved Kbh.’s Universitet. Peter Grishauge, lektor, Haderslev, http://www.lokalhistorie-hanherred.dk/peter_grishauge/klim/presse.htm. Anton Blåbjerg, prof. genealog, Viborg, http://www.viborgslaegt.dk/forskerab.html).

5. FRA FRISKOLENS OG BONDEHØJSKOLENS FØRSTE TID. Af Johannes Pedersen. Kirkehistoriske Studier, 11. rk. nr. 11, Kbh. 1961.

Denne lille bog har samlet utroligt mange faktuelle oplysninger om vor bekendte skolemand Christen Kold, en fjern slægtning. Jeg vil nøjes med at gengive et lille stykke fra kapitlet “Fra Hindsholm til Dalum højskole” (s. 146):

“Christen Kold (1816-70) var ikke en mand “uden skygge”, som nogle af hans venner har villet gøre ham til. Men i det ordskifte om skole for børn og unge, om oplysning og opdragelse, der er ført i de sidste århundreder, har han gennem sin gerning givet et ejendommeligt og betydningsfuldt indlæg. Han har præget mange af sin tids unge og har gennem dem gjort en indsats i dansk skole- og folkeliv i de følgende årtier.

“Snart blev der dog klaget over, at højskolefolk priste Kolds tanker, men ikke praktiserede dem. At hans synspunkter så snart føltes forældede, skyldes vel især, at den opvoksende slægt ikke ville anerkende den modsætning, han havde opstillet mellem viden og ånd, mellem oplivelse og oplysning. At kundskaber ikke lukker dørene til åndens rige, men tværtimod åbner dem, er blevet det rådende synspunkt i danske børne- og ungdomsskoler”.

(Jeg hørte engang for år tilbage i en radioudsendelse en af Kolds efterkommere, som også bar navnet Kold, fortælle om sine oplevelser i Japan. Da man derovre havde erfaret, at han var en efterkommer efter skolemanden, blev den røde løber så at sige rullet ud. Christen Kold tør altså måske formodes at have eller have haft stor anseelse især i det fjerne østen. Det forstår man måske lidt bedre, når man læser ovenstående lille stykke. For der kan vel siges i nogen grad at være noget typisk østerlandsk i hans fremhævelse af, at ånd kommer før materie, at man må arbejde med ånden før man kan arbejde med det fysiske – hvadenten dette sidste er med pennen eller hånden?).

6. SVENSKA MINNEN FRÅN BÖHMEN OCH MÄHREN. Kulturhistoriske skisser från trettioåriga kriget. Af Alfred Jensen. Lund 1910.

En indholdsrig og interessant lille bog af en af datidens vistnok bedste kendere af slavisk sprog og kultur. Det er svært at udvælge et eller andet lille afsnit af de mange kapitler, men her er lidt fra de svenske troppers plyndring af det kejserlige slot Hradschin’s 800 rum og vistnok helt enestående kunstsamlinger i Prag 1648:

“Den største værdi hade uden tvivl malerisamlingen, thi mange af de flere hundrede oliemalerier, som havnede i Sverige, er virkelige prunkstykker i kunsthistorien. F.eks. Rafaels “Lystvandrende madonna”, Michelangelos “Ganymedes’ bortførsel”, Tizians “Venus”, Rubens’ “De fire flodguder” samt andre mesterværker. At ikke alle disse klenodier fortsat er i den svenske stats eje – herfor må skylden lægges på dronning Kristina (svensk regent 1644-54), som betragtede dem som sin private ejendom og tog meget med sig, da hun flyttede til Rom (i 1655, efter at have abdiceret og konverteret til katolicismen).

“Dér gik kunstværkerne mærkelige og sørgelige skæbner i møde. De testamenteredes af Gustav Adolf datter (d.v.s. Kristina) til kardinal Decio Azzolini, som dog døde samme år (1689) som den generøse giver. Hans slægtning Pompejo Azzolini solgte dem til fyrst Livio Odescalchi, som for sin del sjakrede dem bort for 80.000 ecus til den ukendte hertug Philippe af Orleans. I 1790’erne skal mange af disse kunstværker være havnet i London.

“Som eksempel på hvorledes det gik til med sådanne skatte skal her kun anføres, hvilken skæbne der ramte et par af de ypperste malerier, nemlig Correggios “Leda” samt “Jupiter og Io”. De havde oprindeligt tilhørt hertug Gonzaga i Mantua, som skænkede dem til kejser Karl 5. i Madrid. Dennes datter Maria var mor til kejser Rudolf 2. (konge af Bøhmen og tysk-romersk kejser, d. 1612) og med ham kom de til Hradschins galleri. Efter at de efter udflugterne til det afsides Sverige og siden til Rom, samt derfra med hertugen af Orlean kom til Paris, skal sidstnævntes afsindige søn Louis have ødelagt Jupiters og Ledas “lidelsesfulde ansigter”. Ledas hoved blev dog senere “restaureret” af en fransk kunstner. Maleriet købtes siden af Frederik 2. og opbevares nu i Berlins museum.

“Man påstod også, at dronning Kristina selv forødte sine skatte, og ej hade fuld forståelse for deres værdi, og grev Carl Gustav Tessin hævdede, at Carreggios “Danaë” og “Leda” skulle være blevet anvendt til at dække to knuste ruder i den kongelige stald. Om dette rygte er sandt, vover jeg ikke at udtale mig.

“Men for det røde guld glemte Königsmark (tysk feltherre i svensk tjeneste) ikke de boglige skatte. Her – ligesom i Olmütz – optrådte sverskerne som “biblioteksrøvere”. Alene det i det Eggenbergske palads opbevarede Rosenbergske bibliotek – enestående i sin art på den tid – fyldte 30 store kister, som sendtes til Dömitz i Mecklenburg, hvorfra de over Wismar i foråret 1649 førtes ad søvejen til Stockholm sammen med andre rariteter.

“Thomas-klostrets bibliotek i Prag havde en bogsamling på 10.000 bind, og den ville Königsmark naturligvis også lægge beslag på. Han sendte sin feltprædikant Johan Klee derhen, som også energisk gik til værket. Men – siger en klosterkrønike – “hvad munkenes brændende bønner ej formåede, det udvirkede 6 sølvskeer og et guldbæger, som abbeden skænkede Klee. Sidstnævntes alt for store id kølnedes pludseligt ved dette syn, så at han gav bøgerne tilbage på nogle få undtagelser nær.

“Verdensberømte er to af de fra Prag stammende bøger. Den ene er den i Uppsalas universitetsbibliotek opbevarede Codex Argentus (“bogen med sølvskrift”, også kaldet Ulfilas (Wulfilas) bibel), den uvurderlige bibeloversættelse på det gotiske sprog fra o. år 510. Bogen kom med dr. Kristinas bibliotekar Vossius til Holland, men er siden blevet tilbagekøbt.

“Den anden er den såkaldte Gigas Librorum, kæmpebogen eller djævlebibelen, som udgør en iøjnefaldende seværdighed for besøgende i udstillingssalen i Stockholms kongelige bibliotek. Dette manuskript, som sandsynligvis stammer fra begyndelsen af 1200-tallet, kom i 1295 til benediktinerklostret i Brevnov og hentedes af kejser Rudolf 1594 til Prag. Det gør sig i sandhed fortjent til navnet “bøgernes jætte”, thi det er 2 alen (ca. 120 cm) højt og 1 alen bred. Til dets 309 pergamentblade beregnes at have medgået 160 æselhuder!”

(Forfatteren Alfred Jensen (1859-1921) blev hædersdoktor i Uppsala samt medlem af Det Svenske Akademi’s Nobelkomité. Han foretog udstrakte rejser især i de slaviske lande hvis sprog han i mange henseender blev fortrolig med. Har bl.a. udgivet “Slavia. Kulturbilder från Volga och Donau”, 2 bd. 1896-97, “rig på interessante iagttagelser”).

———————–

(Se evt. også min blog https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Spam
10. sep 2010 21:29, GP

I mit sidste indlæg fortalte jeg bl.a. lidt om spamangrebet på smartlog.dk. Jeg posterede bidraget mandag d. 6. ved middagstid, men allerede samme dags eftermiddag havde spamangrebet helt ændret karakter. D.v.s. fra at være meterlange volapyk-bidrag til at være ultrakorte halvvejs-volapyk bidrag. Men stadigvæk – 9 ud af 10 blogindlæg var spam. Jeg har i mellemtiden kun kigget et par gange på brugerfladen og da observeret en blandet andel lange og korte spam-blogs (gå ind på http://imma.smartlog.dk/, ude til højre har man de 10 senest posterede indlæg i real-time). I skrivende stund, fredag den 10. sept. ved 16-tiden har spamangrebet dog nået en, i al fald af mig hidtil uset voldsomhed, idet 100 % af indlægene i tiden fra ca. 13.50 til 15.50 var meterlange spamindlæg!

I ca. 1 år indtil mandag d. 6. har alle de spam-indlæg, jeg har observeret været meterlange, i hvilken forbindelse jeg dog må bemærke, at jeg absolut ikke har lavet en hverken hel- eller halvsystematisk statistik, mine observationer stammer alene fra mine lejlighedsvise besøg på portalen. Men på den anførte baggrund synes jeg alligevel det er interessant, at man allerede få timer efter, at jeg har posteret min kritik, tilsyneladende ændrer angrebsmønster, omend måske midlertidigt. Man kan dårligt undgå at få den tanke, at den pågældende mafia- eller mafialignende organisation, som står bag angrebet, har personaleressourcer nok til at lave en real-time overvågning af brugerfladen. D.v.s. man har tilsyneladende ganske enkelt folk til at sidde og læse samtlige nyposterede bidrag, samt en organisation til at reagere på det meget hurtigt. Og man kan i givet fald læse dansk, d.v.s. angrebet planlægges og udgår tænkeligt fra Danmark.

Smartlog.dk’s brugerinterface er på en gang et stort aktiv og et svagt punkt ved portalen. Det er meget positivt, at SAMTLIGE posterede bidrag fra ALLE bloggere posteres i real-time med deres overskrifter ude til højre på brugerfladen. Denne feature er en stadig inspiration for andre bloggere (samt de læsere som kender den) og giver en livlig og positiv synergi i smartlogs blogger-samfund. Et stort plus frem for vistnok de allerfleste andre blog-portaler, der så vidt jeg ved kun posterer overskriften for de mest succesrige og etablerede bloggere (f.eks. beklager en rel. ny blogger på en af de store internationale portaler sig for nyligt over at have blogget i over 1 år men kun haft 1 eller 2 hits!). Denne tilsyneladende lidt elitære holdning giver vistnok let en vis fadhed, “staleness”, på blog-interfacen og måske også på blogportalen idet hele taget. Der kan muligt være tale om et krav fra annoncørerne på de mere kommercielle blog-portaler, at kun de mest succesrige bloggere skal “flagges” på brugerfladen, det er jo dem som har de allerfleste annoncer?

Den negative side ved at vise samtlige nye bidrag (d.v.s. deres overskrifter) i real-time på brugerinterfacen er, som vi ovenfor er blevet mindet om, at en skygge- og underverden, hvadenten i indland, udland eller “ingenmandsland” (d.v.s. på ambassaderne) har mulighed for at overvåge blogportalen 100 % blot ved at sætte folk eller maskiner til at skimme samtlige nyposterede indlæg på forsiden/brugerfladen.

I det omfang smartlog.dk’s brugerinterface fyldes helt eller næsten helt op med spam forsvinder friskheden i blogging-samfundet og den levende inspiration for såvel andre bloggere som læsere sygner næsten uundgåeligt hen til at være en skygge af sig selv. “Mafiaen” har beregnet alt dette ganske nøje og vi menneskebørn burde måske af og til besinde os på, at mafiaen (i bred forstand, jeg tænker ikke på een bestem organisation) repræsenterer det livsfjendske: Kaos og mørke, sygdom, ulykke og død. For mafiaen er dette et mål og en tilfredsstillelse i sig selv!

———————

Jeg vil nu fortælle lidt om de småting jeg har oplevet i forb. med københavnske bog- og foto rodekasser her i sommer, i tilfældig rækkefølge.

Igår torsdag (ups! – det var jo altså ikke sommer i torsdags) kom jeg, som så ofte før, gående op gennem Fiolstræde og benyttede lejligheden til at besøge det hollandske bogudsalg hos Vangsgaard’s, i den tidligere Harck-butik. Prisen var igår endnu 25 kr. pr bog, og jeg måtte således foranledig begrænse mig til 6 titler, som er følgende:

1. STRINDBERG OG FOTOKUNSTEN. Udstilligskatalog fra Gl.Holtegaard 1996. 63 sider med mange smukt trykte reproduktioner efter Strindbergs og andres fotografier. Litterære bidrag af Agneta Lalander og Erik Höök, Erik Steffensen og Jens Henrik Tiemroth. Red. af Jacob Thage.

Jeg interesserer mig, som jeg tidligere har nævnt, ikke for og læser ikke skønlitteratur. Så om Strindberg ved jeg egentlig kun, eller mener at vide, at han ofte er beskrevet som en blanding af geni og vandvid. Men uagtet hans vanvid utvivlsomt en stor kunstner, og som det synes af de litterære bidrag såvel som af hans gengivne fotos, også en begavet fotokunstner.

Fra Agnete Lalander og Erik Höök’s bidrag “Strindberg som fotograf” vil jeg tillade mig at citere et par udtog fra den første side (parentetserne er som sædvanligt mine egne):

“Forfatteren August Strindberg søgte hele tiden nye kunstneriske udtryksformer. Med sit nysgerrige væsen var det naturligt for ham også at prøve den (endnu) unge fotokunst. I slutningen af forrige århundrede var det ikke usædvanligt, at kunstnere og forfattere med fordel benyttede sig af kameraet. Blandt forfatterne kan nævnes Lewis Carroll, Emile Zola, Arthur Rimbaud og George Bernhard Shaw. Kun få synes dog at have været lige så nyskabende og alsidige som August Strindberg. Hans fotografiske virkefelt omfatter naturalistiske observationer og selvfbiografisk dokumentation, naturvidenskabelige studier, reflektioner over optikkens love, okkulte forsøg på at fange andre dimensioner af virkeligheden og psykologisk portrætkunst. Til tider var han rent eksperimenterende. Astronomisk fotografi og farvefotografi var også spørgsmål, som optog ham….

“Han købte sit første kamera i sensommeren 1886, et moderne tørpladekamera udstyret med en lukke(r)mekanisme som muliggjorde fotografering af bevægelige motiver. Før en studierejse han foretog gennem Sverige i efteråret 1890, anskaffede han sig en revolutionerende nyhed: Et Eastman Kodak håndkamera, fra fabrikken udstyret en filmrulle til 100 optagelser. Når filmen var eksponeret, skulle kameraet sendes til fabrikken. “You press the button, we do the rest”, lød Kodaks berømte reklame…

Og fra Erik Steffensen’s bidrag “Mørket er skarpt!” ligeledes lidt fra første side:

“Mange forfattere har gennem tiden interesseret sig for fotografiet. Og ofte med meget originale resultater til følge. Men af alle skrivende kunstnere er August Strindberg nået dybest ind i mediet. Et sted siger han: “Tänkt bli fotograf! För at rädda min talang, som författare”. Strindberg er ikke blot forfatter. Han er fotograf. Tvedelt. Han maler. Tredelt. Alkymist. Firdelt. En formalist, et geni hvis overdrevne dybde og kvantespringsagtige tankegang er visionær. Måske den mest moderne kunstner, der har eksisteret i Norden. En forfatter, der forstod at udnytte, at kunsten ikke udvikler sig lineært, men tager næring fra søvnløse nætter i forsøget på at opklare farve-fotografiets mystik såvel som den ustemte guitars arabiske logik. Strindberg har en “naturvidenskabelig” trang til principper. Emsempelvis malede August Strindberg ikke mennesker, men lod det organiske udsige sig selv, naturelementerne rase i malefladens stofhav. Til gengæld holdt han sig fra naturmotivet i normal forstand, når han fotograferede. Her var emnet i det væsentlige portrættet. Et fænomen som Strindberg drev til det yderste via en række selviscenesættelser foran kameraet. Fotografi som indadskuende beskæftigelse tog sin begyndelse med Strindberg…..

Et smukt og interessant katalog, som underligt nok kunne få lov til i ugevis at stå uantastet i et af butiskvinduerne. Desværre havde jeg dengang ikke lejlighed til at se udstillingen.

2. AARBOG FOR HISTORISK SAMFUND FOR SORØ AMT 1914. Aarbogens 119 sider indeholder bl.a. et 9 sider langt bidrag “Om hegn og hegnsætning i ældre tid” af Povl Hansen fra Vallekilde Folkehøjskole. Jeg gengiver her et lille udtog:

“Kunde man sætte sig et par hundrede år tilbage i tiden (d.v.s. omkr. 1714) vilde man kun finde MEGET FÅ hegn i Danmark, men ved midten af det attende århundre (d.v.s. omkr 1750) begyndte de at holde deres indtog i Danmark, idet først kobbelbruget og senere udskiftningen banede vej for dem. Sønderjylland var den landsdel, der gik foran, bagefter fulgte først Fyn og senere de øvrige egne, hvor hegnene efterhånden har vundet indpas. Færrest var der dengang som endnu i Vestjylland, ja man kunde vist gerne sige, at på sidstnævnte sted såvel som i det nordlige Jylland var de så godt som helt ukendte. Man talte ikke her om hegn, men kun om skel, dels naturlige, såsom bække, moradser, vandsiger og dalstrækninger, dels dannede af menneskehånd. Sidstnævnte bestod som oftest af de såkaldte skelsten eller skelpæle, en række af sten, som var sat så vidt muligt i lige linje og således, at man under arbejdet bestandig kunde se fra den ene til den anden, for på den måde nogenlunde at holde sig indenfor de rette grænser under pløjning og høst.

“Hvor man ikke havde slige skelsten, indskrænkede man sig blot til at lade en grønm agerfure henligge upløjet, den gjorde da samme nytte som skelstenene. Men ingen af disse skelmærker gjorde noget i retning af at sikre vangen mod fremmed kvæg og kun lidt i regning af at sikre den de rette grænser. Var det træpæle, smuldrede de lidt efter lidt hen, og blev de ikke i tide ombyttede med andre, så kom omsider den dag, da de forsvandt for at efterlade markens ejer i mere eller mindre uvished om, hvor det skel var, som de tidligere havde betegnet. Skelsten var vel ikke udsat for på den måde at forsvinde, men var til gengæld måske endnu lettere at flytte eller forrykke, hvad enten det så skete af ond vilje eller uagtsomhed, ligesom de også i de sandede egne let kunde dækkes af flyvesandet. Usikkerhed om skel er derfor fra de nordlige og vestlige egne af Jylland en idelig gentagen klage…

(Poul Hansen, f. 1856 i Ringe, var historiker og fra 1893 højskoleforstander i Vallekilde. Han var en nær ven af historikeren A.D. Jørgensen og havde gjort udstrakte arkivstudier. Gift med en datter af forgængeren Ernst Trier).

3. JYSKE SAMLINGER. Udg. af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur. Ny række – 1. bind. 1950-52. Red. af Vagn Dybdahl, Troels Fink og Johan Hvidtfeldt. Blandt flere stykker af interesse gengives nogle spredte stykker fra Georg Nørregårds bidrag: “Klasseforskel mellem gårdmænd og husmænd i 1870’erne”:

“Anderledes tegner forholdene sig, når man betragter den immaterielle side af landboernes tilværelse. Opmærksomheden samler sig her om oplysningen, idet der nogle år forud havde rejst sig en bevægelse i akademiske og borgerligt dannede kredse for udbredelse af oplysning blandt arbejdere og landboere.

“Det var almindeligt i tiden at høre klager over mangel på oplysning og interesserthed hos bondestanden. Man tænkte herved i lige grad på gårdmænd og husmænd. Deres børn gik jo i samme skole, og stort set måtte man gå ud fra, at oplysningen i gård og hus på landet var lige slet. Man mente, at landboerne nærede alt for stor mistro til andre i samfundet og savnede forståelse af kundskabers værdi. Sådanne klager kom f.eks. frem ved en række møder, som en højskoleforstander og en lærer holdt i Nordjylland ved juletid 1871.

“Man kan i denne forbindelse ikke helt frigøre sig fra den tanke, at højskolefolk for at hverve elever medvirkede til at udbrede den tro, at bondestanden var fordummet og snæversynet. Man kan heller ikke se bort fra, at den ringe mening om almuens kundskaber faldt godt i tråd med den nationalliberale indbildskhed og den udbredte merværdsfølelse i byerne…

“De oplysningsbestræbelser, der udefra blev rettet mod landalmuen, førte, når bortses fra højskolen, næppe til store forbedringer. 1877-80 drøftede rigsdagen gentagne gange gennemførelsen af en ny skolelov for kommunerne uden for København; loven mødte også velvilje i landstinget, men blev ikke færdigbehandlet i folketinget. Derimod blev der nok i årenes løb udbredt nogen landsbrugsteknisk kundskab såvel blandt gårdmænd som blandt husmænd. Digteren Mads Hansen udgav således i 1873 “Husmandsbogen” og i 1877 “Gaardmandsbogen” med nyttige oplysninger om landbrug og kvægavl samt vejledning i fritidsbeskæftigelse, hjemliv og folkedannelse. Begge disse skrifter kom i nyt oplag og skal have fået stor betydning. En “Vejledning for Husmænd” blev også udgivet 1875 af forstanderen for Lumby højere landboskole K. Frantzen.

“Respekten for boglig syssel var vistnok størst i Jylland; men til gengæld havde øboerne nok rigere lejlighed til at høre det levende ord. I tidens løb tog oplysningen meget af særpræget bort fra den gamle danske bondekultur, den der havde haft sit tilhold i bondegårdene, og som husmænde ikke altid havde haft råd til at følge. Den moderne oplysning kom i nogenlunde ens mål til gård og til hus. De fordele, som velstanden kunne skaffe gårdfolkene, blev opvejen af husfolkenes større modtagelighed og videbegærlighed og af de erfaringer, livet påtvang dem, og hvad dannelse angik, var der ingen væsentlig forskel mellem gårdmænd og husmænd…

(Georg Nørregård, f. 1904 på Falster, var 1963-74 historieprofessor i Århus. “Nørregård er en solid og flittig historiker med et enestående kendskab til vore arkiver og biblioteker” (Kristian Hvidt)).

(fortsættes)

————————

(Se evt. også min blog på https://blocnotesimma.wordpress.com/)

kommentarer (0)

Efterår
6. sep 2010 12:07, GP

(28.aug. 2010) Sommeren er på hæld og om 3 dage er det efterår. Det turde altså måske være på sin plads at rekapitulere lidt af hvad der er nyt i sommerens løb.

Den økonomiske krise i USA (der i parentets bemærket naturligvis mindre er en finanskrise end en moralsk krise eller – mindre en finanskollaps end en moralsk kollaps) er igen forværret: Arbejdsmarkedet er i frit fald, husmarkedet er i frit fald, ja det eneste som ikke synes at være i frit fald er politikernes belønningsposer fra de globalt opererende forretningsimperier. Selv amerikanske mainstream iagttagere indrømmer nu – nødtvungent? – at den er gal. Et par gode eksempler er nobelprismodtageren Paul Krugman fra New York Times og den tidl. Washington-minister Robert Reich, læs selv hvordan de nu bl.a. revser den politisk-økonomiske kultur på http://topics.nytimes.com/top/opinion/editorialsandoped/oped/columnists resp. http://www.huffpost.com/robert-reich. Man ser nu undertiden begrebet systemkollaps i forb. med USA i blogosfæren.

Oliekatastrofen i Den Mexikanske Havbugt synes neddæmpet. Hvorvidt der kan siges at være tale om en vellykket kur eller måske en vellykket dæmpning af symptomerne er der ganske vist i skrivende stund delte meninger om. Se f.eks. http://www.theoildrum.com/ og http://blog.alexanderhiggins.com/.

Rusland er brændt – more or less. Under Putin har man nedlagt det særlige brandvæsen til bekæmpning af skovbrande, oprettet i Sovjettiden. Brandvæsnet omfattede flere hundrede fly og helikoptere samt tusindvis (var det 6000?) brandfolk. Som sagt nedlagt, idet ansvaret for skovene er lagt ud til lokalområderne eller skovene er privatiserede. Bad move!

Indusdalen i Pakistan er oversvømmet. Indusdalen er et af de ældste, og måske det ældst kendte kulturområde i verden. Religionshistorikeren Holger Kerstens nævner i en af sine bøger, at det kan have været Abrahams hjemegn. Overbefolkning, bjergsider uden bevoksning og træer, dræning og tørlægning af sumpområder, samt naturligvis klimaforandring og korruption er nogle stikord.

Om kampen mellem drogekartellerne og regering/befolkning i Mexico skrev http://www.drudgereport.com/ forleden: Mafiaen vinder… Om dette på sigt medfører, at Mexico skal betragtes som “a failed state” vides ikke.

Nogle bloggere mener, at Kina allerede nu har en større økonomi end USA. I al fald regnes den nu for større end Japan’s, og Japan har som bekendt i årevis haft en større industrisektor end USA. Hvis USA’s nationalprodukt nu for en meget stor del består af produktion og salg af “snake oil”, hvilket i den her forbindelse vil sige trykning og salg af mærkelige, forvredne og uforståelige “værdipapirer”, som til dels må antages at være uden reel værdi, ja så har man måske ret?

Kampen mod det fri internet synes at være godt i gang. Google og Verizon vil have forrettigheder frem for almindelige brugere. Skal deres direktionsautomobiler også have forret frem for almindelige bilister på de amerikanske veje og gader? Altså ligesom de særlige vejbaner til den sovjettiske nomenklatura i Moskva og måske andre steder? Endvidere vil en amerikansk stat indføre skat på blogging ligesom censuren på den enkelte blogportal og søgemaskine vistnok langsom men støt breder sig? Hvad blogportaler angår er Danmark heldigt stillet, ja vi har en muligvis helt unik portal i Fynske Mediers http://imma.smartlog.dk/. I al fald har jeg ikke set nogen anden blogportal, som reelt er ucensureret, hverken inden- eller udenlands. En eller flere sådanne findes forhåbentlig, men jeg har blot ikke set dem.

Et sådan åndehul her i Danmark er sikkert utålelig og på sigt uakceptabel for de globalt opererende kræfter, som ønsker at kontrollere meningsdannelsen, også og ikke mindst i Danmark. Og vi ser da også, at http://imma.smartlog.dk/ har været udsat for et vedvarende maliciøst spamangreb, som startede i eller lidt før juni måned 2009, og som har været stigende i grovhed og intensitet især i de seneste måneder, således at man nu måske i virkeligheden burde tale om terrorisme – der bruges i al fald ganske store ressourcer på angrebet. Man har længe kunnet se, at ca. 50 % af blogindlægene er spam, man man kan nu meget vel opleve, at 9 ud af 10 blogindlæg er maliciøst spam, altså 90 % hvad antal angår.

Hvad filstørrelsen, d.v.s. serverbelastningen angår er forholdene dog meget grovere. Spamangrebene, som tydeligvis efter disposition og “indhold” kommer fra samme kilde er som oftest meterlange, f.eks. 10 sider volapyk. Da et typisk blogindlæg er på mindre end 1 side tekst, og ofte uden illustrationer, får man i så fald, at ved 50 % spam bliver forholdet mellem spam/bona-fida blogs som 10/1 og ved 90 % spam fås forholdet 90/1. I sidstnævnte tilfælde kræves altså plads til 90 Gigabyte spam for hver 1 Gigabyte bona-fida blogs. Jeg ved ikke om denne serverbelastning i længden vil kunne tåles af http://www.smartlog.dk-portalen/, men frygter naturligvis, at det kan blive for dyrt. I så fald gør det mig ondt, dels på egne – men også på vegne af Fynske Medier og den fri og demokratiske meningsdannelse, såfremt Fynske Medier ikke kan eller vil ofre et effektivt spamfilter på http://imma.smartlog.dk/.

I 2.del vil jeg omtale nogle mere positive småting fra min egen andedam.

(Se evt. også min blog på https://blocnotesimma.wordpress.com/).

kommentarer (0)

Hasselblad og dinosaurer
23. jun 2010 11:59, GP

Tirsdag eftermiddag i sidste uge benyttede jeg det fine vejr til at cykle en tur ind til byen for bl.a. at besøge Foto/C’s butik i Holbergsgade. Her lidt om oplevelser og observationer på turen.

En af mine gode venner havde aftenen før fortalt mig, at han netop havde erhvervet en brugt Hasselblad, som havde vist sig at have visse problemer. Det drejer sig om en Hasselblad 500 C/M incl. 2 objektiver, købt ret billigt i en fotobutik her på Frederiksberg. Det største problem er i h.h.t. Keld, at kameraet ikke synes at focusere korrekt, og han forhørte sig derfor, om jeg ville være behjælpelig med at justere spejlet på plads.

Det ville jeg naturligvis gerne, men mener blot ikke at spejlet på en ældre Hasselblad uden videre kan justeres, om overhovedet. Derimod ved jeg, at man ofte uden at det bliver alt for vidtløftig kan justere matskiven på plads ved hjælp af en skruetrækker. Det er ganske vist meget lettere på den endnu ældre model 500 C, hvor en ganske almindelig urmagerskruetrækker rækker. Herudover er det nødvendigt at kunne lægge en matskive hen over filmåbningen bag på kameraet, nøjagtigt i filmplanet. Der findes til den ende forskellige fremgangsmåder.

Den fine og dyre metode er at købe et specielt matskivebagstykke som Hasselblad i mange år har haft i programmet. Blot er det de færreste der kan eller vil ofte de godt 3000 kr, som jeg antager sådan en sag koster idag. En anden mulighed er at “kannibalisere” den såkaldte planfilmsadapter, som Hasselblad tidligere havde i programmet, men som nu kun findes brugt. Man må skrue låget af adapteren, så man kan komme til at lægge en matskive hen over filmåbningen.

Den 3. og for de fleste måske mest realistiske mulighed er at bruge et af de ældre, manuelle rullefilmsmagasiner, d.v.s. type 12 eller 16/16S (i modsætning til de nyere type 12A og 16A, hvor A betyder automatisk tælleværk). Hvis man tager selve filmrulleholderen sidelæns ud af magasinet kan man i stedet lægge en passende matskive hen over filmåbningen. Og åbner man derefter den lille klap bagpå magasinet kan man med en passende lup (f.eks. et 135 mm objektiv til et gammelt spejlreflekskamera) kontrollere, at skarpheden stemmer overens med spejlsøgerens matskive.

Er dette ikke tilfældet, må søgerens matskive justeres på plads ved hjælp af fire små skruer, een i hvert hjørne af søgermatskivens sæde. Som sagt er det a piece of cake når talen er om den ældre model 500C; men på model 500 C/M er de 4 almindelige skruer erstattet af nogle meget fancy små skruer, hvis korrekte betegnelse jeg end ikke kender. Jeg ville umiddelbart karakterisere dem som noget i retning af omvendte torx-skruer, som kræver en meget speciel skruetrækker eller rettere skruenøgle.

Men Keld er en meget erfaren tekniker og håndværker, så måske finder han en løsning på det problem. Forøvrigt er han også en meget dygtig fotograf og måske findes der et dedikeret fotograf-gen? Hans fætter, nu afdøde Sigfred Løvstad grundlagde det store fotomuseum i Herning og en anden fætter var fotograf i Skive.

Men tilbage til dagens cykletur, hvor besøget hos Foto/C primært har forbindelse med Keld’s Hasselblad-problem. Jeg så for et stykke tid siden et af Hasselblads matskivebagstykker i deres brugtafdeling, men må idag desværre erfare, at det i mellemtiden er blevet solgt.

Trods den allerede tætte myldretidstrafik beslutter jeg mig for at cykle videre ud ad Holbergsgade, over Nyhavn og Skt. Annæ Plads til Tolbodkajen.

Københavns havn kan næppe siges at være ligefrem pulserende med skibstrafik nu til dags, når lige bortses fra turist- og fritidstrafikken i denne del af havnen. Langs Toldbodkajen ligger i al fald i sommerhalvåret som oftest et eller andet interessant gammelt eller nyt fritidsskib, ofte flere. Og på den yderste del af Toldboden samt ved Langelinje ligger ligeledes meget ofte et eller flere store resp. meget store krydstogtskibe.

Denne smukke tirsdag eftermiddag ligger der da også flere interessante skibe ved Toldbodkajen. Inderst ligger de to venner David Geffen og Oracle-grundlæggeren Larry Ellisons kæmpejagt “Rising Sun” – en sand dinosaur, ja nærmest en ærkedinosaur i lystbådenes verden. Længden er 138 meter og båden er dermed i.h.t. Wikipedia p.t. den 6.-længste private jagt i verden, men har vist på et tidspunkt været den største.

Displacementet er på 6700 tons (så vidt jeg husker fra et skilt på båden, tallet findes mærkelig nok ikke oplyst på nettet, ial fald ikke på de 2 første siders henvisninger på Google). Det er meget! Til sammenligning – en af de traditionelle fiskekuttere fra vore danske fiskerihavne kunne og kan typisk være på 5 – 10 – 15 – eller for de pænt store af denne type – 20 tons!

Larry Ellison, som menes p.t. at være den 3. rigeste mand i USA har deltaget i en international kapsejlads fra Tuborg Havn for nogle dage siden, hvilket vel forklarer skibets i.t.v. omtrent 14 dage lange ophold her i København.

“Rising Sun” er, ikke overraskende, hjemmehørende i Georgetown på Cayman øerne i Caraibien og tør antages at have kostet omkring 1 milliard kroner. Den har en 30 – 40 mand stor besætning. Båden har naturligvis helipad, d.v.s. landeplads for helikopter. Historien melder dog intet om, at skibet – hvis størrelse vist er sammenlignelig med de største danske krigsskibe – skulle have antiluftraketter eller medbringe en ubåd i lighed med en eller flere andre milliardær-jagter, tilhørende de åbenbart mere paranoide russiske milliardærer. Hvilken paranoia vel for øvrigt også er forklaringen på, at disse ofte har 2 eller 3 statsborgerskaber?

Når jeg står her lige ved siden af “Rising Sun” (efter SUN microsystems?) kan jeg ikke lade være med at tænke på en dinosaur. Måske har det været lidt af samme fornemmelse en struds eller krokodille har haft når konfronteret med en af de forskellige dinosaurer, som huserede på jorden for indtil ca. 65 millioner år siden. På det tidspunkt havde dinoerne totalt domineret dyrelivet på jorden i millioner af år, de havde nemlig haft mulighed for gennem æoner at vokse sig så store og stærke og mangfoldige, at de ingen naturlige fjender havde mere.

Udover Moder Fortuna naturligvis! Og dinosaurerne og de fleste andre store dyr blev ifølge videnskaben udslettet som følge af et metornedslag i den Mexikanske havbugt for ca. 65 mio. år siden. Et af følgevirkningerne af denne giganteksplosion skal have været et kæmpeudslip af eksplosive og giftige metangasser fra havbunden og undergrunden, som igen skal have været en hovedårsag til, at de fleste højere livsformer blev kvalt og gik til grunde. Men samtidig blev der ganske vist plads og mulighed for, at mennesket og kulturen efterhånden kunne udvikles og leve på jorden.

Det er unægteligt lidt tankevækkende at stå konfronteret med en ærke-dinosaur på klods hold her i juni måned 2010. For tager vi de briller på, som giver det store overblik, hvad ser vi så? Ser vi ikke igen en verden, hvor dinosaurer i form af kæmpemæssige, globalt opererende forretningsimperier og andre organisationer totalt dominerer menneskelivet og jorden, fordi de ikke længere har naturlige fjender her på jorden? Og videre – ser vi eventuelt en naturkatastrofe under udvikling i netop den Mexikanske havbugt, som i henhold til nogle iagttagere (jf. f.eks. http://www.theoildrum.com/, se flere links nedenfor) skulle have en større eller mindre sandsynlighed for at kunne udvikle sig til en næsten global katastrofe?

Fælles for disse dinosaur-kæmpeorganisationer er netop, at de har så mange ressourcer i henseende til penge og ekspertise, at de reelt ingen naturlige fjender har længere. De er blevet selvstændige stater i staterne eller mellem nationerne, som har deres helt eget liv, til en vis grad uafhængig af deres host-organisme. Tænk dig et organ i din egen organisme, som pludselig vil leve sit helt eget liv uden at tænke på værtsorganismens behov. Som vil vokse sig stor på alle andre organers bekostning. Normalt ville en sådan tilstand blive betragtet som morbid, og altså i virkeligheden ofte være livstruende for begge parter.

Men en – næsten – grænseløs magt bærer også på anden måde ofte kimen til undergangen i sig selv. Den måske farligste, mest uhelbredelige og smitsomme af alle sygdomme, hybris, kommer uundgåelig snigende og tager til sidst magten i enhver af disse organisationer. Tænk blot på den række af nonchalente udeladelser og direkte tåbeligheder, ja hele kaskader af dumheder, som efter det oplyste (det er desværre ofte svært at få fyldestgørende oplysninger!) førte f.eks. til Tamilsagen i 1990 her i Danmark, til 9/11 2001 i New York, til det ellers uforståelige flystyrt i Smolensk d. 10. april i år, hvor angiveligt næsten hele toppen af den især vestligt orienterede elite i Polen omkom. Samt naturligvis ikke mindst til den aktuelle oliekatastrofe i den Mexikanske havbugt.

Men tilbage til Toldboden. Et lille stykke længere ude ad Toldbodkajen ligger en anden dollar-milliardærs private mega-jagt, kaldet “Skat”. Båden har ifgl. http://www.noah2900.dk/ været stamgæst ved Amaliehavekajen siden 2002, og ejes af den ungarsk-(dansk)-amerikanske softwareingeniør Charles Simonyi. Han kom i 60’erne som en fattig 17-årig programmør fra Ungarn til Danmark og et job i Regnecentralen. Sin formue skal han hovedsagentlig have tjent som chefudvikler af “Word og Excel” hos Microsoft. Han er nu 62 år og hans båd, der skal have kostet omktrent 300 mio. kr., er ligesom “Rising Sun” bygget på Lürssens værft i Tyskland. Længden er med 70 m. næsten nøjagtig halvdelen af Rising Sun’s 138 m., mens drægtigheden med 1670 tons kun er o. en fjerdedel af Ellison-bådens 6700 tons.

Et stykke længere ude igen, nemlig lige overfor Amaliehaven, ligger idag det danske kongeskib Dannebrog. Usædvanligt at se denne smukke jagt til kajs her, normalt ligger den fortøjet ovre ved Holmen. Årsagen ser ud til at være, at regentparret har indledt det årlige sommertogt til de danske havnebyer med henblik på at beværte de stedlige honoratiores ved en modtagelse på Dannebrog. Antagelig starter man i Hovedstaden, ial fald ankommer der tilsyneladende gæster mens jeg går forbi.

Dannebrog, der blev bygget på Orlogsværftet i København i 1932 ser temmelig lille ud ved siden af de to omtalte mega-jagter, men faktisk er skibet med godt 78 m. noget længere end “Skat”. Tonnagen er med 1238 tons dog mindre en Skats 1670 tons, og med hensyn til motorkraft viser alderen sig ganske vist. Dannebrog har ialt 1740 HK, imod Rising Sun’s 48000 HK! Men det må da vist også være overkill?

———————–

Her et par links vedr. olieudslippet i Den Mexikanske Havbugt.
Den på visse hold noget nervøse og tildels mørke grundtone kommer f.eks. til udtryk i denne kommentar på http://www.firedoglake.com/ (mason): “There is something raw and primeval about this well; an apocalyptic darkness pervades it as if Mother Nature were collecting a long overdue account from homo sapiens sapiens. Is it a doomsday worry or a doomsday event?”.
Et par gode kritiske bidrag ses på http://www.rollingstone.com/politics/news/17390/111965?RS-show-page=1 , http://www.thenation.com/article/36608/hole-world
samt på http://www.theoildrum.com/node/6637#more

Se evt. også min blog på http://www.blocnotesimma.wordpress.com/

kommentarer (0)

December 2009
3. jan 2010 19:44, GP

På en af årets sidste ordinære butiksdage besluttede jeg mig for atter at stikke næsen indenfor til det hollandske bogudsalg på Rådhuspladsen her i hovedstaden. Prisen var da nede på 18 kr pr. bog, og således foranlediget lykkedes det mig at belemre mig selv med endnu en halv snes bøger, som kort omtales nedenfor.

1. KAPITALISMENS GENNEMBRUD. Af Gustav Bang. Kh, 1902, 351 sider.

Forfatteren er den (i stykket VAGABONDER) tidligere omtalte socialdemokratiske politiker og historiker Gustav Bang. Bogen består udover et forord og et afsnit med noter af 10 kapitler: 1. Det forkapitalistiske håndværk. 2. Kapitalistiske tilløb. 3. Det industrielle gennembrud. 4. I bomuldens tegn. 5. Den fri konkurrence. 6. Den billige arbejdskraft. 7. De udstødte. 8. Det engelske arbejderproletariat. 9. Den store kapitalisme. 10. De to nationer. Jeg vil her nøjes med at gengive en del af kapitel 2. Kapitalistiske tilløb.
Med England mener forfatteren det egentlige England og Wales, men ikke Scotland og Irland. Som sædvanligt kan jeg have udeladt, tilføjet eller ændret enkelte ord eller vendinger i et forsøg på at tydeliggøre en lidt gammeldags stil. Mine egne bemærkninger er i parantets.

“Den Engelske Uldindustri.

“Det første flygtige blik på et kort over England viser en række af dette lands betingelser for i økonomisk henseende at indtage en fremskudt stilling blandt Europas lande. Beliggenhed og geografi skaber enestående muligheder for den engelske handel. Hele den vesteuropæiske kyst ligger åben. Adgangen til middelhavet og østersøen er let tilgængelig. Selve landets kystlinje er i forhold til fladeindholdet udpræget stor og de naturlige havne talrige. Ingen by har som London ifølge sin beliggenhed forudsætninger for at være Europas første handelsstad. Klimatiske forhold har på flere måder fremmet udviklingen af en tekstilindustri. Geologiske forhold, særlig rigdommen på kul, har gjort englands moderne industrielle og merkantile verdensoverlegenhed mulig. Der er få lande, hvor de “naturlige velstandskilder” er så forskelligartede og flyder så rigt som her.

“Alligevel varede det længe, inden England i økonomisk udvikling nåede på højde med europas fastland. Det var som om afstanden fra de middelalderlige kulturcentre hæmmede udviklingen. Der savnedes initiativ. Velstandskilderne udnyttedes kun sparsomt. Handelen spillede hele middelalderen igennem en underordnet rolle. Det var fremmede købmænd, som besørgede den økonomiske forbindelse mellem England og den øvrige verden. Da de engelske opdagelsesrejser mod slutningen af 1400-tallet begyndte, var det italienere der førte skibene.

“Jærn og salt fandtes i stor mængde i landet selv, men man forstod ikke at fremdrage og fremstille det. Det indførtes fra fastlandet, fra Sverige, Frankrig og Spanien. Endog tilvirkningen af brændte mursten, som havde været drevet i oldtiden, synes i løbet af den ældre middelalder at være gået i glemme for først sent at genoplives. Stenkul havde man allerede i 1100-tallet vidst at benytte til opvarmning af boliger og bearbejdelse af metaller. Men det varede til omrking år 1600, inden benyttelsen blev nogenlunde almindelig.

“Det absolut vigtigste blandt alle det middelalderlige englands produkter var fåreulden. Den ansås for finere end den, der frembragtes i noget andet europæisk land, og var således langt mere efterspurgt end den spanske uld. Men forarbejdningen af den stod lavt i England, indskrænkede sig til en lidet omfangsrig produktion af grove, billige stoffer. Store masser af uld udførtes i rå tilstand, især til Flandern, også f.eks. til de norditalienske industribyer. Alle finere klædesorter måtte englænderne tilhandle sig fra udlandet.

“Imidlertid begyndte der i den senere middelalder indenfor det engelske samfund en række omdannelser, som nødvendig måtte drage betydningsfulde økonomiskeog sociale nydannelser efter sig. Det centrum, hvorfra den nye bevægelse udgik, var netop produktionen af uld. Forskellige forhold virkede sammen om at fremhæve dens betydning og derigennem øge den styrke og iver, hvormed den dreves.

“Den flamske klædeproduktion var i stærk vækst og krævede en stadig større forsyning af råuld fra England. Tillige begyndte der at udvikle sig en uldindustri på engelsk grund. I 1330’erne indvandrede en del flamske vævere. Indvandringen begunstigedes af den engelske konge. Dens betydning kan ikke nøje fastslås, men der er ingen tvivl om, at den i høj grad har fremmet tekstilvirksomheden i England, idet den forplantede den flamske, mere fremskredne teknik hertil. Såvel fra udlandet som fra indlandet stilledes der således allerede i 1300-tallet øgede krav til de engelske uldproducenter.

“Samtidig skete der på flere andre områder forskydninger, som virkede i samme retning. Den sorte død, der ved 1300-tallets midte skal have bortrevet mellem tredjedelen og halvdelen af den engelske befolkning, bragte arbejdslønnen til at vokse voldsomt. Forgøves søgte regeringen ved forbud at hindre lønstigningen, men dens årsag lå for dybt, i forholdet mellem tilbudet af arbejdskraft og efterspørgslen efter den.

“Herved blev hele grundlaget for det ældre landbrug forrykket. Det blev lidet fordelagtigt at producere korn til afsætning, idet arbejdslønnen slugte en uforholdsmæssig del af produktets værdi. Godsejeren fik således færre indtægter af sin avlsgård. Han fik tillige færre indtægter af sine fæstegårde, idet fæsterne ikke var i stand til at indfri deres pengeforpligtelser (afgifter m.v.). Dette ansporede godsejeren til at forlade det gamle kornproducerende agerbrug og gå over til fårealv og uldproduktion, hvor der kun krævedes ringe anvendelse af arbejdskraft. Det ansporede ham endvidere til at inddrage de små fæstegårde under hovedgårdens areal. I hænderne på fæstebønder havde de kun lille værdi for godsejeren, men som dele af store græsgange blev de overordentlig værdifulde. Stordriftens fordele var her umiddelbart indlysende.

“Denne udvikling af det engelske landbrug, overgangen fra kornproduktion til uldproduktion, fra smådrift til stordrift, var blevet naturlig ved middelalderens slutning (ca. år 1500). Den fremskyndedes ved de ændringer i besiddelsesforholdene, som fulgte med den store borgerkrig “Rosenkrigen”, d.v.s. krigen mellem den hvide rose (huset York) og den røde rose (huset Lancaster) fra 1459 til 1485 (jeg formoder at de to forskellige roser er heraldiske roser fra de to slægters våbenskjolde?).

“Den gamle adel blev næsten ganske udryddet under krigen og afløstes af en ny moderne godsejerklasse, et hof- og pengearistokrati i modsætning til den gamle krigeradel. En ny stand, der var rede til enhver økonomisk reform, som var fordelagtig for den selv. Endnu stækere fart tog bevægelsen et halvt århundrede efter, da den engelske “Reformation” gav kirkens gods til pris for en skare æventyrere og spekulanter af den værste art, mænd for hvem profitjagten, ligegyldig på hvilken vis, blev kernen i den ny tids evangelium.

“Allerede ved midten af 1400-tallet var det engelske landsbrugs revolution i fuld gang. De nye godsejerne, “ikke Guds men mammons børn” som en samtidig kaldte dem, lagde overalt landsbyer øde og inddrog bondegårdene under hovedgårdens græsgang, og bevægelsen fortsatte med stigende styrke indtil omkring eller efter 1500-tallets midte. I store dele af England gik det gamle landbrug under, og storgodserne opslugte helt de små bondebrug.

“I den “krig mod hytterne”, de engelske godsejere således begyndte, var deres fremgangsmåde en dobbelt. Det første og nærmest liggende skridt var at tilegne sig fællesmarkerne (“fælleder”), som godsejer og bønder hidtil i forening havde udnyttet til græsgang for kvæget, indlemmet dem i deres private besiddelse og omgive dem med hegn. Heraf navnet Indhegning (“enclosure”), dels om det samlede, afrundede storgods, dels om den handling, hvorved det blev opnået.

“Udespærringen fra fællesmarken ødelagde bøndernes økonomiske stilling, gjorde det i mange tilfælde umuligt for dem at eksistere, svækkede i alle tilfælde deres modstandsevne overfor godsejeren. Det blev let for denne helt af forjage dem. Fæsterne blev opsagt, selvejerne udkøbt af deres gårde. Der er ingen tvivl om, at processen såre hyppigt gik for sig i kraft af den stærkes ret over den svage, ved voldshandlinger og trusler.

“Den inddragne jord blev sat ud af kultur, forvandlet fra agerland til græsland. Husene blev nedrevet, indbyggerne fordrevet. Kun kirkerne lod man (fortæller den samtidige forfatter Thomas More i sin berømte bog “Utopia” fra 1516) hyppigt blive stående – for at bruge dem til fårestalde. Hvor før flere hundrede familier havde ernæret sig ved landbrug, var nu et par hyrder tilstrækkelig til at passe den fåreflok, der afgræssede strækningen.

“I et forholdsvis ringe antal storgodsejeres hænder samlede næsten hele den engelske fårebestand sig. Der var enkeltmænd, hvis flokke talte indtil 24.000 stykker. Uldens afsætning var af en sådan vigtighed for godsejerne, at de personligt besørgede den, uden forvalternes medvirken. De overdrog ulden til eksportørerne, eller de sendte den for egen regning til markedet. På grund af deres uhyre rigdom og deres ringe tal indtog de en overordentlig stærk stilling. De var uindskrænkede herrer over landets vigtigste rigdomskilde. Ved at holde ulden tilbage fra markedet, stundom år igennem, kunne de bringe dens pris i vejret, skabe kunstig dyrtid. Det gamle feudale princip var hos dem ganske veget for det moderne kapitalistiske.

“Hele denne udvikling betød en revolution, et voldsomt brud med tidligere tilstande, og den føltes således af samtiden. Herom vidner talrige udtalelser i litteraturen, der ikke har ord stærke nok til at stemple de landeulykker, godsejernes griskhed forvoldte. Herom vidner regeringens idelig gentagne forsøg på ad lovgivningens vej at dæmme op for bevægelsen. Den søgte at hindre stordriften i helt at opsluge det mindre bondebrug ved forbud mod, at gårde med et tilligende af 20 acres (á ca. 3/4 tønde land, altså ca. 15 tdr. land) eller derover kunne nedlægges. Den søgte at hindre kæmpegodsejerne i helt at gøre sig til eneherrer over den engelske uldproduktion ved forbud mod, at mere end 2000 får samledes på en enkelt ejers hånd. Den søgte at hindre spekulationen og alle de deraf flydende onder ved forbud mod at gemme ulden i mere end et år efter at den var blevet klippet. Altsammen uden tvivl ret virkningsløst. Udviklingen gik sin gang. De store uldproducenter hævdede deres overlegenhed, og den blev mere og mere udpræget. Thi deres gevinst omsattes til kapital, anlagdes i nye får, og deres rigdom trak stadig voksende renter.

“Samtidig med at der således uddannede sig en kapitalistisk farvet godsejerklasse, fremgik der af landbrugsrevolutionen et proletariat, hvis lige europa næppe har set siden romerrigets slaver. Dets masse tiltog, og dets livsvilkår blev elendigere. De fordrevne småbønder var den første store fortrop for det moderne samfunds udstødte. De var udelukkede fra deres tidligere erhverv og kun i de færreste tilfælde i stand til at skabe sig et nyt. Den eneste besiddelse de tog med sig, var deres arbejdskraft. Den var uddannet til virksomhed i landbruget, men her var der ikke længere plads for dem, og lavsskrankerne spærrede dem ude fra industrien.

“Hyppigt blev de pjalteproletarer, betlere og stratenrøvere, spåkoner og prostituerede. En stadig voksende sværm af vagabonder fyldte alle byer og gjorde alle landeveje usikre. Lovgivningsmagten trådte op imod dem med den største grusomhed. Den gik ud fra, at deres arbejdsløshed skyldtes dovenskab. Fra slutningen af 1400-tallet til begyndelsen af 1700-tallet udstedtes den ene lov efter den anden, som fastsate strænge straffe for den arbejdsføre fattige, som ingen sysselsættelse havde: Pisk og gabestok, afskæring af øret og brændemærkning, slaveri og henrettelse. Alene i Henrik d. Ottendes 38-årige regeringstid skal 72.000 vagabonder have lidt dødsstraf. Om forholdsregler for at skaffe arbejde til de arbejdsløse var der derimod ikke tale. De overlodes til deres skæbne.

“Også de dele af den arbejdende befolkning, der ikke direkte slyngedes ud af sysselsættelse, proletariseredes mere og mere. Ved den formindske efterspørgsel efter arbejdere og det store udbud af ledig arbejdskraft sænkedes deres løn stærkt. Deres kår trykkedes, og de blev mere afhængige af dem, i hvis tjeneste de arbejdede. End yderligere trykkedes deres tilling som følge af et andet forhold, pengenes i løbet af 1500-tallet stærkt synkende købekraft. Den skyldtes dels tilførslen af guld fra de nyopdage lande, dels og næppe mindst regeringens stadig fortsatte kolossale møntforfalskninger.

“Pengeprisen på alle varer steg, men svagest og langsomst steg prisen på varen arbejdskraft. Fra 1401-1540 til 1541-1582 hævede arbejdslønnen sig gennemsnitlig med omkring 60 procent, men prisen på korn med omkr. 135, på smør og ost med omkr. 140, på kød med omkr. 250, på æg med omkr. 390 procent. Og samtidig forværredes de fattiges stilling derved at “reformationen” gjorde ende på det betydningsfulde velgørenhedsværk, den katholske kirke hidtil havde øvet.

“Således foregik der indenfor det engelske samfund allerede ved begyndelsen af 1500-tallet på den ene side en stærk ophobning af kapital i enkelte rigmænds hænder, på den anden side en stærk proletarisering af store lag af befolkningen”

———————-

Der er øjensynligt intet nyt under solen. Man behøver næppe ændre ret mange ord og flytte ret mange kommaer for at opnå en meningsfuld beskrivelse af visse sider af udviklingen i vor tid, sådan som den f.eks. netop nu foregår i USA. (fortsættes)

kommentarer (0)

MUSEUM (2. del)
9. dec 2009 00:57, GP

Jeg forsætter gennemgangen af tidsskriftet MUSEUM’s 1895 årgang. Sidst sluttede vi med en meget kort omtale af nogle rejseerindringer fra Island fra sommeren 1894. De ganske få linjer giver dog sikkert et misvisende indtryk af denne rejsebeskrivelse, der faktisk er ret interessant sine steder. Jeg vil derfor måske vende tilbage med en lidt mere udførlig omtale senere. Men i første omgang forsættes med gennemgangen af den pågældende årgang af MUSEUM, der som sagt foretages på den måde, at jeg gengiver de første ca. 20 linjer eller lidt mere af hver af årgangens ca. 25 indlæg. Det sidste indlæg (om rejsen på Island) havde nr. 10, og vi fortsætter derfor med

11. STENSAGERS OPRINDELSE. Af H.F. Feilberg (3 sider).

Det er ganske rigtigt den bekendte folkemindeforsker, præst og højskolelærer som her skriver et lille stykke om stensager, hvormed her nærmest menes pilespidser, stenøkser o.l. Han er præstebarn fra 1831, født i Hillerød, men vokset op på Ribeegnen. Han havde ligeledes overvejende sin præstegerning i egnene nord for Kongeåen mellem Kolding og Ribe, og det er ikke mindst fra disse egne han har hentet sit rige stof til sin kendte “Dansk Bondeliv, som det i mands minde førtes, navnlig i Vestjylland” (2 bind 1889-99).

I øvrigt var hans hovedværk den store “Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmaal” i 4 bind (1886-1914), hvorom en kender som Marius Kristensen skriver (i Dansk Biografisk Håndleksikon): “Indeholder foruden sit rige folkloristiske stof en fylde af spoglige oplysninger, både med hensyn til ordenes betydning, lydform, bøjning og syntaktiske brug, som næppe er nået af nogen anden dialektordbog”. Sprogforskeren og højskolelæreren Marius Kristensen (f. 1869) var, som det siges, “på mange måder Feilberg en trofast hjælp ved udarbejdelsen af hans jydske ordbog”. Det lille stykke om “Stensagers oprindelse” begynder således:

“Hr. bibliotekar Boye slutter en kort Meddelelse her i Tidskriftet om stensager som lægemiddel (MUSEUM 1874, s.338) med følgende bemærkning: Selv præriens vilde indianer, hvis forfædre for lidt over et århundrede siden benyttede værktøj og våben af sten, tillægger den pilespids af sten, som han finder på jorden en overnaturlig herkomst. Hvem kan forklare dette ejendommelige forhold? (Hertillands kaldtes de vist undertiden Vættelys?).

“Ja, når jeg i anledning af dette spørgsmål tager ordet her, er det dog ikke for at give en tydning, som jeg ikke tiltror mig, men for at prøve at gøre sagen forståelig. Det første, jeg tror der her må gøres opmærksom på, er slægternes store glemsomhed over for alt, hvad der ikke mere interesserer, alt hvad der er afløst af bedre. Jeg har set det på landet. Der er redskaber, som i de første årtier (af 1800-tallet) har været i hvert bondehjem, en peberkværn f.eks., eller en profit til en stump tællelys (Otto Kalkars ordbog oplyser, at en profit er “en spids eller et rør til at sætte lysestumper på, for at de kunne brænde helt ud”).

“Om man viser dem til en flok unge, er der i vort civiliserede samfund måske ikke en eneste, der ved hvad sligt et stykke har været brugt til, endmindre da en af de gamle “lampeskår” til sivvæger og tran. Der er ingen interesse for at gemme sligt, det kastes til side blandt skrammel, glemmes, og opdages det tilfældigt, er der ingen der ved, hvad det er. Børn får det til legetøj eller det kastes på møddingen

“Hvad der gælder vórt folk, turde også angå indianere, jærnet bringer stenen i glemsel. Kunsten, håndværket at tilhugge sten dør ud. Et slægtled eller to, og stenredskaberne er glemte, undtagen hvor deres brug på en bestemt vedtagen måde har været knyttet til lithurgi eller ritus i det pågældende folks gudstjeneste, religiøse tro eller vedtagne skik.

“Nu knytter der sig til stenredskaberne en bestemt mythisk forestilling hartad over hele verden: at de er tordenkiler, spyd, som lynet hugger og sårer med. Når man har set en flagstang, et træ eller et stykke tømmer splintres af lynet, eller lagt mærke til den ejendommelige knasende lyd, hvormed et nært og svært lynnedslag af og til følges, synes det heller ikke at være en fjærnt hentet tanke.

“Det har iøvrigt været mig en interessant oplysning, at stensager har været brugt til lægedom blandt almuen, ikke fordi jeg i grunden tvivlede på, at det var sket, thi eksemplerne rundt om os er så mange, men en udtrykkelig bekræftelse kendte jeg hidtil ikke. Stenøkser, “tordensten”, lægges i mælkestuen for at skaffe smørlykke, eller gemmes i huset for at afværge lynnedslag. Og nu ser jeg, at de også er gået med ind i folkets lægevidenskab, der jo er sammensat af højst mærkelige stykker.

12. KØBENHAVN UNDER PESTEN 1711. Samtidige breve, ved C. Mule (40 sider).

Om meddeleren C. Mule ved jeg intet, udover at han kan antages at være en ætling af en bekendte Odenseslægt Mule. I Biografisk Leksikon (3.udg) nævnes en assessor Hans Mule (1605-69), der omtales som danmarks første virkelige møntsamler. Endvidere Erik Mule (1669-1751), professor i græsk og senere jura. De her omhandlede breve skrives af lægen, professor Hans Mule (1650-1712), som virkede og døde midt i pesten. Brevene er skrevet til en bror, præsten Claus Mule på Fyen. Selve brevene refererer jeg ikke her, kun et stykke af indledningen:

“Den orientalske pest, som i begyndelsen af forrige århundrede hjemsøgte næsten alle lande i Europa, tog sit udgangspunkt fra Constantinopel, hvor den allerede optrådte i året 1704. I de påfølgende år rykkede den mere og mere mod nord og vest. 1708 havde den nået Polens og Ungarns grænser og styrtede sig snart med voldsomhed over disse lande.

“Samtidig udbredte den sig over Østrig, hvor Wien skal have lidt overordentlig, over Mähren, Böhmen, Bajern, Schlesien (Breslau skal have mistet 24000 mennesker). Kort efter viste den sig i Livland og Preussen. I Danzig havde man i sommeren 1708 truffet alle mulige forsigtighedsregler. Men desuagtet udbrød pesten dér i den påfølgende vinter og bortrykkede 25000 mennesker. Fra Danzig udbredte plagen sig til Pommern og rasede især i Stettin og Stralsund i September 1710 med overordentlig heftighed. Ved Livlændere, som under Sveriges krig med Rusland flygtede for den sejrende fjende, kom pesten i november 1710 til Carlskrona, hvor 16000 mennesker, og til Stockholm, hvor 40000 mennesker skulle være faldne som offer for plagen.

“I Danmark, hvor krigen med Sverige var begyndt 1710, optrådte pesten året efter. Henimod midten af marts viste den sig i Helsingør med sine ejendommelige kendemærker, især sorte pletter og buboner (kirtelhævelser i armhulen og andre steder på legemet). Om smitten kom fra Sverige (Skåne) eller fra Østersøen med rigaiske og danzigske skibe og varer er uvist. Datidens skribenter er meget uenige om spørgsmålet.

“Helsingør var på pestens tid en temmelig anseelig købstad med henved 6000 indbyggere, og i det hele bedre bygget end den ældre del af København. De stedlige forhold var dog i flere henseender uheldige, og sygdommen skred derfor frem med raske skridt, idet den bredte sig i omegnen, især mod nord til Ålsgårde, et fiskerleje i nærheden af Hellebæk, og til Hornbæk.

“I maj var sygdommen overordentlig heftig i Tikøb sogn. Endelig, til værn for residensstaden og det øvrige land, påbød en kgl. ordre af 25. maj 1710, at Helsingør med omegn skulle helt afspærres ved en militær kordon (spærrebælte) fra Villingebæk til Espergærde. I September tog sygdommen betydeligt af i Helsingør, og sidst i måneden udgik påbud om husenes og byens renselse. I det hele skulle 1500 mennesker være bortrykket af pesten i denne by (altså omtrent hver 4.).

“I København havde mistænkelige sygdomstilfælde vist sig i byens fattige huse allerede i april og maj, og henimod midten af juni 1711 kom pesten til udbrud. Helsingør påpeges som det sted, hvorfra smitten hidførtes, og dette bestyrkes ved, at det påviseligt var lykkedes flere personer fra denne by at snige sig ind i København, uagtet det under straf af øjeblikkelig nedskydning (!) var forbudt at overskride det spærrebælte, der var draget omkring det pestbefængte Helsingør.

“Andre har imidlertid ment, at smitten overførtes fra Østersølandene eller fra Sverige. Spørgsmålet lader sig ikke med sikkerhed besvare. Efterstående breve nævner Helsingør som udgangspunktet.

“Den forældede og slette bygningsmåde i den gamle del af Hovedstaden fyldte byen med usund luft. Gaderne i denne bydel var så smalle, at to vogne ikke kunne komme forbi hinanden. Nogle, under navn af gyder og gange, endnu smallere. Husene var forsynet med langt fremstående kælderhalse, bislag og udbygninger forover, så at sol og luft udelukkedes fra de mådelig brolagte gader, der altid var urene.

“Hist og her fandtes ubrolagte torve og ubegyggede grunde, hvor en utrolig mængde urenlighed, ådsler og deslige henkastedes og opdyngedes. Desuden vedvarede endnu i fuld udstrækning den fra de ældste tider nedarvede uskik at begrave lig inde i byens kirker. Endog i den allerheftigste pesttid jordedes de fornemmere og rigere indbyggeres lig inde i kirkerne. Kirkegårdene lå desuden midt i den befolkede by, og i pesttiden skred man derfor til at anlægge Assistentskirkegårde omkring i byen, da urtegårdene omkring kirkerne snart blev overfyldte.

13. ANNE GIØE OG KAREN BRAHE. Et tidsbillede, af S. Jørgensen, Kistrup (32 sider).

Om forfatteren S. Jørgensen har jeg intet kunnet finde. Jeg gengiver nogle spredte stykker p.g.a. af hans lidt vidtløftige stil:

“Der er vistnok flere adelsdamer, som i lærdom har overgået disse to, der ikke har øvet nogen litterær stordåd. Det er dog nok muligt, at lysten og evnen dertil ikke har manglet dem; men de tunge skæbner, der ramte de familier, hvortil de hørte, stillede dem praktiske opgaver, som på anden måde optog deres tid og kraft. Deres boglige sysler var dem snarere en hvile fra anstrengt arbejde, end de var dem et arbejde. Deres interesse for litterær syssel lagde de væsentligst for dagen ved den kærlighed og troskab, hvormed de samlede og bevarede, hvad de af literaturens skatte kunne overkomme under de ret ugunstige forhold, som faldt i deres lod.

“Den af dem oprettede bogsamling stod ganske vist både i bøgernes antal og exemplarernes godhed tilbage for andre berømte samlinger fra den tid. Men medens disse er splittede og enten ødelagt eller indlemmet i andre samlinger, hvorved de har tabt deres karakter og betydning, har hin det fortrin, at den er blevet bevaret så temmelig uforandret, således at den på en let og behagelig måde giver forskeren en forestilling om en bestemt tidsalders åndskultur. Og Karen Brahe, den sidste besidderinde, har så godt, det stod i hendes magt, sikret den for de kommende tider, idet hun bandt den til det af hende stiftede kloster i Odense.

“Ikke så ganske få har i tidens løb hentet oplysninger fra denne bogsamling, til hvilken der, skøndt den er ganske privat, med megen liberalitet har været åbnet videnskabsmænd adgang, og da det kan antages, at mange ved disses arbejder har fået en forestilling om denne samling, tør det måske håbes, at nogle efterretninger om de to samlerinder ville være af interesse.

“Jomfru Anna Giøes fader var Henrik Giøe til Turebygaard (nu Turebyholm), sønnesøn af den for sin troskab og tapperhed hæderligt bekendte forsvarer af København, Henrik Giøe til Gisselfeldt. Han blev født på Nyborg Slot den 16. juni 1562. Faderen Eskild Giøe døde tidlig, og af moderen, fru Sybille Gyldelstjerne, holdtes han til studeringerne, først i Herlufsholms Skole, senere ved universitetet i Rostock.

“De sædvanlige adelige idrætter lærte han hos sin frænde, Preben Gyldenstjerne til Nørre-Vosborg. I selskab med den 9 år ældre Sten Maltesen Sehested, der allerede da var en berømt kriger, drog han til Nederlandene, hvor han i 3 år deltog i krigen under “krigskunstens mester”, grev Mauritius. 1598 kom han i ægteskab med Birgitte Brahe, datter af Axel Brahe til Elved; det var på samme dag, den 13. august 1598, at også Birgittes søstre, Sofie og Anne, havde bryllup med hhv. Holger Rosenkrantz og Ejler Qvitzou.

“Anna Giøe var den næstyngste af Henrik Giøes og Birgitte Brahes børn. Hun blev født 18. december 1609 ((altså nu netop for 400 år siden)). Som sine andre søskende opdroges hun hos Holger Rosenkrantz (“den lærde”), for hvem hun stedse bevarede den største højagtelse og hengivenhed. Da broderen Eskild var blevet gift, rejste hun til ham 1627; men da broderen Falk året efter blev gift med Karen Bille, flyttede hun til dem. Falk var den af brødrene, hun elskede høiest, ihvorvel han dog nok var den, der lignede hende mindst. Han var glimrende begavet, godmodig og velvillig, let bevægelig, men uden den sindets dybde og alvor, der prægede Anne Giøes tidligste ungdom.(…)

“Det var kun en kort hviletid, jomfru Anna Giøe fik i sit livs aften, thi hun døde på Hvedholm den 9. januar 1681. Den bogsamling, det havde været hendes kæreste arbejde at få samlet og sysselsætte sig med, havde hun allerede før sin død skænket Preben Brahes datter Karen, om hvem hun i et brev til Jens Bircherod af 17. december 1680 havde udtalt, “at hun ikke skal mindre elske, agte og gøre sig nytte af dem, end jeg har gjort”.

“Karen Brahe, Preben Brahes og fru Susanne Giøes tredieældste barn, blev født i den urolige tid den 1. december 1657, da forældrene var draget fra hjemmet og opholdt sig på Sorø og hos de nærboende frænder. Både hun og hendes andre søskende var velbegavede og fik den fortrinligste opdragelse. Fru Susanne havde oversat et fransk skrift “Om Jomfruers Optugtelse”, og udfaldet viste, at hun ikke blot teoretisk havde beskæftiget sig med opdragelsen.

“Det hende af jomfru Anna Giøe overdragne bibliotek har Karen Brahe meget forøget, og hun har brugt den hele bogtskat med sjælden flid. Bibelen var for hende den første af alle bøger; med den syslede hun daglig; dernæst kom bibelens forklaring, salmelitteraturen og andre opbyggelige skrifter, Hun stod fast på det orthodokse stade. Den gryende pietisme var hende fremmed og vantroen så hun ikke mildt til. Holberg havde i hende ikke nogen beundrer. Hun har købt hans Peder Paars, udgaven af 1720, og hun har forsynet de forskellige skæmtsomme indledninger med talrige NB. og blyantsmærker; men videre er hun ikke kommet; bogen har hun skilt sig ved. Der måtte virkelig også her findes meget, Karen Brahen på ingen måde kunne bifalde.

“Hun ejede vistnok den største samling ligprædikener (d.v.s. begravelsesprædiken samt levnedsskildring), der findes, og for hende var det en såre kær litteratur; de mange blyantsmærker viser os, at det snarere var den egentlige prædiken end de personalhistoriske oplysninger, der fængslede hendes opmærksomhed, og over hele denne litteratur fælder Holberg som bekendt i indledninger til Peder Paars en hånende dom og nævner den som “løgnevæv”.

“De personalhistoriske oplysninger, der findes i ligprædikerne har Karen Brahe dog også nyttet og forsøgt at kombinere med hendes slægtsbøger, ligesom hun har erhvervet sig en mængde afskrifter af ligsten og andre mindesmærker.

14. EN OFFICER FRA CHRISTIAN DEN FEMTES TID. Af C.E.A. Schøller (9 sider).

Om artikelforfatteren Schøller har jeg ingen oplysninger.

“Blandt de tyske officerer, som i slutningen af 1600-tallet i rigt mål søgte til Danmark for at vinde ære og penge i krigene mod Sverige, var Christof Lorentz Reitzenstein. Mange af hans landsmænd, der på denne måde kom her til landet, var vel ikke, skønt de fortrinsvis havde fået ord for råhed og mangel på dannelse, værre end deres danske samtidige, og mange af dem gjorde sikkert på grund af deres krigserfarenhed og dygtighed god fyldest og ofrede deres liv og blod med troskab i deres nye krigsherres tjeneste. Men den her omhandlede synes ganske vist at have været et meget lidt heldigt eksemplar af racen.

“Christof Lorentz v. Reitzenstein, hvis fader hørte til en oprindelig frankisk slægt og var brandenburg-kulmbachsk råd, var født ca. 1620. Han begyndte sit krigerliv som kornet i fransk tjeneste i generalmajor Rossaus tyske regiment, hvor den senere feltherre Hans Schack da stod som major. Senere stod han i sachsisk og kejserlig tjeneste, i hvilken sidste han var stegen til oberstløjtnant 1675, da han, idet han støttede sig til sit gamle bekendtskab til Hans Schack tilbød denne at stille 6 kompagnier i dansk tjeneste, hvilket tilbud imidlertid ikke blev modtaget.

“I 1677 kom han her til landet som major ved en eskadron hessiske hjælpetropper, som landgrevinden overlod sin svigersøn, Christian 5., med hvilken han deltog i slaget ved Landskrona den 14. juli 1677, hvor han blev taget til fange, men allerede udløst en måned efter.

“Samme år avancerede han til oberstløjtnant i Gewekes regiment, blev kort efter i samme egenskab forsat til Livregimentet til Hest, hvorfra han i 1678 blev udnævnt til oberst og chef for andet fynske rytter-Regiment, som dog efter krigen blev reduceret og indlemmet i 3. sjællandske Regiment.

“Uden at han vides særlig at have udmærket sig, har Reitzenstein altså gjort et forholdsvis hurtigt avancement her i landet og synes at have stået i yndest på højere steder. Men denne sin stilling og yndest var han imidlertid allerede i 1679 nær ved at forspilde, idet han egenmægtig og imod loven øvede en grusom justits mod en af sine underordnede. Sagens akter findes i Rigsarkivet, og da de formentlig turde være af interesse, gengives de her fuldstændigt i oversættelse fra tysk, i hvilket sprog selvfølgelig både klage og resolution er skrevet.

15. BREVE TIL OG FRA BEKENDTE MÆND OG KVINDER. Meddelt af Otto B. Wroblewski (6 sider).

Om Wroblevski henvises til 1. del stk.1.

Brev fra komponisten C.E.F. Weyse til pastor H.P.B. Hertz i Roskilde.

“København, d. 7. aug. 1813.

“Her sidder jeg min tro!
I silkestrømper og sko
Og skriver så hastig jeg kan
Til liden Hans Hertzemand
Thi klokken har (o vee!)
Alt slagen halvkun tre,
Og når den er halvkun fire,
Da skal jeg til Gyllembourgs ire…

“Jeg kan ikke nægte, jeg var snydevred på dig igår; Solen gik ned i Thetis’ Purpurskjød, og intet brev kom fra dig. Men imorgen kl. 8 kom Postsneglen dermed, og med et bravo bravissimo! sprang jeg ud af sengen og hen til vinduet for at læse det. Så var Du dog virkelig meget artigere, end jeg havde tænkt, og for værdigen at belønne din uventede dyd, skal dette brev alene være opfyldt med ting, som angår dig og ganske fri for alle commissioner.

“For altså at gøre en begyndelse, så vil det vist geråde dit ædle og følende hjerte til en sand vederkvægelse, såvel som din oplyste og kundskabsbegærlige ånd til – hvad du vil, jeg har ikke tid at tænke mig om – når jeg fortæller dig: at jeg er så lykkeig at kunne tilfredsstille din inderlige længsel efter at opdage den sande og reelle årsag til den fatale røg, hvormed din faders dagligstue er plaget om vinteren. Skorstenen er nemlig så vid, at røgen ikke noksom kan opvarme den, men at der er en kolonne kold luft, som trykker røgen tilbage, ligesom en Cathedralorgainst plejer at trykke en theologisk student, når han vover at vise sig altfor frisk og &.

“Der må altså bygges en skorsten, hvis hele indvendige dimension er 6 tommer i quadrat eller 24 tommer (indvendig) circumferenz, og for at sikre den mod ildebrandsfare, gør man murene af en hel steens tykkelse. For at rense slig en skorsten, binder man en stærk kost sammen i midten, befæster derpå et tov på hver ende og sender bud efter en spidsborger og en linedanser. Spidsborgeren kryber op på traget og putter kosten i skorstenen, og linedanseren står underneden og tager fat på tovet, derpå ladende spadsere kosten og og ned i skorstenen ad libitum in sæcula sæculorum eller også til skorstenen er ren eller kosten opslidt.

“Her havde jeg nu en herlig lejlighed til at prale og brovte og fortælle dig, at jeg i disse dage med megen held havde lagt mig efter bygningskonsten, og især efter antifumologien. Aber mit nichten, ich habe mit meines Onkels Kalbe gepflügt. Jeg har skrevet dette på tysk for ikke ved en bogstavelig oversættelse af et gammelt tysk udtryk at fornærme dine orthografisk-grammatisk-syntaktisk-danske sanser altfor meget.

“For ikke at glemme det vigtigste angående skorstenen, så kunne det let være muligt, at det kongl. Brandvæsen ikke tillod at bygge en skorsten af så ringe dimension. I så fald kan man lade gøre et blikrør af 24 tommers omkreds, som man leder fra kakkelovnen til skorstenens åbning på taget. Røret må være rundt og kunne tages fra hinanden.

“Endvidere sender jeg dig, som en elsker af alt pneumatisk, ja som en virtuos i pneumatiken, orgelbyggerens overslag til orglets reparation. Ikke for at lede din dom eller at bestikke dig, har jeg ledsaget den med min uforgribelige skriftlige mening. Jeg overlader det til din bekendte skarpsindighed at opdage den sande årsag. Dersom jeg ikke havde lovet i begyndelsen af mit brev, at du idag skulle være fri for alle commissioner, så ville jeg bede dig at takke Schow for sit brev og sige ham, det gjorde mig ondt, at jeg ikke fik tid til at svare ham. Slutteligen har jeg den ære (efter at have hilset og bukket mig af hjertensgrund for dine forældre, dine sødskende, tante Lise og børn og &) at være din hengivne ven
C.E.F.Weyse.

kommentarer (5)

6 bøger
25. nov 2009 03:07, GP

En god bekendt fortalte mig igår tirsdag, at der igen var hollandsk bogudsalg på Rådhuspladsen. Og da jeg alligevel agtede at cykle en tur i det fine vejr, lagde jeg vejen omkring Vestergade til hjørnet af Rådhuspladsen. Men ak og ve – prisen er endnu 75 kr pr. bog, udsalget startede åbenbart først fredag i sidste uge. Men efter en lille – måske proforma? – betænkning vover jeg mig nu alligevel indenfor. Det kunne jo f.eks. være, at den manglende årgang 1894 af tidsskriftet MUSEUM (jf. foran) ligger og blomstrer et sted blandt de som sædvanligt ganske overordentligt mange bøger?

Og – sure enough – bogen ligger, pænt og herligt, mellem historielitteraturen, helt nede ved endevæggen. Der er tilsyneladende tale om et hæderligt halvlæderbind, men dog kun tilsyneladende. Først da jeg er kommet hjem med bogen opdager jeg, at den er, eller har været knækket i ryggen. Men dog nødtørftig repareret, således at bogen kan bruges.

Jeg vil her nøjes med at gengive indholdsfortegnelsen, men måske senere omtale en enkelt eller evt. nogle få bidrag nærmere.

1. Tobakken i Fortiden. Af Pastor Vilhelm Bang. 2. Om Holberg og den efter Kong Frederik V’s tronbestigelse genoprettede danske skueplads. Af cand. jur. Jul. Martensen. 3. Breve til og fra bekendte mænd og kvinder. II. Breve til balletmester A. Bournonville. Af frøken C. Bournonville. 4. Fra Peder Hjorts Ophold i Rom 1818-19. Af Cand. mag. Ida Falbe Hansen. 5. Generalforsamlingen i Brændevinsbrænderlauget 1803. Af maler Kongstad-Rasmussen. 6. Adolf Fibiger. Af frøken Margrethe Fibiger. 7. Nogle historiske antegnelser til Oehlenschlægers St.Hans Aften-Spil. Af dr. phil. E. Gigas. 8. Danske Adelsmænd i Wallensteins Leir. Af kaptain J.C.W.Hirsch. 9. Axel Juel. Af registrator Fr. Krarup. 10. Brevvexling fra August Hennings reise i Jylland 1779. Af arkivsekretær I. Bloch. 11. Blade af de dansk-vestindiske øers historie. Af kaptain C.F. Paludan. 12. Om Pernilles korte Frøkenstand. Af cand. jur. Jul. Martensen.

13. Peter Frederik Suhm og den Angellske Familie. Af professor L. Daae. 14. Et blad af Dansk-Asiatisk Kompagnis historie. Af premierløjtnant i flåden C.L. Tuxen. 15. Om Birma og dets Beboere. Af politisuperintendent H.F. Hertz. 16. Breve til og fra bekendte mænd og kvinder. III. Breve fra W.H.F.A. Læssøe til hans moder. IV. Breve til maleren C.V. Eckersberg. Af overpostkontrollør J.W. Mørck. 17. To pengematadorer i Danmark i det 17. århundrede. Af kapitain Fr. Meidell. 18. Geografiens standpunkt på Holbergs tid. Af overlærer H. Rasmussen. 19. En officers optegnelser. Ved kapitain E.G.E. Bodenhoff. 20. En ansøgning fra 1772. 21. Christen Christensen, dansk medaillør. Af professor Th. Stein. 22. Bag Det Kongelige Theaters kulisser 1836. Af exam. polyt. F.V. Christensen. 23. Af en degns liv og levned. Af pastor Grove-Rasmussen. 24. Af Henrik Steffens’ dagbog i året 1794. Ved professor L. Daae. 25. Stensager som lægemiddel. Af bibliothekar Vilhelm Boye. 26. Lybækkerne på Bornholm. Af læge M.K. Zahrtmann. 27. Fru Sofie Lykke. Af cand. mag. Gustav Bang. 28. Om oprindelsen til stednavnet Korinth. Af -n-m.

Men tilbage til Rådhuspladsen. Det drejer sig nu om at komme videre, d.v.s. op til den gammeldags-elskværdige jydske bondekone(?) ved disken og betale og derfra ud på gaden. Jeg forsøger om man kan bevæge sig op gennem det lange lokale med øjnene lukket, men må opgive det. Men idet jeg åbner øjnene igen, ser jeg næsten ret foran mig 3 store foliobøger stå på højkant på et af langbordene, og bestemmer mig for at kigge på dem, dog naturligvis kun i forbifarten.

Inden jeg kommer så vidt forstyrres jeg dog ved synet af et blåt bind, som jeg mener at kende. Ganske rigtigt, her mellem historiebøgerne står et bind af Bjørn Ochsners standandværk “Fotografer i og fra Danmark indtil år 1900”. Det drejer sig om 1. bind af den “Reviderede og forøgede udgave” i 2 bind fra 1969. Og 1. bind af dette af mig meget savnede værk er dog bedre end intet.

Men hvad er dog dette? Her står så sandelig også 2. bind. Altså en komplet Ochsner for 2 gange 75 kr. Det er næsten for godt til at være sandt! For et par år siden kunne Vangsgaards antikvariat i Fiolstræde tilbyde mig værket, ganske vist i den seneste, betydeligt udvidede udgave. Der var blot to små problemer – for det første var værket forresten alligevel udsolgt, og for det andet var prisen en lille tusse.

Så en dobbelt tak til Vangsgaards antikvariat, delt fordi værket alligevel var udsolgt dengang for et par år siden, og dels for denne velholdte, næppe brugte 2-binds udgave til en vistnok relativ meget billig penge. Jeg forventer i et kommende indlæg at få brug for bogen, der giver korte biografier incl. karriereforløb og (skiftende) forretningsaddresser for de vistnok allerfleste danske (portræt)fotografer fra årene indtil 1900.

På vej op til skranken skimter jeg igen de 3 stærke foliobind, som kunne ligner store ordbøger, og bestemmer mig for alligevel at kaste et blik på dem. Det viser sig at være et ældre tysk leksikon over den klassiske oltid, komplet i 3 (næsten)foliobind. Titlen er “Denkmäler des Klassischen Altertums – Zur erläuterung des Lebens der Griechen und Römer in Religion, Kunst og Sitte.” Lexikalisch bearbeitet von (en række fagfolk samt udgiveren) A. Baumeister. München und Leipzig 1885-88. De 3 bind er på ialt over 2000 sider, med næsten ligeså mange illustrationer.

Værket er indbundet i hvad man vist må kalde tarvelige halvlæderbind (det hedder vist spalt). Men ret velholdte såvel udvendigt som især indvendigt, har næppe været meget brugt. Ochsners værk bærer Frederiksborg Gymnasiums stempel, og man tør måske gætte på, at lexikaet har samme proveniens. Man kunne måske sammenligne dette lexikon med f.eks. mit “Reallexikon der Germanischen Altertumskunde” af Hoops, såvel hvad angår omfang som indholdets disposition. Jeg synes dette er et prægtigt værk til 225 kr, og betaler med glæde 450 kr. for de 6 bind. Hvorefter jeg stormer ud af butikken med min heldigvis medbragte cyklekurv.

Om lexikaets udgiver A. Baumeister oplyses i 2. bind af “Meyers Grosses Konversations-Lexikon” (6. udg. i 27 bind, 1908-20) følgende (her (dog kun ufuldstændig) gengivet som et eksempel på niveauet i et sådan ældre tysk leksikon): “August Baumeister, filolog og skolemand. Født 24. april 1830 i Hamburg, studerede i Göttingen og Erlangen, rejste i årene 1853-55 i Grækenland, Tyrkiet, Lilleasien, Italien og Frankrig. Blev 1855 lærer ved det Blochmanske Institut i Dresden, derefter ved det franske gymnasium i Berlin. I 1857 i Elberfeld, 1860 overlærer i Lübeck, 1868 gymnasiedirektør i Gera, 1870 i Halberstadt. Organiserede fra 1871 som “regierungsrat” i Strassburg det højere skolevæsen i Elsass-Lotheringen efter tysk forbillede. Afdanket 1882″.

Blandt forskellige udgivelser vedr. den klassiske oltid synes det omhandlede lexikon at kunne været hans hovedværk. Måske kan jeg senere give smagsprøver på, hvad lexikaet indeholder, men forventer iøvrigt i et førstkommende indlæg at fortsætte med min gennemgang af 1895-årgangen af MUSEUM.

kommentarer (0)

Fra rodekassen
4. nov 2009 20:56, GP

Det for alle fotonørder her i Københavnsområdet traditionsrige novemberudsalg hos Foto/C i Holbergsgade er i år blevet omdøbt til loppemarked. Det er uden tvivl tidens trend i henseende til mindre brugthandel med traditionelt fotoudstyr, som man har taget højde for med den nye benævnelse.

Tidligere, d.v.s. for mellem 15 og 5 år siden, kunne butikken tilsyneladende uden mindste anstrengelse fylde 2 á 3 vinduer m.m. med tildels meget morsomme ældre apparater og tilbehør. Men i de sidste få år er der blevet synligt længere mellem de morsomme apparater og dingenoter som tilbydes. Fotohandlerne forklarer det med, at de ganske enkelt ikke får sådanne ting i bytte ved køb af nyt i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Det lyder jo plausibelt og naturligt nok, for der er sandelig sket meget ikke mindst på amatørfotografi- og teknologinørd-fronten i det nævnte tidsrum.

Jeg tænker specielt på internettet, som er kommet op at stå netop i samme periode, med alt hvad det har betydet for vore fritidssysler samt handel med foto- og computerudstyr, f.eks. via eBay. Jeg tænker også på det konstante bombardement af tilbud på nyt high-tech legegøj som f.eks. tv-storskærme, playstations, bærbare computere og telefoner m.m., som nu lægger beslag på vores tid og pengepung.

Men denne kolde og våde mandag formiddag havde der dog igen samlet sig en skare af fotonørder foran butikken i Holbergsgade. Mange mere eller mindre erfarne udsalgsbesøgende ved nemlig, at man som regel må være med fra morgenstunden, såfremt man vil være sikker på at finde en sjov ting i de opstillede, velfyldte rodekasser.

Udsalgsvinduerne er i år mest fyldt med stærkt nedsatte nye ting. F.eks. Adobes Lightroom software til 498 kr eller en Olympus E-3 til (så vidt jeg husker) ca. 6500 kr.

Jeg vil fortælle om nogle ting, som jeg fandt i rodekasserne, det meste købt mandag formiddag, resten tirsdag.

1. LINHOF FLEX ANGLE TRÅDUDLØSER. Ejer man som jeg et ældre Plaubel storformatkamera og dertil et forsænket objektivbrædt med en vidvinkeloptik (i mit tilfælde en Schneider Super-Angulon 8/65 mm i Compur lukker, beregnet til 6×9 cm og 9×12 cm negativformat) vil man vide, at der næsten altid opstår et problem, når man forsøger at montere en trådudløser på Compur-lukkeren. Plaubels forsænkede objektivbrædt til det her omhandlede ældre Plaubel Peco Junior 4×5″ kamera er nemlig så snæver, at der ganske enkelt ikke er plads til at montere trådudløseren på lukkeren nede i den forsænkede “gryde”. Dette skyldes, at næsten alle trådudløsere har et stift stykke på typisk 2 cm lige over gevindet, således at den ellers fleksible trådudløser ikke kan bøjes på dette stykke.

Men Linhof’s Flex Angle Trådudløser har løst problemet! Det drejer sig i al sin enkelthed om et ca. 10 cm langt forlængerstykke til en alm. trådudløser. Men til forskel for den alm. trådudløser, er Linhof’s forlængerstykke fleksibelt/bøjeligt helt ud til nogle få milimeter over gevindet. Hurra for Linhof samt Foto/C’s mangeårige butikschef Peter Andersen, som solgte mig den for en flad 20’er!

2. RODENSTOCK RODAGON 4/35 MM. Det drejer sig, som nogle vil vide, om et forstørrelsesobjektiv til 35 mm negativer, i 6-linset topkvalitet. Den her omhandlede brændvidde på 35 mm er noget kortere end normalt for 35 mm negativer, hvor en brændvidde på 50 mm er det normale. Altså velegnet til at lave udsnitsforstørrelser fra 35 mm eller 6×6 cm netagiver resp. evt. forstørrelser fra mindre negativer end 35 mm, f.eks. APS.

En sådan kort brændvidde var væsentlig dyrere end den normale 50 mm brv., det hænger sikkert sammen med et meget lavere produktionstal. Jeg har en Rodenstock prisliste fra 1997, og dengang kostede en normal 50 mm Rodagon bl. 2,8 ca. 2150,- kr, mens 35 mm Rodagonen kostede ca. 3200,- kr. Fundet i en af rodekasserne og erhvervet – i stand som ny og i org. emballage – af Peter Andersen for en hund! Og ganske vist er forstørrelsesapparater og mørkekammerarbejde ikke hot stof lige for tiden, men begge dele vil efter mit gæt nok få en delvis renaissance hen ad vejen. Jeg har ikke i forvejen et sådan moderne forstørrelsesobjektiv i den brændvidde, så jeg kalder det dagens scoop!

3. AGFA SUPER SILETTE-L. Så er vi ovre i den lidt mere historiske afdeling. I henhold til et tysk samlerkatalog (“Kadlubek”) er Super Silette-L egentlig fra 1958, mens denne let moderniserede udgave er fra 1959. Det er et typisk “comsumer-camera”, altså et amatørkamera, men som sådan vist toppen af Agfa’s kransekage i de år. De tekniske data er: 4-linset kvalitetsobjektiv Color-Solinar 2,8/50 mm i Synchro-Compur-lukker med selvudløser og blitz-synchro på alle lukkertider. Koblet afstandsmåler a la Leica samt indbygget lysmåler. Typisk 50’er finish med mat- og blankforkromede metaldele.

Jeg kender ikke prisen fra 1959, men den har sandsynligvis kostet noget der omregnet svarer til op mod 5000 kr, altså f.eks. som et digitalt spejlreflekskamera i den billigere ende idag. Så de 100 kr, som Foto/C’s brugtchef Henning Buch forlangte for kameraet må siges at være overordentligt rimeligt og blev erlagt med glæde, så meget mere som kameraet ser ud til at være i perfect working condition.
Den tidligere ejer har haft et UV-filter siddende over objektivet, og objektivglassene ser da også ud som nye. Afstandsmåler og lysmåler ser ud til at være spot-on, hvilket absolut ikke er en selvfølge for et sådant kamera med omved 50 år på bagen. Afstandsmåleren kan normalt justeres på plads, såfremt den skulle have flyttet sig lidt i årenes løb. Men det kan godt være en lidt omstændelig og tidskrævende process, som jeg helst undgår.

4. GOSSEN SIXTAR LYSMÅLER. I ca. 1970 købte jeg en sådan lysmåler fra ny hos Broddman på Strøget her i København. Hvis jeg husker rigtigt var prisen 185 kr, svarende til ca. 2000 kr idag. Det er lillebroren til Gossens kendte Lunasix 3, som vist var ca. dobbelt så følsom og også dobbelt så dyr. Mange år senere fik jeg tillige en Lunasix 3 og har brugt begge lysmålere ganske meget. Men min Sixtar opgav allerede for en del år siden ævret, og jeg er derfor glad for dette fund. Måleren ser nemlig ud til at være i fin kosmetisk og funktionsmæssig stand, og måler med det korrekte batteri (PX-13) på 1,35 volt helt korrekt. Måske kan der opstå et problem, når man med tiden må gå over til 1,5 volt batteri, da 1,35 volt (kviksølvbatteri) ikke fås mere. Men som regel betyder det ikke noget, da de fleste bedre lysmåleres elektroniske kredsløb har indbygget et kompensationskredsløb. Henning Buch var så letsindig at sælge mig den for en 50’er, og som sådan afgjort et lille fund.

5. KENRO LIGHTBOX 30 X 21 CM. Dette er ganske vist ikke et rodekassefund, men et tilbud fra butikken. Jeg har i mange år måttet nøjes med et meget lille lysbord på ca. 4×5″. Jeg har ganske vist klaret mig, men det har dog været til nogen gene, at jeg kun har kunnet se f.eks. et 13×18 cm negativ i udsnit. Og ganske vist fotograferer jeg ikke hver dag med 13×18 kamera, men det sker dog af og til. Tilmed er der tale om et såkaldt dagslysbord, med en “farve”temperatur på ca. 5000 grad. kelvin. Købt onsdag for 300 kr (vist ca. 1/3 af nyprisen).

Forhåbentlig gentar Foto/C deres lille københavnerbegivenhed igen til næste år!

kommentarer (0)

MUSEUM (1. del)
1. nov 2009 14:25, GP

Forinden jeg afslutter omtalen af Johs. Steenstrups lille bog om vore gamle personnavne, vil jeg fortælle lidt om den anden bog jeg samme dag erhvervede i Helligåndshuset. Det drejer sig som nævnt om årg. 1895 af MUSEUM – TIDSSKRIFT FOR HISTORIE OG GEOGRAFI, redigeret af troikaen Carl Bruun, A. Hovgaard og P.Fr. Rist.

Når jeg valgte at erlægge en halvtredser for ´95-årgangen af dette tidsskrift er det ikke så meget fordi indholdet af netop denne årgang forekommer mig specielt interessant. Men derimod fordi jeg i forvejen har de fleste af de ialt udkomne 7 årgange (1890-96), således at jeg nu kun mangler en enkelt.

Og ganske vist har jeg aldrig haft mulighed for at erhverve lange rækker af de forsk. historiske tidsskrifter og årbøger, det har praktiske, herunder pekuniære og pladsmæssige hensyn forhindret. Men 7 årgange bør måske være overkommeligt?

Om de 3 redaktører oplyser Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a., at historikeren, forfatteren og journalisten Carl Bruun er født i Rødby 1846. Han blev en anset journalist og lederskribent ved Berlingske Tidende, men udgav iøvrigt en del mest historiske arbejder. Bl.a. redigerede han som sagt “sammen med Hovgaard og Rist det fortræffelige tidsskrift MUSEUM” (P.Engelstoft). Hans hovedværk er dog det (virkelig meget interessante!) topografisk-historiske 3-bindsværk om København, som udkom (tildels sammen med P.Munch) i årene 1887-1901, og som siges tildels at bygge på omfattende og dybtgående studier.

A. Hovgaard formoder jeg er identisk med Andreas Peter Hovgaard, f. 1853 i Århus, som blev søofficer og polarforsker. Han kom til at beklæde en række fremskudte poster i marinen og “besad chefsevner par excellence” (kontre-admiral Garde). Det er måske især Hovgaard, som er geografen i troikaen?

P.F. Rist er Københavner, f. 1844, officer og forfatter. Han blev inspireret af Georg Brandes til litterær virksomhed og begyndte med nogle kulturhistoriske skildringer fra 1700-tallets militærvæsen (“Fra Støvlettiden”, som mangen antikvariatsbesøgende vil have set på hylderne). Hans senere arbejder er oftest en kombination af historie og fortælling og “vidner om et fintmærkende øre for stil” (biograferet af Oluf Friis).

Den foreliggende årgang 1895 af MUSEUM indeholder ialt 25 bidrag. Men i modsætning til de fleste af de øvrige årgange tror jeg ikke, at der i denne årgang er een bestemt artikel, som er i særlig grad relevant eller interessant og derfor kan fortjene udelukkende eller næsten udelukkende at lægge beslag på vor opmærksomhed.

Jeg vil derfor foretrække en anden modus operandi. Idet jeg formoder, at kun et fåtal af læserne, resp. de potentielle læsere, af min blog har haft en årgang af MUSEUM i hænderne, kunne jeg tænke mig at give et samlet overblik over, hvad sådan et tidsskrift indeholder. Og til den ende vil jeg omtale hver enkelt artikel ganske kort.

Men da årgangen, udover et omfattende stikordsregister bagerst, er på ialt 720 sider er nogle af artiklerne ganske lange. Jeg har derfor valgt (for at gøre en dyd af en nødvendighed) at nøjes med at gengive de første ca. 20 linjer (eller lidt mere) af hvert indlæg, og håber at sådanne småstykker kan formidle i det mindste en smule af tidsskriftets indhold og atmosfære. (Tidsskriftet kan antageligt endnu lånes på hovedbiblioteket her i København).

1. NØRREBRO I TREDIEVERNE. Barndomsminder af boghandler O.B. Wroblewski (48 sider).

Det er den allerede i et tidligere indlæg (EN BOGLADE) omtalte boghandler, som åbenbart har har haft en litterær åre. Hans bidrag begynder således (som sædvanligt gengivet bag anførselstegn, og evt. med ændringer i ord eller udtryk af forældede vendinger, mine egne kommentarer i parantets):

“Blandt københavns forstæder har Nørrebro i grunden haft en underlig skæbne; thi mens Østerbro og Vesterbro i gamle dage – jeg taler om slutningen af Frederik den Sjettes og begyndelsen af Christian den Ottendes tid (d.v.s. omkr. 1840) – var vel kendte og livligt befærdede veje til og fra hovedstaden, lå Nørrebro stille hen, levende sit eget liv, sjældent befærdet af andre end sine egne beboere. Den var jo hovedsagelig kun kendt som vejen til Assistents Kirkegård, som den ad hvilken “borgerne” trak hjem fra fælleden med vajende faner og klingende musik, og endelig benyttet af de hjemvendende skovgæster, som havde forlænget skovturen ud over midnattens time, og for hvem Nørreport, den eneste adgang, der var åben hele natten, derfor var den eneste tilflugt for at kunne nå den hjemlige arne.

Østerbro var derimod vejen til “skoven” i hine tider, da man ikke kørte til Charlottenlund pr. jernbane, og da dampskibene ikke som nu mange gange daglig føre lystrejsende til stationerne ved Sundets kyst, men da man enten i selveierkøretøj, hyrevogn eller i kildetiden på kapervogn, de såkaldte “Kaffemøller”, kørte ad den tunge, sandede Strandvej, dersom man da ikke, som den beskedne (d.v.s. mindre bemidlede) skovgæst, foretrak apostlenes heste. Vejen var ens for alle; kørebane og fodsti gik ud i eet, i dybt sand alle vegne. Forbi Vibenhus, Slukefter og Constantia gik turen til det forjættede land. – Østerbro var derfor livligere befærdet, i al fald om sommeren, end Vesterbro.

2. HULEBOERNE I SYD-TUNIS. Erindringer fra et ophold hos Kalifen i Matmata. Af premierlieutenant D. Bruun (30 + 25 sider).

Peter Daniel Bruun, der er født på Viborg-egnen i 1856, ser
efter det i biografien gengivne foto ud til at kunne have været en næsten arketypisk soldat. Stor og bred, med et imposant “cyklestyr”, og indtrykket bekræftes af biografien (forfattet af arkivar i krigsministeriet Rockstroh): “Bruun har selv udmærkede soldateranlæg og var en fortrinlig opdrager for de unge soldater, der så op til ham og ville have fulgt ham overalt”. Han havde endog været frivillig i den franske Fremmedlegion 1881-82 (hvilket næppe heller har været en dans på roser dengang?) og herfra stammer måske hans interesse for (forsknings)rejser i Algier, Tunis og Sahara.

Men iøvrigt er han mest kendt for sine (arkæologiske) forskningsrejser i Grønland, Island og Færøerne og de heraf flydende skriftlige arbejder, f.eks. i “Nordboernes kulturliv i fortid og nutid” (1897-99) samt “Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland” (1915).

Hans her omhandlede bidrag om huleboerne i Tunis er optaget i 2 dele. Anden del bringes senere i tidsskriftet, første del indledes således:

“FRA GABES TIL MATMATABJERGENE OG TILBAGE. Den 18. oktober 1893. Fra toppen af et bjerg, siddende på hug i en ussel hytte, der for mig er indbegrebet af hygge ((med fremmedlegionen bag sig!)) – fra landsbyen Zaroua i Matmatabjergene sønden for Gabes – skriver jeg dette ved et flimrende stearinlys.

Udenfor hører jeg min hest stå og æde den velfortjente byg; længere borte hører jeg hundene gø. Månen sender sine stråler ind gennem døren. Af og til kommer lyden af menneskelige stemmer til mit øre; men det varer ikke længe, så hører de op, thi solen er forlængst gået ned, og her lægger man sig tidligt for at stå op ved daggry.

De sidste to dage er forløbne som et eventyr! I forgårs kom jeg til Gabes, og allerede nu er jeg midt inde mellem bjernene.

Da jeg i går morges, klokken fire og en halv, åbnede mit vindue i “Hotel de l’Oasis”, var det endnu halvveis mørkt, men jeg så dog nede på gaden en opsadlet araberhest og ved siden af en hvid bylt på fortovet; det var Hammed, den arabiske rytter, som “le Bureau de Renseignement” havde stillet til min disposition, og som nu ventede på, at klokken skulle blive fem; det var nemlig tiden, da afmarchen skulle finde sted.

Lidt efter kom min brune hingst, der var afgivet af Spahis-regimentet. Mine få nødvendighedsartikler, mit fotografiapparat og min frokost blev anbragt på Hammeds hest – revolveren hængte jeg på min sadelknap – kun lidet anende, at jeg endnu samme aften skulle komme til at skyde den af i festlig anledning, – og vi skridtede afsted ud mellem de nybyggede, europæisk udseende huse.

Udenfor byen er terrænet temmelig jævnt – vi følger landevejen. Til højre for os, mod nord, ligger Ued-Gabes’ snirklede flodseng; men vi ser den ikke, da den ligger dybt nede. På den anden side ses palmelundene som en mørk skov. Landsbyerne ved floden tegner sig lyst mod den som baggrund. Solen er ved at stå op og skinner på Sidi-Boul-Baba’s hvide kubba til venstre. En officer kommer i den tidlige morgenstund farende hen over sletten med sine hunde halsende foran sig.

3. TO ANSØGNINGER FRA STØVLETTIDEN. Ved jægermester C.E.A. Schøller.

Stormægtige Monarch!
et løfte Du har givet:
når til din tjeneste jeg gør mig habil
jeg allernådigst da forfremmet skulle blive
og som dit ord er sandt, slår jeg min lid dertil.
Jeg har i 6 års tid dertil min tid spenderet,
og gjort mig min metie på bedste vis bekendt,
blir på min chefs ord og vidne reflekteret,
så skal Du høre, at min tale den er sand.
Her vises nogle Cart (?) som alleringest prøve,
og vis O Konge! at de bliver ej forsmået,
idet Du nåde vil imod din tjener øve,
som længe pløjet har, men ingen høst opnået.
Minerva tjente jeg i 7 års tid og længer,
nu har jeg dyrket Mars udi en 6 års tid,
og dog brødkurven den endnu så højt ophænger,
at mig forgår alt håb, al trøst, forstand og viid,
jeg mod min vilje geldbunden mand desværre,
min alder tager til nu også temmelig,
giv mig et kompagni, min Konge og min Herre,
i hvor det i Dit land end må behage dig,
derved jeg kommer af min labyrinth og quide,
når Du kuns ordre gir til Ahlefeldt og mig,
jeg slipper ikke Dig, kan jeg Dig lade vide,
før Du har hjulpet mig, og jeg har takket Dig.

Fredensborg, 5. Sept. 1756

Joh. Chr. Width
Tilforn Stud. theol. og Baccal. Philosl,
mens nu Ltn. v. Kongens Liv-Rgt. til Fods.

4. FRA WERTHER-TIDEN. En studie, bygget over dagbogsoptegnelser og breve mellem Knud Lyne Rahbek og actrice, mad. J.C. Rosing, f. Olsen.
Ved Julius Clausen, Assistent ved det store kgl. Bibliotek.

Julius Emil Ferdinand Clausen, f. i Kbh. 1868, fik universistets guldmedalje og blev inspektør på det Kgl. Bibliotek, samt litterærhistorisk forfatter og jornalist. Han har udgivet en række vægtige bidrag til dansk litteraturhistorie, f.eks. “Skandinavismen” (1900) og var medudgiver af serien “Memorier og breve”. Endvidere litteratur- og teateranmelder ved Berlingske Tidende. Det 35 sider lange bidrag starter således:

“I de første bind af sine Erindringer dvæler Rahbek ved den “Wertherfeber”, som henimod slutningen af 1770’erne havde grebet ham og flere af hans omgangsfæller. P.N.Nyegaard havde som bekendt i 1776 begyndt at oversætte “Leiden des jungen Werthers”, men denne oversættelse så aldrig lyset, da det højærværdige theologiske fakultet havde erklæret bogen for at være “et skrift, der bespotter religionen, besmykker lasterne og kan fordærve gode sæder”.

Imidlertid var den forelskede danske ungdom tilfreds med at have originalen i hænde, og Rahbek fortæller selv, at han altid gik med den i lommen. Dog tilføjer han, at det er ham umuligt at afgøre, om dette gjorde ham til en “sværmer”, eller om han i forvejen var det og derfor ikke kunne undvære bogen.

I Ewalds Confessions vil Rahbek rigtignok se et vidnesbyrd om, at en stærkere erotik kunne flamme op uden påvirkning fra Goethe, men på den anden side nægter han ikke, at dennes skrift “gjorde meget til at udbrede og forplante epidemien”. Han anfører forskellige af sine venner som eksempler på ofre for denne smitte, som P.M. Troiel, Thaarup og Johan Wibe, der ellers ikke var nogen følsom natur. I Abrahamsons digt “Signe” vil han også se et udslag af den sentimentale stemning.

5. FRU TALLE ULFSTAND (DEN YNGRE). Af Fr. Meidell (6 sider).

I biografiske håndleksikon ses bl.a., at Frederik Meidell var officer og krigshistoriker, f. i Helsingør 1833. Efter afsked som kaptajn en tid medarbejder ved dagbladet Fædrelandet, men arbejdede snart udelukkende som historiker. “Med et skarpt og uhildet blik og stor grundighed i udarbejdelsen forbandt han en betydelig evne til fænglende fremstilling af det behandlede stof”. Han udarbejdede bl.a. “Fra enevældens dæmring i Danmark”, “Bille-Ættens Historie” (2. del 1888), “Militarismen i Danmark, belyst i historiske skildringer” (1892) m.m. “Meidell var en mangesidig begavelse, drev således sproglige studier og opfandt i 70’erne et ildfast stof til brandsikring af værdigemmer. En fordringsløs, stilfærdig og brav mand, der ganske gik op i sine studier; en modig kæmper for, hvad han holdt for sandhed og ret” (Rockstroh).

Hans bidrag om skåningen Tale Ulfstand handler om et brev hun skriver d. 17.3.1635 til sin svoger Claus Urne (der ligeledes er skåning). Brevet er en opsang og røffel i anledning af, at han mishandler sin kone – han synes idet hele taget at have været et skvat. Det godt 1 (bog)side lange brev gengives her i sin helhed:

“Kjære Broder (d.v.s. svoger) Claus”.

“Kan du nu af dine brødres skrivelse erfare deres advarsel, hvorfor jeg råder dig, at du adlyder dem og udi tide betænker dit eget gavn og bedste.
Du lovede nok udi Kjøbenhavn, og gjorde så stort af, at du nok skulle dæmpe alle folks munde, som sagde, du var ond ved søster (d.v.s. svigerinde) Hylleborre (Claus’ hustru Hilleborg Mormand), og ville du endelig gøre mig til en løgner, fordi jeg skrev dig til derom i en god mening.

Men dersom du ikke betænker dit eget gavn og bedste i tide, ved du vel, at her er ikkun en måned til Hr. Henrik Huidtfeldts datters bryllup; da ville Palle (hendes mand Palle Urne) og jeg did, og med Jesu hjælp ville søster Hilleborre følge med os; ville jeg tilbyde hende, og dersom hun ville tiltro mig at forrette sine ærinder, skal jeg med så stor flid gøre mit bedste på hendes vegne, som det var mit eget ærinde. Og dersom du da vil komme til Kjøbenhavn, at fly dig to herremænd at beskikke mig med (?), så skal du få svar på den forrige skrivelse, så vel som på denne, thi desværre for dig selv, du handler dig meget ilde med hende og har levet med hende som en tyran, både med hug og trussel og med mange slemme ord, du har på hende og hendes venner, såvel de døde som de levende hvilket vil gå dig af uden latter, om det kommer for høje øvrighed, som det vist gør; thi det var synd, om nogen skulle tilstede dig det, at handle så tyrannisk både med ord og gerninger imod hende. Det er endnu kendt under hendes venstre øje den ørefigen du gav hende den aften, formørkelse var i månen, som var den 20. februar, hvilket du måtte vogte dig for som en fin mand.

Tag nu dette i den mening du vil, thi lige som du tror mig til, skal jeg gengælde dig, thi gud ved, jeg så dog gerne, du ville gøre og mage det således, at alting bedst kunne gå vel af for dig, for dine smukke børns skyld. Dersom du bad Gud inderlig om nåde, da regjerte han dig med sin helligånd, medens hvor satan og ægteskabsdjævelen får indgang, der er ingen velsignelse inden døre; og som du skylder hende for en hore, så ved du imellem Gud og din samvittighed, at du hør hende stor uret dermed, thi hun får vidnesbyrd af alle dine, at hun haver skikket sig ærligen og vel imod dig, og mens du haver bevist hende alt ondt, har hun bevist dig al fromhed, dyd og ærlighed”.

6. HULEBOERNE I SYD-TUNIS. (2.del)
Erindringer fra et ophold hos Kalifen i Matmata. Af Daniel Bruun.

“Brudefærden i Hadege.

“Ned fra bjernene og hen over bakkerne i dalen strømmer folk til i skarer. Enkelte ryttere i festligt skrud med geværet på nakken lader hestene danse hen ad stierne. Deres vej er betegnet ved støvskyer. Burnusklædte mænd kommer dragende tilfods i små og store skarer. De skimtes oppe i de blå bjerge som hvide punkter, der bliver større og større, jo mere de nærmer sig. På æsler kommer kvinder i lyse dragter ridende. De ledsages af deres større børn og mændene fra deres landsby. Andre kvinder vandrer tilfods hyllede i røde, gule og blå klæder, medens middagssolen skinner på smykkerne om håndled og ankel.

“Alle disse skarer tager retning mod kalifens by, mod hulerne i dalen. Et par af kalifens mænd kommer ridende for at modtage mig, de slutter trop med Hammed, nogle af gæstene indhenter os og gør ligeledes følge – inden jeg ved et ord deraf, befinder jeg mig i spidsen for en hel lille kavalkade.

“Da støvskyerne har lagt sig, efter at vi har gjort holdt under det oliventræ, hvor Kalifen sidder omgivet af en mængde venner og frænder, stiger jeg af. Jeg hilsen først på den gamle venlige Sidi Fatuche, der modtager mig på det varmeste, så tager jeg mod alle de andres udstrakte hænder og deres velkomsthilsner.

“Rundt på den åbne plads, som jeg kender så godt, er der rejst kamelhårs telte til at modtage de mange gæster. Udenfor dem er mulddyr og heste leirede. Kvinder ser jeg ingen af, de opholder sig i hulerne, men hundreder af mænd bølger frem og tilbage eller sidder i grupper med rejste geværer, medens drengene sværmer omkring i legende klynger. Der kommer stadig flere og flere gæster, som tøjrer hestene, kysser Kalifens Haik og hilser på hinanden. Jeg kender mange af disse brunøjede mænd med de lige næser og de smukke træk, og ustandseligt lyder deres “Salem” og mit “Salem aleikum”. Jeg føler mig tryg og stolt over at være ven med disse bjergbeboere og over at vide, at jeg er den eneste kristne mand mellem alle disse troende, takket være Kalifens leide og hans beskyttelse.”

7. EN GAMMEL DAMES OPTEGNELSER. Meddelt af fru Emma Gad (38 sider).

De fleste læsere vil kende Emma Gad fra hendes i sin tid meget udbredte håndbog i selskabelige former “Takt og Tone”. Hun er grossererdatter fra København, f. 1852, gift med en kontreadmiral Urban Gade. Biografisk Håndleksikom skriver videre bl.a.: Hun voksede op i et velhavende og intelligent bourgois-hjem; ved sin personlige udvikling og ved sit ægteskab kom hun senere i nær forbindelse både med kunstner- og embedsmandskredse. Hun fik herved et fortroligt kendskab til miljøtonen i forskellige københavnske lag, og det er dette hun siden gennem en mangesidig skribentvirksomhed har udnyttet.
Dens synspunkter er bestemt ved den gennemgribende ændring i tankegang og livsførelse, som fandt sted i 1880-90’erne og som navnlig i København satte et skarpt skel mellem ældre og yngre. Fru Gad er gennem sin virksomhed blevet typen på en bestemt tid, en europæiseret Københavnerkultur; hun ejer som skribent kvik iagttagelsesevne; verdensdame som hun er følger hun fordomsfrit med tiden og snerter samfundshykleriet en lille smule og uden at såre (forfatteren Georg Christensen).

“Fru Emerentze Munchs erindringer er nedskrevet, da hun var 76 år. De supplerer på en udmærket måde tidligere beskrivelser af livet og forholdene i Christiania i århundredets begyndelse, og er da også forhen benyttet af forskellige forfattere, især af prof. Daae i hans bog: Det gamle Christiania, ligesom de også i uddrag er meddelt i det norske “Skillings-Magazin” 1883.

“Christiania den 7. februar 1862. – Da den periode, hvori mit levnedsløb er lagt, indeholder så mange forandringer og forvandlinger, som ingen tid tilforn, har jeg besluttet at nedskrive nogle erindringer, som måske kan interessere mine børn og nogle gode gamle venner, – hvis ikke så findes der altid så megen ild, at de kunne forvandles til aske. – Altså! Jeg er født i Brevig 1786. Min fader var ansat ved Tolden, min moder kan jeg ikke erindre. Da hun var død, blev først min ældre broder, senere jeg, bragt til vores bedsteforældre her i Christiania. Min bedstemoder var fra Drøbak, en rig købmands eneste datter; hendes pigenavn var Carlsen. Hun giftede (sig med) min virkelige bedstefader, købmand og tillige kort- og tobaksfabrikant Barcley, der var tysker og rejste med sin unge kone til Lübeck, en rejse der spillede en stor rolle i hendes erindring.

“Med ham havde hun fem børn, fire sønner og en datter. Hun blev temmelig ung enke og giftede sig senere med assessor i Højesteret i København, Herman Colbjørnsen, en fætter til de berømte mænd af samme navn. Han kom op til Norge som Laugmand i et dommerembede, der senere blev ophævet. Min bestemoder havde efter sin fader arvet en stor formue, og de førte altså efter de tider et temmelig stort hus. Da han var en lærd mand med mange kundskaber, samledes ofte, især om sømndagen, de mest fremtrædende personligheder i hans hus. Deres gård i byen stod på den tomt, det første universitet indtog.

“Jeg kan aldrig erindre, at min bedstemoder nogensinde satte sin fod på gaden eller besøgte nogen; men der kom ofte ældre koner til hende på en kop kaffe.—

“Opdragelsen var denmgang meget streng, og jeg blev ofte straffet hårdt for den mindste forseelse; riset måtte ikke spares, men så tyede jeg til min bedstefader, han var altid god imod mig, lærte mig franske gloser og geografi. Jeg måtte spille Piquet med ham for at lære at regne. Jeg mistede ham tidlig, da jeg kun var 9 år og allerede var sendt til Institutet på Moss, hvorfra jeg blev hentet hjem til hans begravelse.

“Jeg må fortælle noget om denne begravelse, som på den tid var meget usædvanlig; jeg tror den første af den slags. Jeg husker at ligvognen blev trukket af fire heste og fløjelsklædet blev båret af Latinskolens disciple, som også sang ved graven. Et ubeskriveligt stort følge samledes ligeoverfor, en egekrands blev lagt på hans kiste, og han blev båret til graven af disse mænd, – da en sjældenhed, senere en almindelig hyldest. Hans Testamente indeholdt mange legater til offentlige indretninger, og hans store bibliotek blev delt imellem Latinskolen og det militære Akademi.”

8. MORDET PÅ GUSTAF DEN TREDIE. Uddrag af den danske envoyés indberetninger fra Stockholm til København. Ved C.I. Anker (34 sider).

Det her gengivne er begyndelsen af forfatteren C.I. Ankers 11 sider lange indledning.

“Grev Frederik Reventlow var dansk envoyé i Stockholm fra 5. dec. 1780 til 27. aug. 1784 og fra 16. apr. 1788 til 11. apr. 1794. Når man kender den store bitterhed, for ikke at sige det had, som alle danske og ikke mindst de danske diplomater nærede til Gustaf den Tredie, navnlig på grund af denne urolige monarks aldrig hvilende erobringsplaner mod Norge, må man beunder den milde og hensynsfulde tone og den anerkendelse, hvormed efterfølgende aktstykker er affattde.

“Inden vi går over til i uddrag at gengive Grev Reventlows interessante indberetninger om den skændige begivenhed i Stockholm 1792, må vi derfor – efter Schinkel, Nordin og Adlersparre – skitsere nogle af de omstæmndigheder, der bevirkede, at den fortryllende og forhen forgudede monark tilsidst også blev genstand for had i store kredse af sit folk og det i en sådan grad, at man søgte at rydde ham af vejen.

“Den svenske konge Adolph Frederik af huset Holsten-Gottorp, der regerede fra 1751-71 var bundet af råd og stænder og havde ingen magt og indflydelse over sit folk. Overfor Sveriges rovbegærlige naboer og overfor de uordnede indre tilstande var det i virkeligheden et held, at den nye konge, den 26årige Gustaf den Tredie, havde mod og kraft nok – rigtignok moralsk støttet af Frankrig – til d. 19.aug.1772 at tilrane sig en magtstilling. Han gjorde det vistnok under et falsk skin af at gengive Sverige dets gamle frihed; men der kom i al fald orden i tingene, og landet fik atter en regering. Havde den geniale, men letsindige konge nu holdt, hvad han i regeringsformen lovede, ville alt have været såre vel, men under sin 21årige regering blev han stadig mere og mere magtlysten og forstod efterhånden mindre og mindre at beherske sine tilbøjeligheder.

“Kongen var i begyndelsen en ven af trykkefriheden og bekræftede den også i 1774, men eftersom pressen efterhånden fandt sig beføjet til at optræde mod flere af hans regeringshandlinger, blev han fjendtlig stemt imod den og gjorde sit til at indskrænke den.

“En stor fejl begik kongen ved i 1775 at oprette 40 kongelige brændevinsbrænderier, hvis indtægter skulle tilflyde den kongelige kasse. Fra nu af blev det moderne at nyde brændevin; man opmuntredes, ja truedes endog uden videre dertil, hvorfor også digteren, den vittige Bellmann, da han engang spadserede med kongen, og de mødte en person, der dinglede dem i møde, udbrød: “Nej se, der har vi en af vore!”.

9. ET HERREGÅRDS-INTERIØR FRA DET 17de ÅRHUNDREDE. Af Frederik Meidell (5 sider).

“En fjerdingvej nordvest for Halmstad ligger et stort, gammelt herresæde, Våbenø, eller Vognø, som det kaldtes da fru Helle eller Helvig Marsvin boede der, omtrent 1630. Hun var en søster til kong Christian den Fjerdes svigermoder, fru Ellen Marsvin, men den deraf følgende anseelse forøgedes betydeligt ved, at hun i sin første mands dødsår, 1601, var blevet moder til den berømte krigsingeniør, Axel Urup, som efter den tyske krig vandt stor agtelse blandt sine fæller og en lige så stor indflydelse hos kongen, skønt han hverken var velskabt eller legemsstærk.

“Fru Helvigs to senere giftermål havde yderligere forøget den store kreds, der af og til samlede sig hos hende på det statelige herresæde, og da hendes sidste husbond, den livlandske adelsmand Mathias von der Recke, var død just som hun fyldte 60 år, måtte hun søge sig en dygtig husbestyerske. Hun skrev i den anledning til sin datter af første ægteskab, der var gift med den daværende hopmand eller høvedsmand over garnisonen på Kronborg, livlænderen Thomas Nold, som iøvrigt også hørte til kongens yndlinge, og denne datter opspurgte og sendte til moderen et kvindemenneske, om hvis dygtighed og ærbarhed det ganske Helsingør havde en høj mening.

“Gamle fru helvig Marsvin var også vel tilfreds med denne Karen Henriksdatter, hvem hun betroede sit nøgleknippe og lod råde i huset fra loft til kælder, indtil Thomas Nold blev forflyttet til Københavns Tøjhus, hvorpå hans frue, unge fru helvig Urup, drog over til sin moder og overtog hele husbestyrelsen på Vognø.

“Efter at have været hersker smagte det ikke Karen Henriksdatter at blive undersåt, og da hun i sin gyldne tid var kommet i intimt forhold til en af gårdens tjenere, sugede hendes misfornøjelse næring af hver ubetydelighed, og den blev snart stærk nok til at gøre hende til forbryder. Hun gav sig nemlig til at åbne og læse de breve, der kom til herskabet, og så snildt vidste hun at lukke dem, at ingen af fruerne Helvig mærkede ringeste uråd. Men blandt gårdens tjenerskab hørtes fra nu af efterhånden flere slemme historier om unge fru Helvig og om årsagerne til, at hun lod sin mand være ene i København.”

10. REISEERINDRINGER FRA ISLAND FRA SOMMEREN 1894. Af pater J. Svensson (60 sider).

“I juni måned 1894 fik jeg, ude på St. Andreas Kollegiet på Ordrupshøi, den for mig ikke ubehabgelige efterretning, at en sjælden begivenhed forestod mig: en rejse tværs over Island, Nordens gamle, poetiske Sagaland. Jeg var nemlig af vor biskop blevet udset til i sommerferien at besøge vore få katoliker på Færøerne og Island.

“Jeg skulle den 6. juli, med damperen BOTNIA, tage til Reykjavik, for der at ordne visse anliggender vedrørende den katolske missions ejendom dersteds; derfra skulle jeg så på ægte islandsk vis ride tværs over landet, fra sydvest til nord, for på Øfjord at besøge den eneste katolske familie på Island. Dampskibet THYRA ville så, henimod begyndelsen af september, bringe mig tilbage til København.

“En af kollegiets elever fik lyst til at rejse med for rigtig at udhvile sig fra alle skoleårets møisommeligheder, og da han ved præmieuddelingen blev så heldig at opnå den første præmie i sin klasse, fik hen virkelig af sine forældre den meget attråede tilladelse.

“Da denne i mange henseender interessante rejse nu som en sælsom drøm ligger langt bag ved mig, har jeg i de få ledige timer, min skolegerning levner mig, søgt at samle nogle af de indtryk, som disse to måneders vandringer har efterladt i min erindring….

“Her (mellem Thorshavn og Island) føler man allerede, at man fjerner sig fra den beboede verden og nærmer sig den ensomme natur i dens uindskrænkede frihed. Man møder næppe noget skib mere; såvidt øjet kan nå den fuldstændigste ensomhed. Alt liv mangler dog ikke: de store, mægtige hvaler begynder her at vise sig mere og mere hyppigt. Snart dukker en langsomt op lige ved skibet, ser nogle øjeblikke forbavset på den sorte kolos, der glider frem forbi den, og forsvinder så roligt igen i dybet; snart ser man hele flokke, der uforstyrret driver deres spil; mægtige vandstråler kastes hist og her højt op i luften. Passagererne bliver ikke trætte af at betragte det sælsomme syn.”

(fortsættes)

kommentarer (0)

Danske fornavne
15. okt 2009 14:35, GP

På denne kolde oktoberdag forvildede jeg mig, som så ofte før, op ad Strøget og forbi Helligåndshuset. Også i denne uge er der hollandsk udsalg af antikvariske bøger, og omend udsalget først startede mandag og prisen derfor endnu er høj, idag 50 kr pr bog, mente jeg at den kolde vind og en let snue måtte være en tilstrækkelig undskyldning til at kigge indenfor. Der er jo ingen købetvang!

Efter en timestid lykkes det mig – med hård prioritering, bogbudgettet er allerede overanstrengt i dette efterår – blandt en hel del interessante titler at udvælge to, nemlig

1. MÆNDS OG KVINDERS NAVNE I DANMARK GENNEM TIDERNE af Johannes Steenstrup, Kh, 1918, samt

2. MUSEUM (1895) – TIDSSKRIFT FOR HISTORIE OG GEOGRAFI. Red. Carl Bruun, A. Hovgaard, P. Fr. Rist.

1. Den første titel er en lille, udadtil upretentiøs bog på 158 sider. Til gengæld er forfatteren en af de tunge drenge blandt danske faghistorikere. Mit uundværlige Dansk Biografisk Haandleksikon (i 3 bind) fra 1926 oplyser bl.a.: Johannes Christoffer Hagemann Reinhardt Steenstrup, født 1844 i Sorø som søn af naturforskeren, professor Japetus Steenstrup og hustru Ida Kaarsberg (o.s.v.).

Artiklen er (naturligvis) forfattet af den tidligere omtalte, (næsten) altvidende historiker Poul Engelstoft, hovedredaktør også af dette leksikon, der forresten udmærker sig på flere måder i forhold til de store danske biografiske leksika (d.v.s. de 3 udgaver af Dansk Biografisk Leksikon, hvis seneste udgave i 16 bind udkom omkr. 1980).

For det første er alle biograferede personer afbildet med portræt, enten efter fotografi eller ved ældre personer efter maleri el.lign. Kun for ganske enkelte, mest ældre historiske personer (f.eks. Saxo eller Gorm d. Gamle) har man af gode grunde måttet renoncere på et portræt. Ingen af de nævnte store biografiske leksika er illustrerede.

For det andet er der efter hver biografi (hvis muligt) anført, hvor man kan finde oplysning om den pågældendes slægtsforhold. Det er naturligvis en guldgrube for de antageligt mange slægtsforskere, som er så heldige (eller uheldige) at have en ane blandt de biograferede. Disse oplysninger bringes i 16-binds udgaven fra o.1980 alene for en række særligt udvalgte slægter, f.eks. præste-, patricier- og adelsslægter (altså måske endnu et udtryk for at tidsånden er blevet mindre demokratisk?).

For det tredie afsluttes mange af artiklerne med et tydeligt markeret afsnit, hvor artikelforfatteren resumerer sin helt personlige, subjektive opfattelse af den biograferedes betydning. Denne subjektivitet forekommer mig her akceptabel resp. interessant, fordi der grundlæggende ikke synes at være tale om en uansvarlig subjektivitet. Idet hele taget var lærde, litterære og offentlige personer for 2 – 3 generationer siden måske generelt en anelse mere ansvarsfulde i forhold til sin næste og samfundet end idag? (Ial fald var 100 millioner kroners bankdirektørs-årslønninger dengang ikke alene noget helt ukendt men også helt utænkeligt).

Jeg sætter selv af flere grunde stor pris på alle 3 egenskaber. Det er indlysende, at det kan være værdifuldt at kunne studere et portræt af den biograferede.

Knapt så indlysende er det måske, at det kan være værdifuldt af få oplysning om den pågældendes slægtsforhold. Men slægten er jo ofte eller som regel et vigtigt netværk for den pågældende og kan sige noget om vedkommendes indflydelse i forskellige sammenhænge. Jeg mener faktisk, det er en mangel ved f.eks. Kraks Blå Bog (som er et biografisk leksikon over nulevende personer, hvis artikler ganske vist er om ikke forfattet så dog meddelt af den biograferede selv) samt helt generelt, at der sjældent eller aldrig oplyses noget videre om betydende personers slægtsforhold. Hvilke(n) matrix tilhører de?

Nutidens globale landsby gør det i mange tilfælde muligt for magtfulde personer med store netværk at få placeret loyalister på en række betydningsfulde poster i den vestlige verden, hvad enten loyaliteten skyldes slægts-, clan- eller nationale- resp. loge-, forenings- eller andre netværk. Det vil altid være væsentligt at forsøge at få biograferede personers forskellige netværk oplyst, resp. i muligt omfang den samlede matrix af superpositionerede netværk.

Om Steenstrup oplyses videre, at han foretog omfattende studierejser og derigennem fik et særligt kendskab til udenlandske kilder til dansk historie. Han var overordentlig produktiv som historisk forfatter, og udgav bl.a.: “Studier over kong Valdemars Jordebog” (1873-74). Hans hovedværk “Normannerne” kom i 4 bind 1876-82, hvoraf det 4. bind “Danelag” skaffede forfatteren den juridiske doktorgrad (der er vist ret langt mellem dr.jur’erne?). 1897-1904 udkom hans 1. bind til “Danmarks Riges Historie”. I 1891 skrev han “sin fine og skarpsindige bog om folkeviserne” og knyttede hertil en vægtig afhandling i Historisk Tidsskrift (1919-20). Videre skriver Engelstoft: Om en mængde danske kulturforhold af forskellig art har han skrevet lærde og indtrængende afhandlinger; en hel side af kulturhistorien behandlede han i “Den danske kvindes historie” (1917).

Engelstoft resumerer bl.a.: Han tilhører som historiker en ældre generation end Erslev og har stået skeptisk overfor den skarpe kildesondring ((d.v.s. diplomer/dokumenter overfor sagn/myter)) og bl.a. stærkt hævdet sagnenes og visernes historiske værdi. På det punkt fornemmer jeg, at Steenstrup i virkeligheden har vist sig at være foran og mere moderne end sine efterfølgere, da myter, sagn og folkeviser vistnok er ved at blive noget revalueret som potentielle historiske kilder?

Men tilbage til Steenstrups lille bog om personnavnene i Danmark. Bogen er opdelt i 2 hovedafsnit. Første hovedafsnit på ialt ca. 75 sider består af 17 afsnit, hvoraf jeg vil omtale nogle få. Sidste hovedafsnit er et lille navneleksikon på ca. 65 sider. I realiteten er hele bogen så interessant, at den fortjente at blive gengivet in extenso, hvorom der dog naturligvis ikke kan være tale her. Jeg må indskrænke mig til nogle få smagsprøver, idet jeg dog vil forsøge at få plads til en del eksempler fra navneleksikaet bag i bogen.

Som sædvanligt er det gengivne overalt anført bag anførselstegn, og som sædvanligt kan jeg have udeladt eller ændret forældede eller (for en moderne læser) uklare ord, vendinger eller steder. Mine egne kommentarer står overalt i parantets.

Bogens 1. afsnit starter således:

“Et navn er kun et ord, men der knytter sig mærkelige egenskaber ved det. Det er uadskilleligt knyttet til en enkelt person, som ikke selv har givet sig det, det kan lyse foran ham eller hende gennem det fordelagtige billede af dets bærer, som det indeholder, eller ved erindringen om andre, der har båret det samme navn med hæder. Eller det kan snige sig efter ham/hende som en ond skygge ved egen eller andres skyld.

“Derfor er hver enkelt mand eller kvinde følsom overfor sit navn og kan ikke tåle at der vrænges ad det, eller at der ændres måske endog det mindste på det. Det er på en vis måde mandens og kvindens personlighed omsat i en anden form.

“Derfor ser man også, at der hos de stammer og folk, der endnu står udenfor den almindelige civilisation og som vi betegner som vilde, tages de mærkeligste hensyn til navnet. Det kan således være skik, at de bortgangnes navne slet ikke bør nævnes, da deres ånder kunne hævne sig derfor, eller det navn, som den afdøde bar, tør aldrig mere blive anvendt.

“Rundt om hos folkeslagene ser vi således, at der ved valget af navnet tages hensyn til de usynlige magter. Ved at lade navnet minde om en Gud stiller man det nyfødte barn under Gudens beskyttelse. Eller man undgår et altfor rosende navn, der kunne hidkalde Guddommens misundelse eller uvilje. At bære en afdøds navn kunne – som det allerede er sagt – udæske hans endnu i åndeverdenen levende personlighed til hævn. Når da ikke netop den modsatte forestilling gør sig gældende, at en nylig afdød vil ved en sjælevandring fødes påny i det barn, som kommer til verden kort efter hans død.

(Jeg kommer her til at tænke på Franz Kafka som i bogen “Samtaler med Kafka” (af Gustav Janouch, dansk udg. udkommet 1993 på Hans Reitzels forlag) gentagne gange citeres for at sige (omtrent) at “ord er farlige, og må omgås med varsomhed”. Jeg håber i et kommende bidrag at kunne omtale denne meget læseværdige bog om den elskværdige vismand og kritiker Franz Kafka, om hvem jeg i.t.v. kun har en enkelt spørgsmål: Hvorfor han, der synes at have en (i medfør af sit overlegne intellekt og absolut ikke ud fra et ønske om at krænke andre) kritisk holdning til snart sagt alt og alle, er så mærkelig ukritisk overfor de gamle religioner? Der synes her at være en mærkelig inkonsekvens i hans intellekt? Kan denne ubalance muligt have været en medvirkende årsag til hans sygdom og tidlige død? Som sagt håber jeg at kunne vende tilbage til denne bog, som jeg har studeret med stor glæde, men som jeg p.t. har forlagt).

“Men netop da navnet rummer så betydningsfulde egenskaber, vil navngivning af barnet være en vigtig handling, ved hvilken der bliver iagttaget skikke af religiøs eller dog højtidelig art. Oldinge eller præster, høvdinge eller slægtninge kan være tilstede ved den, og vore nordiske forfædre kendte en “vandøsning” sammen med “navnefæstet” længe før kristendommen og med den dåben trængte ind i landene.

“Et folk kan tegne sin egen karakter eller i alt fald væsentlige sider af den gennem arten af de personnavne, som det benytter. For at belyse de nordiske og danske navne vil det være lærerigt at kaste et blik på, hvordan andre folkeslag har formet deres navne, og ganske særligt at se hen til de kurturfolk, hvorfra i tidlig tid eller i de senere århundreder navne er vandrede ind til vort land.

“Vender vi os til Grækerne, vil vi i deres navngivning (ofte) finde Gudsfrygt eller from taknemmelighed. Her finder vi således et hundredtal af navne sammensatte med Teos (Gud), således Timoteos – frygtende Gud, Teodotos – givet Gud, Teodoros – gave fra Gud, og endvidere navne, som minder om en enkelt Gud: Herodotos – skænket Gudinden Here (=Juno), Apollonios – viet Apollo. Men den langt overvejende del af de græske navne viser hen til egenskaber af ædel art hos mennesket eller til ry og berømmelse, vundet ved sådanne egenskaber. Således Sofokles – med ry for visdom, Temistokles – berømt for retfærd, Trasybulos – djærv ved råd og Aristokrates – ypperligst i styrke.

“Til en helt anden verden synes vi hensat, når vi undersøger forholdet hos Romerne. Her holder man sig langt nede ved jorden, og navnene har en nøgtern karakter. Man kan ikke tvivle om, at man har at gøre med et praktisk, fortandigt, agerdyrkende folk. Således med agerdyrkeren – Agricola, bønnemanden – Piso, svineopdrætteren – Porcius. Andre navne peger hen på rent ydre, legemlige forhold: Sort – Niger, rød – Rufus, blålig – Livius, blind – Cæcus. Atter andre viser os Romernes lyst til spot og satire. Over al måde prosaisk er det, når barnet kun forsynes med et talord: det femte – Quintus, det sjette – Sextus, det ottende – Octavianus. Man kan undre sig over, at Romerne kunne føle sig tilfredse med navne, der gennemgående havde så lidt løftende ved sig, selv om man også hos dem kan finde havne med digterisk stræben eller af mere åndelig art.

“Hos alle de jafetiske (indoeuropæiske) folk viser der sig en en navnebygning, som er beslægtet med den græske, når netop undtages de i Italien boende folk. (Tør man gætte på, at denne forskel tildels kan have sin årsag i, at de “tidlige italienere” – etruskerne, vistnok netop ikke var et indoeuropæisk folk?). Den romerske navngivning holder vi i det hele udenfor den efterfølgende betragtning, den var både egenartet og stærkt reguleret. Hvert navn bestod ordentligvis kun af ét led med en tilføjet endelse, og hver borger havde sædvanlig tre navne – fornavn, slægtnavn, tilnavn.

“Hos alle andre indoeuropæiske folkeslag var det en hovedregel, at navnet (d.v.s. fornavnet / dåbsnavnet hvorom her alene er tale) i alt fald fra først af bestod af 2 led, der ved deres indhold var knyttet til hinanden (f.eks. Gud-Gave eller Visdom-Ry). Efterhånden udviskes denne regel dog noget.

“Vi begynder med at undersøge, om de gamle navne (d.v.s. nordiske navne, hvorom det følgende alene handler) indeholdt Guders navne. Og ét forhold er her vel værd at erindre, nemlig at det menneske, som tror på en Gud, ikke vil tildele sig selv denne Guds navn eller lade sit barn eller andre bære det. Gudsfrygt og ærefrygt vil holde ham tilbage derfra. Ingen Jøde og ingen Græker, så lidt som nogen Nordisk mand ville gøre sig skyldig i en sådan handling.

“Den dansker, som tror på Tordenguden, kalder ikke sin søn Tor, men han kan stille sønnen under Tordengudens beskyttelse ved at lade barnets navn minde om den mægtige værner for hans hjem. Han vil kunne kalde sønnen Torketil, Torer eller Tord, datteren Torgun eller Tora, og lignende. Vi kan derfor være forvissede om, at alle de mange stednavne i Danmark, der senere hed Torslev, Torsted, Torstrup, hvor ordets sidste led betyder en menneskelig bebyggelse, ikke indeholder selve gudens navn, såfremt de skriver sig fra hedenskabets tid, men at navnet på den person, der grundlagde bebyggelsen var en Tord, Torsten eller lignende (Tord er sammensat af Tor + fred, altså Torsfred analogt det senere Gudsfred).

“Nordboernes almindelige betegnelse for Guder var Aser, i flertal Æsir, altså bøjet som stad – stæder. Ordet As har oprindelig været udtalt med en nasallyd Ans, som f.eks. bevaret i Ansgar. As- er bevaret uforandret i flere danske navne, således Asgot, Astrad, men meget ofte fandt en omlyd sted til Æs – Æsbjern, Esben.

“Om Guderne mindes vi endvidere ved navne som Gudmar, Gudrun og Gudmund. I det sidste navn forekommer tillige Mund, der betyder beskyttelse eller værn (som i formynder).

“Hvis vi ikke vidste ad andre veje, i hvor høj grad Tor var yndet i Danmark, måtte det fremgå af den lange række personnavne, hvori Tordengudens navn er indgået. I denne henseende danner nordboerne en bestemt modsætning til Tyskerne, hos hvem Tor (Donar) kun findes i et par navne. En anden i Danmark og Sverrig højt yndet Gud var den til Vanernes gudeslægt hørende Ing (eks. Inge, Ingvar, Ingjald og Ingegerd). Frø var frugtbarhedsguden, hvorefter runestenenes Frøbjørn, Frøger og Frøsten (samt evt. det også nutidige Frøst/Frost?). En art væsner af guddomsart var Alferne (Elverne), og vi træffer da også på de danske runesten navne sammensat med Alf-, således Alfarr, Alfkel, Alfvin.

“Ragnarok er os vel bekendt fra den nordiske gudelære. Det må gengives ved “Gudernes jærtegn”, men blev misforstået allerede i oldtiden som “Gudernes tusmørke” (Røg). Ragna er ejeform af Regin, som betyder “de styrende Gudevæsener”. Forekommer i navne som Ragnhild, Ragnvald og Regner (Raginhar).

“Vi bringes også de hemmelige styrende magter nær gennem Run – Hemmelighed, Rune. Forekommer i Runulf, Gudrun og Rune (Runtoft). Vi betød helligdom, det til Guderne viede, og dette ord indgår som forled i flere navne, f.eks. Vigot, Vemund, Viste, Viborg, Vifrid. Om hvad der er helligt taler navne som Helge og Helga.

Steenstrup går herefter over til at omtale navne, der vidner om kamp og krig, men herom evt. mere i et kommende bidrag.

kommentarer (0)

Vagabonder
6. jul 2009 11:44, GP

22 + 13 billige bøger (tredie del)

8. KIRKEBOGSSTUDIER af Gustav Bang. Bidrag til dansk befolkningsstatistik og kulturhistorie i det 17. aarhundrede. København, Gyldendal, 1906, 142 sider.

I Dansk Biografisk Haandleksikon (bd.1, Gyldendal, Kh. 1920) meddeler den (næsten) allestedsnærværende og (næsten) altvidende redaktør Poul Engelstoft (senere hovedredaktør af Dansk Biografisk Leksikons 2.udg. i 27 bd. fra årene omkr. 1940 og den 26 bind store Trap-Danmarks 5. udgave fra 1950’erne) bl.a., at Bang er f. 1871 som søn af sognepræsten og historikeren Vilhelm Bang og hustru Kamilla Lassen (Vilhelm Bang huskes vistnok især for sin interessante “Præstegaardsliv i Danmark og Norge fra Reformationen til det 17. aarh’s slutning”, men skal iøvrigt have leveret langt over 1000 bidrag til tidsskrifter og aviser).

Gustav Bang blev allerede som 26 årig dr.phil. på en historisk afhandling og blev 1910 socialdemokratisk folketingsmedlem. (Hans efterlevende hustru Nina Bang blev i 1924 danmarks første kvindelige minister). Hans tidlige død (1915) var ifgl. Engelstoft et tab såvel for dansk historie som for hans parti, idet han “med grundig og ærlig forskning forenede brændende idealisme og fin karakter”. Hans historiske forfatterskab gik mere og mere på social-historisk oplysning, og herhen hører vist tildels også den “fortræffelige social-statistiske undersøgelse KIRKEBOGSSTUDIER”.

Bogen indeholder 14 kapitler (bl.a. “Befolkningens Omflytning”, “Analfabeter”, “Ægteskab”, “Fødsler udenfor Ægteskab” o.s.v.), men jeg vil nøjes med at gengive nogle stykker af kapitel 4: “Det vagabonderende Proletariat”, der måske i nogen grad kan siges at være typisk for forfatterens interesser og holdninger.

(Som sædvanligt er det gengivne overalt i anførselstegn, endskønt jeg kan have valgt at udelade nogle mindre væsentlige passager eller for tydelighedens skyld ændre enkelte ord eller vendinger, – bogen og sproget er trods alt godt 100 år gammel. For forståelse af hvor stort fattigdomsproblemet er – op mod 10 % af landbefolkningen gik rundt på vejene som hjemløse tiggere – må erindres, at vi befinder os i det af allehånde krige, såvel inden- som udenfor landets grænser opfyldte 1600-tal. Mine egne kommentarer er anført i dobbeltparentes).

—————

“Foruden den bosiddende, i sognet hjemmehørende bondebefolkning, træffer man et andet, stærkt flydende befolkningselement: det vagabonderende tiggerproletariat. Man behøver kun at gennemløbe nogle få kirkebøger for at få et indtryk af dets masseagtige karakter. Regeringen søgte ved en række tiggerforordninger at dæmme op imod strømmen. Princippet var, at den arbejdsføre fattige skulle tvinges til arbejde, den arbejdsudygtige skulle kun have ret til at betle indenfor sit hjemsogns grænser.

“Netop ved begyndelsen af den periode, kirkebøgerne belyser, blev dette princip indskærpet i et Kongebrev til lensmændene af 31.1.1647. Helt uden virkning har det vel ikke været. Man ser, at der rundtom i sognene er blevet optaget fortegnelser over de tiggeberettigede fattige; men gennemgående har bestræbelserne været uden varigt resultat; de sociale forhold producerede bestandig nye sværme af vandrende tiggere.

“Trods alle strænge straffebestemmelser ser man stadig det uhyggelige tog af forulykkede eksistenser, forsultne og pjaltede og fulde af utøj, småbørn og udslidte oldinge, frugtsommelige kvinder og krøblinger, rømte misdædere og tatere, – drage i evig uro hen ad alle landeveje, dø i landevejsgrøfter eller i lader og udhuse, hvor godtfolk undte dem husly “som vilde fugle”, et element der ved sin masse og ved sin hele sælsomme karakter sætter et ejendommeligt præg på det 17. århundredes befolkningsforhold.

“Af største betydning for forståelsen af datidens sociale tilstande ville det være, om man kunne beregne, hvor stor en del dette vagabonderende pjalteproletariat har udgjort af den samlede befolkning. ((Her kommer en halvanden side lang udredning, hvorpå forfatteren konkluderer-)): Gennemgående kan det altså antages, at henved 10 % af den befolkning, der i det 17. århundrede opholdt sig i de sjællandske landdistrikter, har tilhørt dette samfundslag. Udenfor Sjælland har det vistnok været svagere repræsenteret ligesom man vinder det bestemte indtryk, at det vandrende proletariat i hvert fald på Sjælland har været langt færre i byerne end på landet. Købstæderne og ikke mindst København synes at have udspyet adskillige flere mislykkede eksistenser, end de har draget til sig andetstedsfra.

“Hvem var nu de mennesker, der således flakkede landet rundt? Hvor skrev de sig fra? Hvad var det for årsager, som havde kastet dem ud i denne tilværelse? Først og fremmest var der krøblinger, blinde og allehånde andre abnorme individer, og de har udgjort en meget betydelig del af det vandrende proletariat. “Et fattige fremmed kvindfolk,…fuld af vattersot”, “en gammel fremmed mand, som var krøbling og førtes fra hus til hus”, “var vanfør og poppelsislagen” ((apoplexi-slagen)) – er betegnelser, der forekommer gang på gang.

“De af dem, der var ude af stand til at slæbe sig frem, blev transporteret fra sted til sted, i almindelighed aget på vogn, undertiden også båret på bærebør eller kørt på hjulbør. Hurtigst mulig har man allevegne søgt at blive af med sådanne gæster og få dem ført til næste landsby, hvor de læssedes af vognen i den nærmeste gård og derfra blev båret videre til de andre gårde for at få en drik øl og et stykke brød og befordredes afsted igen.

“Meget hyppigt træffer man skildringer som denne: “en ubekendt fremmed stodder, som blev i stakkelrejse slængt af vognen udi Peder Nielsens gård, hvor han da blev båret ind i stuen så nær død, og sås dog der af mænd der i byen at give sine to sidste sukke”; og som denne: “en fattig kvinde, som Lars Hansen lod halvdød fra sig føre på sin vogn til Peder Jensen, hvor hun nogle tider derefter døde i adskillige byfolks nærværelse”; eller som denne: “en fattig fremmed vanfør pige, som de førte omkring og blev ført omkring her i byen om dagen tilforn, og i den sidste gård berettede tjenestedrengen, at der var endnu liv i hende, der de bare hende ind; og Ane, unge Niels Jensens, som var med at bære hende sagde, at hun gav hende en skål øl, som hun drak; men der de havde båret hende ind til Niels Madsens og drengen havde kyndet dem det, at de havde båret demmen den syge pige til deres forstuedør, da det første de ginge straks ud, da var hun aldeles død”.

“De blinde ser man gerne i følge med deres hustruer og børn, stundom også med fremmede børn, som de har taget til sig. Også åndssvage træffes ret hyppig: “en arm fremmed dreng på en 16 år, havde gået der i byen på anden uges tid og tigget; så nærmere ud til et levendes lig end et levende menneske; ganske usnild, hvor han kom, med snakken og andet”.

“Så var der de mange, som af alder og sygdom var kastede ud af erhverv. Ikke sjælden anslår præsten de afdøde tiggeres alder til 60-70 år. Undertiden angiver han også deres tidligere livsstilling, forsåvidt han har kunne opspørge den: “en fattig mand, som havde været hyrde tilforn i Ballerup, gik om at trygle”; “en gammel fattig stakkels mand, havde boet i Fuglebjerg, været klokker der mange år”. Eller man møder “en fattig fremmed mand, som i sin sygdom vankede omkring med sin hustru at bede om brødet i Guds navn”; eller “en meget fattig kvinde og i lang tid formedelst en sær flod i sine lemmer helt elendig, havde velhavende brødre og søstre, men døde forladt af dem alle”.

“Af og til var det en tjenestepige, “som formedels sygdoms skyld blev udstødt af sin tjeneste udi Næstved og forsendt på en bondevogn, hørte hjemme i Slaglille, hvor hun iblandt mange slægt ikke fandt en eneste, som ville huse hende”. Meget hyppigt var det afskedigede eller syge soldater: “en af disse omkringgående afdankede soldater, siger sig at være født i Lifland, hans kone er født i Sverige”; eller “som tilforn havde været soldat og nu gik omkring og betlede”; eller “en gammel soldat, som kom syg til”; eller “en rytterknægt, som kom til Søstrup og da var næsten død, så at han hverken kunne tale eller høre”; eller “en rytter, hvis navn ej vides, eftersom Peder Sørensen blev af tvende andre ryttere tvunget til at tage hannem, som var dødssyg op på sin slæde og age ham hjem med sig”; eller “en stakkels Jydekarl, som nylig var ført fra Jylland for at være soldat, men formedelst sin store svaghed havde fået forlov at bjærge sig, hvor han kunne”.

“Nu og da var det også folk, som tilhørte den studerende stand: “for nogen tid siden læst for børn ((d.v.s. undervist)), nu vanfør og tigger”; og “en fremmed vellærd student har for fattigdoms skyld på adskillige steder hos gode præster informeret deres børn, var også hos Hr. Anders Svendsen i Jersie på tre fjerdingårs tid og tjente hannem i prædikestolen; udi hans skrøbelighed dimitteret ((afskediget))”; og “en tysk studiosus, født i Westphalen af papistiske ((katolske)) forældre, men siden havde antaget den lutherske lærdom og derfor lidt meget forfølgelse, kom fra Karlslunde til mit og lånte hus, betagen med en indvortes svaghed, og efter to dages forløb døde i mit hus”.

“Ved siden af de gamle og udslidte tiggere var der de ganske unge. Det er ikke så sjældent, at man i begravelsesprotokollerne træffer børn på en halv snes år eller deromkring, som på egen hånd går om fra landsby til landsby og tigger deres brød. I et sogn finder man en sådan tiggerpige på 8 år, tre uger senere en anden, “som det kunne synes ved 12 år”, og et par år efter en tredje på 14 år. Det har vel gerne været børn, som er vokset op på landevejen og er kommet til at stå ene ved moderens død; i enkelte tilfælde ser man sådanne forladte og hjemløse børn blive taget i pleje af den bosiddende befolkning, i andre tilfælde blive antaget af andre tiggersker. Tiggersker, der drog landet rundt med deres spæde børn på armen nævnes så hyppig i kirkebøgerne fra alle landets egne, at det må have været et ganske dagligdags syn.

“Så snart den vagabonderende kvinde kunne rejse sig fra barsellejet, drog hun videre med sit barn – der da selvfølgelig såre ofte bukkede under efter meget kort tids forløb; nyfødte tiggerbørn, fødte i andre sogne, nævnes atter og atter i dødslisten; “begravede jeg en slegfredkvindes barn, moderen kom løbendes til Villum Frandsøn, hvor barnet straks døde, efter at hun en ganske kort tid tilforn havde gjort barsel”. Eller man finder blandt de begravede “en stakkel kvindes barn, døde af den kolde syge, den det havde haft siden Michaelis, havde levet 1 år og 12 uger”.

“En meget stor del af de enlige kvinder, der flakkede landet rundt, har været sådanne, som er blevet udvist af deres hjemsogn på grund af særlig grove overtrædelser af det sjette bud. Stadig finder man i kirkebøgerne eksempler på, at en pige er blevet udstødt af det borgerlige samfund, “eftersom hun med en ægtemand imod det sjette Guds bud havde syndet”, efter at hun var blevet afløst “for sin sjette horeunge”, eller efter at det var blevet bevist, at hun havde stået i forhold til en mand “som var i tredje led ((beslægtet)) med hende”.

“For sådanne kvinder var landevejen gerne den eneste tilflugt, og her taber man som oftest deres spor; hvor de dukker op andetsteds i dåbs- eller begravelsesprotokollerne, har de vel som regel dulgt deres fortid ved urigtige forklaringer, undertiden også ved falske pas. Stundom ser man dog en sådan kvinde i et fremmed sogn indstille sig til offentlig skrifte og derved søge påny at indordne sig i det borgerlige samfund, efter at hun længe “har rejst fra en sted til en anden som et vildfarende får”.

“Hyppigere skete det, at disse udviste kvinder efter en omflakkende tilværelse vendte tilbage til deres hjemstavn, når sygdom eller alderdom kom over dem; et sted kom en sådan kvinde tilbage “og lønlig opholdt sig hjemme”; et andet sted blev offentlig absolveret og dermed genoptaget i menigheden en kvinde, “som var for over 20 år siden forvist herredet og siden faret om som en vild fugl fra et sted til et andet og ikke være nogensteds til alters, havde og siden den tid begået lejermål for 16 år siden”. Flertallet af disse kvinder har vel under deres vandringer levet dels af tiggeri, dels af prostitution – ligesom også kvinder, der af andre grunde var kommet på landevejen, i vid udstrækning er sunket ned i løse og tilfældige forbindelser.

“Adskillige af de værkbrudne ((syge/handikappede)) kvinder, som transporteredes omrking i landet, har formodentlig også oprindelig været prostituerede, som ved smitte har pådraget sig deres sygdom; således hvor man blandt de afdøde finder “et letfærdigt skarn, som stod skifte i år ved påsketider, havde siden været i København, hvor hun kom fra og blev ført omkring som en elendig stakkel; hun kom ned til Pilemølle, og der døde hun i fæhuset i en krybbe; ingen kunne komme hende nær for stank; i samme krybbe blev hun ført til jorden og gjort et laag på”.

“Overordentligt hyppig fortælles det, at en mand er rejst bort fra sin trolovede eller hustru, “og ingen haver siden erfaret noget vist om ham”; undertiden, men langt sjældnere, fortælles det også, at trolovede eller gifte kvinder er flygtede. Meget almindeligt var det, at barnefaderen rømte, og tit skete det også, at moderen til et illegitimt barn lod barnet i stikken og drog bort. Ofte hændte det, at misdædere brød ud af fængslet og søgte sjkul i de skarer af navnløse og ukendte tiggere, som drog landet rundt; et sted var det en mand, som havde begået blodskam med sin stifdatter, men “fordi han ej var sat i godt fængsel og forvaring, havde brødt sig ud og rømt bort af landet”; et andet sted var det en kvinde, som var dømt fra livet for barnemord, men “rømte af sit fængsel, og kom bort sin Kaas ((d.v.s. blev væk))”; kun yderst sjældent finder man sådanne skikkelser nævnt på deres vandringer; de har selvfølgelig gjort alt for at dølge deres fortid.

“Der var fremdeles det store tal af gifte koner, som var kommet i elendighed ved deres mænds død eller fravær. Enker og forladte koner forekommer atter og atter blandt de vagabonderende tiggere; snart har de deres børn til dåben, snart bliver de selv begravede; efter alt at dømme har de udgjort hovedmængden af de kvindelige vagabonder – i hvert fald når bortses fra de vanføre. Også koner hvis mænd “for fattigdoms skyld” var taget ud som tjenestekarle, nævnes iblandt dem. En meget stor del af disse ulykkelige kvinder var soldaterkoner, som drog om med deres småbørn: “hun var en ægtekvinde, hvis mand, der havde været fra hende siden Michaelis sidst forleden, blev da soldat og er død”; “hvis mand skal være tagen til soldat ved Mikkelsdagstider sidst forleden”; “hendes mand var en soldat og blev udkommanderet med det folk til kejserdømmet”; “som berettede, at hendes mand af hververe at være hende fratagen”. Et enkelt sted nævnes også “en kvinde fra København, hvis mand var fangen i Tyrkiet; hun havde kongens brev om tavlen at lade omgå ((?))”.

“Til disse mange forladte eller forulykkede kvinder sluttede sig så andre, både mænd og kvinder, som ved forskellige forhold var blevet afskårne fra at tjene deres brød og drevne ud på tiggervandring: Mænd, som havde måtte rømme fra deres gårde, eller hvis gårde var brændt, familier, som i den skånske krigs urolige tider var nødt til at bryde op fra hus og hjem, og ligeledes under svenskekrigen en mængde fordrevne jyske familier. Endelig var der “Tartarerne” ((taterne)).

“En broget blanding af allehånde uensartede elementer var da dette tog af pjalteproletarer, der i stadig uro færdedes hen ad landevejen. De stod helt udenfor samfundet. Af og til træffer man eksempler på, at de kunne tjene lidt ved tilfældigt arbejde. Men i almindelighed har tiggeri og for kvindernes vedkommet sikkert også prostitution været de eneste kilder til livets ophold; påfaldende nok har jeg intetsteds i kirkebøgerne fundet noget eksempel nævnt på tyveri, begået af dem.

“Deres kår var de usleste, som tænkes kan. Af befolkningen blev de undertiden behandlet nogenlunde godt, undertiden med den største brutalitet. Selv den vanføre kvinde, som hjælpeløs blev aget mellem byerne, var udsat for at måtte give sig til pris for den karl, der kørte for hende. Og selv hvor en kvinde var i barnsnød, hændte det ofte, at hun kun “med nød fik hus at låne”. En særlig uhyggelig scene af denne art skildres i en fynsk kirkebog: “Om aftenen kom en fremmed kvinde her til præstegården, hun kom frem med et nyfødt drengebarn, som hun nylig havde født i urtegårdsmandens have, og som de kastede hende på en vogn, som førte hende her til Vindinge med sit barn og ingen ville indtage hende, kom hun hid til mig og klagede sin nød, begærede, at jeg ville døbe hendes barn, som hun troede ikke til livet; jeg miskundte mig over hende, tog hende ind og lod hende ligge et sted i huset, døbte hendes søn, dette var om aftenen, straks solen var nedgangen; om morgenen derefter, lidet før solen stod op, fødte hun endnu et barn”.

“Udtærede og elendige så de ud; ofte finder man skildringer af indhold som denne: “en udlevet gammel mand, meget syg og målløs, var ganske fuld af lus, som havde ædt huller på hannem”. En mængde af dem døde under åben himmel, når stræng frost og snefog satte ind; i et sogn træffer man med kun 2 – 3 ugers mellemrum først “en fattig fremmed mand, som blev fundet død udi Porsmosen og var frossen ihjel” og dernæst “en fremmed stakkels kvinde, som lå frossen ihjel på Bråby mark”; i et andet sogn “en stakkels gammel mand, funden død på marken, som uden tvivl var omkommen i forleden snefog”; i et tredje sogn finder man en novemberdag “en stodderkvinde, som døde ovre på gaden og ingen kendte hende”; i et fjerde sogn en 70 årig tiggerske, der var “blevet af kulde betagen og død straks derefter”.

“I månederne december – april indtraf der forholdsvis mere end dobbelt så mange dødsfald som i de øvrige 7 måneder. De afdøde vagabonder blev begravet på menighedens bekostning, som regel ved lidt hjælp fra kirkeblokken, undertiden også ved en direkte indsamling blandt sognefolkene; meget hyppig blev der ikke bekostet nogen kiste, men liget blev svøbt i et lagen og jordet; undertiden ser man den mand, der grov graven og den kvinde, der klædte liget, dele de gamle pjalter”.

kommentarer (0)

En boglade
11. jun 2009 21:29, GP

Efter travlhed med andre gøremål i næsten 3 måneder hermed endnu et lille bidrag til min blog. Bl.a. har det tildels superfine vejr her i foråret og forsommeren oprigtig talt inviteret mere til cykle- og fototure end til boglige sysler og vinkelskriveri.
Det er ellers ikke fordi jeg mangler emner til at blogge om. Der er adskilligt både fra fotoverdenen og mine bogstabler, der trænger til at blive kommenteret!

For nu at tage bøgerne først, så kan jeg når jeg kigger over min venstre skulder se, at bøgerne på gulvet henne foran reolen synes at have formeret sig. Eller alternativt, at der er kommet flere flyvende ind gennem døren. Nok snarest det sidste?

Jeg kan se, at jeg har taget hul på at skrive om p.t. 2 bogstabler. Den første på ialt 11 titler startede jeg på allerede sidste år, og har indtil nu (kun) nået at omtale 5 stk. Det sidste herhen hørende bidrag er “St.Petersburg” fra ultimo december 2008. Efter den der anførte liste skulle jeg herefter tage fat på at omtale “Kongemagt og Aristokrati” af Aksel E. Kristensen (1968). Men da der synes at være en vis tradition for, at jeg omtaler bøgerne i denne række lidt mere udførligt end ellers, og da denne bog iøvrigt har vist sig forholdsvis svært fordøjelig for mit usystematiske gemyt, ville jeg gerne lade den ligge lidt endnu. Gemt er ikke glemt.

Den anden serie under bearbejdning er “22 + 13 billige bøger”, hvortil der hidtil er kommet første og anden del (det sidste bidrag d. 22.febr.). Jeg ville derfor nu have fortsat med tredie del af denne serie. Men på given foranledning vil jeg alligevel foregribe udviklingen lidt og tage en ydmyg lille bog frem fra en nyankommen stabel. Det drejer sig om Otto B. Wroblewski’s lille bog “Ti Aar i C.A. Reitzels Boglade”, Kh. 1889, 59 sider, erhvervet i maj md. på hollandsk udsalg på Rådhuspladsen for 20 kr.

Anledningen er naturligvis, at C.A.Reitzels boghandel og forlag i Nørregade her i hovedstaden netop har lukket og slukket, mon ikke det skete ved udgangen af 2008? Reitzels boghandel startede i 1819 og man kunne altså have fejret 200-års jubilæum om 10 år. Men tiderne er øjensynligt blevet ganske vanskelige for såvel boghandler som forlægger.

Wroblewski, der er født i København 1827 (d.1907), startede 1843 som lærling hos Reitzel, hvis lokaler dengang lå i Købmagergade (mon omkring nr. 45?), og blev der til 1853. Han skriver i bogen løst og fast om sine år der, og enkelte stykker heraf kan tænkeligt have – om ikke andet så kuriositetens – interesse endnu idag. Jeg tænker især på hans kommentarer til nogle af de mange forfattere og andre personligheder fra bøgernes verden, som mere eller mindre regelmæssigt kom i Reitzels boglade.

De stykker jeg gengiver fra bogen er overalt sat i anførselstegn, men desuagtet kan jeg for tydelighedens skyld have foretaget mindre udeladelser og/eller ændringer i det lidt arkaiske sprog. Det i dobbelt parantets anførte er mine egne kommentarer:

“Det var i sommeren 1843 at jeg, kort efter min confirmation, 15-16 år gammel indtrådte som lærling i C.A.Reitzels Boghandel – og hvor jeg så og oplevede mangt og meget, der stod i nøjeste forbindelse med og havde indgribende betydning for åndslivet her hjemme, på grund af den fremragende stilling Reitzel indtog som virksom forlægger og tillige som leder af datidens største sortimentshandel i Kjøbenhavn, ja man kan vel sige i Norden.

“Thi det er jo skjælnemærket mellem boghandel og al anden handel, at der i den er en ganske anden vexelvirkning mellem åndelige interesser og forretning end i nogen anden handel; ideelt set er en boglade – eller kan ialtfald tilligemed journalistikken være – brændpunktet for det åndelige liv i et folk.

“Sådan egentlig boghandel dreves i hine år af det store Gyldendalske firma, af Andr. Fred. Høst, af P.G.Philipsen og Schubothes boghandel, af Soldenfeldt og den Wahlske Boghandel; tildels også H.J.Bing og Søn samt C.Steen. Andre egentlige boglader existerede ikke, men tilkom senere og alle overfløjedes de (dengang) langt af C.A.Reitzels virksomhed.

((Carl Andreas Reitzel var handskemagersøn fra København, f. 1789. Han havde lært boghandelen og længe arbejdet hos Gerhard Bonnier i København. Bonnier, der var født i Besancon 1778, kom i 1802 til København og nedsatte sig som boghandler. Af hans 13 børn kom 3 sønner til Sverige og startede bl.a. den store Bonnier-forlagsvirksomhed dersteds. Reitzel kunne i 1819 ved hjælp af et lån på 200 Rigsdaler starte sin boglade i Store Kjøbmagergade)).

“Var sortimentsboghandelen, såvel med inden- som med udenlandsk literatur omfattende, så var forlangsboghandelen det i ikke ringere grad. Den æsthetiske literatur indtog en fremragende plads i hans forlag, som dog tillige rummede en vægtig repræsentation af videnskabelige værker, skolebogsliteratur m.v. i et indtil da ukendt omfang, ligesom en hel række videnskabelige tidsskfifter udgik på Reitzels forlag. Netop som disse linier nedskrives ((1889)), fejrer Ugeskrift for Læger sit 50-års jubilæum med Reitzel som forlægger.

“Man må dog overhovedet ikke overføre nutidens overproduktion af bøger på datidens forhold; men når hensees til det dengang i det hele udkommende antal bøger, udøvede Reitzels forlag fra trediverne til langt ned i halvtredserne en ubestridt førsteplads over alle andre danske forlag, og det i en periode, hvor dansk literatur havde et langt større marked, en videre udbredelse end nu, og i hvilken det at anlægge og stadig supplere en bogsamling var langt almindeligere end det nu for tiden er tilfældet; hertil kom, at vi havde store oplande i Slesvig og Norge bl.a. med en afsætning af skolebøger, som nu ikke kendes.

“At Reitzels boglade på denne måde var samlingssted for landets notableste forfattere var derfor naturligt; den var en fuldstændig literær børs, hvor bærerne af de store navne i denne den mest glimrende forfatter-periode jævnligt færdedes.

“Reitzels Boglade og “Mini’s Café” blev almindeligvis opfattet som literære brændpunkter, hvor dagens spørgsmål drøftedes og bynyt, navnlig forsåvidt det angik literære forhold, refereredes. Men det blev tilsidst Reitzel for meget; de fleste af de stole, der fandtes i bogladen til gaden og i det lille kontor ved siden af, som han benyttede til private forhandlinger, men hvor han forøvrigt ikke arbejdede, blev indraget, og i min tid var det kun en snævrere kreds af forfattere og literære folk, der jævnlig gav møde.

“Af sådanne mindes jeg som stadig besøgende:
Chr. Winther – Johan Ludvig Heiberg – Henrik Hertz – H.C.Andersen – Paludan-Müller – H.P.Holst – Just. Thiele – Fr. Fabricius – Fr. Sibbern – I.P.Mynster – H.N.Clausen – C.F.Engelstoft – C.E.Scharling – Søren Kirkegaard – Molbech (fader og søn) – Martensen – Grundtvig – Paulli – Stiftsprovst Tryde – H.C.Ørsted – Forchhammer – E.A.Scharling – Henr. Krøyer – L.Engelstoft – Werlauff – I.F.Gjødwad – A.W.Scheel – gamle Rosenkilde – lægerne Bendz, Schwartzkopf, M.Djørup, C.Otto, Ahrentzen, Thune og mange flere. Endvidere oberst Blom – major Fibiger – Capitain Tscherning – C.N.David – og senere: St.Blicher – Peder Ludvig Møller – M.Goldschmidt – Allen og mange flere. Ligeledes af den lærde republik fra Sorø: I.C.Hauch – Ingemann – Lütken – Steenstrup – C.F.Wegener m.fl.”

“Om jeg ville sige, at jeg omgikkes disse digtere og forfattere, ville det jo være både dumt og latterligt; men alene det, at se dem, at høre digterne, hvem jeg tillagde Gudernes sprog, tale som andre dødelige om de ligegyldigste ting og te sig ganske som andre mennesker, var for den unge, der var opfødt med Ingemanns romaner, Heibergs og Hertz’ skuespil og Holbergs komedier, en begivenhed. At der da af og til kunne falde et venligt og spøgende ord til mig, er jo en selvfølge

“Også kunde undertiden rivninger finde sted mellem de forskellige på dette neutrale sted, og at f.eks. forholdet mellem H.C.Andersen og Heiberg ikke var det bedste, efter at denne sidste havde udgivet de berømte “Nye Digte”, hvori førstnævnte var blevet hårdt medtaget i “En Sjæl efter Døden” er let forståeligt.

“Når nu hertil kommer, at der netop da var en – forøvrigt forbigående – misstemning mellem Reitzel og Heiberg, der gik så vidt, at personalet i forretningen havde ordre til, når Heiberg kom at nægte Reitzel hjemme, vil den efterfølgende situation være af yderst komisk virkning.

“Reitzel var inde i det omtalte lille kontor ved siden af bogladen med H.C.Andersen, da Heiberg kommer op i Bogladen, hvor da følgende samtale forefaldt:
– Goddag min unge ven! Er Hr.Reitzel hjemme?
Den pågældende unge ekspedient er yderst befippet ved at skulle lyve for den store mand og stammer altså nølende
– Nej hr. Professor.
– Ja så, ikke det! (han har imidlertid hørt lyden af de samtalendes stemmer inde i kontoret). Han er måske på Børsen? Her så han med sit mest sarkastiske smil på vedkommende.
– Nej det tror jeg ikke.
– Hmm – måske er han rejst til messen i Leipzig?
Det var en fuldstændig leg som katten med musen.
– Nej — det er han ganske vist ikke.
– Naa ja, så kommer han måske snart hjem?
Stadig hører man de talende ved siden af.
– Ja det gør han vel.
– Ja, så tror jeg, jeg vil vente lidt. Og dermed sætter han sig ned.

“Lidt efter går kontordøren op og de samtalende træder ud. – Stort tableau! Først fik vi, personalet, et lynende blik af principalen og derefter Heiberg det allerelskværdigste smil og håndtryk, der gjengældtes som om aldeles intet var passeret, med: Ah, goddag kjæreste hr. Reitzel! Ja, jeg tænkte nok at de kom snart hjem! og derpå fik H.C.Andersen et lige så smilende og høfligt goddag; men Andersen så ud, som han havde fået noget forfærdeligt bittert i munden og bugtede sig skyndsomt ud af døren.

“Denne nægten sig hjemme var overhovedet en svag side hos Reitzel, og utallige var de forlegenheder vi sattes i ved sådanne lejligheder; at det ikke var fordi han havde noget udestående med de pågjældende må jeg dog ile med at tilføje; det var som oftest hensynet til den kostbare tid; selv de bedste, de ældste venner måtte undgælde, når den hidsige, varmblodige mand ikke var i humør til passiaren.

“Jeg mindes således en scene med Molbech (den ældre), der ligeledes foregik i det lille kontor. En meningsforskjel mellem dem førte til højrøstet tale, der udartede til skænderi, som kunne høres ud i bogladen og hvori navnlig gamle Molbechs gnavne og pibende stemme var den fremherskende; tilsidst endte det med, at gamle Reitzel foer ud af døren, smækkede den hårdt i og forsvandt ud af bogladen, medens Molbech blev siddende ene derinde, våndende sig og klagende højt. Et kvarterstid efter kom Reitzel tilbage og da han hørte, at Molbech ikke var gået endnu, gik han atter derind og sagde ganske midt og venligt:” Nå, sidder De her endnu, gode professor!” “Ja”, klagede Molbech, “jeg har så ondt, så ondt i mit venstre knæ! – så trøstede Reitzel ham på bedste måde og snart efter skiltes de i god forståelse og i al venskabelighed.

“Jeg blev jævnlig sendt med mundtlig besked fra Reitzel til forskellige forfattere og hyppigt i det behagelige hverv at bringe honorar. Jeg har f.eks. gentagne gange været hos Heiberg og hos Hertz, hos H.C.Andersen og hos Molbech. Således kom jeg en dag op til sidstnævnte, der boede i Skindergade; længe og stærkere og stærkere ringede jeg på, indtil jeg langt om længe, som fra et fjernt borte liggende værelse hørte Molbechs skrigende stemme råbe “Kom ind!”.

“Fra værelse til værelse gik jeg så uden af finde professoren, indtil jeg tilsidst kom ind i en stor stue eller sal, hvor hele langvæggen var optaget af bogreoler, fyldte fra gulv til loft. Endvidere stod der reoler fra væggen og ud i salen som kulisser i et theater. Og midt imellem 2 sådanne reoler sad Molbech i en virksomhed, ved hvilken man ubetinget altid er alene, og da hen fik øje på mig, brød han ud i en strøm af vrede og forbitrelse over mit syndige hoved. “Hvor tør De understå Dem i at komme her ind? Ser De ikke, at jeg sidder her; værsgo’ og gå udenfor og vent til jeg er færdig!” Et påbud som jeg skyndsomt efterkom.”

“En anden gang kom jeg ligeledes i ærende fra Reitzel op til Molbech og traf udenfor hans dør H.C.Andersen. “Jeg har ringet og banket, men der bliver ikke lukket op”, sagde Andersen; formodentlig har han ikke ringet stærkt nok, thi lidt efter at jeg ringede, kom Molbech selv og lukkede op. Næppe havde han imidlertid fået øje på Andersen, før han i den heftigste tone udbrød: “Jeg vil ikke tale med Dem, – jeg vil ikke tale med Dem! Gå Deres Vej!” og trods al høflig demonstreren fra Andersens side og uden at tage mindste hensyn til at jeg som uvedkommende, trediemand overværede hele denne pinlige scene lod han Andersen gå, medens jeg høfligt lukkedes ind. Det var formodentlig reminiscenser fra den periode, da Molbech var theaterdirektør, og i hvilken han som sådan hyppig havde måttet forkaste stykker indleveret af Andersen.

“Når man blev sendt i byen for Reitzel, måtte man skynde sig; det vidste jeg altfor godt, og da jeg derfor engang i et af de allerførste af mine læreår blev sendt med honorar til Andersen, der boede i Hotel du Nord ved siden af, kom jeg ganske ufrivillig til at krænke denne store mand på det føleligste; han blev nemlig meget glad for pengene (det var en 100-daler-seddel). “Det var da en dejlig brun seddel! Mange tak! Skal jeg så ikke fortælle Dem et eventyr, min lille ven?” “Nej, mange tak!” måtte jeg sige, thi jeg vidste jo, hvad der ventede, om jeg ved besørgelsen af mit ærinde var bleven længere tid borte end højst nødvendigt. Men følgen var, at Andersen blev vred, og det tilgavns. Mange, mange år efter har jeg haft den fornøjelse at fortælle Andersen denne scene; den morede ham meget og han skrev da en “venlig hilsen og tak” til mig og mit hjem “for vor kjærlighed til hans digtning”.

“Det var ikke sjældent, at der dengang kom udlændinge op i bogladen, skønt København for ca. 50 år siden kun var sparsomt besøgt af fremmede. Det var således under mit ophold i Reitzels hus, at tyskeren Ernst Mahner kom hertil, formodentlig addresseret til ham af en tysk boghandler; det var en type på en “Ur-Germaner”, høj og bredskuldret, om end ikke så høj som Reitzel (hvis højde også syntes at imponere ham), dertil havde han en mægtig løvemanke og vældigt skæg, bredskygget hat, intet halstørklæde, bred udslagen krave og løst hængende fløjelsjakke. Han optrådte som forkæmper for et almindeligt menneskeligt broderskab med fælles boliger, endvidere for mådeholdenhed og lignende philantropiske ideer.

“Reitzel viste en generøsitet overfor de trængende og uformuende kunder, herunder studenterne, som søger sin lige. Adskillige januar aftener år efter år, når regningerne skulle udskrives, har jeg stået ved hans side med protokollerne over de private kunder opslået. Blad for blad gik vi dem igennem og mangen konto fik vedtegningen “kræves ikke”, “kan vente” eller blev helt strøget.

“Blandt mærkeligere besøgende i bogladen kan jeg mindes at have set Thorvaldsen; det var dog ikke for at købe bøger, at han kom; han havde truffet Reitzel ude i Byen (jeg tror på Mini’s Cafe) og var bleven opfordret til at tage i øjesyn et nyt udkommet stort kobberstik, som Reitzel havde fået (Napoleon på sit dødsleje); desværre gik han forgæves, da Reitzel ikke var hjemme, hvad denne højlig beklagede.

“Af og til kom også vor nuværende Dronnings broder, nu afd. landgreve Friederich af Hessen, der da var et ungt menneske, op i bogladen. Første gang jeg så ham, kendte jeg ham ikke og talte derfor ganske ligefrem med ham; da han udtog nogle bøger og forlangte dem sendt, måtte jeg spørge om hans navn, og fik da til svar: Åh, De kender mig jo godt, prinsen af Hessen! At jeg blev dygtig flov, kan jeg tydelig erindre.

“Kammerherre P.B.Scavenius til Gjorslev med fl. godser, den nuværende kultusministers fader, var også blandt de “store” og hyppige kunder. Det var en mand med et noget brusque væsen. Da han således en dag stod i bogladen og tale med Reitzel, der altid begegnede Scavenius med ganske udsøgt opmærksomhed, kom en bondemand fra gaden op i bogladen, beholdende hatten på. Forbitret over denne uopdragenhed – det var ikke da som nu almindeligt at beholde hatten på i offentlige lokaler – slog Scavenius hatten af hovedet på bonden, der var ved at tabe næse og mund af forbauselse, men helt forbløffet tog mod reprimanden.

“Men en anden tilstedeværende, en rød demokrat ville man nu kalde ham, nemlig fhv. fuldmægtig Troels Wedersø, satte demonstrativt sin hat på hovedet og stillede sig således op foran kammerherren, som ville han udfordre denne til at gentage eksperimentet; gamle Reitzel blev naturligvis ilde berørt herover og fik Scavenius ind i det lille kontor, mens Wedersø lønnedes med et rasende øjekast for sin heltedåd. Wedersø hørte til de hyppigst besøgende; det var en mand som var vel bevandret i literaturen og med mange kundskaber, der kom selskabet Athenæum tilgode, hvis bogkøb hos Reitzel han forestod. Det var en statelig figur med et ret kønt hoved, dog præget af et stærkt satirisk udtryk.

“Søren Kirkegaards ejendommelige skikkelse er en af dem, man ikke glemmer, om man så kun een gang ret har set den, endsige vi da, der så ham så jævnlig i bogladen; han var ikke meget indladende, talte vistnok kun om forlagsforetagender med Reitzel og med os i bogladen om bogkøb. Men et venligt smil fra det dybe, blå, tungsindige øje, hvormed han kunne se på én, en sjælden gang parret med et satirisk træk ved munden, når en ytring kunne more ham eller ægge ham dertil, havde en forunderlig betagende virkning ialfald på mig, der, ung og ulærd som jeg var, kun lidet anede de gigantiske og dybsindige problemer, der arbejdede bag den store tænkers pande.

“At jeg i min stilling som yngste lærling og dertil meget lille af vækst også kunne have modgang og måtte døje små ydmygelser, der dengang føltes som store, er en selvfølge. Jeg stod således en dag i bogladen og arbejdede i en noget magelig stilling med hånden under kinden, ved min pult, da lægen, etatsråd Schwartzkopf trådte hen til mig og uden videre flyttede min albue ned af pulten, idet han sagde:”Har min unge ven hovedpine, hvis ikke passer det sig ej at stå således ved sit arbejde!”

“Dog langt værre konfekt skule jeg få af en hypokonder og gnaven særling, generalkrigskommissær R., der var en ivrig bogsamler og desuden meget påholdende. Han disputerede med en af de ældre i forretningen om prisen på en bog; tilfældigvis kendte jeg ganske bestemt den rigtige og tillod mig, skønt uadspurgt, at nævne den. Men han, som formodentlig ikke vidste, at jeg hørte til personalet, affejede mig med et “pas dig selv, næsvise dreng!” hvilket sårede min selvfølelse på det dybeste.

“Lægen John Rørby hørte både til kunde- og vennekredsen; han havde frit sprog og gik uhindret og uden at banke på ind i det store kontor, i det allerhelligste, der ellers ikke betrådtes af profane fødder; hans høje slanke og ranke skikkelse og spøgefulde, elskværdigt-skumlende tale hilstes altid af os med stille glæde og tilfredshed, som en såre velkommen adspredelse i det ensformige kontorarbejde. Særlig mig viste han stor venlighed, som en gammel bekendt af mine forældre, dem han i de unge år var kommen sammen med i det Arbo-Collettske hus her i København og på Aldershvile.

“Til de vemodige minder om notable personligheder, som jeg fik at se i Reitzels boglade, hører digteren Steen Steensen Blicher’s skikkelse. Det var et sørgeligt vrag, af hvilket man vanskelig skulle kunne danne sig en forestilling om den berømte folkelivsdigter og vældige jæger. Men det var dog i en, om end sent lysende, aftensols blege skær. Han havde ved digteren og kritikeren P.L.Møllers hjælp fundet en human og rundhåndet forlægger i C.A.Reitzel, der i slutningen af fyrrerne foranstaltede den første samlede udgave af hans noveller og digte, et foretagende, der støttet af den nationale vækkelse i 1848 bidrog til at hæve den gamle digters ry og til samtidig at hjælpe ham ud af den hårdeste nød; det var på høje tid! I min autograf-samling opbevarer jeg som et relikvie F.C.Sibberns kaution for betaling af omkostningerne ved Blichers optagelse på Almindeligt Hospital! Det næste stadium havde vel været Ladegaarden; videre var man ikke i Danmark i det herrens år 1847. Han døde i marts 1848.

“Ved denne lejlighed lærte jeg P.L.Møller at kende. Han var ikke, åndeligt set, nogen sympathisk figur, men et fint hoved, skarpsindig og ætsende vittig, en åndrig smagsdommer, oppositionsmand mod Joh.Ludv.Heibergs absolutte dominans på kritikens område og bekendt som udgiver af “Gæa”, “Kritiske skizzer” samt et bind originale og oversatte digte og flittig medarbejder i “Corsaren”, hvis udgiver M.Goldschmidt også hører til de ansete forfattere, der om end kun for en enkelt bogs vedkommende seilede under Reitzels flag; men han var for meget “Corsar” til at kunne blive længe på eet sted.”

“P.L.Møller var også blandt dem, for hvem Reitzel stadig måtte nægtes hjemme; hvilket dog ikke anfægtede ham i højere grad, end at han uden videre gik ind ad porten og over gården, hvorfra han kunne se Reitzel siddende ved sin pult i det store kontor. – “Nå, ja, jeg vidste nok, at det var noget snak af dem ovre i bogladen, at De ikke var hjemme”; dermed introducerede han sig til gamle Reitzels slet dulgte vrede og vor forargelse.

“Hjemmet i mine forældres hus var alvorligt og – af tvingende nødvendighed – tarveligt; lediggang var et aldeles ukendt begreb; selv når lektierne var læst om vinteraftenerne, stilene til næste dag skrevet og aftensmåltidet derefter nydt, måtte vi brødre ikke sidde med tomme hænder. Medens vor fader læste højt, i reglen et eller andet nyttigt og belærende emne, medens moder bødede på ægtefællens eller sønnernes klæder, og tjenestepigerne sad (i samme stue) ved spinderokken, selv da måtte vi ikke nøjes med at være ubeskæftigede tilhørere; vi lærte at stoppe vore strømper, eller vi fik en pind eller et stykke træ at snitte i eller blyant og papir at tegne på; når læsningen så var endt, måtte vi vise vort arbejde frem og få det bedømt.

“Middagsmåltidet i det Reitzelske hus var så ejendommeligt, ialfald efter nutidsbegreber, at det vel fortjener at jeg dvæler lidt omstændeligere derved. Personalet nød det i forening med familien; det indtoges under iagttagelse af den dybeste tavshed, ialfald fra børnenes og personalets side; kun Reitzel, fruen, eller for at være oprigtig: Madam Reitzel – thi det blev hun kaldt – og Vigfus Erichsen ((en gammel medarbejder)) talte lidt under måltidet. Børnene, såvel de voksne som de yndre, dristede sig allerhøjst til hviskende meddelelser; end ikke når der kunne være en og anden gæst tilstede, blev denne højtidelige tavshed brudt. Til personalet taltes der ikke, og indbyrdes talte vi ikke til hinanden.

“I denne periode kom der 1 á 2 gange om ugen en eller anden student, der var anbefalet til Reitzel og spiste til middag; uerfaren og ukendt med husets skik kunne han da i begyndelsen tale højt til højre og venstre. Med forfærdelse kunne de yngre børn da se på den formastelige, medens vi andre i vort stille sind tænkte: Ja bi du kun, min ven, du bliver nok stækket; og ganske rigtigt, han var snart inde under fortryllelsen, der udgik fra gamle Reitzel og som nok kunne føres tilbage til hans frygt for alt hvad der kunne falde ind under det respektløse samt tidsspilde, og ingenlunde var begrundet i inhumanitet endsige uvenlighed; kun alvor! fremfor alt: Alvor!

“Som fridage (hele fridage) kendte vi kun første Påskedag samt Pinse- og Juledag; andre helligdage og søndage måtte der arbejdes i forretningen, således at reglen var, at vi (d.v.s. lærlingene), hveranden søndag efter middagsmåltidet, der altid var mere udsøgt end hverdagenes, havde tilladelse til at gå ud fra kl. 16 – 22. Kl.22 skulle vi nemlig helst være hjemme, når vi ikke ganske undtagelsesvis havde indhentet tilladelse til at måtte blive længere ude. For at kontrollere, om vi overholdt denne husets skik, måtte vi ved hjemkomsten melde os i stuen, hvor familien var samlet og der få lys og nøgle til vort værelse udleveret.

“Men det var kun hveranden søndag og om det end hyppigt blev hver søndag eftermiddag, gjorde ankomsten af den udenlandske post jævnlig skår i fritiden. Navnlig om vinteren var Hamburg-Posten ikke så sjældent forsinket; den kunne da ventes i et langt tog af åbne med pressenninger overdækkede holstenskvogne fra Korsør; det kørte ad Vesterbro, Vestergade, Skindergade, forbi Vaisenhuset til Postgaarden, hvorfra Reitzel, som særlig begunstiget, kunne få sine pakker udleveret allerede søndag eftermiddag, medens andre dødelige måtte vente til mandag formiddag.

“Idelig blev vi derfor såvel før som efter måltidet sendt over på posthuset for at forhøre, om posten ved hjælp af optiske telegrafer – andet kendte man ikke dengang – var “meldt”. Var dette ikke tilfældet fik vi i almindelighed tilladelse til at gå; men var den derimod meldt, måtte vi blive og knap en halv time efter dens ankomst kunne hele personalet med gamle Reitzel i spidsen være i travl aktivitet med at åbne de enkelte indlæg, konferere indhold med faktura og notere priserne, der altid skete med store og små latinske bogstaver, efter at prisen var oversat fra Thaler og Groschen til rigsdaler og skilling. Arbejdet gik da med liv og lyst og var Reitzel i godt humør, så fik vi på slige dage efter aftensmåltidet et stort glas varm punsch og et stykke kage.

“Selskaber gjordes der yderst sjældent i min tid i det Reitzelske hus. Jeg tror således, at der i de 10 år jeg var der, ikke en eneste gang var, hvad man kalder middagsselskab. Nogle gange var der bal, hvortil vi vare indbudte; det gik da meget muntert og fornøjeligt til, men da jeg aldrig har kunnet tåle dansen, skønt jeg ellers var en ganske flink gymnastiker, har jeg ikke mange minder herfra.

“I samme år, som jeg kom til Reitzel, åbnede Carstensen sit “Sommer Tivoli”; hvilken epokegørende begivenhed dette var for enhver københavner, kan jeg bedst bevise derved, at endog hele familien Reitzel var der den første aften og hele personalet den anden.

kommentarer (0)

Morsom aften
16. mar 2009 12:34, GP

En af mine gode venner var for nylig så betænksom at sende mig en billet til et arrangement her i lørdags, som han mente ville interessere mig.

Det pågældende arrangement var uddelingen af MCA-awards 2009 i Folketeatrets lokaler på Bellahøj.

MCA står for Media Communication Association, som er den danske afdeling af MCA-International, der har hovedkontor i Madison, Wisconsin, USA. Organisationen, der som navnet antyder omfatter media communication professionals, uddeler bl.a. også en række awards/priser. I USA især den eftertragtede Golden Reel Award, i Danmark en række awards for udvalgte dokumentarfilm. D.v.s. (video)film indenfor dokumentar, undervisning, information og markedsføring produceret for broadcast eller corporate communication eller af elever.

Priserne og arrangementet sponsoreres af en række firmaer i AV-verdenen: Avid, DNM-TV Production (der tillige er sekretariat for MCA), dicentia, EBH, monitor, ALDO, MedieTek, Hammerich, AVM, Henrik Malmgreen ApS samt Xerox.

Arrangementet startede med en velkomstdrink kl. 1800 ved Folketeatret i Grøndalscentret på Bellahøj. Man bliver hilst velkommen indenfor af en meget elskværdig herre, som – da jeg har fået kigget i det trykte program – viser sig at være formanden for MCA og aftenens arrangør Tonny Lambert.

Man bemærker straks en venlig atmosfære også i velkomstlokalet, hvor der er opstillet forfriskninger, der er såmænd også en cola til en vandmand som mig. Lokalet fyldes langsomt med gæster og det ses, at der allerede er opstillet levende ikoner, som alle der er “noget” ubetinget må eller vil hen og vise sin reverens.

Den mest iøjnefaldende er en høj flot herre klædt helt i sort, som står lige indenfor døren. Jeg mente nok, jeg burde genkende ham, men det varer lidt inden det går op for mig, at det er Ingolf Gabold, DR-dramaafdelingens grand old man m.m.m. (jeg må her undskylde mig med, at jeg ikke ser ret meget TV).

Den eneste af de øvrige, som jeg kender af udseende, er Ulrich Breuning, som man vist kan kalde det danske filmmiljøs grand old man. Han underviser nu i filmhistorie på Den Danske Filmskole og er aftenens konferencier – og han bærer næsten singelhandedly aftenen igennem til success på sine åbenbart stærke skuldre.

Uagtet der synes at være tale om et rimeligt mandsdomineret miljø, så mangler der dog ikke smukke kvinder i alle aldre. Jeg kender desværre ingen af dem hverken ved navn eller af udseende, så jeg vil nøjes med at nævne 2 af de smukkeste, da de indgår i dommerpanelet og derfor er omtalt i programmet. Pernille Munk Skydsgaard er lanceringschef på Det Danske Filminstitut og har bl.a. arbejdet freelance i Washington D.C. i en årrække. Ene Katrine Rasmussen er cand.mag. i film- og medievidenskab og chef for MEDIA Desk Danmark.

Der er, udover de 2 kvinder samt Ulrich Breuning (formand for dommerpanelet) og Ingolf Gabold yderligere 4 herrer i dommerpanelet, som jeg nævne her for fuldstændighedens skyld: Niels Jørgen Langkilde, tidligere informationschef på TV 2 og folkeingsmedlem. Kasper Holme Johannesen, som måske kan karakteriseres som super-DVD-ekspert. Anders Dylov, TV-producer og filmproducent m.m. samt Henrik V. Pedersen, produktionsleder og filmproducent m.m. og tidligere formand for MCA-Danmark. Der er utvivlsomt i alle tilfælde tale om sværvægtere indenfor branchen.

Efter en halv times smalltalk m.m. går selskabet over i Folketeatrets lokaler. Jeg har den sidste halve snes år boet indenfor gåafstand af Grøndalscentret, men har hidtil aldrig været der, ej heller i Folketeatret dersteds. Men det må indrømmes, at teatersalen samt ikke mindst forlokalerne er meget tiltalende, og jeg tror de har været medvirkende til den gode stemning man fornam under hele arrangementet.

Før man går over til selve arrangementet optræder rollespillere fra GERF i Gladsaxe med en sketch, som faktisk er meget morsom. Især de fantasifulde forklædninger er morsomme. Der er bl.a. en utrolig sjov trold, samt en drabelig “korstogsridder” med brynje, sværd og skjold. Skjoldet er heraldisk bemalet, og jeg spekulerer på, om den ridderlige helt er klar over, at det er de holstenske grevers våben “nældebladet” han bærer i sit skjold? I min barndom gik der endnu i den jydske landbefolkning frasagn om den kullede greve fra Holsten, som sammen med sine brødre faktisk ejede hele Jylland og det meste af det øvrige Danmark for 650 år siden, og som ikke æredes som en dansk helt!

Herefter byder formand og arrangør Tonny Lambert velkommen. Jeg har aldrig tidligere truffet ham, men han er tydeligvis sammensat af omtrent lige dele kompetence, elskværdighed og mangel på hybris, en tiltalende coctail.

Han giver straks efter ordet til aftenens konferencier Ulrich Breuning. Det afsløres i aftenens løb, at det er 25. gang han leder MCA-Avard uddelingen, og det kan naturligvis være en del af forklaringen på, at han har arrangementet og forsamlingen i sin hule hånd aftenen igennem. Men jeg vil dog mene, at det nok så meget er hans egen person der skinner igennem. Ial fald er han denne aften et unikum af kompetent og humoristisk venlighed, uagtet han måske bliver en lille smule spids, da lyden mangler på den første af de filmklip der vises i forbindelse med prisuddelingerne!

Med hensyn til de film, der blev “prisgivet” med guld, sølv eller bronce resp. kåret som den mest fantasifulde film eller med Grand Prix prisen, så har jeg ikke ret mange kommentarer, da jeg ikke er spor sagkyndig på filmområdet. Men det er mit indtryk, at danske filmmageres tekniske dygtighed er second to none, jeg så ial fald ikke antydningen af noget teknisk ubehjælpsomt nogetsteds.

Hvad angår broadcastfilmene, hvormed jeg her mener film med et vist episk indhold, kunne man naturligvis foretage en kritik af valg af emne. Men jeg mener at have forstået, at bedømmelse eller kritik af emnevalg næppe ligger indenfor dommerpanelets kommissorium, og derfor også udenfor dette arrangements primære formål. Dog kan jeg ikke lade være med specielt at fremhæve vinderfilmen i kategorien Den mest fantasifulde film, “Sammen mod mobning” produceret af DR for DR og Skolestyrelsen. Den er ganske utrolig morsom og ikke mindst velspillet. Bravo!

Blandt de præmierede film husker jeg iøvrigt (med forbehold for fejl, da jeg skriver uden noter): “Fra opvasker til hotelkonge” af DR for DR, vandt også aftenens GRAND PRIX! “En perfekt dag” af DR Aktualitet for DR. “Behov for Dækning” af Edvantage Group for Dansk Erhverv. “Markusholm” af TVA for Magasinet Søndag. “Livet er at arbejde…” af TV Glad Production for Videnscenter om Epilepsi. “7-eleven basic” af Edvantage Group for 7-eleven Danmark. “Piger” af Station Next for Station Next. “Suicide season” af Rasmus Hansen for Medieskolen Lyngby. “Story” af Station Next for Station Next. Desuden en film af Medieskolerne i Viborg hvis titel jeg ikke husker.

For en gammel amatørfotograf var det unægtelig morsom at være til stede blandt og så at sige rub shoulders med de ypperste fagfolk indenfor dansk dokumentarfilms produktion. Også uanset jeg slet ikke dur til small talk og derfor faktisk er a total loss i et coctail party. Men det var lærerigt specielt med hensyn til at gøre iagttagelser og efterfølgende betragtninger over forskellen til det rent fotografiske miljø, som jeg har kendt en del til gennem mange år.

Det var glædeligt, omend naturligvis en lidt tvetydig glæde, at jeg umiddelbart faktisk befandt mig bedre i dette dokumentarfilm- og broadcastmiljø end jeg normalt gør i de rent fotografiske miljøer. Jeg har som regel været blandt kunstnerisk arbejdende amatører, men også undertiden blandt erhvervsfotografer. Umiddelbart kan jeg ikke finde anden forklaring end begrebet empati.

Jeg tror film- og broadcastmiljøet i særlig grad er befolket af mennesker med et empati-overskud. I modsætning til fotomiljøet som jeg kender det, og som – måske – kan siges hyppigt at være befolket af mennesker med et vist empati-underskud. Det turde være evident, at et empati-underskud som hovedregel er en umulighed i film- og broadcast-miljøet. Man må ganske enkelt forstå sig på mennesker og have en høj følelsesmæssig intelligens.

Omvendt er det så vidt jeg ved ofte en fordel for den enligt arbejdende fotograf at have et vist empati-underskud. Jeg tænker f.eks. på portrætfotografen, om hvem Richard Avedon har sagt, at han ikke bør “relate too much” til de mennesker han portrætterer (se evt. mit bloginlæg om Richard Avedon på Louisiana). Eller på den enlige naturvandrer, jeg tror ikke en person med empati-overskud i længden kan udholde de mange og lange ensomme ture, som nok almindeligvis er en forudsætning for success på det område.

Men den i mine øjne behagelige atmosfære aftenen igennem ved dette arrangement kan måske også tildels skyldes, at man var “unter sich”. Som Ulrich Breuning på et tidspunkt i aftenens løb bemærkede, så er det en tildels incestuøs branche. Man kender hinanden og er blandt gode venner. Men man er åbenbart også blandt intelligente og kreative mennesker, for hvem gods og guld ikke er et og alt.

Jeg undrede mig over, at (dags- eller uge)pressen tilsyneladende var konspikuøst fraværende, der blev f.eks. næsten ikke fotograferet ved denne medie-event. Så vidt jeg bemærkede, var der kun en enkelt filmfotograf samt en fotograf fra et branche-fagblad. Mærkeligt! Kunne man ikke have promoveret denne event lidt mere blandt pressen? Eller er alle danske journalister på værtshus eller lign. lørdag aften? Jeg ærgrede mig over ikke at have medbragt min Nikon.

kommentarer (0)

Opgradering til Nikon D1
10. mar 2009 14:08, GP

Som nævnt foran, fik jeg i 2005 lejlighed til at opgradere min veteran-Kodak, det digitale spejlreflekskamera dcs-410 til en nyere veteran, Nikons D1 med 2,7 megapixel. Det svarer næsten til en fordobling af Kodak’ens pixeltal på 1,5 megapixel. Til gengæld er chipstørrelsen næsten 4-doblet, d.v.s. fra Kodaks ca. 9 x 13,5 mm til Nikons ca. 16 x 24 mm, det sidste er jo 4 gange så meget som 8 x 12 mm.

Man kan spørge sig, hvorfor Nikon ikke engang har kunnet komme op på Kodaks pixeltæthed? D1 kameraet er dog fra 1999, mens Kodaks dcs-410 er fra 1994. Svaret er vistnok, at der egentlig ikke var noget pixel-kapløb i disse tidlige år. Og det er ret kuriøst, at D1’ens chip faktisk har 10,8 megapixel, d.v.s. 4 gange så mange som man har udnyttet. “Udnyttet” er måske ikke det rette ord, for ifgl. et interview med en Nikon-udviklingsdirektør, som jeg har set på nettet (så vidt jeg husker på http://www.nikonweb.com/) er alle pixels udnyttet til at samle lys, men blot “wired together” i bundter på 4 pixels.

Dette skulle så også være grunden til, at man med lanceringen af Nikon D1x i 2001 har valgt kun at fordoble pixeltallet horizontalt og ikke vertikalt. Man har derved åbenbart kunnet beholde billedchipen stort set uændret, når bortses fra, at man nu kun har bundtet 2 pixels, og kun vertikalt. Det betyder til gengæld, at D1x-chippens opløsning er væsentlig lavere vertikalt end horizontalt. Internet-fotobladet http://www.dpreview.com/ opgiver den horizontale/vertikale opløsning for Nikon D1 til 1100/1150 begin_of_the_skype_highlighting 1100/1150 end_of_the_skype_highlighting linier og for Nikon D1x til 1600/1150 begin_of_the_skype_highlighting 1600/1150 end_of_the_skype_highlighting. Til sammenligning kan anføres tallene for Nikon D100 fra 2002 – 1600/1300, for Sony Alfa 100 fra 2006 – 2200/1800 og endelig Canon 40D fra 2007 – 2100/1800.

Der er her tale om den lineare opløsning, mens det visuelle skarphedsindtryk af et foto antageligt er mere afhængig af punktopløsningen. Det betyder igen, at man nok bør sammenligne de tal man får, når man ganger den horizontale med den vertikale opløsning, hvorved forskellen bliver større. Ganger man tallene ud på denne måde, får man: Nikon D1 – 1,265 mio., Nikon D1x – 1,840 mio., Nikon D100 – 2,080 mio., Sony Alfa 100 – 3,960 mio. og Canon 40D – 3,780 mio. Tallene skal umiddelbart blot betragtes som forholdstal, ikke som punkter.

Jeg vil gætte på, at disse tal mere svarer til brugernes erfaringer. Hvis man vil angive forholdstallene i procent, således at man sætter punktopløsningen for Nikon D1 til 100% fås: Nikon D1x – 145%, Nikon D100 – 164%, Sony Alfa 100 – 313% og Canon 40D – 299%. Som man ser, er der tale om en voldsom forbedring i den potentielle skarphed fra 1999 til 2006/7. Jeg har desværre ingen opløsningstal for Kodak dcs-410 kameraet fra 1994.

Når alt dette er sagt bør man imidlertid være opmærksom på, at der er mange faktorer der spiller ind ved optagelsen og som er med til at påvirke billedskarpheden. Det drejer sig f.eks. om
– kameraets fokuseringsnøjagtighed
– bevægelses-uskarphed (herunder om kameraet har indbygget billedstabilisator)
– objektivets egenskaber med hensyn til fokuseringsnøjagtighed, skarphed og evt. billedstabilisering
– det valgte optageformat (raw eller jpeg, herunder raw-konverterens kvalitet)
– den valgte in-camera skarphed/kontrast
– den valgte lysfølsomhed (ISO)
– motivets kontrast
– samt naturligvis den valgte efterbehandling på computeren i f.eks. Photoshop.

Disse forhold får forhøjet vægt, når der er tale om et nu forældet kamera med beskedent pixeltal som Nikons D1. Som nævnt havde jeg mulighed for at købe en D1 på Foto/C’s novemberudsalg i 2005 til en pris af 995 kr, og på det tidspunkt var kameraet endnu interessant for mange amatører. Ganske vist var det blevet almindelig med 6 megapixel i et DSLR, altså godt det dobbelte, men trods alt ikke som nu 3 eller 4 gange så meget, eller endnu mere.

Desværre manglede laderen, men en god bekendt var så venlig at lave en til mig af forhåndenværende stumper. Det medfølgende batteri var kun lige brugeligt, men kort tid efter fandt jeg hos Merlin i Lyngby Storcenter et nyt, originalt Nikon-batteri, nedsat til 200 fra 900 kr. Der er tale om nikkel-metalhydrid batterier, og deres levetid med hensyn til antal skud på en opladning må siges at være begrænset, mere end max. 250 billeder har jeg ikke kunnet opnå på en opladning.

Forleden viste Foto/C’s Nikon-ekspert og brugtchef Henning Buch mig så et “nyt brugt” originalt Nikon batteri til D1’eren (som jeg en ugestid forinden havde efterspurgt). Den forlangte pris var også her 200 kr, hvilket er ok, idet batteriet faktisk ser nyt ud, og da også har vist sig at opføre som sådan. Jeg har nu 2 gode batterier til min D1, og forventer at de skal holde kameraets “brugbare levetid”.

Jeg har iøvrigt ikke mindst brugt min D1 til reportager af den slags, de fleste amatørfotografer før eller senere bliver “hyret” til, d.v.s. fødsesldage, jubilæer, bryllupper, udflugter o.s.v. Og til de formål, synes jeg at kameraet er suverænt god.

For det første er det tale om en slags kameraets Rolls-Royce, det er trods alt et kamera, som ved introduktionen kostede små 50.000 kr. D.v.s. at der ikke er sparet noget på den mekaniske konstruktion af kameraet. Det har f.eks. en hurtigste lukkertid på 1/16000-del sekund, det er der vistnok meget få kameraer, der har endnu 10 år efter introduktionen af D1’eren, ligesom der også er et hæderlig stort display bagpå. Der er i det hele taget tale om kvalitet såvel for hånden som for øjet og øret. Og det er skade, at det lave pixel-tal har gjort kameraet stort set uinteressant idag. Jeg vil mene, at handelsværdien i privat handel p.t. højst kan være omkring 1000 kr.

For det andet er der endnu tale om et hurtigt kamera. Det har en hurtig reaktionstid og kan tage indtil 21 eksponeringer med 4,5 bill.sek. (jpeg).

For det tredie kan man bruge gamle Nikon-objektiver, både originale og pirater naturligvis, blot de har AI-kobling (ældre, ikke AI-koblede objektiver med Nikon-bajonet kan evt. beskadige kameraet). Man har så mulighed for at køre blændeprioriteret lukkertidsautomatik med manuel focusering. Man kan også bruge eksempelvis forstørrelsesobjektiver monteret på en bælg, hvis man har en sådan. Man kan endvidere bruge endnu ældre objektiver med et T-2 adapter med Nikon-bajonet, f.eks. en af de mange billige teleobjektiver.

De billeder jeg har taget i jpeg og med 200 ISO printer fint på 13×18 cm med min gamle HP 1600 farvelaserprinter. Men skal man lave større prints eller prints i højere opløsning, er der forskellige hensyn man må tage p.g.a. det lave pixeltal. Man må ganske enkelt søge at optimere fotograferings-processen mest muligt, for derigennem at udelukke kvalitetsforringende sjusk og unøjagtighed, samt naturligvis også optimere billedets efterbehandling på computeren.

For så vidt angår D1 kameraet, mener jeg ud fra egen erfaring at følgende parametre er særlig vigtige ved optagelsen:

– Det er meget vigtigt, at skarpheden lægges i de billedvigtige dele af motivet. I modsat fald virker billedet uskarpt. Man må altså være omhyggelig med at udvælge focuseringspunkt(er) ved brug af autofocus, resp. focusere med stor omhu ved manuel skarphedsindstilling.

– Vær opmærksom på, at ikke alle objektiver (billige som dyre! – men nok især pirater) focuserer helt nøjagtigt med autofocus. Det kan undertiden være nødvendigt at efterkorrigere skarphedsindstillingen manuelt. Gælder iøvrigt næppe kun for D1, det kan nok anbefales næsten alle DSLR-fotografer at være opmærksom på problemstillingen.

– Da kameraet ikke har indbygget billedstabilisator, er det vigtigt at holde kameraet med et godt, naturligt greb. Alternativt har nogle måske mulighed for at anskaffe sig en moderne optik med indbygget billedstabilasator. Er nok især vigtigt, når man som jeg er kommet op på den rigtige side af de 50 (hvilket – naturligvis – vil sige over). Desværre har jeg ikke selv haft mulighed for at prøve denne forbedring.

– Vælg en god, skarptegnende optik. Også ældre objektiver kan være meget skarptegnende.

– Vælg den højst mulige lukkerhastighed.

– Optag altid i raw for bedste kvalitet (raw hedder som bekendt NEF i Nikon-sproget).

– Vælg den mindst mulige ISO-indstilling. Max. 400, hvis motivet har store skyggepartier, som kan give anledning til synlig støj. Men vælg helst mindre end 400 ISO. Man kan dog sagtens fotografere byen ved nat med f.eks. 1600 ISO, hvis blot man kan akcepterer støj i et vist, men sjældent helt uakceptabelt omfang.

Overholder man disse basale regler er der ingen tvivl om, at man kan lave flotte A4-prints praktisk taget direkte ud af kameraet, men naturligvis lidt afhængig af printer- og papirtype.

Skal man lave meget store forstørrelser, d.v.s. 30×40 cm og derover, findes der – udover mulighederne i Photoshop – specielle programmer til at intrapolere extra pixels/punkter i filerne. Jeg har set anbefalet LizardTech samt især GenuineFractals, men har ingen erfaringer selv. Men resultaterne siges at være dramatiske forbedringer.

Det bør endvidere nævnes, at nogle brugere klager over et let purpurstik under visse omstændigheder. Jeg har næsten aldrig haft dette problem, men jeg kan gengive hvad jeg et sted på nettet har læst om, hvorledes man i så henseende kan forholde sig: “Man må forstå og korrekt anvende Color Management and Profiles: Man må applikere NTSC(1953) Color Space og derfra konvertere til sRGB eller Adobe-RGB(1998), afhængig af formålet (d.v.s. print eller projektion – så vidt jeg ved). Then color is fabulous!”. (jeg beklager jeg ikke har noteret kilden).

Hvad man iøvrigt kan udrette i Photoshop for at forbedre den tekniske billedkvalitet må jeg afstå fra at kommentere nærmere, af den simple grund at jeg på det punkt er en ren novice. Jeg har personligt en forholdsvis puristisk holdning til den fotografiske process, og søger så vidt mulig at undgå efterfølgende manipulation af en optagelse. At denne holdning kan være lidt svær at forene med digital fotografering skal jeg være den første til at indrømme. Men heri finder man nok også grunden til, at jeg meget sandsynligt aldrig bliver en særlig flittig digitalfotograf.

Alligevel faldt jeg i vandet igen, da jeg sidste sommer fik mulighed for at opgradere endnu engang. Denne gang til Konica/Minolta 5D med 6 megapixels. Det var også denne gang et udsalgstilbud hos Foto/C i Holbergsgade her i Hovedstaden, som lokkede mig, og prisen var som sidst 1000 kr. for et kamera med en lille defekt, men iøvrigt praktisk taget som nyt. Men herom lidt mere i et kommende indlæg.

kommentarer (0)

Serious money
4. mar 2009 01:17, GP

Jeg har netop læst på den amerikanske internetavis Huffington Post (http://www.huffpost.com/), at det kæmpemæssige og skrantende amerikanske forsikringsselskab/genforsikringsselskab AIG (American International Group) indtil videre har haft behov for et statstilskud på 160 milliarder dollars for ikke at vælte omkuld og derved starte en dominoeffekt i den amerikanske (og internationale?) forsikrings- og finansverden.

Nu er vi ganske vist blevet vant til store tal på det seneste. Jeg så f.eks. idag for første gang tallet quadrillion dollars på tryk, der i henhold til den her anvendte amerikanske nomenklatur skulle være en million milliard dollars. Det var i forbindelse med en omtale af de såkaldte CDS-derivativer (Credit Default Swaps), som ganske vist er vanskelige at forklare i få ord. Men det er da vistnok noget med at forsikre risici i forbindelse med långivning og låntagning og investeringer i aktier, obligationer, pantebreve o.s.v. Samt igen forsikring af disse forsikringer og forsikring af forsikring af disse forsikringer o.v.s.

Alle financielle “handelshuse” og altså ikke kun eller primært forsikringsselskaber à la AIG har vistnok kunnet tegne og handle sådanne forsikringskontrakter. Og der er tilsyneladende blevet tegnet og handlet i et helt ubegribeligt volumen.

De meget store tal fremkommer vistnok ved, at man adderer alle disse forsikrede beløb, som dog så vidt jeg forstår godt kan forekomme to eller flere gange i additionen. Men det er altsammen temmeligt kompliceret, og jeg vil ingenlunde hævde at have check på det.

Dog synes jeg det er værd at notere sig, at det måske også kan siges at handle om, at ville ha livrem og seler, knapper og lynlås, burrebånd og elastik o.s.v. på een gang. Man har åbenbart villet være 100,000000000 procent sikker på ikke at skulle løbe nogen nævneværdig risiko og troet, at en sådan sikkerhed er såvel teoretisk mulig som i praksis opnåelig og derfor ønskelig. Men derved er selve sikringsoverbygningen øjensynligt blevet så kollosal og ressourcekrævende, at den almindelige økonomi og finansverden måske er i fuld gang med at bryde sammen under belastningen.

Jeg synes man tildels kan nikke genkendende til denne sikkerhedsmani i den såkaldte “war on terror”. Man tror nu at kunne sikre sig så grundigt og kompromisløst mod ricisi af enhver art, at den ovenliggende dyne af sikkerhedsforhåndsregler måske ville kunne gå hen og kvæle det amerikanske demokrati i medfør af overvågning og kontrol ad absurdum? Men lad os håbe, det ikke på det område går lige så galt som i den amerikanske finansverden.

Tilbage til ovennævnte “beskedne” beløb på 160 milliarder us.dollars, lad os se om vi kan anskueliggøre, hvor beskedent det egentlig er. Som gammel P&T-ansat kunne jeg for eksempel vælge at søge at gøre det håndgribeligt for et af vore røde postbude, som jo er vant til at have bundter af breve og andet papir i hånden (da Sjælland synes at rykke nærmere og nærmere på Skåne hedder det nu ganske vist “brevbærer” i stedet for “postbud”, ligesom forøvrigt “på TV” i stedet for som tidligere “i fjernsynet”). Men altså:

Hvis man lægger 10 stk 100-dollarsedler (som vistnok p.t. er den største u.s.-amerikanske denomination) i et bundt, ville bundtet formodentlig måle mindst 1 millimeter i højden, lidt afhængig af hvor nye sedlerne er. 100 sedler ville altså være ca. 1 cm høj. 100 stk 100-dollarsedler er = 100×100 = 10.000 dollars. Hvis man så dividerer 160.000.000.000 med 10.000 får man 16.000.000 centimeter. Som igen er = 160.000 meter. Som igen = 160 kilometer. Det er vistnok ca. afstanden fra København til Odense. Og da 100 dollar er tilnærmelsesvis = 500 dkr, så kan vi altså resumere:

Hvis man lægger et bundt 500-kronersedler vandret, og bundtet når hele vejen fra København til Odense uden mindste afbrydelse, så ville man have ca. 800 milliarder kroner, svarende til ca. 160 milliarder dollars. Så forestil jer at køre afstanden i bil eller tog, og hele vejen kigge ud ad vinduet, og under hele turen på indtil 2 timer se en slange af tæt sammenpressede 500-kroner sedler. Hvis man kan forestille sig det – men det kan man ikke, da de fleste kun kan fastholde billedet nogle øjeblikke ad gangen – så har man en forestilling om hvor mange penge 160 milliarder dollars er. Penge som altså synes at være forsvundet ud i den blå luft – puff? – på under et årstid. Man kan ikke lade være at tænke på, om der dog ikke ligger nogle bundter i nogle skattekister et eller andet sted?

Det er svært mange penge – serious money som amerikanerne siger – og en del af problemet er måske, at det er tilladt at foretage store pengetransaktioner uden at virkelige pengesedler er indvolveret, d.v.s. uden at man reelt ser pengene på bordet. Måske skulle regeringen forbyde det?

I am just kidding of course – tværtimod vil almindelige dollarsedler måske være forbudt om få år. Kan ikke overvåges, you know, og de vil ha sikkerhed med livrem og seler, knapper og lynlås, burrebånd og elastik. Mindst!

Forresten skriver http://www.borsen.dk/ tirsdag, at AIG i det seneste kvartal har tabt omregnet 4 milliarder kr. om dagen, svarende til en stak 500-kroner sedler på en lille kilometers højde om dagen. So much for 100,000000% insurance! Men er det ikke ganske paradoksalt, at det tildels synes at være en overdreven mani for at købe sikkerhed, og netop ikke – som ellers hævdet næsten overalt i pressen – kun en overdreven hang til at løbe store risici, som har bragt den amerikanske finansverden i knæ? Samt naturligvis hybris, d.v.s. fantasifulde forestillinger om egen viden, kunnen, betydning og værd.

Se iøvrigt venligst mit indlæg Låneøkonomi.

kommentarer (0)

22 + 13 billige bøger (anden del)
27. feb 2009 00:43, GP

Det er vist på tide at komme videre med de 2 bunker bøger, som nu igen ligger på bordet her foran mig. Jeg nåede 4 titler sidst, og starter altså nu med nr.5. Bøgerne er som nævnt købt i januar md. på Hollandsk udsalg her i byen for 9 resp. 8 kr. stk.

5. OLTIDSKULTURENS UNDERGANG. Af Franz Blatt, 2. oplag Kh, 1934, 145 sider. Et såre interessant lille skrift, som jeg er igang med at læse. Jeg har indtil nu nået den 30 sider lange indledning, herudover er der 3 kapitler og en konklusion. Bogen er åbenbart skrevet i en af de perioder, hvor man i almindelighed er begyndt at tvivle på de værdier, som har været selvfølgelige for de foregående generationer. Bogens indledning starter således:

“Ligesom syge mennesker og folk, der tror sig syge, ofte viser en ganske særlig interesse for andres sygdomme, således vil tider, der føler sig svage og anser deres kultur for at være i forfald, ganske særligt beskæftige sig med andre forfaldsperioder, med dekadencetilstande, med Historiens Pathologi. At vor tid er en syg tid, hvis kultur rystes i sin grundvold, er en opfattelse, der næres af adskillige nu om dage, hvilket ikke er mærkeligt i en periode, da værdier omvurderes, da man i store dele af det vesteuropæiske kulturområde kaster vrag på det, der endnu fornylig betragtedes som uomtvistelige goder: Lighed for loven, tankefrihed, og hvad der ellers kan være af menneskerettigheder”.

Hvis jeg umiddelbart har forstået bogens tendens rigtigt, så går Franz Blatt’s øvelse mest ud på at gendrive disse påstande om vestens forfald i tiden op til bogens udgivelse, d.v.s. 1934. Om det vil lykkes ham helt, vil jeg umiddelbart tvivle på, men han synes dog at være et køligt hoved med mange gode iagttagelser.

På side 22 kommer han ind på, hvorfor de fleste tekniske opfindelser i antikken – hvoraf der åbenbart ikke var helt få – alligevel ikke blev udnyttede, og skriver bl.a.:”…måske på grund af slaveriet. At arbejdskraften var så billig, som den var efter de store krige, virkede ikke ansporende på de tekniske opfindelser…”.

Måske er der alligevel her en analogi med den nyeste tid, d.v.s. vore nuværende økonomiske problemer? For er den billige arbejdskraft ikke netop en væsentlig årsag til det nuværende – d.v.s. nordamerikanske – imperiums økonomiske vanskeligheder. Den billige arbejdskraft i fremmede verdensdele, som jo i årtier har haft næsten fri adgang til at afsætte deres varer på det amerikanske marked, og som derfor i realiteten er det samme som billig – meget billig – amerikansk arbejdskarft, – har den ikke været stærkt medvirkende til, at den amerikansk “hjemmeindustri” er katastrofalt decimineret i de sidste 40 – 50 år? Det har ikke kunnet betale sig for det amerikanske folk at arbejde ved samlebåndet m.m., for dertil har man jo haft “slaver” i fjerne lande! Jeg bemærker udtrykkelig, at jeg ikke bebrejder det amerikanske folk denne misere, da så godt som ingen har haft mulighed for at gennemskue sammenhængen.

6. CLASSICA ET MEDIAEVALIA. REVUE DANOISE DE PHILOLOGIE ET D’HISTOIRE. Nr. 8, udgivet af Franz Blatt. Kh, 1946, side 169-290. Her har vi jo Franz Blatt igen, og det ser ud til, at han er klassisk filolog/historiker.

Det foreliggende hæfte synes at være 2. halvdel af en årgang, som har ialt 11 bidrag, flere af i alm. kendte navne. Bl.a. germanisten H. Roos, som naturligvis skriver på tysk. Ad.Stender-Petersen er vist slavisk filolog og historiker, og har da også affattet “Etudes Varègues”, hvor Varègue er fransk for det danske ord væring eller væringer.

Salmonsens leksikon oplyser (i bind 25 fra 1928), at væringer er betegnelsen for de nordboer, der tjente den græske kejser som livvagt fra omkring 1000 til ca. 1200. Navnet blev optaget af slaverne som fællesnavn for alle nordboere, senere også af grækerne og araberne. De fleste væringer menes utvivlsomt at have været svenskere, og deres særegne våben var den tveæggede økse. Harald Haarderaade var en tid deres høvding.

Fra omkring 1100 blev mange englændere, både af dansk og angelsaksisk herkomst optaget blandt væringerne. Erik Ejegod holdt under et begøg i Byzans (Miklagaard) en tale til væringerne, og det fortælles tillige, at væringerne glædede sig over Absalons sejr over hertug Bugislav i 1185.

Endvidere bidrag af svenskeren Adam Afzelius og naturligvis Franz Blatt, der skriver om “Classical features in medieval latin II. Formulas of dating”. Endelig har historikeren John Danstrup 2 bidrag, begge vedr. Byzans. Første artikel hedder “Indirect Taxation at Byzantium”, men er trykt i årgangens første hæfte, som ikke er med her. Andet bidrag “The state and landed property in Byzantium to ca. 1250” er trykt i det foreliggende hæfte side 222 – 262, og det var mest dette bidrag, som fik mig til at erlægge 9 kr for hæftet.

Jeg husker mest John Danstrup som politisk kommentator i fjernsynet i min barndom i 1960’erne, og det er derfor lidt overraskende for mig, at han i virkeligheden er en sprænglærd historiker. Dette vil forøvrigt ligeledes fremgå, når jeg forhåbentlig snart når frem til at forsætte min gennemgang af den 1. bogstabel, jeg begyndte på at fortælle om (jf. bidraget ST.PETERSBURG).

Men foranlediget af mine tidligere bidrag om engelske landboforhold i middelalderen (jf. DOOMESDAY-BOOK / LIBER DE WINTONIA) tænkte jeg det kunne være morsomt at læse lidt om forholdene i en helt anden del af Europa/Eurasia i omtrent samme tidsperiode. Jeg har dog end ikke nået at skære hæftet op endnu.

7. HOLBERGANEKDOTER. Samlet af Carl Behrens. Udg. af Holbergsamfundet af 3. december 1922, Kh 1936. Et lille hæfte på 52 sider. Blandt anekdoterne om vor originale forfatter Ludvig Holberg f.eks.:

“Når Holberg opholdt sig paa Tersløsegaard, fortalte man, at han savede brænde for at holde varmen og faa blodet til at cirkulere hurtigere, og man viste også det savblad, han havde benyttet. Det hed sig, at han sad og arbejdede ved et stenbord. Han ønskede nemlig at holde armen kold, naar han skrev, hvilket han opnaaede paa den kølige stenplade. Ligeledes at han fra sit arbejdsværelse havde en klokke ud til stalden. Naar hans veldresserede ridehest hørte denne lyd, gik den selv ud af stalden og stillede sig ved en sten i gaarden, hvor den taalmodigt ventede, til dens herre kom og satte sig op. Han skal have været saa ugenert, at han i slåbrok og tøfler red omrking for at se til bøndernes arbejde paa marken”.

“I Holbergs tid var det højst usædvanligt, at pæne folk gik til fods på Københavns gader, end sige paa landevejen. En gang hændte der i saa henseende digteren noget, som han har benyttet ved en komisk scene i Peder Paars. – Han traf nemlig i nærheden af Helsingør en løjtnant, som blev saa forbauset over at træffe en velklædt person, der var gaaet til fods fem mil fra København, at han ikke kunde forklare sig dette særsyn anderledes, end at det maatte være en svensk spion. Glad over denne lejlighed til at gøre sig vigtig, arresterede han Holberg og førte ham til en kro, hvor digteren endelig efter et langt forhør blev løsladt med en kompliment”.

“At Holberg ikke har manglet følelser, derpaa anfører den tyske kapelmester Scheibe et bevis. Han fortæller nemlig, at Holberg havde en levende sans for musik, og beretter hvorledes han selv, da han engang anførte en kirkekoncert, havde lagt mærke til, at Holberg, hver gang et vist rørende sted blev gentaget, traadte hen bag en kirkepille for at skjule sine taarer”.

“Prof. Thestrup havde en meget smuk og dydig kone. Holberg, som var meget for at have løier, besøgte hende ofte og især, naar manden holdt forelæsninger, for at gøre denne jaloux, hvilket også lykkedes ham”.

(fotsættes)

kommentarer (2)

Kodak DCS-410 DSLR anno 1995!
22. feb 2009 21:04, GP

I året 2003 fik jeg mulighed for at købe mit første digitale spejlreflekskamera. På det tidspunkt var et DSLR ikke et almindeligt syn på gader og strøg, de var nemlig endnu ganske dyre. F.eks. kostede en Canon EOS D30 med 3,1 MP ca. 25.000 kr mens storebror EOS D60 med 6,3 MP kostede ca. 30.000 kr. For slet ikke at tale om Canon EOS 1Ds med 11 MP til ca. 75.000 kr. Selv det dengang helt nye amatørkamera EOS 300D med 6,3 MP kostede små 10.000 kr for huset. Nikons D1 og D1H med 2,7 MP (!) kostede ca. 40.000 kr og deres D1x med 5,3 MP ca. 50.000 kr. Nikons dengang vistnok nyeste, nemlig D100 med 6 MP kostede ca. 25.000 kr. De øvrige mærker – Fuji, Olympus og Sigma – var ligeledes alle dyre i forhold til vore 2009-priser.

Jeg måtte da også nøjes med et brugt, allerede dengang ganske forældet kamera, nemlig Kodaks DCS-410 med 1,5 MP, som jeg købte af en bekendt for 1200 kr. Kodak’en er fra 1994-95 og er vistnok – bortset fra matskiven – et ganske almindeligt Nikon F90x hus (i den amerikanske udgave kaldet N90s) som man har taget det udskiftelige bagstykke af og erstattet med et Kodak-udviklet og produceret digitalt bagstykke. Man kan selv let skifte frem og tilbage mellem digitalt og analogt kamera, hvis man har et ekstra analogt bagstykke, selv om det næppe er anbefalelsesværdigt, mest p.g.a. faren for snavs og ridser på billedchipen. Men på en måde dog et lidt genialt system, som Leica vist forøvrigt forsøgte at eftergøre med deres Leicaflex digitale “Rückwand”, som dog vistnok af flere grunde næppe er blevet en success.

Fordelen ved et system med udskiftelig bagstykke er bl.a., at man kan lade den plade, hvorpå billedchip’en er monteret, ligge an mod kameraets billedvindue med et fjedertryk, ganske som filmtrykpladen i et analogt 35 mm kamera. På denne måde skulle det alt andet lige være meget enklere at opnå en perfekt overensstemmelse med focusplanet, en overensstemmelse der efter sigende ikke altid er en selvfølge for visse meget nyere digitale spejlreflekskameraer. Måske dette forhold er med til at forklare den gode skarphed, som Kodakkameraet trods alle mangler vistnok generelt tilskrives?

Men som sagt var Kodaks DCS-410 allerede klart forældet for ca. 6 år siden, af følgende årsager:

a) Kameraet har trods en introduktionspris på vistnok godt 75.000 kr kun 1,5 MP.
b) Billedchipen er fysisk lille, kun ca. 9 x 13,5 mm, hvilket giver en diagonal og altså normalbrændvidde på ca. 16 mm. Den normalt medfølgende 28 mm optik svarer altså til 28/16 x 43 mm = ca. 75 mm (på et alm. 35 mm analogt kamera) – forøvrigt nærmest min favoritbrændvidde. Men det ligger tungt med vidvinkeloptagelser!
c) Der er ingen billedmonitor i bagstykket.
d) Batteriet (9,6 volt Ni-MH) er ikke udskifteligt!
e) Kan kun køre med 100 ISO.
f) Ingen mulighed for serietagning.
g) Lagringsmediet er en PCMCIA harddisk på (så vidt jeg husker) max. 320 MB. Er ganske vist udskiftelig, men naturligvis temmelig stødfølsom.
g) Kameraet kan kun optage i et specielt RAW (Tiff) format, hvis filer dels fylder temmeligt meget og som kun kan (eller dengang kun kunne) åbnes i Photoshop med Kodaks dertil hørende TWAIN-driver/RAW-converter.
h) Der er ingen indbygget mulighed for at dæmpe støj eller regulere farvetemperatur og skarphed/kontrast ved optagelsen, altså i kameraet. Det må altsammen gøres helt manuelt i forb. med eller efter åbning af Tiff-filerne. Hvilket f.eks. betyder, at man manuelt må fjerne flere arter af støj, herunder kromatisk støj.
i) Kameraet er meget stort og tungt, omend det ligger godt i hånden.
j) Søgeren er ganske vist Nikons normale, lysstærke prismesøger i F90x-huset, men det lille chipformat er blot markeret med en ca. 9 x 13 mm stor rektangel midt i søgeren/matskiven. Den del af matskiven man udnytter er altså ret lille.

I første omgang viste TWAIN-driveren sig at være det største problem. Der gik nemlig desværre over et år, før jeg fik den lokaliseret. Det hænger tildels sammen med, at jeg dengang kun var på nettet med et alm. telefonmodem, men er iøvrigt min egen fejl. Jeg kunne blot have henvendt mig til Kodak Danmark, som da også senere med stor imødekommenhed hjalp mig med at finde den (man kan vistnok nu finde en driver på Nikonweb.com – der er jo på en måde også tale om et Nikon-kamera!).

Men på nuværende tidspunkt er batteriproblemet blevet det afgørende, mit batteri er nemlig helt stået af. Det er relativt let at komme ind til batteriet, man løsner blot med en almindelig skruetrækker 6 skruer i kamerabunden, hvorefter bunden kan fjernes. Man kan så rykke et lille mikrostik ud og uden videre tage batteriet ud. Og man må tage sig til hovedet over, at Kodak ikke har gjort sig den lille ekstra ulejlighed og lavet en lem og et stik, så batteriet kan udskiftes efter behov, ganske som idag. Batteriet kan ikke længere leveres af Kodak, og ville vist også i givet fald være prohibitivt dyrt. Så jeg må selv prøve at bikse noget sammen, måske kan man bundte en stak 9 volts (genopladelige) batteriet af typen 6LR61 (som idet mindste i alkaline-udførelsen er på ca. 9,4 volt).

Kameraet må vel siges idag mest at have kuriositetens interesse i medfør af de mange begrænsninger. Men det må dog indrømmes, at kameraet under gunstige omstændigheder kan lave nogle efter min mening meget charmerende billeder. F.eks. har jeg nogle landskaber, eller rettere seascapes fra Roskilde fjord, som jeg er meget glade for. De er taget under gunstige lysforhold, d.v.s. i solskin med 28 mm objektivet, svarende til 75 mm. De er derefter printet ud i 18×24 cm på alm. skrivemaskinpapir (80g) med min HP 1600 farvelaserprinter, efter den mest rudimentære efterbehandling i Photoshop. Og resultatet har en særegen charme, som jeg tror er svær at eftergøre eller overtrumfe. Billederne er ved alm. betragtningsafstand ret skarpe, eller ial fald skarpe nok. De er let kornede men overhovedet ikke pixelerede, det virker som en finkornet sort-hvid film, omend her i farver. De får mig til at tænke på gammeldags saltbilleder på alm. skrivepapir, og jeg må sige de tiltaler mig personligt meget mere end højglansbilleder, som er printet på kraftigt fotopapir med en blækprinter – men naturligvis en smagssag!

Hvis man derimod prøver at laver billeder fra billedfiler, som er optaget under dårlige lysforhold, f.eks. sent på dagen eller i skygger, så bliver resultatet ganske enkelt rædsomt, der er simpelt hen så meget støj i skyggerne. Man kan vistnok fjerne det, men det kræver en større viden om karakteren af de forskellige støjformer, end jeg indtil videre har opnået. Alligevel håber jeg at få gang i Kodak’en igen.

Men allerede i 2005, d.v.s. efter knap nok 1 års erfaringer med Kodak’en, fik jeg mulighed for at opgradere, idet jeg på Foto/C’s novemberudsalg det år stod langt nok fremme i køen til et af køtilbudene, nemlig en Nikon D1 fra 1999 til 995 kr. Ganske vist uden lader, men iøvrigt pæn og velfungerende. Og man må her erindre, at DSLR-priserne i mange tilfælde vistnok er så godt som halveret siden da.

(fortsættes)

kommentarer (0)

Fernisering
8. feb 2009 15:40, GP

Hej!

Tusind tak for den meget elskværdige invitation til jeres fernisage d. 5.2. Modtaget med posten idag d. 26.1. uagtet jeg kan se den er poststemplet for 11 dage siden. Så den har nok været en tur på Island el. lign?

Det er sandelig en god nyhed, at Du nu skal udstille første gang her i byen, og jeg håber Du får al mulig success.

Jeg regner med jeg kan komme, men det afhænger lidt af situationen den 5. Jeg har dog ganske givet godt af at komme lidt hjemmefra, jeg sidder efterhånden lidt for meget ved computeren. Så når jeg en sjælden gang kommer ned på gaden, er jeg begyndt at undre mig over, at det er gaden der ligger ned og husene der står op, det er jo sådan set lidt mærkeligt, når man ikke kan huske hvordan det plejer at være!

Men som sagt, der kan naturligvis opstå en force majeure, så jeg kun vanskeligt kan komme. For eks. tabte jeg i går et stykke Anton Berg marcipanbrød (den med whiskysmag!), ned bag ved en 1,5 meter høj bogstabel ude i gangen, og skulle det ske igen må jeg opsætte alle andre forehavender.

Men jeg er allerede begyndt at spare sammen til billetten til de 185 busser, som du skrev man skal med. Ligeledes skal jeg på udkig efter en stor sæk til at transportere mine gamle knogler i, så jeg kan få dem alle sammen med helt ud til Ordrup, og så også hjem igen.

Mange hilsener
GP

(Udstillingen er nu nedtaget)

kommentarer (0)

22 + 13 billige bøger (første del)
28. jan 2009 23:45, GP

Måske vil det interessere nogle læsere endnu engang at erfare, hvad man kan risikere at finde på et af de hollandske bogudsalg, som er blevet almindelige her i hovedstaden de senere år.
For at få gjort plads på mit stuebord, vil jeg derfor gå i gang med at opregne de i januar anskaffede bøger. Det drejer sig om bøger fra det seneste hollandske bogudsalg på hjørnet af Rådhuspladsen og Vestergade, hvor prisen pr. bog var 9 kr lørdag den 17.jan. Jeg var dog for optimistisk, da jeg i første omgang troede, at jeg kunne holde mig væk fra udsalget resten af måneden. Jeg kiggede nemlig ind allerede mandagen efter, hvor prisen var 8 kr. pr bog, og faldt ganske rigtigt i vandet igen, så jeg måtte gå min vej med endnu 13 bøger/hæfter, pris ialt 104 kr. Jeg har altså 35 bøger/hæfter liggende her foran mig, som jeg vil opregne titlerne på, som et eksempel på, hvad sådant et besøg kan føre med sig. Men jeg har naturligvis lidt travlt nu, så jeg vil i første omgang kun ganske kort berøre indholdet af de enkelte bøger.

1. A DICTIONARY OF EGYPTIAN CIVILIZATION. Af Georges Posener (et al) (oversat fra fransk). London, 1962. 323 s.

Et lille leksikon, men dels er typerne små (1 mm! – går desværre ud over læseligheden, når man bruger læsebriller) og illustrationerne (delvis i farver) så velvalgte, at bogen forekommer at være både indholdsrig og så interessant, at man dårligt kan slippe den igen. Om Nefertiti, “profeten” Akhnatons dronning, siges bl.a.: “What more is there to be said about this queen whose name means “The Beautiful One is come”? For a long time it was thought that she was a Mitannian (et folk som talte et indo-europæisk sprog) princess. But there was nothing at all to prove it.”

Tilfældigvis har jeg set, at der netop i det næstsidste nummer af PAPYRUS (nr. 1/2008), som er et Egyptologisk Tidsskrift udgivet af Københavns Universitet, er en artikel om dronning Nefertitis herkomst. Forfatteren, J.R.Harris kommer efter en meget lærd undersøgelse til det modsatte resultat af leksikaet, nemlig at Nefertiti efter alt foreliggende mest sandsynlig er datter af den Mitanniske kong Tushratta. Der sker naturligvis også til stadighed fremskridt indenfor egyptologien.

Farao Akhnaton (med formentlig Nefertiti) havde bl.a. datteren Meritaten, af hvem der findes et sandstensrelief her på Ny Carlsberg Glyptoteket i København. Relieffet er farvelagt og utroligt smukt og så levende, at man næsten ikke kan tro det er over 3000 år gammelt.

Meritaten havde bl.a. søsteren Ankhesenpaaten, som i sit 3. ægteskab var gift med den unge farao Tut-Ankh-Amun, som vi alle har hørt om.

2. ARCHIVISTICA ET MEDIÆVISTICA. ERNESTO NYGREN OBLATA. (Samlingar och studier utgivna af svenskt arkivsamfund – 1). Stockholm, 1956. 482 s.

Eresto betyder vist Ernst og oblata er vist (middelalder)latin for noget i retning af “tilegnet eller præsenteret som festgave”. Jeg siger “vist” fordi oblata ikke findes i nogle af mine 3 latinske ordbøger, men derimod i gyldendals udmærkede røde fremmedordbog. Men under alle omstændigheder drejer det sig om et af disse (talrige) festskrifter, som jeg forøvrigt er en stor fan af. Man tør vel formode, at Ernst Nygren var arkivmand og historiker, og blandt indholdet kan nævnes: a) Harald Berg: Til frågan om Huitfeldts så kallada förlorade källor. b) Gottfrid Carlsson: Heliga Birgittas upprorsprogram. c) Gustaf Clemensson: Bosjö klosters historia. c) Sam. Hedar: Skall man gömma på gamla papper? – Der synes altså at være noget at kaste sig over også for en dansk læse.

Nogle af bøgerne fra det her omhandlede udsalg bærer Sune Dalgaards navnetræk. Han var som bekendt (indtil 1985) landsarkivar for Sjælland, så det er jo ikke unaturligt, at der på udsalget sås en del arkivhistorisk literatur.

3. SVENSK STÅNDSCIRKULATION 1680-1950. Af Sten Carlsson. Uppsala, 1950. 174 s.

Emnet turde være interessant for mange. Beklageligvis behandler forfatteren kun den opadstigende del af cirkulationen, han skriver side 13 bl.a. “Det gäller att söka fastställa, huru Sveriges ledarskikt – begreppet här taget i en mycket vidsträckt bemärkelse – rekryterats under olika perioder, huru nya grupper konkurrerat med de gamla och fört in nya impulser i landets politiska, ekonomiska och kulturella liv.” Måske er (eller var) det en væsentlig bog, men desværre synes den umiddelbart at være lidt tung p.g.a. en uskøn stil.

4. OM DE GERMANSKE FOLKS KENDSKAB TIL FRANSK SPROG I MIDDELALDEREN. Af Anker Teilgård Laugesen. Kh, 1951. 60 s.

Altså nærmest et hæfte, men er vist alligevel ret indholdsrigt. Da vi nu lige har haft fat i 2 svenske bøger, gengiver jeg noget af det forf. på side 55 skriver om Sverige:

“I Sverrig artede forholdene sig noget anderledes end i det øvrige Norden. På grund af landets daværende geografiske isolation var det endnu i 1100-tallet “ett halvt barbariskt gränsland i den västerländska kulturkretsens norra utmarker” (Adolf Schück – må vel være en slægtning til den nedennævnte Henrik Schück). Det må dog fremhæves at det på eet punkt blev kulturelt foregangsland: ved indkaldelsen af cisterciensere fra Clairvaux til Alvastra i Östergötland og Nydala i Småland (1143)”.
“Under Folkungerne har billedet helt ændret sig: den ridderlige kultur, i hvert fald dens ydre træk, præger nu kongens og hertugernes hof, i 1335 ægter Magnus Eriksson Blanche af Namur” (d.v.s. den Magnus (Eriksson) Smek, som Birgitte af Vadstena så hyppigt fører verbale fejder imod. Hans søn Håkon bliver gift med Valdemar Atterdags datter Margrethe, der sammen med sin mindreårige søn Oluf forenede de 3 nordiske riger under sig i nogle få år). “Udenlandsrejser bliver almindelige, hvad enten det drejer sig om valfarter til Santiago de Compostella, Rom og Jerusalem – man tænke på den hellige Birgittes slægt – eller om studierejser til Paris, Orleans eller andre universitetsbyer”.

(OK – det franske sprog forsvandt, men det kan være det hjælper, når jeg får bogen sprættet op!).

(fortsættes)

kommentarer (1)

Bronica og Nikkor
28. jan 2009 18:36, GP

På den sidste dag af udsalget hos Photografica i Skindergade (d.v.s. lørdag d.15.jan.) vovede jeg mig indenfor i butikkens brugtafdeling. Jeg var nemlig interesseret i et par af de ting, som ikke var blevet solgt. Jeg var dog kun interesseret i de 2 ting, såfremt jeg kunne købe dem for ca. halvdelen af den skiltede udsalgspris, det var derfor jeg havde opsat affæren til udsalgets sidste timer.

Min interesse gjalt en Nikkor 13,5 cm tele til min gamle Bronica S2, samt et storformatobjektiv fra Taylor-Hobson i England. Nikkor objektivet har lysstyrke 3,5 mens Taylor-Hobson objektivet er et såkaldt reproobjektiv med svag lysstyrke, i dette tilfælde lysstyrke 9. Objektivet hedder Apotal og har brændvidden 14″, d.v.s. ca. 360 mm.

Nikkor objektivet var på udsalg til 400 kr, nedsat fra 800 kr. Apotal-objektivet var nedsat fra 1000 kr til 500 kr. Efter moden overvejelse mente jeg, at budgettet kunne holde til at give max. 500 kr for de 2 ting tilsammen.

Til alt held magede det sig således, at jeg blev betjent af butikkens indehaver, direktør S.E.Petersen, det er jo altid bedre at være lidt grov overfor direktøren end en underordnet butiksassistent. Så jeg fandt grovfilen frem og bød 500 kr for de 2 ting. Direktør Petersen, som jeg ganske vist har kendt i mange år, blev nok lidt bleg om næsen og snappede efter vejret, men han havde dog held med at gøre gode miner til slet spil og akcepterede mit tilbud.

På denne måde blev jeg ejer af de 2 objektiver, og en efterfølgende nøje inspektion har godtgjort, at de begge er i rimelig god stand, såvel mekanisk som optisk.

Min Bronica S2 er et (analogt) enøjet spejlreflekskamera i format 6×6 cm, med udskifteligt objektiv, filmmagasin og søger. Kameraet er fra engang sidst i 60’erne og helt mekanisk, d.v.s. har ingen elektronisk lukker eller lysmåler og altså helt batteriuafhængig. Som type ligner kameraet meget Hasselblads bekendte mod. 500C. Bronicaen har dog (mindst) 2, i mine øjne meget store fordele frem for Hasselbladen:

For det første har den spaltelukker, d.v.s. objektiverne behøver ikke have hver sin lukker indbygget. For det andet et kameraet forsynet med en aftagelig snekkegang til indstilling af afstanden. D.v.s. hvert objektiv behøver ej heller have sin egen indbyggede snekkegang for afstandsindstilling, den sidder i forvejen på kamerahuset, hvorfra den som sagt iøvrigt er aftagelig.

Disse 2 forhold tilsammen betyder, at man med lidt fingerfærdighed er i stand til at adaptere og anvende alle mulige billige, gamle objektiver. F.eks. gamle forstørrelsesobjektiver, som man nu til dags nærmest får smidt i nakken (forleden købte jeg f.eks. på et loppemarked en fransk Som Berthiot 105mm forstørrelsesobjektiv, 4-linset med lysstyrke 4,5 i fin stand for 5 kr!), eller evt. et simpelt brilleglas i et paprør a la Lomografi, eller blot et lille hul til pinholephotography!

En del læsere vil vide, at en spaltelukker består af 2 små rullegardiner, der lige efter hinanden løber forbi filmmagasinet bagerst i kamerahuset. Gardinerne er arrangeret således, at der er en lille afstand mellem dem, d.v.s. en spalte, hvoraf navnet, som tillader lyset at nå fra objektivet gennem spalten og hen til filmen i filmmagasinet. Afstanden mellem de 2 gardiner og altså bredden af spalten kan varieres ved at dreje på kameraets tidsindstilling. Men samtidig varierer man den hastighed, hvormed gardinerne løber forbi filmen, således at der ialt er ret stor mulighed for at dosere den lysmængde der skal nå filmen, altså det man kalder eksponeringstiden. Denne model af Bronicaen har eksponeringstider fra 1 sek. til 1/1000 sek.

På meget gamle, f.eks. 100 år gamle kameraer med spaltelukker, kunne spaltebredden og gardinernes hastighed (= fjederspændingen) indstilles uafhængig af hinanden med 2 forsk. fingerhjul. Men på moderne (analoge og digitale) kameraer med spaltelukker (Leica, Nikon, Canon, Mamiya etc) bliver disse 2 parametre indstillet samtidig med et enkelt fingerhjul, d.v.s. lukkertidshjulet.

Model S2 blev efterfulgt af S2a, som havde enkelte forbedringer, som dog vistnok kun havde betydning for den professionelle fotograf, som eksponerer tusindvis af billeder hver uge. Bronica’ens mekanik er meget kompliceret, men på trods heraf er kameraet et unikum af pålidelighed. Jeg har set mange Bronica’er igennem ca. 35 år, og jeg har aldrig set en som ikke så ud til at virke perfekt. Forresten lykkedes det vistnok først Hasselblad at lave en pålidelig spaltelukker, efter at Bronica var hørt op med at lave dem efter mindst 20 succesrige år. Bronica “kører bare” – det er simpelt hen et magnifikt stykke mekanik!

Der er dog et forhold, som bevirker, at det KAN være problematisk for en novice at købe en Bronica mod. S2 eller S2a idag. Det drejer sig om matskiven, som holdes på plads af små strimler af skumplast. Skumplast var meget moderne i 50’erne og 60’erne i kamerateknikken, og findes desværre alle mulige steder i datidens storformat- og mellemformatkameraer. I Bronicaen er det som sagt især i forb. med matskiven, men også i magasinet, hvor det dog ikke har nogen kritisk funktion.

Men matskivens præcise placering er naturligvis yderst kritisk. Det er derfor nødvendig, hvis man har erhvervet sådan en Bronica, af fjerne de 4 små skruer, som holder matskiven på plads, og derefter fjerne skumplasten ved at skrabe den af og evt. rense efter med renset benzin. Man kan så erstatte skumplasten med strikkegarn, en filt- pap- eller fløjlsstrimmel el. lign. I praksis fungerer afstandsindstillingen herefter perfekt.

Hvis man gider, kan man jo også fjerne skumplasten fra filmmagasinet, hvor det kun er anvendt som middel til at gøre magasinet ekstra lystæt. Man kan ligeledes erstatte med strikkegarn, men i virkeligheden er det unødvendigt, magasinet er efter min erfaring i praksis tæt nok uden skumplast eller garn.

Min Bronica S2 er i forvejen udstyret med den normale Nikkor 75mm bl.2,8, som altså ca. svarer til et 50 mm normalobjektiv på et full-frame analogt 35mm kamera (eller et full-frame digitalt spejlreflekskamera) resp. ca. til et 30 mm normalobjektiv på et normalt digitalt spejlreflekskamera, som jo har en chip-størrelse omtrent svarende til det man i analoge tider kaldte halvformat.

I den forbindelse vil jeg lige repertere chipstørrelse for de forskellige digitale spejlreflekskameraer. Denne størrelse har jo betydning for, hvordan dine gamle (f.eks. Nikon) objektiver opfører sig, d.v.s. deres billedvinkel. Der er tale om cirka-tal, som dog er nøjagtige nok i praksis.

Full-frame er ca. 24 x 36 mm (f.eks. Canon EOS 1Ds, Nikon D3 og D700, Sony Alfa 900)

Half-frame er ca. 24 x 18 mm (der er her en lille spredning, idet Canon EOS 1D er ca 29 x 19mm, Nikon og Sony er ca. 24 x 16 mm og Canons øvrige SLR-kameraer (f.eks. 40D) er ca. 23 x 15 mm)

4/3-formatet er ca. 13 x 17 mm (altså igen halvdelen af half-frame) (F.eks. Olympus, Leica/Panasonic).

Og endelig har min meget gamle Kodak DCS-410 igen halvdelen af det foregående, d.v.s. 9 x 13 mm.

Det er ret let at huske på den måde, man skal blot halvere AREALET hvergang man går et format ned.

Derimod er det lidt mere unemt med diagonalen af chipstørrelsen, der jo plejer at blive betegnet som brændvidden for nobmalobjektivet. Her kan man ikke blot halvere, men tallene er omtrent disse:

Full-frame ca. 45 mm (24 x 36 mm)
Halvformat ca. 30 mm (24 x 18 mm)
4/3-format ca. 20 mm (13 x 17 mm)
Kodak DCS-410 ca. 15 mm (13 x 9 mm)

Min Nikkor 13,5 cm (sådan skrev man dengang, nu skriver man jo 135 mm) på formatet 6×6 cm (i virkeligheden 56 x 56 mm) svarer til ca. 90 mm på småbilled, og det er faktisk min yndlingsbrændvidde. Da jeg i 1970 som ung købte en Leica M4 var det kun med et 90 mm Elmarit objektiv (Det var såmænd dyrt nok enda, prisen var 3000 kr svarende til 25.000 kr idag).

Jeg har ikke prøvet Nikkor 13,5 mm objektivet endnu, men jeg har fotograferet en del med normalobjektivet på 75 mm. Resultaterne er ok, men jeg må sige jeg havde forventet lidt mere kantskarphed ved åben blænde af et Nikkor-objektiv, man skal blænde ned på 11 eller 16 for at få kanterne helt med. Men det spiller måske ind, at 75 mm objektivet kun er 5-linset, mens Hasselblads normalobjektiv er en 7-linset Zeiss Planar, som da også er skarp til kanten ved fuld blændeåbning.

Jeg er ikke klar over, hvor mange linser Nikkor 13,5 cm objektivet har, og har ikke kunnet finde ud af det umiddelbart. Men jeg formoder, at der er tale om et top-objektiv, så meget mere som en kort tele normalt har fin skarphed.

(I et kommende indlæg vil jeg fortælle lidt om Taylor-Hobson objektivet).

kommentarer (0)

Flere bøger
19. jan 2009 02:11, GP

I den sidste bogsnak (jf. Bøger encore) var jeg igang med at fortælle om, hvilke bøger jeg havde hjembragt fra december måneds hollandske bogudsalg i Helligåndshuset. Jeg havde lagt alle 22 bind (jeg skrev titler, men det må vist være bind) op på bordet her foran mig, hvor de nu ligger igen. Jeg tænkte som sagt, at det evt. kunne more en eller anden af mine læsere at se, hvad sådan en bogorm af og til slæber med sig hjem. Men jeg nåede ikke længere end til no. 5, da jeg vist kom til at brede mig lidt for meget i omtalen af Kejser Frederik Barbarossas Historie. Ganske vist er det også min mening, efterhånden at omtale bøgerne lidt nærmere, men i første omgang var det tanken udelukkende, eller næsten udelukkende at anføre titlerne på de omhandlede bøger. Så jeg fortsætter hvor jeg slap, d.v.s. her nedenfor kommer titlerne på de resterende 17 bøger (=16 titler):

6. TRAGEDY AND THE PARADOX OF THE FORTUNATE FALL. Af Herbert Weisinger. London, 1953, 300 sider.

Ser lidt tung ud, men er vist en klog bog, omend jeg har haft svært ved umiddelbart at få et klart indtryk af bogen. Fra det afsluttende kapitel gengives: “But it must be obvious by now that the central figure in the drama is not the God, nor the divine King, nor the Hero, but man (d.v.s. mennesket) himself, projected as God, divine King, or Hero, but in the end always man (menneske), man struggling desperately and endlessly to carve out of a chaotic and cruel cosmos a world of order and justice. In a sense, man has never succeded in that effort, nor, in the very nature of the situation, can he possibly succeed. Yet, precisely because he is man, he struggles; he plunges into the terrors of the small moment, he suffers, he dies, but he lives again. For the very struggle to succeed is a success in itself; as long as he struggles against the dark, death, and evil, he holds them off, and for every moment that they are held off, he has succeeded. He selects not any engagement, nor looks forward to any victory, but (d.v.s. udover) this one alone, and precisely this: the victory of light, life, and good over dark, death, and evil”. Obviously the author is nobodys fool.

7. HANDBOOK FOR LITERARY AND DEBATING SOCIETIES. Af Laurence M. Gibson. 10. udg. London, uden år (måske ca. 1920), 326 sider.

Til gengæld vist det lette kavalleri, men måske i det mindste kuriøs, ellers burde jeg have sparet min tyver.

8. PETITE SYNTAXE DE L’ANCIEN FRANCAIS. Af Lucien Foulet. (3. udg.), Paris, 1930, 393 s.
Som man ser er bogen fra 1930, idet jeg af en eller anden grund forsøger at undgå nye sprogbøger.

9. LA FORMATION DU STYLE – PAR L’ASSIMILATION DES AUTEURS. Af Antoine Albalat. 13. udg. Paris, 1923. 308 s.

Par assimilation des auteurs betyder “ved at sammenligne forsk. forfattere”. Forfatteren har vist skrevet flere lignende ting om den skriftlige stil.

10. LES ROMANCIERS NATURALISTES. Af Émile Zola. 2. udg. Paris, 1881.

Jeg læser ikke skønlitteratur, kort og godt, men jeg synes det kunne være morsomt at se hvad den gamle mester mener om sine fagfæller. I henhold til Svensk Uppslagsbok er denne 2. udgave fra samme år som 1. udgaven, så bogen har måske været revet væk i sin tid.

11. PROBLÈMES ET MÉTHODES DE LA LINGUISTIQUE. Af Walther v. Wartburg. (Oversat fra tysk). Paris, 1946. 214 s.

Wartburg er en kendt frankofil, jeg har i forvejen bl.a. hans ÉVOLUTION ET STRUCTURE DE LA LANGUE FRANCAISE fra samme år.

12. PHRASÉOLOGIE FRANCAISE (RÉPERTOIRE SYSTÉMATIQUE DE PROVERBES, DICTONS ET LOCUTIONS IDIOMATIQUES COMMENTÉS ET EXPLIQUÉS). Af C.-M. Robert. Groningen, 1905. 540 tætskrevne sider.

Ser interessant ud, glæder mig til at se nærmere på den. Den er lidt svær at beskrive nærmere i få ord, jeg håber snart at kunne tage den op igen.

13. A DICTIONARY OF ENGLISH PHRASES. Af Albert M. Hyamson. London, 1922. 365 s.

Et par eksempler: a) “Gargantuan: (1) gigantic; (2) threatening. After the giant king in Rabelais “The Life of Gargantua (1532)”. b) “Gavelkind: An anglo-saxon system of inheritance whereby all the sons shared alike”.

14. THE SERIAL UNIVERSE. Af J.W.Dunne. London, 1939. 239 s.

Ser lidt tør og teoretisk ud, handler vist om hvad Kammerer, Jung og Koestler har kaldt “Das Gesetz der Serie”, d.v.s. den påståede iagttagelse, at ting har en tendens til “at komme i stimer”. Altså en i kosmos ordnende kraft i modsætning til entropien, som altid er stigende og altså kaosskabende. Bogen er bestemt ikke uinteressant, men som sagt ser der ud til at være lidt for meget matematisk-skematiske systemteori, hvilket jeg er noget allergisk overfor, hvadenten det er i kosmologi, økonomi, psykologi eller whatever.

15. STAND UND AUFGABEN DER SPRACHWISSENSHAFT. FESTSHRIFT FÜR WILHELM STREITBERG. Heidelberg, 1924. 683 s.

En af de mange interessante sprogbøger fra Carl Winter’s Universitätsbuchhandlung i Heidelberg. Eksempelvis handler kap. 15 (af 20) om “Bedeutungsgeschichte, Linguistik und Philologie. Geschichte des althochdeutschen Wortes euua – af Josef Weisweiler”. Det var altså ikke emma, men euua!.

16. WORTELEMENTE LATEINISCH-GRIECHISCHER FACHAUSDRÜCKE – IN DEN BIOLOGISCHEN WISSENSCHAFTEN. Af Cl. F. Werner. 2. udg. Leipzig 1961. 470 s.

Jeg har hverken lært latin eller græsk, så jeg tænkte den kunne være nyttig. Et tilfældigt opslag (på side 173) afslører, at “chil-” er af græsk cheilos, som betyder: læber, kant, bred. Jeg ved ikke, hvor jeg i givet fald ellers skulle slå det op?.

17. THE JAPANESE AND THE JEWS. Af Isaiah Ben-Dasan. Oversat fra Japansk. NewYork/Tokyo, 1970/1972 begin_of_the_skype_highlighting 1970/1972 end_of_the_skype_highlighting. 193 s.

På omslagets inderside oplyses om forfatteren bl.a.: “A mystery surrounds the identity of Isaiah Ben-Dasan: He has never made a public appearance in the role of renovned author. Even when his book won the 1970 Oya Prize, Japan’s most distinguished award for literature in essay form, he sent a proxy to the bestowal ceremony. In his book, Ben-Dasan states that he is a Jew, born in Kobe and raised in Japan, and that he is no longer a resident of that country but does return on frequent visits. Some argue that he is certainly a Japanese, since he is so sensitive to the nuances of the Japanese national character; others assert, with equal conviction, that he has to be a Jew since he understands Jewish behavior wo well”. Det bliver sikkert højst interessant at få en så kvalificeret sammenligning af de to intelligente nationer.

18. COURSES OF STUDY. Ed. by J.M.Robertson. 3. udg. London, 1932. 526 s.

En litteratur vejledning for et studium af (næsten) hvad som helst. F.eks. “Comparative mythology” eller “Comparative Hierology”, det sidste ord oplyses at betyde religion. Naturligvis stærkt forældet, men tager måske en del med, som senere tider har udeladt.

19. ZEITALTER IM CHAOS – VOM EXODUS ZU KÖNIG ECHNATON. Af Immanuel Velikovsky. (Oversat fra Engelsk). Zürich, 1962. 376 s.

Det bekendte og totalt fænglende forsøg på at revidere oldtidens tidsskala, specielt i tidsrummet omtrent fra Moses (= farao Akenaton?) til kong David. Forfatteren argumenterer for, at der skal tages nogle få århundreder ud af tidsregningen. Det ene bind i en serie på vistnok fire. Jf. iøvrigt CENTURIES OF DARKNESS, af Peter James, London 1991.

20. FRANZÖSISCHE GRAMMATIK – AUF SPRACHHISTORISCH-PSYCHOLOGISCHER GRUNDLAGE. Af Fritz Strohmeyer. Leipzig/Berlin 1929. 2. udg. 298 s.

Ser ud til at være en anderledes grammatik, hvis kapitler MÅSKE til dels kan læses som essays?.

21/22. TRAITÉ DE STYLISTIQUE FRANCAISE (I+II). Af Ch. Bally. Heidelberg/Paris 1909. I 2 bind på 331 + 264 s.

Bally er naturligvis en yderst lærd frankofil, men hans stil er helt usædvanlig klar og derfor så letlæst, at man sikkert uden problemer kan læse de fleste af hans bogs 293 paragraffer som essays.

Så nåede jeg til vejs ende med december måneds bøger. Hvilket var heldigt, da der allerede ligger 22 nye, gamle bøger på bordet. Disse 22 kommer fra et andet hollandsk bogauktionsudsalg som finder sted i disse uger på hjørnet af Rådhuspladsen og Vestergade. De 22 bøger købte jeg i lørdags for 9 kr. stk, hvilket turde forklare, hvorfor det også denne gang blev netop 22 bind. 22 x 9 kr er nemlig 198 kr, altså indenfor mit januar bogbudget på 200 kr. Måske vil jeg i den nærmeste fremtid fortælle, hvilke bøger det drejer sig om, men primært havde jeg tænkt mig, efterhånden at omtale nogle af de ovenfor beskrevne bøger lidt nærmere. Alle ovenfor nævnte har som nævnt kostet 20 kr. stk.

kommentarer (0)

A distant roar and haziness.
9. jan 2009 22:43, GP

Den 7. jan. bragte http://www.drudgereport.com/ en henvisning til en notits “Mystery roar from faraway space detected” på hjemmesiden http://www.space.com/scienceastronomy/090107-aas-loud-cosmic-noise.html.
Det er en kort artikel om en opdagelse, der er meget interessant i sig selv, men som ligeledes har interesse fordi artiklen synes ret karakteristisk for niveauet af den (populær)videnskabelige information. Jeg gengiver først det væsentligste af den korte artikel (min oversættelse):

“Long Beach, Calif. – Vi forestiller os som oftest, at verdensrummet er et meget roligt, tyst sted. Men et team af astronomer har fundet en mystisk kosmisk støj, som drøner seks gange højere end forventet.

Drønet kommer fra det fjerne rum. Ingen ved hvad det skyldes. (—)

Radiobølger er ((naturligvis!)) ikke lydbølger, men er elektromagnetiske bølger, som befinder sig i lavfrekens området af det elektromagnetiske spektrum.

Mange objekter i universet, herunder stjerner og quasarer, udsender radiobølger. Selv vor egen galaxe, mælkevejen, udsender en statisk støj (eller syden (hiss), først opdaget i 1931 af fysikeren Karl Jansky). Andre galaxer udsender også en baggrunds radiostøj.

Men det nyligt opdagede signal, som er beskrevet her idag på det 213. møde i the American Astronomical Society, er langt kraftigere end astronomerne forventede.

Der “foregår noget nyt og interessant i universet”, sagde Alan Kogut fra NASA’s Goddard Space Flight Center i Greenbelt, Maryland.

Et team under Koguts ledelse opdagede signalet med et ballonbåret instrument kaldt ARCADE (Absolute Radiometer for Cosmology, Astrophysics and Diffuse Emission).

Instrumentet blev opsendt fra NASA’s facility in Palestine, Texas i juli 2006 og nåede op i en højde af omkring 36,5 km, hvor atmosfæren nærmer sig absolut vacuum.

ARCADE’s opgave var at afsøge himlen for svage tegn på varme fra den første generation af stjerner, med istedet hørte man et drøn fra universets fjerne dybder.

“The universe really threw us a curve”, sagde Kogut. “Istedet for de svage signaler, som vi havde håbet at finde, så vi denne drønende støj (booming noice), seks gange kraftigere end nogen af os havde forudset”.

Detaljerede analyser af signalet udelukker nydannede stjerner og alle andre, kendte radiokilder, herunder den ydre halo af vor egen galaxe.

Andre radiogalaxer kan ikke være årsag til støjsignalet (the noise) – der er ganske enkelt ikke nok af dem.

“Man ville være nødt til at pakke dem sammen i universet så tæt som sardiner”, sagde teammedlem Dale Fixsen fra Universitet i Maryland. “Der ville i så fald ikke være noget som helst rum tilbage mellem galaxerne”.

Signalet er målt til at være seks gange kraftigere end den samlede radioudstråling fra alle kendte radiostøjkilder i universet.

Indtil videre er kilden til signalet et mysterium. (—)

Og ikke alene har det præsenteret en ny gåde for astronomerne, men det skjuler tillige de eftersøgte signaler fra de tidligste stjerner. Men den kosmiske statiske støj (static) kan i givet fald give vigtige indicier om galaxernes udvikling, da universet var meget yngre, d.v.s. mindre end halv så gammel som nu. Fordi radiobølgerne kommer langt borte fra med lysets hastighed, så repræsenterer de universet i en tidligere tidsalder. (—)”.

_____________________________

Jeg har kun udeladt nogle få linjer, f.eks. hvor reporteren, der kaldes Senior writer, forklarer, at noise ikke er lydbølger men radiobølger, jf. ovenfor, hvilket nærmest forekommer mig pinlig (jeg har dog ganske vist en uddannelse som svagstrømstekniker).

For en astronomisk interesseret, er overskriften nok til at man spidser øren. Men læser man så artiklen, så bliver man som så ofte før ved populærvidenskabelige artikler ladt i stikken. Der er mange uklarheder i rapporten. En videnskabsmand udtaler f.eks., at det opdagede signal “er seks gange kraftigere, end nogen af os forventede”. Længere nede siges, at signalet er målt til at være seks gange kraftigere end den samlede radioudstråling fra alle kendte radiostøjkilder i universet. Altså – havde man forventet at opdage et hidtil ukendt signal, som var ligeså kraftig som den samlede radioudstråling fra alle kendte radiostøjkilder i universet?

Det er ligeledes uklart, hvad der menes med “den første generation af stjerner” resp. “de tidligste stjerner”. Mener man nye stjerner under dannelse i vor egen eller nærliggende galaxer, eller mener man extremt fjerne stjerner, som man kalder tidlige stjerner, fordi man mener, at universet var ungt for f.eks. 13 milliarder år siden?

Og som sædvanlig får man ingen konkrete, hard facts: Hvad er det konkret man har målt?
Hvilken karakter har det målte radiosignal. Er det et vedvarende signal? Eller er det periodisk, d.v.s. med afbrydelser? Er det punktformet, og i så fald, kommer det fra flere punkter i kosmos? Eller kommer det fra alle retninger i kosmos, og med ensartet styrke og frekvens? Hvilken frekvens har signalet, eller hvilken båndbredde (d.v.s. frekvensområde). Har signalet karakter af (baggrunds)støj, eller har det en struktur med hensyn til frekvens eller amplitude. D.v.s. er det evt. frekvensmoduleret eller amplitudemoduleret.

Der tales i rapporten om “detailed analysis af the signal” – men hvad er så resultatet af denne detaljerede analyse. Har det været muligt at konstatere en doppler-effekt (svarende til en rødforskydning i lysspektret), og derved konstatere noget om f.eks. den afstand/tid, som signalet kan have gennemrejst i kosmos resp. om afstanden til kilden/kilderne.

Personligt synes jeg, man lades så godt som helt i stikken. Og havde jeg været mere sagkyndig, ville jeg måske kunne have stillet endnu flere og mere kvalificerede spørgsmål.

Jeg håber virkelig, at dette sørgelige, men ingenlunde enestående eksempel på (populær)videnskabelig (mis)information skyldes almindelig inkompetence hos reporteren eller hos de i den omtalte konference deltagende videnskabsmænd. Men jeg må indrømme, at jeg mistænker der kan være andre årsager til det udsendte røgslør, hvis det er det, vi har her.

Jeg mistænker nemlig, at den gjorte opdagelse i.t.v. har været umulig at kombinere med den herskende afgudsdyrkelse på universitetsfakulteterne de allerfleste steder. Nemlig det okkulte fantasteri om “the Big Bang”.

Antageligt vil offentligheden først få nærmere og mere præcise oplysninger om hvad man har målt, når man hos naturvidenskabens ypperstepræster har kunnet enes om en (bort)forklaring af det målte, resp. har fået konstrueret en uforståelig og derfor ukontrollabel forklaring gående ud på, at Big Bang-overtroen endnu engang er bekræftet og bestyrket. Lykkes dette ikke, vil måleresultaterne muligvis blive henlagt og glemt.

Hvis de her omhandlede videnskabsmænd ikke er sortekunstnere i en okkult videnskab, hvorfor er det så i givet fald nødvendigt at skjule måleresultaterne for os, den undrende hob?

kommentarer (0)

Wühlkisten und Wertzerstörung
5. jan 2009 01:01, GP

En solskinsdag i efteråret stod jeg og kiggede i de uden for fotobutikken Photografica opstillede rodekasser. En ung pige ved siden af mig havde samlet et spejlreflekskamera op fra en af kasserne, hun stod og spændte og udløste lukkeren – klik klik klik. Det var i flere henseender interessant, for udover at pigen var flot og så sød ud var det tydeligt, at hun ikke vidste hvad hun havde i hænderne. Men med mange års erfaring i den slags kunne jeg, skønt hendes hånd skjulte typebetegnelsen, godt se, at det drejede sig om et Nikon FE-2 kamerahus, i sortlak og i nogenlunde pæn stand. Og altså ikke mere defekt, end at den kunne sige klik.

Af erfaring vidste jeg ligeledes, at man godt kunne være heldig at finde et kamera her, som trods et par mindre fejl og/eller skønhedsfejl ville være brugbar, evt. efter en mindre fejlretning. Så da den søde unge dame smed kameraet igen tog jeg chancen og købte kamerahuset for 75 kr.

Kameraet kom også godt nok til at virke, men det blev dog nødvendigt at rive toppen af huset, hvilket kan gøres med almindeligt håndværktøj, men blot er lidt tidskrævende. Det viste sig nemlig, at udløseren ovenpå kameraet havde sat sig fast, så lukkeren ikke længere kunne udløses. Dette må være sket i tidsrummet mellem jeg forhandlede prisen med Jens inde i butikken og senere tog kameraet frem hjemme i stuen, og er lidt af et mysterium. For jeg havde jo hørt den unge dame udløse kameraet flere gange, jeg havde selv betjent det inde i butikken, men da jeg kom hjem, havde udløseren, der er en helt mekanisk konstruktion, sat sig uhjælpelig fast. Mystik! Men spærringen kunne som sagt afhjælpes efter afmontering.

Herudover manglede batteridækslet i bunden i kameraet. Men her var jeg så heldig at have en lille plastæske liggende med 2 sådanne, fabriksnye dæksler, købt for et par år siden fra samme rodekasse!

Nikonen er nu i tip-top working condition, lysmåleren er spot on, og FE-2’eren er blevet min favorit-Nikon. Jeg har ganske vist et par ældre Nikkormat kameraer, som måske kan sammenlignes med FE-2’eren, men de er mere klodsede og uden automatik.

Jeg har berettet denne lille historie fra en foto-rodekasse, fordi disse rodekasser nu vistnok er en saga blot. De er i al fald forsvundet fra Photografica, og jeg kender ingen andre fotobutikker her i Københavns området, hvor de har overlevet. Dog vil man i min stambutik Foto/C i Holbergsgade vistnok i.t.v. bevare “traditionen” i forbindelse med deres årlige novemberudsalg.

Forresten har jeg set, at der netop nu er stort udsalg hos Photografica i Skindergade. Vinduerne bugner som vistnok aldrig før med nedsatte varer, ja det ser ud til at næsten alt analogt fotoudstyr i butikken er på udsalg til stærkt reducerede priser. Jeg har jævnligt lagt vejen forbi forretningen næsten siden den blev startet for 15 – 20 år siden, men jeg har aldrig set noget lignende, og jeg tror det utvivlsomt er et tidens tegn. Det er måske ganske enkelt endnu et vink med en vognstang om den omsiggribende “Wertzerstörung”, som hærger overalt, – fra Wall Street over Fleet Street og Den Røde Plads til Den Kinesiske Mur. Fra aktier og jord og fast ejendom over kunst og antikviteter til computer- og fotoudstyr.

Men netop analogt fotoudstyr har vistnok været særligt hårdt ramt af denne værdiforringelse, og på det område begyndte tilbagegangen utvivlsomt allerede for 5 – 10 år siden, da digitalkameraer begyndte at blive populære og almindelige, og tilbagegangen har vist været accelererende lige siden?

Jeg hørte da også første gang ordet “Wertzerstörung” i forb. med analogt fotoudstyr for ca. 5 år siden. Det var i Hamburg på en af de i Tyskland almindelige fotobørser, som er store, for det meste indendørs loppemarkeder udelukkende med fotoudstyr. Det var en god bekendt, som endnu engang havde forbarmet sig over mig og inviteret mig med til Hamburg. Som så ofte før blev jeg samlet op i Nyborg af min bekendt, som bor vest for Storebælt, og transporteret over stok og sten til Hamburg City, hvor man indtil for ganske nyligt kunne overnatte på et lille hotel midt i byen for ca. 35 Euro, d.v.s. ca. 250 kr for et beskedent enkeltværelse. Desværre har hotellet for et par år siden skiftet ejer, og er nu blevet for dyrt for min pengepung.

Det pågældende hotels beliggenhed havde yderligere den fordel, at jeg om morgenen for 5 Euro kunne tage en taxa til fotobørsen, da jeg foretrækker at komme tidligt på marked, mens min bekendt holder af sin morgensøvn og et ordentligt morgenbord.

På det her omtalte marked var der en af de handlende, der havde et såkaldt BERTRAM-Camera til salg. På min forespørgsel om prisen opgav sælgeren et tal, der var langt mindre end jeg havde ventet, og da jeg gav udtryk for min forundring svarede sælgeren: “Ja, es ist die ganz grosse Wertzerstörung”. Allerede dengang var den reelt opnåelige pris altså vistnok nærmest i styrtdyk, selv for et relativt sjældent kamera, hvad Bertram kameraet utvivlsomt er.

Jeg har siden haft lejlighed til at købe et Bertram kamera til en relativ billig pris. Det var ved mit i.t.v. sidste besøg på det store fotomarked i Houten uden for Utrecht i Holland for 4 år siden. Dette marked siges at være Europas største indendørs marked, hvilket nok skal passe, for det er stort! En engelsk sælger havde et pænt og intakt eksemplar tilbage ved lukketid, og jeg kunne da erhverve det for omregnet ca. 1500 kr.

Dette er ganske vist et betydeligt beløb i mit beskedne budget. Men tager man i betragtning, at der er tale om et high-quality systemkamera i negativformat 6×9 cm, som har koblet afstandsmåler med udskiftelige objektiver, udskiftelig rullefilmskassette og med mulighed for at anvende planfilm. Samt at kameraet har bælgudtræk og kipbar bagramme, så man kan justere skarphedsplanet efter Scheimpflug. Og endelig at Bertram’en faktisk er ret sjælden, idet der vistnok er lavet mindre end 1000 eksemplarer, så bør prisen vel være akceptabel selv for en fattig pladekamerafreak? Der er jo noget der hedder rugbrød, margarine og spegepølse!

Mit eksemplar har et 105 mm normalobjektiv men iøvrigt ikke noget tilbehør. Men de almindelige Rada-rullefilmskassetter og -pladekassetter fra ældre 6×9 pladekameraer passer derpå.

Jeg har desværre ikke siden besøgt markedet i Houten, idet jeg synes turen er blevet for dyr, selv om man er to til at dele transportudgiften, bl.a. er hoteller i Holland ganske dyre.

kommentarer (0)

Bøger encore.
31. dec 2008 19:42, GP

Også denne december har der været hollandsk udsalg af antikvariske bøger i Helligåndshuset her i København. Og for mit vedkommende er det blevet til godt en snes bogtitler mere at holde styr på. D.v.s. inklusive nogle få bøger fra det forrige udsalg i november, men ikke medregnet de bøger jeg i samme periode har erhvervet ved de sidste udsalg af kasserede bøger på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade.

Jeg har stablet de fleste, d.v.s. ialt 22 titler, på bordet her foran mig, og havde tænkt mig at meddele titlerne her. Jeg tænkte mig nemlig, at det muligvis kunne interessere en eller anden at se, hvad sådan en typisk bogorm kan finde på at slæbe med hjem. Jeg burde måske i stedet have sagt “bogorm af min type”, idet der utvivlsomt findes mange arter bogorme, hver med sin smag!

Jeg kommer aldrig på udsalgets første dage, da bøgerne da er for dyre, men venter til prisen er 20 eller 10 kr stk. Alle de her nedenfor nævnte har kostet 20 kr. stk.
So here we go (uden nogen bestemt rækkefølge):

1. THE VICTORIAN TRAGEDY. Af Esmé Wingfield-Stratford. London, 296 sider, 1930.

Jeg kender ikke på forhånd noget til forfatteren; jeg har allerede bladret lidt i bogen, og det ser ud til, at TRAGEDIEN går på, at det ifgl. forfatteren ikke lykkedes det engelske samfund ved midten af 1800-tallet at videreføre de hidtidige åndelige og etiske værdier over i den nye, tekniske tidsalder.

2. KEJSER FREDERIK BARBAROSSAS HISTORIE. Af Otto af Freising. Oversat af Kåre Olsen. Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse. Kh, 216 sider, 1943.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig har fået læst en eneste af Kildeskriftselskabets mange oversættelser, men tænkte, at hohenstauferkejseren Frederik Barbarossa (ca. 1123-90) godt kunne være et interessant sted at starte. Han var bedstefar til kejser Frederik 2., der holdt hof på Sicilien, som regnes for europas dengang mest civiliserede land. Om Frederik 2., som blev forældreløs allerede i 4-års alderen meddeler Meyers Konversationslexikon (6. udg. 1908) bl.a.: “Ein an Schicksalen reicheres Fürstenleben hat das ganze Mittelalter nicht aufzuweisen; unter allen Hohenstaufen kommt ihm an geistiger Begabung keiner gleich. Dem sinnlichen Genuss über Gebühr ergeben, Krieger und Dichter, Gesetzgeber und Künstler, von den Christen verraten und von sarazenen geehrt, heftig in der Liebe wie im Hass, fromm und doch als Ketzer gebrandmarkt, in seiner Ansicht über Kirchentum und Staat seiner zeit weit vorauseilend und doch ihr huldigend, ist Friedrich eine bei allen Fehlern bezaubernde Erscheinung..(..)Die Sage vom Zauberschlaf in einem Berg bezieht sich ursprünglich auf Friedrich 2.”

Dette sagn om “tryllesøvnen” siger, at han – eller bedstefaderen Frederik Barbarossa – sidder og sover under bjerget Küffhäuser i Thüringen for først at vågne, når riget er i nød. Barbarossas røde skæg er vokset fast i stenbordet, han sidder ved. Jeg formoder, det må være det samme sagn, som er vandret til Helsingør og overført på vor egen Holger Danske. Ogier le Danois, som han hedder i Frankrig, var som bekendt en af kejser Karl den Stores (744-814) livvagter. Og da stjernebilledet Karlsvognen er opkaldt efter Karl den Store kan man godt tænke sig, at denne kejser har været en stor mand, som nok også har haft store livvagter! Findes der forøvrigt andre herskere i verdenshistorien, som har fået et stjernebillede opkaldt efter sig?

Frem for at oversætte stykket fra Meyers Konversationslexikon (er tysk ikke ved at være lidt “in” igen – måske qua de mange danske lejligheder i Berlin?), bringer jeg følgende udtog fra vor egen Salmonsen (2. udg. 1919): “Af fødsel halvt tysker, halvt italiener, af tænkemåde helt det sidste, opdraget på Sicilien, dengang Europas mest civiliserede land, hvor arabisk og vesterlandsk kultur mødtes, var Frederik helt igennem præget af det ejendommelige milieu, i hvilket han voksede op. Det viste sig i hans styrelsesmåde, der var indrettet efter østerlandsk mønster, det kom til syne i hans livsglade hof med dets harem og arabiske livvagt, men stærkest dog i hans egen karakter. Som kejser brød han ikke med kristendommen, således som den nu engang havde udviklet sig, derom bærer hans blodige kætteredikter vidne; som menneske var den fintdannede, højtbegavede mand derimod en fuldblods rationalist, der efter arabernes sigende “legede med kristendommen”. Religionen var for ham et opspind af kloge præster, og pavedømmet, sagde han, beroede kun på menneskenes dumhed”. Samtiden kaldte ham “stupor mundi et immutator mirabilis”, som jeg – trods mine helt manglende latinkundskaber – vover at oversætte med noget i retning af verdens overraskende, blændende, sælsomme.

Frederik Barbarossas søn Philipp (af Schwaben) blev gift med den kejserlige, byzantiske princesse Irene, en af de mange interessante kvinder i den europæiske højmiddelalder. Irene, hvem samtiden tillægger dyd og skønhed, Walther von der Vogelweide kalder hende “en rose uden torne, en drue uden galle”, var oldebarn af Theodora Komnena, en søster til den berømte Anna Komnena (ca. 1083-1148), hvis historiske fortælling “Alexiaden” (efter deres far kejser Aleixos) fra Byzans ved den første korstogs tid har beskæftiget mangen historiker gennem trekvart årtusind. På dansk foreligger bl.a. en fin lille bog “Anna Komnena – Øst og Vest under første korstog” af Grethe Foss, men Alexiaden findes også blandt kildeskriftselskabets udgivelser.

3. ON COMPROMISE. Af John Morley. London, 284 sider, 1917.

Jeg har kun bladret lidt i bogen, men jeg tror forfatteren filosoferer over, hvornår resp. hvornår ikke og i givet fald hvor langt man bør gå på akkord med sine principper. I dag ville han tænkeligt konret have behandlet f.eks. spørgsmålene om, hvor meget en fri, demokratisk forfatning kan give afkald på friheden for at redde demokratiet.

4. DAGLIGT LIV PÅ KRISTI TID. Af A.C. Bouquet. Oversat af Kjeld Birket-Smith. Kh, 229 s., 1955.

Jeg kunne sagtens tænke mig, at nogle læsere vil mene, at det må da være en kedelig bog. Men det er det ikke. Fra side 34 “Materiel Kultur – Huse” gengiver jeg: “Man gør sig skyldig i en fuldstændig misforståelse ved at tro, at de byboeres verden, hvortil den kristne bevægrelse kom, lignede de middelalderlige europæiske byer med snævre, urene gader. Det syriske Antiochia, hvor disciplene først kaldtes kristne, stod med hensyn til byplanlægning efter manges mening fuldt på højde med, hvad man kan se nu om dage (!). Det var den trediestørste by i datidens verden.(….) Udgravninger og fund har vist, at den havde i det mindste fire kilometer marmorlagte gader med søjlerækker langs siderne, væddeløbsbaner og badeanstalter, springvand, templer og torve samt en fuldt udbygget natbelysning, der omend ikke elektrisk øjensynlig var næsten lige så effektiv som vor. Selve byen nød godt af et af de bedste klimaer på jorden, måske at sammenligne med Hollywoods nu til dags, så den var et paradis for velhavende opkomlinge, der søgte et fornøjeligt tilflugtssted.”
“En af Ceylons gamle byer havde en omkreds på 25 kilometer bebygget areal, og Ninive betegnes i Jonas’ Bog som “tre dagsrejser stor”.(…).

5. DEUTSCHES NAMENLEXIKON. Af Hans Bahlow. München, paperback, 588 sider, 1972.

Så godt som alle danske navne gives der udmærkede forklaringer på i Politikens Nudansk Ordbog, som dog ganske vist (vistnok ?) er stærkt indskrænket i den (eller de) nyeste udgave(r). Men mange tyske navne søger man naturligvis forgæves. Om ovennævnte Irene og Philipp (af Schwaben) oplyses i Deutsches Namenlexikon: “IRENE. Græsk Fredsgudinde. Importeret som adeligt fornavn fra Byzans”. “Philipp. I middelalderen menes sjældnere Apostlen end Alexander d. Stores far kong Philippos af Makedonien (philippos er græsk for “hesteven”). Indkommet som fornavn først ved adel og riddere, sammenlign kong Philipp af Schwaben o. 1200 (etc.)”. Både Irene og Philipp kan naturligvis også slås efter i Politikens Nudansk Ordbog.

(fortsættes)

Alle læsere ønskes en festlig Nytårsaften (pas nu på ører, fingre og øjnene!) samt et godt Nytår!

kommentarer (0)

St. Petersburg
27. dec 2008 13:38, GP

Efter en hektisk december måned er det blevet tid til at blogge lidt igen. Som nævnt tidligere har jeg taget fat på en stabel bøger fra en af bogreolerne, og er gået i gang med at omtale de 12 bøger i denne stabel een ad gangen. Vi har indtil nu nået 4 bøger, nemlig

1. Photographic Cameras and Acessories, af Paul N. Hasluck, London 1901.
2. Fornuftig Amatør Fotografi, af Herman Bente, Jonals Co., Kh 1938.
3. Elements of English Law, af William Geldart, London 1911/1960 begin_of_the_skype_highlighting 1911/1960 end_of_the_skype_highlighting.
4. Ved De?, af Frida Been, Kh 1948. (Lo and behold – en niéce er løbet med bogen!)

Der er altså tilbage at omtale 8 bøger fra denne stabel. De 8 bøger er i virkeligheden 7 titler i 8 bind, idet den ene titel er i 2 bind. De resterende titler er

5. Selskabslivet. Den evropæiske verdens sæder og skikke 1789-1900. Af A. von Gleichen-Russwurm. Oversat af H. Weitemeyer. Kh, 1913.
6. Kongemagt og Aristokrati. Epoker i Middelalderlig dansk statsopfattelse indtil Unionstiden. Af Aksel E. Christensen. Kh, 1968.
7. Le Vocabulaire des Institutions Indo-européennes. Af Émile Benveniste. Paris 1969, i 2 bind, bind 1: Économie, parenté, société. Bind 2: Pouvoir, droit, religion.
8. Festskrift tilegnet Carl Klitgaard, på 70-årsdagen 6. december 1938. Kh, 1938.
9. Folklynnen. Af Carl G. Laurin. 8. oplag, Stockholm 1920.
10. Tempelherrernes Skat. Et studie. Af Erling Haagensen, 2. udg. Kh. 2006.
11. Kunstskatte i Danmark. Af Gorm Benzon, Odense uden år, men vist ca. 1960.

Omtalen af et enkelt afsnit vedrørende “Tenure”, d.v.s. (traditionelle) besiddelsesmåder for jord (og fast ejendom) i England, fra ovennævnte 3. bog “Elements of English Law”, har indtil nu bredt sig over de sidste 3 indlæg, hvoraf det seneste blev bragt for nu 3 uger siden. I disse 3 indlæg er nævnt resp. kort omtalt forskellige former for Tenure i England gennem tiderne, og vi endte med at tale om Domesday-Book (resp. Liber de Wintonia/Bogen fra Winchester).

Havde denne december ikke været så uventet hektisk for mig, ville jeg helst have afrundet omtalen af Tenure. Men da nu Domesday-Book har ligget stille hele december, tror jeg, den gerne kan ligge lidt endnu, og istedet vil jeg tage hul på de resterende bøger fra vor udvalgte stabel. Måske kommer vi alligevel ad omveje tilbage til Domesday-Book inden så længe?

Jeg er idag lidt i tvivl om, hvorfor jeg har beholdt v. Gleichen-Russwurms bog “Selskabslivet”, da emnet og den her omhandlede epoke ikke har min specielle interesse. Det drejer sig som sagt om den europæiske verdens sæder og skikke, især med hensyn til selskabeligheden, i tiden fra den franske revolution og indtil 1900. Men måske har jeg tænkt på oversætteren.

Dansk Biografisk Håndleksikon oplyser, at Harald Weitemeyer (1846-1921) var magister i historie og historisk forfatter. Han blev mest kendt som hovedredaktør af Traps “Danmark” i 3. og 4. udgave, hvor han udførte et meget fortjenstfuldt arbejde. En redaktør af “Trap”, må nødvedigvis besidde en meget betydelig arbejdsevne, og han nåede vist også meget andet, herunder altså at oversætte “Selskabslivet” fra den tyske original. Måske har oversætteren dog alligevel haft lidt for travlt. Man fornemmer nemlig undertiden en vis uklarhed i udtrykket resp. åbenbare oversættelsesfejl. F.eks. hedder det i omtalen af Napoleon Boneparte (idet forudskikkes, at de stykker fra bogen jeg gengiver altid er i anførselstegn, samt at jeg uagtet citationstegnene undertiden har forsøgt at rette enkelte uklarheder i det noget arkaiske sprog):

“Boneparte var for meget sydlænding til, at han ikke ret af hjertet skulle føle glæde ved pomp og pragt og en hofstats brogede, rige liv. Og parvenu nok til at have denne uimodståelige, hemmelige ærefrygt for dén belevne forms og sociale konventions magt, som i sin tid havde imponeret barbarerne, da de stod overfor Roms og Athens kultur. Skønt noget forlegen og kejtet i selskabelighed og ligefrem brutal i sin omgang med kvinder, så opgav Napoleon dog ikke sin lille selskabelige ærgerrighed, men ønskede at glimre såvel i den store verden som på slagmarken og i statsrådet. Han talte et dårligt fransk med sydlandsk accent og blandet med italienske talemåder og med suveræn foragt for alt, hvad der hed grammatik, jo mere han kom i ånde. Trods alt det var der ofte en betagende magt over hans måde at tale på, den var åndrig, spillende af liv, fuld af overranskende billeder, vendinger og prægnante sætninger. Han satte pris på, at man beundrede hans talegaver, og forstod at vurdere den lyttende tålmodige eller begejstrede tilhører. Dog var det kun, når han var i lune eller stemning, at han ville deltage i selskabslivet”. (s.24)

“Den store verden” er en ubehjælpsom oversættelse af det franske udtryk “le grand monde”, som betyder “den fornemme verden” eller blot “de fornemme”. Ligeledes er “og forstod at vurdere den lyttende..” utvivlsomt en forkert oversættelse, her af det tyske “schätzen”, som ganske vist kan betyde at taksere, vurdere, men her naturligvis skal oversættes med “værdsætte”. Begge tilfælde må siges at være meningsforstyrrende fejl for en mindre sprogkyndig læser. Et andet eksempel:

“Kun Napoleon selv egnede sig ikke for den guldbroderede Hofdragt, som de to malere var mestre for; efter de første receptioner ombyttede han den igen med sin simple uniform. Men Kejseren var også den eneste, der tillod sig at optræde på brædderne som slet og ret soldat. Selv de gamle hugafer af markaller måtte ligesom de unge dansende officerer finde sig i de små sko, de hvide silkebenklæder med strømper og den broderede kjole. De gamle krigere “avaient l’air emprunté” (så ud, som om de var lånte), men de unge lieutenanter gjorde efter øjenvidners beretninger ligeså god en figur som tidligere kavalererne i Versailles”. (s.34)

“Avaient l’air emprunté” betyder “virkede unaturlige, kejtede eller forlegne”, mens oversætteren blot har brugt den direkte oversættelse af ordet emprunté – lånt. Man kunne godt få den mistanke, at oversætteren har manglet en god fransk ordbog.

Jeg har dog kun læst nogle enkelte stykker i bogen, og kan ikke sige, om der blot er tale om enkelte svaler.

Iøvrigt vil jeg nøjes med at gengive nogle få, spredte stykker fra to afsnit om (selskabs)livet i St. Petersburg, der i 1712 blev Ruslands hovedstad. Vi befinder os først i begyndelsen af 1800-tallet:

“Den slaviske ånd er vidt forskellig fra den engelske humor, den franske esprit og den tyske jovialitet. Den har den lykkelige egenskab at komplettere alle de andre og smidigt at kunne bøje sig efter de andre nationalejendommeligheders skarpe kanter. Hvad englænderen sir Sidney Ralph sagde om fyrstinde Lieven, gælder i almindelighed om disse kvinder, som trods deres orientalske underdanighed overfor manden har øvet en så stærk indflydelse på den russiske historie: Overdentlig musikalsk, men uvidende i alle elementære kundskaber, så en skoledreng må korse sig. Hun skriver bedre end nogen som helst anden. Hun har en panisk skræk for at kede sig. Hun er hævet over al falskhed og smålighed.
Talleyrand og Metternich dømte på samme måde om de russiske damer, som mere end een gang gennem samtaler orienterede dem angående czardømmets indre forhold”.

“De som havde et iltert blod og penge nok til at kunne forlade hjemmet, gennemrejste Europa, de som var ærgerrige og ville spille en rolle, sluttede sig til et af de hemmelige selskaber, som underminerede det apatiske czarriges fred. Den unge Puschkin beskrev denne følelse overfor en ven, som havde kaldt russerne for frivole og overfladiske: Vi er nødt til, sagde digteren, at tage vor tilflugt til stærke, voldsomme midler som spil, dans og stor larmende selskabelighed, til bordets glæder, forcerede slædefarter, ophidsende teaterscener, til stadige rejser og evig forandring. Alt hvad der kan afbryde en fanges monotone tilværelse, er for det slaviske menneske en bydende tvang, som han må tilfredsstille for enhver pris. Thi ellers står han i fare for at dø af kedsomhed, væmmelse eller en ubestemmelig, sygelig længsel”. ((Passer denne beskrivelse ikke i nogen grad på det moderne vestlige menneske anno 2008?)).

“Russeren savner al hang til en idealisme, der er sig selv nok, han er realist i livet, i moralen, i litteraturen. At det fornemme St. Petersburger selskabs vaner ikke passede til vesteuropas etiske love, men svingede mellem det mest vidtdrevne raffinement og afgjort barbari, mellem den strengeste religiøsitet og løssluppen livslyst, hænger nøje sammen med hele rigets sociale forhold. På Alexander I’s tid skrev en østrigsk diplomat hjem: Den russiske regering er for oplyst til ikke at vide, at det under et absolut regimente et eller andet sted må komme til misfornøjelse og oprør, og den ser da hellere, at der kommer oprør i sæderne end i politikken”.

“Det russiske landliv var meget skikket til at lulle en ung sjæl ind i sentimentale verdensdrømme. Den søde duft fra birk og hyld, fra de umådelige grønne stepper og bregnekrattet gør hjærtet modtageligt for sværmeri. Den unge godsejerdame betjenes af underdanige, brogetklædte piger, som synger smukke, melankolske sange til deres arbejde, og har intet andet at gøre end at hjælpe med ved frugtsyltningen eller tørringen af svampe til fastetiden og at lytte til den gamle ammes fortællinger og hendes spådomme om kærlighedslykke eller også i al hemmelighed med glødende kinder at sluge de engelske moderomaner.”

“Folket var udannet, men godmodigt og trofast mod traditionerne. En middelstand, der havde formået efterhånden at optage det nye i sig, eksisterede ikke; derimod var der temmelig umotiveret opstået et dannelsesproletariat, som man kaldte “intelligentsiaen”, og som fra krigerlivet havde bragt spiren til de revolutionære ideer hjem med sig.”

“Siden czaren ved en audiens i Berlin havde sagt til nogle landsmænd, at hans hærs march gennem Tyskland til Paris også skulle indlede en ny, friere historisk epoke for hele Rusland, blev det mode i St. Petersburg at kokettere med de liberale ideer. Der dannedes overalt hemmelige selskaber, fremfor alt frimurerloger, og i begyndelsen så magthaverne på dem som narrestreger eller et slags selskabeligt krydderi, indtil de ved deres mængde og store udbredelse blev til en fare og blev forbudte ved strenge love. Enhver embedsmand og militær måtte sværge på ikke at tilhøre nogen forening, og frimurerlogernes ejendom blev solgt ved auktion på offentlig gade for at latterliggøre deres ceremonier. Thi der er intet, som hurtigere kan gøre det af med en bevægelse i St. Petersburg end når man kan gøre den latterlig.
I den fornemme verden såvel som i den militære stand opstod der dog nu andre foreninger som Velfærdsforbundet og Det russiske Ridderforbund, til hvilke blomsten af adelen og mange fremragende videnskabsmænd hørte. Det var skønne ord, der hørtes der, og man holdt hemmelige fester og møder til lovprisning af vestens revolutioner. I disse kredse opstod den panslavistiske ide, som til en begyndelse skjulte sig under et nyt selskabs navn “De forenede Slaver”. Fra først af var dets formål at udglatte modsætningen mellem russere og polakker ved et fortroligt samvær”. ((Denne modsætning eksisterer dog vistnok stadigvæk i 2008?)).

“I Rusland gælder embedsmanden og den højtstående officer både i det offentlige og det officielle liv mere end adelsmanden, selv om denne hører til de fornemste familier og er indskrevet i adelens gyldne bog, ja adelsskabet går endog tabt, når man ikke opnår en bestemt militær rang eller en dertil svarende civilstilling, ligesom man på den anden side erhverver adelspatent ved at komme ind i de høje embeder. I dette punkt er der en modsætning mellem det russiske samfund og alle vestens traditioner, og derpå beror for største delen statens embedsmænds og deres damers uhyre anmaselse i det selskabelige liv”. ((Fornemmer man hér, som ofte i Rusland, en påvirkning fra østasiatiske (kinesiske) forhold? Danmark har (under kongerne Chr. 5 og Fr. 4) haft lignende forordninger)).

“Foruden embedsmændene havde dog også garden tilkæmpet sig en særstilling, og dens selvbevidsthed var så stærk, at den ved czar Nikolajs tronbestigelse omtrent indtog den samme plads som prætorianerne i det romerske kejserrige. “Uden sin garde er en russisk kejser ligeså svag, som han er stærk, når han har den med sig”, skrev dengang en stor iagttager, thi selvherskeren over alle russere var ikke sikker på sin krone, før garden havde aflagt troskabseden. Dens generaler og officerer var ikke alene mægtige faktorer i salonen og på eksercerpladsen, men de spillede også en betydelig rolle i paladsrevolutionernes hemmelige verden”. ((Minder gardens rolle dengang tænkeligt om efterretningstjenestens i nutidens Rusland?)).

“Sproget i salonerne var udelukkende fransk, ved hoffet og i enkelte familier havde det tyske overvægten. Selv de indfødte damer kunne kun dårligt udtrykke sig på russisk og anvendte alene deres modersmål overfor tjenerskabet, og denne skik styrkedes ved, at de fleste russiske diplomater og mange af statsmændene i de højeste stillinger var udlændinge. Siden Peter I.s tid udmærkede det russiske hof sig ved, at det fordomsfrit valgte sine folk og tog mange udlændinge i sin tjeneste. Disse elementer påtvang russerne en kunstig civilisation. En skare eventyrere fra alle vesteuropæiske nationer og stænder kom til St. Petersburg, og czaren anvendte dem til at komplettere kredsen af sine embedsmænd, officerer og især diplomater”.

“Mandens nationalitet, fortid og herkomst spurgte man ikke om, kun om han var tjenstvillig og brugbar. Hæren var altid optaget ved den sydlige og vestlige grænse, den fremmede general sejrede snarere end den indfødte, thi han sparede ikke på den for ham fremmede nations blod, og han kendte sin herres gavmildhed. Embedsmanden var ikke knyttet til folket ved nogen national sympati, han gik hensynsløst frem mod alle sammensværgelser, thi han frygtede intet andet and czaren, og rige belønninger som titler, godser og juveler ventede ham. Talentfulde og samvittighesdsløse lykkeriddere hang ved kejserhuset med en reflektionens royalisme, som var vidt forskellig fra den instinktmæssige royalisme, som man kendte i Tyskland, Frankring og England”.

“På grund af disse, for det meste tyske og baltiske embedsmænds virksomhed og de tyske købmænds store foretagsomhed, som de indolente russere så på med inderlig misundelse, udsprang der et nationalhad mod de vestlige naboer, som ikke kunne mildnes ved nogen forsoningsfest eller ved tradionelt venskab”.

Herefter rykker vi frem til 2. halvdel af 1800-tallet; Napoleons halvbror grev Morny er på vej til czar Alexander II.s kroningshøjtidelighed i St. Petersburg:

“Morny og hans følge kørte indtil Königsberg med jernbane i magelige salonvogne, derfra fortsatte de rejsen i den lyse sommernat i en engelsk cupé og en berline (d.v.s. hestevogne); da de var kommet ind over den russiske grænse, red en kurer i forvejen som kvartermester. En af ledsagerne har skrevet en rejseskildring fra august 1853, og den giver et godt begreb om, hvorledes man dengang nåede frem til en af europas fornemste og eleganteste byer: Civile og militære embedsmænd i gallauniform kappedes om at stille logis og møbler til vor rådighed, men det var altsammen ret mangelfuldt. Til hans excellence (grev Morny’s) disposition stod den uundgåelige russiske divan, på hvilken den indfødte rejsende sover nok så tilfreds indhyllet i sin pels, samt et bord og nogle stole; derimod så man aldrig en seng. Men som erfaren mand havde Morny i forvejen sikret sig, han slog sin feltseng op, medens vi andre så godt det lod sig gøre fandt os til rette på sofaen eller et par stole med vor vadsæk som hovedpude”. ((Fra Königsberg til St.Petersburg er der vist omtrent 1000 km ad “landevejen” (der vel som regel blot har været et par hjulspor), så det har været en langvarig og anstrengende tur med hestevogn. Man kan undre sig over, hvorfor man ikke er rejst ad søvejen? St.Petersburg ligger på højde med Oslo)).

“Omgangen mellem forlovede var som før strengt formel, og forlovelserne blev stadig arrangert på partriarkalsk vis inden for familierne. Det gjalt for højst upassende at veksle håndtryk med unge damer, ja også at tale russisk med dem ansås for en utilbørlig fortrolighed. Konversationen førtes på et meget sirligt fransk, af og til på engelsk. Nogle gamle damer førte et despotisk regimente i salonerne; en af disse saloner kalder Golovin “snarere et museum for forsteninger end et samlingssted for levende mennesker”. Den strenge, konventionelle opdragelse forledede dog damerne med en egen stiliseret ynde og en renhed i følelsen, som i forening med det slavisk drømmende tungsind stadig stemte overens med Puschkins ideale Tatjana-type”.

“Intetsteds var verdensmandens egenskaber en bedre støtte for diplomaterne end i Alexander II.s omgivelser, og intetsteds kunne den intelligente kvinde, der hævede sig over sine mandlige standsfæller, mere gøre sig gældende end her ved det strengt autokratiske, men for alle intriger modtagelige hof og selskab ved Nevaen”.

“De mest moderne toiletter (selskabskjoler, ordet kommer af fransk toile – lærred), de fineste, af en pariserkok efter alle kunstens regler tilberedte retter, de mest udsøgte vine og den nye industris kostbareste frembringelser bidrog til at forsøde livet for de rige, fornemme russere i hovedstaden og på deres herregårde; men ligesom skruptudserne kunne muntre sig i en eller anden fyrstes forstue, således kunne der ikke alene i husets bagværelser, men også i selve salonerne findes mange mærkelige ting. Meget som i vesteuropa ville gøre et menneske umulig i det gode selskab – ydre særheder såvel som moralske brøst -, gav og giver i St. Petersburg ikke anledning til at udelukke ham. Det har vel for en stor del sin grund i, at politiske forbrydere, hvortil altid folk af de bedste kredse har hørt, blev behandlet på samme måde som almindelige forbrydere. Det har slappet følelsen for en finere distinktion”. ((Fornemmer man en vis analogi med Rusland i årene efter omvæltningerne omrking 1990?)).

“Den russiske dame lader sig let påvirke af kunst og litteratur. Hun tager med begejstring mod den moderne musik, interesserer sig for videnskaben og lader digterens skikkelser helt ud indvirke på sig. I intet samfund har (f.eks.) George Sand øvet så stor indflydelse som i det russiske, og i intet land har den hjemlige digtning indtaget en så stærk position, så snart den var vågnet til national bevidsthed. Den unge generation af damer og herrer, havde i modsætning til deres forældre fået en meget god uddannelse i russisk. På deres salonborde lå ved siden af de nyeste franske og engelske også de russike, både opskårne og læste romaner. Det var grunden til, at den unge Dostojevskis “Fattige Folk” vakte så stor opsigt allerede i halvtredserne. På een gang skar jammerskriget fra en verden, som man levede lige opad uden at ane dens eksistens, ind i salonerne. Forfærdelsen og medlidenheden fremkaldte hos kvinderne en trang til mystik, som altid er skjult til stede hos de slaviske folk og derfor kun behøver en ringe anledning til at blusse stærkt i vejret”.

“Dostojevskis indflydelse tabte sig, da den geniale mand blev indviklet i en af de mange skandaler, som St. Petersburg er så rig på, og blev sendt til Sibirien i flere år. Men da han kom tilbage, styrkede han atter sin litterære position og fik international betydning ved sin forbryderroman “Raskolnikov”, som med den største tydelighed viser den afgrund, der er mellem det i Europa kendte, elegante St. Petersburg og det egentlige, umådelig store Rusland”. ((Eksisterer denne afgrund mon ikke tildels endnu idag?)).

“Samtidig med at adelen begyndte at bringe ideer om politisk frihed med hjem fra sine rejser, slappedes selskabslivets traditionelle strenghed. I den første begejstring over frigørelsen slog ungdommen sig sådan løs, at de gamle måtte ryste på hovedet, om også det i begyndelsen fik temmeligt uskyldig udslag som for eksempel i Vinevitinovskis hus, hvor gæsterne fra den tidlige morgen til langt ud på natten summede som i en bikube. Når der bare var folk til stede, der havde lyst til at danse, dansede de med liv og lyst på enhver tid af dagen og natten, det faldt dem ind. I stedet for musik (d.v.s. musikere) tog man ofte til takke med valsemelodier, der nynnedes af en eller anden af gæsterne, til forfriskning stod der altid Samovar og Zakuski (Sakuski – lette, kolde anretninger og drinks) fremme.” ((Altså den tids diskotek/natklub?)).

Von Gleichen-Russwurm var et oldebarn af den tyske digter Schiller, idet Schillers datter Emilie blev gift med en bayersk kammerherre v. Gleichen-Russvurm. Deres søn Ludwig, født og opvokset på slottet Greiffenstein ved Bonn, blev kunstmaler og hans søn Alexander, vor forfatter, blev født i München. At han har haft interesse for og en omfattende viden om den litterære verden og det fornemme selskabs, le grand mondes, sæder og skikke fra Schiller og frem til sin egen tid er altså ikke helt uden grund.

Hans her omtalte bog er meget indholdsrig, jeg har næppe omtalt en hundrededel af den. Mit eget eksemplar er i en miserabel tilstand, hvorfor den bliver ofret til papirmøllen. Interesserede vil antageligt kunne låne den på biblioteket eller evt. købe den for næsten ingenting antikvarisk.

kommentarer (0)

Bogen fra Winchester
3. dec 2008 00:04, GP

For små 3 mdr. siden skrev jeg et indlæg om min blogs daværende “forhold” til Google, eller omvendt, hvoraf det gerne skulle fremgå, at jeg var – lidt – benovet over være meget højt placeret ved enkelte googlinger, f.eks. af Arizona Highways. Men Nemesis er en hård kvinde, og ret hurtigt forsvandt jeg totalt fra Google-globens overflade. Naturligvis hørte jeg næsten ligeså hurtigt helt op med at google mine egne indlæg, som der ganske vist også har været lidt langt imellem i den periode.

Men igår så jeg, at der havde været nogle få amerikanere inde på mit seneste indlæg, og jeg formodede, at det var Domesday-Book, de havde googlet. Nysgerrig efter at få den formodning be- eller afkræftet googlede jeg så igen et eget indlæg internationalt, d.v.s. ordet Domesday-Book. And lo and behold, mit indlæg kom ind som nr. 3 af ca. 1.290.000 henvisninger. Så lige nu er jeg ikke til at skyde igennem, selvom jeg forøvrigt godt kan se, at indlægget ikke er den store publikumsmagnet!

Hvorfor mit indlæg med overskriften Domesday-Book er kommet så højt op ved jeg naturligt nok ikke. Men Google-søgemaskinen, eller Google-clouden som det vist hedder nu (refererer som bekendt til de gigantiske serverparker, kaldet computer-clouds, som google nu har til sin rådighed, række på række af serverhylder i bygninger, som fylder så meget som 2 eller 3 fodboldbaner) – altså Google er intelligent – tag ikke fejl af det. Og den bliver sikkert intelligentere dag for dag.

Jeg formoder, at det er min sammenstilling af Domesday-Book med Liber de Wintonia, som nok er udsædvanlig og måske endog unik (hvis nogen gider kigge den første million henvisninger igennem, så giver jeg en flaske god rødvin – det må gerne være en sød kvindelig læser naturligvis; nå nej forresten, jeg kan jo ikke kontrollere rigtigheden af den påstand, så jeg stornerer). Jeg forsøgte derfor også at google Liber de Wintonia internationalt, men jeg synes ikke, der kommer noget særlig fornuftigt ud af det, jo forresten, mit eget bidrag kommer ind som nr. 1 af 404 henvisninger, det synes jeg skam er meget fornuftigt.

For skams skyld prøvede jeg også at google Winton (som nævnt sidste gang er det biskoppen af Winchesters signatur). Det giver over 4 millioner henvisninger, men jeg kan ikke se andet end forskellige (nulevende?) personer på de første sider. Jeg forsøgte så at google Winton sammen med Winchester (winton+winchester), og herved får man faktisk nogle nyttige oplysninger. Der var, så vidt jeg husker, ingen henvisninger, som direkte nævner Liber de Wintonia, men det oplyses flere steder, at Winton ganske enkelt er et gammelt (latinsk?) navn for Winchester. Men det er interessant, at man faktisk skal vide, at der er en sammenhæng mellem Winton og Winchester, for at kunne få det bekræftet (med et rimeligt tidsforbrug idet mindste) via Google.

Der er derfor vistnok ingen tvivl om, at Liber de Wintonia slet og ret betyder “Bogen fra Winchester”. Det kan vel være rimeligt nok, der har næppe været mange bøger, som er skrevet i Winchester – biskop eller ikke – i det 11. århundrede. På det tidspunkt regnedes værdien af en bog – som jo altså var håndskrevet og håndtegnet, illumineret som det hed – vistnok at være i samme størrelsesorden som en kirke på landet, manuskripter var altså (også) meget kostbare dengang.

I det sidste indlæg sluttede jeg med at opkaste den formodning, at Liber de Wintonia nok betød noget i retningen af Biskoppen af Winchesters bog (liber er jo latin for bog). Det kunne ganske vist være sjovt at vide, om biskoppen af Winchester faktisk sad i, eller enddog ledede kongens kancelli i Winchester. Men forøvrigt må vi vist indskrænke os til at formode, at Liber de Wintonia – som sagt – ganske enkelt betyder Bogen fra Winchester.

Min kilde til oplysningen om, at Winton er biskoppen af Winchesters signatur er et andet gammelt lexikon, nemlig “Englisches Real-Lexikon”, som er udgivet af Dr. Clemens Klöpper i Leipzig 1897 (sammen med en række andre fagfolk, bl.a. Gustav Krüger, Berlin, det er ham der har skrevet den imponerende engelske grammatik “Schwierigkeiten des Englischen”, 7 bind med krøllede bostaver!, Dresden/Leipzig ca. 1910).

Jeg kan se, at mit eksemplar af Klöppers lexikon er købt i det dengang kæmpestore antikvariat (Björk og Börjesson hed det vist?) i Stockholm, som jeg havde the good fortune at kunne besøge et par gange i årene omkring 1980. Dette antikvariat er nemlig det eneste jeg kender resp. har kendt (gennem ca. 35 år), som vidste at skrive prisen i bogen det eneste rigtige og naturlige sted, i det mindste hvis man skal holde bogen med venstre hånd og skrive prisen med højre. D.v.s. i nederste højre hjørne på side 1 eller 3, d.v.s. på et blad tilvenstre. Prøv selv!

kommentarer (0)

Domesday-Book / Liber de Wintonia
30. nov 2008 19:07, GP

Egentlig burde jeg i henhold til den lagte plan have kastet mig over næste bog i min bogstabel. Men jeg synes, det sidste indlæg om ejerforholdene for landboerne i det gamle England ikke alene blev noget kort – det skal det også helst være – og ufærdigt – det vil mine små bidrag ifølge sagens natur blive – men tillige trods alt lidt for uklar. På grund af almindelig travlhed vistnok, jeg håber ialfald det er noget af forklaringen. Så jeg kan ikke dy mig for at bevæge mig lidt længere ud på gyngende grund for at forsøge, efter evne og så vidt muligt i letfordøjelig form, at opklare de forskellige (gamle) former for engelsk “tenure” (ejendomsbesiddelse) en lille smule mere.

Dette muligvis/muligvis ikke afklarende udsyn vil fremkomme som set fra mine egne boghylder, og altså ikke fra nettet ved hjælp af f.eks. Google og Wikipedia. Denne tilgang er i det hele taget et udgangspunkt for min bloggen og er valgt bl.a. ud fra den betragtning, at mine læsere i alle tilfælde selv let kan google de omtalte ord og emner.

Jeg har dog googlet og wikipediet ordet SOCAGE, men føler ikke at være blevet meget klogere af den årsag. Hvilket så eventuelt kunne blive begyndelen til diverse øvelser og overvejelser om ensartedhed, værdi og pålidelighed af informationskilderne på nettet. Men det må vente til evt. andre lejligheder.

I det sidste indlæg gengav jeg forklaringen til ordet “socman” fra The Encyclopædic Dictionary (7 bind, 1901), men det kunne jeg godt have sparet mig. Det viser sig nemlig ved nærmere eftersyn, at dette citat er skrevet af ordret efter en anden stor engelsk ordbog, A Dictionary Of The English Language af Samual Johnson, i Lathams udgave fra 1882 (4.bind). Og man har for at spare plads kun kopieret nøjagtig halvdelen, d.v.s. sidste halvdel, hvilket naturligt nok ikke øger graden af oplysning. Men for at skåne læseren for alt for mange udtog på lettere antikveret engelsk vil jeg afstå fra at bringe det manglende.

Forresten var det angiveligt en yndet sport for 1800-tallets ordbogsforfattere at skrive af efter hinanden, ordret og incl. trykfejl og andre fejl! En af mine mere specielle fornøjelser er at læse de ofte alenlange forord til store, gamle ordbøger, og læser man f.eks. de 8 sider forord til Felix Flügels store Engelsk-Tyske ordbog (her i udgaven fra 1908) erfarer man i noten side 6, at “Die Hauptmasse der bei Webster, Worcester und andere in England und sonst (d.v.s. andre steder) erschienenen Wörterbüchern gegebenen Citate oder Namen von Gewährsmännern (d.v.s. ophavsmænd/kilder) sind ohne Andeutung des Woher? aus Johnson entlehnt” (d.v.s. fra Johnsons ovenfor nævnte ordbog).

Flügel nævner primært 3 undtagelser fra denne mislighed, nemlig foruden sin egen ordbog tillige Johnson’s (omend han iøvrigt ikke er helt tilfreds med udgaven af Latham), samt et lille, idag sikkert helt glemt værk af en Dr. A. Hoppe “English-Deutsches Supplements-Lexikon als Ergänzung zu allen bis jetzt erschienenen English-Deutsches Wörterbüchern” (det var det meste af titlen), udgivet af Langenscheidt i Berlin 1871. Der er tale om et enkelt bind i alm. leksikonformat på ca. 18×24 cm og ca. 500 sider. Flügel berømmer den lille bog som usædvanlig indholdsrig og fremhæver, at Hoppe’s supplementslexikon er den første “engelske” ordbog, som konsekvent angiver kilden til benyttede citater.

Supplementsordbogen er muligvis unik på et andet punkt, idet der bag i bogen findes et systematisk ordnet emneregister. D.v.s. at relevante ord her er ordnet efter emne, f.eks. finder vi under “Besitz und Uebertragung desselben” (ejendom og overdragelse heraf) et underafsnit “Besondere arten des Besitzes” (særlige former for besiddelse), som indeholder følgende henvisninger: ESTATE, FEE (samme ord som dansk fæ, får, og betyder landejendom, gods), ENTAIL, TENURE, BOROUGH, BURGAGE, COPYHOLDER, COPYHOLD ENCLOSURE ETC, BUILDING LEASEHOLD, FREEHOLD SOCIETY, TIE UP, TRUST, TRUSTEE.

Som det ses, er denne facilitet ikke uinteressant, og det fremgår, at Hoppe omtaler flere for os relevante begreber, bl.a. TENURE, BURGAGE og FEE, og jeg forventer i mit næste indlæg at vende tilbage også til hans ordbog.

Forøvrigt kan gennemlæsning af Felix Flügels forord, eller f.eks. Otto Kalkars forord til sin store “Ordbog til det Ældre Danske Sprog” (side 134 i bd. 6), eller for de franskkyndige evt. Emile Littré’s causerie “Comment j’ai fait mon dictionnaire de la langue francaise” fra hans “Études et Glanures” fra 1880 (udgivet på Gyldendal i 1915 af Kr. Nyrop i hans “Recueil de Textes Francais / Philologie Francaise”) være en for nogle af os såre tiltrængt modgift til visse sider af den nugældende tidsånd. Det er en ganske anden verden og fremfor alt ånd, f.eks. af selvopofrende pligtfølelse (mon man kan wikipedie det begreb?), der emmer ud af disse sider, – end den ubeherskede materialisme, som vi synes at være belemret med idag.

Nå, men jeg laver vist svinkeæringer. Den ærede læser slipper imidlertid ikke for følgende udtog fra Encyclopaedia Britannicas 10. udgave (som udkom 1875-1903 i ca. 35 bind, cirka, fordi der er to bind med nr. 25, idet man har givet et registerbind til de første 24 bind samme nummer som første bind af de efterfølgende 10 bind. Dette leksikons 10. udgave består nemlig i virkelighed af 9. udgaves 25 bind plus 10 supplementsbind. Kaldes forøvrigt ofte “den berømte 10. udgave” p.g.a. de mange, tildels meget lange (100 sider eller mere) monografier af tidens kendteste videnskabsmænd. Efter min egen smag er den for rationalistisk – altså tidsånden igen!).

Udtoget er også her forklaring til ordet SOCAGE, idet jeg springer over nogle linjer med sproghistorisk forklaring (etymologi), som man ikke rigtig havde styr på for godt 100 år siden:

“SOCAGE is a form of tenure (…) and differs from KNIGHT SERVICE in being agricultural rather than military in its nature, and from FRANKALMOIGN in being based on temporal rather than spiritual services. It is either FREE SOCAGE og VILLEIN SOCAGE. Free socage “in capite” was abolished by 12 Car. II. c. 24. That form of free socage called COMMON SOCAGE is the ordinary modern FREEHOLD TENURE. Varieties of it are BURGAGE, GAVELKIND, and PETIT SERJEANTY. SCUTAGE, while it existed, was another variety. The only representative of villein socage is the comparatively rare tenure of ANCIENT DEMESNE confined to manors, described in Domnesday Book as terræ regis. Socage tenure is said to have formerly existed in Scotland. The descent of socage lands in Scotland seems to have been to all the sons equally, as was originally the case in England. (See BURGAGE, GAVELKIND, REAL ESTATE, SCUTAGE)”.

Dette udtog bringer næppe den store afklaring eller forklaring, men bringer tværtimod en del andre begreber frem, som igen må søges forklaret ved nye opslag. Dette vil jeg også tilstræbe i et kommende blogbidrag, dog ikke ved opslag i denne udgave af Encyclopaedia Britannica. For som den kendte sprogmand C.T. Onions siger i sin mere moderne “The Oxford Dictionary Of English Etymology” (1966) efter sin forklaring til ordet GAVELKIND: “Various fanciful explanations and forms have been given by antiquaries and lexicographers”. Frem for uden videre at desavouere den gamle Encyclopedia Britannica må jeg dog lige oplyse, at de sidste 9 bind ikke umiddelbart er tilgængelige, da de p.t. står bagved et møbel. Man kunne naturligvis godt tænke sig, at den omhandlede, åbenbart noget forældede artikel kunne være revideret i et af supplementsbindene, der er trods alt tale om tykke foliobind så store og tunge, at mange ikke vil kunne løfte dem med een hånd, der er altså ingen mangel på ord!

For en ordens skyld bringes allerede her Onions forklaring til GAVELKIND: “Kentish form of land-tenure; in Kent and elsewhere, division of a deceased man’s property equally among his sons. Presumably originally tenure by the payment of a fixed service (cf. (jævnfør) SOCAGE)”. Onions forklarer ordets historie med, at det (såvidt jeg forstår ham) nærmest betyder en GAVE eller at GIVE (arv i form af jordegods) til sin KIND (d.v.s. slægt eller børn). Når jeg siger “såvidt jeg forstår ham” hentyder jeg til, at hans etymologier langt fra altid synes ligeså klare og overbevisende som f.eks. vor egen Niels Åge Nielsens i hans fortræffelige “Dansk Etymologisk Ordbog”, forøvrigt fra samme år, 1966. På mig som lægmand virker Onions etymologier umiddelbart lidt mere rodede, tilfældige og usikre. Man fornemmer, at han trods alt er en generation ældre, samt måske også, at de engelske sprogforskere så vidt jeg kan se, på det tidspunkt endnu har lidt svært ved at skelne mellem de fra fransk (normannisk) og angelsaksisk (resp. dansk) kommende ord. Det synes stadigvæk at være finere, hvis et ord med hiv og sving kan føres tilbage til et fransk ord, fremfor til et måske mere nærliggende angelsaksisk.

Men vi har nu igen berørt et par nye facetter af dette mangesidede emne. Dels at nogle former for tenure tilsyneladende er betegnet efter måden ejendomsbesiddelsen arves på. Dels at besiddelsesformerne i Kent tildels er forskellige fra andre dele af landet, også selvom betegnelsen kan være den samme! Dette sidste fremgår af et flygtigt kig i en bog, som er dukket op fra en af mine hylder (i forb. med en igangværende generalafstøvning), “Studies in the Agrarian History of England in the Thirteenth Century”, af E.A. Kosminsky, medlem af Videnskabernes Akademi i USSR (!), Oxford 1956. Dette tilsyneladende meget vidende og grundige værk på 370 med småt trykte sider omtaler så vidt jeg umiddelbart kan se ved at skimme indexet bag i bogen alle de ovennævnte begreber, og ligeledes de specielle forhold for Kents vedkommende. Men jeg har simpelthen ikke tid til at læse denne bog igennem for at kunne give et resume, og må holde mig til de kortere ordbogs- og lexikalske forklaringer.

Forøvrigt dukkede Kosminsky’s bog op sammen med en anden engelsk bog: “From Alfred to Henry III (871-1271)”, af en Christopher Brooke, Edinburgh 1961. Jeg kan se, at mange af de her omhandlede begreber ligeledes berøres i Brooke’s bog, hvilket bringer en anden facet frem, nemlig at disse ejerformer for en stor del går meget langt tilbage i tiden, for nogles vedkommende til tiden omkring The Domesday Book (1086), eller måske endog tidligere.

For eksempel fremgår det af forklaringen til ordet SCUTAGE (aka ESCUTAGE) i Encyclopaedia Britannica’s 14. udgave (1932), at man tidligere mente, at scutage, som betyder en skat til kongen som PENGEYDELSE i stedet for krigstjeneste for besiddere af et riddergods (holders of a knight’s fee), tidligst toges i brug under Henry II i anledning af hans krigstog mod Toulouse i 1159. Senere er man så kommet frem til, at allerede hans morfar Henry I (1100-35) anvendte denne konvertering. Forøvrigt fremgår det af literaturhenvisningerne her, at begrebet scutage allerede for over 100 år siden blev gjort til genstand for flere monografier i bogform. Noget tilsvarende tør formodes at gælde for flere af de øvrige afarter af begrebet tenure.

Som afrunding på nærværende indlæg vil jeg fra Svensk Uppslagsbok (1. udgave fra 1936 i 31 bd.) bringe forklaringen til ordet DOMESDAY-BOOK i sin helhed, idet jeg synes svenskerne her giver en særlig kort og klar forklaring (jeg oversætter samtidig til dansk, parentetserne er for det meste mine): “En hele England undtagen de norlige provinser omfattende jordebog (matrikel) fra 1086. Tilvejebragt i henhold til en beslutning på et stormandsmøde i 1085 som grundlag for en mere retfærdig jordbeskatning, og registrerer fuldstændigt og nøjagtigt herredsvis de forskellige personers besiddelser af jord, kreaturer m.m. Den fremkom ved at udspørge befolkningen direkte på deres hjemegn om ejendomsforholdene, hvorefter oplysningerne samledes i 2 digre bind i kongens kancelli. Indeholder en enestående samling faktuelle oplysninger fra tiden såvel før som efter den normanniske erobring (1085), og er en uvurderlig kilde for studiet af Englands indre tilstand og senere samfundsforhold, af lige så stor værdi for nationaløkonomen, juristen og historikeren som for etnologen og sprogmanden. Havde længe det afgørende ord i tvister om jord. Selv kalder Domesday-Book sig “Liber de Wintonia”, men fik snart af folket navnet Domesday-Book, måske fordi den fremkom ved at udspørge edsvorne mænd (nævninge) på herredstingenes tingdage (domesdays på gl. engelsk)”. (herefter literaturhenvisninger).

Hvad Wintonia betyder har jeg ikke direkte kunne finde, men Winton angives at være biskoppene af Winchesters signatur, – tænkeligt har biskoppen været en del af kongens kancelli? Denne mistanke bestyrkes af, at Winchester oplyses at være kongens residens indtil Wilhelm Erobreren, under hvis regering Liber de Wintonia jo netop blev nedskrevet. (kildeangivelse og fortsættelse følger)

kommentarer (0)

Tenure, ordbøger og kamilleté
9. nov 2008 21:29, GP

Jeg kom i et af de sidste indlæg for skade at true med, at jeg ville omtale samtlige bøger i en af de mange bogstabler i mine bogreoler. Måske var det ikke en særlig god ide, da det måske i praksis kan være svært både for læseren og undertegnede vinkelskriver at følge tråden i en sådan række af indlæg. Men også fordi det måske vil vise sig at være alt for kedeligt selv for velvillige læsere, ganske enkelt fordi en eller flere af bøgerne i en tilfældig stabel sandsynligvis vil være kedelige for mange.

Men da jeg nu er begyndt på dette lille projekt, vil jeg også prøve at gøre det færdig, omend jeg også vil forsøge at fatte mig i korthed. Der er endnu 10 titler tilbage i stablen og øverst ligger en lille bog “Elements of English Law”, forfattet af en William Geldart i det Herrens År 1911, den foreliggende udgave er 6. udg. optrykt i 1960 i London. Det er som sagt en lille bog (11 x 17 cm, det hedder vist oktav) på 222 sider, pænt indbundet i shirting. Der er ingen pris i bogen, så den kommer antageligt fra en bogkasse i Fiolstræde.

Jeg har ganske vist bestræbt mig (lidt) på at få et overblik over bogens indhold, men jura er ikke min stærke side, ej heller store interesse medmindre den er sat i forhold til historien, d.v.s. som retshistorie. Jeg kan ikke udelukke, at den lille engelske bog kan have interesse i så henseende og formoder, at en sådan mistanke kunne være grunden til at den nu i nogle år har fået lov at blive liggende på hylden. Men efter at have skimmet bogen fornemmer jeg, at engelske og danske retsforhold er meget forskelligartede, ligesom engelsk juridisk terminologi synes at kunne være ganske vanskelig for danskere, selv for øvede engelsklæsere.

Jeg vil derfor indskrænker mig til at omtale et enkelt stykke, nærmere betegnet side 96, punkt 4. “Tenure”. Stykket lyder således: “It is a commonplace of English law that full ownership of land is possible for no person save the King. Those who are commonly called landowners are regarded as “holding” their land mediately or immediately of the King. The leading division between tenures was between free tenure, and unfree or copyhold tenure.”
“Until the Statute of Tenures, passed in 1660, there were four main types of free tenure – knight service, frankalmoin, serjeanty, and socage.”

Tenure betyder “manner of holding land or houses”, på dansk “besiddelsesmåde for jord og fast ejendom”. Jeg forstår stykket således, at det endnu i 1911 (resp. 1960) forudsattes, at kun kongen kunne eje jord uden indskrænkninger. Umiddelbart synes det noget forskellig fra nutidige danske forhold, man kunne måske komme til at tænke på Henry George og hans ideer om fuld grundskyld, resp. på kommunisme. Men ved nærmere eftertanke er forskellen dog vist ikke stor, nutidige danske jord- og grundejere har jo også kun dispositionsret og ejerskab til deres ejendom i det omfang de betaler deres afgift (skat) til staten (kronen).

Så vidt jeg forstår oplysningerne i Kjærulff Nielsens Engelsk-Danske ordbog er free tenure det samme som selveje (af landbrugsjord) og unfree tenure det samme som fæstet gods. Knight service betyder vist adelens gods, frankalmoin kirkens gods, serjeanty det samme som selvejet bondegods (d.v.s. der svares ikke afgift til en adelig godsejer men kun til kronen). Socage (c udtales som k) er (vistnok, se nedenfor) ligeledes en form for selveje. Ordet socage er i øvrigt i familie med det danske ord sogn, og almoin i ordet frankalmoin (kirkegods) har roden alm, ligesom også det danske almisse, hvilket ord vist også først forekommer i kirkelig sammenhæng?

Iøvrigt kan (middelalderens) landboforhold utvivlsomt være langt mere forvirrende, end de fleste umiddelbart tror. Som et eksempel gengiver jeg forklaringen til ordet “Socman” (gl. sokeman) fra nedennævnte Encyclopædic Dictionary: “One who holds land or tenements by socage; a socager. (Belyses yderligere med et citat fra Hallams “Middle Ages”, part 1, kap. 8): And I presume that the socmen, who so frequently occur in that record, though far more in some counties than in others, were ceorls more fortunate than the rest, who by purchase had acquired freeholds, or by prescription and the indulgence of their lords had obtained such a property in the outlands allotted to them, that they could not be removed, and in many instances might dispose of them at pleasure. They are the root of a noble plant, the free socage tenants or English yeomanry, whose independence has stamped with peculiar features both our constitution and our national character.” (Ordet ceorl er det samme som dansk karl, og oversættes her vist nogenlunde med landbo).

Som man ser ligestiller the Encyclopædic Dictionary (eller rettere Hallams: Middle Ages) socman med yeoman. Og for at gøre forvirringen komplet oversætter Kjærulff Nielsen socage med “form for fæsteforhold…”, mens yeomanry oversættes med “fribønder (selvejerbønder)”.

For en historisk interesseret af bondeslægt (som undertegnede) er alt dette ikke uinteressant, blot at jeg ikke interesserer mig specielt for engelske landboforhold. Men så har jeg idet mindste haft lejlighed til at støve et par iøvrigt for sjældent brugte ordbøger af, nemlig Kjærulff Nielsens ovennævnte ordbog samt The Oxford Dictionary of English Etymology af C.T.Onions, 1. bind af The Shorter Oxford English Dictionary og endelig 6. bind af Robert Hunters The Encyclopædic Dictionary fra 1901. Ellers havde jeg været nødt til at slå op på nettet (for Gyldendals Røde rækker ikke) – men det kan den ærede læser jo i givet fald selv gøre.

Anden bog af stablen er udadtil yderst uanseelig, den hedder “Ved De?”, og er udgivet af Frida Been på Flensteds forlag i 1948. Det drejer sig her om en af de “Samling(er) gode Raad og Anvisninger for Husmoderen og Hjemmet”, som undertitlen lyder og som vist var almindelige i årene efter krigen. Men den nuværende eller begyndende krise i verdensøkonomien bliver næppe så streng, hertillands i det mindste, at en sådan rådgiver bliver relevant igen.

Så derfor blot et par smagsprøver: “Vandhovedhanen. Man bør altid vide, hvor hovedhanen er anbragt, således at man i tilfælde af rørsprængning selv kan tage affære og lukke den”. Eller “Fejekosten. For ikke at støve i stuer eller køkken under fejningen, skal kosten stå på en fugtig klud og en gang imellem under fejningen fugtes lidt med kluden”. Eller “Hyben. Når de små, duftende hybenroser har dannet deres frugter og eventuelt fået et par nætters frost, er de egnede og færdige til at plukkes. Hyben indeholder 30 gange så meget C-vitamin som appelsiner og citroner”. Eller “Lugt i skabe og skuffer. I gamle skabe og skuffer er der ofte en indeklemt gammel lugt, som nemt smitter de opbevarede ting. Opløs 1 teskefuld Kloramin i en halv liter lunkent vand og vask dermed. Det er et lugtfjernende middel.” Eller “Kamilleté. Har en glimrende stimulerende virkning på håret. Anvendes efter hårvask”. Eller “Kommen. I rødkål giver kommen en meget pikant smag”.

Måske skal Been udtales bien? Og måske er det tænkeligt, at nogle af disse “rådgivere”, blandt hvilke dronningen vist er “Dansk Husmoderleksikon” i 2 stærke bind fra omtrent samme tid, endnu kunne have en vis værdi for de mandlige forældre? Forresten må man vel undre sig over, at bogen har fået lov til at tage plads op i min reol.

kommentarer (2)

Amatørfotografi af Herman Bente
9. okt 2008 21:55, GP

Anden bog af stablen er en ligeledes lille og uanseelig bog om fotografi, “Fornuftig Amatør Fotografi” af Herman Bente, Jonals Co, København 1938. Bogen måler ca. 14 x 18,5 cm og er ca. 3/4 cm resp. 79 sider tyk, og det er derfor måske ikke med de store forventninger man åbner bogen, som jo næsten kun er et hæfte. Men forfatteren Herman Bente er ligesom firmanavnet Jonals Co et kendt navn i dansk fotografi, de har faktisk været en del omtalt netop i de senere år i medfør af en begavet ung kvindelig forskers interesse for dette firma, som regnes for det første danske reklamefotofirma, og dets fotografer. Den pågældende kunsthistoriker, Mette Kia Krabbe Meyer, har skrevet en afhandling (optrykt i udstillingskataloget) om firmaet Jonals Co, og satte for få år siden en udstilling med firmaets fotos op på Gammel Holtegaard. Jeg havde fornøjelsen af at se udstillingen sammen med min kustnerniece Dorthe Ingvardsen fra Amsterdam, og har forøvrigt også haft fornøjelsen af at have Mette Kia Krabbe Meyer på besøg her i min lejlighed. Årsagen hertil var, at jeg på et tidspunkt kom for skade at nævne overfor hende, at jeg vistnok havde et par fotobøger med Jonals Co’s karakteristiske firmastempel, bøger som altså havde tilhørt firmaet og som hun derfor gerne ville se.

Men tilbage til “Fornuftig Amatør Fotografi”. På omslagets bagside omtales forfatteren som “redaktør Herman Bente” og jeg mener da også at erindre, at Mette Kia Krabbe Meyer har omtalt, at Herman Bente som regel kaldte sig redaktør, omend grunden hertil længe var lidt diffus. Mest sandsynligt hænger det vist sammen med, at Herman Bente var den sidste redaktør af det smukke danske fototidsskrift “Amatør Fotografen”, som udkom i årene 1912 til 1919, idet han var redaktør fra april til december 1919. Jeg håber at få lejlighed til senere at omtale “Amatør Fotografen”, som efter mit mere eller mindre kvalificerede gæt meget vel kan have været et af Europas smukkeste fototidsskrifter i disse år, ja måske endda det smukkeste?

På den baggrund, og da jeg interesserer mig for Herman Bentes generation af fotografer, har jeg sat mig for så vidt muligt at læse den lille bog igennem fra ende til anden. Og da vejret i tirsdags var et meget smukt efterårsvejr, besluttede jeg mig for at cykle en tur til Langelinje, for at læse bogen på en bænk dersteds. Dette lykkes da også, omend jeg bliver noget forstyrret af to forhold. For det første har et lille orkester i “nationaldragt” taget opstilling ved Den Lille Havfrue (som åbenbart endnu ikke er blevet kinesisk) og spiller hornmusik. Det virker temmelig komisk! For det andet samler der sig efterhånden en mængde gråspurve, som sidder og kigger opmærksom på enhver af mine fagter og gebærder. Der er altså ingen anden udvej, jeg må frekventere den lokale iskiosk og købe noget fuglemad. Publikum udgøres efterhånden af nogle duer, en mængde gråspurve samt en stor, flot, kulsort krage. Alle ganske tillidsfulde, især naturligvis gråspurvene, som plukker de sidste krummer ud mellem fingrene på mig.

Således fornøjet ser det ud til, at jeg kan få lov til at hellige mig Herman Bentes lille bog. Men de første sider, ja faktisk hele første halvdel af bogen synes at være helt spildt for nutiden, idet hans omtale af datidens apparatur og tekniske problemer vistnok er så godt som uden interesse idag. Hertil kommer, at hans sprog forekommer en nutidig læser til tider at være lidt snurrigt. Anden halvdel – der er ingen indholdsfortegnelse eller nummerering af kapitlerne, men dog et stikordsregister bag i bogen – omhandler dels de æstetiske problemer ved fotograferingen og dels (sorthvid)filmens fremkaldelse og kopiering.

Til negativfremkaldelsen anbefaler han 2 forsk. fremkaldere, Kodaks D.76 (med recept) og Agfas Rodinal. Det er måske de to mest udbredte fremkaldere gennem et halvt århundrede eller mere, og jeg har arbejdet med dem begge. Rodinal er ofte blevet anbefalet som en fremkalder særlig egnet for begyndere, hvilket kun er delvis berettiget. Fordelen ved den er, at den er yderst let at klargøre, da der er tale om en stærkt koncentreret flydende fremkalder, som meget hurtigt og let fortyndes med alm. postevand. Bagdelen ved den er efter min erfaring, at den er meget lidt tolerant overfor overeksponeringer resp. overfremkaldelse, der som regel giver nogle store og meget grimme korn. Men naturligvis forekommer kraftig overeksponering rel. sjældent idag i forb. med småbilledkameraer med indbygget belysningsmåler og automatisk eksponering. D.76 fremkalderen er derimod efter min mening en meget tolerant og problemfri fremkalder.

I afsnittet om positivfremkaldelsen omtaler forfatteren først kontaktkopiering af negativerne, som han antager oftest er i formatet 6×9 cm, men uden at fremkomme med erfaringer af særlig interesse. Vedr. fremkaldelse af en forstørrelse siger forfatteren bl.a.:

“Når man lægger det eksponerede bromsølvpapir i fremkalderen, må man helst gøre det på den måde, at man stikker det ind under vædskeoverfladen og samtidig med, at man holder det nede (med våde fingre) bevæger skålen, så at fremkalderen skyller hen over papiret på een gang. Fremkaldertiden er ca. 2 minutter, lidt mindre eller lidt mere; hvad der ikke er kommet frem efter 3 minutters forløb kommer ikke. VED AT GNIDE FORSIGTIGT MED VARME FINGRE ELLER HÅNDFLADEN, KAN MAN HJÆLPE LIDT PÅ DE STEDER I HØJLYSENE, DER IKKE RIGTIGT VIL FREM, MEN OVERDRIVER MAN DETTE, BLIVER PAPIRET GULT PÅ SÅDANNE STEDER.”

Denne teknik har jeg ikke set omtalt andre steder. Vidre siger forf.:

“Dersom billederne ikke er knastørre, kan man rette dem ud med en lineal, eller ved at trække dem med bagsiden over en bordkant. Så lægges de i pres under tunge bøger en dagstid”. I afsnittet om retouchering siger Bente bl.a.:

“Fotografiet har den fordel frem for tegning og maleri at registrere alle detaljer, en fordel, som kan være en skavank. Rynker og generende hårvækst tager det ukritisk med, græsstrå eller sten fanger sollyset med skærende reflekser i en ellers rolig flade, småting som fanger øjet og forstyrrer helheden. Disse kan med de samme midler (d.v.s. blød blyantsstift, mårhårspensel eller raderepen) forsigtigt og skønsomt fjernes; hellere for lidt end for meget. Den fotografiske karakter må ikke forrykkes. Og lad dem aldrig forlede til at tegne skyer ind eller radere telefonpæle bort eller rette op på Deres kærestes skæve næse”.

Fotoshopper – be ware! Vedr. motivets visualisering siger forf. bl.a.:

“Når man skal bedømme, om et motiv egner sig til (sort-hvid)fotografisk gengivelse, støder man straks på vanskeligheden med farverne. På matskiven eller i søgeren ser det dejligt ud, men når man tager farverne bort, hvad så? Man må oplære sig til at omsætte det mangefarvede motiv til et billede, der består af een farve, fra den dybeste sorte skygge, nuanceret over alle toner af gråt til de sarteste, næsten hvide højlys. Et fotografisk billede kan have en lang skala af toner og kaldes da blødt, eller det kan have en kort skala og kaldes kontrastrigt.”
“SENERE KOMMER FORSTÅELSEN AF MELLEMTONERNE, DE FINE TONEOVERGANGES SKØNHED, FOTOGRAFIETS FORNEMME EGENSKAB”.

Endelig siger forfatteren bl.a. om landskab- og naturbilledet:

“Amatøren kan roligt overlade den triste bestilling at fremstille postkortbilleder til de dertil særligt indrettede. Amatørens opgave er af intimere art; han bør søge de ydmyge steder, fordybe sig i de mindre udsnit af naturen.”

Og til slut:

“Visse af fotografiens udøvere, håndværkere (d.v.s. fagfolk) som amatører, har altid haft den orm at blive anerkendt som kunstnere. Lad det ligge.”
“Bortset fra det faktum, at der findes enkelte fotografer, som er større kunstnere end flertallet af frie kunstnere med udstillingspatent og stipendier, er der ingen grund til hovmod, fordi man kan betjene et kamera”.

(De med store bogstaver fremhævede sætninger, er fremhævet af undertegnede).

kommentarer (1)

How To Make a “Modern” Half-plate Camera
7. okt 2008 20:45, GP

Jeg har i min lille 2-værelses her på Frederiksberg fået plads til 12 bogreoler fra IKEA, ca. 2 m høje og 90 cm brede. De er temmelig godt fyldt op, og det har været nødvendigt at stable en god del af bøgerne inde på hylderne, for at få plads til dem alle, eller næsten alle. Men når en bog ikke står med ryggen udad, men ligger et eller andet sted i en stabel, kan den være besværlig at få fat i. I praksis er det nærmest ugørligt at anvende de således stablede bøger, idet jeg ikke kan se titlerne på dem.

Jeg kunne altså godt bruge et par reoler mere, hvilket pladsen dog ikke tillader. Medmindre jeg kunne finde på at gøre som en nu afdød slægtning Jens Ottesen, en af min mors 43 fætre/kusiner. Denne originale granfætter, der vist var kemiker og arbejdede på Niels Bohrs Instituttet på Blegdamsvej, skal have anbragt sine boghylder som på et offentligt bibliotek, d.v.s. også midt inde i stuen med ryggen mod hinanden. Men det kunne jeg dog, heldigvis og desværre, ikke finde på, der må være en grænse.

Jeg har derfor fået den idé at belemre min blog med at fortælle lidt om nogle af disse bogstakke. D.v.s. jeg vil tage en stak ad gangen ned – eller op – fra en hylde, og så fortælle lidt om bøgerne een ad gangen og fra en ende af. Jeg håber, men er naturligvis ikke sikker på, at det vil more en og anden velvillig læser. Dog er jeg sikker på, at det vil more mig selv.

Som sagt, så gjort. Den første stabel, taget fra 1. hylde øverst til venstre (ikke helt rigtigt, da øverst til venstre egentlig burde være stablen ovenpå reolen, men der er ret meget støv, må først støvsuges), altså 1. stabel med ialt 12 bøger ligger her på bordet ved siden af ThinkPad’en. Jeg bør nok een gang for alle forudskikke, at alle de følgende bemærkninger over mine bøger absolut kun skal ses som en lægmands betragtninger skrevet for lægmænd/kvinder. Jeg har aldrig færdiggjort en universitetsuddannelse og kun på et lillebitte, meget specielt område betragter jeg mig som fagmand. Jeg tænker her på de gamle pladekameraer og det dertil hørende parafernalia.

Allerøverst ligger en lille engelsk bog: Photographic Cameras and Accessories, med undertitlen: How to make cameras, dark slides, shutters and stands. Udgivet af Paul N. Hasluck, London 1901. En smuk, men dog ikke alt for velholdt lille bog, ca. 11 x 17 cm og 1 cm tyk. Indbundet i den originale grågrønne shirting, med røde titeltyper og dekoreret med et jugendstillignende blomstermotiv. Den siges at være et bind i “Cassels Work Handbooks”, hvilket kan stemme godt med, at der er tale om en gør-det-selv håndbog. Jeg har ganske glemt, at jeg havde denne bog, og jeg erindrer intet om, hvor og hvornår den er købt.

Af forordet fremgår, at udgiveren er redaktør af ugebladet “Work”, og at bogen er fremkommet ved at samle og sammendrage de relevante artikler fra ca. “tyve tusind spalter” af nævnte tidsskrift. Disse artikler er efter det oplyste oprindeligt skrevet af Arthur Hands (fitting name!), lærer i fotografi ved West Ham Polytechnics m.m. Bogen er trods sin lidenhed illustreret med 241 tegninger og består af 10 kapitler og et register. Første kapitel omhandler fotografiske objektiver i almindelighed, men ikke med henblik på selv at fremstille et objektiv. Dog afsluttes kapitlet med en instruktion i at adskille og igen samle to sammenkittede linser, og da dette tænkeligt kunne have interesse for nogle få læsere og måske vanskeligt findes andetsteds, gengiver jeg dette lille stykke in extenso:

“A cementet lens may be parted in the following way: Lay a piece of wood in the bottom of a small saucepan and place the lens, which must have been removed from its cell (=fatning) upon it. To do this it may be necessary to turn over the edge af the cell (d.v.s. bøje det tynde metal i fatningen, så linserne kan gå fri); but they are often screwed in with an inner rim. Warm water is then poured gently into the saucepan until the lens is covered. The saucepan then is heated gently and kept so until the lenses are found to slide easily apart. The old balsam may now be cleaned off with ether upon a silk handkerchief, but great care must be taken not to scratch the surfaces or injure the polish. Afterwards wash in soap and water.

Be careful to remember which surfaces were together. When the lenses have been finally polished up with a wash-leather, a drop of best Canada balsam, baked until it has become hard, and then made hot so as to be thin enough for use, is applied to the centre of the concave surface and the other pressed down upon it till it spreads evenly. Warm the lenses before doing this. Now bind the two together with string, winding round and round in all directions. Heat the lens gently until the balsam is thoroughly hard, which may be ascertained by testing that which has oozed out at the edges. Remove the string and clean the edges with ether, and it will be ready for re-insertion in the cell.”

De øvrige 9 kapitler består af instruktioner i, hvordan man selv fremstiller “alt” til fotograffaget henhørende.

2. Kapitel omhandler fremstilling af “Modern half-plate cameras”, og indledes således: This chapter will deal with the construction of a camera which, while embodying all the more recent improvements and necessary movements to make it suitable for all-round amateur requirements, yet is simple and devoid of unnecessary or elaborate details. At the same time, it will close into very small compass and is of little weight, a matter of much importance, as every photographic tourist knows.”

Indtil for få år siden brugte man i England endnu de gamle formatbetegnelser whole plate, half plate og quarter plate, der omtrent svarer til, men er lidt mindre end de nugældende 8×10 tommer, 5×7″ og 4×5″. F.eks. er 5×7″ kun lidt større end half plate (12×16,5 cm), mens 8×10″ med sine 20×25 cm er væsentligt større end whole plate (16,5×21 cm), idet bemærkes, at englænderne (måske alene af alle?) altid siger 7×5″ og 5×4″ etc.

Kapitlet indeholder mange morsomme afsnit, bl.a. er der en udførlig omtale af, hvilken type maghony man bør vælge. Forfatteren foreslår videre at man vælger et matskivebagstykke af amerikansk type, d.v.s. en såkaldt spring-back matskiveramme, således at pladekassetten kan skydes ind mellem matskiven og kameraet qua et fjederophæng. Dette er et moderne, i virkeligheden endnu anvendt princip, som ikke var almindeligt anvendt i England på det tidspunkt. Yderligere er der en udførlig anvisning i at fremstille en passende bælg, et afsnit som jeg måske bør studere nærmere, idet jeg har en ældre Linhof Technika som mangler en brugbar bælg.

3. Kapitel omhandler fremstillingen af et “Whole plate and studio camera”, altså et væsentlig større og mere uhåndterligt kamera til negativformatet 21×16,5 cm. I samme kapitel omtales også, men lidt mere kursorisk fremstilling af et endnu større studiokamera til plader i størrelse 12×10″ (30×25 cm), samt det tilhørende søjlestativ af gammel type med 3 ben og søjlen i midten.

4. Kapitel omhandler fremstilling af 2 typer håndkameraer. Dels et såkaldt magasin kamera, som man hjemmefra kunne lade op med et antal (f.eks. et halvt eller helt dusin) plader, således at man slap for at slæbe de mange pladekassetter med. Og dels et såkaldt hand-and-stand kamera i quarter plate størrelse (10,5×8 cm), men iøvrigt som tradionel bælgkamera til at klappe sammen. Forfatteren kalder dette kamera “the small pocket kamera”, og sandt at sige ser konstruktionen meget kompakt ud. Også her omtaler han valget af mahogny, men her mere kortfattet, hvorfor jeg gengiver afsnittet:

“The best kind of wood for the small pocket camera is Spanish mahogany, but very plain straight-grained stuff must be selected, as strength is more important than ornamentation, and finely-figured spanish mahogany is too brittle and too difficult to work for the present purpose. Failing this, Tobasca (hvad er det?) mahogany will do very well, but the ordinary soft bay-wood (og hvad er det?) is not good enough.”

5. Kapitel omhandler – lo and behold – fremstillingen af et “Ferrotype Camera”! Det forekommer umiddelbart meget gammeldags, men man må så erindre, at bogen er udgivet i 1901 og at mange af artiklerne turde være skrevet i 1880’erne eller 90’erne. I sådant et kamera foregår fremkaldelsen af optagelsen inde i selve kameraet, men iøvrigt forekommer konstruktionen at være overmåde simpel.

6. Kapitel vedrører fremstilling af et stereoskopkamera og 7. kapitel vedrører fremstilling af et forstørrelsesapparat (“enlarging camera”).

8. Kapitel omtaler (på 13 sider) udførligt fremstillingen af pladekassetterne (“Dark Slides”), og forfatteren skriver indledningsvis: “Practical experience has shown that the dark slide gives more trouble proportionately than any other part of the camera. It is imperative that it is strongly, accurately, and neatly put together. There are three forms of double dark slides, namely, the book, the solid, and the studio slide. The first-named is most generally used by amateurs.

9. Kapitel er en ligeledes udførlig vejledning i af fremstille forskellige typer af objektivlukkere, eller “Exposure Shutters” som forfatteren kalder dem, et udtryk jeg ikke har mødt før. Kapitlet er på hele 22 sider og omtaler lukkere fra de allersimpleste til nogle ret komplicerede. Dette afsnit kunne tænkeligt have interesse for en Ole Opfinder endnu idag, ligesom afsnittet om bælgen.

Tiende og sidste kapitel omhandler fremstillingen af et sammenklappeligt, transportabelt kamerastativ eller “Camera tripod stand”, som det hedder her. Hermed er vi nået til side 158, og der er så kun 2 sider med et index tilbage.

Ved begyndelsen af dette indlæg undrede jeg mig vistnok lidt over, hvorfor jeg havde gemt på denne uanseelige bog. Men ret beset er den næppe uinteressant eller helt almindelig.

kommentarer (0)

Google and beginners luck
10. sep 2008 21:53, GP

Jeg vil i fortsættelse af det foregående statistik-bidrag også kort nævne, hvordan mine blogbidrag har haft det med Google, eller omvendt.

Da jeg startede med at blogge for en måned siden, havde den tanke end ikke strejfet mig, at nogle af bidragene ville kunne blive synlige på Google. D.v.s. komme så højt op i placering i forb. med en Google søgning, at de reelt ville blive set af nogen som helst. Ja faktisk havde ordet Google slet ikke strejfet mig i forb. med at jeg skrev de første bidrag.

Det var først da en bekendt foreslog mig, at jeg skulle forsøge at Google f.eks. Fotosnak, Sorte Huller o.s.v., at det gik op for mig, at jeg vist havde haft beginners luck på det punkt. Her er nogle spredte søgeresultater på Google fra den sidste måneds tid:

FOTOSNAK:

Posteret 10.aug., googlet internationalt 16.aug., er no. 3 af 5990 henvisninger.
Googlet 4.sept. fra Danmark, er no. 4 af 3050 henvisninger.
Googlet 8.sept. internationalt, er no. 3 af 6120 henvisninger.

(Bem.: Der er øjensynligt er ungarsk ord “fotosnak”, som også betyder noget med foto, måske endda fotosnak som på dansk?).

SORTE HULLER:

Posteret 10.aug., googlet på Danmark 16.aug., er no 14 af ca. 426000 henvisninger. Googlet internationalt d. 8.sept., er no. 32 af ca. 1580000 henvisninger.

ARIZONA HIGHWAYS:

Posteret 30.aug., googlet på Danmark samme aften, er no 1 af 559 henvisninger.
Googlet internationalt 31.aug., er no 7 af ca. 372000 henvisninger. Googlet internationalt igen d. 5.sept., er no. 8 af ca. 366000 henvisninger.

LÅNEØKONOMI:

Posteret 10.aug., googlet 16.aug., er no 1 og 2 af 31 henvisninger.

DEARDORFF VIEW:

Posteret i Arizona Highways d. 30.aug., googlet internationalt samme aften, er no 4 af ca. 115000 henvisninger.

GRAFLEX CROWN GRAPHIC:

Posteret i Arizona Highways 30.aug., googlet internationalt 2.sept., er no. 9 af ca. 19900 henvisninger.

SZABAD KAMERA:

Posteret i Arizona Highways 30.aug., googlet internationalt 1.sept., er no. 1 af ca. 294000 henvisninger (det bør bemærkes, at navnet Szabad vist er temmelig almindelig i andre sammenhænge end foto og kamera).

Men nu ikke mere navlepilleri! Men disse oplysninger hører dog vist retteligt sammen med de i det foregående bidrag anførte statistiske oplysninger, da det f.eks. ellers ville være uforståeligt, hvorfor der har været så forholdsvis mange besøgende fra U.S.A.

Men til slut mange tak til Google, og tusind tak til læserne!

kommentarer (0)

Beginners blog and beginners luck
10. sep 2008 21:34, GP

Fra jeg startede imma.smartlog.dk til idag, er der gået en måned, og for enkelte andre bloggere eller ikke-bloggere kan det tænkeligt have interesse at høre, hvordan det er gået med læsertallet m.m., så meget mere som der ikke er nogen synlig besøgstæller på siden.

Til den ende har http://imma.smartlog.dk/ en statistikfunktion, og her er hvad den fortæller om min blog for den forløbne måned (10.aug.08 – 9.sept.08).

1. SIDEVISNINGER: Der har været 1116 “sidevisninger”.

2. LINKS: Der er registreret 86 “links”.

3. SPROG (Søgninger?): 56% Dansk eller Danmark, 43% USA og 1% Sverige.

4. INDLÆG (klikning på?)

Lidt fotosnak – 20%
Lidt mere fotosnak – 15%
Sorte huller – 13%
Lidt om bier – 12%
Richard Avedon – 12%
Arizona Highways – 10% (resp. 40% for Sept.)
Låneøkonomi – 10%
Plastposer – 8%
IALT (326 stk) – 100%

Det havde naturligvis været heldigt, hvis jeg nøje kunne præcisere, hvad der menes med “sidevisninger”, “links”, “sprog” m.m. Men så vidt jeg ved er der ingen vejledning herom på smartlog.dk, så jeg må nøjes med nogle mere eller mindre kvalificerede gæt.

Ad.1. Sidevisninger:

Jeg går ud fra, at 1 sidevisning registreres, når en eller anden KLIKKER på imma.smartlog.dk eller en af ovenstående 8 indlæg. Det er klart nok ikke identisk med antal besøgende, idet et klik kan dække flere indlæg pr. besøg, resp. et besøg kan afstedkomme optil 8 klik.

Jeg formoder, at mange er kommet ind via Google, og i så fald nok hyppigst til et bestemt bidrag, hvorfra man så evt. er klikket videre til flere af bidragene. Mens en del må formodes at være kommet ind via henvisning til imma.smartlog.dk, og i så fald svarer 1 sidevisning antageligt til 1 besøgende.

Men det fremgår også, at der er klikket ialt 326 gange på 1 indlæg. Har hver besøgende altså klikket ialt 8 gange på de forskellige indlæg, bliver det til ca. 40 besøgende der dækker 326 sidevisninger. Runder vi yderligere antallet af sidevisninger ned til f.eks. 1026 (da jeg selv samt venner og bekendte har klikket et antal gange), kunne der være ca. 700 sidevisninger tilbage, med 1 besøg pr. sidevisning.

I så fald bliver det totale antal besøg ca. 740. Heraf må et antal sikkert være gengangere, så måske kan det antages, at der har været ialt ca. 500 forskellige personer inde på imma.smartlog.dk. Det totale, formodede antal besøgende på 740 svarer til 1 person pr. time døgnet rundt i den første måned.

Ad.2. Links:

Jeg ved ikke, hvad der konkret menes hermed, jeg formoder noget med at folk har lagt links til siden. Men måske nogen kan bidrage til opklaringen. Det er jo i givet fald en ret interessant information.

Ad.3. Sprog:

Jeg synes naturligvis, at det er umanerligt spændende, at så mange besøgende fra USA har været inde på siden. Jeg formoder det hænger sammen med, at jeg har omtalt mange amerikanske personer, steder og andre navne, samt ikke mindst at Google har en oversætterfunktion.

Ad.4. Indlæg:

Se under 1.

Sammenfattende må jeg sige, at jeg er målløs over den interesse der har været for min blog.
Det havde jeg slet ikke drømt om. Jeg havde håbet, at idet mindste nogle få ville læse mine bidrag, men jeg har åbenbart haft beginners luck!

Jeg meddeler disse oplysninger, ikke af en uimodståelig trang til navlepilleri, men fordi jeg ikke har set noget lignende hos andre bloggere. Jeg tænkte derfor, at det evt. kunne have nyhedens interesse for nogle.

kommentarer (0)

Hybris
10. sep 2008 20:36, GP

Idag til formiddag var økonomiminister Bendt Bendtsen til afskedsaudiens hos Dronningen. For mig kom det helt overraskende at han ville gå af, og jeg må sige at jeg beklager hans afgang.

For mindre end en uge siden blev jeg ringet op af min gamle bekendt FH, som ville takke for nogle avisudklip, som jeg havde sendt ham, der endnu ikke har en velfungerende internetforbindelse. FH er ungkarl og har dårligt hjerte, og har naturligt nok undertiden et snakkebehov.

Som vanligt kommenterede han i løbet af samtalen nogle af døgnets TV-nyheder (som jeg iår sjældent selv får set), og herunder også den sag vedr. (vistnok) familiesammenføringer, som har været meget fremme på det seneste. Jeg har ikke fulgt denne sag overhovedet, udover måske en overskrift i ny og næ i en eller anden gratisavis, og har derfor reelt ingen anelse om sagens konkrete indhold. Men af FH’s udviklinger forstod jeg at han mente, at specielt 2 ministre havde haft en uheldig hånd i sagen, han sigtede hermed til Rønn Hornbech og Bendtsen.

Som sagt var og er jeg uvidende om sagens faktuelle indhold, og jeg kunne derfor ikke kommentere FH’s opfattelse. Men jeg kan alligevel ikke dy mig for undtagelsesvis at komme med et par mere principielle kommentarer til dagens politik.

Jeg har i nogle år været en fan af Rønn Hornbech, og det kan godt være, at de færreste bliver overrasket over, at det er hendes utvivlsomt ubestikkelige hæderlighed, som jeg sætter højest – hun er dog trods alt “gl. politimand”. Og jeg kan kun beklage hvis det skulle vise sig, at hun måske ikke er “glat” nok til at få et let liv som minister.

Ud over sin utvivlsomme hæderlighed har Bendt Bendtsen endnu en karakteregenskab, som jeg sætter næsten lige så højt – jeg tænker på hans fuldkomne mangel på hybris.

Som jeg ser det, er netop hybris blevet “industrimenneskets” måske værste synd. De overmodige er ligeså farlige for dem selv som for deres omgivelser, hvadenten de er alene eller i flok som en familie eller evt. et helt folk.

Det er min fornemmelse, at der i vore dage bliver længere og længere mellem ægte beskedenhed – ydmyghed overfor tilværelsen – i den industrialiserede verden, og jeg tror at Bendt Bendtsen på det punkt måske vil blive savnet på Christiansborg.

Forøvrigt har jeg indtrykket af, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har haft en heldig hånd med sin ministerrokade. Jeg tror, at de “nye” ministre hver især er kommet på deres rette hylde, og tiden vil vise om jeg får ret.

kommentarer (0)

Arizona Highways
30. aug 2008 22:12, GP

Forsidebilledet på min blog er et foto fra Arches National Monument i nærheden af Moab i den sydligste del af staten Utah, nær grænsen til Arizona. Hovedmotivet er den ca. 25 m høje sandstensbue “Delicate Arch”, skabt og formet gennem årtusinder af vand, vind og vejr ligesom de mange andre lignende naturmonumenter i denne og andre naturparker, som ikke mindst findes i Utah og Arizona. Jeg formoder, at netop denne bue med de pittoreske La Sal bjerge i baggrunden er et af de mest afbildede naturseværdigheder i USA.

Jeg har liggende ved siden af mig bl.a. december nummeret af tidsskriftet “Arizona Highways” fra 1960, og her er Delicate Arch afbildet på side 5, som det oplyses fotograferet af Josef Muench med Linhof Technika 4×5″ i sen eftermiddagssol. Et magnifikt landskabsbillede!

På side 3 oplyses, at det foreliggende er 36. årg., dvs bladet må være udkommet siden 1924. Det blev udgivet af The Arizona Highway Commission, hvis formand i 1960 Frank L. Christensen hørte hjemme i byen Flagstaff, en jernbaneby beliggende ca. 160 km stik nord for Phoenix, hvor redaktionen iøvrigt havde sæde. Dette nummer er trykt i ikke mindre end 1 million (!) eksemplarer, så det er måske ikke så underligt, at jeg på et tidspunkt for nogle år siden fandt 3 numre hos en marskandiser her i byen (og her i byen er desværre ikke Phoenix, men altså Lille-Københavnstrup).
Om bladet stadig udgives ved jeg ikke, men det anbefales naturelskere om muligt at låne nogle årgange, og lade sig henføre af de mange store og flotte farvefotos fra den fantastiske natur i Arizona og det sydlige Utah.

Tidligere, eller idet mindste omkring 1970, kunne bladet beses og lånes på The American Library, d.v.s. den amerikanske ambassades offentlige bibliotek, som enhver dengang kunne gå direkte ind på fra gaden. Dette bibliotek er desværre vistnok for længst afskaffet, jeg mener at erindre, at ambassaden lidt efter lidt blev mere og mere lukket for almenheden i takt med at de første terrortrusler efterhånden dukkede op også i Skandinavien. Jeg siger desværre bl.a. fordi biblioteket var ret velforsynet med fotolitteratur. I en af mine bogreoler ligger bl.a. en stor fotobog af Andreas Feininger, The World Through My Eyes, uden årstal men fra ca. 1965, som jeg ifgl. den indlagte kvittering har købt i et østerbroantikvariat i 1999, men som tidligere har stået på The American Library.

Af de 3 numre af Arizona Highways jeg ejer, er de 2 fra nov. og dec. 1960 mens det 3. er fra nov. 1970. For den fototeknisk interesserede, og specielt storformat-freaken er det interessant, at tidsskriftet dengang havde udførlige tekniske data for en betydelig del af billederne, som iøvrigt næsten udelukkende er taget med storformatkameraer. Dette sikkert af hensyn til, at man dengang vistnok kun vanskeligt kunne fremstille højkvalitets farvebilleder fra småbillednegativer.

Blandt fotograferne husker og genkender jeg især følgende navne:

Josef og David Muench (brødre?), der fotograferede med Linhof Technika 4×5″.

Esther Henderson fotograferede med det velkendte og stadig meget eftertragtede Deardorff View maghonikamera, i dette tilfælde 5×7″, svarende til 13×18 cm negativformat. Jeg har kun 1 gang set en Deardorff View, og vist aldrig rørt ved en, da kameraet ikke er almindeligt på vore breddegrader, det har vist altid været temmeligt dyrt. Men jeg klarer mig for øvrigt også udmærket med min svenske Szabad 5×7″, et prægtigt viewcamera i sortbejdset egetræ og poleret aluminium, fremstillet i 40’ernes eller 50’ernes Stockholm af en ungarsk-svensk kamerakonstruktør ved navn Szabad. Min Szabad er sikkert lidt tungere end en tilsvarende Deardorff, men til gengæld meget mere praktisk at transportere i sammenklappet tilstand, dels fordi den er meget hurtigere at klappe sammen, men specielt fordi matskiven under transporten er beskyttet af bundbrædtet, hvilket ikke er tilfældet med Deardorff’en, efter min mening et afgørende minus (specielt for os, der ikke som f.eks. Ansel Adams har en stor SUV at transportere sin Deardorff 8×10″ rundt i).

Men Szabad kameraet er ligesom Deardorff’en temmeligt sjældent, ses måske undertiden ligesom Deardorff’en på Ebay. Skulle en ung (eller gammel) fotograf idag ønske sig en lignende 5×7″ eller 8×10″ “bærbar”, så ville jeg anbefale den amerikanske Agfa-Ansco, som er meget lettere at finde på Ebay og derfor også meget billigere, og som desuagtet reelt yder det samme. Og som forøvrigt også er et smukt kamera, udført i mørkebrunt maghoni(lignende?) træ med “forgyldte” metalbeslag samt sort læderbælg i høj kvalitet.

Ray Manley brugte ligeledes et 5×7″ Deardorff View camera.

Bob Bradshaw brugte et Kodak Eastman View 5×7″ kamera, og “naturligvis” en Kodak Commercial Ektar optik. Jeg tør formode, at det drejer sig om en 8-1/2″ (d.v.s. ca. 210mm) helt identisk med den 8-1/2″ Commercial Ektar jeg i 1970 købte brugt til mit, iøvrigt spritnye, Graflex Crown Graphic 4×5″ kamera. Jeg nåede desværre kun at bruge den få gange inden jeg for et årstid siden lod mig overtale til at sælge objektivet til en god bekendt. Eastman View kameraet er næsten helt identisk med Szabad kameraet, antageligt har hr. Szabad skelet til Eastman kameraet ved konstruktionen, det har formodentligt været vanskeligt at købe amerikanske kameraer, selv i Sverige, i årene efter krigen p.g.a. handels- og valutarestriktioner.

Chuck Abbott anvendte ligeledes Deardorff 5×7″ View. I disse år brugte en stor del af amerikanske storformatfotografer de amerikanske Kodak Ektar objektiver. De fandtes som Ektar, Commercial Ektar og Wide Angle Ektar i forskellige brændvidder. Alle 3 varianter er fremragende objektiver og specielt W.A. Ektar’erne var tidligere meget eftragtede p.g.a. deres ensartede, store skarphed. Der var dog dengang også andre amerikansk fremstillede storformatobjektiver, bl.a. Wollensack’s Raptar, som jeg af egen erfaring ved er fremragende skarp. Desuden Goerz-American’s Dagor, Dogmar og Apo-Artar, som jeg kun kender af omtale. Men jeg ved, at de var eftertragtede af storformatfotografer over hele verden. Chuck Abbott brugte efter det oplyste en Goerz Dogmar. Alle de professionelle amerikanske fotoobjektiver jeg har set, udmærker sig ved en meget smuk og ordentlig håndværksmæssig udførelse, og man kan kun lamentere, at de ikke længere laver den slags i USA. (Var der nogen der sagde IBM ThinkPad ??).

Carlos Elmer anvendte en 4×5 Burke and James Press camera, som så vidt jeg ved ikke er af helt samme høje standard som de ovenfor nævnte.

Darwin van Campen brugte Graflex Crown Graphic 4×5″, et af de mest udbredte storformatkameraer i USA og dermed i verden. Det er, ligesom for Linhof Technika’ens vedkommende af den såkaldte klapkamera-type, d.v.s. har facon som en stor kvadratisk cigarkasse når lukket. Den er altså overordentlig transportabel, og tilmed temmelig let, men alligevel med høj præcision. Faktisk købte jeg i 1970 en sådan Crown Graphic 4×5″ som ny hos min gode ven, nu afdøde fotohandler Svend Nielsen, Fag Foto på Frederiksberg alle. Jeg håber ikke, at jeg husker prisen korrekt, idet det foresvæver mig, at kameraet kostede 2500 kr, idag svarende til ca. 20.000 kr. Jeg søger ligeledes at fortrænge, at jeg måtte give min højtelskede Leica M4 i bytte, og går hurtigt videre til sidste fotograf fra Arizona Highways:

Norman Pedersen, der fotograferede med Linhof Technika IV 4×5″ og optik Schneider Symmar 150mm. Det glæder mig naturligvis, at min amerikanske (efter)navne, i lighed med ovenfor nævnte Josef og David Muench, har brugt det ypperste man dengang overhovedet kunne få indenfor “die Kamerabaukunst”, som Linhof i München nok ville have udtrykt sig, idet mindste når talen er om storformat.

Jeg er selv den lykkelige ejer af et meget fint eksemplar af netop denne Linhof model IV (fire), som til og med har en interessant proviniens. Kamerakroppen er betrukket med rødt skind, og Fa. Hother, hvor jeg for en halv snes år siden købte kameraet, var med den hos dette firma aldrig svigtende imødekommehed så venlig at formidle en kontakt til den desværre siden afdøde, tidligere ejer, således at jeg kunne få et bevis for proviniensen. Kameraet havde nemlig efter det oplyste tilhørt det europæiske fotografhåndværks grand old man, oldermand for det europæiske fotograflaug Niels Elswing. Blandt hans fotografiske arbejder er det mest kendte måske hans illustrationer til det store værk Danske Slotte og Herregårde.

Jeg mener at erindre, at Andreas Feininger også har leveret (enkelte?) fotos til Arizona Highways. Han var ligesom Niels Elswing en original personlighed og en fremragende håndværker, omend han var helt selvlært, samt an accomplished artist, og jeg håber at kunne omtale Andreas Feininger i et kommende bidrag.

Man må vel karakterisere Arizona Highways som et turistforenings tidsskrift, og som sådan tror jeg det i disse år ragede højt op i landskabet, ikke alene i Arizona og USA, men også internationalt. Jeg vælger at tilskrive det dels Arizonas smukke, storslåede og afvekslende natur (staten er ca. 7 gange så stor som Danmark) samt dels nogle fremsynede, kompetente og uegennyttige medarbejdere, hvoraf flere glædeligvis bærer et danskklingende navn.

kommentarer (2)

Richard Avedon på Louisiana
13. aug 2008 13:10, GP

Lørdag d. 12.januar var jeg med 2 venner, eller rettere veninder, på Louisiana for at se udstillingen med Richard Avedons fotografier. Jeg kan ikke påstå, at jeg er en flittig besøger af fotoudstillinger, hvilket tildels skyldes, at min smag næppe har været som den herskende på parnasset i mange år. Jeg tænder personligt næsten kun på klassisk, straight kunstfotografi, derimod næsten ikke på reportagefotografi, eksperimenterende eller digitalt manipuleret fotografi eller “imaging”. Men med de to energiske veninders tilskyndelse lykkedes det os heldigvis at komme afsted, udstillingens næstsidste dag iøvrigt. Det skulle vise sig at være noget af det bedste, der er sket for mig på fotoområdet i flere år.

Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt indlade mig på give en egentlig anmeldelse eller kritik af Avedon-udstillingen, det har sikkert også været gjort utallige andre steder. Jeg må indskrænke mig til enkelte spredte bemærkninger.

I realiteten var Avedons billeder noget af et chock for mig. Jeg stod her overraskende nok overfor en fotograf, som faktisk havde taget alle de billeder jeg selv gerne ville have taget, hvis jeg havde kunnet være mere, meget mere, aktiv som fotograf!

Der var tale om klassisk, straight sort-hvid portrætfotografi, hvoraf mange iøvrigt var taget med storformatkamera. De mange sort-hvide fotos i plakatstørrelse eller større, næsten alle lige fremragende i den kunstneriske og håndværksmæssige udførelse virkede enormt stærkt på mig.

I det hele taget virker et højkvalitets sort-hvid foto i f.eks. 2 x 2 meter temmeligt stærkt, synes jeg.

Der er en enkelt iagttagelse, jeg husker særlig tydelig. På en lang væg hang en hel række portrætter i plakatstørrelse, for en stor del af kendte, fremragende personer, bl.a. Hillary Clinton. Men blandt alle disse kændiser var også anbragt bl.a. en værftsarbejder og en vagabond. Det bemærkelsesværdige – og jeg ved ikke om man retteligt skal kalde det pudsigt, løjerligt, komisk eller måske uhyggeligt – er nu, at på trods af alle disse fremragende personligheder havde vagabonden utvivlsomt det “stærkeste” ansigt. Man kom til at tænke på Odin, som vist yndede at gå rundt inkognito og stille gåder.

Ial fald havde Richard Avedon her stillet iagttageren en gåde. Jeg fik det indtryk, at Avedon havde gjort sig al mulig umage for at lave netop dette billede, af vagabonden, perfekt. Hvilket var lykkedes, billedet er perfekt! Og man fornam, at Avedon havde moret sig med at drille parnasset ved at arrange billederne netop på denne lidt provokerende måde.

Richard Avedon er sikkert lige spændende som fotograf og person, og det ville have været enormt morsomt at træffe ham.

Efter udstillingen var Annette så venlig at byde på kaffe i Louisianas kafé, og spurge under samtalen, hvad jeg mente var vigtigt for at blive en god portrætfotograf. Det er et spørgsmål, der selvsagt kan sætte en gammel amatørfotograf i forlegenhed, men for ikke helt at afsløre min uvidenhed svarede jeg, at man som portrætfotograf ikke skulle have for megen empati. Annettes unge veninde Lee, en smuk ung og intelligent kvinde fra Israel, som også havde haft tid til at se et videointerview med Avedon, oplyste hertil, at Avedon netop havde omtalt, at fotografen “should not relate too much to the model”.

Jeg omtaler denne oplysning her, som måske ikke er almindeligt kendt.

Fra et interview med Richard Avedon i det svenske FOTO fra 29.12.1960, har jeg engang noteret følgende (i min egen oversættelse):

Avedons karriere begyndte, da han som 10-årig fik et bokskamera. Væggene på hans værelse var overbroderede med billeder revet ud af blade, fotos af Muncazi, Steichen og Man Ray. Det viste en tidlig udviklet billedsans. Men Avedon siger, at en så stor interesse hos et barn også viste, at han var ulykkelig. Han løb tit hjemmefra, fik aldrig taget en eksamen, og hans far sagde til ham “Du hører til i analfabeternes rækker…”.

Han synes at tiltrækkes af ansigter, og man ser let, at han favoriserer ældre personer, selv blandt midaldrende understgreger han hver lille fure, hver kragefod, som har sat sig spor i ansigtet. “Ungdom interesserer mig ikke”, siger Avedon. “Jegt ser sjældent noget smukt i et ungt ansigt. Men jeg ser det i Maughams nedadtrukne mundvige og i Karen Blixens hænder”.

“At få et tilfredsstillende aftryk (forstørrelse), kræver ofte betydeligt mere, end selve fotograferingen. Når jeg optager billedet, ved jeg nøjagtigt hvornår jeg har det udtryk, jeg tilsigter, men at få det ud af kameraet er en anden sag. Jeg fremstiller op til 60 aftryk, og ville lave hundrede, hvis det betød den mindste forbedring, hvis det ville hjælpe mig at udtrykke det ikke synlige, hvis det kunne tydeliggøre min vision”.

kommentarer (0)

Sorte huller
10. aug 2008 21:52, GP

(28.juli 08) I dagens udgave af Wall Street Journal omtaler den teoretiske fysiker Sean Carroll fra CalTech en ny bog af astrofysikeren Leonard Susskind (http://online.wsj.com/public/article_print/SB121720140527588397.html).

Bogens titel “The Black Hole War” refererer til en strid mellem nogle teoretikere med hensyn til forståelse og beskrivelse af de fysiske processer i det indre af universets atomknusere, de såkaldte sorte huller.

De tre mest fremtrædende deltagere i denne diskussion synes at have været Leonard Susskind selv, samt nobelpristagerne Gerard t’Hooft og velkendte Stephen Hawking.

Bortset fra småsnak i de forskellige universiteters institutter og kantiner, var det vistnok Stephen Hawking som lagde op til det store bal idet han hævdede, at sorte huller for det første alligevel slet ikke var helt sorte, men tværtimod ganske langsomt tabte energi og information i form af en vis udstråling, som man så passende kaldte Hawkingstråling.

Men at man for det andet ikke var i stand til at konstatere, hverken reelt eller teoretisk, en meningsfuld sammenhæng mellem de strukturer som faldt ind i hullet på den ene side, og på den anden side de strukturer som forlod hullet som Hawkingstråling.

Implikationen heraf ville bl.a. være, at informationsmassen i kosmos ikke længere kunne hævdes at være konstant, som det hidtil havde været god latin på bjerget. Dette kommer sig åbenbart af, at Hawkings teori indebar, at man ikke forstod og ikke kunne forstå eller forklare, hvad der reelt skete i det sorte huls indre. Dette ville igen indebære, at man ikke kunne forklare kosmos i alle dets ytringer, og altså heller ikke længere ville kunne hævde, at informationsmassen i kosmos er konstant. En sådan påstand har nemlig som en nødvendig forudsætning, at man kan forstå og forklare alle universets processer.

For alle 1700-års rationalisterne, som vistnok stadig behersker parnasset på hovedparten af de naturvidenskabelige universitetsfakulteter verden over, var dette naturligvis utilstedeligt kætteri, og måtte manes i jorden. Og i henhold til anmelderen Sean Carroll er det i særlig grad Leonard Susskinds fortjeneste, at denne nedmaning tilsyneladende har været en success.

Dog med stor hjælp fra en iøvrigt ukendt ung teoretiker ved navn Juan Maldacena. Denne Maldacena opfandt simpelt hen et teoretisk univers, hvor tyngdekraften (!) ikke forekommer, og i dette univers var det ifølge hans beregninger muligt at se en rationel sammenhæng mellem input og output af de sorte huller, d.v.s. mellem de informationsmasser der faldt ind i hullet og de informationsmasser som forlader hullet som Hawkingsstråling.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit! Anmelderen lader forstå, at “the logic seems solid”, og som lægmand må man måske nøjes med at konstatere, at nogle er lettere at imponere end andre.

I det hele taget må man vel resignere en hel del og ikke have for høje forventninger til mainstream kateder-astrofysikere, jeg tænker bl.a. på, at det dog vel er dette parnas, som oprindeligt har opfundet navnet “sorte huller”.

Et sort hul er nemlig i virkeligheden det modsatte af et sort hul. Et hul er som bekendt et rum, som er tomt i forhold til omgivelserne. Men et “sort hul” er netop det modsatte af tomt, det har næsten uendelig stor tæthed. Does the logic seem solid?

(For en ordens skyld vil jeg undskylde min let ironiske tone overfor de (mange?) teoretikere, som er både dygtige fagfolk og filosofiske begavelser. Jeg tænker f.eks. på atomfysikeren Ove Nathan, der er citeret for at have sagt eller skrevet, at “menneskehedens viden er en dråbe i et hav af uvidenhed”, hvilket jeg tror vidner om en ganske ualmindelig intelligens og redelighed).

kommentarer (0)

Plastbæreposer
10. aug 2008 21:49, GP

(23.juli 08) The Drudge Report (http://www.drudgereport.com/) henviser idag til en artikel i netavisen http://www.breitbart.com/ om et forbud mod plasticbæreposer i Los Angeles. Forbuddet blev vedtaget igår af bystyret, og træder i kraft om 2 år. Man mener, der anvendes ca. 2 milliarder plasticbæreposer i Los Angeles om året, og kun ca. 5 pct. heraf går til genbrug.

Fra 1.juli 2010 kan man altså kun få papirsbæreposer til sine varer, og hver pose skal koste (minimum?) 25 cents, hvoraf størstedelen (godt 1 kr) skal gå til bystyret til brug for en oplysningskampagne.

Men allerede i november sidste år trådte et tilsvarende forbud i kraft i den anden store by i Californien, San Francisco. Så man kunne spørge sig selv, hvorfor spørgsmåles betragtes som særlig påtrængende i Californien?

Det hænger sikkert sammen med den for få år siden opdagede, ganske chokerende plastforurening af Stillehavet ud for den nordamerikanske stillehavskyst. Man har nemlig opdaget, at et kollossalt område er dækkes af en “suppe” af findels plastaffald. Affaldet flyder 1 á 2 tommer under havoverfladen, og har en tykkelse af adskillige tommer.

Hvilke konsekvenser denne anorganiske forurening kan få for plante- og dyrelivet i den ramte del af Stillehavet har jeg p.t. ingen konkrete oplysninger om. Men der må potentielt være tale om betydelige skader, idet det ramte område dækker et areal på størrelse med det kontinentale USA! Intet under, at Los Angeles’ bystyre er vågnet op til dåd.

(Se også The Independent fra 5. februar 2008 http://www.independent.co.uk/environment/the-worlds-rubbish-dump-a-garbage-tip-that-stretches-from-Hawaii-to-Japan.html).

kommentarer (1)

Låneøkonomi
10. aug 2008 21:47, GP

(21.juni 08) I dagens Huffington Post (http://www.huffpost.com/) skriver Jared Bernstein et blogbidrag om (den amerikanske) lånebaserede økonomi. Han bruger overskriften “The shampoo economy”, og sigter hermed specielt til bubble-bust, bubble-bust syndromet, som tydeligvis er et fremtrædende træk ved den meget deregulerede og overgearede (d.v.s. overbelånte) finansmarked resp. økonomi, som nu findes mange steder og i særdeleshed i USA.

Bernstein er åbenbart en del af økonom-establishmentet i USA idag. Han er seniorøkonom ved The Economic Policy Institute, og sidder i den amerikanske kongress’ rådgivende komité for budgetforhold, og essensen af dagens bidrag er da også en besværgelse af den amerikanske lånebaserede økonomis principielle sundhed og store værdi – der skal blot foretages nogle tekniske korrektioner, mest i form af skærpet tilsyn og flere reguleringer.

Han siger ganske vist samtidigt, at man allerede har rimelige regler og bestemmelser på realkreditområdet, som man dog desværre blot har ignoreret!

Det er altså ikke helt uventet, at en mainstreamøkonom som Bernstein ganske undgår at komme ind på de mere gundlæggende problemstillinger i den amerikanske økonomi, eller i den amerikanske finansverden.

Han henviser ganske vist et sted til sin landsmand George Soros, der allerede for mere end et årti siden i bøger og artikler gjorde opmærksom på faren ved de altfor store beløb – vi taler om tusindvis af milliarder kr – som dagligt skvulper omkring (“sloshes around”) i verden i jagten på en fortjeneste på ofte kun brøkdele af en pct, men iøvrigt til føje nytte for nationerne (er det ikke ganske enkelt usundt, at lade så store mængder “sukker” cirkulere ukontrolleret i verdenssamfundets blodårer?).

Men den kloge og ansvarlige Soros er desværre længe blevet betragtet som en outcast blandt politikere og økonomer – betragtes han som en outcast blot fordi han er klog og ansvarlig?? – og selv hans frænder i Jerusalem Post (http://www.jpost.com/) affærdiger gerne ganske usagligt hans kritik med, at han blot er en “selvhadende jøde”!

Men George Soros bekymring vedrører utvivlsomt nogle meget væsentlige problemer, uanset hvor tabubelagte disse problemstillinger måtte være. Det drejer sig bl.a. om

1. Den stigende skævhed i kapitalejerskabet
2. Det kolossale omfang af den fri kapital, i forbindelse med at
3. Den amerikanske centralbank under Greenspan har ladet seddelpressen køre på højtryk i ca. et årti
4. Ingen afgift (moms el.lign.) på handel med kapital og gældsbeviser, nationalt eller internationalt.
5. Den (amerikanske) mellemklasses chokerende deroute.

Stikordsvis et par kommentarer.

Ad. 1. Ukontrolleret globalisering og dito indvandring til USA har presset lønningerne, således at det reelt i mange år har været umuligt for den amerikanske mellemklasse at lave en opsparing. Derfor er selvfinancieret investering og luksusforbrug i stigende grad blevet en by i Rusland for den almindelige amerikaner, og ergo lånefinancieret investering og luksusforbrug i virkeligheden eneste mulighed.

Ad. 2. Den ukontrollerede stigning i direktørers og ledende bankansattes m.m.fl.’s lønninger i USA; den ubetydelige skat disse store indkomster betaler; store aktionærudbytter med ringe beskatning; ingen afgift og kun lille beskatning af handel med alle former for kapital og gældsbeviser; omfanget af skatteundragelser ved hjælp af udenlandske skattely, som ifgl. USA-senator Carl Levin koster det amerikanske skattevæsen over 500 milliarder kr. årligt. Disse og flere andre forhold medvirker til den usunde skævhed i det amerikanske samfunds opsparing resp. gældsætning.

Ad. 3. Næppe noget enkelt forhold har bidraget mere til nedsmeltningen på boligområdet i USA. Bankerne har ganske enkelt haft så mange billige penge til rådighed, at man har benyttet næsten alle midler for at få dem lånt ud.

Ad. 4. Told og skat bruger store ressourcer på at afsløre, om en håndværker har udført et arbejde til f.eks. 2.000 kr uden at betale moms og skat. Men en bank, som på en dag handler valuta, gældsbeviser, aktier, obligationer for f.eks. 2.000.000.000 kr betaler ingen told eller moms eller andre afgifter af disse handelstransaktioner!

Ad. 5. I henhold til dagspressen er mellemklassens mulighed for luksusforbrug ringere idag end for 30 år siden!

Der havde altså været reelle problemer nok for Bernstein at kaste sig over. Men naturligvis må han tænke på job og anseelse blandt fagfæller o.s.v., og det er altså næppe til ham eller hans ligesindede, USA må vende sig for at finde en vej ud af denne slemme malaise, som nok desværre går dybere end de fleste tror.

kommentarer (1)

Lidt mere fotosnak
10. aug 2008 21:38, GP

På vej hjem fra loppemarked ved Gl.Strand lægger jeg vejen gennem Fiolstræde, hvor jeg ser, at der er ophørsudsalg i Arnold Busck’s antikvariat. Alle bøger sælges til halv pris. Jeg går ind og kigger på fotobøgerne, der er 3 hele hylder tilbage, faktisk ser der ikke ud til at være solgt ret meget af fotoliteraturen, uagtet at udsalget, som det oplyses, nu har varet i 3 uger. Jeg finder 2 bøger af interesse.

1. Arnold Genthes selvbiografi “As I remember” fra 1936, pris 175 kr.
2. Det engelske “The Studio”‘s specielle efterårsnummer “Modern Photography 1931”, pris 75 kr.

Nu er Arnold Genthe (1868-1942) næppe en af de store blandt den amerikanske “guldalders” kunstfotografer som f.eks. Edward Steichen og Alfred Stieglitz. Han kom til Amerika fra Tyskland som ungt menneske og slog sig i 1895 ned i San Francisco, hvor han blev amatørfotograf, og åbnede i 1897 et studie for portraitfotografi.

Han blev i San Francisco bl.a. kendt for sine fremragende “spionkamera” optagelser fra Chinatown, inden bl.a. denne del af byen blev ødelagt af jordskælvet og den store brand i 1906.

I 1911 flyttede han til New York, hvor han blev en yndet fotograf for parnasset, herunder de kendte skuespillere. Han har tilsyneladende været venner med mange kændiser og kendt endnu flere, og hans bog kan næppe fejle at give et interessant indblik i tidens kulturliv. At se denne del af det amerikanske samfund gennem en fotografs briller glæder jeg mig til forhåbentlig at få tid til, måske nok så meget som at studere hans fotografier, hvoraf der iøvrigt er gengivet 112 i bogen.

Denne store, smukke og velholdte bog i en org. udgave fra 1936 synes jeg er lidt af et fund, og når den har fået lov til at stå uantastet igennem 3 ugers ophørsudsalg må det antagelig tildels skyldes, at den rel. let ville kunne findes på internettet (omend jeg ikke har prøvet det). Men det er dog bedre at have bogen i hånden før et evt. køb, og tilmed spare forsendelsen, som efter en enlig erfaring med bogkøb via internettet nemt kan være ligeså dyr som bogen.

Modern Photography 1931 er den bekendte årbog, hvoraf årg. 1931 muligvis er den første? Ial fald fortsatte årbogen vistnok med at udkomme indtil først i 1940’erne. Der er tale om en 120 sider tyk bog i A4 format, smukt trykt på godt, glittet papir, og jeg forstår simpelt hen ikke, at bogen ikke er revet væk, omend det må indrømmes, at bogen har en del brugsspor.

Der er gengivet ca. 100 fotografier af tildels meget kendte, resp. senere berømte fotografer, alt (naturligvis) i sort-hvid. Blandt fotograferne kan nævnes (i alfabetisk orden):

Cecil Beaton, H.Berssenbrugge, Anton Bruehl, Andreas Feininger, Lewis W. Hine, E.O.Hoppé, Lotte Jacobi, André Kertesz, Germaine Krull, Man Ray, L. Moholy-Nagy, William B. Rittase, Dr. Eric Salomon og Edward Steichen. Jeg vil meget kort omtale enkelte af fotografierne, selvom jeg desværre p.t. ikke kan gengive fotografierne i denne blog.

Side 14 har Martin Munkacsy, Berlin, et meget originalt billede af en ung badenymfe set i fugleperspektiv. Billedet er i al sin enkelthed vældigt godt set, hvad enten der er tale om et poseret billede eller et snapshot. Side 18 har Maurice Beck, London, et billede af en krumtapaksel fra en bilmotor. Igen enkelt og velkomponeret med en meget fin tonegentivelse. Side 21 har Cyril Leeston-Smith, London, et meget smukt blomsterbillede, forestillende en enkelt magnolia-blomst. Smukt og samtidig foruroligende, blomsten er gengivet næsten helt hvid på en næsten sort baggrund.

Side 22 har Stefano Bricarelli, Turin, et usædvanligt billede af solbeskinnet vands reflektioner i agterstavnen på et skib. Side 28 har Man Ray, Paris, et still life fotografi. Men billedet kan næppe siges at være blandt Man Ray’s bedste. Side 32 har Ira W. Martin et billede af et stålværk. Man bliver igen slået af, hvordan man i disse år formår at forenkle motivet, således at få træk kommer til at dominerer.

Side 35 har Edward Steichen et smukt blomsterbillede “digitalis”, som dog næppe kan siges at være væsentlig. Side 37 har Grancel Fitz, New York et ganske fremragende portrait af komponisten George Gershwin. Bør ses!

Side 54 har Charles Escher, Budspest, et overordentligt interessant regnvejrsbillede af personer på et fortov, set i fugleperspektiv. Side 73 har E.O.Hoppé et meget fint billede fra et skibsværft. Side 74 er et utroligt morsomt ungdomsbillede af Marlene Dietrich (anonymt).

Side 79 har Willian M. Rittase, Philidelphia, et meget originalt billede af et højhus set fra en af de øvre etager. Side 84 har H.Bersenbrugge, Haag, et næsten uhyggeligt billede af tømmerflådning i en flod, tømmerstokkene er kommet til at se ud som lange edderkoppeben eller evt. som knogler fra et skelet. Man fornemmer, at her har dødens købmænd været i gang!

Side 88 har Cecil Beaton, London, et sjovt billede af en ungdommelig Gary Cooper. Side 92 har Lewis B. Hine, Newyork, et udtryksfuldt og velkomponeret billede af en byggearbejder på toppen af en skyskraber.

Sammenfattende er det påfaldende, hvor stor en forståelse der i disse år har været for at forenkle, for at højne udtrykket gennem forenkling. Det er en holdning, jeg har svært ved at genfinde i den del af nutidens (digital)fotografi, som jeg har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med. Jeg tror derfor nutidens unge fotografer ville have glæde af at studere tyvernes og tredivernes sorthvide fotografier nærmere.

Man kunne f.eks. begynde med danmarks – i sin tid internationalt anerkendte – grand old mand indenfor portraitfotografien, Aage Remfeldt, hvis ledetråd netop var: Forenkling.

Den her omtalte 1931-udgave af Modern Photography vil evt. interesserede antageligt kunne låne på Det Kongelige Bibliotek, Kunstakademiets Bibliotek eller Statsbiblioteket i Århus.

kommentarer (1)

Lidt fotosnak
10. aug 2008 21:35, GP

Idag fik jeg hos en fotohandler udleveret det sidste nummer (maj nummeret) af medlemsbladet for Selskabet for Dansk Fotografi, “Dansk Fotografi”. Selv om det vistnok ikke fremgår af bladets impressum, er selskabet vist en slags paraplyorganisation for danske amatørfotografer. Det skulle som sådan alt andet lige være repræsentativ for hvad de organiserede danske amatørfotografer går og laver. Her et par indtryk.

Forsidebilledet er lavet af en ung kvindelig fotograf, som bliver præsenteret på ikke mindre end 7 sider inde i bladet. Jeg gengiver her “Fakta om fotografen: Kristina Tandrup Pedersen – 4 ud af 23 år med selvlært fotografering (billedkunst er vist mere rammende). I virkeligheden var jeg ikke god nok til at male – jeg kunne ikke udtrykke hvad jeg ville, det kan jeg med fotokunsten. Går på Urteskolen, hvor jeg bliver uddannet phytoterapeut, så jeg kan blive urtekyndig nok til at kunne behandle med dem – arbejder derfor i en børnehave for at kunne betale uddannelsen. Er med i Roskilde netgalleri, og har hermed løbende udstillinger. Herudover har jeg holdt foredrag bl.a. ved SDF landsmøde, lavet cd-covers og udtrykt diverse Eddavers gennem billeder. Hjemmeside: http://www.njordfoto.dk/

Pyha – sikken energi! Og jeg anede ikke der var noget der hed phytoterapeut, eller Urteskolen for den sags skyld.

Denne prægtige unge kvindes billeder er, såvidt jeg kan se, grundlæggende ret typisk for meget eller det meste af det, der bliver lavet i fotoklubberne idag. Der er i høj grad tale om computerkreationer på grundlag af digitale fotos, og hun foretrækker da også selv betegnelsen billedkunst frem for fotografi.

Jeg ville have svært ved at give en saglig kritik af hendes billeder, fordi jeg ikke rigtig har noget forhold til moderne computer-billedkunst, der som regel lader mig temmelig kold. Men det er vel ganske enkelt fordi min smag går i en anden retning, nemlig i retning af den såkaldt “rene” fotografi.

Men man må sige, at computerchipfabrikanterne har highjacked fotoklubberne i løber af de sidste ca. 5 år, og gjort det grundigt. Jeg var selv indtil for få år siden medlem af en københavnsk fotoklub, og jeg blev forbavset og faktisk noget chokeret over den sorgløshed hvormed så godt som alle mine klubkammerater i huj og hast kastede flere generationers arvegods for svinene.

Man hørte dengang som nu ofte det argument, at digitalfotografien har gjort “mørkekammerarbejdet”, d.v.s. fremkaldelse, billedmanipulering og kopiering/printning meget lettere, 10 gange lettere o.s.v., bl.a. fordi man nu kan sidde i normal rumbelysning sammen med familien og færdiggøre sine optagelser. Endvidere, at det nu er meget billigere at have 1000 (tusind!) optagelser med hjem fra fototuren.

Dette er naturligvis fuldkomment rigtigt, og dog ligger vistnok netop heri også en stor fare for kvaliteten af den fotografiske kunst. Jeg tror nemlig det kan siges at være en næsten almengyldig regel, at hvis det håndværksmæssige element i en kunstarts bliver for billig og let tilgængelig, ja så vil værdien af kunsten og det kunstneriske indhold næsten uundgåeligt falde nogenlunde tilsvarende, resp. måske endda eksponentielt.

Inden for fotografien kan forholdet f.eks. iagtages meget tydeligt gennem årene fra ca. 1929 til 1939. Går man på biblioteket, og blader et af de betydende europæiske fototidsskrifter igennem fra disse år, kan man næppe undgå at blive slået af forringelsen i det kunstneriske indhold igennem perioden. Billedmaterialet degenererer fra gennemarbejdede kunstneriske udtryk til ligegyldige snapshots. Man er nemlig gået over fra at lave velovervejede stativoptagelser til at lave Leica-snapshots!

Måske lidt paradoksalt synes det ikke mindst at være de kvindelige fotografer, som med tilsyneladende begejstring kaster sig over og med stor ihærdighed tilegner sig den nye teknik, og det skal ikke nægtes, at en del laver virkelig kreativ computergrafik.

Jeg tror gerne, at den unge Kristina Tandrup Pedersen her er blandt de p.t. fremmeste, og efter alt at dømme må hun have en flot fremtid for sig indenfor sit område.

Vender vi tilbage til “Dansk Fotografi”, ser vi, at selskabets næstformand Finn Nielsen på siderne 20-23 har en interessant beretning om et ophold i Bulgarien.

Under opholdet havde han lejlighed til at holde en 4-timers forelæsning for kunststuderende ved Kunstakademiet ved Sofias Universitet. Emnet var danske fotografer, og Finn Nielsen fortalte i sin forelæsning om Viggo Rivad, Kirsten Klein, Joachim Ladefoged samt sin formand i selskabet, Per Valentin.

Jeg kender ikke sidstnævnte som fotograf, men de 3 øvrige er jo solide bekendtskaber. Måske kunne man mene, at forelæseren har satset lidt for meget på det sikre? For er de ikke alle i denne vor foranderlige tid allerede ved at være lidt bedagede? For øvrigt er jeg en stor fan af Kirsten Kleins Leica-landskaber (hvorfor er der ikke nogen der har foræret hende en Hasselblad eller en Linhof?). De to reportagefotografer har jeg stor respekt for, men billeder i deres genre siger mig ikke så meget.

Men det er interessant at læse Finn Nielsens beretning fra Bulgarien. Man får det indtryk, at de bulgarske studerende er både meget kunstnerisk interesserede og begavede, og jeg kan ikke lade være at overveje, om det kunne have en forbindelse med, at bulgarerne oprindeligt er et tyrkisk folk, som ganske vist har antaget et slavisk sprog.

Tidligere var det god latin blandt sagkunskaben, at de tyrkiske (“Altaiske”) folk var, også sprogligt, beslægtede med de “Uralske” folk som Finner, Samer, Ester og Ungarere. Jeg tror man p.t. er kommet lidt væk fra den teori, men nogen sikker afgørelse foreligger vist ikke.

Forudsætter vi altså i.t.v. slægtskabet som en realitet, turde det vel være interessant at nævne, at netop Finland og Ungarn så vidt jeg er orienteret, har givet os en række meget kunstnerisk begavede fotografer. Jeg husker umiddelbart bedst de Ungarske, tænk blot på navne som Moholy-Nagy, André Kertész og Brassai.

Et andet oprindeligt tyrkisk folk, nemlig askenasierne (som udgangspunkt kazariske tyrker, jf. Arthur Koestler “The Thirtienth Tribe”) har vistnok leveret usædvanligt mange begavede fotografer, jeg må her specielt nævne 2 af mine absolutte personlige favoritter, nemlig portrætfotografern Richard Avedon og allround fotografen Andreas Feininger – blandt mange andre som f.eks. Alfred Stieglitz, Bert Stern, Alexander Lieberman, Helmuth Newton, Man Ray, Sally Mann, Warhol og Leibowitz m.fl.

På side 25 præsenterer Carlo Pedersen, der så vidt jeg husker er den afgåede formand for Selskabet for Dansk Fotografi, sin hjemmeside http://www.monofoto.dk/. Carlo skriver bl.a.:

Gennem de sidste par år har fotografiet i Danmark ændret sig meget pga det digitale medies udbredelse. Udviklingen har efter min opfattelse desværre ændret sig, så det man tidligere forstod ved et fotografi, det man ser i søgeren, er ved at forsvinde. Der findes ikke som i dyreverdenen noget der hedder “Fotografiets beskyttelse”, og ud fra den konstatering startede jeg det nye site http://www.monofoto.dk/.

Og videre: Efterhånden er det meste af det vi ser, billeder, og ikke fotografi, og det er fint nok, hatten af for dem der kan det. Men hvad er forskellen? Jo fotografiet er det man så i søgeren, kun ændret af beskæring, lys, kontrast og vignettering – det man også kan i mørkekammeret.

Alle kan, så vidt jeg forstår, sende sine fotografier (med eMail) ind til Carlos hjemmesiden for evt. visning på siden. Det blive spændende at se, hvordan hjemmesiden vil udvikle sig.

Endelig har Lotte Bro Barnkob 5 sider om sin igangværende uddannelse til (portræt)fotograf på Københavns Film og Fotoskole i Valby. Lotte skriver indledningsvis:

At starte forfra med skolegang og undervisning kan være noget af en udfordring i en alder af 34 år og med en længere erhvervskarriere bag sig. Noget af et kulturchok er det også at komme ind i et kreativt miljø præget af en afslappet holdning og fokus på udtryk og indtryk fra et for mig relativt nyt medie, fotografiet. Siden september 2007 har jeg været tilknyttet skolen i Valby.

De billeder Lotte viser i artiklen, mest portrætter, synes jeg er usædvanligt interessante både håndværksmæssigt og kunstnerisk. Jeg kan bare sige bravo! Vi kommer nok til at høre mere om Lotte Bro Barnkob (http://www.lokalportraet.dk/).

Endelig har Dorrit Lergaard fra Københavns Fotografiske Amatørklub (http://www.kfak.dk/) et hestevæddeløbsbillede (s.35), der måske kan siges at være den bekendte undtagelse der bekræfter regelen. Der er her tale om et digitalt manipuleret fotografi, som mange sikkert vil akceptere som kreativt, kunstnerisk spændende og originalt, og som dog stadig primært et fotografi.

Alt i alt uden tvivl det bedste nummer af “Dansk Fotografi” jeg har set. Håber det flotte niveau kan opretholdes.

kommentarer (1)

Lidt om bier
10. aug 2008 21:25, GP

Dette er min personlige blog, jeg skriver om store og små ting, som jeg ser dem.

Alle kommentarer, såvel positive som negative, er velkomne. Men er de grove, hadefulde eller ulovlige forbeholder jeg mig ret til at slette dem.

________________________

Navnet IMMA har jeg valgt dels af reverens for min mormor Emma, som jeg ganske vist aldrig har kendt, da hun døde temmelig ung, min mor var dengang kun 5 år. Men også til ære for bierne, som nu synes at være en truet art, ial fald i USA.

Politikens Nudansk Ordbog oplyser (omtrent), at Emma kommer fra oldhøjtysk Imma, som “vel (delvis) er kortform til navne på Irm- og Ermin, Irmin- = fællesgermansk ermina = vældig”.

Det fremgår, at man ikke er helt sikker på fortolkningen, og jeg har derfor valgt en anden forklaring, som antydes i Hoop’s Reallexikon der germanischen Altertumskunde under ordet Bienenzucht (biavl).

Herefter kommer Imma af ordet Imme, som betyder bi eller bisværm. Forfatteren tilføjer nogle mytologiske oplysninger om bierne. Herefter er bierne det eneste dyr, som er kommet uforvandlet ud af paradiset. Bl.a. derfor ansås bierne for hellige dyr, men også fordi man holdt dem for tjenerinder for den Gudinde, som forsynede menesker med honning og mjød, til glæde for Gud og mennesker.

Derfor kaldte man også omvendt præstinder for bier, græsk Melitta, hebræisk Deborah, men man kan dog ikke mere påvise en sådan sammenhæng for det tyske Emma.

» Satire (1)
» Græsk og latin! (2.del)
» Græsk og latin! (1.del)
» Endnu flere bøger
» Bordets glæder (1. del: Rolleiflex)
» 5000 sorry souls (1. fortsættelse)
» Martssol
» Operation eller mission?
» Nytårstalen
» Efterårsbilleder (2. del / Fra Holland)
» Et brev om mose-fund
» Efterårsbilleder (1. billede / fra Sorø))
» Greven af Montenegro? (En humoreske)
» Sensommer
» Mere sommerlæsning
» Sommerlæsning
» Mange bøger!
» Et hollandsk bogudsalg
» En stat i staten?
» Halloh november
» Sprog og illuminater
» Foto-Fugl Fønix
» Brittsommer og Den hellige Graal
» Bonde af Thy
» Spam
» Efterår
» Hasselblad og dinosaurer
» December 2009
» MUSEUM (2. del)
» 6 bøger
» Fra rodekassen
» MUSEUM (1. del)
» Danske fornavne
» Vagabonder
» En boglade
» Morsom aften
» Opgradering til Nikon D1
» Serious money
» 22 + 13 billige bøger (anden del)
» Kodak DCS-410 DSLR anno 1995!
» Fernisering
» 22 + 13 billige bøger (første del)
» Bronica og Nikkor
» Flere bøger
» A distant roar and haziness.
» Wühlkisten und Wertzerstörung
» Bøger encore.
» St. Petersburg
» Bogen fra Winchester
» Domesday-Book / Liber de Wintonia
» Tenure, ordbøger og kamilleté
» Amatørfotografi af Herman Bente
» How To Make a “Modern” Half-plate Camera
» Google and beginners luck
» Beginners blog and beginners luck
» Hybris
» Arizona Highways
» Richard Avedon på Louisiana
» Sorte huller
» Plastbæreposer
– Låneøkonomi
– Lidt mere fotosnak
– Lidt fotosnak
– Lidt om bier.

Se også http://imma.smartlog.dk

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.