Danmark set med fremmede øjne

(3. Jun 2013 14:34, GP) NBG står for Nouvelle Biographie Generale, og jeg synes denne titel lige skal klemmes ind foran anden del af “Ni bøger”. Årsagen er, at jeg endnu engang er blevet overhalet indenom af et 5-kroners salg i Fiolstræde, således at de ni bøger, jeg sidst gik igang med at kommentere, allerede har “formeret sig” med en stabel henne på gulvet.

Størstedelen af denne stabel udgøres ganske vist af NBG’s 23 grågrønne bind. Og den af de ærede læsere, der er oldtimer med hensyn til at støve rundt i vore antikvariater, skal måske lige knibe sig engang i armen for helt at kunne akceptere, at man nu kan købe en komplet NBG for 115 kr. Men det kan man åbenbart! På 5-kroners udsalgets trediesidste dag stod værket der endnu og fristede med sine velholdte bind i den tiltalende grå-grønne farve.

Så jeg kunne – og jeg bør vel sige beklageligvis – ikke modstå fristelsen, men måtte slæbe de 23 bind med hjem (i 2 Aldi-poser, kunne lige lade sig gøre, omend håndtagene i den ene pose tilsidst begyndte at blive lidt lange). Vel vidende, at jeg meget muligt må kassere hele historien og meget mere, når det bliver tid at flytte her fra Nitivej.

NBG udkom oprindelig i 46 bind i Paris i 1850’erne, men er genudgivet af Rosenkilde & Bagger her i byen i 1960, denne gang i 23 dobbeltbind. Alene genudgivelsen indikerer, at der er tale om et respekteret og indtil for 10-20 år siden eftersøgt værk. Men som den elskværdige hr. Vangsgaard-senior sagde, sådan noget er nu helt usælgeligt!

Muligvis kan værket nu læses på nettet. Jeg har ikke undersøgt det og er for så vidt også ligeglad, for jeg har aldrig holdt af at blive kigget over skulderen, når jeg læser resp. slår et navn eller en artikel op i et leksikon.

NBG indeholder i sine 23 dobbeltbinds ca. 22000 sider biografier over personer fra de ældste tider og indtil ca. 1850. Jeg har endnu næppe gjort mig overfladisk bekendt med værket, men formoder det drejer sig om personer fra hele jordkloden, omend formentlig med en overvægt til fordel for den romansk-frankofile verden.

———————

I forrige indlæg nåede jeg p.g.a. af den temmelig lange omtale af Max Nordau’s MODERNE SAMFUNDSLØGNE kun de 2 første titler af ialt 9. Her følger de næste 3:

3. NORDENS GUDER OG MYTER af Hilda R.E.Davidson fra 1967 er en af de mange fine udgivelser i serien HAASES FACETBØGER. Jeg kender ikke forfatteren nærmere, men man får hurtigt en meget stor respekt for hendes evne til at fremstille den nordiske mytologi på en fængslende og informativ måde. Specielt evner hun at fremstille vor mytologiske forhistorie her i Norden i sammenhæng med vore nabofolk på en måde, som jeg ial fald ikke tidligere har set med et tilsvarende perspektiv.

Bogen er så fængslende og interessant, at man dårligt kan lægge den fra sig igen. Og selv om jeg ikke har læst hele bogen endnu, så tror jeg at den fortjener et ug. Det her omhandlede eksemplar bærer forøvrigt (ligesom også den næste titel) literaten Bo Elbrønd-Bek’s ekslibris.

4. TRO OG TROLDOM – KAMPEN MOD DET ONDE af Kaj Birket-Smith fra 1946 er udadtil en ret uanseelig sag, som jeg flere gange har set på de sidste års bogudsalg. Men forfatteren (1893-1977) var så vidt jeg ved Danmarks betydeligste etnograf i 20. århundrede, og som for øvrigt og meget naturligt især har beskæftiget sig med de arktiske folks kultur.

På bagsiden af omslaget hedder det:

“Indeholder i væsentlig uforandret form fem radioforedrag med religionshistorisk emne, som forfatteren i foråret 1946 holdt i den danske radio.

Det er ikke en almindelig religionshistorie, der indeholdes i denne bog, men en fremstilling af nogle enkelte religionstyper med hovedvægten lagt på et enkelt problem, deres forhold til det onde i verden.

Bogens titel TRO OG TROLDOM er valgt ud fra den opfattelse, at trolddom, d.v.s. magi, og tro, d.v.s. afhængighedsforholdet til det overnaturlige, begge indgår i primitive religioner og fortsættes langt ind i de højere”.

Bogen føles måske ikke helt at have samme tyngde som Hilda Davidsons ovennævnte om Nordens Mytologi, men man føler sig alligevel i usædvanligt godt selskab hos Kaj Birket-Smith, der tydeligvis behersker sit stof med samt evnen til at fremstille nogle væsentlige fakta og problemstillinger i en populær og fængslende form.

5. DANMARK GENNEM TIDERNE SET MED FREMMEDE ØJNE af Laurits Bødker (1948) er vistnok ikke så almindelig, som Birket-Smith’s ovennævnte lille bog. Der er flere interessante stykker, hvoraf jeg vil gengive et par prøver (igen kan jeg have moderniseret enkelte ord eller vendinger i det undertiden arkaiske sprog, ligesom der også her kun er tale om spredte udtog). Fra kap. 5 – En Turist i Nordsjælland:

“I sommeren 1593 fik Danmark besøg af den vidtberejste Englænder Fynes Moryson, der i tre uger rejste rundt i Nordsjælland og besøgte alle de attraktioner, en turisk bør se. I sin dagbog gør han omhyggeligt rede for alt, hvad han ser, hører og betaler.”

Han kommer sejlende fra Lybæk til Dragør, hvorfra turen går med hestevogn over Amagers græsgange og kornmarker til hovedstaden:

“På østsiden af byen, hvor vi kom ind i den, ligger kongens slot. Denne side af byen ligger ved vandet, og her er havnen. Da jeg gik gennem porten, undersøgte soldatervagten mig meget nøje, og menigmand råbte efter mig på barbarisk vis, somom man aldrig før havde set en fremmed. Mellem dem var mange søfolk, der i almindelighed er meget ubehøvlede ved sådanne lejligheder. Byen er rund af form, og hverken her eller i slottet så jeg noget smukt eller glimrende.

“Kongen opholdt sig i Roskilde; derfor rejste jeg fire mil i fire timer gennem et vildt og bakket landskab til denne by. Jeg og en rejsefælle betalte 20 lybske skilling for vognen. Skønt det var i august måned blæste der en kraftig vind fra nord og fra havet, så jeg blev meget kold somom det havde været vinter.

“Roskilde har en biskop, og skønt den ikke har volde, har den alligevel bynavn, men den fortjener kun at blive regnet mellem smukke og behagelige landsbyer. Her viser man den hvæssesten, som kong Albrecht af Sverige sendte til Danmarks dronning Margrethe for at vise hende sin foragt som kvinde, idet han bød hende at hvæsse sværd på den; men denne dronning tog nævnte konge til fange og holdt ham i fængsel til hans død. Danskerne ærer denne dronning så højt, at de her viser den dragt, hun plejede at bære.

“Jeg så kongen af Danmark (d.v.s. den 16-17 årige Chr. 4.). Han bar en løs trøje af sort fløjl, sparsomt pyntet med guldkniplinger. Han havde en stor guldkæde hængende under den ene arm så langt ned, at den var viklet om hans bælte. Når han gik ud, bar han sit sværd på skulderen med spidsen i sin hånd og fæstet hængende ned bagtil.

“Hans fornemste Hofmænd og hans yngre broder var alle klædt i noget engelsk klæde, som de kaldte kentisk klæde; men det var langt smukkere end det, vi laver vadsætte af, og det var specielt lavet til dem for en pris af omtr. 2 daler pr. alen. De bar guldkæder, der var så korte, at de ikke nåede længere ned end til den sjette eller syvende knap på deres trøjer; men leddene var store, og de havde en guldtablet hængende ved dem. De bar deres sværd på samme måde som kongen med fæstet hængende over skulderen, og de havde daggerter med tunge sølvskeder ligesom dem, der bruges i Sachsen. Kongens garde gik i vide benklæder med puffer af forskellig farve ligesom Schweitzerne.

“I almindelighed er danskerne påklædt ligesom tyskerne, uforanderligt og beskedent, og de afskyer i den grad fremmede moder, at den nylig afdøde fader til kongen skal have givet de fremmede klæder, som nogle adelsmænd lige var kommet hjem med fra udlandet, til den uærlige bøddel, for at tøjet kunne komme i foragt hos adelsstanden.

“Adelige ungmøer går med bart hoved og har håret indflettet og smykket med perlerækker. De gifte adelsdamer har hovedet dækket med en fin linnedhue, og på panden har de en fransk skygge af fløjl til beskyttelse mod solen, ganske som vore adelige damer i gamle dage havde optaget det efter de franske; de kaldte dem for “Bongraces”, men er nu ganske ude af brug hos os.

“De smykker endvidere deres hovede med guldborter. Både gifte og ugifte kvinder, såvel af adelig som af lavere stand, bærer deres halskraver ikke nedfaldende, men stive, sammen med den øverste del af deres ydre fløjlsklædning; dertil bærer de korte skørter, og udenfor huset bruger de den tyske skik at bære kapper. De bærer også en guldkæde formet som en brystplade og sølvforgyldte bælter.

“I Frederiksborg havde kongen et palads og en lille indhegnet park, hvor der imellem andre udenlandske dyr også fandtes nogle dådyr, som var kommet hertil fra England i dronning Elisabeths 24. regeringsår (1582).

“Da Danmark ligger nær ved den arktiske polarkreds, må landet nødvendigvis være udsat for stærk kulde, selvom den tågede luft, fremkaldt af de mange øer, i nogen grad mildner dens strenghed. På grund af klimaet kan man ikke vente, at der i landet vokser frugter, der kun modnes ved solvarme.

“Danskerne bytter en stor mængde tørret og saltet fisk og andre ringe handelsvarer for de nødvendige fødevarer og klæder; og da de er meget sparsommelige og nøjsomme på begge disse områder, skaffer de sig nogen velstand ved denne tarvelige næringsvej. Hvad deres kost angår, så er deres lækkerier flæsk og saltmad, men menigmand lever meget af forskellige slags tørfisk, noget en fremmed kan se ved første øjekast på grund af deres magre og indtørrede ansigter; de spiser også meget sort og tungt brød.

“Jeg så ingen kroer i København, Helsingør eller Roskilde, men enkelte har bevilling til at holde åben bod til vinsalg, hvor det fælles bord altid er dækket med en dug. De rejsende må skaffe sig kost og logi hos en borger, og i deres huse vil de finde honnet væsen, jævn og beskeden kost, samt rene senge og lagener”.

Fra kapitel 6 – En Italiener i Jylland:

“I 1625 gik Chr. 4. ind i trediveårskrigen og drog med en hær ned i Tyskland. Men krigslykken var ikke med de danske våben; hæren blev slået af de kejserlige trolpper, og i sommeren 1627 måtte kongen og resten af hæren flygte op i Jylland, forfulgt af general Wallensteins lejesoldater, der hærgende og plyndrende besatte hele halvøen, medens kongen flygtede videre til Fyn. Den kejserlige okkupationshær stod under befaling af den italienske general Conti, der opslog sit hovedkvarter i Haderslev. Hans hushovmester hed Recchia, som 1628 el. -29 til en italiensk fyrste sendte et langt brev med en udførlig skildring af Jylland.

“Landet er meget koldt med stærk blæst. Man sår i april og maj og høster i august og september, og man sår så sent på grund af den stadige sne og is. Der er kun to årstider, nemlig vinter og efterår; efteråret hersker om foråret og sommeren, ialt kun fire måneder, og den øvrige tid er der vinter. I de nævnte fire måneder er nætterne meget korte og så lyse, at man på hvilkensomhelst tid kan læse et brev under åben himmel og uden lys lige så tydeligt somom det var middag.

“Landet er meget frugtbart og vel egnet til handel, både på grund af søfarten, da landet beskylles af verdenshavet og østersøen, og på grund af den fede jord, som man dyrker i fredstid. Der avles store mængder af korn til menneske- og kreaturføde, og der frembringes køer, lam, svin og smør i sådan overflod, at man foruden at forsyne landet selv kan udføre til Holland og andre lande. Der udføres 100.000 okser om året. Bønnerne bliver så høje, at de kan skule en mand til hest. Havet er meget rigt på fisk såsom tykke laks, østers og andre slags; der findes også søuhyrer (sæler?).

“Adelsmændene var meget gavmilde folk; de er kæmpestore og har blondt, lokket hår. De er ligesom bønderne velbegavede og belæste. Landet er helt lutheransk; folket har et særligt sprog, som ikke er helt tysk, men en blanding. Når de taler lyder det somom de græder. De har ikke træ og brænder derfor gødning og en slags mosejord, som de kalder tørv og skærer i stykker ligeosm mursten. Hvad klæderne angår, så har de inderst en tyk pels og derefter skjorte og andre klæder. Kvinderne er klædt på samme måde. De har alle træsko, der er beundringsværdigt godt udførte. Kvinderne ser lige så hæslige ud som mændene; deres klæder går kun til knæet. Hestene i dette land er mere vilde end andetsteds; de er altid på marken og pløjer jorden.

“I Fredstid kører posten på vogne, som er underlige at se på, da der ikke er en eneste nagle eller andet jern i dem. Dette skyldes ikke, at man mangler jern, men derved gøres vognene lettere og bekemmere. Hvis de skal passere moser, skiller de vognen ad så hurtigt, at der ikke spildes nogen tid.

“Hele folket betragter det som en utilgivelig synd at spise kalve og andre smådyr, hvorfor soldaterne, som ikke har disse skrupler, mishager dem i den grad, at man har måttet forbyde dem at slå kalve ihjel.

“Når de gifter sig, løber bruden og brudgommen om kap til et bestemt sted, hvor man i forvejen har anbragt et knippe halm. Den af dem, der først rører ved knippet, får magten i huset. Af halmen laver man senere en hovedpude, som man bringer hen i kirken, hvor brudeparret knæler på den.

“Når nogen døer, græder man ikke som i vort land, men ler og holder gilde omkring den døde, danser, synger og drikker; derpå bærer man ham til graven og anbringer juveler på liget efter vedkommendes stand og formue.

“De er heller ikke videre skinsyge, thi hvis det går galt for en pige, kan manden betale 14 rigsdaler til kongen og 4 til hendes slægtninge, og så får pigen sin ære tilbage somom der aldrig var passeret hende noget. Det er anderledes med de gifte koner, som i slige tilfælde bliver rigtigt kraftigt tugtede. Disse penge betales nu til generalen, da der ikke er nogen konge.

“Hele Jylland styres nu af generalen med samme lethed, somom det drejede sig om en landsby med fire huse. Når han giver en odre, bliver den hurtigst bragt videre og udført. Generalen bor i Haderslev, da denne by ligger mest bekvem for hans styrelse. Adelen gør ham sin opvartning, når det er nødvendigt. De er meget ynkværdigt stillede, har alle måttet sværge kejseren troskab og mange er af soldaterne blevet ført hertil som dyr med stokke og stokkeprygl. Bønderne er dels flygtede, dels forblevet i landet; men jeg tror, at hvis forholdene ikke kommer i orden, vil de alle flygte, eftersom soldaterne bruger dem som trældyr, og når de går på jagt, må bønderne gøre tjeneste som hunde.”

Fra kap. 7 – Besøg hos Chr. 4., hvor bl.a. en puritansk englænder, Robert Sidney, i 1632 giver en skildring af den da 55 årige konge:

“Christian 4. er en svær og stærk mand med brunt hår, der begynder at blive gråt. Han fører et besynderligt liv, thi skønt han med omhu passer sine forretninger, er han dog jævnlig drukken; det var han både lørdag og søndag, hvilket bjorde mig bange for at blive beværtet; og ligeledes var han fuld om mandagen, eftersom man siger, at det her er skik og brug at være fuld tre dage i rad.

“Han har et kvindfolk (Vibeke Kruse) hos sig, som følger ham overalt. Hun var i tjeneste hos fru Kirsten Munk, hans første maitresse, eller – som de fleste siger – hans kone. Hun er et fruentimmer af meget lav herkomst, nemlig datter af en kohyrde; men han ligger hos hende hver nat, thi hun følger ham allevegne, og de har børn sammen. Sådan er kongens levned: At drikke hver dag, og hver nat ligge hos et kvindfolk! Gud være takket, som har givet England en så dydig konge, og den samme Gud velsigne og bevare ham længe.

Fra brylluppet mellem “Den udvalgte prins” Christian og prinsesse Magdalene Sybille af Sachsen d. 15. okt. 1634 beretter den franske gesandts sekretær Charles Ogier først om deres landgang i Helsingør:

“Forude i stavnen (af chaluppen) stod vor fortræffelige trompeter, som kongen havde sendt med gesandten, og han lod en fransk takkehymne tone ud over de danske og skånske kyster. Seks store, raske rorkarle, ens klædt i røde kofter, roede os i smult vande ind i havnen. Såsnart vi stod i chaluppen, skød alle kanonerne igen og soldaterne affyrede geværsalver. Straks strømmede en mængde mennesker ned til havnen for at se os. Værtshuset lå lige ved, og vi gik derind, ført af kommandantens stedfortræder, da han selv lå syg af podagra.

“Vi kom ind i stuen, der efter landets skik var meget net; den havde fem vinduer, der vendte ud mod søen. Overalt hang der skilderier helt op til loftet, og lange træbænke gik helt rundt; de var belagt med hynder og dunpuder, hvorover der lå tæpper. Jeg beskriver dette så nøje, fordi alle huse er indrettet således. På de fleste borde var bredt duge af den allerfineste vævning; på den ene stod et vaskebækken med vandkande, på det andet to splvkander, og i dem var der øl og vin. Her stod en lille mundskænk, hvis opmæprksomhed jeg ikke kan glemme. For da han var ked af, at gesandten ikke vilde drikke, så tog han selv stobet, nikkede til greven somom de var gamle venner og tog sig en god slurk.

“Resten af dagen beså jeg byen. Den er mellem de mindre, eller rent ud sagt lille. Gaderne var temmelig lige og brede; husene er anseelige både udvendig og indvendig og næsten alle byggede af røde sten. De får deres lys gennem vinduer af de klareste glas, som de pudser hver ugedag. Dørene er overbyggede med bislag, som rager ud på gaden, og under hvilke der findes både bænke og søjler, så de ligner korthuse.

“Mændene er store og velvoksne, kvinderne nydelige og smukt byggede, med blå øjne og blondt hår, hvide og røde i huden som børn. De er høje og ranke af vækst og da de tildækker barmen med deres brystlin, og ikke søger at tilbrække sig mændenes opmærksomhed, minder de om vore nonner. Deres klæder er af silke – jeg taler kun om de bedrestillede – og når de går ud mellem folk, tager de en kåbe over sig, som ligner mændenes meget. Når de hilser en forbigående, hvad sjældent sker, bøjer de sig ikke eller nejer, men svarer undertiden med et kys på deres hånd, eller ved at bevæge læberne en smule.

“Forøvrigt spiste vi den dag tidligt til aften og lagde os så. I vort sovekammer var tre senge stillet op på rad ligesom bygget ind i et stort skab, og de var redte med snehvide lagener og tykke fjerdyner, så at man slet ikke kunde sove i denne varme og fik en ubehagelig prikken og stikken i huden. I stedet for tæpper bruger de også ved sommertid tætstoppede fjerdyner, så at jeg virkelig frygtede for at blive kvalt. En anden ubehagelighed ved disse senge er den, at de er alt for korte, så at man snarere sidder end ligger i dem.

“Jeg har besøgt flere privathuse og fundet dem særdeles smukke, overalt smykkede med malerier og prydede med de skønneste kister og skabe. Allevegne ser man det fineste linned, og jeg undrede mig over selv i barberernes bod at finde fine og kostbare håndklæder til brug for håndværkere og daglejere, skønt der ingen overflod der i landet er på hør og hamp. I intet land har jeg set så store og smukke sengelagener som her.

“Den 13. august, som var en søndag, tilbragte jeg med at aflægge flere besøg. Efter bordet besøgte gesandten fem dejlige fruentimmere, som på resident Wibes indbydelse var kommet sammen i et hus, der lå i hærheden af vort. Alle var af borgerlig herkomst, men så nette af væsen og så velklædte, at vi næppe senere så dem smukkere.

“Det var virkeligt morsomt at se dette selskab af – stumme, der kun kunne forklare sig for hinanden ved nik og tegn og dog ikke fik noget ud af det; thi vor samtale med disse kvinder var af den beskaffenhed, at ingen af os forstod et ord eller en stavelse. Iøvrigt hilser man dem ikke med kys, men blot ved at tage dem i hånden. Men når enten blodets eller venskabets bånd knytter dem nøjere sammen, kærtegner de ofte hinanden, når de ses; både mand og kvinde lægger hånden på hinandens arm helt op mod brystet, dog er ærmerne jo imellem, og de er så snævnre – især kvindernes, at man slet ikke kan komme til at røre huden med fingeren.

“Men for resten udelukker deres alt for store alvor og beskedenhed tanken om kærlighed, og giver hverken håb om eller lejlighed til nogen større fortrolighed. Der kastes ikke øjne til forbipasserende, og der er ikke det mindste koketteri, hverken i deres gang eller deres måde at føre sig på. De blotter ikke deres brtyster, de kruser ikke deres hår, de de viser det ikke engang. Deres hovedtøj overbroderer de dog med kostbare stene, og de bærer bælter af guld og sølv, besat med juveler. De er kort sagt overmåde nydelige.

“Hjemme lader de sig ikke se i sovekammeret som vore kvinder plejer, men i spisestuen; og medens vore byder deres gæster plads i sofaens hjørner, sætter de danske og tyske kvinder deres gæster ved bordet. Vore fornøjer de besøgende ved spøgefuld og munter passiar, undertiden synger de og spiller på luth for dem, og de mindre dannede morer sig med terning- og kortspil. Her derimod sætter de ølkrus på det bare bord og drikker gæsterne til; og imens står kvindelige tjenende ånder rede til strakt at fylde de tømte bægre. Dog – for at sige som sandt er – mindes jeg aldrig at have set en ærbar kvinde beruset.

Fra bruden, Magdalen Sybilla af Sachsen’s ankomst til København d. 10. oktober sammen med sin moder, to brødre og et følge på 532 peroner og 479 heste berettes bl.a.

“Derpå skred hertugerne af Sachsens følge frem. Først kom en eskadron hestfolk med hævede værger. Så kom den høje sachsiske adel til syne, og dernest to prinser, brudens brødre, og lige efter dem fulgte en forgyldt vogn, eller snarere triumfvogn, formet som en oval og trukket af seks heste. I den sad den fyrstelige brud, hendes søster og moder, omgivet af schweitzere og lakajer, der alle var klædt i sort og gult fløjl.

“Derpå kom to andre vogne, af hvilke den ene var en gave fra kronprinsen til hans brud og den anden fra kongen. De var begge tomme. Dernæst kom endnu flere vogne, i hvilke prinsessens damer sad. De bar alle håret efter fransk mode og bar ikke slør som de danske damer; men de fordunklede aldeles ikke disse; thi de danske kvinder er langt smukkere. De øvrige kompagnier af det danske rytteri sluttede den hele procession.

“Da baletten var forbi, dansedes der på fransk maner, og kongens døtre og de unge hofmænd, blandt hvilke hertug Frederik førte an, morede sig med at trække dansen ud så længe som muligt, naturligvis for at vise deres kunstfærdighed og høste ros for deres flittige øvelser. Men kongen blev utålmodig over at sidde stille så længe med tør mund og begav sig til skænkebordet og fik de andre med sig, undtagen den franske gesandt.

“Denne nærmede sig de dansende og sagde kongens døtre, medens de dansede ud og ind, fine artigheder – thi de forstår fransk; og da dansen var til ende, vedblev han at tale med dem. I begyndelsen svarede de kun lidt og forlegent, men så kom den udvalgte prins til, som omfatter dem med stor kærlighed. “Frisk mod, Sophie!” sagde han, “frisk mod, Leonora!, få tungen på gled og vis, at I også kan fransk, I får ikke så snart igen en så god fransk konversation!”. Da de lidt efter trak sig tilbage for at skifte klæder, forsvandt gesandten med det samme, da han flygtede for at slippe for drikkelaget. Men de kom så igen i dejlige, himmelblå dragter. Jeg syntes, det var sirener, jeg så, især da jeg havde så mange for øje, der opslugtes af drikkelagets uhyre hav.

“Imidlertid havde kongen befalet, at man skulde bringe ham en umådelig stor, forgyldt bolle fyldt med vin, så stor, at den næppe kunde bæres af en kraftig mand med begge hænder. Kongen greb den rask (jeg frygtede for, at han skulde tømme den ganske alene), satte den foran sig og fyldte fire bægre, som han fordelte til lige så mange herrer. Han drak så kejserens gesandt til, og gesandten gjorde ham besked. Vor herre ville ikke have undgået sin skæbne, hvis han ikke i tide havde reddet sit skind. Polakken slap derimod ikke, hvilket kongen satte stor pris på, fordi han gjorde alle og enhver besked, som det sig hør og bør mellem ærlige folk, uden list og svig.

Så vidt den franske gesandts sekretær.

“De følgende dage fortsatte festlighederne med dans, drikkelag, fyrværkerifester, komedier, dystløb, ringrenden og private fester. Først d. 27. oktober sluttede festen, og dagen efter begyndte de fremmede gæster at drage hjem for at hvile ud efter et bryllup, der – med Holbergs ord – blev celebreret med en sådan magnificense, at København dette år var som en skueplads af europæisk galanteri.

“Kongen måtte igen til at tænke på rigets sørgerlige finanser, adelen rejste tilbage til deres godser og pantebreve, og de drillesyge københavnere fortsatte med at fortælle den gamle vittighed, at de tre forbogstaver i kongens valgsprog R.F.P. ikke betød “Regna Firmat Pietas” (Gudsfrygt styrker rigerne), men snarere Riget Fattes Penge.”

Med disse korte uddrag af 3 af bogens ialt 12 kapitler må jeg til at slutte dagens indlæg. Men den ærede læser anbefales alle 3 ovennævnte bøger til nærmere studium i sommerferien!

———————————

(Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk/ )

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.