En minderune

Den ærede læser være hermed venligst advaret om, at følgende stykke mest er skrevet for venner, bekendte og familie!

(16.7.2013) Jeg har her til middag besøgt Peter Grosells hollandske bogudsalg i Helligåndshuset, det er næstsidste dag, og prisen er nu 10 kr. Hvilket så gav anledning til, at jeg mente at måtte slæbe tre poser bøger (á ca. 5 kg?) med hjem. So far so good. Men her ude på Strøget følte jeg mig i den lumre varme dehydreret og har derfor søgt tilflugt i en McDonalds, med en kop kaffe(!).

Her er, på trods af umanerligt mange turister på Strøget idag, relativt roligt lige nu, og jeg vil derfor benytte lejligheden til over kaffen at begynde at riste en enkelt rune over min (sidste) morbror Peder Ottesen, som vi fulgte til graven i torsdags.

Begravelsen foregik i eminent fint sommervejr fra den smukke, enkle og gamle Lild kirke, højt beliggende ved Lund Fjord, nordligst på halvøen Hannæs. Min lillesøster Doris Ottesen, som er præst, forestod højtideligheden med sædvanlig kompetence sammen med sin storesøster Emma Ingvardsen, der er kirkesanger. Samt måske åndeligt sekunderet af mine svogre Viggo, der er pens. teologisk professor samt Niels, der er fhv. graver? Forresten har Lild kirke en enestående dygtig graver, en endnu ret ung og smuk og intelligent kvinde! Jeg har kendt hendes mor og morfar fra barnsben og kan svare for, at hun ikke har sine gaver fra fremmede.

Men således foranlediget tror jeg man kan antage, at de ceremonielle forudsætninger for en reglementeret kirkelig begravelse har været til stede. “Og næppe et øje var tørt” – udover disse velbemeldte kirketjeneres, naturligvis. (A propos – I højmiddelalderen kunne man f.eks. refere en tale af Karl den Store således: “Kejseren holdt en tale. Det var en meget god tale, for alle græd”. – Vi moderne europæere er vel efterhånden blevet lidt mere – eller måske lidt for meget – uimodtagelige for “atmosfære”?).

Hannæs er den vestligste del af Vester Hanherred, og er omgivet af de store vejler mod vest og øst. Vejlerne udgør henved 7000 ha fredede vådenge, rørskove og fjord, og er et af europas største fuglereservater. Peder havde en lille eng ned til Lund Fjord, som udgør den nordligste del af det fredede areal. Men denne eng på godt 3 ha? er erhvervet ved tilkøb for omved 40 år siden, og det hørte altså ikke oprindeligt med til vor families lille slægtsgård, som han beboede indtil et par år før sin død.

Gården Landbækgård, min mors fødehjem, var vist oprindelig på ca. 30 tdr. land, og dermed måske af den mest almindelige størrelse, når man ser tilbage i historien. Ja, det har så vidt jeg ved været den normale størrelse på en bondegård også for et halvt- og måske endda for det meste af et helt årtusind siden?

Men for et års tid siden blev gården solgt, og som så mange familier før os kunne vi opleve et brud med den følelse af et kontinuert livsforløb, som sådan en lille bondegård nok ofte har været omdrejningspunkt for.

At gården I Lund har været et sådant centrum og en støtte i livets omskifteligheder i nyere tid kan jeg og mine to søskende jo bekræfte. Men det fremgik af oprydningen på Peders loft før salget, at den også – idet mindste undertiden, men formentlig som hovedregel – har været det for flere generationer. Bl.a. fandtes effekter, billeder, breve m.m., som for et halvt eller måske det meste af et sekel siden er blevet henlagt af denne eller hin af min morfars søskende. Min morfar var årgang 1880.

Peder var ungkarl og en af de sidste af den generation, hvis forældre var født og opvokset på gården i Lund. Der er nu, så vidt jeg ved, kun nogle ganske få tilbage af min mors 43 fætre/kusiner, bl.a. 96 årige Ingrid, som har sin bolig på det mønstergyldige, ja måske næsten unikke plejehjem Trye i Frøstrup. Ingrid er da forresten også en ret unik gammel dame: Hun sidder i sin stol dagen lang og læser aviser og bøger. Hun elsker en æske chokolade og motionerer højst ugerne. Og hun kan endnu læse en avis i skumringen uden briller!

For en moderne dansker er det jo naturligvis utroligt, at sådan en lille bondegård som Peders har kunnet opføde en stor børneflok, nærmere betegnet et dusin. Men min morfar var den yngste i en søskendeflok på 13, hvoraf 12 opnåede en moden alder. Han giftede sig to gange, første gang med vi tre søskendes mormor Emma, der kom fra Thorup sogn på østsiden af Lund Fjord. Hendes forældre var næstsøskendebørn, deres fælles oldeforældre Inger Haase og Christen Knudsen Levigsen boede på gården Store Strand i Gøttrup sogn. Hun fik tre børn, men døde ret ung, og morfar giftede sig anden gang med en datter fra Klim Mølle, som blev mor til Peder og hans søster Maren.

Af disse fem søskende fik kun min mor børn, hvilket jo bl.a. har medført, at jeg og mine to søstre har været nødt til efterhånden at rydde op og gøre bo op efter min mors fire søskende og svigerinder.

Men det er så slut nu, og det var unægtelig noget bevægende, idet mindste for undertegnede ringheds empatiske naturel, at være med til at følge den sidste beboer af slægtens hjem gennem et par århundreder til familiegraven ved det nordvestlige hjørne af kirken. Mine tipoldeforældre er vist begravet på samme plet, men deres gravsten (eller jernkors, som man ofte brugte der på stedet dengang) er ikke bevaret.

Derimod er mine oldeforældres gravsten bevaret: Jens Chr. Ottesen og Marie Christensen. Marie overlevede sin mand med mange år og døde i 1916, to år før min mormor Emma. Oldefar var født i Lund, mens hans far Otte Andersen kom fra gården Trye i nabosognet Tømmerby. Gården lå der, hvor nu Frøstrup Kro ligger (og har forøvrigt givet navn til plejehjemmet Try i Frøstrup).

Oldefar Jens’ gren af slægten er gammel der på egnen, d.v.s. i de to sogne på Nordhannæs – Tømmerby og Lild. I Lund by kan en gren, som brugte “ledenavnet” Axelsen, følges tilbage i 1600-tallet, dengang bl.a. boende på en nabogård, Højrislund, beliggende umiddelbart øst for Peders gaard. I Hannæs tingbog fra 1666 ses Morten Axelsen og Laurs Axelsen, begge fra Lund, ofte at optræde som stokkemænd, d.v.s. tingvidner, undertiden begge to samtidig. Således f.eks. 13. janunar, 10. februar samt 3. og 10. marts. I Tømmerby sogn ses navnet Axel at forekomme tilbage i 1500-tallet (1546), og jeg mener det med nogen sandsynlighed tør formodes, at navnet ikke har været brugt af andre familier dér på egnen, har jeg i al fald ikke set.

Jens Chr. Ottesen har så langt jeg har kunnet se udelukkende aner i Hanherrederne. Men dog ikke kun i Vester Hanherred men også i den østlige del, f.eks. i gården Lunde i Lerup sogn. Dersteds boede i 16- og 1700 tallet en slægt Roed, hvilket navn senere blev brugt af en af oldefars brødre, Jens Roed Ottesen, der var fiskeeksportør i Thisted. Han fik en søn Anton, som ligeledes blev fiskeeksportør i Thisted samt i København og som tillige var en slags Ole-opfinder indenfor fryseteknik (foreningen Dansk Køleindustri skal i en årrække have uddelt en erindringsmedalje af guld med hans navn, 11. gang i 1999 i Sydney (ref. artikel i Thisted Avis 20.1.2000)).

Min ovennævnte oldemor Marie Christensen er født i Tømmerby sogn. På fædrende side er hun fra Hanherred mens hendes mor var fra Norge. Der var også, og måske især, dengang fra Thy og Hanherred en livlig trafik og handelssamkvem med Sydnorge, bl.a. den såkaldte skudehandel. Maries mor hed Inger Kierstine Sørensdatter Hedegaard og var f. 1804 i Kristianssand, d. 1886 i Tømmerby. Det er forholdsvis let at huske, da hendes og tipoldefar Chr. Jakobsen’s gravsten endnu er bevaret på Tømmerby kirkegård, og hendes mand har næsten samme data (1804-1885).

Inger Kierstines mor var norsk, så vidt jeg ved af norsk landalmue. Faderen Søren Mikkelsen Hedegaard var derimod fra Thisted, hans forældre var Anne Frost og Mikkel Hedegaard. Mikkel Hedegaard var gårdmandssøn fra Sennels, mens Anne Frost fortrinsvis har sine aner i sognene omkring Thisted. Anne Frost blev forresten i sit andet ægteskab med murermester Kristen Kold farmor til skolemanden Kristen (Mikkelsen) Kold.

Anne Frost’s tipoldefar hed Anders Frost og var gårdmand i Tilsted sogn vest for Thisted. Han må være født omkr. 1580 og af de bevarede dele af tingbøgerne ses, at han ofte optræder på tinge. Hans søn Anders Andersen Frost, Anna Frost’s oldefar, døde i Thisted i 1680. Vi møder ham først som fæster af en gård i Tilsted sogn med 13 tdr.Hk, og møder ham iøvrigt ofte på herredsting og byting som sagfører for forskellige personer. Senere flytter han til Thisted og fortsætter med at optræde som prokurator såvel for lensmanden og herremændene som for bønder og borgere. Vi kan måske med nogen ret betragte ham som en af de første prokuratorer i Thisted?

Navnet Frost (udtales Frøst) er forøvrigt meget gammelt i Thy, og forekommer i alle samfundslag. Sidstnævnte Anders Frost havde bl.a. to brødre Jens og Peder, og de tre brødre sad i to nabosogne umiddelbart vest for Thisted på de 3 største fæstegårde. Hvilket jeg nævner, fordi man deraf med temmelig stor rimelighed kan udlede, at slægten allerede dengang var gammel og anset der på egnen.

Forresten er Peders fædrene slægt, Ottesen-slægten fra Lild sogn, så vidt jeg ved og så langt jeg kan se tilbage en måske i særlig grad udpræget bondeslægt. ja man skal nærmest lede med lys og lygte for at finde noget der bryder mønstret af beskeden, jævn og vel også solid bondestand. Man finder måske en enlig møller, husmand eller storbonde, men de synes at være så få, at de næppe har stemmeret!

Man finder heller ingen hovedrige skudehandlere eller hestehandlere o.s.v. i morfars slægtsbog (den eneste hestehandler i slægten, som jeg ved af, var en fætter på mødrene side til min morfar, hed Jørgen Vestergaard og blev hestehandler i Horsens). Postmester C. Klitgaard, den bekendte vendsysselske personal- og lokalhistoriker, har et sted fortalt, at en af de bekendte Hanherreds-skudehandlere i første del af 1700-tallet havde en formue opgjort til ca. 8000 rigsdaler, hvilket som han siger “var et stort beløb i hin tid”. (Jeg vil gætte på, at det er omved dobbelt så meget som en gennemsnitlig “storkøbmand” i en alm. Jydsk købstad fra samme tid var god for?)

Det er derfor ikke spor mærkeligt, når en skudehandler-arving som f.eks. min svoger Niels Ingvardsens tiptipoldefar Anders Ingvardsen i sidste halvdel af 1700-tallet kunne købe gården Amtoftgaard, beliggende sydligst på halvøen Hannæs. Det var ellers en ret stor bid, i virkeligheden et mindre gods, for Amtoftgård omfattede dengang en hel landsby.

Men den fremherskende livsholdning hos hovedparten af min morfars forslægt kan måske antages at komme ret karaktaristisk til udtryk i følgende lille stykke om min tipoldefar, og Peders oldefar, som er gengivet efter Thisted Amts Avis fra 26. april 1875:

“Den 19de dennes døde i Lund, Lild sogn, aftægtsmand Otte Andersen i en alder af 84 år. Den afdøde var med på toget til Frankrig i 1815, da Napoleon var styrtet og Frederik den 6te havde sluttet sig til de allierede.

Han var en brav og retskaffen mand, der ikke lod sig blænde og vildlede af tidens lygtemænd. Når talen faldt på bøndernes vilkår og livsstilling, plejede han ofte at sige: “I mine ungdoms dage, da var det hårde tider for bonden; dog hørtes der ingen klage og misfornøjelse; nu har bønderne det godt, men dog hører man nu mange klage og laste regjeringen, som om de bleve undertrykte eller forurettede”.

Den afdøde kunde endnu i sit 80de år lade sig se med skøjter på isen.”

Jeg har tillige fundet et udklip fra 1945 (uden angivelse af fra hvilken avis) vedr. Peders fars 65-årsdag:

“I morgen tirsdag fylder en kendt og skattet mand i Vester Hanherred, gårdejer Otte Ottesen, Lund i Lild sogn, 65 år. Ottesen overtog i 1907 sin ejendom i Lund, og i disse 38 år har han ved stor dygtighed og påpasselighed drevet jorden op til et mønsterbrug.

Også hans interesse for plantningssagen er værd at bemærke. Han har arbejdet en del på at få hede og klit tilplantet, og Otte Ottesen er formand for Lodsejernes Klitplantning. Endnu bliver han stadig udnyttet i mange tillidshverv. I flere år var han medlem af Tømmerby-Lild sogneråd.”

Alle gårdene i Lild sogn ejede indtil op i 30’erne relativt store arealer ude i klitten, f.eks. 100 ha eller mere. Men engang i 30’erne fik man med hiv og sving forpligtet staten med en aftale gående ud på, at lodsejerne ville sælge deres klitlodder til staten “for en slik”, mod at staten til gengæld forpligtede sig til at beplante arealerne. Man var i Lild og andre sogne stærkt generet af havgusen, som “ødelagde mennesker og fæ”. Men beplantningen ville erfaringsvis medføre en “klimaændring” og mildne havets magt over klimaet i de havnære sogne.

Hvad de nu for længst hedengangne bønder, som tilsluttede sig aftalen, ville mene om, at staten – eller måske rettere partiejerne i whiskybæltet? – for nyligt har foranlediget ryddet nogle hundrede hektar i Østerild klitplantage for at kunne opføre “højhuse”, d.v.s. omved 250 m høje vindmøller – kan man naturligvis kun gisne om.

Jeg kan ikke afslutte omtalen af Peders slægt uden at berøre hans intellektuelle anlæg. Fra sin mor Margrethe havde han tydeligvis sin bemærkelsesværdigt brede pande og store hoved. Det er vistnok en udbredt opfattelse, at en stor hjernekasse automatisk betyder en høj intelligens, men er dog vistnok snarere tegn på stor (psykisk) energi. Jævnfør, at en person med f.eks. malersyndrom ikke mister sin intelligens sammen med brugbar hjernemasse, men derimod sin energi. Vedkommende bliver (psykisk) træt efter kort tids virksomhed. Man sammenligner med hologrammet, hvoraf en lille del giver hele billedet, blot mere fuzzy. Det at kunne se hele billedet kan måske netop tages som udtryk for høj intelligens, modsat de, der med stor energi og klarhed ser alle detaljerne men ikke helheden?

Peder og hans mor var netop karakteriset af en utrættelig virkelyst. De var ganske enkelt i virksomhed fra tidlig morgen til sen aften. Når man efter en lang køretur blev modtaget af Peder f.eks. kl. 10 om aftenen måtte man være forberedt på at møde en (ældre) mand, som efter en lang arbejdsdag med utrættelig energi spurgte, læste og undersøgte aviser, bøger, film- og båndoptagelser o.s.v. til kl. 2 – 3 stykker om natten. Uden ringeste tegn på træthed – imponerende!

Fra sin fars slægt har han derimod arvet sin sans for boglige sysler. For lyst til og talent for boglige sysler må vistnok siges tildels at være en latent egenskab hos Ottesen-slægten fra Lund, hvilket jeg kan belyse med et par eksempler.

Morfar Otte’s ældste bror Christen (årg. 1868) læste i en moden alder (fra sit 36. år) teologi, vistnok mest hjemme i det stråtækte stuehus hos forældrene. Han tog embedseksamen i 1909 og blev 1913 præst i Lomborg-Rom pastorat. Hans sønnedatter Josefine Ottesen er en ret kendt børnebogsforfatter.

En anden bror Niels (årg. 1874) fik tre børn, der alle blev akademikere. Ellen var translatør i spansk, Jens, der var cand.polyt. og dr. phil. arbejdede bl.a. på Niels Bohrs instituttet på Blegdamsvejen. Martin ligeledes cand.polyt. samt professor dr. phil. og direktør for Carlsbergs kemiske lab.

Endnu en bror Anders har bl.a. et barnebarn, der er professor dr. med. og centerdirektør på et københavnsk hospital.

Endelig er Peders nièce Doris Ottesen forfatter til bl.a. en meget smuk bog om Bordesholm Alteret.

Jeg har alene omtalt de ældre generationer, da jeg næsten intet ved om de yngre.

Men hermed slut på denne minderune.

—————–

(Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk/ )

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.