Lidt om kabaler m.m.

(8. Jan 2013) I disse dage er årets første hollandske bogudsalg i fuld gang i Helligåndshuset. Det foregår ved Forum Antikvariats foranstaltning og prisen er i dag tirsdag vistnok 25 kr pr. bog. Men da jeg ved et tilfælde kom forbi tirsdag i sidste uge, hvor prisen var hele 60 kr/bog, kunne jeg alligevel ikke nære mig fra at kigge ind og således kom det sig, at jeg slæbte 2 pæne og næsten nye bøger med hjem. Mere var der heldigvis ikke råd til den dag.

Jeg vil fortælle lidt om disse to bøger, samt hen ad vejen også om to poser 5-kroners bøger erhvervet på to forsk. “ophørsudsalg” mellem Jul og Nytår og endelig tre 100-kroners bøger erhvervet i lørdags i Fiolstræde.

DAS PENTAGRAMM UND DER GOLDENE SCHNITT ALS SCHÖPFUNGSPRINZIP. Af Walther Bühler, Stuttgart 1996. 535 s.

For sent opdagede jeg, at bogen hidrører fra Antroposofiske kredse, der så vidt jeg ved er opstået omkring Rudolf Steiner og hans filosofi.

Jeg er nemlig ikke så meget for Rudolf Steiners skrifter, som jeg for det første vistnok ikke rigtig forstår. Og som i det hele taget gør mig frustreret, først og fremmest fordi forfatteren så vidt jeg har set aldrig eller næsten aldrig anfører kilder for sin viden eller påståede viden.

Alle disse ordrige og veltalende, vidtløftige og detaljerede systemer for kosmologiske sammenhænge, for verdens og menneskets og kulturens opståen og udvikling, uden nogen som helst form for dokumentation for, hvor han har sine ideer fra – alt dette finder jeg frustrerende og giver mig ikke umiddelbart lyst til at fordybe mig i hans værker.

Den her omhandlede bog, der i et forord siges at være (den nu afdøde) forfatter Walther Bühlers livsværk, og som jeg endnu ikke har læst, men kun kigget lidt i, bringer tanken lidt hen i retning af – ja synes overfladisk set at minde meget om bøger om kaballistisk numerologi-mystik og talmanipulations-hokuspokus. Det drejer sig tilsyneladende alt sammen om tal og geometriske figurer og mere eller mindre mystiske sammenhænge i og mellem disse. Her er overskriften over et par af kapitlerne:

1. Vom Goldenen Schnitt zum Pentagramm.

2. Der Goldene Schnitt im Pflanzenreich.

6. Das Geheimnis der Gestalt des Menschen.

8. Kosmologische Zusammenhänge.

12. Der Kreis im Quadrat.

13. Quasi-Kristallbildung macht das Unmögliche möglich.

15. Die Cheopspyramide als Denkmal der Vergangenheit und als Zukunftsrune.

17. Die meditative Madonnenbildserie.

Og så videre i ialt 18 kapitler, man kommer trods alt nok forholdsvis vidt omkring.

Skulle jeg prøve at efterligne Franz Kafka’s eksempel, og altså efter at have bladet lidt i bogen give en umiddelbar karakteristik, så ville den hedde: Okkultisme for autister. Autisten ser jo kun overfladen – derfor så mange (foto)grafikere med let autistiske træk, der ser omverdenen som geometriske flader og figurer. Og som for øvrigt ofte har hang til og talent for talbehandling.

Forfatteren tør måske formodes at have været fascineret af okkulte sammenhænge, d.v.s. sammenhænge man normalt ikke umiddelbart ser. Men manglet evner til at kombinere rationel med intuitiv indsigt i (nogle af) disse sammenhænge, og har derfor som så mange andre forsøgt at udlede viden om dybere sammenhænge fra “en leg” med tal og figurer.

Jeg må derfor umiddelbart stille mig lidt skeptisk overfor, hvor meget egentlig visdom og dybere forståelse, som findes i bogen. But time will show, for så vidt jeg får lejlighed til at kende bogen nærmere. For en ordens skyld vil jeg tilføje, at man trods alt får indtrykket af, at forfatteren er en seriøs og alvorlig søger.

MOSES DER ÄGYPTER. Af Jan Assmann, München 1998. 349 s, hvoraf ca. 55 sider noter.

Her er til gengæld vistnok tale om en på engang populær og sprænglærd afhandling af en universitetslærer fra Heidelberg. Fra præsentationen på omslaget gengiver jeg (i min oversættelse fra tysk):

“Bibelen fortæller om religionsstifteren Moses, at han af Gud fra en brændende tornebusk fik til opgave at føre Israeliterne ud af Egypten og ind i Det Forjættede Land. På bjerget Sinai modtog han De 10 Bud. Forenet ved dette forbund med Gud vandrede Israeliterne til Kanaan, som blev hjemland for menneskehedens første monotheistiske Religion.

“Sigmund Freund fortæller i et værk fra sin alderdom “Mennesket Moses og den monotheistiske religion” imidlertid en helt anden historie: Moses, der var en højtstående Egyptisk embedsmand og tilhænger af den af Farao Echnaton grundlagte monotheistiske solreligion, har tilsluttet sig den israelitiske Jahwe-kult og er sammen med dem draget ud af Egypten.

“Men Israeliterne har vendt sig mod hans herredømme og myrdet ham. Dette mord på “Stamfaderen” er længe blevet fortrængt, for derefter i form af en kollektiv anger at give anledning til ønskefantasier om en Messias, som ville komme igen for at bringe sit folk og hele verden frelsen.

“Mellem Bibelens Exodus-fortælling og Freuds psykoanalytiske religionsteori; mellem den jødisk-kristne tradition om den monotheistiske åbenbaring på den ene side og ideen om en forvrænget overtagelse af en egyptisk monotheisme på den anden flimrer en lang og kompleks betydnings- og fortolkningshistorie.”

Jeg har, naturligvis! endnu kun nået at kigge lidt i bogen. Men jeg mener dog at have konstateret, at den trods sin lærdhed og et noget teknisk sprog og noteapparat ser både interessant og læselig ud også for en lægmand. Faktisk tør jeg godt gætte på, at bogen er “et must,” såfremt man interesserer sig for de her omhandlede problemstillinger.

Udsalget i Helligåndshuset synes velforsynet med især nyere fagliteratur, bl.a. så jeg Pavens helt nye bog om Jesus. Så jeg må nok ind at kigge igen, når prisen passer min pengepung. Det kan jo godt være, jeg bliver nødt til at kassere det meste, når vi engang skal flytte herfra ejendommen (vi har endnu ingen yderligere oplysninger modtaget, jf. det foregående indlæg).

Så har jeg som nævnt 2 poser 5-kroners bøger stående, indkøbt mellem Jul og Nytår, dels i Fiolstræde og dels i Helligåndshuset. Men jeg vil først omtale de 3 bøger, som jeg købte i Fiolstræde i lørdags, for siger og skriver 100 kr. stykket.

KLEINES DEUTSCH-LATEINISCHES HANDWÖRTERBUCH. Af Karl Ernst Georges, 9. oplag. v. Heinrich Georges. Darmstadt 1969 (men uændret optryk af 1910 udgaven), ca. 1500 sider.

Jeg har ganske vist i forvejen en endog lidt større Fransk-Latinsk ordbog (Nouveau Dictionnaire Francais-Latin, af Henri Goelzer), som er på omved 1900 sider og for øvrigt næsten præcis lige så gammel (1911). Men dels er den temmelig laset, og dels er jeg nu heller ikke SÅ skrap til fransk.

Så Georges tyske leksikon er meget lettere at bruge for mig, dog er den sat med gotiske bogstaver, måske er det derfor den er havnet på udsalg? Eller måske p.g.a. af en mindre fugtplet på nederste snit. Men pænt og solidt indbundet i helshirting, og trods sin tykkelse en meget håndterlig bog for min hånd.

Eksempel fra den franske:

CALIFE. Souverain musulman reunissant le pouvoir politique et religieux. CHALIFAS, REX, REGIS, IMPERATOR ET PONTIFEX. (div. småtegn udeladt).

(Jeg vidste ikke, at en Kalif var både verdsligt og religiøst overhoved).

Dette ord er meget kortfattet afhandlet I den tyske, men til gengæld er ordet

KABALE. – anført med en række forskellige betydninger og nuancer, som kan være informativ: Rænke – Hemmelig plan – Bedragerisk plan – chikane – kunstgreb. Hver betydning har sin særlige latinske betegnelse.

Som man ser, er KONSPIRATION (= kabale) flere forskellige ting. F.eks. behøver en hemmelig plan jo ikke være en bedragerisk plan, hvorfor det meget misbrugte begreb “konspirations-teoretiker” kan være – og som oftest sikkert er – temmelig misvisende. I ordet Konspiration, som vi så vidt jeg ved har lånt ukritisk fra engelsk-amerikansk, ligger på amerikansk vistnok betydningen af noget ulovligt.

Begrebet konsprirations-teoretiker er et af disse farlige, dobbelttydige ord, som ofte bruges for at vildlede og forvirre. En egentlig konspirations-teoretiker bør hedde KONSPIROLOG, mens man nu som oftest bruger begrebet om en praktiker, der følger spor og indicier og måske opstiller praktiske arbejdshypoteser – og som ergo er praktiker og ikke teoretiker.

Den franske ordbog har naturligvis også en artikel om CABALE, som enda er temmelig lang og informativ. I det hele taget to prægtige ordbøger, om end jeg gerne havde haft den franske i en solidere (og mere brugbar) indbinding. Næste bog fra Fiolstræde er

DEN DANSKE KRØNIKE. Af SAXO GRAMMATICUS. Oversat af Anders Sørensen Vedel. Trykt på ny og tilligemed Vedels levnet udgivet af C.F.Wegener. København 1851. Ca. 540 sider plus 290 sider med Vedels levned samt registre.

Der er tale om en ret stor bog i et noget slidt men stadig brugbar indbinding i halvlæder. Der er en stor fugtplet nederst gennem en del af bogen, måske anledningen til udsalgsprisen?

A.S. Vedel, der opgives at være stamfar til den begavede Vedel-familie (m. bl.a. kulturhistorikeren Valdemar Vedel), levede 1542-1616, og har navn efter fødebyen Vejle. Hans Saxo-oversættelse er den første trykte oversættelse til dansk, og udkom 1575. Først 1851 udkom den her foreliggende 2. udgave.

De fleste unge mennesker ville antageligt have svært ved at læse bogen. For det første er den naturligvis sat med “krøllede bogstaver”. For det andet er en bog skrevet i 1500-tallet nu meget arkaisk i sit sprog. Og for det tredje siges Vedel at have bestræbt sig på at gøre sproget endnu mere gammeldags. Men han roses i øvrigt for sit levende og efter omstændighederne stilrene dansk.

Eksemplaret her har en ejerangivelser på hver af de to første blade. For det første navnet BRORSON, hvem jeg dog ikke kan bestemme nærmere. Utvivlsomt er der tale om en ætling af den bekendte Brorson-slægt, men biografisk leksikon har ingen, der kan passe med årstallet. Jeg gætter på, at man med en vis sandsynlighed ville kunne finde ham i Wibergs Præstehistorie, som jeg dog ikke har.

Den anden tidligere ejer hedder Thorlacius-Ussing, med datoen 4.4.1910. Forbogstavet er – muligvis – et V. og ville i så fald passe på kunsthistorikeren Viggo T.-U. (1891-1978), som netop begyndte at studere historie efter at være blevet student fra Sorø i 1909.

Lidt nordjysk lokalhistorie: Da jeg tilfældigt engang har fået fortalt, at der kun er én slægt Thorlacius-Ussing, må det vel være en bror (hvis fornavn jeg har glemt) til Viggo, der var bestyrer af Fjerritslev Realskole. Det kan meget sandsynligt have været netop fra 1910, idet min morfars bror var hans forgænger dersteds, indtil han i 1910 blev præst i Vestjylland.

Og nu da vi er kommet lidt over i det familiehistoriske, vil jeg – – mest beregnet på de (temmelig mange) af mine slægtninge, som jeg efterhånden så godt som aldrig ser, og idet jeg beder de øvrige læsere om tålmodighed – benytte lejligheden til i forbifarten at nævne skolemanden Jens Pedersen Grundet (1510-65), rektor og præst i Ribe, og i hvis hjem Vedel opholdt sig meget. Vedel har udgivet en latinsk levnedsskildring af Grundet: Oratio de vita et obitu Johannis Petri Grundith, trykt i Wittenberg 1567 (oversat til dansk i Vejle Hist. Årb. 1926). Dette skrift omtaler Wegener da også i sit tillæg om Vedels levned.

Vedel giver heri sin gamle lærer og mentor et så smukt eftermæle, at jeg nødes til at forbigå det, for ikke at komme til at rødme på Grundets vegne. (Autister kan jo ikke rødme af skam eller undseelse, men da jeg ikke er autistisk kan jeg muligvis godt rødme endnu).

Grundets datter Susanne blev gift ind i præsteslægten Wandal, hendes barnebarn, som også hed Susanne Jensdatter, kom til Viborg hvor hendes farbror var biskop. Og hendes barnebarn igen forvildede sig, uvist hvorledes, op nordenfjords og blev bondekone i Klim i Han Herred.

Susanne (no.2) kan for øvrigt med stor sandsynlighed som halvvoksen pige have oplevet Kongen (Chr. 4) som gæst i hjemmet i præstegården i Magstrup vest for Haderslev, idet kongens menes at have besøgt familien i 1618 i forb. med et besøg på Haderslevhus. Præstegården skal have været en gammel kongsgård. (jf. Personalhistorisk Tidsskrift, 1988,1, side 6).

Carsten Pedersen har skrevet en lille afhandling om Susannes bror. (Peder Jensen Wandal, Et præsteliv i det 17. århundrede. 1924).

For undertegnede, hvis forfædre antageligt for mere end 90 procent er af jysk landalmue, er det meget sjældent at kunne følge en trævlerod tilbage til renaisancen, og Grundet er endog strengt taget født i middelalderen (1510).

Vi bliver for resten lidt i den skure endnu, d.v.s. det lokal- og familiehistoriske. Som sagt ser jeg efterhånden meget sjældent de fleste slægtninge, og hvem ved hvor længe jeg lever? Det ved ingen – blot ved jeg, at det er farligt at være “protestant” i Danmark, i synderlighed hvis man får brug for et hospitalsophold! Jeg beder endnu engang de øvrige læsere om tålmodighed.

NORSKE SAMLINGER. Udg. Af Et Historisk Samfund i Christiania. 1. bind, 1852. 678 sider.

Bogen er desværre om end ikke direkte laset så dog slidt og defekt i indbindingen. Dette må vist være årsag til udsalgsprisen, for jeg kan se, at den sammen med et bind 2 i alt har kostet 1250 kr. Er altså sikkert ret sjælden, og ial fald har jeg ikke selv set en af disse årbøger før.

Der er flere artikler af en vis interesse, men det der umiddelbart fangede mit øje, var nogle forskellige stykker fra en utrykt beskrivelse af Bergen omkring 1600.

Herudover kan eksempelvis nævnes:

– Bidrag til kundskab om skovenes tilstand i det 17. årh.

– Aktstykker om Finmarken i året 1667.

– Uddrag af Bergens Rådhus-protokol for tidsrummet juli 1592-Mai 1594.

– Forslag og betænkning angående lettelser for den norske almue med kongens resolution 1693.

– Officielle indberetninger om vejvæsenets tilstand i Norge 1739-40.

– Dom ang. Hollændernes handel i Bergen 1636.

Fra side 48 er der nogle Blandede Optegnelser, taget fra en utrykt beskrivelse af Bergen af Edvard Edvardssön. Side 64 kan læses under år 1622:

“(det år) kom vores allernaadigste Herre og Konge Konning Christian den fjerde med sin höibaarne Prinds Christian den femte, om Natten der Klokken var to, med velbyrdig Knud Gyldenstjernes, vores Lensherres, Spil-Jagt til Bergen, og af Slottet, Kommunet samt Blokhuset med alle Stykkers og Musketters Afskydelse blev undfanget”.

Og under samme år: “Efter den skadelige Brand i Bergen var en saare stor Dyrtid paa Alting, saa at Gud sig derover maatte forbarme. En Tönde Rug kostede 7½ á 8 Rigsdaler og var en besynderlig Straf af Gud”.

Jeg gætter på, at en Rigsdaler i de år må oversættes med noget i retning af 5000 kr i dag, om end det naturligvis er meget svært at sammenligne. Men det har under alle omstændigheder været dyrtid, så det batter, måske nogenlunde svarende til, at et brød hos bageren i dag kostede 200 kr?

Om det er denne dyrtid og formodentlig medfølgende hunger og nød, som er skyld i, at min tip7-oldemor Karen Ifversdatter netop i 1622 blev optaget i huset hos familien Gyldenstjerne på Bergenhus, kan man naturligvis ikke vide. Men det har måske en vis rimelighed for sig?

Knud Gyldenstjerne og Sofie Lindenov havde for øvrigt ingen børn selv, og den 6-årige Karen kan måske formodes at skulle – eller er efterhånden kommet til – at gøre det ud for et adoptivbarn? Der kendes ial fald ingen andre børn af familien, endskønt det dengang var skik, at en barnløs familie om muligt skulle have en nær slægtnings småbarn til opdragelse.

Karen blev hos familien, dels på Bergenhus og efter Knud Gyldensjernes død i 1627 på Gyldenstjernernes gamle hovedgaard i Kettrup Sogn i Han Herred, indtil hun i 1647 bliver gift med en bonde på gården Store Strand i nabosognet Gøttrup. Det er sognepræsten, som ved Karens begravelse i 1685 har været så venlig i en indførsel i kirkebogen at give disse forholdsvis udførlige oplysninger.

Men slut på denne lille ekskurs i familie- og lokalhistorie, som omtalen af to af bøgerne fra Vangsgaards udsalg i Fiolstræde gav anledning til. Den ukendte læser kan derfor gerne lukke øjnene op igen nu.

Vi slutter dette årets første indlæg med 2 bøger fra 5-kroners poserne:

AARBOG FOR DANSK KULTURHISTORIE 1893-1894-1895. Udg. Af Poul Bjerge, og indbundet i 1 bind.

Indbindingen mangler ryggen, men hænger alligevel godt sammen og bogen er stadig meget brugbar. Der må her være tale om et levn fra en slags guldalder for dansk kulturhistorie. Se blot på artiklernes forfatternavne, bl.a.:

H.F.Feilberg, Vilhelm Bang, Poul Hansen, O. Nielsen, J.A.Fridericia, Gustav Bang, Evald Tang Kristensen og naturligvis Poul Bjerge. Med flere, som jeg burde kende, men altså ikke kender så godt. Så det er ret flot, hvad man kan få for en femmer!

Jeg gengiver et lille stykke fra Fridericia’s bidrag “Bondestanden i Danmark i midten af det syttende århundrede”. Side 95 læser vi:

“Den stærkere afgrænsning af adelen som en kaste med fornemhedens stadig mere udviklede præg og med anetavlernes stadig mere priste værdighed kunne ikke gå for sig, uden at afstanden mellem herremand og bonde voksede. Herremændenes fantasi fyldtes med bevidstheden om at være fødte som en højere klasse, hvis tjenende redskaber bondestanden var.

“Og netop nu havde de som godsejere i højere grad end tidligere brug for disse tjenende redskaber. I det 16de og 17de aarhundrede rejste der sig talrige nye herregaarde, og mange af de gamle ombyggedes; paa samme tid tilstræbtes en forøgelse af hovedgaardenes jordtilliggende, delvis ogaaa af avlens intensitet.

“Jævnsides hermed foregik igennem mageskifter og køb en større afrunding af kronens og adelens gods, således at det blev lettere at kræve arbejde af bønderne, idet disse kom til at bo nærmere ved hovedgaardene; da prisstigningen tillige fordyrede arbejdslønnen, søgte man så vidt gørligt at undvære betalte arbejdsfolk, og følgen af alle disse forskellige forhold blev den, at det af bønderne fordrede hoveri i dets forskellige former steg langt ud over de tidligere grænser og krævedes udført med en større strenghed og en større hensnsløshed, end tilfældet havde været i forrige tider”.

Ja, man må igen sande det gamle fyndord, at “der er intet nyt under solen”. Det forekommer mig, at stykket med få ændringer – mutatis mutandis – kunne være lige fuldgod gyldig i vor egen tid, f.eks. som således:

“Den stærkere afgrænsning af eliten som en kaste med fornemhedens stadig mere udviklede præg og med anetavlernes stadig mere priste værdighed kunne ikke gå for sig, uden at afstanden mellem eliten og vælgerne/forbrugerne voksede. Elitens fantasi fyldtes med bevidstheden om at være født som en højere klasse, hvis tjenende redskaber skatteyderne/forbrugerne var.

“Og netop nu havde de som (stats- og privat)-direktører i højere grad end tidligere brug for disse tjenende redskaber. I det 20de og 21de aarhundrede rejste der sig talrige nye (statslige og private) (fabriks)virksomheder, og mange af de gamle moderniseredes og rationaliseredes; på samme tid tilstræbtes en forøgelse virksomhedens størrelse ved opkøb og sammenlægninger.

“Jævnsides hermed foregik en privatisering af statsvirksomheder, således at det blev lettere at kræve betaling af borgerne (—). Da prisstigningen tillige fordyrede arbejdslønnen, søgte man så vidt gørligt at undvære (godt) betalte arbejdsfolk (men søgte i stedet at udnytte billige arbejdere fra mindre udviklede lande), og følgen af alle disse forskellige forhold blev den, at det af borgerne fordrede skattetryk i dets forskellige former steg langt ud over de tidligere grænser og krævedes inddrevet med en større strenghed og en større hensynsløshed, end tilfældet havde været i forrige tider.”

Tak til Fridericia for denne lille opsang til det 21. århundrede! Og så lige endnu engang, – utroligt hvad man nogen gange kan få for en femmer.

RÖMISCHER STAAT UND STAATSGEDANKE. Af Ernst Meyer. 2. opl. 1961.

En af de velkendte(?) små monografier fra Vissenschaftliche Buchgesellschaft i Darmstadt. Trods sine 563 sider lethåndterlig, i en praktisk plastindbinding, og altså ikke den mere upraktiske paperback. Formodentlig tænkt som en kombination af en introduktion for studerende og en læsebog for lægmanden. Jeg gengiver lidt af indledningen, i håbet om, at en og anden af de ærede læsere kan tysk:

“Die Einheit unserer europäischen Kultur ruht auf zwei Grundlagen, die über alle nationalen Unterschiede und Einzelüberlieferungen hinweg ihr Bild entscheidend bestimmen: dem klassischen Altertum einerseits und dem ebenfalls in der Antike verwurzelten Christentum andererseits.

Griechenland und Rom entwickelten die freie menschliche Persönlichkeit, gaben der Welt die grundlagen der reinen Wissenschaften und der philosophischen Weltbetrachtung, schufen unvergängliche, ewig gültige Vorbilder der kunst und Dichtung und schenkten dem gesamten Abendland eine ganze Welt von gemeinsamen Vorstellungen, Bildern, Gedanken, Überlieferungen.

Die Sprache Roms wurde die Sprache grosser Teile Europas und die allgemeine Sprache des Abendlandes. Das Christentum als rein ethische Religion, die sich an den Einzelmenschen unabhängig von Volkstum, Stand und Herkunft wendete, als sittliche Lebensnorm und Weltanschauung, die das ganze Leben durchdrang und bestimmte und ihm seinen Sinne gab, bewirkte insbesondere die umfassende Gemeinsamkeit im Denken und Fühlen der europäischen Menschheit, die sie als geistig-kulturelle Einheit sich empfinden und oft genug auch handeln liess.

Und dieses selbe Christentum war wiederum in stärkstem Masse Hort und Pflegerin antiken Kulturguts. Beide aber, antike Kultur und Christentum hätten diese ihre Bedeutung, für alle Zeiten das tragende Fundament einer gesamteuropäischen Kultur zu werden und zu bleiben, nicht gewinnen können ohne die Mittlerrolle des römischen Weltreichs”.

Det citerede er knap en trediedel af indledningen.

Hermed slut på dette årets første blogindlæg. I det næste indlæg agter jeg at fortsætte med at omtale nogle flere 5-kroners bøger.

(Posteres tillige på http://imma.wordpress.com/ )

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.