Moderne samfundsløgne

(16. May 2013 14:56, GP) Som nævnt sidst er et nyt hollandsk udsalg i fuld gang i Fiolstræde, d.v.s. det er egentlig ikke nyt længere, og prisen er vist 10 kr. pr. bog i disse dage. Da bøgerne endnu kostede 20 kr. hjembragte jeg en posefuld, blandt hvilke en del af nedennævnte, mens resten kommer fra nogle af de foregående salg og til omtrent samme priser. Jeg nævner først titlerne og vil efterfølgende tale lidt mere om nogle af dem.

1. JUNG OCH ASTROLOGIN. Af Hans Ljungqvist, Solrosens Förlag Västerås, 1993. 182 sider.

2. MODERNE SAMFUNDSLØGNE. Af Max Nordau. København, E.Jespersens Forlag, 1885. 305 sider.

3. NORDENS GUDER OG MYTER. Af Hilda R.E. Davidson. Haases Facetbøger, Kh, 1967, 252 sider. Oversat fra den engelske udgave fra 1964.

4. TRO OG TROLDOM – KAMPEN MOD DET ONDE. Af Kaj Birket-Smith. Kh, 1946. 111 sider.

5. DANMARK GENNEM TIDERNE SET MED FREMMEDE ØJNE. En antologi. Af Laurits Bødker. Kh, 1948. 154 sider.

6. DET KONGELIGE DANSKE HOF (1863-1937) OG STATSRÅDET (1660-1937). Red. af Palle Rosenkrantz. Arthur Jensens Forlag, 1937.

7. BILLEDER FRA ENEVÆLDENS HISTORIE. Af Norman Hall Hansen. Kh. 1949, 112 sider.

8. KJELLERUP. Af Aage Brask. Munksgaard, Kh, 1943, 293 sider.

9. DEUTSCHER KAMERA ALMANACH 1934. Udg. af Karl Weiss, Berlin. 222 s.

I det igangværende udsalg har der været, og er der sikkert stadigvæk, en uhyre mængde bøger om psykologi og psykoanalyse med tilgrænsende emner som drømmetydning og astrologi m.m., der for størstedelen synes at stamme fra en psykolog på Rigshospitalet. Endvidere en stor samling literaturteori og -historie, som for en stor part synes at komme fra literaturforskeren, psykologen og forfatteren Bo Elbrønd-Bek’s bogsamling.

Når en universitetsuddannet hospitalspsykolog har ment at kunne optage bogen om JUNG OG ASTROLOGIEN i sin bogsamling, skyldes det sikkert bl.a., at forfatteren ligeledes er universitetsuddannet psykolog, der bl.a. har uddannet plejepersonale.

Psykologien og psykoanalysen havde ganske vist min store interesse som ung. Men med årene har jeg fundet, at denne ligesom en del andre videnskaber, er blevet alt for skematisk-matematisk orienteret, jf. f.eks. den nationaløkonomiske videnskab. Lekturen af de fleste moderne bøger indenfor disse videnskaber finder jeg derfor som regel utålelig kedelig, og ganske de samme forhold gør sig gældende med hensyn til grænsevidenskaber som f.eks. drømmetydning og astrologi.

Sidstnævnte “videnskab”, som siges i virkeligheden at repræsentere forhistoriens og oldtidens astronomi, udmærker sig netop ved en udstrakt brug af stive skema, samt nu også computerkraft en masse, og det forhold virker ikke tiltrækkende på mig. Jeg tror ganske enkelt ikke, det er muligt – og langt mindre muligt i alle tilfælde – at bestemme dette eller hint menneskes karakter og skæbne ved en ren mekanisk opstilling af data i et eller flere skema.

Men jeg tænkte, det kunne være morsomt at se, hvad en moderne psykolog har fået ud af at superpositionere Jung med Astrologien. Længere er jeg p.t. ikke kommet, men bogens beskedne omfang samt iøvrigt tiltalende ydre, skulle gøre den overkommelig at komme til at kende lidt mere.

Max Nordau’s MODERNE SAMFUNDSLØGNE er i sit udstyr meget uanseelig med en temmelig tarvelig indbinding og om muligt endnu tarveligere papir, tyndt og allerede ganske gulnet. Til gengæld er indholdet ingenlunde tarveligt, ja efter min mening det stik modsatte. Forøvrigt havde jeg i forvejen et eksemplar af bogen, i præcis samme udstyrelse forresten, men da jeg allerede er begyndt at pakke mine bøger ned og p.t. har 25 flyttekasser stående i stuen, så er den en af mange titler som for tiden er utilgængelig.

Og jeg kan se, at jeg har fået kigget for lidt i mit første eksemplar, for bogen viser sig ved nærmere bekendtskab at være gefundenes fressen for en blogger, der som undertegnede ringhed ynder at tale samfundskritisk og gerne lige ud af posen.

Først lidt om forfatteren. Født i Budapest 1849 kom han til Paris 1880 og nedsatte sig som kvindelæge. I 1883, kun 34 år gammel, udgav han nærværende bog på tysk: DIE KONVENTIONELLEN LÜGEN DER KULTURMENSCHHEIT, som nåede en kæmpeudbredelse, udkom i siger og skriver 60 oplag (altså ikke 60 eksemplarer, som en lignende kritisk-moraliserende bredside måske ville have nået idag, men 60 oplag!). Han regnes (i henhold til Svensk Uppslagsbog) sammen med Theodor Herzl for zionismens grundlægger. Han udgav flere andre samfundskritiske værker og døde 1923.

Bogen vidner om en ualmindelig belæsthed, tidlig modenhed og uforfærdethed. Samt om en helt ualmindelig intelligens og frem for alt et usædvanligt højt etisk og moralsk standpunkt, herunder en tydelig forargelse over allestedsnærværende moralsk hykleri! Læsning af bogen har været en af de mest positive overraskelser i forb. med alle disse bogudsalg. Mange af forfatterens skarpsindige, kritiske iagttagelser har næsten profetisk gyldighed endnu idag, og jeg nødes derfor til at gengive nogle lidt længere prøver fra bogen end ellers.

Antageligt ville forfatterens ligefremme og åbenhjertige stil næppe have fundet en udgiver idag i Vesteuropa, og jeg kan kun appellere til, at den ærede læser ikke føler sig stødt over forfatterens skarpe og slagfærdige rationalisme. Man må venligst erindre, at bogen er forfattet for 130 år siden, i en tid, hvor ordet i mange henseender var meget mere frit end idag.

Vi lever trods alt i en ualmindelig indskrænket og bornert, tabubelagt tid, hvor der er utallige forhold, som man overhovedet ikke kan tale om i den offentlige debat. Dette lyder for de fleste sikkert næsten uspiseligt paradoksalt, men læs i så fald venligst lidt af de følgende udtog, og døm selv (som sædvanligt kan jeg have udelade eller moderniseret enkelte åbenbare oversættelsesfejl samt forældede ord eller vendinger, ligesom der altså kun er tale gengivelse i udtog med udeladelser mellem udtogene. Dette er nødvendigt, da bogen er på over 300 tætskrevne sider med små typer! Det i enkelt- eller dobbeltparantets anførte er mine bemærkninger).

Indledningsvis ironiserer forfatteren over, at græsset altid er grønnere på den anden side af åen, og side 6 hedder det:

“Dette onde viser sig på alle menneskeåndens områder. I literaturen og kunsten, filosofien og den positive videnskab, politiken og økonomien møder vi dets sygelige bleghed. I skønliteraturen finder vi allerede ved slutningen af forrige århundrede dets første spor, fordi den digteriske skaben er af den natur, at de ringeste forstyrrelser og uregelmæssigheder i menneskehedens konstitution først viser sig her.

“Medens de fornemme klasser hengav sig til ødelæggende livsnydelser og gjorde deres tilværelse til et eneste orgie, og medens spidsborgererne ikke så ud over deres egen næse, men syntes sløvt tilfredse med verdens gang, udstødte Jean Jacques Rousseau sit længselsråb efter befrielse fra en tilværelse, der dog havde såmange tillokkelser, og sværmede for at vende tilbage til en naturtilstand, som han ganske vist ikke opfattede bogstgavelig, men kun allegorisk som noget fra virkeligheden forskelligt og helst denne diametralt modsat.

“Hans råb fandt genklang hos samtiden, ligesom en anslået tone får alle nærliggende på samme tone stemte strænge til at svinge – et bevis for at Rousseaus stemning allerede fandtes i alles sind. Frådsere og spidsborgere gav sig til at drømme om et liv i urskove og vildnis med en henrykkelse og brændende længsel, der dannede en komisk modsætning til den iver, hvormed de søgte at nyde al den forfinelse og last, som den forhånede civilisation kunne bringe dem.

“Fra Rousseaus krav på at vende tilbage til en naturtilstand nedstammer i lige linje den tyske romantik; den er en inkonsekvent Rousseauisme, der ikke har mod til at vandre den betrådte vej helt ud. Romantiken vender ikke tilbage til den forhistoriske tid, men gør holdt ved en tidligere station, ved middelalderen. Men den middelalder, som romantiken maler med så lysende farver, er lige så lidt den virkelige, historiske middelalder, som Rousseaus naturtilstand er de oprindelige menneskers virkelige tilstand.

“I begge tilfælde skaber fantasien en kunstig verden, der i enhver henseende danner en modsætning til den bestående; i begge tilfælde findes samme bevidste eller instinktsmæssige grundstemning, nemlig en stræben bort fra en nutid, der findes utilfredsstillende, med den skjulte bagtanke, at enhver anden tilstand må være bedre end den bestående.

“Følger vi stamtavlen for denne literære tendens, kommer vi til den franske romantik, der er en datter af den tyske, og til den Byronske verdensforagt, der er en særlig gren af den samme familie. Fra den Byronske linje stammer i Tyskland “die Weltschmerz”, i Rusland digteren Puschkin, i Frankrig Musset og i Italien Leopardi.

“Det fælles træk i deres åndelige fysiognomi er den tragiske utilfredshed med verdensrealiteten, som hos den ene ytrer sig i rørende klager, hos den anden i bitter selvhånen, hos den tredje i exalteret længsel efter nye og bedre tilstande.

“På det økonomiske område viser den samme tidssygdom sig under en anden, ikke mindre karakteristisk form. Man vil forgæves hos den rige søge en følelse af rolig sikkerhed og glæde ved besiddelsen og hos den fattige ligeså forgæves en tålmodig nøjsomhed med den fattigdom, der efter menneskeligt forsyn ikke lader sig forandre. Den rige forfølges af en ubestemt frygt for en truende fare, og hans formue synes ham blot et lån, der hvert øjeblik hensynsløst kan affordres ham.

“Den fattige er misundelig på den rige og begærlig efter hans ejendom, hverken hos sig selv eller efter verdensordenen, således som han har forstået at opfatte den, finder han nogen overbevisende grund til, at han skal vedblive at være fattig og udelukket fra livsnydelsernes bord, og med forbitret utålmodighed lytter han til de indre stemmer, der fortæller ham, at han har lige så stor ret til at nyde en vis del af alle goderne, som den besiddende.

“Den rige frygter, og den fattige håber på og stræber efter en forandring af de økonomiske vilkår, og hos alle er troen på muligheden af forholdenes vedblivende uforanderlighed rystet, selv hos dem, der ikke åbent ville vedgå deres tvivl og bekymringer.

“Literatur og kunst, politik og økonomi, det enkelte individs og hele samfundets liv har altså eet stort fælles træk – bitter utilfredshed med virkeligheden. Det samme smertens skrig lyder os i møde fra alle sider af menneskeåndens virksomhed og skriget kan gengives med disse ord: Bort, bort fra det bestående”.

Forfatteren går herefter over til at ironisere over de gamle religioner i afsnittet “Den religiøse løgn” (s. 55ff):

“Den historiske forskning har lært os, hvorledes bibelen er opstået; vi ved, at man med dette navn betegner en samling skrifter, hvis oprindelse, karakter og indhold er lige så forskellige, som en bog ville blive, der bestod af f.eks. Nibelungsangene, en civilproceslov, Mirabeaus taler, Heines digte og en ledetråd i Zoologi, stykvis blandet mellem hverandre og forenet i eet bind.

“Den er et sandt virvar af gammelpalæstinsk overtro, dunkle reminiscenser af indiske og persiske fabler, misforståede efterligninger af ægyptiske lærer og skikke, lige så tørre som historisk upålidelige krøniker, samt almen menneskelige, erotiske og jødiske national-patriotiske poesier, der sjældent udmærker sig ved nogen første rangs skønhed, men hyppigt ved overspændthed, råhed, smagløshed og ægte østerlandsk sanselighed.

“Som literært mindesmærke er bibelen langt yngre end Veda og en del af King; i digterisk værd står den langt tilbage for alt, hvad selv anden rangs digtere har skabt i de sidste to årtusinder, og at ville sammenligne den med de bedste af Homer’s, Sofolkes’, Dantes, Shakespeares eller Goethes værker kunne kun en fanatiker falde på, der har mistet brugen af sin dømmekraft.

“Dens verdensanskuelse er barnlig og dens moral oprørende, således som den i det gamle testamente viser sig i Guds vedholdende nag og hævntørst, og i det nye i parablen om arbejderne i den ellevte time, i fortællingen om Magdalena og ægteskabsbrydersken og i Kristi forhold til moderen.

“Og dog hykler mennesker, som har tilstrækkelig dannelse og omdømme til at kunne indse alt dette en ubegrænset ærefrygt for denne gamle bog, de tager anstød af, at man taler lige så frit om den som om ethvert andet af menneskeåndens værker, de danner mægtige foreninger, der råder over uhyre summer, og som i millioner af aftryk udbreder den over hele verden, og de foregiver, at de selv bliver opbyggede og løftede ved at læse i den.

“Alle positive religioners liturgier beror på forestillinger og skikke, som har deres oprindelse i Asiens og Nordafrikas ældste barbari. Ariernes soldyrkelse, Buddhismens mystik, Ægypternes Isis- og Osiristjeneste har afsat deres bundfald i de religiøse ceremonier og bønner, højtider og ofre hos jøder og kristne.

“Og det 19de århundredes mennesker bevarer dog et alvorligt, ja højtideligt ansigt, medens de gentager knæfald, håndbesværgelser, ceremonier og ord, som for årtusinder siden i sten- og broncealderen, ved Nilen og Ganges, er blevet opfundet af stakkels uudviklede mennesker, for at give deres rå, hedenske forestillinger om verdensoprindelsen og verdensstyrelsen en sanselig form!

“Hvorledes skulle man kunne påpege hvert enkelt træk af den religiøse løgn? Man må nøjes med på må og få at anføre nogle eksempler. Diplomaterne anvender bestikkelse og trusler for at få kardinalerne til at vælge en pave efter deres ønske; når de møjsommelige og hårdnakkede intriger så har ført til et resultat, indrømmer de samme diplomater, der har trukket i marionetspillets tråde, paven en autoritet, som grunder sig på foregivendet om, at den hellige ånd har udvalgt ham til Petrus’ efterfølger.

“Pavevalget bliver betragtet som en alvorlig og betydningsfuld begivenhed af tusinder, der ler himmelhøjt, når de læser beretningen om, at en ny Dailai-Lama er indsat efter forgængerens død, uagtet begge begivenheder har den mest slående lighed med hinanden

“Regeringerne lader sig repræsentere hos en mand, hvis betydning består i, at han kan skænke Gud nye helgener, sikre menneskesjælene overjordiske belønninger og befri syndere fra pinslerne i Helvedes luer; og ved af slutte traktater med ham erkender de højtideligt og lovformeligt, at Paven virkelig har særlig indflydelse hos Gud, og at man skylder en person, der står verdensånden så nær og har fået overladt noget af dennes magt over naturen og menneskeheden, hensyn som intet andet menneske tør gøre fordring på.

“Og de samme regeringer betænker sig ikke på at sende ekspeditioner til det indre Afrika og at gøre sig lystige over en eller anden sort troldmand, der muligt kunne finde på at forbyde deres udsendinge at trænge frem i hans land true dem med hævn af fetischen, hvis almægtige yndling han er, om de ikke agter hans forbud.

“Hvem kan påvise nogen forskel mellem den stakkels djævel af en neger og den romerske pave, som begge påstår at være Guds førsteminister, at kunne råde for hans torden og lyn og at kunne foreslå ham, hvem der skal udmærkes og hvem der skal være i unåde? Og hvor er den oplyste europæers logik, når han kan behandle den ene som en komisk person, den anden som en ærefrygtsindgydende myndighed?

“Enhver religiøs handling bliver til en strafværdig komedie og forargelig satire, når den udføres af det 19. århundredes oplyste kulturmenneske. Han bespænger sig med vievand og udtrykker derved den anskuelse, at nogle ord og gebærder af en præst har forandrets dets natur og givet det nogle hemmelige egenskaber, uagtet den simpleste kemiske analyse kunne overbevise ham om, at der mellem dette og alt andet vand slet ingen anden forskel findes end højst med hensyn til renlighed!

“Man fremsiger bønner, falder på knæ, deltager i messen og den øvrige Gudstjeneste, og går altså ind på forudsætningen om, at der findes en Gud, som bliver behagelig berørt ved påkaldelser, besværgelser, røgelsesduft og orgelspil, men kun når disse bevægelser har bestemte former, når påkaldelserne sker med bestemte ord, og når ceremoniellet udføres af personer i en vis forunderlig dragt, i kåber og kjoler af et sit og en farvesammenstilling, som intet fornuftigt menneske ville finde på at bære.

“Den blotte kendsgerning, at en liturgi bliver fastslået og iagttaget med en pinlig nøjagtighed, kan af den sunde menneskeforsand kun opfattes således: Præsterne har fra sikker kilde erfaret, at Gud ikke alene er så forfængelig, at han gerne vil høre komplimenter, lovtaler og smiger, høre sin storhed, visdom, godhed og alle øvrige egenskaber lovprise i høje toner, men at han tillige har den forunderlige grille kun at ville modtaget alle disse lovtaler og komplimenter i een bestemt ceremoniel form og ikke i nogen anden. Og sønnerne af naturvidenskabens tidsalder affekterer agtelse for liturgier og tåler ikke, at man behandler disse narrestreger med den foragt, de alene fortjener!

“Men dette er langt fra alt! Samfundet forfølger med sine love og domstole gamle koner (“kloge koner”), der lokker penge fra tjenestepiger under påskud af atter at ville vende en ustadig elskers hjærte til dem; men det samme samfund lønner mænd og viser både offentlig og privat agtelse for mænd, der lokker penge fra de samme tjenestepiger under det ikke mindre bedragerske påskud, at de ved alle slags hokus-pokus ville befri deres afdøde slægtninge fra skærsilden.

“Skik og brug vil, at man skal vise ærbødighed og underdanighed mod gejstlige og navnlig mod kirkens høje dignitarer, biskopper og kardinaler, og herefter retter nu mænd sig, der anser disse gejstlige for bedragere eller tåber, som ikke i nogen væsentlig grad adskiller sig fra rødhudernes medicinmænd, der jo også følger en liturgi, anstiller ceremonier, fremsiger bønner og udgiver sig for deres stamme som ihændehavere af overnaturlig magt – men at drive løjer med disse tillades af den samme skik og brug, som foreskriver at kysse Pavens tøffel og prælaternes hænder.

“Officielle og halvofficielle aviser beretter af og til med humoristiske randbemærkninger, at regeringen i Kina har truet en Gud med at afsætte ham, hvis han ikke tog hensyn til landets tarv i forskellige retninger, således f.eks. hvis han ikke lader det regne, skaffer de kejserlige tropper sejr o.s.v. Men de samme aviser aftrykker på deres første spalte en kundgørelse fra regeringen, der påbyder – som i England efter sejren ved Tel-el-Kebir – ,at man på en bestemt dag i officielt fastsatte ord skal takke Gud, fordi han ved en vis lejlighed yder vedkommende land sin særlige bistand.

“Er der da nogen væsentlig forskel mellem den kinesiske regerings forordning, der unddrager en national Gud en del af hans offer, fordi han tillader en epidemi at hærge landet, og den engelske regerings, der tillader Gud en offentlig anerkendelse, fordi han har taget sig bravt af den engelske politiks interesser i Ægypten og vist sig som englændernes ven og arabernes fjende?

“Begge forordninger går ud fra den samme anskuelse; kun er kineserne modigere og mere konsekvente end englænderne, der i tilfælde af et nederlag ikke ville driste sig til at vise Gud deres mishag over, at han så dårligt opfyldte sine pligter mod nationen, mens de ved en sejr lovpriser ham for hans iver”.

Man må indrømme forfatteren, at han er konsekvent i sin rationalisme, på en ærlig og charmerende måde. Og den ærede læser bedes endnu engang erindre, at Nordau har skrevet sin bog i en tid, da den skarpe satire var en naturlig del af den offentlige debat, hvor altså borgerskabets psyke har været væsentlig mindre sart end i vor egen, bornerte tid. Man kan iøvrigt ikke helt befri sig for den mistanke, at Nordau ofte nok forveksler sin afsky mod moralsk hykleri med blot og bar logisk rationalisme – og for så vidt naturligvis tildels også er et barn af en rationalistisk tidsånd.

Iøvrigt kunne Nordau’s karakteristik af Det Gamle Testamente som historisk skrift godt (uden sammenligning iøvrigt) bringe tanken hen på nogle af vore egne historiske samleværker, f.eks. samlingen kendt som “Kong Valdemars Jordebog” (jf. f.eks. en akademisk strid nogle år før Nordau’s bog udkom, mellem Paludan-Müller og A.Heise, hvor især sidstnævnte forøvrigt var temmelig ironisk (mine kilder er desværre allerede pakket ned)). Ligesom jeg henviser til det i sidste indlæg sagte om Langebeks Scriptorum Rerum Danicarum (5 KR. ALT IBEREGNET, punkt 5).

Næste kapitel handler om samfundets klasseopdeling, og s. 93 hedder det:

“Det er tilvisse dybt begrundet i den menneskelige natur at kaste sig i støvet for enhver, der af mængden udpeges som fremragende. Jeg siger: den, der af mængden udpeges som fremragende, ikke: den, der er fremragende. Mennesket hører til de dyr, der går i flok, og til hvis instinkter først og fremmest hører det at underordne sig en fører; men fører er kun den, som hjorden udvælger dertil og tåler som sådan.

“Kun en ringe gruppe udvalgte ånder dømmer en personlighed efter hans egenskaber, det store flertal tager blot hensyn til det indtryk, han gør på andre; de første bedømmer individet selv, løsrevet fra hans forhold til de øvrige mennesker; mængden spørger derimod kun om den stilling, han indtager i den offentlige mening, og føler en uimodståelig trang til at gøre den offentlige menings anskuelser til sine egne. Heraf forklares, at enhver berømt eller kun bekendt, ofte simpelthen berygtet person finder sympathi, mens et virkeligt fortjenstfuldt menneske, der står ensomt og foragter verdens dom og folkegunsten, må give afkald herpå.

“Man behøver ikke at være konge for at have spytslikkere om sig; dertil behøves blot at være almindelig omtalt. Komedianter, taskenspillere og cirkusklovner har deres hofstat; der gives mennesker, som trænger sig ind på bekendte forbrydere for at kunne prale med sligt bekendskab. Overfor Viktor Hugo fornedrer dagtigt mennesker sig som næppe overfor selvherskeren over alle russere eller en indisk stormogul; man geråder i ekstase over hver ytring af en til sløvhed svækket oldingehjerne, man trænger sig ind på ham for at kysse hans hænder, man ærer og beunderer hans gamle maitresser og regner det for en ære at kunne deltage i deres ligbegængelse.

“Man overfører tilbedelsen af den gamle digter på hans børnebørn, om hvilke man hidtil ikke ved andet, end at de er usædvanlig affekterede og forskruede børn. Hvad får dog nenneskene til at vise en så simpel og tåbelig påtrængenhed? Et svar herpå er nærliggende og gives ofte: Forfængelighed; men det er et overfladisk svar.

“Hvorfor sætter man en forfængelighed i at høre til berømte personers tros? Hvorfor finder man tilfredsstillelse ved at logre med i den meute, der omgiver en bekendt person? Fordi man derved tilfredsstiller det urmenneskelige dyreinstinkt at underordne sig det dyr, der anfører flokken. Tilbøjeligheden til snobberi er antropologisk begrundet, hvad Thackeray glemte, da han drog til felts mod den med bitter harme, og den finder sit højeste og mest fuldendte udtryk i loyaliteten – i den betydning, monarkisterne giver dette ord.”

Om adelen hedder det bl.a. s. 114 ff:

“Al nuværende adel – jeg tror ikke, at der gives authentiske undtagelser fra denne regel – er brevadel, i de allerfleste tilfælde endog af meget ung dato. En individuel viljesakt, ikke en antropologisk lov skabte de fornemme familjers retsgrund. Hvorledes erhverves nu siden middelalderen – udover denne tid strækker intet stamtræ i europa sig – den fyrstegunst der får sit udtryk i adlingen? Måske ved idealmenneskelige egenskaber og ved fortrin, som gør det ønskeligt at benytte ihændehaverne af disse som tillægsdyr til racens forædling? Man kan få svar på sit spørgsmål ved at se på de adelige familjers historie i alle lande.

“Der gives næsten intet eksempel på, at en ædel og fornem natur, som repræsenterer menneskehendens ideale type, er blevet ophøjet i adelsstanden, og når endelig en sjælden gang den virkelige fortjeneste har fundet et adelsbrev på sin vej gennem livet, må den foruden sine fortrinlige egenskaber ubetinget også have haft lave og foragtelige, og alene de sidste forklarer da grunden til, at den har vundet fyrstelig anerkendelse.

“Årsagerne til en mængde familjers ophøjelse i adelsstanden er af så smudsig natur, at man i anstændigt selskab slet ikke kan omtale dem; disse familjer skylder de kvindelige aners skænding deres ære, og deres stolte våben bevarer på monumental vis erindringen om, at der har været føjelige fædre og ægtemænd og fordomsfri fruentimmere blandt familjens medlemmer.

“I andre tilfælde var adelsbrevet lønnen for en skurkestreg eller en forbrydelse, hvormed husets stamfader viste sig tjenstvillig mod sin fyrste. Iøvrigt indrømmer jeg, at utugt og snigmord, om de end hyppig har været udgangspunktet for en glimrende skæbne dog kun har hjulpet mindretallet af adelen til deres priviligier. Flertallet har på mindre storartet måde fået sin høje rang.

“Som anledning til ophøjelse i adelsstanden finder vi i almindelighed rigdom eller langvarig tjeneste i regeringsembeder og armeen. Men hvorledes opnår man så stor rigdom, at man derved drager fyrstens blik på sig? Ved at have heldet med sig eller ved ikke at nære nogensomhelst skrupler, langt oftere ved det sidste end ved det første; på reformationens tid plyndrede man kirker, senere udrustede man krydsere d.v.s. var sørøver, derefter måske slavehandler; i den nyere tid er man leverandør til armeen og bestjæler staten, eller er spekulant og river ved forvovne børskup den surt erhvervede spareskilling af hundredetusenders ængstelig lukkede hånd, eller i det hæderligste tilfælde er man storindustridrivende og udpresser sine millioner af nogle hundrede eller tusinde usselt lønnede fabriksarbejdere.

“Og hvorledes forholder det sig med dem, der ved fortjenester i krig eller fred har tildraget sig fyrsternes opmærksomhed? Det er altid – jeg siger altid uden nogensomhelst indskrænkning – slavesjæle, sledske og krybende individer, der tilbringer deres liv med at kvæle enhver spire af mandig selvstændighed og rense sig for hvert spor af stolthed og selvbevidsthed, som bukker for alle højerestående, gør sig behagelige ved at antage disses egenheder, hykler overdreven loyalitet og tilsidst som værdig slutning på en løbebane, der er tilbagelagt krybende på maven, tigge om adling.

“Mænd, der er skabt af godt og fast menneskestof, som har en modstandsdygtig rygrad, som ikke kan være rolige og lykkelige, når de ikke er sig selv – slige mænd ville aldrig nedlade sig til at fornægte deres natur eller altid være af deres foresattes mening, til at smigre, intrigere og bønfalde for ved slige midler, de eneste der fører til målet, at skaffe sig fyrstegunst.

“På disse mænd tænker man, når man skal besætte farlige poster, ikke når man uddeler nådesbeviser; disse mænd trænger sig frem, når det gælder om at tjene samfundet ved opofrelser, men de benytter ikke albuerne for at drage monarkens blik til sig ved indtog og i festsalene. Brevadelen er således i virkeligheden en institution af samme betydning for menneskeavlen som væddeløb for hesteavlen, men de til avlingen af en ny race bestemte sejerherrer og løbere er i besiddelse af egenskaber, som en ganske almindelig far vel kan ønske sin søn, for at han, som man siger, kan bane sig en vej i livet, men som ingen digter ville vove at udstyre sin helt med fordi poesien holder det menneskelige idel renere end love og skikke, fordi den æsthetiske samvittighed endnu oprøres, hvor den moralske samvittighed ikke har mere at sige, og fordi man vel trykker de menneskers hænder, der på sædvanlig måde har haft held med sig i verden, men ikke tåler, at en digtning forherliger dem og fremstiller dem som mønster for menneskeheden.

“De individer, som i hver generation ved ordens- og adelspatenter udvælges af nationens masse er vel i åndelig henseende ikke de allerslettest udrustede, og dumme er de i reglen heller ikke; det er tværtimod sandsynligt, at de er snu og kløgtige, ligesom de også i udholdenhed, sejghed og viljestyrke i reglen er gennemsnitsmenneskene overlegne. Men hvad de sikkert mangler, er karakter og selvstændighed, altså netop de egenskaber, som et naturligt aristokrati – blodsaristokrati – kunne have, og som også uden de skrevne loves mellemkomst af sig selv ville skabe en social ulighed til fordel for dem og til skade for plebejerne. Jeg har nu tegnet det individs portrait, der skaffer sin familje adelskabet. Hans efterkommere vil i almindelighed stå højere i moralsk henseende end deres stamfader. For at bevare en rang, behøver man ikke at være så ussel som for at erhverve den, man behøver ikke længere at være en hensynsløs egoist, en spytslikker eller intrigant.”

Næste kapitel handler om “Den politiske løgn”. Side 155 ff læser vi:

“Lad os betragte en mand, der vil slå ind på den politiske løbebane. Drivfjedren til hans handling er egoisme; da han imidlertid behøver en vis popularitet for at nå den stilling, han stræber efter og popularitet sædvanlig bliver den til del, der fremmer eller synes at fremme samfundets vel, må han beskæftige sig med de offentlige interesser eller i hvert fald foregive dette.

“For at have held med sig må han være udrustet med forskellige egenskaber, der ikke vækker sympathi hos et menneske. Han må ikke være beskeden, thi så kunne han ikke trænge sig frem, og det er nødvendigt, hvis han vil gøre sig bemærket; han må kunne hykle og lyve, thi han tvinges til at vise sig venlig mod mennesker, der er ham modbydelige eller i det mindste ligegyldige, da hen allers ville skaffe sig talløse fjender, ligesom han også må give løfter, som han på forhånd ved, at han ikke kan holde; han må bekvemme sig til at påkalde mængdens lave tilbøjeligheder og lidenskaber, deres fordomme og nedarvede forestillinger, fordi disse er de mest udbredte, og han må jo vinde flertallet.

“Disse træk danner tilsammen et fysiognomi, der virker frastødende på en ædlere natur. I en roman ville en slig figur aldrig vække læsernes sympati, men i livet giver samme læser ved alle valg denne figur sin stemme.

“Valgfelttoget har aldeles som den virkelige krig sin fagvidenskab, sin strategi og taktik. Kandidaten står aldrig umiddelbart overfor vælgeren; mellem begge findes en komite, hvis fuldmagt altid skyldes egen frækhed. En eller anden føler trang til at gøre sig vigtig; han sammenkalder da ganske simpelt på egen hånd sine med borgere til en forsamling. Føler han, at han endnu ikke besidder tilstrækkelig anseelse til at kunne gøre dette alene med nogen udsigt til held, så forener han sig med nogle venner eller får fat på nogle rige og forfængelige dumrianner, hvem han fortæller, at det er deres pligt og rettighed at stille sig i spidsen for deres medborgere, at lede den offentlige mening o.s.v.

“Ved denne indbydelse føler idioterne sig meget smigrede og skynder sig med at sætte navne under et opslag eller et avertissement i et blad, som derved får betydning i alle de tåbers øjne, der bedømmer en mand efter hans penge, titler eller æresposter.

“Således sammenkaldes da en vælgerforsamling, og en komite dannes, der bemægtiger sig ledelsen af den. Enhver sådan komite består af to elementer, dels af energiske og hensynsløse stræbere, der forfølger en personlig fordel af moralsk eller materiel natur, og dels af vigtigmagere, der påtager sig alvorlige og geskæftige miner, men er indskrænkede tåber, som de førstnævnte tager med i båden som ballast til pynt. Man kan komme ind i komiteen uden at være en af stifterne eller uden endog at være indbudt til at medvirke; man behøver kun at tale hyppig og højt ved mødet og at tildrage sig mængdens opmærksomhed ved sin ivrighed.

“Et menneske, der har en kraftig røst og stadig kan lade munden løbe ligegyldigt om hvad, vil utvivlsomt snart opnå en vis autoriete hos mængden, der vil gøre ham værd at benytte som forbundsfælle for dem, der har opkastet sig til denne mængdes førere, og besværlig som modstander; de vil derfor skynde sig med ligeledes at få ham optaget i deres komite.

“Komiteens dannelse kan foregå om den mand, der selv vil være folkerepræsentant, eller uden hans indflydelse. I første tilfælde leder kandidaten selv hele bevægelsen, han organiserer sin generalstab, sammenkalder vælgerne, bestiller talerne, der skal tale for dem og kæmper selv for sin sejer; i sidste tilfælde derimod er komiteen en landsknægtskare, der er hvervet af en eller anden foretagsom fører og udlejet til en kandidat for at slå hans sag. Mange politikere har, førend de selv blev repræsentanter, arbejdet på denne måde for andre; de bortskænkede eller rettere solgte mandater enten simpelthen for rede penge til dem selv og deres mandskab eller for embeder og fordele af anden natur, i de allersjældneste tilfælde vel også kun af forfængelighed for at bliive anerkendt som hørende til de indflydelsesrigeste mænd i en valgkreds.

“Ved valgmøderne går alt ud på fraser. Mængden hører kun på den, der taler højt, giver foreførerske løfter og bevæger sig på let forståelige daglidags områder. På valgdagen stemmer nogle indflydelsesrige vælgere, som man har gjort sig den umage at vinde personlig, efter indskydelse af deres forfængelighed eller interesse, medens det langt overvejende flertal afgiver deres stemmer for en af de kandidater, komiteen har arejdet for.

“Man kaster det navn i urnen, som nu uge ud og uge ind er brølet i ens øren, man kender ikke mennesket, ved intet om hans karakter, hans evner og tilbøjeligheder, men man vælger ham, fordi man nu er bleven så fortrolig med hans navn. Skulle man låne manden en gammel tekedel i nogle timer, så ville man i hvert fald forhøre sig langt mere indgående om ham, men samfundets – altså også sine egne – højeste interesser betror man ham dog uden at vide mere om ham, end at han anbefales af en komite af folk, der ofte er den enkelte vælger lige så ubekendte som kandidaten selv.

“Og det hjælper ikke, at man opponerer mod dette overgreb – thi et overgreb er det. Den enkelte borger, der tager det alvorligt med sine forfatningsmæssige rettigheder og nøje vil undersøge den mand, hvem han skal give den vigtigste fuldmagt, modsætter sig forgæves den komites tyranni, der pånøder ham en repræsentant, hvis karakter ikke er tilstrækkelig kendt – hans samvittighedsfuldhed vil absolut drukne i mængdens slendrian.

“Hvad kan han gøre? Han kan blive hjemme på valgdagen eller stemme for den kandidat, han synes om – men hverken den ene eller den anden fremgangsmåde hjælper ham det ringeste. Repræsentant bliver dog stedse den, hvem den store masse af tankeløse, ligegyldige eller forskræmte stemmer på, og denne masse proklamerer altid det navn for hvilket der er arbejdet kraftigst og med størst udholdenhed.

“Ganske vist står det teoretisk enhver borger frit at anbefale sin egen kandidat, agitere for ham og skaffe ham et parti blandt sine medborgere; men i praksis har den, der nøjes med at henvise til en kandidats fortrinlige egenskaber, langt vanskeligere ved at skaffe sig forbundsfæller end den, der lover alle mulige fordele, og derfor må den borger, der samvittighedsfuldt vil udføre sine politiske rettigheder med samfundets vel for øje, stedse trække det kortere strå lige overfor den gruppe politikere af fag, der betragter det offentlige liv som en ligefrem udbytningsforretning.

“For en kandidat er høj dannelse, erfaring, samvittighedsfuldhed og åndelig overlegenhed uvæsentlige egenskaber, de skader ham ikke, men hjælper ham heller ikke det ringeste i den politiske kamp. Hvad han i første linje behøver er selvbevidshed, kækhed, talefærdighed og vulgaritet, i bedste tilfælde kan altså kandidaten være en ærlig og forstandig mand, men en fornem, fintfølende og beskeden natur kan han ikke være. Heri ligger grunden til, at talenter ikke er sjældne i repræsentationer, men karakter kun forekommer yderst sparsomt.

“Fagpolitikeren har fået sit mandat ved løgnagtige løfter, smigren for mængden, fræk selvrosen, forslidte talemåder i deklamatorisk stil og ved understøttelse af staldbrødre, der kæmper med lignende midler. Viljen er den egenskab, der skaber partiføreren. Det er en gave, som intet har tilfælles med forstanden, fantasien, evnen til at forudse eller højhjærtethed ((men derimod måske med en koldhjertet, mere eller mindre udpræget autistiske lægning?)). En kraftig vilje kan meget godt være forenet med indskrænket ånd, lav tænkemåde, uærlighed, egenkærlighed og ondskab; den er en organisk kraft og kan findes hos et moralsk uhyre, ligesom det ubetydeligste eller mest ryggesløse menneske kan glæde sig ved høj vækst og stor muskelstyrke.

“Hvad nu end et menneskes andre egenskaber må være, så vil det menneske, der har den største viljestyrke med naturnødvendighed blive den første og leder i en forsamling af mennesker. Han vil knuse den svagere vilje, der modsætter sig ham, hans kamp mod de andre vil altid blive jærgrydens mod lerkrukken. En høj intelligens kan også underkaste sig en stærk vilje – men hvorledes? Ikke ved at underkaste sig den i åben kamp, men ved tilsyneladende at stille sig under dens befaling, medens den i virkeligheden så snedigt bibringer viljen sine anskuelser, at denne holder dem for sine egne indskydelser.

“Viljens vigtigste forbundsfælle i rigsdagen er talefærdigheden. Også denne er en naturlig evne, der er fuldkommen forskellig fra høj ånds- og karakterudvikling. Man kan være den største tænker, digter, feltherre eller lovgiver og dog ikke kunne holde nogen virkningsfuld tale, og omvendt kan man eje særlige talegaver og dog være en ganske almindelig begavelse.

“Rigsdagenes historie nævner få oratoriske storheder, der samtidig har udvidet menneskehedens åndelige synskreds. De berømteste improvisationer, der i verdenshistoriske debatter har hidført afgørende resultater og bragt deres ophavsmand berømmelse og magt, gør et så tarveligt indtryk, når de bliver læst, at man spørger sig selv: Hvad kan det dog være, der i denne tale har gjort en så ufattelig virkning?

“Det er ikke det forstandige ord, der finder gehør i større forsamlinger, men det der foredrages med sving; det mest indlysende og tydeligste argument, der fremstilles for et større antal tilhørere uden lang indledning og talrige gentagelser, har yderst ringe udsigt til at rive dem med sig, hvorimod det ofte hænder, at de blindt adlyder en tåbelig deklamations inspirationer og i en pludselig næsten utilregnelig overilelse fatter beslutninger, som de senere ved rolig overvejelse ikke selv kan forklare sig.

“Forener partiføreren med en kraftig vilje også talefærdighed, så spiller han overalt den første rolle på den offentlige skueplads; mangler han derimod denne sidste evne, så holder han sig som regissør bag kulisserne og leder som skuespillernes højeste autoritet – men mindre synlig for publikum – hele gangen i den parlamentariske komedie. Han har da talere til at tale for sig, ligesom han i mange tilfælde har store begavelser, der kan være beskedne og viljesvage, til at tænke for sig.

“Partiet er naturligvis det værktøj, ved hvis hjælp føreren udøver sin magt. Hvad er et parlamentarisk parti? Theoretisk skulle det være et forbund af mennesker, der forener deres kræfter for at give fælles anskuelser udtryk i love og i statslivets retning, men i praksis findes der ikke et eneste stort, navnlig ikke et eneste herskende eller ved antal regeringsdygtigt parti, som holdes sammen ved et program.

“Alle vigtige funktioner i parlamentarismen bliver udført af partiførerne alene; de tager beslutninger, kæmper, triumferer. De offentlige møder er en blot og bar stillen til skue, man holder taler for at bevare skinnet af parlamentarisme, men kun yderst sjælden har en tale medført en vigtig rigsdagsbeslutning. Taler tjener til at give taleren anseelse, magt og stilling, men de har i reglen ingen som helst indflydelse på handlingerne, på repræsentanternes afstemninger.

“Hvorledes disse skal stemme bliver bestemt udenfor mødesalen; her er førerens vilje den afgørende samt de enkelte repræsentanters interesser og forfængelighed, sjældnere og kun i store, simple spørgsmål trykket fra den offentlige mening; hvad der måske kan blive sagt i løbet af debatten er aldeles ligegyldigt for resultatet af den, og man kan derfor egentlig helt ophøre med forhandlingerne og kun underkaste de beslutninger, der er taget indenfor partierne hovedsagelig efter førerens vilje, en afgørende afstemning.

“Hvad der styrter en partifører, der er kommet til magten, er ikke de fejl, han muligt begår under udøvelsen af sin regeringsmagt, thi de tjener stedse kun som påskud til angreb på ham; nej, det er en mægtigere modstanders vilje eller lejetroppernes desertion, fordi sejerherren ikke har kunnet eller villet tilfredsstille deres fordringer på bytte, eller også en forening af begge disse grunde.

“Dette er så sandt, at et regeringsskifte, selv om det bringer magten fra et parti i hænderne på det stik modsatte, dog ikke ændrer det ringeste i statslivets dybere forhold; i individets forhold til staten bliver alt ved det gamle, den enkelte borger behøver, hvis han ikke læser aviser, slet ikke at mærke noget til, at et andet kabinet og et andet parti har overtaget regeringen, og ordene liberal eller konservativ er kun masker for de egentlige bevæggrunde til alle parlamentariske kampe, optog og forvandlinger: Herskesyge og egoisme.

“I mange lande er parlamentarismen over hovedet kun den spanske væg, bag hvilken det absolutiske kongedømme af Guds nåde driver sit spil, og hvor den virkelig findes, hvor rigsdagen faktisk hersker og styrer, betyder den heller ikke andet end nogle enkelte personers diktatur, der efter hinanden tiltager sig magten. Teoretisk skal parlamentarismen sikre flertallet den afgørende indflydelse, men i praksis hviler denne indflydelse hos en halv snes partiførere, deres rådgivere og våbendragere.

“Teoretisk skulle man danne sig en overbevisning ved de argumenter, rigsdagsdebatterne bringer for dagen, men i praksis får dabatterne ingen indflydelse, og alt bestemmes af partiførerne og af hensyn til private interesser. Teoretisk skulle repræsentanterne blot have samfundets vel for øje, men i praksis sørger de først og fremmest på samfundets bekostning for deres eget og nærmeste venners vel. Teoretisk skulle repræsentanterne være de bedste og klogeste blandt borgerne, i praksis er de de mest ærgerrige, fremtrængende og plumpe.

“De kræfter, som teoretisk skulle bevæge den parlamentariske maskine er erfaring, forudseen, uegennyttighed; i praksis derimod er det viljestyrke, egoisme og veltalenhed. Høj intelligens og ædel tænkemåde bukker under for snedig frasemageri og urokkelig frækhed, og rigsdagen ledes ikke af klogskab, men af hårdnakket individuel beslutning og dundrende ord.

“Den folkenes selvbestemmelsesret, parlamentarismen sanktionerer, får den enkelte borger ikke en tøddel af, vor stakkels Jens må som før betale skatter, adlyde og rende panden i stykker på tusinde meningsløse indskrængninger; med parlamentarismen og al dens larm og gebærder får han først noget at gøre, når han på valgdagen trætter sine ben med at vandre til urnen og ved læsning af sin avis konstaterer, at de for det meste kedelige valgreferater tager overhånd over det andet mere underholdende stof.

Efter denne bredside mod rigsdagspolitiken kommer foratteren til “Den økonomiske løgn” (s. 165 ff):

“I middelalderen satte man millioner i bevægelse ved at tale til dem om religion, ved udgangen af 1700-tallet og endnu til henimod midten af det følgende begejstredes folkene for deres ideale trang til oplysning og politisk frihed, men 1800-tallets slutning genlyder af råbet om brød for det store flertal.

“Dette råb er politikens eneste indhold; vel forsøger den ofte ved alle slags fænglende mellemspil, navnlig ved at ophidse folkene mod hinanden eller mod enkelte samfundsklasser, ved krige, kolonisation, udstillinger, dynastiske komedier, parlamentarisk våsen eller såkaldte reformer at aflede folkenes opmærksomhed fra de tanker, der ganske opfylder dem, men tvinges altid ved den offentlige menings tryk til at vende tilbage til det eneste store verdensanliggende, de socialøkonomiske spørgsmål.

“I vore dage kan man ikke længere tænke sig korstog for at befri en hellig grav, men kun for at erobre det gyldne skind, der kaldes velstand, og man gør ikke længere revolution for demokratiske slagord eller forfatninger på papiret, men kun for at kunne slide mindre hårdt og spise noget rigeligere.

“De vesteuropæiske lande, der netop regnes for de rigeste og mest civiliserede, er nu kommet til det punkt, at deres befolkning deles i en lille minoritet, der lever i en forargelig og brammende luksus og til dels synes greben af en sand mani for at bortødsle, og en stor masse, der enten kun frister livet ved yderste møje eller trods alle anstrængelser ikke kan opnå en menneskelig tilværelse.

“De første bliver dag for dag rigere, afstanden mellem dens levemåde og de store flertals bliver dag for dag større, dens anseelse og indflydelse i samfundet dag for dag mægtigere. Når man taler om vore dages millionærers og milliardærers uhørt vanvittige bortødslen, så anlægger visse kulturhistorikere overlegne miner og citerer med medlidende smilen over slig uvidenhed et eller andet slet, klassisk værk, der skal bevise, at det i vore dage langt fra går så galt til som i kejsertidens Rom eller blot som i middelalderen, og at misforholdet mellem overdreven rig og yderlig fattig indenfor samme nation tidligere var langt støre end nu.

“Men det er kun lærd humbug, formuer som en Vanderbilts, Baron Hirsch’s, Rothschilds, Krupps o.s.v., formuer på 400 millioner og derover fandtes ikke i middelalderen. I oldtiden kan muligt en despots yndling eller en satrap eller prokonsul, når han en gang grundig have udplyndret en provins eller verdensdel, have ophobet en lignende uhyre rigdom, men den var ikke af lang varighed; den var som de skatte, hvorom eventyrerne fortæller – idag har man den, imorgen er den borte.

“Dens ejer drømte en kort drøm, af hvilken en morders stål, hans herskers forfølgelse eller en brutal beslaglæggelse af hans formue vakte ham; at så uhyre rigdomme gik i arv fra fader til søn i blot tre generationer, eller at deres ejermand kunne glæde sig ved en rolig og uanfægtet nydelse af dem, findes der ikke et eneste eksempel på i hele den romerske kejsertids eller de orientalske rigers historie.

“Og i hvert fald har millionærer og milliardærer tidligere uden sammenligning været langt sjældnere end i vore dage, hvor man alene i England regner antallet af de privatmænd, der ejer mere end fem millioner, til omtrent 800 – 1000, og antallet af dem, hvis formue udgør over en million, i hele Europa – de øvrige verdensdele ikke medregnet – i det mindste når 100.000 og sandsynligvis overstiger dette tal betydelig ((formentlig skal man gange beløbene med en faktor omkring 100 for nogenlunde at kunne sammenligne med nutiden)).

“På den anden side har der aldrig været en sådan mængde fuldstændig besiddelsesløse individer, fattige i den absolutte betydning, mennesker, som om morgenen ikke ved, hvad de skal spise om dagen, og hvor de skal lægge sig til hvile om aftenen. Oldtidens slave og middelalderens livegne var ganske vist fuldstændig besiddelsesløs, da han selv udgjorde ejendommen, men der var dog sørget for hans tarveligste fornødenhder, han fik føde og husly hos sin herre.

“Det nuværende proletariat i de store byer har ingen aner i historien, det er et barn af vor tid. Den moderne proletar er elendigere end oldtidens slave, thi han får ikke sin føde af nogen herre, og har han også friheden forud for slaven, så må man indrømme, at denne hovedsagelig er friheden til at dø af sult. Han har det ikke en gang så godt som den uærlige mand i middelalderen, thi han ejer ikke denne forstødte landstrygers friske uafhængighed, han gør kun sjælden oprør mod samfundet og har ikke den udvej ved tyveri eller rov at tilegne sig det, den bestående ejendomsfordeling nægter ham.

“Den rige er altså rigere og den fattige fattigere end i nogen tidligere historisk periode. Dette gælder også om de riges overmod. Man snakker os stedse ørene fulde om Lucullus’ gæstebud, af hvis affald endnu i vore dage anekdotekræmmere blandt historikere og arkæologer lever; men det skal dog bevises, om det gamle Rom nogen sinde har set en fest, der kostede 400.000 kroner som det bal hos en New-Yorker krøsus, hvorom bladene nyligt bragte meddelelse!

En privatmand, der indbød sine gæster på nattergaletunge-postejer eller forærede en græsk hetære nogle hundredtusinde sestertser, vakte sådan opsigt i Rom, at alle samtidens og eftervenenens satirikere og kronister gentager hans navn, men i vore dage taler ingen om de tusinder og atter tusinder, der giver 200.000 kr for et service af gammelt Sevres eller 600.000 kroner for en væddeløbshest eller i løbet af et år bortødsler en million på et fruentimmer, der er tilfals.

“Oldtidens og middelalderens orgier var et yderst sjældent fænomen, der netop på grund af deres sjældenhed vakte opmærksomhed, og tillige havde denne luxus den skamfølelse at skjule sig indenfor en snæver samfundskreds, så at den arveløse masse slet ikke fik noget deraf at se. Men i vore dage indelukker de riges overmod sig ikke i privathusenes fest- og spisesale, men breder sig med forkærlighed på gader og stræder; de steder hvor deres forargelige yppighed udfolder sig er promenaderne i de store byer, theatre og koncertsale, væddeløbspladserne og badesteder.

“Deres vognspand kører overalt, hvor de kan oversprøjte de barfodede hungrige med snavs, deres brillanter synes først at udvikle deres hele glans der, hvor de kan blænde proletarernes øjne. Deres ødselhed tager gerne journalistiken til tilskuer og søger gennem pressen at blive kendt af de kredse, der ingen lejlighed har til personlig at iagttage de riges evige fester, deres fastelavnsløjer gennem hele livet. Herved bydes der den moderne proletar en lejlighed til at anstille sammenligninger, som oldtidens fattige manglede; millionærernes bortødslen, som han er vidne til, bliver ham en nøje målestok for hans egen elendighed, som derved med mathematisk nøjagtighed bliver ham klar i hele dens udstrækning.

“Nu er imidlertid fattigdom først da et onde, når den subjektiv føles som sådan; derfor forøger millionærerne ved deres ødselhed med uklogt udfordrende åbenlyshed proletarernes lidelser; ved at lægge deres uvirksomme og nydelsesfulde liv åbent for alles øjne vækker de med nødvendighed utilfredshed og misundelse hos proletarerne, og denne moralske gift virker stærkere på deres sind end de materielle savn.

“Nye formuer skabes ved handel, spekulation eller storindustri. Det tilfælde, at en enkelt person ved skæbnens gunst kommer i besiddelse af store rigdomme, idet han f.eks. opdager guldminer, diamantgruber eller petroleumskilder og beholder dem – takket være de herskende ejendomsbegreber – for at udbytte dem til sin egen fordel, kan vi se bort fra, da det er et yderst sjældent undtagelsestilfælde.

“Iøvrigt har disse undtagelser dog teoretisk værd som beviser mod rigtigheden af en anden såkaldt videnskabelig sætning i nationaløkonomien, sætningen om at kapital altid er opsparet arbejde. Hvilket arbejde repræsenterer egentlig en diamant af størrelse som Koh-i-Noor, som en æventyrer i sydafrika finder på jorden og sælger for flere millioner?

En professor i nationaløkonomi er ikke i forlegenhed for svaret: Ædelstenen er ganske rigtig en løn for arbejdet, nemlig for det arbejde, at finderen har bukket sig og taget den op. Den kodificerede videnskab tager imod en slig erklæring med velbehageligt nik og proklamerer teorien reddet, men den sunde fornuft sparker til den pseudo-videnskab, der er opfundet af dumrianer og for dumrianer, og hvis øjemed er at besmykke og undskylde de økonomiske livs uretfærdiheder med vindige floskler.

“Uforholdsmæssig stor gevinst kan også gøres, når det lykkes en enkelt købmand eller en sluttet forening af købmænd at monopolisere en nødvendig brugsartikel, så at køberne kun kan få den af deres hænder og ikke har andet valg end at give afkald på artiklen eller betale den pris for den, som de sammensvorne røvere fordrer. Dog, denne fremgangsmåde ligger ikke længere indenfor den lovlige handels område, men er en voldshandling, som visse landes lovgivning – f.eks. den franske – anser for og straffer som forbrydelse, og fører os til den næste kilde til store formuer – spekulationen.

“Spekulationen er et af de sørgeligste sygdomsfænomener i den økonomiske organisme. De dybsindige vismænd, som finder alt det bestående fortræffeligt, har også søgt at forsvare spekulationen, kaldet den berettiget og nødvendig, ja næsten talt sig begejstrede for den. Jeg skal traks vise disse uforsigtige panegyrikere, hvilket princip de træder i skranken for.

Spekulanten spiller i det økonomiske liv en snyltegæste rolle, han producerer intet, han gør ikke en gang som købmanden en mellemhandlers tvivlsomme nytte, men indskrænker sig til med list eller magt at fratage de virkelige arbejdende mennesker den største del af deres fortjeneste. Spekulanten er en stratenrøver, der med ringe erstatning ligefrem røver producenterne deres varer og tvinger forbrugerne til at købe dem langt dyrere hos sig selv. Det våben, hvormed han som en stimand overfalder producent og forbruger, er dobbeltløbet og hedder “hausse og baisse”. (herefter kommer en længere redegørelse for begrebet, som vistnok bl.a. indebærer, at man sælger noget man ikke har, men som man forventer at kunne erhverve/levere billigt på skæringsdatoen, hvorefter det hedder):

“Alle arbejdere, alle uden undtagelse, må betale skat til spekulanten. Alle vore fornødenheder er forudsete, at brugsgenstande forudkøber spekulationen på kredit og sælger os dem igen – fordyrede så meget som muligt – mod kontant betaling; vi kan ikke spise en bid brød, ikke hvile vort hoved under noget tag, ikke sætte vore sammensparede skillinger i et værdikpapir uden at brandskatte til korn-, grund- og hus- eller børsspekulanten. Den afgift, vi må yde staten, er trykkende nok, men langtfra så trykkende som den spekulationen ubønhørligt pålægger os.

“Man har vovet at forsvare børsen som en nødvendig og nyttig institution. Synker dog ikke dens forsvarere sammen under urimeligheden af deres påstand? Har den da nogen sinde holdt sig inenfor sin teoretiske opgaves skranker? Har den nogen sinde nøjedes med at være det marked, hvor bona fide købere mødtes med bona fide sælgere, hvor ærlig efterspørgsel og ærlig tilbud svarede til hinanden? Det billede, der sammenligner børsen med et gifttræ, er mat og navnlig ufuldstændigt, thi det tydeliggør kun en side af børnsvæsenet, dets virkning på folkets moralske begreb; nej børsen er en røverkule, hvor de middelalderlige rovridderes moderne arvinger huserer og skærer halsen over på de forbigående.

“Ligesom rovridderne danner børsspekulanterne et slags aristokrati, som lader sig rigelig føde af folkets masse; som disse fordrer de retten til at kræve skat af købmanden og håndværkeren, og lykkeligere end dem risikerer de ikke kort og godt at blive hængt, når en stærkere en gang griber dem i lommetyveri. Man trøster sig ofte med, at spekulationen under en krise på een gang mister alt det røvede gods, den i årevis uhindret har sammeskrabet, men det er en smuk drøm, hvormed præstemoralen søger at berolige sig. Selv når en krise tvinger en spekulant til at give sit rov fra sig, så kan den dog ikke ændre, at han indtil da, måske i mange år, har ført en oprørende yppig tilfærelse på bekostning af de arbejdende medlemmer i samfundet.

“Spekulanten mister da måske sin formue, men champagnen, han har ladet flyde i strømme, trøflerne han har slugt, guldbunkerne han har spillet bort ved det grønne bord, de timer han har tilbragt hos sin maitresse, dem tager ingen magt i verden fra ham. Men iøvrigt er en krise kun skæbnesvanger for enkelte spekulanter, ikke for spekulation i almindelighed; tværtimod er kriser store høstfester for spekulationen, lejlighed til massemord på hele den erhvervende og sparende mængde i et folk eller en verdensdel.

“Da åbner storkapitalen sit gab og sluger ikke blot det store publikums velstand, men også den uretfærdige gevinst, de små børsrovdyr har samlet sig, som den ellers godmodig lader lege om sig som løven musen. Store baisser hidføres og udnyttes af storkapitalen; den køber da alt, hvad der har værdi og fremtid, og sælger det, såsnart uvejret er trukket over og himlen atter er klar med uhyre avance til de samme folk, der tidligere har solgt papirerne til spotpris, for atter senere, når nogle års fredelige erhverv har fyldt producenternes periodisk tomme pengeskrin, ved en ny krise at forny den grusomme leg. Finanskriser er simpelthen det middel, hvorved storkapitalen regelmæssigt pumper et folks samlede arbejdsoverskud ind i sit eget reservoir”.

Vi er nu nået til side 182 i Max Nordau’s moralske opsang, som endnu i vore dage er så aktuel og relevant, at dele af bogen for så vidt – mutatis mutandis – kunne være skrevet igår. Men jeg må slutte her, idet jeg henstiller til den ærede læser selv at studere bogen nærmere, der virkelig er meget lærerig.

Jeg vil i et kommende indlæg forsøge at omtale nogle af de resterende 6 titler.

(Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk/ )

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.