Saxo – kulturhistoria för Skåneland m.m.

(10. May 2013, opdateret 13.5.2013) Jeg skal idag tale lidt om nogle af de 5-kroners bøger, jeg erhvervede ved slutsalget i Fiolstræde i Februar måned (omendskønt der allerede er et nyt hollandsk bogudsalg i fuld gang). Som nævnt i sidste indlæg kom en stor del af de mange historiske bøger i februar-udsalget antageligt fra afdøde lokalhistoriker Knud Pranges bogsamling, idet man kunne se hans initialer eller exlibris i mange af bøgerne.

Knud Prange var i en lang årrække leder af lokalhistorisk afdeling ved Københavns Universitets Historiske Institut. Således lyder vistnok den korrekte titel ref. min gode ven, pens. arkivar og historiker J.A., der har kendt Knud Prange personligt bl.a. fra sit virke i det nu flyttede Landsarkiv på Jagtvejen, hvor lokalhistorisk afdeling havde sine lokaler.

Lokalhistorien betegnes som en hjælpevidenskab for “den store historie”, sammen med Knud Pranges øvrige specialer personalhistorien, genealogien og heraldiken. Jeg har tidligere kort omtalt et af hans større personhistoriske arbejder “Bonde af Thy – en standshistorisk studie” (vg se BONDE AF THY).

Vor første titel har dog næppe tilhørt Knud Prange, i al fald mangler hans sirlige initialer øverst i højre hjørne på titelbladet resp. hans exlibris på forpermen, der iøvrigt viser et våbenskjold med slagordet “Drag kun pen”. Våbenskjoldet er så vidt jeg ved en efterligning af et slægtsvåben fra “dansk bondeadel”, nærmere bestemt slægten eller slægtsgruppen Ferke eller Frakki? Knud Prange har vistnok brugt egne slægtsrelationer som udgangspunkt for mange af sine historisk-genealogiske arbejder.

1. TIL EDVARD HOLM – PÅ HANS 80-AARIGE FØDSELSDAG -. Særnummer (“Tillægshæfte”) af Historisk tidsskrift, 8. række, 4.bind.,234 s., 1913, redigeret af Kr.Erslev.

Hæftet vil naturligvis være kendt af mange historisk interesserede, hvilket turde være velfortjent, da man er i godt selskab. Blandt forfatterne kan nævnes: Erik Arup, Louis Bobè, William Christensen, Kr. Erslev, Knud Fabricius, J.A.Fridericia, Aage Friis, Johs Lindbæk, Axel Linvald, M.Mackeprang, P.Munch, Johannes Steenstrup og A.Thiset.

Jeg vil nøjes med at gengive et lille stykke fra Johannes Steenstrup’s 14 sider lange afhandling KVINDENS STILLING I DANMARK I RENÆSSANCENS OG REFORMATIONENS TIDSALDRE (som sædvanligt kan der forekomme et let moderniseret sprog):

“Det kan vist bestrides, at renæssancen i noget eneste land har bragt en forbedring i kvindens retsstilling. Dette gælder lige så meget renæssancens hjemland Italien, som alle andre lande, hvorhen dens indflydelse bredte sig, og lige meget om de var katholske eller protestantiske.

Jeg vil her blot tage eet af de katholske lande i øjesyn: jeg vil fremsætte, hvad en udmærket fransk retslærd udtaler om sit eget land. Glasson siger i sit store værk over fransk ret følgende:

“Kaster man et blik tilbage på udviklingen i det 16. – 18. århundrede bliver det klart, at i politiske og borgerlige rettigheder er kvindens stilling gået tilbage. I middelalderen afveg kvindens borgerlige stilling ikke fra mandens, og i feodal henseende udøvede besidderinden af et len samme suveræne rettigheder som manden. Derfor har man med grund kunnet sige, at middelalderen havde emanciperet kvinden.

“Men både i offentlig-retlig og i privatretlig henseende finder i de følgende århundreder et tilbageskridt sted. Dette er så meget mærkeligere, som netop det modsatte gælder med hensyn til kvindens indvirkning på dannelse og kultur. Siden renæssancetiden har frankrigs kvinder fået en langt mere indgående uddannelse, og de er ofte mere åndsdannede end deres ægtefæller.

“De rent literære saloner i det 17. århundrede bliver til politiske i det 18. årh. Damerne gribes af de forskellige tiders problemer, de beundrer Voltaire og de elsker Rousseau, de bliver hyldede og ærede, men så godt som ingen arbejder på at ændre eller forbedre deres stilling. End ikke under revolutionstidens kampe, hvor der netop af revolutionens mest fremskredne mænd bragtes forslag frem om yderligere at beskære kvindens ret.

“Renæssancen har åbenbart i for stærk en grad været begrænset til en bevægelse inden for dannelsen. Den har i mange henseender grebet for lidt fat om menneskehjerterne, og derfor har den ofte ikke nået at kunne udstrække sin magt over samfundenes videre og jævnere lag”.

2. GAMMELDANSK RET – DANSK RETS HISTORIE I OLTID OG MIDDELALDER. Af Ole Fenger. 1983, 156 sider, paperback i pocketbook format.

På omslaget hedder det bl.a.: “I professor, dr.jur. Ole Fengers utraditionelle retshistorie om lov og ret vises, hvordan reglerne hele tiden skifter. F.eks. maner det til eftertanke, at “staten” og dens magtapparat højst er 300 år gammel, og at begrebet den private ejendomsret er endnu yngre”.

I kapitlet om dansk ret i middelalderen, gengives (fra side 103) en illustrativ fortegnelse over Jydske Lov’s kapiteloverskrifter (ialt 239 kapitler i lovens 3 bøger), hvorefter det hedder:

“Hvad siger denne opremsning om det danske eller i hvert fald det jydske samfund i 1200-tallets første halvdel? Med alle mulige forbehold vedrørende afstanden imellem loven og livet, eller finere udtrykt, om foreskrivende (normative) kilders kildeværdi, så tegnes billedet af et landsbysamfund, hvor landbrug og husdyrhold er betingelserne for overlevelse.

“Der er tale om et kristent eller dog et effektivt kristnet samfund: lovens første sætning lyder således “Et barn skal tage arv, hvis det bliver døbt, og eller ikke.” Denne regel, som findes i alle landskabslovene – og som var gældende dansk ret indtil 1857 – illustrerer bedre end mange ord, at samfundet nu var en menighed, og at en tilværelse uden for denne var utænkelig.

“Kirkens magt over sjælene kan forsøges forklaret ved frygten for udstødelse af kirken; men frygten stak dybere, som gudsfrygt. Hvis ikke vi forsøger at sætte os ind i middelaldermenneskets klippefaste tro på, at fravigelse af den rette vej var ensbetydende med evig fortabelse, forstår vi ikke det middelalderlige samfund og slet ikke dets retssystem. Den, der sværger falsk, har automatisk fordømt sig selv”.

3. HISTOIRE DE L’ANJOU. Af Francois Dornic. 2. udg. Paris 1971. 126 s. i lille pocketbook format.

En morgen for nogle år siden vågnede jeg efter en drøm. All right, det gør man vel i princippet hver morgen, omend man (jeg) som regel husker intet eller kun lidt af nattens drømmerier – hjernens natlige oprydningsarbejde siger man vist?

Den drøm jeg her referer til var imidlertid en af de lidt sjældnere – klar og levende, så man ret tydeligt husker den helt eller delvist i lang tid. Indholdsmæsæsigt er drømmen i virkeligheden meget banal: Jeg kørte rundt, dels på cykle og dels i bil, i et Midtfransk provinslandskab. Grønt og frodigt og ganske fladt. Jeg så bl.a. et landhus beliggende i en have med mange store træer. Jeg så også et vejskilt, men kunne ikke se skriften på skiltet eller har i al fald glemt det.

Som sagt, meget banalt, og jeg formoder, at grunden til at jeg endnu ret tydeligt husker drømmen turde være den glæde og tilfredshed, som jeg følte ved at være der på stedet. Måske kan man sige, at jeg følte mig hjemme netop dér.

Stedet var – og spørg mig ikke hvorfra jeg ved det – men stedet var det nordvestlige, centrale Frankrig. Ser man på kortet, ville jeg sige et eller andet sted indenfor eller i nærheden af trekanten mellem Tours, Orleans og Bourges.

Jeg har forresten kun en eneste gang været i Frankrig, nærmere betegnet et par dage i Paris for 6-7 år siden. I een hensende forøvrigt en lidt pinlig oplevelse: jeg har lært fransk i 4 år i skolen, og klarede mig ret godt. Ja min fransklærerinde gjorde det til en næsten-regel at rose min udtale, så såre jeg åbnede munden: En god intonation, som hun sagde.

Får mig til at tænke på, at jeg ligeledes i gymnasietiden lærte russisk i nogle få timer. Allerede efter 2 timer kom den flinke lærer, der var dansk men opvokset i Rusland, ned og klappede mig på skulderen og roste min udtale. Dog desværre måtte jeg afbryde kurset i utide.

Men et sprogs melodi, “intonation”, er det ikke langt hen ad vejen et udtryk for sprogets sjæl? Og dermed det pågældende folk og lands sjæl? Håber ikke det lyder alt for pretentiøst, men forholdet passer for så vidt måske ret godt overens med mig som den meget intuitive type? Forresten er den franske og den russiske “folkemelodi” vistnok, omend ikke diametralt modsatte, så dog meget forskellige?

Men nu den pinlige oplevelse i Paris. Da jeg gik ud af gymnasiet for mere end 45 år siden kunne jeg uden problemer føre en almindelig samtale på fransk. Så jeg mente jo, men altså meget naivt, at det kunne jeg da sagtens brilliere med nede i Paris overfor min absolut ikke frankofile rejsefælle. Men lo and behold: Da vi stod og skulle bestille en taxa i Paris, kunne jeg jo ganske vist godt åbne munden, men praktisk taget ikke sige et ord på fransk. Lidt dumt, og lidt pinligt.

Tilbage til den lille bog om Anjou. Anjou ligger ganske vist noget mere mod vest end drømmelandet, men smager dog måske alligevel lidt af fisk? Af historiske steder deromkring kan man eksempelvis nævne Chinon (i nabostaten La Tourenne – med Tours – nogle få kilometer øst for Anjou), hvor The Maid of France (la Pucelle d’Orleans, Jomfruen fra Orleans) – Jeanne D’Arc – mødtes med den franske konge Karl 7. i febr. 1429, før hun erobrede Orleans et par måneder senere. Som bekendt blev den 19-årige pige myrdet med koldt blod af de verdslige magthavere og ypperstepræsterne, som antageligt var bange for hendes kunnen. Nice people!

Jeg erhvervede i samme udsalg en lidt større bog om Poitou samt en lignende om Aquitaine, dog til en lidt højrere pris (10 eller 20 kr). Men disse områder ligger ligeledes lidt for vestligt i forhold til drømmelandet. Poitou ligger ret syd for Anjou og Aquitanien igen sydligt i forhold til Poitou.

Her er det nærliggende at nævne en anden stærk kvinde fra den franske middelalder, nemlig Eleonore af Aquitanien. Født omkring 1122 som datter af Hertug Vilhelm 10. af Aquitanien og Poitou blev hun første gang gift med den franske konge Ludvig 7. (Capet), som fik hendes hjemlande, de 2 hertugdømmer, som medgift.

Hun fik dog ingen sønner med Ludvig, hvorfor de skiltes og hun blev gift 2. gang med grev Henrik af Anjou, den senere kong Henrik 2. Plantagenet af England, med hvem hun fik flere sønner og døtre. Henrik var sønnesøn af grev Fulk 5. af Anjou, konge af Jerusalem. Det var greverne af Anjou, der tog gyvelgrenen som slægtsmærke, og derfor kaldtes Plantagenet (planta genista – gyvel plante), og Henrik 2. var den første Plantagenet på den engelske trone.

Eleonore er en af de mange kunst- og kulturinteresserede kvinder fra den europæiske højmiddelalder. Som et lille derhenhørende træk vil jeg gengive et lille stykke fra Laurence Gardner’s bog “Bloodline of The Holy Grail” fra 1996, kap. 17, side 289:

“In 1155 the Jersey poet Robert Wace somposed ROMAN DE BRUT (The Romance of Brutus). This was a poetical version of Geoffrey of Monmouth’s Historia Regnum Britannica fra ca. 1147 based on a traditional notion that civilization in Britain was founded around 1130 BC by Brutus and a colony of Trojan exiles.

“A copy af Wace’s poem, which included the very first reference to the Knights of the Round Table, was presented to Eleanor of Aquitane. In this notable work, Geoffrey’s queen Guanhumara appeared more correctly as Gwynefer (from the Celtic Gwen – hwyfor “fair spirit”), and Arthur’s sword, Calibury, was renamed Excalibur”.

For øvrigt synes Francois Dornic’s lille bog om Anjou at være en ret traditionel historie, begyndende med oldtiden og sluttende i nutiden. Dog vist med hovedvægten på tiden efter renaissancen. Bogen er relativt letlæst, men er dog trods sit omfang ikke rigtig velegnet for undertegnede ringhed som bus- og cafelæsning, da jeg vistnok helst skal have en ordbog ved hånden samtidig. Men det beskedne omfang burde gøre den overkommelig for de fleste franskkyndige. Forfatteren har i henhold til oplysninger på bogomslaget et større historisk forfatterskab bag sig, og jeg er ikke i tvivl om, at man hos ham er i godt selskab.

4. MYTEN OM DRONNING THYRA. Af Leif Ingvorsen, Højbjerg 1988. 78 sider.

Et fortjenstfuldt lille skrift om et emne, som har set flere interessante behandlinger de senere år.

5. KORTFATTET HISTORIE OM DANMARKS KONGER. Af Sven Aggesøn (ved Gertz og Müller), Kh, 1954.

Man må gå ud fra, at denne lille perle er optaget i gymnasiernes pligt-læseplan? Med mindre da den er røget ud til fordel for A Catcher in the Rye, – or something?

Som bekendt kunne danskerne først læse Saxo’s danmarks krønike på dansk fra og med sidste halvdel af 1500-tallet (1575 jf. KABALER m.m.), og Scriptores Rerum Danicarum’s 6 foliobind er endnu i 2013 lukket land for alle de danske, som ikke behersker latinen. Det sideste forhold ville vel svare til, at dele af det gamle testamente endnu var utilgængeligt for det jødiske folk? Altså må vi måske endnu engang spørge os selv: Er vi danskerne et virkeligt kulturfolk?

6. SAXO – KULTURHISTORIA FÖR SKÅNELAND. No. 19 – Essäer. Monitor Förlaget, Vä pr. Kristiansstad, Skåne. Red. og udgivet af Tor Flensmark.

Udgiveren synes at have bibeholdt den svenske tradition med ikke altid at angive trykkeår. Men Knud Pranges sirlige signatur i øverste højre hjørne af titelbladet har tilføjet et ’07. Titelbladet bærer iøvrigt dedikationen: Til Knud – med hälsning – Vännen Tor.

Denne for de fleste danske antageligt aldeles ukendte årbog kan vist godt siges at være et must for interesserede i Skånes danske historie. Forfatteren er lokal- og personalhistoriker som lægmand. Dette hæfte synes at være sprængfyldt med gammel og ny viden om Skånelandenes historie, topografi og personalhistorie. Så skynd jer at kontakte Tor Flensmark i Vä og bestil årbogen!

Der er ialt 16 bidrag i dette nummer, blandt hvilke kan nævnes:

– Riddaren och gälkaren Tue Galens frälseuppror i Skåne år 1377 mot drottning Margrethe av Danmark.

– Kristianstad i litteraturen.

– Ture Turesson (Bielke) riddare, allmogenslaktare, överlevare.

– Orostider på Bornholm 1645 och 1658 – två episoder.

– Herulerne – en uppdelad stam.

– Mogens Hack i Häckeberga – frälseman och skattebonde.

– Ve de besegrade – Om snapphanetiden och seklet då Skåne blev svenskt – Ny bok.

Man får let det indtryk, synes jeg, at man helst skal til Sverige for at finde egentligt nyt om middelalderlige danske personer og forhold?

7. WILHELM DER EROBERER – HERZOG DER NORMANDIE – KÖNIG VON ENGLAND. Af David C. Douglas. München 1980, 541 sider. Oversat fra den engelske udgave fra 1964.

Det er jo næsten utroligt, at man kan få så indholdsrig og seriøs en bog for en flad femmer. Jeg bemærkede bogen allerede tidligt i det pågældende hollandske udsalg – som vistnok typisk strækker sig over næsten 3 måneder? – men lod den heldigvis stå. Antageligt af samme årsag som alle andre, nemlig at bogen er på tysk. Ikke fordi jeg ikke behersker det tyske tilstrækkeligt, men jeg vil jo naturligvis helst læse bogen på originalsproget.

Men her er virkelig tale om et umiddelbart tillidsvækkende arbejde. Bl.a. er der over 75 sider noter bag i bogen tilligemed kort, slægtstavler og register. Det er en fornøjelse at læse i bogen, og jeg ved dårligt hvor jeg skal bestemme mig for en lille snip som smagsprøve.

Men tillæg C omtaler ægteskabet mellem Wilhelm og Matilde af Flandern. Matilde var faster til danmarks dronning Adele, Knud den Helliges hustru, og forfatteren skriver side 399 bl.a.: “Som man ved, var ægteskabet mellem Wilhelm og Matilde meget lykkeligt og også frugtbart”. Jeg er ikke klar over, om der vides noget om, hvordan Adela og Knud havde det sammen.

Såvidt 5-kroners bøgerne. Men foranlediget af Steenstrups ovenanførte omtale af middelalderens kvindekultur samt de 2 forannævnte franske middelalderkvinder, vil jeg slutte med at tilføje et par oplysninger om yderligere 2 – 3 kvindeskikkelser fra den europæiske højmiddelalder. Personer, som antageligt nu er helt ukendte for næsten alle danske?

8. Elisabeth af Ungarn (den Hellige Elisabeth, hed vist Ezebeth på Ungarsk?). Ungarsk prinsesse, f. 1207 og gift landgrevinde af Thyringen, d. 1231. Tysklands nationalhelgen, blev fejret med pomp og prag over hele Tyskland på hendes 800-årsdag i 2007. Kendt, ja i sit eget fyrstehus vistnok nærmest berygtet for sin uegennyttige hjælpsomhed.

Fra hende stammer “de kunst- og kulturinteresserede landgrever af Thyringen og Hessen” (Louis Bobé). Mange har hørt om Sangerkrigen på Wartburg i 1206/7, en af Landgreverne af Thyringens residenser. Specielt det danske kongehus har et utal af slægtsforbindelser til landgreverne af Hessen. Og man vil da vist også skulle lede længe efter en mere kunst- og kulturinteresseret dronning end danmarks Margrethe 2.?

9. Birgitte af Vadstena (den Hellige Birgitte). Den svenske seerske, f. o. 1307, d. 1373. Af aristokratisk familie. Hun havde en skarp 6-sans for godt og ondt. Hun skal engang som barn have nægtet at hilse på nogle af hendes forældres gæster, fordi som hun sagde: Jeg kan ikke lide dig, for du slår din kone!

Om hun har efterkommere i Sverige og Danmark ved jeg ikke, men formodentlig har hun. Hendes søster Katarina (de 2 søstre blev gift med 2 brødre) har vistnok mange efterkommere også i Danmark.

10. Dronning Irene af Swaben. Kejlserlig Byzantisk prinsesse, f. o. 1172. Hendes oldemor Theodora Komnena var søster til den begavede Anna Komnena, forfatteren af ALEXIADEN (efter sin far kejser Alexios) fra det 1. korstogs tid. Hun blev gift 1197 med Philip af Swaben, tysk konge til 1208.

Samtiden tillægger hende dyd og skønhed, Walther v. der Vogelweide (bl.a. kendt fra Sangerkrigen på Wartburg) kalder hende “en rose uden torne, en drue uden galle”. Hun har mange nulevende efterkommere, bl.a. danmarks dronning Margrethe.

Nogle af de ærede læsere har måske undret sig over, at jeg ynder at oplyse hvad jeg ved om hvorvidt denne eller hin kendte historiske person fra middelalder eller oltid har nulevende efterkommere – hvadenten blandt kongelige eller aristokrater eller hos Per og Poul og Maren i kæret (der er mange tusinde ganske almindelige danske med aner i fyrstelige kredse, ja måske stammer de allerfleste danske i virkeligheden fra Gorm den Gamle? En fremtrædende engelsk genealog og matematiker (forgot his name, sorry) hævder, at alle englændere stammer fra Karl d. Store. Men at kun rel. få kan påvise en sådan anerække, denne påvisning er som han siger “the game of genealogy).

Men altså, hvorfor belemre den ærede læser med min viden i så henseende?

For det første er det politisk ukorrekt, og derfor i sig selv interessant.

For det andet er der så godt som ingen, der har nogen som helst viden herom.

For det tredje kan man være HELT sikker på, at ingen elev nogensinde lærer noget som helst herom i vore skoler og læreranstalter (igen må vi beklageligvis drage en for vi danske negativ sammenligning med vore jødiske verdensborgere. Jeg er ganske overbevist om, at det for så godt som alle jøder er en æressag at påvise en afstamning fra Kong David, samt at holde helt styr på anerækken – det er ial fald ikke noget man forsøger at holde skjult for sine landsmænd). Og dog ville det være med til at gøre historien mere levende og nærværende for de fleste elever.

For det fjerde kan det være sværttilgængelig viden.

Og for det femte i en slags exasperation: Danskeren af idag mener vistnok at være i æterhavet frit svævende entities, som ingensteder kommer fra, men som alligevel mener at skulle et sted hen. Eller sagt anderledes – man mener ikke man har nogen forfædre, men tror alligevel man får efterkommere – hvordan kan det lade sig gøre? Eller – man er ligeglad med hvordan forfædrene var, ergo må man også være ligeglad med hvordan efterkommerne bliver? Eller, eller?

————————

En herværende fotohandler viste mig idag et sovjetisk mellemformatkamera KIEV 88, som kunne erhverves til en billig pris, nærmere bestemt 500 kr. Det viste sig at være for stor en fristelse for undertegnede, hvorfor jeg købte kameraet. Det er komplet med 80 mm normalobjektiv og 6×6 cm magasin til 120 rullefilm. Faktisk ret pænt og velholdt og med flere nette detaljer:

Søgerluppen er så hensigtsmæssig, at jeg kan bruge den uden briller, måske en lille ting men ret vigtig. Focuseringen synes at være spot-on på uendelig, hvilket ingenlunde er en selvfølge ved mellemformatkameraer, i syndelighed hos Rolleiflex-typerne. Focuseringen går tilmed blødt og behageligt. Der er spaltelukker, så man i princippet kan bruge mange uoriginale, billige objektiver, f.eks. forstørrelses-objektiver. Forudsat man kan finde en egnet montering.

Jeg har endnu ikke haft en film i kameraet, men jeg vil bestræbe mig på at følge op med en lille report senere.

Update 13.5.2013. Jeg har nu haft lejlighed til at kigge lidt mere på KIEV-kameraet og kan i.t.v. oplyse:

A. De lange lukkertider funger p.t. slet ikke, d.v.s. lukkeren åbner overhovedet ikke på tider længere end 1/30 sek. Øvrige tider ser umiddelbart ud til at køre pænt. Jeg vil forsøge at finde ud af hvor langtidsværket (hemværket) sider, og i givet fald forsøge at rense med lidt rensebenzin resp. smøre med lidt grafitpulver. Sidstnævnte plejer at være et rent vidundermiddel for gamle lukkere.

B. På et tidspunkt i aftes kunne jeg ikke afmontere objektivet fra kamerahuset. Det viste sig, at en lang pal inde i kamerahuset, som påvirker springblænden i objektivet havde flyttet sig p.g.a. en løs skrue. Efter retablering og stramning af skruen er problemet tilsyneladende løst.

C. Rullefilmskassetten er ganske vist lystæt, men iøvrigt desværre defekt, da den ikke transporterer filmen. Umiddelbart vil jeg formode, at det vil vise sig at være et mindre mekanisk problem, men det kræver, at jeg tager “låget” af kassetten. Nærmere følger.

Men forøvrigt er jeg meget tilfreds med hus og objektiv. Huset har en behagelig, vibrationsfri gang, omend sådan et stort, rent mekanisk kamera fra o. 1980 naturligvis støjer en del ved eksponeringen. Jeg mener der kan være tale om en overgangsmodel, idet kamerahusets nummer begynder med 80xxxx, og KIEV 88 efter hvad jeg har set skal være kommet på markedet netop i 1980.

Prisen på 500 kr. må vel siges at have været forholdsvis rimelig, såvel for fotohandleren som køber, såfremt altså køberen selv kan bruge en skruetrækker! Det ser ud til, at man kan erhverve et pænt eksemplar – men uden garanti – for omved 750 kr på eBay-USA, men må betale næsten det dobbelte i Tyskland.

Update 22.5.2013: Jeg har nørklet lidt mere med min Kiev 88 med følgende resultat.

Det har vist sig, at lukkerens hemværk / langtidsværk et delvist lettilgængeligt, idet man kan se dele af det, når man afmontere objektivet og kigger ind i huset. Hemværket ligger nederst til højre, set forfra. En par dråber olie på hemværkets hovedaksel (?) havde en overraskende positiv virkning, således at alle kameraets lange lukkertider (d.v.s. fra 1/15 sek til 1/2 sek) synes at køre OK.

Derimod havde grafitpulveret ingen som helst virkning, jeg mistænker det hænger sammen med, at hemværkets uro er udformet på en anden måde end normalt. I det her tilfælde er der vist tale om et vingehjul, som skal hæmme urværkets forløb med inerti og luftmodstand? Modsat den sædvanlige udformning af en uro, som vi tildels kender det fra et armbånds- eller stueur.

Derimod afslørede en nærmere inspektion, at alle de hurtige tider (fra 1/125 til 1/1000) overhovedet ikke kan bruges, idet lukkeren i disse tilfælde kun åbner delvist.

Så efter moden overvejelse mente jeg alligevel det var lidt for mange mangler og besluttede at returnere kameraet. Hvilket hænger sammen med, at jeg ikke har nogen idé om, hvordan de hurtige tider evt. vil kunne justeres.

Men da jeg troppede op hos velbemeldte fotohandler havde man i mellemtiden fundet en prismesøger med lysmåler samt et ekstra magasin, og således kom det sig, at jeg alligevel lod mig overtale til at beholde kameraet, idet jeg fik de to stk. tilbehør oven i handelen.

Nærmere om en evt. lukkertids-justering følger.

Update 25.12.2013: Har desværre ikke kunnet finde en reparatør til at foretage den nødvendige lukkertidsjustering, så kameraet er i.t.v. lagt til side.

—————————

Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk/

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.