Små mirakler samt hyldest til antikvarboghandleren

(18.aug. 2013) For nogle dage siden så jeg i forbifarten en bogtitel på antikvariat.net, som jeg mente evt. kunne være interessant. Bogen skulle befinde sig i Paludans Antikvariat i Fiolstræde, og således kom det sig, at jeg i onsdags atter befandt mig i Paludans minderige kælder.

Jeg tror ikke, jeg har købt mere end højst et par bøger hos Paludan’s de sidste 5 år eller mere. Men ekspeditionen er nu flyttet tilbage til det kælderlokale, hvor tidligere også gamle hr. Paludan residerede, og det nuværede elskværdige personale forklarede mig beredvilligt, hvor jeg skulle søge bogen, som ganske vist ved nærmere eftersyn viste sig at være uinteressant.

Men jeg måtte jo naturligvis efter den lange pause benytte lejligheden til at browse lidt i reolerne, og på en af hylderne med Nordens historie var der idag mirakler. Der stod nemlig det femte og sidste bind af Fr. Rühs’ SVEA RIKES HISTORIA – från de äldsta tider till Konung Carl 12.s död, fra 1823.

Det forholder sig sådan, at jeg for en måneds tid siden erhvervede de 4 første bind af værket på Vangsgaards nu lukkede udsalgssted i Arnold Busck’s gamle butik for siger og skriver 20 kr bindet. Så jeg gav gerne 120 kr for det manglende 5. bind, som oven i købet ikke blot var i samme type halvlæderbind som de første 4 (eller rettere 3 bind, idet de første 2 bind er indbundet i 1). Men ydermere viste det sig, at det her omhandlede 5. bind oprindeligt har hørt sammen med mine allerede erhvervede! Det bærer nemlig samme ejerangivelse som de øvrige (vistnok Hans Roth Hansen, men svært læseligt).

Forøvrigt kan man se, at værket må være blevet amputeret for adskillige år siden, idet der i 1. bind med blyant er skrevet en pris på 48 kr for “bind 1-4 af 5”. Skriften kunne muligvis godt stamme fra et lille antikvariat på Gl.Kongevej, hvis navn jeg ikke i øjeblikket kan huske, men som er lukket for mindst et årti siden. Så denne genforening kan vel godt kaldes et vaskeægte, lille mirakel?

Jeg har iøvrigt ikke kunne finde Friedrich Rühs’ fra Greifswald opr. på tysk affattede sverigeshistorie i mine leksika. Men den smule jeg indtil videre har set tiltaler mig, hvortil kommer, at jeg i almindelighed hellere læser ældre historikere frem for de nye, vistnok ofte lidt rigeligt politisk korrekte forfattere.

Men lad os blive lidt ved de mere eller mindre mirakuløse bogfund. Ved slutsalget i Arnold Busck’s ovennævnte, nu lukkede butik købte jeg et par poser 5-kroners bøger. Bl.a. LÆSNINGENS GLÆDE i 2 (tildels uopskårne) bind. Værket er udgivet af Den Danske Antikvarboghandlerforening i 1960, og indeholder ialt 69 bidrag af forsk. kulturpersonligheder. I mit eksemplar står på forbladet “Til Boman fra Redaktør Bagger”, og har som sagt næppe været læst. Hermed et par smagsprøver fra den ikke uinteressante samling.

Et par af bidragene er relevante i vor sammenhæng. Første smagsprøve (som jeg i lighed med de følgende kun gengiver i udtog, her i min oversættelse fra svensk) er af den svenske forfatter Eyvind Johnson, og hedder BOKEN SOM GÖMDE SIG.

“Bøger kommer ganske ofte til én just når man synes, at man har brug for dem. Det er, som om de havde ligget og ventet et eller andet sted og så pludselig i rette øjeblik stikker hoved – eller ryg – op og siger: Her er jeg, værsågod!

“Undertiden indtræffer altså underverker også på dette område. Det er hændt mig ved nogle tilfælde – som jeg betragter som særligt heldige! – og jeg skal her fortælle om et af dem:

“Gennem nogle år syslede jeg med studier i den oldgræske verden. En af de bøger, jeg skrev med emner herfra, kom til at hedde MOLNEN ÖVER METAPONTION. Jeg læste ret længe og ganske meget om emnet, som jo er de titusind helleneres tilbagetog fra Kunaxa op til Sorte havet i slutningen af 400-tallet f.v.t. Jeg havde læst Xenofons tilgængelige værker ret flittigt og en hel del andet, som havde med hellenernes tilbagetog at gøre, f.eks. geografisk litteratur.

“Men på et tidspunkt i løbet af arbejdet, som gik for sig i næsten tre år, opdagede jeg, at jeg nok burde læse en saglig skildring af hele toget, skrevet af en officer; altså en nutidig fagmands bedømmelse af Anabasis.

“Jeg læste tyskeren Hofmeister, men mente ikke han gav mig de oplysninger, som jeg troede at behøve. Derimod vidste jeg, at der fandtes en fransk bog af en officer, som muligvis skulle være den rette. Jeg vidste at den var udgivet på Berger-Levraults forlag i Paris 1913.

“Jeg havde læst citater fra bogen og i den øvrige litteratur ikke sjælden mødt henvisninger just til den bog, som var en “commentaire historique et militaire” til Xenofons hele tekst med geografiske og millitære kommentarer og kort.

“Jegt ville eje bogen, da jeg vidste, at jeg ville have brug for den i et eller to eller tre år. Først søgte jeg i Stockholm og Uppsala og nede i Lund, men intet spor af bogen. Herefter skrev jeg til venner i Frankrig, og de søgte men fandt den ikke. Ved en lejlighed søgte jeg selv bogen i antikvariater i Paris, og samme år i Zürich og senere i Rom; men det var en i særdeleshed godt gemt bog!

“Jeg havde lyst at stille mig op et eller andet sted og råbe: Men så kom dog frem! Nu har jeg ventet tilstrækkeligt længe!

“Et forår rejste jeg ned til København for at arbejde (på en anden roman) en ugestid. Jeg boede på et roligt lille hotel lige ved Løvstræde. Jeg pakkede min taske ud, stillede skrivemaskinen frem på bordet, lagde mine papirer og noter i skrivebordsskuffen og et bundt skrivepapir i en anden skuffe og gik så ud og tog mig en lille spadseretur i det vakre vejr – det var netop i de dage hvor bøgen springer ud.

“I Løvstræde standsede jeg op og så på et antikvariatsvindue. Dér lå bogen. VOILÀ! sagde den. Jeg besvimede ikke, men gik ind og købte bogen, som kostede 18 kroner. Den ligger på mit bord nu når jeg skriver disse linjer”.

Næste stykke “Tilfældigheder” er af borgmester Paul Fenneberg, og lyder (ligeledes kun i udtog):

“Det vil være ganske uinteressant for offentligheden at høre om, hvordan jeg har bygget mit bibliotek op ved tusinder af besøg hos antikvarboghandlerne, allerede fra 3-4 år før jeg blev student.

“Men morsomt i denne sammenhæng kunne det måske være at berette om mine store anstrengelser i slutningen af 20’erne for at erhverve den sidste bog, der manglede i, at min samling af lærebøger i det danske sprog for udlændige ville være komplet.

“Emnet havde interesseret mig længe – og til den rent faglige interesse kom hos mig også samlerens ønske om at se et bestemt emne repræsenteret så komplet som muligt.

“Jeg havde længe været på jagt efter: “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache – gedruckt zum Gebrauch der königlichen dänischen truppen und andrer Liebhaber”, Hamburg und Glückstadt, 1773.

“Sprogvidenskabeligt havde bogen mindre værdi, men jeg havde – så vidt mig bekendt – samtlige lærebøger i dansk på fremmede sprog. Men manglede denne ene.

“Stor var min glæde, da jeg fandt den i et auktionskatalog. Endnu mere glad blev jeg på auktionsdagen, da ingen af bøgerne i den stakkels sprogmands efterladte samling havde synderlig interesse blandt det fremmødte publikum. Gang på gang faldt hammeren ved 50 øre, og gang på gang blev 2, 3, 4 og 5 numre slået sammen til 1 kr. Jeg så min chance for at erhverve bogen inden for et beløb, der stod i forhold til mine midler.

“Da “min” bog kom på bordet – forøvrigt i en temmelig miserabel forfatning, bød jeg 50 øre, en anden bød 1 kr, jeg bød 2 kr, og sådan gik det nogle øjeblikke.

“Jeg blev hurtigt klar over, at den der kappedes med mig var den antikvarboghandler, der havde det privilegium at sidde ved siden af auktionarius en face til publikum. Han fortsatte med at byde. Da vi passerede 50 kr (i dag ca. 2500 kr?) for den uanseelige bog, begyndte folk at holde op at tale sammen og kigge på os. Vi passerede 75 kr. Mine bud blev tøvende. Efter 100 kr var jeg meget længe om at sige 105 kr og da den anden bød 110 kr var vi så langt på den anden side af det beløb, jeg kunne undvære til dette formål, at jeg gav op.

“Det var første gang, jeg havde været ude for at deltage i en af de dueller, som jeg ellers ofte havde overværet som passiv tilskuer. Jeg havde i så høj grad tabt humøret, at jeg glemte at byde på det, der jo ofte er en bogsamlers sidste farvel til denne verden, – en kasse med diverse. Den gik for 1 kr (i dag omkr. 50 kr?) til en kendt antikvarboghandler.

“Først lidt senere fik jeg mig taget sammen, og selv om jeg ikke havde fået lejlighed til tidligere at se ned i denne kasse med diverse, havdee jeg gerne villet købe den, fordi jeg så ofte tidligere var blevet glædeligt overrasket, når jeg kom hjem og gennemgik det erhvervede. Jeg gik efter auktionen hen til antikvarboghandleren og spurgte, om jeg måtte købe kassen af ham.

“Han sagde hertil: “Ja, jeg har ganske vist ikke set i den, men vil De give mig 5 kr, er den Deres”. Jeg købte den af ham, og et par aftener senere sad jeg hjemme for at gennemgå bøgerne og som sædvanlig kassere en del. Der var vel en halvanden hundrede. Mange ukomplette og mange tidsskrifter.

“Da jeg var nået godt halvvejs igennem, så jeg en pæn lille bog af lidt ældre dato i særdeles velbevaret stand med gammel læderindbinding. Hvad det var for en bog? “Wesentlicher Unterricht zur Erlernung der dänischen Sprache”, 1773.

“En ren tilfældighed. Man skal vogte sig for at generalisere, men glæden over en sådan tilfældighed kan ingen tage fra én”.

Også den norske forfatter Johan Borgen har en sjov historie om en tilfældighed i “Et tordenvejr” (her ligeledes kun i uddrag):

“Kanskje jeg kan få lov å fortelle om den gang jeg mistet H.C.Andersen? Det var på en såkalt plage (strand) i Bretagne, på den side af Bretagne jeg tillater meg å kalle dryppet under nesen. Hvis man ser denne herlige halvø som en hovmodig nese ut i havet, danner der seg uvilkårlig et mindre stolt fysiognomi omtrent der hvor man tenker sig mustasjen. Små groper og fjorder og sund. Og lange, myke sandstrender med grågul sand.

“Det var september og stor “saison”. På stranden kom rike folk som bodde dyrt, og de ikke fullt så rike, som bodde dyrt af den grunn. Og så kom DE, og så kom DE, og så kom f.eks. jeg, som hadde en sykkel skjult i buskaset. Det var i de dager man reiste rundt med bøker man var glad i. Mine to bind Andersen var med gullsnit og Vilh. Petersen. Dyndkongens Datter sto nettopp da høyt i kurs. Jeg ferdedes nødig noe sted uten Dyndkongens Datter. – og H.C. han ble borte i sanden.

“Hvordan? Ja, visste man det – så var den jo ikke blitt vekk! Man snakker om å lete efter en nål i et høylass, jeg har aldri gjort det, men min fantasi sier meg at det må være ubehagelig, især hvis man fant nålen. Men på en sandstrand av nærmere en mils lengde? En yndig buet sandstrand i uopphørlig sol, med havet som et kjærtegn af silke mot lys ved dag og ved natt – å finne en bok? Gullsnitt – akk hvilket gull på et bind kunne ta kampen opp med dette nådeløse lys?

“Skal jeg skildre hvordan jeg savnet min bok – all min sorg? La meg springe til optimismen, den nådeløse optimisme, som alltid griper den som har mistet noe. Først leter man her, så der, så her igjen. Siten leter man der. Av en eller anden grunn går mennesker som har mistet noe alltid ut fra, at de var blinde sist de lette her eller der.

“Så springer vi til neste trinn – stadig optimisme. Hverken her eller der? Så begynner man å tenke. Jeg tenkte: Stranden. Det var ennu dag. Jeg gikk der ned. Jeg lokaliserte området med en kvadratkilometers nøyaktighed, siden med ca. en kvadratmeters og gikk derpå ned til millimetre, hvorpå jeg utvidet til et område af størrelse som et middel dansk amt.

“Jeg lette. Der satt noen aktverdige mennesker, to generasjoner, surmulende svigersønn som man ser dem i Frankrike, parasoll og det hele. Jeg spurte på mitt fransk om de ville flytte litt på seg, bare et øyeblikk. De ikke alene flyttet, de flyktet redselsslagne. Bare svigersønnen satte seg til motverge, idet han tok meg for en araber på grunn av min mørke nordiske hudfarve og mitt merkelige sprog. Andersen! sa jeg og viftet nedstemt med armene. Lensmannen fikk det referert som mordforsøk.

“Jeg siktet fra et ensomtstående tre av ukjent opprinnelse. Det sto oppe i bakken, ovenfor plagen. Jeg mente bestemt å ha sett dette tre da jeg la meg til hos Dyndkongens Datter. Siden fant jeg et lignende tre et helt annet sted. Det stod også oppe i bakken, i nøyaktig samme avstand. Også der grov jeg lenge i synkende sol. Noen barn hadde bygget borger av romersk tilsnitt. Jeg demolerte dem. Barna sprang tilhavs og såes aldri siden. Jeg var kommet i det paniske stadium.

“Kan det være så meget om å gjøre med en bok – en enkelt bok i hele verden? Kanskje ikke nuomstunder. Der er blitt så mange. Men den gang. Dessuten lå det andet bindet ensomt i mitt beskjedne losji og stirret bebreidende på meg hver gang jeg kom inn efter forgjeves leting. Men litt efter litt gikk det jo opp for meg at denne sandstranden var meget lenger enn jeg fra først av hadde forestillt meg. Det var heller ikke så sikkert at jeg hadde ligget hverken her eller der da den forsvant.

“Kort sagt: jeg ga opp. Når man resignerer slik, skjer det i små rykk, inntil resignasjonen blir nesten total. Nesten. Litt blir der igjen. Også døde venner glemmes. Men de er der.

“Indtil noe hendte. Det skrekkeligste tordenvær noe menneske kan ha opplevd.

“Uværet fant meg under veis til nabobyen Loctudy, hvor jeg skulle se efter et pengebrev, man påstod å ha sendt meg dit. Det var en het dag med røde farver tilhavs, som på et maleri av Turner. På få minutter skiftet det røde til blåsort, så til sort. Havet suste varslende. Min vei gikk langs havkanten, godt og vel en mil å gå. Jeg hadde allerede flere ganger svalet meg i bølgerne da været brøt løs. Alt kom på een gang ut av det buldrende mørke: storm, regn, lyn. Himmlen var i sannhed åpen. Der var all grunn til å tale om Guds vrede.

“Plutselig oppdaget jeg at det var meg personlig vreden var ute efter. Jeg fikk se det på den måten at ett av de mange kulørte badetelt langs stranden ble ramt av lyn. Straks efter, ett till! Min siste rest av fornuft sa meg, at jeg var det eneste fenomen i en halv mils krets som raget opp fra stranden, bortsett altså fra disse teltene, som falt som korthus.

“I neste øyeblikk lå jeg flat. Ingen fornuft lenger, bare skrekk. Lyn og borden gikk i ett. Luften var like meget hav som havet. Jeg lå i hvit panik og grov som en muldvarp i den hårde sand; øynene lukket, kroppen i krampe av redsel – bare fylt av en idiotisk trang til å komme i skjul.

“Siden – ja, man har naturligvis gjettet det! Det er av den slags man generer seg litt for å fortelle, for det lyder ikke sant. Men sant er det likevel – så får man tro meg eller ikke! Da Ragnarok var over og Jorden tross alle makter sirklet uanfektet i sin bane, da satt jeg oppreist i havkanten med H.C.Andersen i gullsnitt.

“Noe medtat var den, men ikke verre enn sin eier. Jeg brettet boken varsom opp og lot solen spille på side efter side. Den milde bris som fulgte stormen rørte bladene, disse silketynne blade med den fine, tydelige trykk. Vi lå til tørk vi to. Om pengebrevet var kommet? Jeg husker det virkelig ikke. Jeg husker at jeg gikk lykkelig til Loctudy, født på ny i redsel under vreden. Solen gnistret i bindets røde gull”.

Efter at have hørt om denne ligeså morsomme som usandsynlige ferieoplevelse må vi hellere forlade de mere eller mindre mirakuløse tilfældigheder! Så her følger et udtog af en sød lille historie af forfatteren Karen Aabye:

“I mange år havde jeg fra mit redaktionskontor på Berlingske Tidende udsigt til en ældgammel husgavl, der endte i en række af meget lave kviste. Gavlen var bindingsværk, opført efter branden i 1728. Med fuldendt charmende skødesløshed var et par vinduer sat ind i gavlen, og bag et af disse hændte det, at en kvinde kom tilsyne. Ansigtet fyldte hele vinduesrammen ud, hærget, forsømt stod det der, i lange tider urørlig.

“Om jeg havde set ansigtet på en krop nede i Pilestræde, ville jeg måske næppe ha ænset det. Men her fangede det mig i så stærk en grad, at det kunne forekomme, at jeg så det når det vitterligt slet ikke var der. Egentlig mindede ansigtet om en amerikansk chock-plakat, der tjener til advarsel for drukbilister.

“Hvorfor mon jeg nævner dette kvindehoved? Det er urimeligt. Det har intet iøvrigt med min beretning at bestille. For det er kvisten jeg vil fortælle Dem om, den kvist der ikke havde været beboet sålænge jeg havde haft min plads i kontoret. Intet menneskeligt væsen kom til syne bag de to små vinduer, der forøvrigt aldrig var lukkede. Aldrig nogen sinde. Gården hvortil de vendte var en skakt; ingen synderlig træk var mulig, og dette var vel grunden, hvorfor disse løsthængende vinduer ikke længst af ælde og alskens vejr var blevet flået af deres hængsler.

“Nu svingede de på deres kroge frem og tilbage fra forår til vinter og igen til en ny april. I kvistens vindueskarm lå en gammel tyk bog, opslået. Den så meget gammel ud, det kunne jeg se fra min rude. Indbindingen forekom solid, et mørkebrunt hylster som gjort af pergament eller kalveskind med årenes patina. Kan hænde det blot har været shirting.

“Jeg elskede den bog. Når vinden smøg sig ned i gårdens trakt og lod vinduerne blidt svinge frem og tilbage nåede trækken den gamle tykke bog, hvorpå den vendte sine sider. Et væsen, usynligt for den hele verden, læste i min bog deroppe på kvisten. Blad efter blad vendtes. Undertiden bladede man den modsatte vej for endnu engang at erindre sig en passage, det var vel værd at føre med sig.

“Hvad gjorde det, at læseren ikke fandtes deroppe? Han var der dog. I skiftende forklædninger og med ansigtstræk, ulige fra dag til dag. For det er sådan, at to og to er ikke altid fire. —

“Hvad er det du står og ser på? Han kom altid lydløst og stod pludselig ved siden af mig. En kollega på besøg fra et provinsblad. Jeg burde ikke ha svaret ham. Jeg sagde:

“Det er bogen deroppe. Hvad er det for en bog? spurgte han.

“Ved det ikke, sagde jeg. Men den har været der altid — og som du ser, så læses der hver dag i den. Mest når det blæser….

“Han fattede ikke, at jeg havde kunnet lade bogen være i fred.—

“Den følgende dag var bogen borte. Jeg bryder mig ikke om at vide, om han er synderen. Den gamle gavl er længst nedrevet. Kvinden bag den altfor lille rude går muligt ad veje der ikke lader sig efterforske. Men den gamle bog har utvivlsomt endnu sit stykke levende liv i behold. Men aldrig kan det blive mere levende end dengang den usynlige læser vendte bogens blade”.

Meget muligt er de 2 bind LÆSNINGENS GLÆDE tænkt som en hyldest til danske antikvarboghandlere. Derfor lidt af forfatteren Kjeld Elfelt’s af og til ganske vist lidt ironiske hyldest, som han kalder “Salut for – og til – antikvarboghandlerne” (også her kun i udtog):

“I mine landlige drengeår boede jeg en sommer hos en gæv og driftig bondekone, der holdt grise og holdt af grise. Jeg beundrede hende barnligt, for hendes kærlighed var så stor, at slagteren, i hendes øjne, var djævelen. Når tiden var inde og flæsket modent, måtte de kære husdyr jo afsted, for dels havde hun lige så lidt mod en spareskilling til lergrisen som hun nærede afsky for en god mørbrad på panden eller en skank i suppen.

“Men Johannes V. jensen – sådan hed slagteren – foragtede hun, oprigtigt og af et uforfalsket sind, eftersom det var ham, den brutale knivstikker, der tappede livet af Putte og Pelle, hvis familiære stilling i mange lykkelige måneder havde været lige så hjertelig som sønners og døtres.

“En så belærende hverdagshistorie har megen praktisk anvendelighed. For er ikke bogsamlerens bøger bondemors grise og antikvarboghandleren slagteren med den bloddryppende kniv? Og kan man ikke elske bøger så højt, at man må hade folk, der tusker med dem, som var det jern og gamle klude?

“Jeg har altid holdt af bøger, nej, det er kun en helgen, er skjuler og besmykker sine laster: jeg har altid været en slave, en galejslave, af bøger og alskens tåbelige tryksager.

“På et frygteligt tidspunkt i mit liv var bøgernes bjerg ved at tynge mig pukkelrygget. Jeg havde en slem overgang tre københavnske lejligheder fyldt med bøger, stue ved stue, vægge ned og stolper op. I krigsårene havde jeg desuden en lade på landet – en ægte, veritabel boglade – hvor bøgerne hobede sig op, fra gulv til spær, i den vestlige ende, mens køerne muede og heste stampede i den østlige.

“Noget måtte gøres. Skovlen i gang og luft, luft. her kommer antikvarboghandlerne ind i rammen. Med sorg i sindet sendte jeg bud efter en virkelig fagmand, en af dem, der kommer straks og overalt, og hvis vurdering er absolut reel og til dagens højeste toppriser.

“Manden kom straks (da jeg havde ventet på ham i tre dage), og ind skred han i stuerne med en så selvopgivende mine, som gik han de sidste skridt til skafottet. Han smed et strejfblik hen over reolerne; tog en bog ud hist, en bog ud her; rystede på hovedet. Ind i næste rum, en bog ud her og der. Rystende på hovedet.

“Hvor mange bind er der her? sagde han med en så overlegen betoning på ordet bind, at man ikke var i mindste tvivl om, at han mente kilo. Seks tusind, svarede jeg uden at prale. Hm, ja…mere end sådan noget som…som…små tusind kroner kan jeg ikke give. Det er altid sådan med den slags boer, som enken skal have ud af klappen i en fart, at…at det er mest teologi og anden ragelse.

“Teologi? sagde jeg forbavset. Her er ikke stort mere teologi end Bibelen, Det ny Testamente, salmebogen og Olfert Richards Ungdomsliv. Og så naturligvis Voltaires Candide. Næ-næ, mumlede han, hvis De vil have mere, bliver der ingen handel-. Slå til- der er bøger nok, ved De. Nu rystede jeg på hovedet. Og så gik han lige så trist og lige så træt af alverdens teologi, som han var kommet.

“Jeg prøvede en anden, hårdt og sammenbidt. -En førsteudgave af Hans Hartvig Seedorff Pedersen med hans egne rettelser og et håndskrevet digt – Hyben. -Seedorff? Næ-næ. Havde det endda været Sophus Clausen. Eller Kipling. -William Shakespeares samlede værker i Lemckes oversættelse. -Hvem pokker læser Shakespeare nu om dage? Østergaards oversættelse kunne måske-. -Den har jeg også. -Næ-næ, den bliver nok snart nedsat, og så har jeg bare det bras dinglende i reolerne-. Til dommedag.

“-Gustav Wied. Mange af hans bedste bøger i førsteudgaver, dedikation og -. -Dedikation? Betyder intet, i hvert fald ikke for prisen. Kunderne er såmænd ligeglade med det pjat. Gustav Wied er forøvrigt overvurderet, han læses kun af særlinge og tummelumser. -Han har selv bundet dem ind. -Det er da rædsomt (Det var rædsomt!). -Drachmann. Mange smukke komponerede bind og -. -Drachmann. Den døde murer! Næ-næ. Nå, så svævede han også bort, helt spids og hvid i næsen af vrede.

“Det var jo tilsyneladende håbløst, men man må prøve at se de lyse sider også ved en pot tjære, sagde jeg opmuntrende til mig selv. Bi lidt og vær tålmodig. Det var måske både bedre, morsommere og mere indbringende at slide skosålerne ved at gå fra dør til dør? En dag, kort før jul, gik jeg gennem Fiolstræde med en bog under armen. Et bind julesalmer, jeg havde været så letsindig at sende i trykken. Bogen skulle ikke afhændes, men pludselig fór alligevel fanden og sælgeren i mig.

“Jeg ned i en kælder. Dingeling, sagde dørklokken og ud kom herren selv i tøfler. -Vil De købe et bind, smukt illustrerede julesalmer, sagde jeg mandigt. Jeg rakte bogen frem imod ham. Han rørte den ikke. -Julesalmer? -Julesalmer? Hvis folk vil synge den slags, kan de jo kigge i salmebogen. Der står mange flere. -Illustrationerne er af -. -Kender ikke den dame.

“I min fortvivlelse affyrede jeg en vældig kanonkugle (troede jeg), men det var bare løst krudt. Puff og røg. -Ja, men, stammede jeg, den er udgivet og forsynet med lærde kommentarer af Kjeld Elfelt. Meget lærde.

“Hvad? Det er den mest opblæste og uforskammede fyr, jeg kender. Undersætsig, koparret og med pibestemme. Kender De ham? Fræk-. -Nej, sagde jeg. Heldigvis da! -Vær De glad for det. Vi har forøvrigt lige købt hele restoplaget af de dersens julesalmer for ti øre stykket. Bogen kan ikke sælges for en krone. Skidt.

“Med bævende læber opsendte jeg en takkebøn til de himmelske magter, der i deres visdom har sørget for, at bøger ikke også kan lide af spat, snive eller mund- og klovsyge. Ellers havde jeg vel også fået den besked. Men gjorde det noget? Mine stakkels øren havde efterhånden hørt så meget, at de forlængst var faldet af, i selvforsvar.

“Med angst og håb i hjertet listede jeg hjem, lindede døren på klem og kantede et øjenbryn ind gennem sprækken. Havde en barmhjertig tyv bortfjernet restoplaget? Nej. Der lå det endnu og tyngede gulvet med sine ukristelige tons, to tusind otte hundrede gange tyve julesalmer – seks og halvtredssindstyve tusind julesalmer. Jeg var ikke i nissehumør.

“Metoden fra-dør-til-dør duede altså heller ikke. Med mindre man var meget nærbeslægtet med en skotøjsfabrikant, så omkostningerne kunne trykkes betydeligt. Nå, for at klippe en lang pølse kort: Jeg tog fat igen – med en jernernergi, der omsat i trykluft, elektricitet, benzin og gravkøer kunne have bygget pyramider eller gravet en ny Panamakanal. Og efterhånden som tiden skred, kom der også skred i bogbjerget.

“Jeg er – trods alt – den antikvariske stand megen tak skyldig. Den lærte mig tålmodighed og taktik. Den skærpede min humoristiske sans. Den bibragte mig en sund viden om altings intethed. Den lærte mig at smile og skære tænder i samme mundfuld. Den lærte mig ydmyghed.

“Og antikvarboghandlerne styrkede min selvtillid, rankede min puklede ryg. Når jeg i tusmørket stod ved en rude og så, hvor strålende og guldglimrende mine usle, plettede, skæve, ligegyldige og pjaltede bøger var opstået af deres sæk og aske – bare ved at passere en disk – da var jeg stolt over alle de smukke, dejlige, sjældne, dyre og efterspurgte bøger jeg engang havde haft i mit eje.

“Ps. At jeg mener det gravalvorligt med min, måske let maskerede, kærlighed til antikvarboghandlerstanden, er jeg heldigvis i stand til at bevise med tørre tal: jeg tror på sjælevandring; når jeg har været krokodille, grib, igle, ulv og andre glubske rovdyr, vil jeg i min syvogfirsindstyvende genopstandelse blive fyrstelig belønnet og – forfremmet til antikvarboghandler, en gerning, hvortil der kræves talent og ikke mindst nedarvede evner.

“Skulle en særlig sart antikvarboghandler – hvis en sådan findes? – føle sig stødt over disse sandfærdige betragtninger eller synes, jeg lidt for brutalt har sat ham pistolen for pengekassen, så beder jeg ham mindes det gode, gamle, såre pædagogiske ordsprog der siger, at kærlighed og revselse ere trofaste følgesvende”.

Til slut endnu en lille smagsprøve, denne fra den kendte (og vistnok nulevende?) Frederiksbergborger Inge Nørballe’s indlæg “At være antikvarkone”:

“Når man er så letsindig – lad os ikke sige tåbelig – at gifte sig med en antikvarboghandler, så opdager man meget snart, at kun tre ting betyder noget i denne, den skønneste af alle verdener, bøger – Bøger – BØGER!!

“Jonathan Swift skrev engang “bøger er tankens børn”. Lidet anede den brave brite, at antikvaren – let omskrevet – præger hans ord i sit hjertes lønlige kroge: “bøger er mine børn”. Børn for hvilke han villigt ofrer alt, nattesøvn, husfred, formue, ja selv livet tror jeg ham i stand til at sætte ind, blot det gælder en sjælden bog.

“Sent glemmer man det våndefulde skrig, antikvaren udstøder, når han opdager en lille plet på side 127 i en kostbar bog, og sent glemmer man den overlegenhed, hvormed han affærdiger sit eget grædende barns bule i panden med et: “Det går over lille ven, det går over, men se på fars fine bog, den bliver a-l-d-r-i-g rask igen!”

“Ganske interessant er det at blive antikvarkone. Man lærer at se tingene i det rette perspektiv, at betragte alt andet end bøger som noget mindre væsentligt. Men vejen til denne lærdom er lang og bugtet. Den dag, man giftede sig, kendete man en passende del til bøger – troede man. Hvem gifter sig iøvrigt med antikvarer uden at kende lidt til bøger – og antikvarer.

“Man bildte sig ind, at bøger var noget man læste, det primære var indholdet, at de så tillige var smukt emballeret i pæne bind skadede ikke; men dermed var også alt sagt om bøger, thi også andre af livets goder krævede ens opmærksomhed.

“Nej, sikke en nydelig bog – siger man en dag kort efter brylluppet til sin antikvarmand, blot for at få et medlidende blik. Inkvisitorisk vender og drejer han den udpegede bog. Rædsom – er hans dom – kan du ikke se, at den er grimt trykt, at bindet er hæsligt. Dårligt bogbinderarbejde. Forskåret er den også. Hvor kan du dog mene, at den er pæn?

“Forskrækket ser man på den virkelig helt nette bog, der ligesom visner i den strenge kenders hånd, mens en ny forståelse spirer i ens sind. Ærbødigt lytter man til det foredrag, der følger om bogbind, bogtryk og bøgers rette udseende, og i stilhed lover man sig selv at læse al faglitteratur om dette emne, for dog at kunne følge med”.

Efter at have læst Inge Nørballe’s charmerende skildring fra antikvarboghandlerfruens verden bør man have in mente, at det ganske vist heller ikke var en helt almindelig antikvarboghandler, som hun giftede sig med. Såfremt jeg altså har ret i min formodning om, at hun var nu afdøde Leif Nørballes hustru (i hvilket tilfælde hun så vidt jeg ved tillige i mange år var musæumsinspektør på Bakkehuset).

Mange bogvenner af ældre årgang vil med veneration mindes Frederiksberg Antikvariat på Gl.Kongevej med dets bjærge af bøger i mindst 3 etager. Jeg kom der regelmæssigt gennem flere årtier fra omved 1970 og blev altid vel modtaget, især i de senere år. Ofte kom Leif Nørballe da hen og lagde begge hænder på mine skuldre og udtalte et eller andet fyndord på bredt sønderjydsk. Han var sønderjyde og formodentlig tiltalt af min umiskendelige jydske akcent.

Det var som regel fotobøgerne og sprogbøgerne, der stod i samme afdeling i kælderen, som jeg besøgte. Jeg har endnu flere at de allerede først i 70’erne erhvervede bøger, bl.a. min tyske yndlingsordbog – Moritz Heynes DEUTSCHES WÖRTERBUCH i 3 bind fra 1890 (for nyligt fik jeg tillige 2. udgaven fra 1905 billigt i Fiolstræde, d.v.s. 10 eller 20 kr pr. bind. Så vidt jeg husker betalte jeg ca. 1971 200 kr for 1.udgaven, svarende til ca. 2500 kr idag!).

Det er efter min mening et mesterværk i ordbogskunst. Bøgerne har den ideelle størrelse og tyngde, og var teksten ikke sat med fraktur (krøllede bogstaver), ville den tænkeligt have været mere efterspurgt idag? Anden udgaven er lidt forbedret, for så vidt den har en del rettelser og tilføjelser samt en let moderniseret retskrivning, men i praksis har det næppe større betydning. Værket har som sagt netop den rette indretning og omfang efter min smag, og Heynes sagkundskab var vistnok uovertruffen – han har egenhændigt forfattet en ikke uvæsentlig del af brødrene Grimms kæmpestore ordbog.

——————————

Jeg håber at få tid til at omtale nogle flere 5- og 10 kroners bøger fra de senest afsluttede udsalg i Helligåndshuset og Fiolstræde inden det bliver flyttedag. Der er forøvrigt nystartede udsalg begge steder, prisen er i skrivende stund vistnok omkr. 50 kr.

———————————

Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk/

Links:

http://www.washingtonsblog.com/

http://www.zerohedge.com/

http://aangirfan.blogspot.com/

http://www.full-spectrum-dominance.com/

http://www.truthdig.com/

http://www.alternet.org/

http://www.lewrockwell.com/

http://redicecreations.com/

http://www.globalresearch.ca/

http://www.foreignpolicyjournal.com/

http://www.investmentwatchblog.com/

http://www.spiegel.de

http://www.gawker.com/

http://www.realitysandwich.com/

http://www.dailygalaxy.com/

http://www.washingtonsblog.com/2013/06/youre-more-likely-to-be-killed-by-a-toddler-than-a-terrorist.html

http://www.globalresearch.ca/surveillance-can-be-used-to-frame-you-if-someone-in-government-happens-to-take-a-dislike-to-you/5338559

http://www.zerohedge.com/news/2013-06-05/guest-post-terrible-future-syrian-war

http://rinf.com/alt-news/politics/pres-obamas-secret-cia-hit-squad-detailed-in-the-way-of-the-knife/43399/

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2013/jun/20/nsa-surveillance-doctors-lawyers-clients-snooped

http://www.welt.de/politik/ausland/article117361595/CIA-trainiert-seit-Monaten-heimlich-Rebellen.html

http://radiodoktoren.dk/radiodoktoren/2013/04/23/amalgam-2

http://www.zerohedge.com/contributed/2013-07-25/there%E2%80%99s-no-hiding-nsa?page=1

http://graphics8.nytimes.com/packages/pdf/education/harvardexam.pdf

http://www.veteranstoday.com/2013/06/16/beware-911-and-now-922-terrorist-foretold-in-the-simpsons/

http://www.globalresearch.ca/fukushima-a-nuclear-war-without-a-war-the-unspoken-crisis-of-worldwide-nuclear-radiation/28870

http://www.zerohedge.com/news/2013-08-17/radioactive-water-leaking-fukushima-what-we-know

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.