Logistik med bøger

Med brev af 12. august 2013 har Frederiksberg kommune meddelt lejerne her i ejendommen, at kommunalbestyrelsen i princippet har godkendt ejernes forslag til byfornyelses moderniseringen, samt tillige givet byggetilladelsen. Og med et opfølgende brev af 20. august fra ejendommens ejere har man stillet os i udsigt, evt. at kunne påregne at få anvist erstatningsboliger i løbet af førstkommende december eller januar.

Disse breve har så givet anledning til endnu engang grundigt at overveje, hvorledes jeg bedst kunne håndtere flytning af og med 150 flyttekasser med bøger plus alt det løse, herunder 21 bogreoler.

For et årstid siden besigtigede jeg et billigt hus i udkantsdanmark, en nedlagt købmandshandel med god plads ude og inde. Desværre kunne jeg ikke bestemme mig i tide, også uagtet at “Landmandsbanken” venligst havde betydet mig, at man var villig til at se på et mindre lån til hjælp med købet. Men huset er nu solgt til anden side.

Dernæst måtte jeg overveje at hyre et flyttefirma med containerplads. Jeg forsøgte at indhente nogle mest muligt konkrete tilbud fra forsk. flyttefirmaer, og fik bl.a. et tilbud der forøvrigt ikke syntes urimeligt – ca. 15.000 kr for at fylde 2 containere med bøger og bogreoler og alt det andet, samt køre containerne til lager. Hertil kommer jo naturligvis lejen på knap 2000 kr pr. container/md. Hvad det til sin tid ville koste at få flyttet containerne ud fra lager og læsset af, ved jeg ikke.

Men i forb. med en personlig henvendelse hos et af de store flyttefirmaer i forstæderne – jeg foretrækker altid om muligt a personal approach – bemærkede jeg med nogen undren, at den pågældende store, stærke og elskværdige kontorist syntes helt at skifte personlighed, da jeg udover at nævne mine mange bøger også nævnte mit fotoudstyr (som jeg efterhånden har kunnet omdøbe til en fotohistoriske samling, men herom lidt mere nedenfor).

Han begyndte nemlig, forekom det mig, at tale meget hurtigt, som man ville gøre, hvis man ønsker at skjule, at man er blevet “exited”, at man pludselig er blevet meget interesseret. jeg har jo meget lange antenner og bemærker normalt meget små ændringer i kropssprog o.s.v., som andre mindre empatiske personer slet ikke lægger mærke til. Så jeg undrede mig lidt over mandens pludselige interesse, men tænkte i første omgang, at det kunne jo være, at han var foto-interesseret i almindelighed.

Nogle dage efter blev jeg ringet op af en person om aftenen, hvor der blev foreslået et arrangement med henblik på at løse mit flytteproblem. Han præciserede samtidig, at min fotohistoriske samling burde pakkes i alm. flyttekasser (altså “anonymt”?).

Men nu blev jeg efterhånden lettere bekymret. For det første var det min forståelse, at den pågældende foreslog en “sort” flytning. Det blev ikke sagt direkte, men sådan opfattede jeg det. For det andet har jeg en bekendt, som under en lignende flytning/opbevaring oplevede, at nogle flyttekasser blev ombyttet med nogle ham uvedkommende flyttekasser.

En sort flytning er komplet uacceptabel, af flere grunde. Men ser man bort fra det etiske og kun ser på det praktiske, så er det vistnok en oplagt mulighed, at PET (og SKAT?) med kyshånd ville tage imod en mulighed for at få skovlen under mig ad den vej? Det kan vel næppe være en overraskelse for de ærede læsere, hvis jeg afslører at jeg anser det for en ikke særlig fjern mulighed, at direktørerne for PET og SKAT MEGET gerne ønsker en mulighed for at glæde deres minister med at få skovlen mest muligt under mig? (jf. f.eks. min satiriske stiløvelse i KILL THE CANARY. Forståelsen på Slotsholmen for nødvendigheden af en fri demokratisk debat er vistnok i praksis meget stærkt begrænset?).

Endvidere vil det være umuligt at reklamere over en flytning udført sort. Også uanset om en stor del af kasserne med den fotohistoriske samling i givet fald skulle være blevet ombyttet med et tilsvarende antal kasser med mig uvedkommende ting, eller evt. ganske enkelt være bortkommet.

Endelig vil jeg ikke kunne få refunderet en sort flytning af kommunen i forb. med genhusningen.

Jeg må her indskyde en lille ekskurs om min fotohistoriske samling. Det meste var allerede fotohistorie ved anskaffelsen, og så godt som alt det øvrige er blevet det med årene, meget er jo anskaffet for 20, 30 eller 40 år siden. Da jeg for omved 5 år siden begyndte min blog på http://www.imma.smartlog.dk var det min tanke, at den først og fremmest skulle være en fotoblog.

Som tingene har udviklet sig er den ganske vist efterhånden mest blevet en bogblog. Og det skyldes for øvrigt ikke mindst, at jeg ikke har haft særlig gode muligheder for at pleje min samling af fotohistorie og øvrige fotoaktiviteter. Bl.a. fordi Mossad har ment det opportunt at chikanere mig i så henseende, f.eks. ved gentagne tilfælde af hærværk resp. groft hærværk på min bil, tyveri af nummerplader m.m. (vg. se SENSOMMER). Forhåbentlig er d’herrer tilfredse med det så ivrigt fremprovokerede aktivitetsskift?

Men på given anledning, d.v.s. mest af hensyn til forsikringspolicen, har jeg i de seneste år søgt at registrere og fotografere alle mine fototing. Og jeg må indrømme, at resultatet var noget overraskende. Jeg har simpelt hen haft meget mere fotohistorie stuet sammen i min lille lejlighed, end jeg hidtil havde haft en klar, resp. næppe nok en diffus forestilling om.

Det drejer sig ganske vist overvejende om pladekameraer af alle typer og aldre samt det dertil hørende parafernalia (kassetter, bælge, kufferter, gl. optikker, plader og film m.m.). Men da jeg også endnu er aktiv analog-fotograf har jeg også nogle få 35mm og 6×6 spejlreflekskameraer, samt flash, stativer og alle mulige ods and ends.

Samt naturligvis forstørrelsesapparater, min ungdoms interesse. Believe or not – men jeg har faktisk indtil for ganske nyligt haft opmagasineret 3 stk 4×5″ samt 1 stk 5×7″ forstørrelsesapparater i min lille lejlighed, foruden den 9×12 jeg endnu i skrivende stund har klar til brug i køkkenet!

Derimod huser jeg ingen nyere digitalapparater. Den ærede læser erindrer måske, at jeg har omtalt min Kodak DCS-410 digitale slr fra 1995, samt min Nikon D1 fra 1999 (sidstnævnte er i mellemtiden solgt i den blå). Men jeg har til gengæld fået en Canon EOS-1Ds (indført 2002/3), erhvervet for få år siden hos Foto/C på udsalg for 2500 kr (hvilket vistnok nogenlunde er værdien endnu idag i privat handel?).

Trods det primitive display på min 1-Ds, er i praksis nærmest helt ubrugelig udendørs og ikke meget værd i øvrigt, ønsker jeg at beholde dette kamera, da det er full-frame og har 11 Mp og som så mange ældre digitalkameraer iøvrigt ta’r fine-fine billeder. Model 1-Ds har forresten også et problem med at samle støv på chippen, – but no one is perfect.

Som den ærede læser måske ved, har jeg bl.a. et udestående med skæbnen hvad angår en brok operation. Jeg har måttet overveje, hvad der ville ske hvis jeg faldt væk i forb. med et hospitalsophold. Som jeg tidligere har påpeget er et hospitalsophold (i Danmark som andre steder) ingenlunde altid til at spøge med (jf. f.eks. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/25/115820.htm).

Selskabet for patientsikkerhed har for Danmarks vedkommende som bekendt skønnet, at omved 5000 hospitalspatienter om året stiller træskoene i medfør af såkaldt “utilsigtede hændelser”.
Det svarer til 12-14 dødelige uheld om dagen på danmarks hospitaler. Hvilket man jo evt. kan sammenligne med, at der rundt regnet sker ET dødeligt uheld i trafikken HVER ANDEN DAG!

Jeg har derfor forsøgt at kontakte en advokat med henblik på rådgivning om testmente, bobehandling og etc. Men i den forbindelse har jeg vist ageret på en mindre hensigtsmæssig eller ligefrem klodset måde.

Kva min forkærlighed for the personal touch er jeg startet med at henvende mig personligt på det pågældende advokatkontor. Desværre var den pågældende advokat ikke tilstede, men jeg aftalte med den jourhavende advokat/sekretær, at jeg kunne henvende mig på et senere tidspunkt, telefonisk eller personligt.

Her er filmen måske knækket for mit vedkommende. For jeg har nemlig valgt at henvende mig med et brev, hvori jeg forklarede mine problemer/ønsker og lidt om baggrunden. YDERLIGERE VEDLAGDE JEG EN CD MED EN FORTEGNELSE OVER MIN SAMLIG AF FOTOHISTORIE (incl. fotos), med henblik på at give bedst mulig grundlag for den pågældende advokats overvejelser om min situation, samt hvorledes vedkommende ville eller kunne repræsentere mig.

Jeg har ikke hørt et ord fra den pågældende advokat. Men jeg har til gengæld (clairvoyant) erfaret at:

– Mossad/CIA/PET har fået en kopi af den omnævnte registrerings-CD

– At Mossad/CIA/PET herefter allerede har været igang med at planlægge et indbrud hos mig

Nogle gange kan det jo godt være lidt pinligt at være (telepatisk) clairvoyant, også uanset at det kun er i beskeden grad som for mit vedkommende. Det skulle bestemt også vise sig pinligt i det her tilfælde. For en mig bekendt person fra det (sine steder lidt betændte?) fotohistoriske miljø i København ringede mig kort efter op, uagtet vi næppe er på talefod og ial fald i mange år så godt om aldrig (i den sidste halve snes år vist kun en enkelt gang?) har telefoneret sammen.

Han sagde: “Jeg har jo hørt, at du har en masse ting og sager. Har du ikke lyst til at komme ind til efteråret og holde et lille foredrag om dine store kameraer?” (Citeret efter hukommelsen, men i hovedsagen dækkende. Det bør vel tilføjes, at vedkommende alt andet lige vistnok må anses for at være en potentiel sayan?).

Men henblik på en “efterretningstjenstlig-planlægning” af et indbrud er det meget vigtigt, at have god tid til tilrettelægningen, af flere grunde: 1) Man skal helst have vedkommende anbragt i en situation (f.eks. som foredragsholder), som han ikke impulsivt og pludseligt kan forlade for at tage hjem til boligen. 2) Og man skal helst have mulighed for at anbringe venligtsindede (sayanim?) medarbejdere, dels i alarmcentralen (således at en alarm evt. kan underslås) og dels i journavende patruljevogne (således at patruljevognen evt. slet ikke ankommer). Med deres hundredevis af mere eller mindre aktive sayanim alene i københavnsområdet, placeret i alle samfundets dele, vil det sikkert være rutine for Mossad?

Vender vi nu tilbage til flytteopgaven, ville det måske være naturligt at stille følgende spørgsmål?

– Har PET/Mossad infiltreret flyttebrancen i større eller mindre grad? Måske ikke et urimeligt spørgsål, for flyttefolk ser jo ofte alle kundernes private ejendele, deres “privatliv”?

– Er et (eller flere) af de pågældende flyttefirmaer kontaktet af PET/Mossad (de ved jo alt om mine aktiviteter kva tf-aflytning m.m.)? Er det SKAT/PET/Mossad, der har opfordret til at foreslå en sort flytning incl. evt. efterfølgende “forbytning” af kasser?

– Har PET fået en kopi af min fotoregistrerings-CD fra advokatkontoret, postvæsenet eller Mossad? Eller

– Har Mossad fået en kopi af min registrerings-CD fra en sayan på advokatkontoret, i postvæsenet eller fra PET?

Den ærede læser må venligst erindre, at Mossad efter det oplyste også bør opfattes som en mafia (se venligst Victor Ostrovsky’s bøger samt http://www.aangirfan.blogspot.dk). En mafia for hvem berigelse ved rov er fint og naturligt, ligesom mord alene også er fint og naturligt. Rigtig fint og disse mennskers ideal er dog – på en måde meget naturligt – når elementerne rovlyst, pengebegær og blodtørst kan gå op i en højere enhed i form af rovmordet – vistnok det IDEAL man i disse kredse altid stræber efter.

Og for mit eget vedkommende synes jeg nu at være ved at blive det ideelle objekt i så henseende? Hidtil har jeg vist primært været et mordobjekt, i hvilken forbindelse bemærkes, at når jeg lever endnu skyldes det først og fremmest (men naturligvis ikke udelukkende) mine (beskedne) clairvoyante evner. Jeg er ganske enkelt som regel blevet advaret i tide.

(Note 1: Det er ret hyppigt sket, at Mossad/PET har placeret 1, 2 eller 3 agenter i nærheden af min gadedør, hidtil som oftest for at virke truende (Mossad er/har været meget opsat på at skræmme mig og derved gøre mig vred. Man håber på den måde at kunne fremprovokere uhøviske udfald her på min blog, og derved røve hvad jeg måtte have af kapital i form af sympati i offentligheden). Men i samme øjeblik jeg har set vedkommende agenter har jeg hidtil altid med det samme vidst, om de ville gøre mig noget.

Der er vistnok tale om en kombination af ekstraordinær veludviklet evne til at afkode små kropssprog-signaler samt om en slags sjette sans. De fleste agenter har utvivlsomt autistiske træk (en fordel hvis man skal dræbe eller torturere uskyldige), og er ergo dårlige skuespillere (manglende situationsfornemmelse), således at deres kropssprog alene ofte røber dem.

Note 2: Hvorfor jeg nu i en årrække har været et Mossad mord-target er i virkeligheden lidt af et mysterium. Men for Mossad er (ikke-israeliters?) menneskeliv åbenbart meget billige – det forhold er måske i realiteten afgørende? Man kunne dog alternativt gå 3 årtier tilbage for måske at finde en forklaring.

På det tidspunkt arbejdede jeg i Trafikmininsteriet (Generaldirektoratet for P&T/Telestyrelsen/Teknisk Afdeliong) og havde et personligt mål om efterhånden at blive sekretær enten for Generaldirektøren eller Trafikministeren. De to herrer – Hans Würtzen og Arne Melchior – havde begge min respekt og sympati, og mine faglige forudsætninger ville vistnok gøre mig til et oplagt emne, i det mindste for førstnævnte.

Dog havde mine overordnede i Telestyrelsen trods mine kun 2 års ansættelse i Gd allerede besluttet, at jeg var alt, alt for dygtig til at man ønskede mig placeret i et overordnet sekretariat. Og ergo gjorde man sig efterhånden store anstrengelser for at chikanere mig ud af afdelingen. Ja, man blev så skamløs grov, at jeg mente at måtte reagere med en besværing.

Naturligvis uden resultat hvoraf det kom sig, at jeg i 1990 klagede til Folketingets Ombudsmand. Men denne ærværdige institution returnerede efter nogle måneder mine 2 ringbind (inkl. over 500 sider dokumentation), med den besked at sagen var for omfattende og de påklagede forhold foregået gennem for lang tid til at han fandt anledning til at gå ind i en realitetsbehandling (!)(man har vel brugt en del af de 3 mdr. til en “ikke-realitets-behandling”, så hvad mon det kan være for noget?).

Senere sendte jeg det samme materiale til Tamilretten under den pågående undersøgelse, idet materialet efter min mening utvivlsomt belyste nogle væsentlige facetter af sagen på en ny måde. Jeg fik en kvittering for modtagelsen (af en retsbetjent) og ca. 1 mdr. senere materialet retur incl. en notits fra en sekretær med en formulering, som i mine øjne syntes at antyde, at man måske måtte overveje, om der kan have fundet en underslåelse af materialet sted? I så fald: Kunne det evt. være Mossads væsentlige årsag til at ønske mig hen hvor peberet gror, især for så vidt Mossad skulle have relationer til en eller flere af rettens hovedpersoner?

Men tilbage fra denne lille ekskurs. Alt dette har oprigtig talt bekymret mig temmelig meget i tiden indtil beg. af september. Men i dagene lige omkring 911 har Moder Fortuna måske alligevel forbarmet sig lidt over mig og min forlegenhed med en lille håndsrækning? Ial fald skete følgende.

– den 10. september kunne jeg skrive kontrakt med en sød ung dame om leje af et ledigt lokale på ca. 20 m2 ikke langt fra hvor jeg bor. Det er et pænt og tørt stuelokale med egen indgang fra gaden, som vil kunne huse de fleste af mine bøger. Samme dag glemte jeg dog min skuldertake med min PC og lommekamera på en burgerbar i Amager Centret. Men det kom jeg først i tanke om dagen efter, d.v.s.

– den 11. september. Denne dag fandt jeg 200 kr på fortovet på Ndr. Fasanvej.

– den 12. september tog jeg ud til Sun-Set Boulevard i AmagerCentret (byens bedste burgersted?) og fik min skuldertaske udleveret af en sød butiksassistent, som til gengæld fik min nyfundne 200-kronerseddel som findeløn.

– Samme dag fik jeg tillige kontrakt på leje af en garage på Godthåbsvej, ligeledes indenfor gåafstand af min lejlighed. (I garagen skulle der være plads til en snes bogreoler og andre møbler samt nogle bøger m.m.)

Efter således at være ankommet i en forbedret udgangsposition er jeg allerede i fuld gang med at flytte mine bøger over i de to lokaler. Det har vist sig, at det ikke er noget problem at flytte ca. 8 stk 60cm flyttekasser på ca. 2 timer. Det foregår på den måde, at jeg løber ned at trapperne med 2 Aldi-poser ad gangen, efter 2 ture er en flyttekasse fyldt op, som jeg så kører hen i det pågældende lokale på en sækkevogn og læsser af. Det går forholdsvis hurtigt, og er ingenlunde anstrengende. Man får jo frisk luft og en lille spadseretur ind imellem benarbejdet på trapperne, der vel at bemærke er temmelig meget mindre anstrengende end hvis man skulle have slæbt bøerne op ad trapperne!

Det mest tidskrævende er sortering og pakning, herunder at et vis del helst skulle køres til genbrug. Og holder mit helbred (herunder især min ryg og min lyskebrok), forventer jeg at kunne være færdig til ca. 1. december.

Jeg er i disse dage vistnok nået godt og vel halvvejs, og tingene synes altså i.t.v. at skride så godt fremad, at jeg idag efter en måneds uvant travlhed har taget fri for at besøge bl.a. Fiolstræde, hvor der lige er startet et nyt hollandsk udsalg. Ydermere er der ved Nordisk Antikvariat’s foranstaltning et igangværende udsalg i Helligåndshuset med billige priser. Hvis tiden tillader det vil der senere fremkomme en mindre rapport.

(Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk )

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.