Nok lidt flytterod (1.del)

(26.11.2013) I går lempede jeg de sidste af 12 bogreoler fra min stue ned ad trapperne. Derefter med sækkevogn hen i garagen på Godthåbsvej, hvor der i skrivende stund står 14 ca. 2 meter høje og en lidt mindre reol. Der resterer så ialt 5 fra køkken og sovekammer. I forgårs slæbte jeg de sidste bøger over i det andet lokale, det blev til ialt ca. 260 små kasser (såkaldte bogkasser, der er præcist halvt så store som de gammeldags 70 cm flyttekasser, og svarer vist ret nøje til (som formodet) 150 stk. 60 cm-kasser).

Jeg har nu bare vægge hele vejen rundt, når bortses fra nye flyttekasser der begynder at dukke op. Samt mit 14″ fjernsyn, min farvelaser-printer samt 2 børneværelsesreoler, som jeg har klunset. Bekvemme at tage under armen når der skal “flyttes rigtigt”.

Det med de bare vægge er en temmelig ny fornemmelse her hos mig, der i flere årtier stadig har været mere eller mindre, og for det meste mere, omgivet af bøger. Og ingenlunde en rigtig behagelig fornemmelse, synes jeg. Man føler kulde i mere end en forstand. Dels isolerer en 25 cm tyk bogvæg hele vejen rundt, bortset fra dør og vindue, tydeligvis mod udefra kommende fysisk kulde (samt støj). Jeg småfryser lidt, ial fald relativt, i forhold til før.

Men sådan en bogvæg varmer tillige både intellektuelt og psykisk. Intellektuelt fordi man blot behøver at åbne en bog for at være i ofte godt og intellektuelt stimulerende selskab. Og psykisk fordi bøgerne har deres eget liv, som de forsøger at fortælle dig om. Ganske sagte, naturligvis.

Det er vistnok kutyme kun at bruge ordet liv om “entities” som kan formere sig – selfreplicate. Men spørgsmålet er vel, om denne skik ikke tildels er uheldig og vildledende. F.eks. er frigide og homofile vel også levende?. Ved begrebet levende bør man sikkert også kunne forstå “noget, som har bevidsthed”. Og mit postulat er nu, at hvis man tænker sig om så kunne man let komme til det resultat, at ALTING må have en bevidsthed. Den kan være meget simpel, enkel og enfoldig – men dog måske alligevel en vaskeægte bevidsthed.

De fleste anerkender sikkert, at der er en principiel forskel i den oplevelse man får ved at betragte – “opleve” – et andet menneske “udefra” i forhold til at opleve sig selv “indefra”? Og burde man ikke spørge sig, om der ikke må være en tilsvarende forskel mellem 2 blomster i haven eller for den sags skyld, mellem 2 bøger på boghylden.

Og hvis det simpleste støvfnug, den mindste sten, din tekop, dit kamera og din PC/robot har sin egen bevidsthed, synes du så ikke også de er levende?

Disse ting har i så fald naturligvis ikke et menneskes komplicerede og uhyre sammensatte bevidsthed. Ligesom de forskellige mysterieskoler vil hævde, at der findes forskellige (andre) former for eller lag af bevidsthed.

Bøgernes, de “gamle” bøgers bevidsthed er naturligvis meget enfoldig sammenlignet med menneskers. Men nogle af dem har dog oplevet meget, oplevelser som de måske gerne vil fortælle os om, om end de kun formår at hviske ganske, ganske sagte. Og det er vistnok denne meget indskrænkede kommunikations-formåen, som i de fleste øjne, gør dem til døde ting?

Man skal lytte godt efter, således at det som regel kun er særligt sensitive, der kan sanse nogenlunde tydelige informationer og meddelelser fra dem. Vi andre må som oftest nøjes med i det højeste at have en diffus fornemmelse af “at være mindre alene” i selskab med gode, gamle bøger eller f.eks. gamle pladekameraer.

——————

Fredag d. 1. nov. havde en af de herværende fotoforretninger sit traditionsrige, årlige udsalg. Jeg var naturligvis “mit dabei” også i år. Her lidt om hvad jeg oplevede.

Der er tradition for, at vi nørder indfinder os i god tid for at stå i kø. Hvilket også skete iår, skønt køen var mærkbart kortere end i fjor (tænkeligt fordi den travle brugtchef først havde haft tid til at pynte vinduer til udsalget et par dage forinden?). Jeg blev no. 5 i køen, sikkert højt nok oppe til at få mulighed for at rode i rodekasserne inden de blir alt for plukkede.

Jeg fandt da også et Nikon D70 kamerahus i en 50-kroners kasse. Med batteri, men uden lader. På min forespørgsel oplystes at blitzen ikke virkede, men at kameraet iøvrigt vistnok fungerede ok.

Uagtet jeg ikke i forvejen havde et Nikon digitalkamera mente jeg, at jeg et eller andet sted havde en billig plastic-zoom til Nikon liggende, samt ikke mindst en universallader, som skulle kunne lade de fleste Nikon batterier. Så jeg satsede en 50’er og er efterhånden blevet godt tilfreds med kameraet.

I første omgang var der dog en del drilleri i form af en periodisk fejl med blokering. Så må man fjerne batteri og hukommelseskort og prøve igen. Først efter at have børstet hukommelseskortets kontaktpins (i kamerahuset) grundigt med rensebenzin synes problemet at være løst, i det mindste p.t.

Forresten synes jeg vældigt godt om D70 kameraet. Ligger godt i hånden, har en god søger og et ligeledes ret godt display. Det er med sine 2 tommer ikke større end displayet på min (vist ca. 2 år ældre?) Canon EOS 1-Ds, men det er langt bedre. Canon-displayet er som tidligere nævnt praktisk taget ubrugeligt udendørs. Man kan lige skimte at der er et billede, men absolut ikke om det er skarpt, p.g.a. for ringe kontrast og opløsning. Virkeligt synd for dette ellers superfine kamera. Dog måske i virkeligheden ikke så væsentligt for en gammel analogfotograf, der er vokset op med at fotografere uden display?

Senere i udsalget købte jeg en stærkt nedsat Nikon AF-Zoom 70-210 bl. 4-5,6 i meget fin stand, når bortses fra en lille fejl i coatningen samt en manglende gummiring på fokuseringsringen. Prisen var 200 kr, vist kun omved en fjerdedel af normal brugtpris?

Desuden købte jeg, ligeledes et stykke henne i udsalget, for 100 kr et delv. defekt Canon D10 digital spejlrefleks. Autofocus virker ikke, til gengæld var kameraet med både batteri og lader. Den manglende autofocus-funktion er ikke rigtigt et problem for undertegnede, der jo er opvokset med man. focusering, som jeg måske i virkeligheden foretrækker, ial fald når tiden tillader det.

Forresten er jeg i.t.v. ikke helt begejstret for D10’erens billeder, som umiddelbart synes at blive født med et tydeligt blåstik. Tænkeligt kan den automatiske hvidbalance være defekt? Jeg var så heldig at finde en Nikon-Canon adapter i en rodekasse ved Photografica’s sommerudsalg til en billig penge, således at jeg kan bruge gamle, manuelle Nikon objektiver, hvoraf jeg endnu har nogle få mindre pæne eksemplarer (jeg har iøvrigt solgt mine Nikon kameraer og objektiver i løbet af det sidste års tid – det er jo dyrt at flytte samt leje garage m.m.).

Tillige købte jeg på åbningsdagen en vistnok helt ny og original Olympus foto-rygsæk, som butikschefen var så venlig at sælge mig for siger og skriver 150 kr.

Iøvrigt så jeg i dette udsalg kun et par egentlig historiske ting. Dels et 9×12 ICA pladecamera af den billigere type, som dog desværre var så medtaget at jeg måtte lade det ligge. Samt en interessant, meget tidlig Multiblitz reporterflash med separat generator/aku-del i skuldertaske samt 2 tilhørende flash-hoveder. Det er en tung sag fra 1950’erne, vejer flere kg, og jeg fik derfor p.g.a. mit flytterod ikke taget mig sammen til at spørge om prisen, forinden flashen var væk.

(Update 25.12.2013: Jeg har desværre måttet kassere begge de omtalte ældre digitale SLR’s, idet Nikon kameraet alligevel viste sig at have en periodisk fejl, og Canon kameraet ganske rigtig havde en defekt hvidbalance).

(28.11.2013) Jeg nåede ikke ind i Helligåndshuset mens bøgerne var billige under det nu afsluttede udsalg ved Forum Antikvariats foranstaltning. Til gengæld forvildede jeg mig – ganske ufornuftigt – op gennem Fiolstræde og ind hos Vangsgaards. Dels i sidste uge, hvor bogudsalgsprisen var 10 kr, og dels idag, hvor prisen var 5 kr. Fra de 2 poser, som jeg – igen, ganske ufornuftigt – har slæbt med hjem kan nævnes:

1. MIDDELALDERLITTERATUREN – EN ORIENTERING. Af Anker Teilgård Laugesen, Kh. 1966.

Det drejer sig om en universitetslærebog, som efter forordet at dømme kan have været ret enestående resp. idet mindste usædvanlig ved udgivelsen? Sidst i bogen er der bl.a. et afsnit om problemet med at afgrænse og inddele middelalderen i tid, og i det allersidste afsnit VURDERING (af middelalderen) skriver forf. bl.a. (side 427):

“En mærkbar ændring i hvad man kunne kalde middelalderens almindelige omdømme er utvivlsomt indtrådt. Ingen vil i dag benægte, at det 12. og 13. årh. er et af højdepunkterne i vesteuropæisk kultur. Når man endnu møder udtryk som “Middelalderens mørke”, må de tages som uforbindende, populære floskler, og det turde være overflædigt at opponere så kraftigt mod den forældede opfattelse som Gustave Cohen gør det med titlen på sin, under eksceptionelle omstændigheder forfattede hyldest til middelalderen og specielt til det 13. årh.s Frankrig, LA GRANDE CLARTÉ DU MOYEN AGE (New York 1943).”

I afsnittet KVINDEN OG LITTERATUREN skriver forf. bl.a. (s.397): “Kvindens indflydelse på litteraturen i højmiddelalderen er dyberegående og mangfoldigere end i nogen tidligere periode. En meget stor, ja afgørende betydning for den tyske digtnings overgang til skreven form, tillægger Herbert Grundmann fyrste- og adelsslægternes damer, der tillige for en væsentlig del udgjorde klosterstiftelsernes klientel.

“De var som en slags mellemtrin mellem den fuldt latinkyndige klerus og det helt latin- og skriftløse lægfolk, hvortil også langt ned i tiden fyrster og adelsmænd hørte. Mange og forskelligartede vidnesbyrd taler for at aristokratiets damer – og ikke blot i tyskland – almindeligt og som noget ganske naturligt modtog en vis boglig uddannelse. De var ikke egentlig lærde damer men læsekyndige, og for et sådant læsepublikum nedskreves på tysk fra 11. årh. og fremefter salmer og Mariadigte, senere minnesange og høviske romaner, endelig på prosa prædikener og bønner, religiøse betragtninger og mystikernes visoner.

“Og det vil jo sige at, bortset fra de tidligste tilfældigt nedtegnede småting som Hildebrandskvadet og den gamle missionslitteratur som Heliand og Otfrid, skyldes den folkesprogede dignings skriftfæstelse, altså den tyske “litteraturs” tilblivelse og for en stor del også dens karakter dette kvindelige element”.

I kapitlet MÆCENAT OG DEDIKATION, afsnittet HØVISK OG EFTERHØVISK hedder det bl.a. (s.408 ff):

“Fra selve den høviske kulturs arnested breder sig, gennem Vilhelm af Akvitaniens barnebarn Eleonore og hendes familje, et net af mæcenater ud over hele Europa. En særdeles indgående behandling af dette forhold har Rita Lejeune givet i sin dobbeltartikel RÔLE LITTÉRAIRE D’ALIÉNOR D’AQUITAINE ET DE SA FAMILLE, hvis første del er publiceret i CULTURA NEOLATINA 14(1954), anden del i CAHIERS DE CIVILISATION MÉDIÉVALE 1(1958).

“De vigtigste data i Eleonoras bevægede livshistorie (ca. 1122-1204) er følgende: 1137 viedes hun til ludvig 7. af Frankrig, fra hvem hun blev skilt 1152, officielt på grund af for nært slægtskab, og endnu samme år ægtede hun Henrik Plantagenet (d.1189), der to år senere blev Englands konge; foruden dette land og Normandiet indehavde han sin fædrenearv Anjou, siden erhvervede han Bretagne, og med Eleonora fik han yderligere hele Sydvestfrankrig ned til Pyrenæerne og blev således Europas mægtigste fyrste.

“At Eleonora allerede som dronning af Frankrig skulle have beskyttet litteraturen og øvet indflydelse på den, foreligger der intet konkret om, hvorimod hun i sit andet ægteskab kom til at spille en fremtrædende rolle i tidens litterære liv, den tid (tredje fjerdedel af århundredet), hvor europæisk litteratur når et af sine højdepunkter, og som ofte ligefrem benævnes Plantagenet’ernes tidsalder.

“Utvivlsomt trak hoffet i Poiters troubadourerne, Eleonores landsmænd, til sig; en af dem var Bernart de Ventadour. Det var også der man dyrkede den høviske selskabsleg, der er kendt under navnet Ekskovshof, hvor et intrikat kærlighedsproblem behandles med juridisk spidsfindighed og afgjordes ved en regulær kendelse. Nær beslægtet med denne leg er le partimen eller jeu-parti, et dialog-digt hvori to navngivne personer skiftevis forsvarer deres modsatte syn på et sådant problem. Man har jeus-partis hvori Eleonoras søn Geoffroy deltager, dels med Gace Brulé, “den første trouvère”, dels med provencaleren Gaucelm Faidit: hoffet har været tosproget.

“Et tidligt vidnesbyrd om dronningens litterære interesse er det at mester Wace i 1155 skrev sin Geste des Bretons eller Roman de brut til hende, en bearbejdelse af Geoffroy af Monmouths Historia regnum Britanniae. Kongen betroede ham derpå at forfatte de normanniske hertugers historie, le Roman de Rou (= (danskeren) Rollo), men overdrog Benoît de Sainte Maure fuldførelsen af den.

“Har Eleonore tillige været en lærd dame? Benoît priser hende ganske vist i sin Roman de Troie for hendes lærdom, men det er som led i en lang opregning af alle mulige gode egenskaber og skal næppe tages efter bogstaven; hun er simpelthen fuldkommen og dertil hører efter tidens opfattelse også det at være lærd. Billedet af hendes direkte forbindelse med litteraturen kan afrundes med at Filip de Thaons BESTIAIRE, der ellers var dediceret til Henrik I’s dronning, også foreligger i et håndskrift med en dedikation til Eleonora.

“Til kong Henrik, eller til hans søn af samme navn, henvendte Marie de France sine Lais, til hans uægte søn Vilhelm Langsværd sine fabler. Også latinske værker tilegnedes kongen. Giraldus Cambrensis sendte ham – og siden sønnen Johan Udenland – sin Espugnatio Hibernica, der var forfattet i klar og let stil (plano facilique stilo) netop med henblik på lægfolk og fyrster med ringe litterære forudsætninger. Men, som Grundmann gør opmærksom på, havde han dårlige erfaringer dermed og dedicerede sin Itinerarium Kambriae til ærkebiskop Stephan Langton hellere end til principibus parum literatis et multim occupatis, som det tilføjes her, hvad der visselig var sendt for Henriks vedkommende. Vi går derefter over til Eleonores efterkommere.

“Af sønnerne var Henrik, Richard Løvehjerte og Geoffroy af Bretagne beskyttere af troubadourer og trouvèrer, og både Richard og i mindre målestok Geoffroy dyrkede selv lyrikken, jfr. ovenfor. Af døtrene fik især Marie af Champagne betydning for det litterære liv. Hendes hof blev en af den høviske kulturs højborge. Her var en af lyrikkens vigtigste indfaldsporte i Nordfrankrig, og her forfattede muligvis Andreas Kapellan sin lære- og lovbog i den kunst at elske høvisk, De arte honeste amandi – Marie havde i sin moders kreds været en aktiv deltager i Elskovshofferne, hvis man ellers tør tillægge dem reel eksistens. Chrétien de Troyes’ LANCELOT er bestilt af og tilegnet grevinden; sit sidste værk, den ligeledes ufuldendte Graalsroman, skrev han derimod for grev Filip af Alsace og Flandern, der var gift med en niece af Eleonore.

“Også Troja-sagnene interesserede man sig for ved Champagne-hoffet (af genealogiske grunde?); mester Simon, kaldet Chève d’Or, tilegnede grev Henrik anden udgave af sit latinske Troja-digt. Rimeligvis er det også denne grev Henrik, der prises i et fransk Aleksander-digt, Venjance Alixandre. På sine ældre dage synes Marie at have vendt sig til den religiøse digtning; fra den tid stammer en parafrase af salmen Eructavit og en versificeret oversættelse af Genesis, forfattede til hende. Hendes datter af samme navn ægtede den senere Baudouin af Konstandinopel, hvem en anden stor romanforfatter Jean Renart tilegnede sin Escoufle. Maries sønnesøn var Thibaut 4. (d. 1253) med hvem den høviske poesi nåede sit højdepunkt i Frankrig.

“Søsteren Aélis og hendes ægtefælle Thibaut af Blois beskyttede en tredje af tidens store romanforfattere Gautier d’Arras, der også havde tilknytning til Marie af Champagne.

“Halvsøsteren Mathilde ægtede Henrik Løve af Saksen-Bajern og blev således bindeled mellem provencalsk, fransk og tysk digtning. Det var, mener man nu, til dette hertugpar og på dets foranledning præsten Konrad oversatte Rolandskvadet. Egilhart von Oberg, der skrev den første tyske Tristan, var Henriks vassal; forbindelsen til romanens hjemland gennem Mathilde er nærliggende. Henrik lod ligeledes Lucidarius fortyske. Sønnen Otto af Brunsvig, kejser Otto 4., havde i sin tjeneste Walther von der Vogelweide.

“Videre ud fører familjeforbindelserne til Sicilien og Kastilien, men her bliver de litterære påvirkninger problematiske. Ovenstående er vist hvad der kan siges med sikkerhed om Eleonores og hendes familjes litterære rolle, og det er jo ikke så ganske lidt.”

“I de følgende århundreder er det ganske almindeligt at fyrster støtter litteraturen, knytter dens udøvere til deres hof, skaffer sig betydelige bogsamlinger og lader bøger fremstille i pragteksemplarer.

“(Siden) kommer burgunderne til, den store magtfaktor igennem et hundrede år. Om den norske Sverre-æts medlemmer som mæcener og kulturformidlere, se Norrøn Fortællekunst (1965).

(Om vor forfatter Anker Teilgård Laugesen ved jeg umiddelbart intet, da mine biografiske leksika er pakket ned).

2. BAVARIAN INTO ENGLISH – A Lexical and Cultural Guide. Af Otto Hietsch. Straubing 1994.

Jeg spottede bogen lige før lukketid, og havde derfor ikke tid til at kigge særligt nøje i den. Men umiddelbart forekom det mig, at den i udstyr og layout mindede en del om en anden lille ordbog: DEN LIDT MINDRE STORE DANSKE POMPHOPLÆDI (Af de to spøgefugle Søren Thure og Peter Andreas, ISBN 87 583 0896 2 (1995)). At der altså muligvis kunne være tale om en lignende joke, – som jeg derfor satsede en 10’er på.

Ved nærmere eftersyn har det dog vist sig, at der synes at være tale om et regulært stykke ordbogsarbejde. Men da det tildels drejer sig om sydtysk mundart (oversat til engelsk) vil jeg springe over at give eksempler. Derimod følger et par prøver fra ovennævnte, famøse, LIDT MINDRE STORE DANSKE POMPHOPLÆDI, som måske tør antages at være kommet som en slags parodi på DEN STORE DANSKE ENCYKLOPÆDI?

BODILSKER: subst. (ukendt oprindelse). Fejlproducerede frække postkort med sort/hvide billeder af tøj uden mennesker i. “Blandt bodilsker og banditter i Budapest”. (Prisbelønnet tv-program, DR-dokumentar 1991).

DROGDEN: -nen, -ler (ukendt oprindelse). Uægte hættemåge (Egentlig alm. havmåge, som er kommet til t dyppe hovedet i en balje med sovsekulør). “Bæverhalet smutspurv, mellemeuropæisk drogden, smalsynet næbhest.” (WHOs top 3 over de mindst smittefarlige skadedyr i Nordamerika, 1994).

GUNDSØMAGLE: -n, -r (oldnordisk: Gundasjø maghla = bod på markedspladsen ved Midtfyns Festivalen). “- Vil du ikke godt … tegne en gundsømagle til mig! – Hva’? – Tegne en gundsømagle til mig?” (“Den lille prins”, Saint-Exupéry, 1946).

GURRE: -n, -r (belgisk: gurral = PR-chef i et firma, som fremstiller potens-fremmende midler efter en top-hemmelig opskrift bestående af sæbe og rugmel). I Talkshow: Gæst der gør værten vred eller irriteret ved at svare noget helt andet end det, de havde aftalt. “Når Kurt først var der, kunne man ikke slippe af med ham igen. Han iglede sig fast som en gure, og det var ligemeget, hvor afvisende man var, han fattede det aldrig”. (“Den Kroniske Uskyld”, Klaus Rifbjerg, 1958).

MARSTAL: -en, -le (hongkongkinesisk: maij stollai = pointe som man skal tænke indgående over for at regne ud). Finans- eller erhvervsmand, som sveder så meget under armene eller er så grim, at alle de andre gæster straks tager hjem fra den runde fødselsdag, han ankommer til. “Marstalkortet står for lykke på den økonomiske front, evne til at fungere ordentligt astralt og blive sat i den åndelige skammekrog.” (“Tarotkortenes betydning”, K. Frank jensen, 1989).

MONTEBELLO: -en, montebelløer (vejstrupsk: montema = træben; bella = astmatisk mus). Indkøbsvogn der hele tiden kører skævt og/eller piver, fordi et eller flere af hjulene er i stykker. “To sønner var, hvad Åsa og Toste havde tilbage. Den ældste hed Odd; han var en lille mand, skævbenet som en montebello, stærk og hårdhændet og betænksom i sin tale.” (“Røde Orm”, Frans G. Bengtsson, 1954).

SEDEN: subs. (tropisk: sedian = glaserede spanske koriander). Den ingrediens, der bedst kan undværes i en bolleopskrift. “Ny mens hun gik frem og tilbage og forarget pegede på krummerne og den store sovseplet og tog den forbudte dåse med seden mellem fordømmende fingre prøvede han at mase sig så langt ned i stolen, at han var skjult.” (“Kaffegæster”, Dorrit Willumsen, 1965).

TØRNING: -et, -e (ægæisk: durnerin = den medicinske diagnose “skoalbue”). Det ryk, det giver i armen, når snørebåndet knækker, i det øjeblik man vil stramme sløjfen. “Would you have me sleep at table, make toerning in church and say my payers in bed?” (“My friend Prospero”, Henry Harland, 1923).

VELLINGE: -ede, -ning (italiensk: valingiana = tage sig sammen til at fri til naboens dumme hund Robert). Gå hele vejen op på den store vippe i svømmehallen, og hele vejen ud på brættet og hele vejen ned igen, fordi man alligevel ikke turde springe. “Hej tøsedreng! Vidste du at 9 ud af 10 kronisk fraugderamte vellinger?! (Håndskrevet tekst på øl-etiket, Glostrup Svømmehals Cafeteria, 1981).

3. KULTURHISTORIE – KULTURSTRØMNINGER FRA DEN SORTE DØD TIL VERDENSKRIGEN. Af Egon Friedell, tre bind, Kh, 1936.

Friedell’s berømte kulturhistorie har jeg ganske vist i indtil flere eksemplarer på tysk. Dels den normale udgave i 3 kvartbind, dels et par eksemplarer af etbindsudgaven (hedder det stort oktav?) på india paper. Den sidste er min foretrukne, for på trods af det meget mindre omfang er den næsten lige så let at læse som den store p.g.a. et godt og tydeligt tryk med næsten lige så store typer samt god pladsudnyttelse af siden.

Men skal man citere fra bogen og samtidig oversætte til dansk, da er det dog meget lettere i stedet at benytte en dansk udgave, da tysk egentlig er tidskrævende at oversætte fra. Dels p.g.a. den meget forskellige ordstilling, dels (ligesom for det svenske sprogs vedkommende) p.g.a. beslægtede ords delvise eller helt forskellige betydning, som kan gøre det svært eller umuligt at finde tilsvarende danske og nødvendiggøre omstændelige omskrivninger. Altså mente jeg det rimeligt at erlægge 3 x 5 kr for de 3 flotte og – bortset fra nogle pletter på ryggen – velholdte bind i mørkerød, privat gedeskind!

Her følger nogle smagsprøver fra bind 1, som sædvanlig kun i udtog (eller her måske rettere “udpluk” p.g.a. værkets omfang). Vi befinder os i midten af 1300-taller, d.v.s. ved tiden for den sorte død (ca. 1340-80), der kulturelt og moralsk udgør en frapperende kontrast til 1100 og 1200-tallets “højdepunkt i europæisk kultur”.

Side 129 begynder forf. en skildring af den tyske kejserslægt Luxemburgerne således:

“I Mellemruropa herskede fra midten af det fjortende århundrede til midten af det femtende Luxemburgerne, denne mærkelige bigotte, dumdristige og vankelmodige, statskloge og afsindige slægt, der lyser op i den almindelige forfaldsnat som en straalende komet, for lige saa pludselig at tabe sig i mørket igen.

“Luxemburgerne er ikke mere end en episode i Tysklands og Europas historie, men en højst mærkværdig episode, naar man betænker, at de den dag idag ville have haft en magt som intet dynasti senere i Europa, om deres vidtrækkende, saa dristigt og heldigt begyndte, planer havde kunnet gennemføres. Men grunden til deres vanskæbne var netop den, at de ville have for meget.”

“Den sidste Luxemburger, Sigismund, har ogsaa opnået en legendarisk berømmelse, men naturligvis paa en ganske anden maade, gennem sit forræderi mod Johan Huss, som han skal have lokket i døden med sit lejdebrev. I virkeligheden begik han efter datidens opfattelse slet intet retsbrud, og ikke en eneste af hans bekendte samtidige har udtalt sig i denne retning, hvor stærkt man end ellers polemiserer mod konciliet i Konstanz i juridiske, politiske og selv teologiske kredse.

“Og dog finder vi også i dette tilfælde en større sandhed i den uhistoriske folkeopfattelse. I højere og dybere mening har han handlet troløst ved at gaa imod sit eget lands fremskridtskræfter og lade den mand falde, som repræsenterede folkets vilje, uanset hvorledes den retslige side af sagen stiller sig.

“Man synes, man kan se ham for sig, hvorledes han hyklerisk svingede frem og tilbage på jagt efter kompromiser. Snart har han forsøgt at overtale Huss til at give efter, snart smigrede han kirkefyrsterne – denne frække nar og falske smigrer med sit røde, tvedelte skæg, feinschmecker, når det gjaldt glimrende bonmots, elegante kurtisaner og udsøgte fiskeretter: glat, tom, uden retning, uden overbevisning, uden had, uden kærlighed, et helt igennem unaturligt menneske, et strålende poleret nul.

“Det er forøvrigt bemærkelsesværdigt, at der dengang næsten samtidig regerede to vanvittige konger, nemlig Karl 6. af Frankrig (1380-1422) og Wenzel af Böhmen (1378-1419), en grotesk-dæmonisk sadist og alkoholparanoiker.

“Foruden disse to vanvittige konger har vi to andre svage hoveder, Henrik 6. af England, som var en notorisk undermåler, og Frederik 3. som i det mindste ikke var langt fra det, den kejser som herskede over Tyskland i samfulde 53 år, eller rettere ikke herskede, saa apatisk, barnagtig og halvsovende som han tog sit embede. Da meddelelsen om Konstantinopels fald nåede Tyskland, skrev en tysk krønikeskriver: “Kejseren sidder hjemme og planter blomster og fanger smaafugle, det elendige skrog!”.

“Englands og frankrigs historie lader sig i dette tidsrum ikke let skille ud fra hinanden. Man er vidne til et grufuldt skuespil af blodige fejder, snigmord, løftrebrud og de værste politiske gemenheder. Shakespeare har indhyllet de optrædende i dette rædselsdrama i en atmosfære af rent narkotisk djævelskab og givet dem en sælsom irisende slangeglans, som virker paa een gang frastødende og tiltrækkende.

“Hans kongedramaer viser os en hel tidsalder i funklende fart mod helvedes port. Gribende sanseløs for sig; jaget fra overmenneskelig heroisme til dyrisk nederdrægtighed suser tiden redningsløst i den afgrund, den selv har skabt sig. Naturligvis er virkeligheden kunstig forstærket, men der laa noget af alt dette i tiden. Disse mennesker virker paa os som de pragtfulde giftsvampe eller kødædende orkideer, der i al deres grusomhed og lumskhed udstraaler en forsonende aroma af mystisk skønhed.

“Over et aarhundrede varede sukcessionskrigene, som skyldtes de engelske kongers krav på franrkigs trone. Det var et nervepirrende vekselspil mellem fremmarch og tilbagetog for englænderne, som vandt straalende sejre og ofte holdt store dele af Frankrig besat, men dog aldrig opnaaede at få fast fod i landet og tilslut maatte indskrænke sig til brohovedet Calais.

“Omslaget kom med Jeanne d’Arc, Jomfruen fra Orleans, der er lige saa uvirkelig en fremtoning som Sigismund, kun på den ganske modsattte maade. Hun er et væsen, som lever i det Hinsidige, i den åndens verden, hvis eksistens, da vi ikke kan sige noget objektivt om den, benægtes af overfladiske empirikere, skønt vi tydeligt kan spore dens virksomhed gennem hele menneskehedens historie som bestemmende for dens kulminationspunkter.

(Note: Her optræder for øvrigt et skoleeksempel på et (meget) uheldigt oversat ord. Hvad forf. antageligt har udtrykt på tysk med “was Positives” har oversætteren ganske enkelt gengivet med det danske “noget positivt” – hvilket – ial fald for en nutidsdansker – betyder noget ganske andet. En tysker ville sige f.eks. “günstig” for det danske “positivt”. Læser en nutidsdansker stykket kan han let tro, at forfatteren har ønsket at karakterisere “åndens verden” som noget negativt: “— i den åndens verden, hvis eksistens, da vi ikke kan sige noget positivt om den, benægtes af overfladiske empirikere,—“).

“I Frankrig var der Borgeropstanden i Paris og en stor borgerrevolte i Provinserne, Jacqueriet, som det kaldes efter føreren, Jacques Caillet med tilnavnet Bonhomme, en af de paa grusomme begivenheder rigeste tildragelser i verdenshistorien. Senere kom kampene mellem den voksende kongemagt og de store vasaller, som søgte at bevare deres selvstændighed.

“Under den kloge, energiske og perfide konge Ludvig 11. bliver riget mere og mere centraliseret, men dette sker på bekostning af Burgunderriget, som repræsenterede alt, hvad der var af betydning i datidens kultur. Her fandte de skønneste og mest blomstrende byer, her blev de mest udsøgte husflids- og haandværkerprodukter skabt, her levede de store malere, musikere og mystikere.

“Den burgundiske kultur er overhovedet “Inkubationstidens” allerstærkeste repræsentant, en verden fuld af blod og farve, flammende rød brunst og lys skønhedssand, paa een gang blomstrende og mørk, barnlig og pervers, stump og overlæsset, en diamantstraalende, barbarisk feberdrøm. Den hollandske lærde, Huizinga, kalder den i sit nylig udkomne værk for “Middelalderens Høst”. Vi ser den derimod som en hemmelighedsfuld indledning til foraaret, den er det nye liv, der spirer under snestorme, hagelbyger og alle andre luner af en natur, spændt af forventning.

“Hvorledes det forholdt sig med kirken, har vi allerede flere gange antydet. Tiden er præget af en vild foragt for kleresiet. Ved enhver tænkelig lejlighed rakkes der ned på de gejstlige, som beskyldes for raahed, uvidenhed, fraaseri og utugt, havesyge og dovenskab.

“De spiller, drikker, jager, tænker kun paa deres bug og løber efter ethvert skørt, især i Italien er præst og galan næsten et og det samme. Et utal af mundheld og ordspil fra denne tid genspejler det gængse syn paa denne stand. Det var den almindelige mening, at en biskop ikke kunne komme i himlen. Et særligt overdaadigt maaltid kaldte man et Prælatmaaltid.

“Om cølibat sagde man, at det skilte sig fra ægteskabet deved, at lægmanden havde een kone men præsten ti. Sålænge bønderne har koner, behøver præsten ikke at gifte sig, hedder et mundheld, og et andet lyder: Jeg gør korsets tegn over mit kød! – sagde munken, han lagde skinke og steg overkors på smørrebrødet. Konkubiner var en selvfølge for de fleste gejstlige, man kaldte dem sjælekvæg, fordi de var sjælehyrdens stadige tilbehør. Forøvrigt erklærede selv en teologisk kapacitet som kansleren Gerson, at kyskhedsløftet kun var at betragte som afhold fra ægteskab. Ville man beskylde nogen for at være særlig udsvævende, saa sagde man: Han horer som en Karmelittermunk.

“Under al denne uro og desorientering paa troens omnråde, hvor menneskene havde mistet tilligen til troens tjenere uden at have mod til at tvivle på kirken selv, kom der mærkelige strømninger frem i dagens lys, strømninger som allerede længe havde gæret under overfladen, men som nu i denne rådløshedens tid blev til en ny livsmagt. Da Gud ikke længere talte gennem sine præster, søgte man efter andre forkyndere af hans vilje og kom paa denne maade ind paa en eventyrlig, ofte ganske voldsom og undertiden latterlig djævletro, en kun let maskeret panteisme.

“Datidens mennesker var, som allerede fremhævet, gennemtrængt af den mer eller mindre klare overbevisning, at djævelen regerede over verden, og det var derfor kun ganske logisk, at de ogsaa troede paa, at der hemmeligt eksisterede en djævlekirke, djævlemenighed og et djævleritual.

“For at gøre ulykken fuldstændig vælder nu guldets skæbnesvangre flod ind over den religionsløse verden. Rigdom, og særlig pludselig rigdom, virker altid ødelæggende. Her gjaldt det ovenikøbet en umoden og ganske uforberedt menneskehed, hvem den middelalderlige betragtning om det syndefulde ved pengefortjeneste endnu sad dybt i blodet.

“Gud har skabt tre slags menneskeliv: Ridderens, bondens og præstens. Det fjerde skabte djævelens list: Aagerkarlens!”, sagde Freidank, men han forstaar ved aager øjensynlig enhver form for handel. Samme anskuelse sammenfatter Cäsarius von Heisterbach og Tiggermunkene havde et lignende syn paa tingene, og hvis man over for dem henviste til, at selv frelseren havde betjent sig af penge svarede de: Ja, men pengepungen gav han Judas!

“Og Geiler von Kaiserberg siger: At aagre med penge er ikke at arbejde, men at flaa andre, medens man selv driver lediggang: Man havde aabenbart den anskuelse, at det at tage renter og handle med varer, overhovedet alle erhverv, som ikke havde med varefremstillingen, men kun med vareomsætningen at gøre kun var en finere og mere fordækt form for bedrageri. Denne opfattelse er slet ikke så paradoksal, som den kan se ud til ved første blik, vi bekender os til en vis grad til den, den dag i dag ((d.v.s. omved 1930)), nemlig i det såkaldte gode selskab.

“Også der ville man se med foragt på et menneske, hvis man hører, at han laaner penge til venner og bekendte mod renter (selv ganske almindelige renter) eller sælger ting til dem med fordel (og det selv om det er en ganske beskeden fortjeneste).

“Når vi nu skal tale om tidens usædelighed, maa vi tage to ting i betragtning. For det første, at enhver tid i grunden er “usædelig”, for det andet, at usædelighed ofte slet ikke betyder andet end en højere, friere og mere kompliceret form for sædelighed. I tilfældet her maa man dog vel nok sige, at det normale, saa at sige legitime kvantum usædelighed, som man øjensynlig ikke kan komme udenom, er tydeligt overskredet, og at alle de livsytringer, som maaske under andre forhold ville kunne betragtes som udtryk for en voksende fordomsfrihed og en finere sans for moralske nuancer, her i stedet for er blevet til symptomer paa en moralsk stivkrampe, en fuldkommen anæstesi over for alle moralske følelser.

“Karakteristisk for det frie samkvem mellem kønnene er badstuerne, som fandtes overalt, selv i smaa landsbyer, og som ikke var andet end stævnemødepladser for elskende par, eller et passende sted til at gøre nye bekendtskaber. Mænd og kvinder bader fuldstændig nøgne, højst forsynet med et lille lændeklæde, og opholder sig oftest i badet lige fra morgen til aften. Enten badede man to og to i samme kar eller ogsaa i store bassiner, som var omgivet af tilskuergallerier. Men maturligvis var der ogsaa separatrum. Disse institutioner blev ikke udelukkende besøgt af gadens piger og letlevende kvinder, men af alle mennesker.

“Jomfruhusene” var talrigere end nogen før eller siden. Hver eneste lille by havde et eller flere. Betegnende er magistratsvedtægterne, som forbyder at optage “piger, som endnu ikke har bryster”. Det var altså efter al sandsynlighed ikke ualmindeligt at anbringe børn i bordellerne. Lige saa karakteristisk er forbudet mod uden videre at slippe tolv-fjorten-aars drenge ind i jomfruhusene. Gifte kvinder gik derimod ikke saa sjældent derhen. “De offentlige pigebørn” nød iøvrigt en vis social anseelse, man var endnu langt fra vor skinhellighed, som lønner disse samfundets martyrer med foragt.

“Ved officielle fyrstemodtagelser mødte de op korporationsvis, for de var, som allerede nævnt, organiserede som alle andre erhverv, og den ubeføjede konkurrence af “bønhaser” som tjenestepiger, opvartningspiger og borgerdøtre, blev skarpt kontrolleret af dem. Men særlig klagede de over smudskonkurrensen fra nonneklostrene. Efter datidens sprogbrug var en nonne og en hore næsten synonyme begreber. Også munkeklostrene var ofte skueplads for rene orgier, og homoseksualitet var stærkt udbredt blandt ordensmedlemmener af begge køn.

“Vi har slet ingen grund til at se med farisæiske øjne på disse tilstande. Det, som senere er gået mere fordækt og maskeret for sig, skete dengang åbent og uforblommet, og at alle disse ting var sanktioneret af den offentlige mening, viser kun den store hemningsløshed hos datidens mennesker.

“Hele tidens aand viser sig eftertrykkeligt tydeligt i de klædedragter, som blev moden. Det er klæder for erotomaner og forrykte, en vild heksesabbat af former og farver, som vistnok er ganske enestaaende i klædedragtens historie.

“I kvindernes kjoler var udskaaret runde huller, som lod det nøgne bryst komme tilsyne. Bæltet pressede barmen voldsomt opefter, for at den skulde virke så fyldig som muligt, og man hjalp også til med udstopning. Mændenes benklæder slutter ganske tæt til kroppen for at fremhæve formerne så stærkt som muligt, og de er forsynet med synlige penisfutteraler, ofte af kæmpemæssige dimensioner.

“En sælsom kontrast til denne ekshibitionistiske mode danner den ofte fuldkomne tilhyllen af ansigtet med groteske hætter eller tophuer med kun huller til øjnene. Ved siden heraf sporer man en tendens henimod det perverse. Damerne bærer pagefrisurer, mændene kokette lokker, som de omhyggeligt krøller med æggehvide, og ikke sjældent fletninger. De snører sig og lægger sig kunstige bryster til. Hvis de har fuldskæg, bliver det klippet i de mærkeligste faconer, enten tvedelt eller ganske spidst med garntynde ender bøjet opefter i en lille fiks bue, skægger altid stærkt parfumeret og med forkærlighed farver man det rødt.

“I det hele taget bliver denne diabolske farve, som ellers har noget vist odiøst ved sig, nu modefarven. De kæmpemæssige sko har en ganske eventyrlig lang og krum opadstræbende spids, som undertiden naar helt op til knæet og maa bindes fast med snore. Kvinderne har enorme slæb på kjolerne og rene monstre af hovedbeklædninger, hvorfra lange haler slæber helt ned paa gulvet. Mændene gaar med huer af form som hele sukkertoppe eller med høje turbaner og bærer vamse, besat med tykke snore og kvaster eller lange, udskaarne, flagrende klædestrimler.

“Klæderne var smykket med guld, perler og ædelstene og broderet med mærkelige figurer, som forestillede lyn, skyer, trekanter, slanger, bogstaver eller symbolske tegn. Farverne var straalende og urolige: cinnoberrødt, græsgrønt, lakrosa og svovlgult var særlig yndet. Klæderne skulle helst gøre et saa spraglet indtryk som muligt, man syede derfor kjoler og frakker sammen af mange forskelligt farvede lapper, snittede ærmerne op, saa at foret, af skrigende farve, kunne stikke frem. Kjoleslæbene havde en kulørt kant, og mandfolkedragtens to bukseben maatte helst ikke være af samme farve.

“Endelig var dragterne rigt besatte med gyldne fryndser eller sølvbjælder, som ringede ved enhver bevægelse. Kort sagt, det er den stereotype Narredragt, som vi den dag i dag forestiller os den -.”

——————-

Jeg må slutte med forf. farverige skildring af Europas mennesker ved tiden omkr. den sorte død: Mennesker, som havde forladt eller følte sig forladt af deres Gud(er) og derfor måtte bære narreklæder. Tænkeligt har de ikke været mere ugudelige end vor tids mennesker, men bare følt savnet noget stærkere?

——————–

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.