August Strindberg og Johan Borgen

(1.12.2013) Også igår lørdag forvildede jeg mig op gennem Fiolstræde, hvoraf det kom sig, at jeg slæbte endnu en pose 5-kroners bøger med hjem. De ligger nu her ved siden af i en stor bunke sammen med de øvrige 5-10 kroners bøger fra den forgangne uge. Jeg fortsætter med at fortælle lidt om nogle få udvalgte eksemplarer, i fortsættelse af de tre jeg nåede i sidste indlæg:

4. BORGEN OM BØKER – Norsk og Nordisk. Ved Erling Nielsen. Gyldendal, Oslo, 1977, ca. 470 s.

“Borgen” er den Johan Borgen, hvis morsomme fortælling “ET TORDENVEJR” om en mirakuløs genforening med H.C. Andersen jeg har omtalt i BLOG LIDT OM BØGER.

Den her omhandlede bog er en samling af mere end 200 boganmeldelser fra et langt liv som anmelder. Der er godt 100 norske, næsten 100 danske og ca. 25 svenske anmeldelser, blandt hvilke en lidt længere (på ca. 4 sider) om August Strindberg:” AUGUST STRINDBERG – RELIGIØS GUDSBESPOTTER og kvindekjær kvinnehater – Socialist og – overmenneske”. Her nogle udtog fra artiklen (af bekvemmelighed skriver jeg på dansk, omend bogen er på norsk):

“Den kendsgerning at det er hundrede år siden den store svenske digter August Strindberg blev født ophidser i disse dage (januar 1949) store dele af den civiliserede verden.

“Fuldt så henrykt var man ikke for ham, mens han levede. Men han fik – i lighed med sin 20 år ældre norske kollega Henrik Ibsen – både hyldest og virak da det viste sig, at man kunne tjene penge på ham, eller som det hedder: at hans tanker var lysende og hans ånd skabende og klar, allerede som 40-årig hade han kvalificeret sig til mindesmærker og ved sin død som 63-årig var han tjenlig som turistreklame.

“Men medens han levede blev han forkætret og forbandet, “snytt opp i stry” (?) af forlæggere og teaterchefer. 35 år gammel blev han stillet for retten for bespottelse, da man ikke fandt nogen bedre paragraf at komme hans ukristelige synspunkter i novellesamlingen GIFTAS til livs med. Han blev frikendt, støttet af bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, men mest af en oppositionel folkemening. Men han gik fulstændig brudt ud af krisen. Den havde bragt ham en rent sygelig angst for indespærring, dertil sådanne skyller af bagvaskelse og sladder, som i vore dage bare blir aktive anti-fascister til del; og Strindberg var en meget sårbar natur, mærkelig følsom for skår i den medborgerlige agtelse.

“Jævne nordmænds viden om Strindberg er påfaldende begrænset, som overhovedet al viden om åndsstrømninger og åndsmennesker. For gode borgere har han etiketten kvindehader; dette er frugten af den slags historiske forkortninger, som fører lukt ind i løgnen. Han blev – efter at have indtaget et radikalt og menneskeværdigt standpunkt til det såkaldte kvindespørgsmål – en indbidt modstander af visse sider ved kvindeemansipasionen; han var overhovedet inkonsekvent og fæstede sig stundom forbitret ved enkelte ytringsformer, som ikke behagede ham. Kvindehader var han derimod ikke.

“Derimod var han videnskabsmand; det husker man mindre om. Han studerede alt mellem himmel og jord, specielt historie ((og sproghistorie)). Hans afhandlinger og kongedramaer bygger på indgående kundskaber, og synspunkter og er frigjort fra den konventionelle halvviden. Samtiden hånede ham en del fordi han i en periode var inde på tanken om at lave guld, idet han som sinke på området ikke var opmærksom på, at guld er noget folk skaber på andres arbejde og voldsomme død.

“I sin ungdom var Strindberg bibliotekar og erhvervede sig som sådan en enorm læsning. Hans sjældne hukommelse satte ham i stand til at tage vare på sin viden og gruppere den til brug for et eksempelløst aktivt liv som digter og krønikeskriver. Hans interesse spændte meget vidt og fortsatte med at gøre det livet ud. Han var gennem sit liv skiftevis ateist, folkeoplysningsmand, socialist, Nietschianer, manisk individualist og religiøs mystiker med impulser fra Swebenborg. Selv efter at han havde svigtet socialismen, beholdt han en forkærlighed for det oppositionelle i arejderbevægelsen, udtrykt i en romantisk positur, da døden nærmede sig; han ville at kisten skulle bæres af arbejdere, ikke af digterbrødre el.l. Hans gravfærd skulle finde sted om morgenen…

“Han var gennem det meste af sit liv en usikker, ængstelig og opfarende mand, derfor posør, men klog nok til at dække over det undtagen i det små, hvor tingene altid røber sig. Han elskede at lade sig fotografere, men blev aldrig knipset i et ubevogtet øjeblik, helst så han dybsindig, drømmende ud på billeder. Han blev malet og modelleret af tidens fremmeste kunstnere, og elskede det. Han var, kanske i højere grad end nogen anden, geniet som kunne tillade sig de små svagheder.

“Også de store. Hans liv blev en uophørlig veksling mellem dristige tilskyndelser og flugt fra egne handlinger; en flugt han kunne søge at dække over med de mest subjektive og uretfærdige, ja naive, udfald mod dem, som kente hans hemmeligheder. Han blev menneskeforagter, men uhyre afhængig af menneskers dom om egen færd. Storsindet og generøs, men voldsom gerrig, med sans for den humane, “moderne” barneopdragelse, afskyede vold, men stundom nervøst opfarende i strid med alle gode hensigter.

“Kort sagt et menneske i alt, fuld af modsætninger. I sit sind en revolutionær, tilsyneladende svigtende sine ideer, i virkeligheden et bytte for impulsens kaotiske stormløb – bare i kunsten kunne han ordne”.

5. STRINDBERGS ANDET ÆGTESKAB. Af Frida Strindberg. Kh, 1937, ca. 400 s.

Det er Strindberg’s anden kone, født Uhl, der fortæller. Bistået af en samling på hundredevis af breve, ikke mindst til og fra August Strindberg naturligvis. Jeg læser ikke skønlitteratur, end mindre skuespil, og jeg er derfor næppe den rette til at fordybe mig i Strindberg’ernes breve eller øvrige forfatterskab. Men et portrætfoto af August Strindberg (overfor s. 400), som jeg ved et tilfælde slog op på i antikvariatet fangede min interesse så meget, at jeg erlagde en 10’er for bogen, for at kunne studere fotoet lidt nærmere, evt. med henblik på en kommentar her på blogen.

Vi har ovenfor set Johan Borgens karakteristik af Strindberg, herunder at han var et menneske fuld af modsætninger. Jeg synes det stemmer meget godt med det umiddelbare indtryk man får ved at betragte hans portræt. Der er noget uharmonisk ved dette ansigt. Hans usædvanligt brede og høje, velformede pande peger vistnok hen på den fødte åndsarbejder. Mens hans tunge øjenbryn, høje kindben og lille, spidse hage snarere peger nordpå mod Sverige og Nordens oprindelige befolkning. Har han Samisk blod i årerne?

Jeg kender ikke hans familieforhold, men titlen på hans selvbiografiske værk TJENESTEPIGENS SØN turde måske umiddelbart formodes at give støtte for min gisning. I så fald ligger der måske her noget af forklaringen både på hans kreativitet og på disharmonierne i hans liv?

6. ENGELBREKT. Af Henrik Schück. Stockholm, Hugo Gebers forlag, 1915, 221 s.

Jeg har her anført forlæggerens navn fordi den hovedsagenlige grund til, at jeg vil omtale bogen er det rent bogtekniske. Bogen er ganske enkel i udstyrelsen, et nærmest tarveligt, hæftet eksemplar, men desuaget i mine øjne lidt af et mesterværk indenfor bogkunsten. Papiret er behageligt, ikke for hvidt og ikke for blankt. Trykket er fint og meget tydeligt, typerne er store, ca. 1,5-2 mm, og linjeafstanden er med 7 mm meget større end normalt.

Det er en fornøjelse at håndtere og især læse i bogen, og nogle af vor tids paperback-forlæggere kunne med fordel droppe de dårligt trykte, små (ca. 1mm store) typer, gnidret placeret næsten uden linjeafstand, til fordel for Hugo Gerbers næsten 100 år gamle mønstereksempel.

Hvis ikke alle mine noter om de her omtalte personer, ligesom alle mine historiebøger, allerede var pakket ned ville jeg antageligt have knyttet nogle bemærkninger til personerne omkring “den første svensker”, dalkarlen Engelbrekt. Så meget mere som vi er i det bedste selskab hos Henrik Schück, den store svenske historiker.

For et par år siden erhvervede jeg ligeledes for billige penge hans Rom’s Historie, der var fascinerende læsning, omend jeg p.g.a. dens omfang var nødt til at afbryde læsningen i utide (heldigvis er min underbo Italien interesseret). Endvidere har jeg et par bind fra hans serie af historiske essays og fortællinger UR GAMLA PAPPER (nogle af de ærede læsere kender sikkert BRÖLLUPET PÅ ULFÅSA, så vidt jeg husker omhandlende Birgitte af Vadstenas bedstemor? (som sagt er mine herhenhørende noter pakket ned)). Serien er vist ikke ret almindelig, jeg forsøgte at låne det sidste (eller de 2 sidste?) bind af serien, der vist er på fire bind, men fandt ingen til hjemlån på danske biblioteker.

7. MIDDELALDEREN – Tusind års grotid. Af Johan Schreiner. Oslo, 1962, 415 s.

Denne middelalderhistorie af nordmanden Schreiner er næppe ret almindelig på danske boghylder. Hvilket er en skam, da forf. vistnok har en gennemtrængende viden om og originale vinkler på det meste. Som modvægt til Egon Friedell’s ganske vist farverige men dog lidt mørke skildring af det europæiske kleresi v. midten af 1300-tallet bringer jeg her en lille smule om munkevæsenets opkomst i europa (s. 130f, jeg skriver også her på dansk omend bogen er på norsk):

“Munkevæsenet har eksisteret indenfor de højeste religioner gennem årtusinder. Trangen til at skille sig ud fra verden i afholdenhed og fattigdom er ikke noget specielt kristent fenomen. Som modvægt mod en altfor vidtdreven askese, med de farer den rummede for at slå over i dyrkelse af egen mærkværdighed, opstod de ældste kristne klostre i Egypten omkring år 300.

“Enkelte havde rigtignok en stærk eremitkarakter, uden regler og fast organisation; dette træk kom altid til at blive fremherskende i Østen, hvor det egyptiske eksempel hurtigt blev efterlignet i alle lande rundt om det østlige Middelhav. Men ideen fængede ikke mindre i vest, og før udgangen af 400-tallet var der grundlagt et stort antal klostre i Nord-Afrika, Italien og Gallien; herfra nåede de videre helt til Irland, og tjente der fra første stund som støttepunkter for missionen.

“Mens irsk munkevæsen i hovedtrækkene kunne beholde sit østerlandske tilsnit på grund af den isolation folkevandringerne skabte, blev det øvrige Vesteuropas munkevæsen omdannet ved en reform som udgik fra Monte Cassino, midtvejs mellem Rom og Napoli. Det var vistnok i 520-årene at dette kloster blev oprettet af Benedikt fra byen Nursia i nærheden af Spoleto. Oprindelig havde han søgt ensomhed for på orientalsk maner at hengive sig til selvplagning, men rygtet om eneboerens hellighed kaldte snart andre til hans hule i Sabinerbjergene, og på den vis blev Benedikt mod sin vilje tvunget ind i lærervirke og fællesskab med ligesindede.

“Til gengæld rebede han nu fuldstændig om. Og opgaverne som meldte sig, blev løst ud fra en indsigt i menneskelig sjælsliv, man ikke skulle tiltro den tidligere eremit. De regler som Benedikt lavede for munkene på Monte Cassino, blev normgivende i Vesten for al eftertid, og gennem en periode på 600 år var benediktinernes orden enerådende inden for Romerkirken. Hvad denne mand har betydet for europæisk kultur, lader sig overhovedet ikke måle.

“For at eliminere sygelige udslag af religiøs nidkærhed blev der indført en fast døgnrytme, som skiftede mellem rigelig søvn og anstrengende fysisk arbejde, fælles måltider og bønnetimer og ensom bibellæsning i cellen. Munkene var pligtige til at blive i klostret og til lydighed mod den abbed de selv valgte. Askesen, som hele deres tilværelse samlede sig om, betød ikke at man måtte mishandle sin egen krop, noget ordensreglerne skarpt tog afstand fra, men var et middel til at løfte tankerne over jordiske ting. Den skabte en indre frihed som muliggjorde koncentration af alle sjælsevner om det ene fornødne.

“Til erstatning for distraherende glæder og bekymringer som det normale menneskeliv rummede, søgte munken gennem ydmyghed og forsagelse at blive delagtig i den harmoni som bare gudsforholdet kunne bringe. Men det var Benedikts store fortjeneste, at fordringen lod sig realisere i et velordnet liv. Åndelig balance og sundt skøn lå bag alle hans direktiver; de gik ikke til yderligheder i nogen retning. Kameratskab og menneskelighed skulle forliges med selvdisciplin og underordnelse”.

Side 201f fortæller forf. lidt om ridderens, d.v.s. datidens ryttersoldaters uddannelse:

“Ridder var oprindelig betegnelse på enhver, som gjorde hærtjeneste til hest, og til det krævedes fra først af ingen forlening. Den enkelte stormand omgav sig med en kreds af riddere, som dannede det lettere kavaleri hvis udstyr var mere beskedent end hans eget. Omgivet af disse professionelle krigere mødte han ved vasalopbud. Sondringen mellem egentlige riddere og dette rytterfølge var fuldt gennemført før midten af 12. århundrede. Efter den tid blir ordet benyttet ene og alene om dem, som ved en højtidelig akt var optaget i det eksklusive borderskab.

“Men inden så kunne ske, måtte adelssønnen have gennemgået en lang uddannelse, som gerne begyndte i syvårs-alderen, da han forlod hjemmet for at blive knyttet som page til en storvasals hof. Lige fra barndommen skulle sønnerne formes efter et mønster og præges af et miljø. En vis boglig oplæring hørte med, men vigtigere var at få indpodet høviske manerer. Kurtoisi (d.v.s. beleven optræden) blev anset som en af de fremmeste ridderlige egenskaber, og blir den dag idag forbundet med ordet.

“Fremmest af alt stod dog kravet til fysisk træning, og den var særlig hård efter at pagen som fjortenårig rykkede op til at blive væbner. Nu måtte han vænne sig til at tåle strabadser, og her spillede jagten en stor rolle. Det hele gik ud på at vinde færdighed i våbenbrug. Så snart væbneren beherskede krigerhvervet, kunne han deltage i slag eller turneringer, den typiske ridderleg som ofte slog over i blodig alvor.

“Ved det fyldte 21 år tog læretiden slut, og nu fulgte optagelsen i riddernes kreds. Dette skete ved en kirkelig ceremoni, hvor der blev lagt vægt på at indprente den moralske pligt enhver ridder havde til at optræde som beskytter for de svage og forsvarsløse. Desuden omfattede ridderløftet et tilsagn om aktiv indsats for kristentroen, direkte betinget af pave Urbans korstogsappel.

“Sammen med tiltagene for Gudsfred og Hellig våbenhvile gav det pavelige budskab i 1095 baggrunden for en religiøs indvielse, som først fik sin endelige form i næste slægsled. Ideologien havde således geistlig ophav. Ved at modtage kendetegnene på ridderens værdighed, sværdet og guldsporene, viede adelsmanden sig til idealer som kirken lanserede”.

______________________

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.