Nok lidt flytterod (2.del)

 

 

(3.1.2014) Idag flyttede de første beboere ud af ejendommen, vistnok bistået bl.a. af den yngste sprøsling af den tidligere ejerfamilie, hvilken familie forøvrigt vist lige akkurart ikke nåede at holde 100 års ejerjubilæum, inden man i 2010 solgte til den nuværende ejerfamilie. Trine er oldebarn af den fra Fjerritslevkanten indvandrede (?) murermester Poul Erik Larsen, som i sine velmagtsdage havde omved 30 murersvende ansat i firmaet med domicil i baghuset. Hans søn Erik Rønnov Larsen videreførte firmaet til kort før sin død i 2009, hvorefter sønnen Claus overtog ejendommen.

Min underbo Henning, der er barnebarn af Poul Erik Larsen, forærede mig for et par år siden et nøddetræs 13x18cm rejsekamera arvet efter morfaderen, der skal have benyttet det som rejsende fotograf i sine unge dage i Jylland. Med kameraet fulgte et helt udstyr incl. 2 messingobjektiver. Men da jeg erfarede at Trine gerne ville overtage udstyret, gav jeg det videre til hende. Der er forresten tale om en i høj grad intelligent familie, for Henning og Trine’s vedkommende endog vistnok i påfaldende grad.

I december måned fik jeg (ligesom min overbo) endelig besked om at kunne flytte ind i en midlertidig bolig på Finsensvej fra 1. februar, hvor jeg efter det oplyste må påregne at skulle bo et årstid.

Og jeg må vist siges på nuværende tidspunkt at være i mulig omfang på forkant rent flyttemæssigt, for med undtagelse af køle- og fryseskab samt 1 reol i køkkenet er alle større møbler m.m. allerede flyttet til opbevaring i det lejede lokale/garage. Således at der herudover nu kun er nogle kasser (som jeg selv kan bære) samt nogle ting man i princippet kan bære med 1 hånd.

 

                             ———————-

 

Vi er hermed kommet til den ottende og sidste titel fra de sidst erhvervede 5 og 10 kroners bøger:

8. AF MIT LIVS AARBØGER (1795-1826). Af J.M.Thiele. Kbh., C.A.Reitzel, 1873, 302 s.

Bogen er ikke overraskende trykt i Thiele’s bogtrykkeri i København, forfatteren Just Mathias Thiele var en bror til bogtrykkeren. Jeg har vistnok oprindeligt tænkt bogen som en gave til min gamle veninde Dorrit, der er født Thiele og en fjern slægtning til forfatteren. Men da jeg pø om pø fik afkodet den anden af to ejerangivelser forrest i bogen, og da hverken Dorrit eller hendes datter er udpræget læseheste, har jeg prikket om. Den 2. ejerangivelse er V(aldemar) Brücker. Det navn mente jeg ganske bestemt at have hørt før, og en tjek afslørede da også, at det er min lillesøster der har skrevet artiklen i Dansk Biografisk Leksikon om den bekendte grundtvigianske teolog og forfatter, hvorfor jeg vil give hende bogen ved lejlighed. Her et par smagsprøver fra J.M. Thieles mange og brogede oplevelser (s. 204 ff).

“En formiddag efter denne (i mit livs historie så mærkelige) begivenhed – jeg tror i Juni – sad jeg ved mit skrivebord, i al æsthetisk comfort, med ryggen vendt mod døren, da der bankedes paa. Ved mit “Kom ind!” drejede jeg endnu ikke hovedet, men da jeg løftede øjet fra papiret, overraskedes jeg ved at se en opløben dreng, af et ganske besynderligt udseende, staa ved døren med et dybt theatralsk buk ned mod gulvet.

“Sin kasket havde han allerede kastet fra sig ved døren, og da han rejste sin lange figur i en forslidt graa frakke, hvis ærmer ikke kunne naa de udmagrede haandled, mødte mig et par smaa, chinesiske øine, der trængte til en chirurgisk operation, for at få fri udsigt, bagved en stor, fremragende næse. Om halsen havde han et broget kattuns tørklæde, saa fast snøret, at den lange hals ligesom bestræbte sig for at undslippe, kort sagt, en overraskende skikkelse, der blev endmere paafaldende, da han med et par skridt fremad og et gentaget buk, begyndte sin pathetiske tale således: “Maa jeg have den ære, at udtale mine følelser for skuepladsen i et digt, som jeg selv har skrevet?”.

“I min overraskelse indlod jeg mig ikke endgang paa en bevægelse, førend han var midt inde i deklamationen, og da han havde sluttet med en anden bukning, fulgte umiddelbart anmeldelsen af en scene af HAGBARTH OG SIGNE, en forestilling, hvori han overtog alle rollerne.

“Jeg sad stum og ventede på en mellemakt, der kunne skaffe mig lejlighed til et spørgsmål og et svar. Men forgæves; Forestillingen førte mig fra den ene scene i een tragedie til en anden scene i en anden comedie, og da han tilsidst var kommen til en epilog, som han også selv havde skrevet, sluttede han med adskillige theatralske buk, greb sin kasket, der laa som en gabende tilskuer ved døren, og – væk var han ned ad trapperne!

“Om middagen spiste jeg hos Holtens, og der kom jeg ved bordet til at fortælle om dette mærkelige besøg.

“Nå, har han allerede været hos dig? – afbrød Christian Holten. – “Hvem?” spurgte jeg. “Han – den dreng, som er løben fra Odense, for at komme til Theatret!

“Nu erindrede jeg, at Weyse havde fortalt om en mærkeligt begavet dreng, som han og flere havde lovet at interessere sig for, og for hvem professor Guldberg havde åbnet en månedlig subskription. Deraf forklaredes nu det hele, drengen gik således omkring og takkede sine velgørere.

“Og hvad hed så denne dreng?

“Nu kan man med glæde og med tårer i øiet sige det uden at fornærme eller i nogen måde at nedsætte ham, nu, da han er blevet en yndlingsdigter, ikke blot i Danmark, men næsten over hele Guds grønne jord!

“Det var Hans Christian Andersen”.

Side 104 ff skriver forfatteren:

“Et par dage efter var min gaadeopløsning (af en slags “digterisk præmiegåde”) færdig. Hos Weyse skrev jeg endnu en slutnings-sonnet bag i manuskriptet (det var den 4de januar 1816), og da det hele var stadseligt indpakket, blev det sendt ind til justitsråd Baggesen, som boede et par huse fra Weyse, i Kronprindsessegaden.

“Nu var vi spændte paa, hvad Baggesen ville sige! Jeg fik derfor min broder til, som bogtrykker, at gøre sig et ærinde hos ham dagen efter.

“Med et smilende ansigt, som den stakkels broder ikke havde mange af, kom han tilbage fra den store digter og fortalte mig, at Baggesen havde læst min opløsning og havde sagt ham, at fra idag af skulle min lykke være gjort i Danmark.

“Dagen efter indfandt Dr. Jens Kragh Høst sig med hilsener og udtalelser af samme art. Baggesen ønskede at se mig, og høst var parat at følge mig til ham.

“Baggesen boede, som sagt, i Kronprindsessegade nr. 390 på første sal. Jeg førtes ligeind i hans arbejdsværelse, en af de sædvanlige spisestuer med et skraat afskaaret fag vindue ind mod gaarden. Ved dette vindue stod et udslaget spillebord, bedækket med bøger og papirer, og ved spillebordet sad en høj og mager mand, indsvøbt i en broget slaabrok, med et stærkt purret, graat haar omkring et gennemfuret og koparret ansigt, uafbrudt ifærd med at skrive. Uden at sige et ord eller synderligt at forandre sin stilling, bød han og med haanden at tage sæde sålænge. Medens jeg sad der med Høst, begge tavse, digteren var ifærd med at skrive, havde jeg lejlighed til at se mig om i værelset og at studere en sådan digters omgivelser.

“Der var langtfra ikke mangel på meubler, men disse opfyldte stuen som nærved en flyttedag, uden tilsyneladende orden. Skrivebordet, som stod foran sofaen, var saa overfyldt, at det var rimeligt, at han, fordreven derfra, havde maattet ty hen til spillebordet ved vinduet; stolene var for største del optagne til klædningsstykker, bøger og deslige; i sofaen stod adskillige rammer opstillede, og i disse rammer endeel malede papirer, der syntes at være efterligninger af forskelligt afslebet marmor. Senere fik jeg at vide, at det var en af Baggesens private passioner, at efterligne marmor ved at male paa marienglas.

“Snustobaksdaaser saa jeg allevegne, hvor der var plads til en, og på selve bordet, hvor digteren nu sad i extase, stod tilhøjre og venstre flere halvt åbne; thi imedens hans skrev med den ene haand, søgte altid den anden uvilkaarligt hen i en daase, hvor de to bekendte fingre paa den venstre haand jævnligt førte en overvældende  priis – ikke blot til næsen, men til kalvekrøset og til papirerne, og gjorde strøsand overflødigt.

“Han syntes nu at være færdig, og vendte sig til mig med de ord; “Undskyld! Med Dem maa jeg først tale paa vers!” Jeg mærkede nu, at det han havde skrevet, var et digt til mig, og imedens han læste den elegi til mig, der er bekendt, rullede ved nogle steder taarer ham ned ad kinderne. Jeg blev naturligvis også rørt, og J.K.Høst ligeså, og der sad vi alle tre, svømmende i taarer, da han i slutningen af sit digt gjorde mig til “sin fjerde søn”.

“Da han var færdig rejste han sig, greb begge mine hænder i sine, trykkede mig til sit bryst og kyssede mig tre gange højtideligt.

“Efter denne indvielsens første øjeblikke, blev han roligere, og den naturlige samtale kom nu snart igang. Men førend vi igen skiltes for dennesinde, formanede han mig til beskedenhed og til et ydmygt sind, formodentlig fordi han vel kunne indse, at alt dette nok kunne være istand til at gøre mig lidt ør i hovedet.”

 

                            ___________________________

 

Vi fortsætter med et par titler fra de i skrivende stund igangværende hollandske udsalg i Fiolstræde og i Helligåndshuset. Prisen i Fiolstræde er idag 30 kr og i Helligåndshuset 50 kr. Jeg nåede ikke at besøge Fiolstræde idag fredag, så vi begynder med Helligåndshuset, hvor jeg fandt et par ting:

1. THE YAR-LUN DYNASTY. By Erik Haarh. København, Gad, 1969, 481 s.

Der er tale om en, naturligvis, sprænglærd doktorafhandling på engelsk omhandlende det tibetanske kongedynasti som betegnes Yar-Lun efter dette område i Sydtibet (syd for Lhasa).

Sidst i bogen er der et 11 sider langt resumé på dansk, hvorfra hidsættes nogle, mere eller mindre spredte, smagsprøver:

“Jo mere man arbejder med Tibets historie efter Kong Sron-btsan-sgam-po (død 650) og med grundlæggelsen af det dynasti, der ligger bag dannelsen af det Stortibetanske rige under denne konge og hans efterfølgere, des mere bliver det klart, at man for fuldt ud at forstå såvel handlingernes forløb som årsagerne til dem, må kende forudsætningerne for dette dynasti. Dette dynasti er på det nøjeste knyttet til landskabet Yar-lun (udtales jarlung) i Sydtibet, og er derfor blevet kaldt for Yar-lun dynastiet.

“Denne studie er begrænset til en undersøgelse af Yar-lun dynastiets stamtavle, dennes opbygning og enkelte dele, til en undersøgelse af de mytiske og legendariske traditioner, der er knyttet til dette dynasti og dets tidlige konger, samt til en undersøgelse af traditionerne i forbindelse med kongernes død og deres grave, et emne der på det nøjeste er knyttet til og forklarer de fundamentale traditioner forbundet med opfattelsen af Yar-lun kongernes status.

“Disse emner burde være en del i ethvert arbejde om Tibets gamle historie, men er det kun sjældent. Enkelte tilløb på basis af den senere buddhistisk-tibetanske tradition forefindes, men intet systematisk arbejde over disse emner findes. I nyere tid har en række forskere, først og fremmest Giuseppe Tucci arbejdet med disse problemer. (—) Kildekritik kan ikke foretages i noget tilfælde, dertil er vor viden om Tibets litteratur for spinkel, og de arbejder, der findes derom, er baseret på et så reduceret kildemateriale, at de på baggrund af den i dag tilgængelige tibetanske litteratur må betragtes som værende uden værdi for denne studie.

“Gennem den følgende undersøgelse med alle dens enkelte resultater fremgår, at hovedlinierne i de tibetanske legender og overleveringer om Yar-lun dynastiet i perioden før 650 (e.K.) er konstante. Desuden kan deres tilforladelighed som historiske kilder slås fast.

“Foruden lokale variationer i kildernes fremstilling af emner, der undersøges, kan det fastslås, at der eksisterer tre hovedlinjer indenfor den tibetanske overlevering; en buddhistisk, en Bon-po, og en før-Bon-po. Bon-po er den omkring dynastiet organiserede religion, der forefandtes ved Buddhismens indtrængen i Tibet (i 500-tallet).

“Den buddhistiske tradition hævder at dynastiets forfader gNa´-khri-btsan-po nedstammer fra et indisk kongedynasti. Heri indkorporeredes traditioner, der allerede var fast forankrede i de tibetanske forestillinger, såsom forfaderens nedstigen fra himlen ad et helligt bjerg og hans forbindelse med de himmelske guder, lHa. lHa, de ledende guddommelige udtryk (?) for Bon religionen, blev accepteret af Buddhismen, der drejede deres universelle betydning over til en identitet med Deva, det udflydende indo-buddhistiske gudebegreb.

“Bon-po traditionen (som altså forefandtes ved Buddhismens indtrængen i 500-tallet) om forfaderens nedstamning fra de himmelske guder, lHa, var baseret på forestillingen om et tredelt kosmos, himmel-jord-underverden, der var eksistensmilieu for fugle – kødspisere – fisk, hvis vigtigste udtryk var de himmelske lHa, de jordiske bTsan, og de underjordiske kLu eller de døde, mTshun. Kongernes forbindelse med lHa er udtrykt gennem titlen lHa-sras (= lHa-søn)((er det det samme ord som bynavnet Lhasa?)), deres forbindelse med bTsan gennem kongetitlen bTsan-po, og deres forbindelse med underverdenen gennem titlen sPu-rgyal (= Døde-Kongen).

“Før-Bon traditionen (som vel kan betegnes som den tidligst kendte tradition?) hævdede forfaderens nedstamning fra Te eller The, hvori Te var forestillingen om de aktivt handlende døde, der virkede iblandt de levende. Te var den ledende gruppe indenfor et religiøst system ved navn Mu (rMu). Dette system forestillede sig kosmos som en todelt verden i form af en æske, med en øvre og en nedre del. I denne æske begyndte skabelsen med det hvide og det sorte lys, med det mandlige og det kvindelige princip. Denne æske sammenlignedes også med en livmoder, der var ophavet til livet og endemålet for døden. De døde var forskellige fra de levende ved ikke at besidde livskraften, bLa.

“Dette før-Bon systems forestilling om skabelsen var også nært forbundet med ideen om verdenen i lighed med et knækket æg og med forestillingen om alle væseners oprindelse fra æg, kosmiske æg eller blod-æg. Dette før-Bon sysgtem var et kvindeligt, matriarkalsk, med en stammoder, i modsætning til Bon-po systemet, der var mandligt, patriarkask, med en stamfader.

“Yar-lun dynastiets første fase er forbundet med dette før-bon system og er knyttet til Yar-lun distriktet i Sydtibet eller den del af Yar-lun, der var under Bya-klanen eller Fugle-klanen, hvis hovedsæde var fæstningen Yum-bu-bla-sgan.

“Yar-lun dynastiets anden fase er knyttet til indførelsen af Bon religionen og er karakteriseret ved et sammenbrud af Bya-klanens styre og en samtidig overtagelse af magten ved en udefra kommende. Gennem denne magtovertagelse knyttedes Yar-lun til dynastiet i Kon-po. Denne magtovertagelse faldt sammen med Yar-lun dynastiets historieke begyndelse og er mytisk-legendarisk symboliseret gennem forfaderen gNa´-khri-btsan-po. Den mand, der overtog magten i Bya-klanen, kan nedstamme fra Kon-po dynastiet, men kan ligesåvel nedstamme fra Fan-ni, der ifølge kinesiske kilder samlede tibetanske stammer til et rige omkring 433 e.K, ja er måske identisk med denne Fan-ni.

“Især for Buddhismen var en (sådan) forbindelse mellem dynastiet og forestillinger om de afdøde og om forfædrekult en umulighed, da dette var i direkte modstrid med den indo-buddhistiske forestilling om samsara, “sjælevandringen”. Dette er årsagen til den konsekvente undertrykkelse af de to tidligere betegnelser for dynastiets forfader, der er resulteret i en dominans i vore kilder for betegnelse gNa´-khri-btsan-po.

“Almindeligvis skelner man i studier af ikke-tibetansk oprindelse imellem en præhistorisk linie indenfor det tibetanske kongedynasti på 32 konger og en historisk linie på 10 konger. De historiske konger kendes fra et stort antal tibetanske kilder, hvorimod de præhistorske indtil nu kun kendes fra et fåtal tilgængelige kilder. Da dette arbejde især beskæftiger sig med de tidligste konger, er det nødvendigt at få et så fyldigt billede som muligt af de tibetanske traditioner om dem. (Dette gøres i skemaform). Det viser sig, at der for den historiske linje kun findes een navnetradition.

“Da de mongolske khaner af Yüan Dynastiet betragtede deres familie som efterkommere af de indiske dynastier igennem det tibetanske Yar-lun dynasti, igennem den ene af kong Gri-gum-btsan-po’s tre sønner, findes der oplysninger om de tibetanske konger i mongolske kilder.

“Dynastiets oprindelse er knyttet til indførelsen af den oprindelige religion i Tibet, der kaldes for dMu-rgyal-Bon (eller Svastika-Bon). Gri-gum-btsan-po og sPu-de-gun-rgyal repræsenterer indførelsen af en ny religionsform, Bon-religionen i dennes særlige karakter som Dur-Bon (eller Grav-Bon). Denne var nøje knyttet til de institutioner, der lå bag dynastiet og kongernes status. sPu-de-gun-rgyal repræsenterer den første konge indenfor det dynasti, der med tiden blev det historisk kendte Yar-lun dynasti.

“Gri-gum-btsan-po, bag hvem der skjuler sig erindringen om en virkelig konge, udtrykker en krise i det tibetanske samfund. En ny religionsform indførtes med begravelsesriter og -kultus, en adskillelse mellem levende og døde i to verdener indførtes, og endnu en tredje verden indførtes, en himmelsk verden med himmelske guder, lHa. Denne nye religion belærte, at kongerne nedstammede fra lHa, at forfaderen til kongerne steg ned fra himlen for at herske blandt menneskene og beskytte dem mod de døde og disses repræsentanter, der indtil da havde levet blandt menneskene. Den hjælper de levende ved gennem ritus at skærme dem mod de dødes farlige tilstedeværelse og sørger for, at disse forbliver i deres egen verden, dødeverdenen. Begravelsen foregår nu i grave på eller i jorden, mod tidligere ved udkastning i vandløbene. De jordiske magter erstattes med de himmelske guder.

“Dateringer af dynastiets begyndelse er meget sjældne indenfor de tibetanske kilder. En gennemgang af dem der findes viser, at der ikke eksisterer nogen tibetansk tradition med henblik på en tidsmæssig datering af dynastiets begyndelse.

“I forbindelse med fundamentale begreber, knyttet til dynastiet og kongerne, optræder ordene spu og spur, således i sPu(r)-rgyal, sPu-yul, sPu-de-gun-rgyal, osv. Tydningen af disse ord ligger i komplekset omkring Gri-gum-btsan-po’s død og sPu-de-gun-rgyal, hans efterfølger og dynastiets grundlægger, samt i formålet med kongens komme her i menneskenes verden.

“Kongen kom af hensyn til menneskene, mi, bod-mi eller dud-rdog, der truedes af de farlige magter omkring dem; han kom som jævnbyrdig med disse magter, sa-dog eller dog-yab, d.v.s. de personificerede døde eller dødeverdenens magter, Kongen udtrykker Bon-religionens militante aspekt, og i hans evne til at beherske og undertvinge dødeverdenens magter ligger det altafgørende og oprindelige motiv til forfaderkongens tilsynekomst og grundlaget for Yar-lun kongernes religiøse status.

“Dette oprindelige motiv genfindes i den buddhistiske traditions påstand om hans oprindelse fra Buddha gennem Sakya-dynstierne og hans deraf følgende status som verdenskonge og Buddhismens beskytter. Det samme fremgår af Yan-bsan traditionen, ifølge hvilken han tilhører begge eksistenser, de levendes og de dødes. Herigennem behersker han begge verdener. Nøjagtigt det samme findes i Bon-po traditionen, hvor han ved at nedstamme fra lHa, gennem Yab-lha-bdag-drug er beslægtet med de døde.

“Denne forbindelse med de døde og indførelse af nye begravelsesskikke under sPu-de-gun-rgyal giver forklaringen på spu og spur. Bag begge ligger betydningen “lig”, spur i betydningen “det rituelt ubehandlede lig” og spu “det rituelt behandlede lig”. sPu-yul betyder derfor de Dødes Land, d.v.s. Tibet, hvor døde og levende ifølge før-Bon-po religionen levede sammen. sPu-rgyal, titlen på de tibetanske konger betyder derfor tibetanernes konge, i betydningen Døde-kongen”.

Så vidt den lærde doktorant Erik Haarh. Jeg understreger, at jeg kun har lavet eller forsøgt at lave et skønsomt udpluk fra forfatterens eget sammendag. Den ærede læser henvises iøvrigt til at læse f.eks. Alexandra David-Neel eller evt. Theodore Illion’s spændende bøger fra hans opdagelsesrejser, inkognito og til fods gennem Tibet i 1930’erne, hvoraf det sine steder synes at fremgå, at meget af den gamle kultus endnu på det tidspunkt var lyslevende i dette “de Dødes Land”.

Et par lægmands iagttagelser: “The” oplyses at betyde sådan noget som “aktivt handlende døde”. Altså en ånd eller en (underverdens)guddom? Er det beslægtet med det græske “Theo” som i Theologi?  “Spu” skal betyde “lig” og minder påfaldende om tysk “spuk” og dansk “spøgelse”, d.v.s. en afdød(s genfærd). Jævnfør iøvrigt den vidt udbredte tradition om den “himmelske guddoms” nedstigen fra et højt bjærg. I Tibet med henblik på at hjælpe mennesker i kampen mod de dødes magt på jorden.

Vi kan således foranlediget passende blive blandt de levende døde lidt endnu:

2. ENCYCLOPEDIA GOTHICA. By Liisa Ladouceur. Toronto, 2011, 313 sider.

Jeg er tilstrækkelig ignorant til ikke at være klar over, at en Goth (som i Gothersgade) på amerikansk har fået tildelt betydningen Satanist. Men bogen viser sig ved nærmere eftersyn at være et etbinds leksikon over derhen hørende begreber: Dracula, cloak, demonia, death rock, the damned, 45 grave (“american Horror Punk band!”), nose chain, haunted mansion, bat, catacombs etc., etc.

Bogen er sikkert en 50’er værd, det er fint boghåndværk og jeg er a sucker for alle slags dictionnaries og encyclopedias. Forøvrigt vælter satanisme – i form af vold, mord og sindsyge – med jævne mellemrum ud af Hollywood og TV-apparatet, hvorhos et og andet begreb evt. kan trænge til en forklaring?

 

3. THE SECRET LIFE OF WORDS. Hov English Became English. By Henry Hitchings. London, 2009, paperback.

Jeg har i forvejen temmelig mange bøger omhandlende (især) engelske ords historie. Men denne er dog vist noget særligt, idet ordforklaringerne er overordentlig grundige og omfattende. På omslaget findes denne karakteristik, som vist er ret dækkende: “Much more than a collage of etymological trivia, this is a dense and thorough excavation of the stories that lie behind the words we say” (Metro).

Omtalen af ordet VOLUME (i betydningen bog) fylder f.eks. 20 sider, TEAPOT 22 sider og ordet ANGST hele 27 sider! (minder mig om at jeg har en bog fra Fiolstræde liggende her ved siden af med titlen: DIE ANGST ALS ABENDLÄNDISCHE KRANKHEIT (af en Arnold Künzli, Zürich 1948). Altså: Angsten som vesterlandsk sygdom. Forekommer mig at kunne være relevant, er det måske derfor vor kultur er så krigerisk og agressiv? Men jeg har dog næppe fået kigget i bogen endnu.

 

 

I næste indlæg ser vi lidt på nogle af de ting jeg har fundet i Fiolstræde de sidste måneder.

 

                                ————————

Posteres tillige på www.imma.smartlog.dk

Nogle links:

www.washingtonsblog.com

www.full-spectrum-dominance.com

www.zerohedge.com

http://aangirfan.blogspot.com

www.spiegel.de

www.voltairenet.org

www.redicecreations.com

www.lewrockwell.com

www.stevequayle.com

www.globalresearch.ca

www.huffpost.com

www.drudgereport.com

www.businessinsider.com

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.