H.C.Ørsted; Willy Haas; Kristoffer Nyrop.

 

Her er lidt om nogle af de bøger jeg har fundet i Fiolstræde de sidste par måneder. Dog først lige endnu en 20-kroners bog fra Helligåndshuset:

1. SAMLEDE OG EFTERLADTE SKRIFTER. Af H.C. Ørsted, Bind 7, 8 og 9 (indbundet i 1.bind), Kjøbenhavn, 1852, ialt ca. 575 sider. Bogen har ifgl. stempel på bindets inderside tilhørt Byfoged Johannes Norem, Christianssand.

Vor berømte fysiker har åbenbart skrevet om meget andet end elektromagnetisme. Fra de herværende ialt 40 store og små afhandlinger om mange forskellige emner gengives følgende smagsprøve fra bind. 9, side 68ff (i let moderniseret stavemåde):

“BEMÆRKNINGER OVER DOMKIRKEN I CÖLLN. (Af en Reisedagbog 1846)”

“Vi besøgte den berømte Cöllner Domkirke. Dens indre gør især et stort indtryk. Denne kirkes høje piller, der ligesom er sammensatte hver af mangfoldige stammer, de høje derved dannede hvælvinger, delenes harmoni, de malede vinduer, den for bygningens charakter så passende belysning, alt dette og meget mere er så ofte beskrevet, at jeg ikke vil forsøge at gentage det. Jeg føler mig aldeles enig med den almindelige stemme, at indtrykket er stort og højtideligt.

“Vi besteg også det ydre, hvor man nyder herlige vide udsigter og får at se, med hvilken i det enkelte gående kunst, at kirken er bygget. Man kan ikke andet end beundre den ånd, som har fattet den hele store tanke til denne bygning.

“Betragter vi derimod bygningens udførelse som et menneskeligt foretagende, tør man vel sige, at det er for stort. Hele kirken har nu stået over 600 år under bygning, og dog er ikke det halve deraf fuldendt. Det er choret, som nogenlunde er færdigt. Den nederste del af de to tilsigtede høje tårne finder man opbygget og det nederste af skibet.

“Ser man denne ufuldendte bygning i en nogenlunde stor afstand f.ex. et par tusinde skridt, tager den sig slet ud som et pindeværk, hvilket vistnok ikke ville være tilfældet, når den var færdig; thi betragter man de færdige dele udenfra i en sådan afstand at man ikke får øje på det ufuldendte, er indtrykket også skjønt.

“Man har, som bekendt, i de senere år atter begyndt at fortsætte bygningen, og det synes, at man har sat sig ind i bygningsplanen med stor indsigt. Det er også værd at lægge mærke til, at de nye stenhuggerarbeider, de nye glasmalerarbeider viser, at vi fuldkomment kunne udføre arbeidet, deels lige så godt, deels bedre end det gamle. Men man gør regning på, at dette store værk endnu ikke vil blive færdigt i 30 år, når man forudsætter en kraftig understøttelse, større end den, den har nydt i de fleste forbigangne tider.

“Idet man beundrer både storheden og det skønne i disse foretagnder bør man dog ikke, som det plejer at ske, lade den ros man tillægger hine tider hvor de begyndtes, være ublandet. Man gjorde sig virkelig dengang skyldig i den fejl, at begynde foretagender, som aldeles oversteg statens eller folkets kræfter, det er: var uforstandige. Alene chorets bygning medtog over 70 år.

“Kirken står endnu, efter 600 år ufuldendt, og dersom den engang fuldendes, vil dette langt fra ikke såmeget skyldes den religiøse iver, hvorfra den udsprang, som en nyere tids kunstkjærlighed, forenet med en forbigående tilbagevenden eller rettere tilbagehælden til hine tiders smag. Denne lyst til at begynde noget så stort, at det overgik kræfterne, er et vist lavere dannelstrin eget og findes netop såre hyppigt gentaget i middelalderens kirkebygninger.

“Strassburgs store kirke, en af de fuldendteste i sit slags, har dog kun det ene af de tvende tilsigtede tårne. Notre-Dame kirken i Paris har ikkun tårnenes nederste halvdel: Spirene mangler. Af dette slags finder man mange gothiske kirker, som derved får et kullet udseende. St.Peterskirken i Rom blev vel fuldendt, men ved midler, som nedbrøde den romerske kirkes magt; nemlig det latterlige afladskræmmeri. Iøvrigt var dette foretagende mere frugten af en pragtelskende og kunstyndende end religiøs ånd.

“Nu i vore tider at ville bygge efter middelalderens grundsætninger er uforstandigt. Der hersker i alle middelalderens udarbejdede værker en vis spidsfindighed, som hørte til den vågnende forstand. I deres filosofi herskede en spidsfindighed, som ofte er beundringsværdig; men som ikke ville have frembragt de samme værker, dersom tænkningen behørigt havde styrket sig på erfaringen.

“Middelalderens riddervæsen og deres “cours d’amour” var sande mynstere på en spidsfindig behandling. Hofceremoniellet er ikke mindre en frembringelse af samme art. Ordet spidsfindighed er naturligvis kun et ufuldstændigt udtryk for sagen, men er måske af alle forhåndenværende dog det brugbareste. Den er åbenbart ikke følgen af den rene tænken; men man kunde snarere sige, at den opstår, når indbildningskraften tager skarpsindigheden i sin tjeneste.

“Den gothiske bygningskunst er mig et levende billede af denne spidsfindighed, som vistnok i sine bedste værker kan give os noget, der henhører til menneskeåndens ypperste frembringelser. Jeg lader derfor gerne middelalderens værker af alle arter gøre deres livlige indtryk på mig; men jeg siger dog til mine medmennesker: lader Eder ikke bestikke af den beundring, de opvækker, til at forlange det samme genoplevet.

“Middelalderens værker er værker af en anden naturperiode. Den, i hvilken vi nu befinder os, er den tænkende tilbagevenden til naturen, forenet med en mægtig naturbrug. Vor tid har endnu ikke fundet sin kunst, undtagen i så enkelte dele, som fortræffelige og derved tillige skønne broer, ypperligt byggede maskiner o.s.v. Lad den have sin tid at uddanne sig; dog den vil det ifølge verdensudviklingens love.”

Rationalisme og udviklingstro – et ægte barn af sin tid. Sidst i bindet er der en ca. 75 sider lang levnedsbeskrivelse af H.C.Ørsted ved Carsten Hauch efterfulgt af en 10 sider lang fortegnelse over hans litterære arbejder.

 

2. DIE BELLE EPOQUE. Af Willy Haas. München 1967, 388 s.

Die Belle Epoque definerer forfatteren som tiden fra 1901 til 1914. Undertiden betaler det sig at “kigge” en bog baglæns, og vi vil derfor starte med at læse et lille stykke fra det næstsidste afsnit i bogens sidste kapitel (kap. 7, ZWISCHEN JUGINDSTIL UND EXPRESSIONISMUS).

En preliminær note til forfatterens stil: Jeg havde gerne gengivet stykket på dansk i egen oversættelse. Men da forf. litterære stil efter min mening på ingen måde er på højde med hans tydeligvis eminente viden, men tværtimod forekommer omstændelig og undertiden grænsende til det let obskure, så har jeg ment at måtte nøjes med at gengive den org. tyske tekst. Side 359ff hedder det:

“Die vollkommene Einheit der Entwicklung von etwa 1910 bis zur Gegenwart ist nur in der allegorischen und symbolischen Dichtung und Literatur an einer einzigen Dichtergestalt noch eindeutiger darzustellen als in der Kunst.

“Die literarische Gestalt eines Allegorikers höchsten Ranges und unauslotbarer Tiefe – vielleicht der grösste Dichter der Allegorie und der Symbole überhaupt -, Franz Kafka, reicht als geistige Existenz zweifellos von etwa 1910 bis in unsere Zeit, ganz anders, viel unmittelbarer, ja leibhaftiger als jeder andere, noch so geistige Künstler und sein Lebenswerk.

“Er begann als der eigentliche Mittelpunkt der heute sogenannten “Prager Schule” neben Franz Werfel. Andere aus dieser locker gefügten, doch persönlich miteinander verbundenen Gruppe waren: vor allem der Epiker Max Brod, Autor psychologischer und historischer Romane und Herausgeber von Franz Kafkas Nachlass, Johannes Urzidil, der erst vor etwa zehn Jahren ((d.v.s. ca. 1955)) zu internationalem Ansehen erwuchs, der blinde Oscar Baum, Otto Pick, Rudolf Fuchs, Willy Haas ((vor forfatter)).

“Böhmen rühmte sich immer, dass in seiner Mitte der geographische Mittelpunkt Europas liege. Erst in letzter Stunde vor der Wandlung Böhmens gaben deutsche Dichter wie Franz Kafka und Franz Werfel – inmitten einer aufblühenden tschechischen Geisteskultur – diesem bloss geographischen Phänomen eine geistige Bedeutung.

“Sie alle übrigens waren jüdischer Abstammung und neben der deutschen geistigen Kultur auch den uralten jüdischen Traditionen Prags, vor allem im mystischen Bereich, verbunden, denn solange Slawen dort ansässig waren, war auch die jüdische Gemeinde in Prag beheimatet, wenn nicht gar länger, seit uralten Zeiten an diesem Knotenpunkt wichtiger Karawanenlinien.

“So wie irgendein bedeutender Meister deutscher Mystik und der Kabbala ist auch Franz Kafka im Rahmen seiner Zeit und der deutschen Geisteskultur zu vertstehen. Er begann als geistreicher expressionistischer Aphoristiker, und seine künftige Grösse war in diesen Anfängen noch nicht vorauszusehen: der Dichter Franz Werfel zum Beispiel hatte sie nicht vorausgesehen, und diese ursprüngliche Fremdheit warf ihre Schatten über ihre spätere, lebenslange persönlilche Freundschaft.

“Erst die grossen nachgelassenen Werke Kafkas, “Der Prozess” und “Das Schloss”, warfen das volle Licht auf sein gesamtes Lebenswerk, das in ganz einzigartiger Macht seine unerschöpflichen Visionen mythenbildender, symbolbildender und sicherlich auch theologischer Art (die letztere ihm sehr stark bewusst) in epischen Formen gestaltet.-

“Die Krise des europäischen Judentums 1933-1945 blieb auch seinem Nachruhm nicht erspart: sein Name war schon lange vor 1945, vor allem in den angloamerikanischen Ländern, als bedeutenden moderner Klassiker etabliert, ehe er nach 1945 in seiner ganzen Grösse in Deutschland gewürdigt wurde – um sogleich wieder in einem unabsehbaren Meer literarischer und philosophischer, akademischer und feuilletonistischer Rabulistik unterzutauchen.

“Gewiss, auch Kafkas Symbolik schwebt im Grauen des Nichts, im Nihilismus – es ist eine Symbolik des Albdruckes, zumindest im grösseren Teil seines Lebenswerkes, und es konnte angesichts der Weltlage nichts anders sein. Aber seine Symbolik unterscheidet sich von jeder anderen neueren Symbolik durch den vollständigen Mangel an Verspieltheit, durch eine Unantastbarkeit, Festigkeit und visionäre Kraft, die intellektuell nicht zu Ende zu deuten ist.

“Ein Werk wie etwa die Erzählung “Aus einer Strafkolonie” ist so lakonisch in seiner Vollkommenheit, dass man sich fragt, ob etwa der barocke Überschuss, die dämmerige Unklarheit in einem vollkommenen parallelen graphischen Werk wie Giovanni Battista Piranesis “Carceri” gegenüber dieser wortkargen Vollkommenheit Kafkas nicht doch etwa barocke Überladenheit bedeuten.”

Herefter går forfatteren over til at resumere sin bog på de følgende 3 – 4 sider, desværre på en ikke særlig lettilgængelig måde. Sidst i bogen er der et udmærket register, samt nogle hist. oversigtstavler.

Jeg har ikke læst nogen af Franz Kafkas skønlitterære værker, bl.a. fordi det ganske enkelt er rigtig mange år siden jeg læste skønlitteratur. Jeg kender egentlig kun Kafka fra bogen “Mine samtaler med Franz Kafka” (hvis forfatter jeg naturligvis har glemt, og bogen er p.t. pakket ned), men der mener jeg ikke det et eneste sted antydes, at han opfattede sig som mystiker og kabbalist. Men Willy Haas må jo kende Kafka ret godt, og han synes netop at have øje for evt. parapsykologiske forhold omkring nogle af de personer han omtaler, jf. nedenfor om Strindberg.

(Præcist hvad begrebet kabbala dækker – udover det helt generelle, at der er tale om jødernes esoteriske tradition – må jeg desværre overlade til den ærede læser selv at hitte ud af. Jeg har nogle gange forsøgt at læse et par sider i bøger om kabbala, men har måttet opgive det: jeg forstår praktisk taget ikke et ord.)

Det her omhandlede afsnit i bogen er ledsaget af 4 portrætter af personer fra Prager-skolen: Max Brod, Franz Werfel, Willy Haas og Franz Kafka. Sidstnævnte med et af de billeder hvor hans strålende klare øjne dominerer. Dette forøvrigt i kras modsætning til det billede, der er valgt til artiklen om ham i “Encyclopedic Dictionary of Judaica” (Jerusalem, 1974, købt i jan. måned hos Vangsgaard for 35 kr).

Dette billede viser nemlig en noget ældre mand (Kafka blev kun 41 år gl.) uden ringeste gnist i øjnene og et mere bornert udtryk om munden. Er det overhovedet Franz Kafka? Eller kan det være hans næsten jævnaldrende fætter, juristen Bruno Kafka, som omtales i den foranstående artikel i leksikaet? Det er ial fald svært at forstå, at de 2 fotos kan gengive samme person.

Af de fire portrætterede ungdomsvenner – Brod, Werfel, Haas og Kafka – er Willy Haas den eneste, som ikke er omtalt i Encyclopedic Dictionary of Judaica. Han har formodentligt som regel stået i skyggen af sine geniale ungdomsvenner, i synderlighed Franz Kafka, som jeg antager i sin tid har været den overlegne intelligens i enhver forsamling. Og uagtet Kafka i et og alt var et venligt menneske, så har mindre betydende ånder sikkert opfattet også ham som en støvle, der kunne trampe

Har vi her grunden til forfatterens lidt underfundige bemærkning om Kafkas forhold til mystik og kabbala. For omend man ikke kan læse og forstå kabbalaen som sådan, så kan man næppe have ungdgået undertiden at se omtaler af kabbalaen, herunder at den også kan være rammen om magi/ceremoniel magi. Kabbala forstået som magi kan jo både være hvid og sort og bliver derfor af mange samtidige utvivlsomt opfattet som et let odiøst bekendskab.

Har forf. altså villet hævne sig på en livslang skyggetilværelse i forhold til sin geniale ungdomsven med dennne halvskjulte, underfundige antydning af en insinuation eller afsløring? Eller er det måske bare forfatterens undertiden lidt uklare og tvetydige stil, som har drillet mig?

Men tilbage til DIE BELLE EPOQUE. Side 69ff skriver forf. i beg. af kap. 2 DIE ENTDECKUNG EINER REVOLUTION bl.a. om August Strindberg og kvindernes situation følgende:

“Die Entdeckung einer Revolution – und zwar der vielleicht grössten, entscheidenden, ja einzig wahren Revolution des endenden 19. und beginnenden 20. Jahrhunderts, die in ihrem ganzen Umfang und ihrer ganzen Tiefe noch nie analysiert und beschrieben, kaum erkannt worden ist-, diese fast anonym gebliebene historische Tatsache, die sich in ihrem Wesentlichen gleichsam unterirdisch abspielte, rechtfertigt wohl eine ausführlichere Untersuchung.

“Die Vorgang ist nichts Geringeres als das Ende einer Institution, die sich über Jahrtausende zurückerstreckt: die patriarchalische Familie, der patriarchalische Staat, die patriarchalische Welt. Sie ist in knapp sehn Jahren zusammengestürzt. Sie hat viele Etappen gekannt und natürlich auch manche Änderungen erlebt.

“So hatte im 19. Jahrhundert der Mann nicht mehr das verbriefte Recht, auf einen Verdacht hin, ohne nähere Untersuchung, seine Frau zu töten, aber er hatte noch immer das Recht der körperlichen Züchtigung, wenn sie ihm nicht gehorchte, wie mehr als ein Kupferstich des frühen 19. Jahrhunderts aus dem viktorianischen England zeigt.

“Er konnte sie natürlich auch anbeten wie ein höheres Wesen, und es war sogar ziemlich üblich, das zu tun. Die sogenannte “Reformen” im Zeitalter der Emanzipation bedeuteten, nach einem letzten Aufbäumen der mythischen Macht der Frau, eine schleichende, aber dauernde Ernüchterung.

“Das mythische Schlachtfeld der Entschidungskämpfe hinterliess weniger äussere Änderungen, als irgend jemand sich hätte vorstellen können. Die von der Frau mitverwaltete Welt sah, zumindest in politischer Hinsicht, nicht wesentlich anders aus als die patriarchalische. Die Brutalisierung der Staatsmaschine und die – bisher – zwei Weltkriege können wir unmöglich auf das Schuldkonto der Frau setzen, aber in den Abgründen und, wenn man so sagen darf, in den Himmeln des Menschenlebens hat sich vieles geändert.

“Es sind vor allem Strindbergs frühe Dramen “Die Gläubiger”, “Der Vater”, Fräulein Julie” und andere, in denen die Frau die Teufelin ist, die Verführerin und Verderberin, und mit dem “Totentanz” ist die neue Formel Leben geworden, zumindest starkes, grausames, oft hinreissendes Bühnenleben: so entstand die These vom Kampf der Geschlechter, vom Eros als unversöhnlichem Liebeshass, die vielleicht Nietzsche als erster formulierte, als er Bizets “Carmen” mit der Verzückung des Grauens hörte.

“Das ist etwas ganz anderes als etwa Zolas “Nana”, die Schmeissfliege, die den faulende männlichen Halbkadavern das letzte Blut aus den Adern saugt und dadurch zugleich ihre proletarischen Väter an den Schiebern der Börse und Politik rächt.

“Bei Strindberg breitet sich die irdische Hölle aus; ein theosophisch-mysticher Kenner wie Swedenborg würde ihren Gestank unfehlbar gerochen haben. Das gilt für Strindberg überhaupt: er war zuweilen ein grosser, zuweilen ein miserabler Dramatiker, dessen Visionskraft häufig versagte oder ins Unfreiwillig-Komische abglitt, aber er war unfehlbar wie Swedenborg in seinen parapsychologischen Instinkten, er kannte sich in Himmel und Hölle af Erden besser aus als in der Wirklichkeit.

“Dieser Kampf der Geschlechter breitet sich in mythisch-magischen Spären aus, fast wie durch ein Naturgesetz. Die Reaktion ist zurückzuverfolgen bis in die Gedankenwelt frühchristlicher Asketen in der ägyptischen Wüste und einiger afrikanisch-griechischer Kirchenväter, nach denen die Frau immer das geblieben ist, was sie nach der biblichen Erzählung von ihrer Schöpfung an war: Verführerin und Verderberin des Mannes – und dennoch die Frau, zu deren Geschlecht auch die Gottesmutter Maria gehörte und Maria Magdalena, die büssende heilige Sünderin.

“Mit der ambivalenten Symbolik dieser gegensätzlichen Gestalten tritt die Frau dann auch in Strindbergs späteren mystichen Dramen auf, etwa in der Trilogie “Nach Damaskus”, die Paul Wiegler in seiner grossartigen “Geschichte der Weltliteratur” so beschreibt: “Der Passionsweg des trotzigen Unbekannten, den die Dame, Freundin und Geliebte, Furie und wieder Madonna begleitet und der hinauf zum christlichen Kloster Kommt”.

“Bis zu seinen späten swedenborgianisch-mystischen Aufzeichnungen in den “Blaubüchern” setzt sich diese Mythisierung der Frau fort, die die moderne Philosophie um 1900 (Otto Weininger) wie die Literatur und zuletzt auch den höheren Journalismus (Karl Kraus in seinen frühen Aphorismen) befruchtet.

“Ob der Dichter die Frau zur Göttin, zur Heiligen, zur eigentlichen Inspiratorin seiner geistigen Schöpfungen machte – oder zur Vernichterin, zum weiblichen Beelzebub, das Resultat in der weltlichen Sphäre ist eigentlich immer dasselbe: die Frau ist eben nicht ein Mensch wie der Mann. Sei sie höher oder tiefer, heiliger oder teuflischer als der Mann, sie ist nicht wie er. Der Kampf um die politischen und sozialen Rechte der Frau wäre dann ein Unding. Wir haben die wendung schon angedeutet.

“Hier beginnt also die Wendung zum Irrationalen, die dann in unsere mörderische Epoche führen sollte: der Fortschritt überhaupt ist rationale Plattheit, die Aufklärung und der Liberalismus sind nur hindernde negative Elemente auf dem wege zu männlicher Grösse. Zu dieser heroischen Sphähre führt nur der Irrationalismus, der instinkit, der Antiintellektualismus.

“Das etwa is der Gedankenweg eines Ludwig Klages – hier wird er in Verbindung gebracht mit den “mutterrechtlichen” Forschungen des Schweizers J.J.Bachofen, des grossen Archäologen und Träumers. Ja, der Mann des Fortschritts ist auch das biologisch niedrigere Wesen, der untermensch. Strindberg nennt Ibsen den “darwinschen Äffling”, den “Eskimo”. So sehr also verbreitert und vertieft sich der Kampf gegen die Frauenemanzipation, als ginge es mit weniger Aufwand gar nicht ab.

“Sie alle, von Strindberg bis Weininger, knüpfen dabei an swei frühere geistige Grossmächte an, sogar auch dort, wo sie sie verneinen: Baudelaire und Richard Wagner, den Dichter der Kundry in “Parsifal”, der dämonisch verführenden Lilith und der büssenden maria Magdalena in einer Person. Auch für Baudelaire ist die Frau zugleich die reine Maria und die weibliche Verkörperung des Teufels.

“Die Gestalt der Kundry in Wagners “Parsifal”, die Otto Weininger für die genialste Konzeption der gesamten Dichtung hielt, erscheint in der Tat in einer der unheimlichsten Szenen der Weltliteratur: der Verführungsszene in Klingsors Zaubergarten.

“Wenn das mythische Zeitalter der Frauenherrschaft – in den Forschungen und Träumen der Gelehrten des Matriarchats, in erster Linie J.J.Bachofens – die Herrscherin in dreifacher Gestalt erscheinen lässt: als Mutter, als Amazone (die kämpfende Königin) und als Mänade, so hat Richard Wagner in dieser Szene das Mütterliche und das Mänadische so eng miteinander verknüpft und verworben zu einem einzigen geistigen Netz der Verführung, dass es jeden, der diese Szene ganz zu Ende denkt, schaudern muss.

“Die extremen magisch-erotischen Dichtervisionen eines Baudelaire und eines Richard Wagner enthalten schon das gesamte geistige Urmaterial des neuen Zeitalters um 1900, des Antifeminismus, des erotischen Dämonismus und des neuen Irrationalismus – von Strindberg bis zu Oscar Wildes “Salomé”, aber auch zu der Malerei des Jugendstils, von Franz von Stucks “Sünde” bis zu gewissen Hauptwerken des Wieners gustav Klimt. Wenn man hier durchaus auch noch einen besonderen Ahnherrn in der kunstgeschichte suchen will, so liegt – neben Félicien Rops – der Name des französichen Malers Gustave moreau nahe, den seinerzeits geistige Gefolgschaft in die unmittelbare Nähe Baudelaires rückt.

“So also sehen wir diesen ganzen dichterischen, denkerischen, musikalischen und kunstgeschichtlichen Aspekt als eine Einheit an, und ihr allgemeiner historischer Sinn ist ihr Endkampf in dem Ringen gegen das jahrtausendealte Patriarchat in der Gesellschaft. Diesen Kampf um die Superiorität verliert der Mann in einem politischen Sinn allmählich vollständig.”

Her må jeg slutte omtalen af DIE BELLE EPOQUE og dens eminente, samtidige vidne Willy Haas. Her er tale om en læseværdig og indholdsrig bog, omend idet mindste den tyske udgave ikke er altfor let tilgængelig sprogligt set. Til gengæld er det rige billedmateriale ubetinget fængslende og med informative tekster.

 

3. SPROGETS VILDE SKUD. Af Kristoffer Nyrop. Kh, 1882, 133 sider.

Vor store frankofile sprogmand Kr. Nyrop er født 1856. Han var altså kun 26 år gl. ved bogens udgivelse, hvilket man vistnok undertiden mærker på stilens lidt snakkesalige omstændelighed. Men det tilgiver man gerne det unge menneske, så meget mere som bogen måske var den første i sin genre her tillands, og han derfor tænkeligt har ment at måtte forklare dette og hint begreb eller forhold lidt mere udførligt.

Ikke desto mindre er meget helt forældet og næsten ganske ligegyldigt idag. Men der er stadig læseværdige steder. Jeg vil kun i forbifarten nævne (f.eks.), at forf. forklarer Solbjærg som være opstået ikke efter navnet på et bjærg, men efter betegnelsen på det sted solen går ned, d.v.s. “bjærger sig” i vesterled (s.49). Og at gæstgivergården Holland i Lyngby retteligt bør hedde “Hold an”. At Ulvedalen i Dyrehaven har navn efter skovrider Uldal samt Fuglevad kommer af Folevad, idet fugle, som forf. forklarer, jo ikke har brug for et vadested.

Fra side 58ff har jeg bl.a. fundet følgende:

“Ordet ugleset står ikke i nogen forbindelse med en ugle, det bør hedde og hed oprindelig ulveset, men det er gået med dette ord som med ordsproget “der er ugler i mosen”, det er blevet forvansket efter at ulvene er forsvundet her fra Danmark. I flere lande ved folket at fortælle om ulvens “onde øjne”, således hedder det allerede hos Plinius: “I Italien tror man, at ulvenes blik er skadeligt, og at de berøver det menneske stemmens brug, som de først betragter”.

“Skinsyg skrives jo nu i almindelighed uden -d- og opfattes vel altid ligesom ordene skinglæde, skingrund, skindød og skinhellig, som en sammensætning af ordet skin; men dette kan man jo straks indse må være galt, da ordet i dette tilfælde ville være meningsløst. Et skinhelligt menneske er jo et menneske, der ved sin ydre opgræden får skin af at være hellig uden i virkeligheden at være det; i analogi hermed måtte altså en skinsyg mand betegne en, der forsøgte at få folk til at tro, at han var syg; men vi ved jo alle, at ordet aldeles ikke har en sådan betydning.

“Man bør skrive skindsyg, hvilket betyder syg d.v.s. vred over skindet. Dette udtryk synes ved første øjekast temmelig besynderligt, hvilket følger af, at det referer sig til en gammel skik, der forlængst er gået af brug, og som jeg derfor skal omtale med et par ord. Man har i ældre svensk ordet skinnrädd, hvilket er at opfatte som ræd for skindet (i kærlighedssager) og betyder omtrent det samme som det danske skinsyg. Oprindelsen til dette ord må søges i den endnu i vore dage levende svenske talemåde at få skinn eller få kalfskinn, hvilket anvendes om den uheldige frier, der har fået kurven.

“Det er vel næppe rimeligt, at man i vore dage i Sverrig sender et kalveskind som benægtende svar på et frieri, lige så lidt som man hos os sender en kurv; det er blevet en blot og bar talemåde, men man tør sikkert antage, at der ligger en nu glemt gammel skik til grund for den. I ethvert tilfælde er det endnu brug blandt lapperne at medgive den mand, der på frierens vegne henvender sig til den attråede kvindes forældre, et garvet kalveskind, såfremt man afslår hans forslag; hos lapperne ville således talemåden referere sig til en håndgribelig virkelighed.”

“Avindskjold bruges og brugtes især tidligere som et billedligt udgtryk for fjendskab; “ingen riddersmand”, hedder det i en lovbestemmelse fra 1500-tallet, “skal forbryde sit jordegods uden han fører awendzskioldt mod Kongen og Riget.” Man bør næppe opfatte dette ord som en sammensætning af avind (oldn. øfund, nid, had), da man tillige har formen avugsskjold (med omtrent samme betydning) svarende til det gl. sv. avog skiöld.

“Oprindelsen til ordets første del må derfor snarere søges i oldn. øfugr, der betyder bagvendt (sml. vort nuværende avet) og dernæst i overført betydn., fjendtlig. Ved denne forklaring bliver ordet langt simplere og lettere at forstå; avindskjold, ordret hadskjold, er absolut en mærkelig dannelse, avetskjold derimod tilfredsstiller alle fordinger, da det omvendte skjold synes at have betegnet sorg, død eller strid.”

“Den oprindelige form for enemærke skal være endemærker (sml. oldn. endimark og endiland), og ordet betyder altså de mærker (pæle), der angiver hvor ejendommen ender.”

“En høtyv betegner ingenlunde et redskab, der som en tyv borttager høet; den ældre form, der endnu kan høres brugt på landet, er høtyve, hvilket kommer af oldnordisk heytjuga (svensk hötjuga) af tjuga, en tvegrenet fork eller gaffel (jvf. Sveinn Tjuguskegg eller Svend Tveskæg).”

“Mundgodt benyttes i almindelighed, som om det betegnede en fin drik eller en lækker spise; således skriver Christian Winther: “der var med vin og mundgodt så mangen pyntet bod.” Denne betydning er kun fremkommet ved en misforståelse, da ordet ikke står i nogen forbindelse hverken med mund eller med godt, men kommer af det oldnordiske mungat, der betyder tyndt øl (den samme betydning har endnu det norske mungott).”

“Pakkenellike hed tidligere bakkenellike (plattysk backenel) og betød endnu i det 16. og 17. århundrede hjælm. Den moderne form med -p- skyldes tilknytning til det fuldstændig ubeslægtede ord pakke. Det er vanskeligt at påvise, hvorledes den nuværende betydning er fremkommet; jeg tænker mig, at bakkenelliker fra at betyde hjælme er gået over til at betyde jernsager og derpå småsager i almindelighed.”

“Et egennavn ligger til grund for benævnelsen Russisk Kavalleri, der betegner en slags dans. Det er nemlig en forvanskning af Roger de Coverly, en bekendt type på en elskværdig adelsmand fra Dronning Anna’s tid, der spiller en rolle i Addison’s Spectator, et blad der udkom 1711-12.”

“Det er også et egennavn der er baggrunden for den over den gamle Tivoliport prangende inskription Vauxhall, hvilken i almindelighed af folk udtaltes og opfattedes som vokshal, væsentlig vel på grund af havens illumination med (voks)lamper og -lys. Ordet har imidlertid en hel anden oprindelse, idet det skyldes en englænderinde Jane Vaux, der levede i begyndelsen af det 17de århundrede og ejede et stykke jord, på hvilket man indrettede en have med forlystelser.”

“Et Levebrød betyder ingenlunde et brød (en livsstilling), som man kan leve af; der foreligger i dette ord en dobbelthed i udtrykket, idet leve betyder et brød og svarer til det islandske hleifr og det engelske loaf. I Slesvig betegner Lev endnu de små brød, som bages til Jul for at give fattigfolk, og i ældre dansk var ordet meget almindeligt; de fleste husker vel de berømte vers af visen om Niels Ebbesen:

Så gæsted han sig en Kærling, Hun havde ikke uden to Leve, Dem gav hun Niels Ebbesen, For han vog den kullede Greve.”

Nyrop’s bog har sikkert afhjulpet et savn i sin tid. I mellemtiden har mange haft glæde af f.eks. Politikens Ordbog med Lis Jacobsen’s glimrende etymologier eller evt. Gyldendal’s endnu udførligere etymologiske ordbog af Niels Aage Nielsen, som vist er genudgivet i forb. med Den Store Danske Encyklopædi. Præcist hvor nemt det ville være at finde f.eks. ovestående forklaringer på internettet har jeg ikke tjekket.

 

 

I et kommende inlæg fortsættes med gennemgang af udsalgsbøger fra Fiolstræde.

Nb. Igår og idag har http://www.zerohedge.com og Lew Rockwell.com essays om Kafkas Der Prozess / The Trial, f.eks. http://www.zerohedge.com/news/2014-01-15/guest-post-america-plunging-kafkas-nightmare

 

                              ———————–

 

Posteres tillige på http://imma.smartlog.dk

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.