Vinterbøger 2014

 

 

Hermed lidt opsamling vedr. de bøger jeg indtil nu har fundet i år.

(8.2.2014) Mandag d. 3.febr. kostede bøgerne i Fiolstrædes hollandske udsalg hos Vangsgaards 10 kr, og onsdagen efter 5 kr. Her først otte 5-kroners bøger og hæfter:

 

1. SVENSK-TYSK ORDBOK og TYSK-SVENSK ORDBOK. Af hhv. Grete og Hans Reutercrona samt John Holmberg. Stockholm 1969, 220 + 218 sider.

Mine svenske ordbøger er pakket ned, og jeg har jeg valgt at ofre en femmer på en midlertidig substitut.

 

2. GYLDENDALS FREMMEDORDBOG. Af Sven Brüel, illustreret af L.Taaning, 7. udg., 2. forb. oplag. Kh, 1978, 500 s.

Dito-dito om min fremmedordbog, der er svær at undvære.

 

3. PARIS NIGHTS – AND OTHER IMPRESSIONS OF PLACES AND PEOPLE. Af Arnold Bennett, London, 1913, 312 s.

Hvis man (som jeg) kan lide ældre rejsebeskrivelser, er bogen vistnok i høj grad læseværdig.  Her lidt fra side 107f:

“ITALY – 1910. NIGHT AND MORNING IN FLORENCE.

“Amid the infantile fluttering confusion caused by the arrival of the Milan express at Florence railway station, the thoughts of the artist as he falls sheer out of the compartment upon the soft bodies of holdalls and struggling women, are not solely on the platform.

“This moment has grandeur. This city was the home of the supreme ones – Dante, Leonardo, Michael Angelo, and Brunelleschi. You have entered it … Awe? I have never been aware of sentiments of awe towards any artists, save Charles Baudelaire. My secret attitude to them has always been that I would like to shake their hands and tell them briefly in their private slang, whatever their private slang was, that they had given immense pleasure to another artist.

“I have excepted Charles Baudelaire ever since I read his correspondence, in which he is eternally trying to borrow ten francs from someone, and if they cannot make i ten – then five. There is something so excessively poignant, and to me so humiliating, in the spectacle of the grand author of LA CHAROGNE going about among his acquaintance in search of a dollar, that I would only think about it when I wished to inflict on myself a penance.

“It is a spectacle unique. Like the KING OF THULE song i Berlioz’s DAMNATION OF FAUST, it resembles nothing else of its kind. If the artist does not stand in awe before that monumental enigma of human pride which called itself Charles Baudelaire, how shall the artist’s posture be described?”

 

4.-8. PERSONALHISTORISK TIDSSKRIFT 1991:2 samt HISTORISK TIDSSKRIFT, 4 diverse numre fra 1997, 1998 og 1999.

 

Herefter syv 10-kroners bøger, incl en enkelt fra sidste år.

 

9. ANCENTRAL STORIES AND TRADITIONS OF GREAT FAMILIES – ILLUSTRATIVE OF ENGLISH HISTORY. By John Timbs, London 1869, 428 sider.

En smuk lille bog i blå helshirting med guldtryk. Indeholder bl.a. en artikel om fotografi-pioneren William Henry Fox Talbot og hans hjem Lacock Abbey. Bagerst i bogen er et udtog af forlagets (Griffith and Farran, London) katalog over “New and popular works and of books suitable for presents and school prizes”. Bogen her er da også en flidspræmie, for på omslagets inderside er indklæbet en plakette sålydende:

“Madame Jules Kunz’ Private Establishment for the Education of Yound Ladies. 19 Royal Circus, Edinburgh. 3rd prize awarded to Miss Jeanie Logan for English, July, 1879”.

Bagved fribladet er indklæbet en håndskrevet seddel sålydende:

“Jean Logan (1864-1904) søster til Mary Nørgaard, f. Logan. Min grandtante. Ida Dybdal.”

Altså forfatteren Ida Dybdal, hvis bøger jeg iøvrigt ikke kender, udover måske en svag erindring om en personalhistorisk afhandling om en københavnerslægt.

Bogen har ikke mindre end 42 kapitler plus et appendix, hvoraf jeg vælger at gengive lidt om Henry Fox Talbot og Lacock Abbey (som er beliggende i det vestlige Wiltshire, omtrent 40 km i luftlinje øst for Bristol resp. ca. 150 km ret vest for London).

I første kapitel “LACOCK ABBEY, AND ELA COUNTESS OF SALISBURY” hedder det side 13ff:

“From the Sheringtons the property descended to Sir Anthony Mildmay of Apthorp, Northamptonshire, by his marriage with Grace, daughter of Sir Henry Sherington, but had no issue; so that the whole inheritance of Lacock came to her sister Olive, the wife of John Talbot, Esq. of Walwarp, county Worchester, fourth in descent from John the second Earl of Shrewsbury, from whom it has descended to Henry Fox Talbot, Esq., who in this delightful retreat, in chemical researches for his own recreation, here worked out the secret of Photography.

“He took up the ground to which Davy and Wedgwood had made their way. Paper was the medium, which he made sensitive to light by nitrate of silver, and then fixed the image by common salt. He first called his process Photogenic Drawing, then Calotype, which his friends changed to Talbotype, in imitation of Daguerre’s example.

“Mr. Fox Talbot is stated, in the Quarterly Review, No. CCII, to have sent his method to the Royal Society in the same month that Daguerre’s discovery was made known, January 1839; but Sir David Brewster dates Mr. Talbot’s communication six monmths earlier.

“As a new art, which gave employment to thousands, Mr. Fox Talbot brought photography to a high degree of perfection. He expended large sums of money in obtaining for the public the full benefit of his invention; and towards the termination of his patent he liberally surrendered to photographic amateurs and others all the rights which he possessed. As Mr. Talbot had derived no pecuniary benefit from his patent, he had intended to apply to the Privy Council for an extension of it; but in this he was thwarted by interested parties.

“Although, says Dir David Brewster, we are conficent that a jury of philosophers would have given a verdict in favour of Mr. Talbot’s patent, taken as a whole, and so long unchallenged, yet we regret to say that an English judge and jury were found to deprive him of his right, and transfer it to the public.

“The patrons of science and art stood aloof in the contest; and none of our scientific institutions, and no intelligent member of the Government, came forward to claim from the State a national reward to Mr. Talbot. How different in France was the treatment of Niepce and Daguerre!”

“Lacock Abbey, as it now  exists, consists of the octangular turret, with a gallery, already referred to; and the cloisters, of the time of Henry 4. There are several sepulchral relics, as grave-stones, coffin-lids, etc. The site of the church is now a terrace-walk. The residential portion of the building has handsome bayed windows, pierced parapet, and twisted chimney-shafts.

“The middle chamber of the tower is reserved as a depository for writings; here is the Magna Charta of King Henry III, of inestimable value, being the only one perfect in the kingdom, It is 12,75 inches broad; and in length, including the fold, 20,5 inch.: the seal is of green wax, pendent by a skein of green silk. This charter seems to have been designed for the use of the knights and military tenants in Wiltshire, and to have been deposited here by the Countess Ela, who succeded her husband in the office of Sheriff of Wiltshire.”

 

10. LANDMARKS IN FRENCH LITERATURE. Af Lytton Strachey. London, 1912/1936, 256 sider.

Her et udtog fra sidste afsnit CONSLUSION (s.245f):

“We have now traced the main outlines of that literature from its dim beginnings in the Dark Ages up to the threshold of the present time. Looking back over the long line of writers, the first impressiln that must strike us is one of extraordinary wealth. France, it is true, has given to the world no genius of the colossal stuture and universal power of Shakespeare. But, then, where is the equal of Shakespeare to be found? Not even in the glorious literature of Greece herself.

“Putting out of account such an immeasurable magnitude, the number of writers of the first rank produced by France can be paralleled in only one other modern literature – that of England. The record is, indeed, a splendid one, and besides this great richness and variety, another consideration gives a peculiar value to the literature of France. More than that of any other nation in Europe, it is distinctive and individual; if it had never existed, the literature of the world would have been bereft of certain qualities of the highest worth which France alone has been able to produce.

“Where else could we find the realism which would replace that of Stendhal and Balzac, Flaubert and Maupassant? Where else should we look for the brilliant lucidity and consummate point which Voltaire has given us? Or the force and precision that glow in Pascal? Or the passionate purity that blazes in Racine?

“Finally, if we would seek for the essential spirit of French literature, where shall we discover it? In its devotion to truth? In its love of rhetoric? In its clarity? In its generalising power? All these qualities are peculiarly its own, but, beyond and above them, there is another which controls and animates the rest. The one high principle which, through so many generations, has guided like a star the writers of France is the principle of deliberation, of intention, of a conscious search for ordered beauty; —“.

 

11. DIE RENAISSANCE IN FLORENZ UND ROM. Acht Vorträge von Karl Brandi. 7. opl. Leipzig, 1927. 242 s. + ca. 40 sider anmærkninger.

Udadtil en fin og trods sin alder meget velholdt bog.

 

12. TYVE AARS JOURNALISTIK. Udvalgte artikler af “Dagbladet”. Udgivne af C.St.A. Bille, 3. bind, Kh. 1877, 642 s.

Incl. bl.a. hans karakteristik af “Fædrelandet” i anledning af dets jubilæum 7. dec. 1864, samt af hans eget blad “Dagbladet og dets publikum” (1869). Endv. artiklen “Valgmenighedslovens Historie og Opgjørelse med “Fædrelandet” (1868).

 

13. THE LIVING WORLD OF SHAKESPEARE. A Playgoer’s Guide. By John Wain. London 1964. 238 s.

Ser interessant ud, idet mindste for en ignorant som undertegnede.

 

14. VON ALI BIS ZAHRA. Namen und Namensgebung in der islamischen Welt. Af Annemarie Schimmel. München 1995, oversat fra den engelske originaludgave fra 1989.

Fra 3. kapitel “HILFE VON GOTT – Namensgebung auf Religiöser Grundlage” her nogle små udtog (s. 81f, alle diakritiske tegn har måttet udelades, da de fleste ikke findes på mit tastatur):

“Muhammad wird im Koran der “Bringer guter Nachricht” (Sura 5:19 u.a.), BASHIR, und “der Warner”, NADHIR (Sura 5:19 u.a.), genannt, und so sind diese beiden Qualifikationen häufig als Eigennamen anzutreffen, oftmals erweitert zu BASHIR AHMAD oder NAHDIR AHMAD u.ä. Aus seiner Beschreibung als “leuchtende Lampe”, SIRAJ MUNIR (Sura 33.46 u.a.), entwickelte sich das beliebte MUNIR (feminin MUNIRA), ebenso wie der LAQAB MUNIR AD-DIN sovie die zahlreichen Zusammensetsungen mit SIRAJ, “Lampe”.

“In Mekka hatte man dem jungen Muhammad den Beinamen AL-AMIN, “der Vertrauenswürdige” gegeben, und deshalb wurden AMIN, EMIN, oder wie in Westafrica LAMINE beliebte Namen, ebenso wie die weibliche form AMINA (nicht zu verwechseln mit dem Namen der Mutter des Propheten, AMINA ((med streg over det første A)).”

“In sunnitischen Islam spielen die vier ersten Kalifen und ihre Namen eine besondere Rolle, während der vierte Kalif, ALI, und seine Nachkommen den grössten teil schiitischer Namen liefern.

“UTHMAN (Othman, tyrkisk OSMAN, Kalif 644-56, jf.   https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/danmark-i-kosmos/ ), der mit zwei Töchtern des Propheten verheiratet war (Nämlich mit RUQAYYA (Roccija), und nach ihrem Tode mit UMM KULTHUM), wird aus diesem Grunde als DHU’N-NURAYN, “Der mit den beiden Lichtern”, bezeichnet, was dann oft zu NURI oder einfach NUR abgekürzt wird – daher die vielen OSMAN NURIS in der Türkei.

“Die Schiiten benutzen die Namen der drei ersten Kalifen nicht, da sie ihnen als Usurpatoren gelten. Dies scheint sich aber erst nach der Mitte des 9. Jahrhunderts deutlicher herausgebildet zu haben, denn zwei von ALIS eigenen Söhnen des zweiten Imams, HASAN IBN’ALI werden ein UMAR und ein ABU BAKR erwähnt, und noch der zehnte Imam, ALI AN-NAQI (gest. 838) hatte eine Tochter namens AISHA, die nach Abu Bakrs Tochter, der jüngsten Frau des Propheten, genannt war. Später würde man diesen Namen nicht mehr in schiitischer Umgebung antreffen.”

 

15. HERE AT THE NEW YORKER. Af Brendan Gill. New York 1975, 406 sider.

Bogen er fyldt til bristepunktet med interessante personer, historier og beretninger, så mange og så forskellige, at det er meget svært at vælge. Derfor på må og få dette lille stykke fra kap. 15 (s.144):

“Happy as I was at the fair, I was less happy at the magazine. Not that this was a matter of great moment; I had always wanted to write for The New Yorker, and I was doing so agreeably enough, but I had expected the experience to be more than merely agreeable. I had’nt been rebuffed by Gibbs or insulted by Whitaker; still, the atmosphere of the office struck me as unsympathetic.

“There seemed to be no fabric, family-like or tribal, which one could work one’s way into and gain support from. McKelway was a symbol of what I missed and looked for. A handsome man in his thirties, with broad shoulders, a graceful walk, and well-cut clothes, he had sandy hair that was beginning to go thin on top (thirty-five years later, it is still going thin on top) and a small, bristling mustache. He was as able an editor as he was a writer, and he had exceptional charm.

“It was obvious that he made an effort to put his younger colleagues at their ease, but the effort was not always a success. Some inborn difficence of manner caused him to mumble his words; they rarely emerged with distinctness from his mustache, and some of us used to speak wistfully of the possibility of combing the words one by one from that obstruction and arranging them in a comprehensible form somewhere outside it. Even at Christmastime, when he came round and shook hands with me and said, “Merry Christmas”, he spoke so indistinctly that I assumed with my usual optimism that he was congratulating me on a “Talk” piece I had just done. I blurted out, “No, no! It’s nothing!”

 

(16.3.2014) Jeg kan iaften vist nå yderligere et par af de seneste erhvervelser:

 

16. VOM KREML ZUR ALHAMBRA – KULTURSTUDIEN. Af Max Nordau. 1.Bd. Leipzig 1880, 418s.

Dette er bind 1 af Max Nordaus KULTURSTUDIEN. Jeg har tidligere bragt et lidt længere udtog af hans bog MODERNE SAMFUNDSLØGNE. Max Nordau regnes af nogle ved siden af Theodor Herzl som Zionismens grundlægger (https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/moderne-samfundslogne/ ).

KULTURSTUDIEN har næppe samme tyngde som førnævnte. Der er tale om en samling rejsereportager med denne genres fortrin og mangler. Bogen er inddelt i 4 afsnit, med følgende overskrifter: EIN WINTERBESUCH IN RUSLAND, SKANDINAVISCHE EINDRÜCKE, BELGISCHE STREIFZÜGE, ZWEI MONATE AUF ISLAND.

SKANDINAVISCHE EINDRÜCKE er igen opdelt i 7 kapitler, hvoraf det 2. hedder KOPENHAGEN (og hvoraf nedenfor følger et udtog), samt det 3. EINE STUNDE BEI ANDERSEN, hvori han beretter om et besøg hos H.C.Andersen nogle få dage før dennes død.

Fra nogle morsomme iagttagelser over København, københavnerne og kongehuset hidsættes følgende (s.115ff, som sagt kun i udtog og i min frie og ufuldkomne oversættelse af et nu let arkaisk tysk):

“Blandt alle byer i Norden er København vistnok den, som har mindst karakter af at være specifik nordisk. I små og store træk minder alt her om sydens liv: Larmen i de gamle bydeles menneskemyldrende gader, indbyggernes livlighed i tale og bevægelser, deres råben og trængsel på fiske- og grønttorvene.

“Når jeg om aftenen sad ved vinduet i den elegante café PORTA og så ud over byens midtpunkt KONGENS NYTORV og dens leben, hvor ofte troede jeg mig da ikke hensat til Wiener caféen DAUM og at pladsen udenfor var DER GRABEN!

“Det samme skødesløse tidsfordriv, den samme svelgen i ørkesløs, gentagen avislæsning som karakteriserer Wieneren kan iagttages hos de københavnske cafégæster, og menneskemasserne, som uafbrudt strømmer ind på pladsen fra alle tilgrænsende gader viser mange typer, som en kender af kejserbyen ved Donau er fortrolig med.

“Forblændelsen, som lighederne frembringer, er så fuldstændig, at man er ganske forbavset over at høre et fremmed, uforståeligt sprog talt omkring sig, ja man tror næsten, at nogen driver gæk med én.

“Den overalt fremtrædende gode smag, sansen for kunstnerisk formgivning af selv daglige industrivarer er ikke det mindst iøjnefaldende sydlandske karaktertræk ved københavneren. Udpræget sydlandsk er også deres forkærlighed for de offentlige forlystelsessteder, hvoraf der ligger en mængde side ved side på den smukke gade – med hestebane – der går fra byen og ud til Frederiksberg Have.

“Disse forlystelsessteder har karaktaristisk nok næsten uden undtagelse “sydlandske” navne: TIVOLI, OLYMP, FIGARO, COLOSSEUM, ODEON o.s.v. og efterligner med held indretningen i Paris’ musikcaféer på Champs Elysées. Og som københavnerne gerne morer sig med sang og dans, således ynder de også teatret som en Wiener eller Pariser.

“Jeg har allerede ovenfor sagt, at alle teatre her i byen trives overordentligt vel; at en teaterdirektør er gået fallit – således som det hyppigt sker andre steder – er ikke forekommet her i mands minde. Det Kongelige Teater er ligesom de private som oftest overfyldt, og en ubesøgt forestilling skal være yderst sjælden i København.

“Den første forestilling jeg overværede i et københavnsk teater, var “Die Postiillon von Lonjumeau” i Det Kongelige Teater. Publikum var her – i modsætning til den i Tyskland og Østrig fremherskende skødesløshed – i soiréetoilette, herrene i frakke og hvid krave, damerne i nedringede kjoler.

“I hoffets loge, som udover et beskedent rødt draperi ikke udmærkede sig med våbenskjold eller krone, befandt sig hele den kongelige familie: Kongen og dronningen, kronprinsen og hans hustru samt regentparrets to døtre, af hvilke den ene siden har ægtet hertugen af Cumberland.

“Den jævnhed, som hele den kongelige familie udviste, var rent ud overraskende. Kongen og kronprinsen var klædt i alm. sort “salonantræk” uden mindste tegn på højere stilling, damerne bar kjoler i jævne farver og med beskeden udsmykning, højst en medaillon ved halsen eller en elfenbensindfattet broche på kjolen – og alle så de så utvungne og småborgerlige ud, at man snarest havde kunnet holde dem for en velhavende rentierfamilie end for beboere af et kongelig palads. Danskerne holder overordentlig meget af dette jævne, troskyldige væsen hos deres kongefamilie, og de omfatter familien med en sympati, som næppe noget andet tilsvarende højt dannet og uddannet folk i Europa.

“Vor tid kender talrige fyrster som, født til en trone dog lever et liv i eksil som prætendent eller forbigået majestæt i forbitrelse eller obskuritet. Christian 9. er det eneste eksempel på en hersker, der er opvokset som en mindre, forholdsvis fattig prins og indtil 1852 uden nogensomhelst udsigt på en krone, for i en moden alder gennem en række af tilfældigheder som han umuligt har kunnet forudane pludselig at befinde sig på en af de ældste og stolteste troner i Europa.

“Idag er han i medfør af familiebånd en af de indflydelsesrigeste monarker i vor verdensdel: hans 2. søn er konge af Grækenland, den ene af hans døtre vil en dag blive kejserinde af Rusland, den anden dronning af England, og han har nu den tilfredsstillelse at kunne sidde med børnebørn på sine knæ, som er kommende herskere over de største verdensriger. Denne pludselige og næsten eventyrlige ændring i hans stilling har imidlertid hverken gjort ham hovmodig eller utilnærmelig, han er forblevet den samme som da han var en fattig prins, og dette fortæller utvivlsomt om sjældne egenskaber i hans karakter.”

 

17. KUNSTENS VEJ. Af Møller Nielsen. København 1948, Forlaget Fremad, AOF’s Bogkreds. 190 s.

Fra 4. kapitel “ROM – IMPERIALISME” bringes her et stykke af indledningen (s.39f):

Havet bringer altså ikke demokrati og skabende evner til ethvert folk i sin nærhed. Italien blev ikke et nyt Grækenland, skønt det samme Middelhav beskyller dets kyster. Rom blev ikke engang en fortsættelse af Hellas, men kun et ekko. Som England, der også har hav nok omkring sig, blev Rom en konservativ nation, politisk begavet, praktisk, nøgtern, aristokratisk.

“Måske kan det forklares ud fra visse karaktertræk ved folket. Det vil være fristende for en moderne psykolog at antage, at romerne har været den cyklotyme type, d.v.s. folk med vågen virkelighedssans, med beslutsom handlekraft, lederevner, og med en overordentlig forkærlighed for fakta, beregninger, tal og realiteter, men uden synderlig sans for fantasi, æstetiske kvaliteter og opfindsom originalitet.

“Psykologen vil have et storartet materiale til undersøgelse af denne teori i de romerske portrætbuster. Denne karaktertype skal nemlig have et bredt femkantet ansigt, temmelig fladt afskaaret foroven og afsluttet forneden som et skjold. Dertil en kort hals og en tæt skikkelse med chance for fedtansatser og borgmestermave. Adskillige berømte kejserportrætter skulle nok kunne falde temmelig præcist ind under denne karakteristik. Kejser Vespasian er f.eks. et pletskud i så henseende, men også Pompejus, Nero, Trajan og Caracalla har dette cyklotyme udseende.

“Nået så langt ser det ud, som om teorien, at det er samfundsforhold og natur, der præger kunst og kultur, at den vakler. Det kan se ud, som om det er karaktertyper, der skaber såvel samfundspræg som kultur- og tidsånd. Det åbner unægtelig vide perspektiver for den, der absolut vil påstå, at det er mennesket alene, der skaber udviklingen. En hel epoke antager et cyklotymt præg af sine cyklotyme ophavsmænd. En anden karaktertype ville i det samme land have skabt et kulturafsnit, der var gennemsyret af idé, ånd og religion som det byzantinske og det gotiske i middelalderen.

“Eller se nu engang på den græske og romerske kultur. Her ligger to folk ved samme middelhav, med samme betingelser for at komme ud at se, sammenligne, inspireres af fremmede forhold, opleve æventyr, digte æventyr, få de skabende evner sat i værkst. Alligevel bliver det ene folk et demokrati, der gennemsyrer alverden med sin kultur, og det andet bliver et imperium, der skriver samme alverden i mandtal, belægger den med hærveje, fæstninger, skatter og jura.

“Det må være mennesketypens skyld. Naturligvis er det det. Men hvorfor er det een karaktertype, der gror frem i Hellas og en anden i Rom? Etnologerne vil give sig til at undersøge folkesammensætningen hos de to folk. Hvor kommer de fra? Hvilke folkevandringselementer har frembragt de to typer? En sådan undersøgelse kan forklare meget, hvis den lader sig gennemføre, men tilbage står alligevel den kendsgerning, at hvis der ikke er grobund og vækstbetingelser, så frembringer karaktertypen intet, hvad enten den er cyklotym eller schizotym. Anemoner vokser ikke i sand, og lyng ikke i skovjord. Stedet og den historiske situation åbner vej for den ene eller den anden mennesketype.”

 

                                            ______________________________

 

Også posteret på http://imma.smartlog.dk

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.