Hærvejen og Svend Trundsen (1.del)

 

 

 

(13.6.2014) Pinselørdag kostede bøgerne i Fiolstrædes hollandske bogudsalg 18 kr og 3. Pinsedag 15 kr. Jeg hjembragte begge dage en lille håndfuld til at supplere den pæne, lille stabel, som jeg allerede har nået at samle sammen her i min midlertidige bolig på Finsensvej. Det er forøvrigt næsten alt hvad jeg har overkommet de seneste ca. halvanden måned. Jeg afleverede nøglerne til min lejlighed på Nitivej d. 30.april, og den forudgående godt 6 mdr. lange – i virkeligheden tildels halvandet år lange! – flytteperiode, blev tilsidst noget opslidende for mig. Jeg er jo ikke 20 år længere og ej heller helt rask. Så lige nu holder jeg sommerferie!

Men lad os se lidt på nogle få af bøgerne.

 

1. HÆRVEJEN. Hæfte 1 – 3. Af Jørgen Steen Nielsen og Preben Lemann Sørensen. Vejle, 1975. Ialt ca. 132 s.

 

Bogen har ifgl. exlibris tilhørt Kirsten Lindhard og Mogens Schou Jørgensen. Sidstnævnte var vistnok arkæolog ved Nationalmusæet, hvilket antageligt er forklaringen på, at det igangværende hollandske udsalg hos Vangsgaard i Fiolstræde har omfattet en stor mængde bøger og afhandlinger om arkæologiske og tilgrænsende emner.

Den her omhandlede lille bog om Hærvejen er af mig egentlig tænkt som en gave til venner, som bor resp. har boet i nærheden af det sted, hvor Hærvejen krydser Kongeåen. Jeg har kun skimmet de 3 hæfter, men her er en smagsprøve fra side 38 i det 3. hæfte. Dette hæfte omhandler Hærvejen mellem Jelling og Kongeåen, og har Preben Sørensen som eneforfatter.

“Læborg kirke troner på toppen af bakken og har været et godt vejmærke, og hærvejsstrøget er enten gået tæt øst eller vest om bakken. På en stor sten i gruben “Dronningens hul” nord for kirken, har man omkring 900 ristet runer, der var et storslået syn for de forbipasserende.

“Senere er den nuværende runesten hugget væk fra den store grube og 1822 fredlyste man stenen og flyttede den hen på kirkegården. Selve stenen er over 2,5 m høj og indskriften lyder: “Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyra, sin dronning”.

“Nu står vi med endnu et vidnesbyrd om en Thyra. Samme navn er på den lille Jelling-sten, samt på Bække-stenen, men vort kendskab til dette menneske og de andre, der nævnes på stenene og som levede for ca. 1000 år siden, er ringe. Så vi vil ikke her bruge plads på en teori om forbindelsen mellem stenene udover at konstatere, at en vis forbindelse er der.

“I 1906 fandt man på sydskråningen af Læborg kirkebakke et signet, støbt i bly og smykket med billedet af Hertug Balduin 4. Den Skæggede (le Barbu) af Flandern, der levede på Knud den Stores tid. Fundstedet er interessant, idet det er på det strøg hvor Hærvejen menes tidligere at have gået – i en bue vest om kirken og over et stenlagt vadested over Skelbækken. Signetet er det eneste af bly fra middelalderen, der er bevaret til idag.

“Man må dog ikke tillægge fundstedet for stor betydning, idet en tilfældig kræmmer kunne have haft det med sig og tabt det – og nogle forskere henlægger ligeledes Hærvejen til tidligere at have ført øst om kriekbakken og ikke vest om, som f.eks. Hugo Matthiessen gør det”.

Mit umiddelbare indtryk kunne være, at det måske alligevel er lidt for dristigt uden videre at fralægge signetet og findestedet nogen som helst historisk sammenhæng. Man erindrer at f.eks. at

a) Hertug Baldvin 4., der levede og regerede i Flandern indtil sin død i 1035, var oldefar (farfars far) til Knud d. Helliges dronning Adele/Edel (d.1115).

b) hendes og Knuds søn Karl d. Gode (Charles le Danois) var regerende greve i Flandern indtil han blev myrdet i 1127.

c) at der, så vidt jeg husker, var en del trafik mellem den danske konge og hertugen af Flandern, bl.a. i medfør af, at et ungt medlem af den jyske høvdingeæt Gammel, Svend Trundsen, skulle gå i fængsel under greven som pant for en ubetalt gæld.

d) at denne unge Gammel-ætlinge fik foræret af kong Knud dennes pragtfulde bælte og kniv før kongen blev myrdet i Odense i 1086 (jf. nedenfor under no. 2).

e) at kongehuset var beslægtet/besvogret med Gammel-ætten.

f) at en “Gammel”-by ligger umiddelbart sydvest for Læborg kirkebakke.

 

2. GREVE GERT AF HOLSTEN OG NIELS EBBESØN AF NØRRERIS. Af M.H.Rosenørn. 1.del: Forundersøgelser. Randers 1873-87. 363 s.
   Pænt indbundet i halvlæder. Købt sidste efterår i Helligåndshuset.

 

Forfatteren Mathias Hans Rosenørn, der som historiker er lægmand, var amtmand i Randers. Han er så vidt jeg husker beslægtet med historiker-ætten Olrik, hvilket måske/måske-ikke er med til at forklare hans efter min mening nærmest unikke evner til at opsnuse relevant stof, herunder fra mere og mindre obskure kilder, samt fastholde og overskue en uhyre mængde af detaljer i sin imponerende hukommelse.

Det her omhandlede bind 1 har karakter af en materialesamling som grundlag for en afsluttende behandling i bind 2. Der kan derfor meget vel forekomme inkonsekvens og modstrid i forf. slutninger og gisninger efterhånden som undersøgelsen skrider frem.

Forf. fremdrager mange sammenhænge, forhold og detaljer, som vistnok vanskeligt findes andre steder. Jeg vil derfor gengive nogle af de steder, hvor forf. især omhandler steder og personer i og fra Nørrejylland nord for Kongeåen, herunder bl.a. også den ovennævnte, vistnok særligt midtjydske Gammel-slægt (Thorgunna- el. Trundsen-slægt).

Der er, også her, kun tale om udtog eller udpluk – af en overvældende stofmængde – som jeg meddeler i mere eller mindre tilfældig orden. Jeg kan som sædvanligt have ændret eller udeladt enkelte forældede ord eller vendinger. Mine egne tilføjelser vil stå i dobbelt-parantets.

(side 78ff.) “Det var omtrent til denne tid (o.855), at vikingernes plyndringer på Storbritaniens kyster gik over til faste erobringer, og forinden aarhundredets slutning beherskedes en stor del af det nordlige og østlige England af danske konger, der i Ostangeln førte navnet Guthrum eller Godrin, vistnok det samme som Guttorm eller Gorm. Snart fremtræder dette navn også i den danske kongerække afvekslende med Knud samt de ældre navne Harald og Frode.

“Herefter satte vikingerne sig i 867 fast i landet nord for Humber, erobrede i 870 den hellige Edmunds rige i Ostangelen og bemægtigede sig senere, støttede af den ældre befolkning i Vesten og Norden, Mercia og Vestsex. Efter at de atter var kastet tilbage af Alfred, holdt sig dog længe tvende danske riger i England, nemlig et i norden, hvor Hardeknuds søn Gudrød (883-90) ved geistlighedens indflydelse udkaaredes til konge og ved sine gaver tildels grundlagde bispedømmet Durham, og et andet i Ostangeln (havnlig Norfolk og Suffolk) med en del af Essex, der tilfaldt Alfreds gudsøn Guttorm eller Gorm, og da denne i 890 var død efter en tolvaarig regering, gik over til en anden dansk Erik, hvis efterfølger den yngre Gorm i 906 med Alfreds søn Edvard fornyede den af dennes fader tilvejebragte overenskomst mellem de Danske og Engelske.

“Det var en gunstig tid for udbredelsen af kristendommen i Jylland. Kong Frode, der synes at have været en søn af en Hardeknud, blev selv døbt og føjede til de tvende jyske kirker i Slesvig og Ribe som den tredje en kirke ved Aarhus, indvidet til den hellige Trefoldighed. På kirkeforsamlingen i Ingelheim 948 mødte biskoperne af Ribe, Slesvig og Aarhus, og under disse tre jydske bispedømmer, der atter nævnes i året 965, laa til den tid også det øvrige Danmark og Sverrig.

“Først i 988 nævnes ved siden af de fornævnte tre danske bispedømmer et fjerde sådant i Odense, og er det rimeligt, at dette straks ved sin oprettelse er blevet betroet den ældre Othencar Hvide, der med sin frænde af samme navn var tilstede på den i Dortmund i året 1005 afholdte kirkeforsamling, thi alt synes at tyde hen på, at den slægt, hvortil begge hørte, fra oldtiden havde sit sæde på eller dog tidligt have udbredt sig til Fyn. ((Da benævnelsen “Hvide”, som det snere oplyses, måske også kan betyde “Kristen eller Kristnet” (Hvidekrist?), kan det måske stemme godt med navnets opkomst i slægten? Jf. nedenfor.)).

“Her må navnlig den ældre Othencar antages at have begyndt sin virksomhed for evangeliets udbredelse, og her kan endnu i en langt senere tid paavises navnerækker, som synes at maatte henføres til Hvide slægten og den i så mange forbindelser med denne fremtrædende æt, der fører slægtsnavnet Gammel. (Gamle forekommer blandt navnene på Erik Blodøxes sønner. Uthinkar forekommer på den store sten fra Skjern).

“Den yngre Othencar, der døde 1045 som biskop i Ribe, hvilket bispedømme til den tid var det eneste i Nørrejylland, anses for søn af en Toke, der skulle have besiddet en tredie del af Vendsyssel, samt en søster til kong Knud den Store. Det er dog vistnok en misforståelse, når Vendsyssel her nævnes, thi der er intet, som tyder på, at Hvideslægten til den tid har stået i noget særligt forhold til Vendsyssel.

“Adam af Bremens udtryk om den yngre Othencar: “Ejus (Othincari senioris) discipulus et nepos fuit alter Othincar junior, et ipse nobilis de regio semine Danorum, dives agri, adeo ut ex ejus patrimonio eqiscopatuum Ripensem narrent fundatum” synes naturligst at maatte opfattes således, at den yngre Othencar var en sønnesøn (eller brodersøn) af den ældre af samme navn, men at hans egen byrd fik forøget glans ved moderens fødsel af kongelig æt. Jf. Hvitf. i Bispekrønien s. 5).

“I Thy nævner hin gamle frændeliste ((fra kg. Valdemars Jordebog)), der vist er optegnet ej blot med hensyn til ættebod, men navnlig til Nævn i Køn (tolv mænd inden tredie byrd og inden Syslet) vel en “Pæter palni sun hwitæ”, men det kan dog betvivles, om denne har hørt til Hvideslægten eller til den i Adelslexiconnet med et fra Hviderne meget forskelligt vaaben (en halv lilje og tre roser) opførte slægt “Hvit”, i hvilken navnene Palne og Peder forekommer.

“Men i særdeleshed må det fastholdes, at bygdemålet i Vendsyssel er østjydsk og i Thy vestjydsk, thi der fremgaar heraf en så indtrængende sondring mellem Thy og Vendsyssel, at mulige spor af Hvider i Thy ikke synes at kunne gøres gældende til støtte for at henføre den yngre Othencars fader Toke til Vendsyssel.

“Det ligger da nærmest at antage, at denne Toke har haft hjemme i Vends Herred i Fyn, og er det meget rimeligt, at ætten allerede under hedenskabet har været i besiddelse af meget gods, vel endog af Godordet i dette herred eller det på flere fynske runestene fra andre nærliggende egne ommeldte Tempel- og Herredsforstanderskab.

“Som af Dahlmannn I, s.179 bemærket, er “Dux Windlandensis Toki” vistnok eenstydigt med “rex Winidorum Wirtgeorn”, men det var vel muligt, at der i sidste engelske ord ligger Vends Herred. Ved Aulby i Vends Herred fører en større eng under Hindsgavl navnet Toke Ma, hvilket sagnet selvfølgelig knytter til dets helt Palna Toke, medens dog allerede denne form for sagnheltens navn synes at henpege paa, at der også har været en anden samtidig Toke. Hvidernes sjællandske minder gaar kun til Skjalm Hvide, men har dog en forestilling om en (fynsk) Toke som første kristne i slægten.

“At Thy senere henlagdes under Vendsyssel bispedømme, har selvfølgelig mindre at betyde. Derimod fremgår det af beretningen i Knytlinge Saga s.47, at Svend og Astrad, der selv henhørte til slægten “Gammel”, medens deres moder Thorgunna, som datter af Vagn Aagesen, henføres til Hviderne, da de af Knud den Hellige fra Sjørring sendtes Vendelboskaren imøde, var uden alle forbindelser blandt Vendelboerne, og at kongen maatte benytte en anden storættet mand Tule til at forsøge nye underhandlinger med disse.

“Også vendelboen Niels Pedersens ((af den slægt som senere kaldtes Skovgaard?)) hos O. Nielsen s.98 aftrykte nedstamning viser, at han kun over Sjælland – hvor Hviderne vistnok først har erholdt gods ved Skjalm Hvides ægteskab med Signe, der var en datter af Harald Hen og en datterdatter af den sjællandske, vendelboerne så nærstående jarl Asbjørn – har kunnet føre sin slægt op til Hviderne.

“Vendlefolk eller Vandfuld Herred har vel – som af O.Nielsen s. 48-49 anført – været besat af Vendelboer, men snarest som en afsondret Erobring, der ved befæstningsanlæg (Rammedige) skjermedes mod Haarderne i Skodborg Herred, således som hos Vikingerne ikke usædvanligt. Mange grunde ville endog kunne anføres for, at dette fylke ved Limfjordens vestfold er det “westerwoldan”, som dannede den nordvestlige pynt af Rings Brødres, sandsynligvis ved Limfjorden afsluttede rige, og hvorover de efter Sigurds fald i det store slag ved Selker Nor i 812 var draget i Vesterleding, da Kejserens udsendinge i året 813 søgte dem.

“I al fald passer den geografiske antydning “quæ regio ultima regni eorum, inter setemtrionem et occientem sita, contra aqvilonem Britanniæ summitatem respicit” meget bedre på dette fylke, end enten på det norske Vestfold eller Nordstrand. Når Vendlefylket syd for Limfjorden således opfattes som minde om vikingers kampe mod Haarderne – et folk, hvis keltiske grundlag navnlig bestyrkes ved gravfund og glimt af fællesskab om oldsagn med gallatiske Gorder – bliver det mere forstaaeligt, at de kristnede Briter i Nordengland, som oven anført, i Gudrød som en af vikingerne solgt jydsk krigsfange kunne paavise og udkaare en ætling af Haardisk kongeslægt.

“Det var også tænkeligt, at selve det iøvrigt i dette tidsrum oftere forekommende tilhavn “Hvide”, medens det om den enkelte mand vel kan bruges i betydning af blond eller lys i modsætning til mørk eller sort, anvendt på en slægt kunne antyde overgangen til kristendommen, da de hvide dåbsklæder idelig fremhæves i beretningen om nordboernes omvendelse.

“Ved udtrykket “excellentissimæ civitates Jutiæ” (Saxo p. 507) må vistnok navnlig sigtes til de tre nørrejydske bispestæder syd for Limfjorden, Ribe, Aarhus og Viborg, hvorimod det ikke kan antages, at Saxo på denne maade ville betegne Hjørring, hvis kirkelige glans allerede på hans tid var blegnet for Børglum. I sin i kirkehistoriske samlinger II optagne kirkekrønike fremhæver også Jon Turesøn, at Othencar Hvide var den første adelsmand næst kongen, der gav jordegods til kirkerne, af hvilke han lod opbygge mange på landsbygden og i købstæderne, samt at han navnlig bidrog meget til at stifte domkirken i Viborg og gav meget jordegods dertil.

“Men i hvert fald synes dog den yngre Othencars betydelige grundejendomme, forså vidt han anvendte dem til dermed at grundlægge de kirkelige indretninger i “Jyllands ypperste stæder”, at have været beliggende i Jylland, og det kan således vel være, at de for en del har været mødrene arvegods eller tilvejebragt ved køb og magelæg.

Det har vel sine vanskeligheder at forene efterretningerne om, at den yngre Othencar i aaret 1005 ledsagede den ældre af samme navn til Dortmund, og at han var en søstersøn af Knud den Store, men vanskeligheder af denne art er gennemgående i hele det afsnit af den danske historie, som ligger mellem den i pavebrevet af 864 nævnte yngre Erik og Knud den Store.

“Disse vanskeligheder lader sig vel ikke ganske overvinde, fordi vore efterretninger er så yderst mangelfulde, men det synes dog klart, at efterat hertug Bruno af Saxen, der med en større hær havde foretaget et erobringstog mod de i det nordvestlige Tyskland under danske fyrster af Haralds stamme bosatte Normanner, i begyndelsen af aaret 880 havde lidt et nederlag, hvorunder han selv med biskoperne Markvard af Hildesheim og Didrik af Minden samt mange grever og hærførere tilsatte livet, fornyede Henrik Fuglefænger omtrent 50 år senere med større held angrebet.

“Den fare, som således truede Danmark, mødtes af Thyra Danebod, som dengang styrede riget, med anlæget af Dannevirke omtrent 935, og synes det at være lykkedes hendes statskløgt at forene og forsone alle danske ved kristendommens brydning med hendenskabet og en noget forskellig folkeblanding i nogen tid adskilte stammer nord for Eideren i fælles sammenhold til fædrelandets frelse.

“Hendes søn Harald Blaatand, der efter moderens død overtog rigets styrelse under faderens aandssløve tilstand og senere fulgte efter denne som konge, antog kristendommen under paavirkning af kejser Otto den Store, der havde genoptaget Karolingernes missionspolitik og i overensstemmelse dermed stillet sig i venligt forhold til Harald Blaatand, hvis søn Svend i daaben kaldtes Svend Otto.

“Det lykkedes imidlertid ikke under Haralds rimeligvis temmelig lange regering fuldkommen at befæste kristendommen, og har brydningerne mellem den gamle og den nye tro vistnok fremkaldt Otto den Rødes tog i 974, hvis udbytte dog snart fortabtes, medens kong Harald og hans søn Svend Tveskæg kæmpede sammen hver i spidsen for sine tilhængere.

“Alle historiske kendsgerninger viser således hen til, at kong Harald Blaatand baade har indført kristendommen som statsreligion, og at hans søn Svend er blevet født og døbt omtrent henved året 948.

(“Da Vogn Aagesen kæmpede i slaget i Hjørungavaag aar 994, maa hans alder vel mindst anslaaes til 16 år, skønt hans af Saxo bevarede tilnavn Karlsemne vidner om hans ungdom. Han var altså født omtrent 978. Det er således rimeligt, at hans far Aage, der var samtidig med Svend Tveskæg, hvis plejebror han kaldes, er født omtrent 948. Ogsaa Saxo antager, at Svend Tveskæg først har endt sit på skæbnens omskriftelser så rige liv i en alder, hvori han kunne begynde at kaldes mæt af dage (“senilis animæ laboribus fessus”). Han maa altsaa herefter ved sin død i 1014 have været ikke så lidt over 60 år eller født henimod midten af det forudgående århundrede).

“Det er derfor meget rimeligt, at Svend Tveskæg, der afslutter vikingetiden i Danmark, da han under trykket af den svenske Eriks sejrrige fremgang forlod riget i vikingefærd, allerede har været i sin kraftigste manddomsalder og har efterladt flere døttre dér. Det er heller ikke usandsynligt, at han straks, da han efter Erik Seirsæls død vendte tilbage til hjemmet, dér er optrådt som kristen konge, ligesom Olaf Trygvesøn i Norge, navnlig efterat ved den ældre Othencar Hvides missionsvirksomhed kristendommen var bleven befæstet på Fyn og Sjælland, hvor allerede Harald Blaatand havde opført og var blevet jordfæstet i Trefoldighedskirken i Roskilde.

“Det ligger da nær at antage, at Svend (Tveskæg), der støttede missionen i Skaane, hvor han i Lund opførte den første kirke, kan have bortgiftet en af sine døttre til den ældre Othencars søn eller broder Toke, og at den yngre Othencar kan være født af dette ægteskab.

(“Ifølge det forhold, hvori Hvide slægten stod såvel til Svend Tveskæg som til hans søster Thyra, kan et sådant ægteskab også have været indgået så tidligt, at erkebiskop Adeldag kan have døbt den yngre Othencar, hvis her ikke er en forveksling tilstede med den ældre Othencars daab. Det synes omtrent at have været ved aaret 993, at svend selv ægtede Misicos datter, den kristelig sindede Boleslavs søster Gunhild, der blev moder til sønnerne Knud og Harald, medens datteren Estrid upåtvivlig er avlet med Erik Seirsæls enke Sigrid Storraade. Svends datter Ghyda maa antages bortgiftet til Erik Jarl omtrent i året 995, da sønnen Hagen ((Haakon)) var 17 aar i 1012.)

“Da han ((dvs den yngre Othencar)) fra sin tidligste ungdom blev viet til kirkens tjeneste og fra sit tolvte aar oplært ved ærkestiftet i Bremen, kan han gerne derfra have fulgt med farfaderen til kirkeforsamlingen i Dortmund 1055 og, efter at have fuldendt sin kirkelige uddannelse, have ledsaget morfaderen Kong Svend og morbroderen Knud den Store på deres tog til England, forinden han indviedes til Biskop i Ribe rimelig i året 1013.

“Medens der således ikke er tilstrækkelig grund til at forkaste beretningen om, at den yngre Othencars mor var en meget ældre halvsøster til kong Knud den Store, er der i så tilfælde al føje til at antage, at sønnen, der mulig har haft fædrene arvegods i det østlige Jylland, virkelig efter hende har arvet andet ikke ubetydeligt gods i Jylland, thi ikke blot havde kvindernes arveret vundet anerkendelse efterhånden, som kristendommens grundsætninger optoges i folketroen (til samme tid er der rimeligvis indtrådt en indskrænkning i kvindernes under hedenskabet vistnok stærkt fremtrædende brug af prangende smykker udførte i kostbare metaller, og sagnet har da benyttet begge momenter til forklaring af gådefulde svingninger i Svend Tveskægs stærkt bevægede liv), men Svend Tveskægs slægt var utvivlsomt, og vel navnlig gennem hans på de jyske runestene oftere fremtrædende store formoder Thyra, nøje knyttet til det indre Jylland.

“Kong Knud selv, der henlagde halvdelen af de væsentligste kongelige indtægter af byen Ribe til bispestolen, synes at have haft fuldkommen bevidsthed om dette forhold. Han bar selv et havn, hvis i sagn antydede oprindelse hentyder til en meget fjernere oldtid, i hvilken det synes at have lydt med en vis helligheds klang for den folkestamme, der dannede grundlaget for den vestjydske befolkning, de med saa lykkelige anlæg for fredelige idrætter begavede Haarder, idet det mindede om de forskellige slyngninger, hvormed kunstfærdige hænder først knyttede masken i net, bindtøj og væv, skødet til skibsborde, strengen på buen, studen, Haardernes trækdyr, for vogn og plov.

“Dette navn tillagde han (Knud den Store) også sin med Emma avlede søn, som han tidlig bestemte til sin efterfølger i Danmark, og hos hvem navnet genoptoges med ældre forstavelser ((Haardeknud)), der af danske og nordmænd måtte forståes som betegnende det fylke, hvorfra ætten udlede sin byrd.

“Jf. Svend Aggesen; Scrip. Rer. Dan. I, pag.55. “Kanutus duos filios genuit, quorum alterum suo appellavit nomine; qvem cognomine Durum vulgo nominabant, non quod austerus vel crudelis exstiterit, verum inde auod tale provinciæ nomen exstiterit, ex qua natalem duxit originem”. De, for hvem de jydske forhold var ubekendte, såsom udlændinge i almindelighed og deriblandt ogsaa Emmas engelske Encomiast og den i Frankrig fødte abbed Vilhelm i sine optegnelser om de danske kongers slægskabsforhold (Script. II p. 158), opfattede navnet Haarde-Knud som Knud den Haarde.

“Men idet Svend Aggesen, der selv hørte til de ældste jyske slægter, imødegaar denne opfattelse, viser hans ovenanførte fremstilling tillige, at det tilsigtede danske folkenavn rettest skrives Haarder (altså med det fordobblede danske a, der mangler i Islandsken), thi ellers ville det vanskelig kave kunnet forvexles med egenskaben haard.

“Også de norske Haarder sluttede sig villig til Knud den Store. Navnlig gælder dette om flere medlemmer af den Herseslægt, som stammede fra Haarde Kaare, og af hvilke Erling Skjalgsøn fra Sole på Jedderen var gift med Olaf Trygvesøns søster Astrid og af ham havde myndighed over den norske vestkyst fra Agdenæs til Lindenæs, idet han støttede kristendommens indførelse.

“Dette forhindrede dog ikke Olaf d. Hellige fra at indskrænke hans len, men såsnart Knud den Store havde gjort fordring på Norge, gik derfor Erlings sønner Skjalg og Aslag til Knud i England, medens faderen samlede folk på Jedderen mod Kong Olaf og senere var kong Knuds mellemmand i underhandlingerne med de vestnorske høvdinger, indtil han drøftes i et sammenstød med Olaf den Hellige, hvorefter alle Haarderne rejste sig mod Olaf, således at denne uden sværdslag maatte forlade riget.

“Der synes til grund for Svend Aggesens paastand om, at på Thyra Danebods tid kongen besag hele rigets grund med ejendomsret – Script. I. p.49 – at ligge en foreksling af regerings-myndighed med ejendomsret, således som også kan paavises for Norge; jf. Steenstrups studier over Jordebogen s.326 og 332. Man er derfor vistnok betettiget til at opfatte Svend Aggesens yttring – p.54 -, at de danske først ved at erlægge løsepenge for Svend Tveskæg opnåede fællig i skove og lunde, som en antydning af, at afbenyttelsen af skovene til den tid inddroges under ((kongens)) ejendomsforhold.

“Skaanske Lov skelner skarpt mellem ejendomsskov eller “hegnet” skov, der stilles ved siden af mark, og almindings skov, i hvilken, som Anders Sunesen siger, enhver måtte hugge (“universis communi nemore unicuique pro libito suo licet uti”), men indeholder iøvrigt en for opdyrkning meget gunstig bestemmelse om rebning til by af fælleds alminding, være sig skov eller lyng eller anden øde mark.

“Hermed stemmer det ret vel, naar Saxo opfatter forholdet saaledes, at i Skaane og Sjælland købte folket skovalmindingerne af Svend Tveskæg for offentlige midler (“publico ære”). Når han hertil føjer, at i Jylland blev ved denne handel kun frænder lodtagere i skov (“Apud Jutiam vero non nisi familiis propinquitatis serie cohærentibus emptionis communio fuit”), strider dette ikke mod bestemmelsen i Jydske Lov, hvorefter i alminding kongen ejer jord og bønder skov, men antyder dog, at selv i almindingerne i Jylland tilhørte skovskifterne bestemte skovejere.

“Da nu den fordelagtigste opdyrkning er den af skovland, er det rimeligt, at skovejerne i Jylland, forsaavidt de ikke selv tillige ejede grunden, allerede tidligt har erhvervet denne fra kirken eller kronen til de talrige enemærker, der opdyrkedes i skovegnene, medens derimod i det østlige Sjælland og de hinsides sundet liggende lande, byerne og torperne i de store skove er forblevet kronens, idet selve brydningen dér er foregået mere ved et almindeligt skovforbrug end ved direkte foranstaltning af grundejeren (jf. Steenstrup s. 354).

“Det var således vel snarere en fortsættelse eller fornyelse af en ældre tilstand end noget først af Harald Hen indført, naar Roskilde Krøniken, der her vistnok kun har sjælandske forhold for øje, siger at ved hans bud blev skovene, der tidligere var i de stores besiddelse, fælleds (Script. I p.378), og kom dette, som bemærket af Estrup (Tygestrup s.16), iøvrigt nærmest hans svigersøn Skjalm Hvide og hans æt tilgode, der erholdt og opdyrkede grunden i de ødelagte skovstrækninger i det vestlige Sjæland. Jf. de udførligere noter til Saxo p.300-1.

“Det har også været Steenstrup – af hvis studier over Valdemars Jordebog 2det hæfte er udkommet under trykningen af nærværende skrift – påfaldende, at der i Jylland (egentlig kun i Nørre-Jylland) nævnes saa faa ejendomme, som tilhørende kronen, medens kongens ejendomme er mange (s.345).

“I Nørre-Jylland syd for Limfjorden opføres nemlig som “Kununglef” (dvs kronens ejendomme, jf Jordebogen s.45) af ejendomme, der kunne antages at hidrøre fra ældre ubygder eller almindinger, kun a) Stensmark – ved Jyllands østspidse Fornæs ((ved Grenå)); ejendommen henlaa til sommergræsgang og deraf svaredes 140 beder. b) en del af sydøstspidsen Helgenæs ((ligeledes Djursland)). c) Nim ((v. Horsens)). d) Byrkingy (rimeligvis egnen ved Børkop) og e) Almind (begge i Nørre Jyllands sydøstligste Almind-Syssel.

“Dette er efter landets udstrækning kun lidet allerede i forhold til Sønder Jylland – hvor der af lignende ejendomme opføres Kliplev, Hanved, Gjelting, Jernved, Kamp – og endnu mere i forhold til de store kronen forbeholdte skovejendomme i Sjælland og øst for Sundet, hvilket også erkendes af Steenstrup s.346. Det er vel muligt, at “værdiløse” heder ikke er opførte, men meget store strækninger af de nuværende heder var dengang skove, og det er med hensyn til højskovene klart, at f.eks. Norring Ure og Hummel Ure i Folby og Lading Sogne ikke har været af anden beskaffenhed end de sjælandske, hallandske og skaanske orer, der opføres som kununglef, ligesom orerne selv i alminding undtages fra bøndernes hugst.

“Det synes derfor temmelig klart, at den fra Thyra Danebod nedstammende kongeæt har staaet i et særligt forhold til de mellemjydske sysler eller fylker (jf. Steenstrup s.346), men at der her deels har fundet en tidlig opdyrkning sted, dels allerede tidlig har fundet overdragelse sted af krongods til kirken og store slægter.

“Også prof. Thorsen finder det øjensynligt, at de midterste egne i Jylland (Heinsvig – Bække) forhen har været “meget fremmeligere og haft langt større betydning end i senere tider” (danske runemindesmærker s.67).

((Jf. det ovenfor under no. 1 anførte Læborg, som ligger ca. 6 km syd for Bække. I 1810 fandtes i kirkegårdsdiget på Bække kirke den store runesten fra 900-tallet med teksten: “Tue, Ravns ætling, og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyras høj”)).

 

(fortsættes)

                     
                                  ___________________________________

 

 

(Tillige posteret på http://imma.smartlog.dk )

 

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.