Hærvejen og Svend Trundsen (2.del)

 

 

 

(15.6.2014) Jeg vil idag forsætte med at gengive nogle stykker fra Mathias Hans Rosenørns indholdsrige bind 1 af hans tobindsværk: Grev Gert og Niels Ebbesen (jeg har i det følgende ændret forf. gammeldags stavemåde af Othencar til Odinkar, ligesom jeg kan have ændret eller udeladt et og andet forældedt ord eller vending. Der er som tidligere nævnt her kun tale om en gengivelse af spredte steder. Mine evt. bemærkninger står i dobbeltparantets). Side 88ff skriver forf.:

“Det er (således) let forståeligt, at og hvorledes Knud den Store og hans nære frænde på den jydske bispestol hånd i hånd havde arbejdet for den tids store opgave at føre høvdingeslægterne bort fra hendenskabets røveriske vikingefærd til kristelig tugt og virksomhed.

“Tjenesten i kongens thinglid var hertil eet middel, men et endnu fyldigere livsmaal bød opdyrkningen af de store ubygder, der havde erholdt forøget værdi med den efter vikingetogenes ophør tiltagende befolkning.

“Efter landets beskaffenhed var det fornemlig i Jylland, at man maatte vente at finde ubygder, der som herreløse erkendtes for kongsgods, og når dette forhold for Nørre-Jyllands vedkommende i en noget senere tid ikke kan paavises i så stort et omfang som i de fleste andre landsdele, navnlig Sønderjylland, Sjælland, Skaane, Bleking og Halland, tyder også dette hen paa, at opdyrkningen, ligesom kristendommen og oplysningen, i Danmark er udgået fra vest mod øst, og at i Nørre-Jylland syd for Limfjorden kongsgodset tidligt er overgaaet til kirken og de store slægter.

“Sagnet beretter, at den yngre Odinkar ønskede, at bispestolen skulle være arvelig i hans æt, fordi han havde givet så meget gods til kirken, og det er i al fald rimeligt, at han, da opfyldelsen af dette ønske ikke kunne tilsikres ham, har åbnet adgang for sin vistnok talrige slægt til bestyrelse og brug af kirkegodset og opdyrkning af de udyrkede strækninger (“latifundia”), hvormed han efter Saxos foran anførte udsagn berigede kirken.

“Det kan heller ikke antages andet, end at kong Knud – der i England var omgivet af danske og norske høvdinge, blandt hvilke Hvide navnet synes at forekomme, og blandt hvis ikke talrige for efterverdenen bevarede diplomer de fleste angår gaver dels til kirken og dels til kongens trofaste mænd – også har udstrakt sin gavmilde hånd til den danske kirke og Hviderne i hjemlandet.

“Såvel kongens som biskopens “mænd” har da atter ved deres bryder ladet ubygderne opdyrke, og de jyske herremænd har således fra første færd af været nøie knyttet til kronen og kirken, hvilken de ikke forsømte at betænke med yderligere gaver, ligesom deres sønner hyppig nød dens præbender og vel dannede den stamme, hvoraf efter domcapitlernes oprettelse kannikerne mest toges.

“Skønt Knud den Stores herredømme støttedes af dygtige høvdinge, en tapper hær og en ham, såvidt det i det hele kan skønnes, i Danmark hengiven almue, hvilede det dog væsentligst på hans egen tænksomme, ædle og kraftige personlighed. Oplysningen var efter hans død kun et tidsspørgsmaal og synes at være indtrådt umiddelbart efter Haardeknuds pludselige dødsfald.

“Haardeknuds helsøster, den skønne tyske dronning Gunhild eller Kunigunde synes vel at have bevaret forbindelsen med den danske kirke, men iøvrigt har Magnus den Godes kortvarige, men berømmelige styrelse af Danmark næppe været uden indflydelse på kirkelige forhold i Jylland.

“Det kan således ikke antages, at Vendsyssel, hvor kristendommen vistnok allerede er begyndt at udbredes under Svend Tveskæg og Knud den Store, har kunnet bevare væsentlige levninger af hedenskabet, efterat kristendommen var gundfæstet ikke blot i det øvrige Danmark, men også i Norge.

“Særlig vides det, at den hellige Thøger, der havde været Olaf den Helliges kappellan, efter hans død gik til Nørrejylland og virkede for kristendommen i egnen af Vestervig, hvor det til ham indviede Augustinerkloster, hvis kaniker dannede et særligt kapitel, antages stiftet omtrent 1110. Ligeledes er det rimeligt, at forbindelsen med Norge har fremmet dyrkelsen af den norske kong Olaf som helgen i Jylland, hvor kirker forekommer som indviede til ham, navnlig i Hjørring, Randers og Aarhus.

“Som foran bemærket kunne det nørrejydske bispedømme selvfølgelig ikke gøres arveligt i Odinkars slægt, men det antages dog, at hans søn Christiern er bleven biskop i Aarhus, da af Ribe bispedømme i aaret 1065 udsondredes bispedømmer i Aarhus, Viborg og Hjørring, samt at han senere er blevet forflyttet til Ribe.

“Biskop Christierns eftermand i Aarhus Ulfkil opgives at have opført den større St.Olafs kirke på Saxhøj og flyttet bispesædet hertil fra Lisbjerg. Det nye Aarhus synes da allerede at have erholdt en betydning, som trængte det ældre tilbage, og iøvrigt var forholdene henimod slutningen af det 11te aarhundrede i Danmark højst gunstige for udbredelsen af den hellige norske konges dyrkelse, eftersom ikke blot den danske konge Oluf Hunger selv bar denne helgens navn og var gift med Harald Haarderaades datter Ingegerd, men også en søster til Oluf Hunger og Knud den Hellige, Ingrid, var gift med den fornævnte danske dronnings bror, den norske konge Olaf Kyrre.

“Ligesom denne fredelige regent, under hvem middelalderens dannelse og det til handel og kirker knyttede købstadsliv først udviklede sig i Norge, byggede stenkirken i Nidaros om og over kong Olafs skrin, således er det rimeligt, at helgenens frænder og tilhængere i Danmark har understøttet hans dyrkelse dér og søgt at ophjælpe de stæder, hvor større kirker indviees til hans ære.

“Det er derfor sandsynligt, at den større St.Olafs kirke allerede har været påbegtyndt, før biskop Ulfkil tiltraadte bispestolen, men er blevet fuldendt under ham i det år 1092, da den biskoppelige gudstjeneste angives flyttet fra Lisbjerg til den nye St.Olafs kirke.

“Der er ligeledes al grund til at antage, at kong Niels og hans søn Magnus, der blev opkaldt efter moderen Margrethe Fredkulles første mand, den norske kong Magnus Barfod, Olaf Kyrres søn, har fredet om og fremmet den nye købstad ved Aarhusbugten, og det siges udtrykkelig, at da kong Niels delte sine stridskræfter for selv med hæren at drage mod Christiern og hans frænder, som kongen slog ved Rønbjerg, løb Magnus ud med flaaden fra Aarhus, og at det var jyderne, som med stor selvopofrelse dækkede hans flugt, efter at hans flaade havde lidt det store nederlag ved Sejerø.

“Det er således klart, at Margrethe Fredkulles kraftige søn Magnus Stærke har fundet ikke ringe understøttelse i Nørrejylland, hvor faderen kong Niels muligt har holdt hof på den gamle kongeborg ved Kleitrup Sø, i al fald indtil hans ældste søn Inge rimeligvis dér tilsatte livet, og han derefter, eller i al fald omtrent ved den tid, opbyggede Riberhus, hvor sønnen Magnus’ formæling var blevet fejret under tilstedeværelse såvel af Knud Lavard som af Henrik Skadelaar, mellem hvilke den allerede tidligere fremtraadte spænding ved denne lejlighed erholdt ny næring.

“De mærkelige levninger af borgen ved Kleitrup Sø, der laa i selve skellet mellem Himmer- og Ommer sysler – se det nu i Geheime arkivet opbevarede inden Onsild Herreds ting den 28. juni 1422 optagne tingvidne, hvorefter den aa, som render af Kleitrup sø, er ret skel mellem Himmer syssel og Ommer syssel og markekjel mellem Hornum mark og Kleitrup mark – og beherskede den ældgamle vandvej, som gennem Nørre Aa og vandløbene ved Tinbæk og Fussing forband Guden Aa med Skals Aa og Limfjorden, kaldtes endnu for faa aar siden af egnens befolkning kun højvolden, og først i de allerseneste aar benævnes den af enkelte Brattingborg i henhold til, hvad der “fra København af” skal være opgivet. Berettigelsen til sidstnævnte benævnelse er dog meget tvivlsom.

“At det er fra denne gamle kongeborg, at Henrik Skadelaars hustru blev bortført er temmelig klart, da manden indhentede hende i Aalborg, og alvejen mellem Aalborg og Viborg gik over Onsild Bro tæt ved Kleitrup, men det synes ikke, at borgen dengang længere har været kongens sæde.

“Det var navnlig gejstligheden, der sluttede sig til Magnus Nielsen, rimeligvis i taknemmelig påskønnelse af velgerninger, den og kirken havde nydt af hans ædle moder. De bekymringer, hvormed denne var gået sin opløsning imøde, blev kun altfor snart til virkelighed, men efter at det var lykkedes Henrik Skadelaars rænker at hidføre Knud Lavards mord, var det erkebiskop Adser, der tilvejebragte et foreløbigt forlig, ligesom det var biskopen i Ribe Thure, hvis mellemkomst forhindrede det overfald Erik Emune forsøgte på kong Niels i det vestlige Jylland.

“Det synes også, at Knud Lavards svoger Haakon Jyde, Erik Lams fader (han var en søn af kong Niels broder Ubbe med Sunniva, datter af Haakon Jarl Ivarsøn og Magnus den Godes datter Ragnhild), skønt ved sine forbindelser med fyrstehusene i Norge og Tyskland den anseeligste blandt eftermaalsmændene, har vist ligeså liden virksomhed ved at forfølge mordet, som hans stilling før dette var tvetydig.

“I det mindste ses det, at kejser Lothar (af Supplienburg ved Brunsvig) ikke ville benytte Erik Emunes flaade til at omgaa Danevirke, hvis forstærkede befæstningsanlæg hævdedes af Magnus og Niels med Jyderne.

“Men det var ikke alle jyderne, der vedvarende stod med Niels og Magnus. Christiern hadede Magnus og sluttede sig, saasnart det fremmede angreb var afvist, til Erik Emune, og med Christiern fulgte hans frænder. Det var en mægtig slægt, som på spindesiden stammede fra kongehuset gennem Svend Tveskægs datter Gyda, der med Erik Jarl avlede Haakon Jarl, hvis datter Botilde ægtede Ulf, en dansk Jarl og stor viking, der havde hærget på den galliciske kyst og derfor kaldtes den galliciske ((Ulf Gallicienfarer, Gallicien er (Nord)Spanien)). Deres søn var Thorgaut, Svend Estridsens drost eller Hirdjarl.

“I Knytl. S. kap.75 kaldes Thorgaut udtrykkelig “dansk af æt”, hvilket selvfølgelig ikke er til hinder for, at det – som det sammesteds siges – var den norske Harald Haarderaade, der på grund af Thorgauts blomstrende skønhed tillagde ham tilnavnet Fagerskind. Om faderen Ulf hedder det ligeledes udtrykkelig sammesteds: “han var Jarl i Danmark” o.s.v.  Om det Nordhavstog, som denne Ulf (“Satrapa Danorum”) mulig har foretaget i forening med Harald Haarderaade, se Werlauff i Annaler for nordisk Oldk. 1836-37, s.32).

“Thorgaut var tvende gange gift, første gang rimeligvis med en datter af vendernes konge Gotskalk, avlet forinden denne ægtede Svend Estridsens datter Sigrid, og saaledes halvsøster til Obotriternes fyrste Henrik. I dette ægteskab var Thorgaut fader til Erik Ejegods dronning Botilde. I sit andet ægteskab med Thorgunna, datter af Vagn Aagesen og Thorkel Leires datter, blev Thorgaut fader til Svend og Astrad, der som ikke ualmindeligt, hvor der var flere kuld søskende, benævntes efter moderen Thorgunnasønnerne.

“Svend Thorgunnasøn eller Trundsen (sidstnævnte navn evt. efter faderen Thorgaut?), der havde stået i stor yndest hos kong Knud den Hellige, som umiddelbart før sit fald under kampen i Albani Kirke skænkede ham sit bælte og sin kniv, havde 5 sønner: Asser, Christian, Eskil, Agge og Svend.

“Af disse var Asser (Øssur eller Adser) den første ærkebiskop i Lund, Eskil anførte Erik Emunes flaade, og Svend blev efter slaget ved Fodevig biskop i Viborg i stedet for den Eskil, som Erik Emune i efteraaret 1132 havde ladet myrde under gudstjenesten, rimeligvis som hævn, fordi han ikke havde støttet Christierns planer og mulig endog har været den, der har røbet disse for Kong Niels.

“Christians sønner var navnlig ærkebiskop Eskil og Agge, ((historikeren)) Svend Aggesens fader. Eskil, der var kannik i Lund (?) og kaldes en lærd og klog mand, maa antages at have begyndt paa opførelsen af domkirkebygningen i Viborg, der i saa meget minder om domkirken i Lund.

“Denne slægt var så mægtig, at da Christiern havde saaret en anden af kongens mænd Thure Doka og derfor efter vederlagsretten skulle straffes med fredløshed, blev loven af hensyn til hans frænder forandret til 3 gange 40 marks bøder og gørsum.

“Slægten findes oftere benævnt med tilnavnet Gammel, og forekommer i Jylland, Fyn, Sjælland og Skaane, mens der i Northhumberland nævnes en dansk høvding Gamel Ormsøn, som Toste Godwinsen lod myrde. Slægten synes dog nærmest og oprindelig at tilhøre Jylland. Ikke blot henregnes Christiern af Saxo til en af Jyllands berømteste slægter, men også om broderen Adser bruger Saxo (p.605) lignende udtryk, og i fortegnelsen over ærkebiskoperne i Script. 6., p.641. hedder det ligeledes: “Ascerus, Svenonis Trunsonii filius, Cimber”.

“Det var vistnok ikke ringe stridskræfter, som Christiern kunne have haab om at rejse i egnen mellem Guden- og Skjernaa, men det var imidlertid en dristig plan, han havde fattet, idet han, samlende sine frænder fra det indre Jylland  rykkede mod Viborg samtidig med, at Erik Emunes flaade under Christierns broder Eskil gennem Limfjorden løb op ad Skals Aa, rimeligvis for at Erik Emune ved forening af sin hele styrke, kunne tiltvinge sig hylding på Danelyng.

“Da planen var blevet røbet for kong Niels, rimeligvis af biskop Eskil i Viborg, og kongen selv var rykket mod Christiern, medens flaaden gik mod Erik Emune, blev Christierns frænder imidlertid overmandede ved Rønbjerg, og denne selv maatte i et fangetaarn ved Slesvig sone sin dristighed.

“Uvidende herom løb Erik Emunes flaade efter den tidligere aftale ind i Limfjorden og rimeligvis opad Skals Aa, som da endnu var sejlbar indtil Onsild bro, en betydelig bro på den gamle alvej mellem Viborg og Aalborg. Her modtog Erik Emune efterretningen om den allerede for nogen tid siden stedfundne ulykkelige kamp ved Rønbjerg, og forinden han var kommet til ende med at genindskibe hæren, blev han angrebet af den fra Viborg kommende Niels, saa at hans bagtrop led noget tab uanset den haardnakkede tapperhed, som Svend Aggesens fader udviste i broens forsvar.

“Christierns frænder gik nu til Skaane, således som det udtrykkelig siges af Svend Aggesen, og var det vistnok denne frændeskare, hvis indhug afgjorde det endelige slag ved Fodevig og dermed krigens udfald.

“Efter slaget ved Fodevig viser sig en gennemgaaende forandring i næsten alle danske forhold. De tidligere så enge og hyppige forbindelser med Sverrig og Norge trængtes tilbage og gav plads for de fjendtlige følelser mod Sverrig, og den uvilje mod Norge, som ofte kunne spores hos Saxo. Ethvert folkeligt fællesskab med England var forsvundet og det kirkelige indskrænket til Odense og Evesham.

“Fortidens minder var saa uklare, at medens Knud den Store i Danmark betragtedes som en verdenserobrer, fandtes navnet Knud saa ubetydeligt, at det allerede ved kanoniseringen af Knud den Hellige siges “udvidet” til Canutus. I Tidsrummets begyndelse spores en stærk indvirkning af Tyskland, men forholdet til tyskerne fremtraadte dog nærmest og hyppigst som en modsætning.

“Derimod var Vendernes anbreb foreløbig tilbageviste, og om end den ved slægten tilbageblevnd del af Gotskalks rige var tilfalden Knud Lavard ved køb og ikke ved arv, vaagnede dog stundom såvel hos vender som danske en gensidig bevidsthed om den fare, der truede begge fra Tyskland. Lybæk og Rostok tilvendte sig den danske handel og vandt i betydning, navnlig efter Slesvigs tilbagegang og samtidig med, at den jydske østkyst og øerne udviklede sig, medens Ribes dog endnu længe betydelige handel forholdsvis formindskedes.

“Allerede i slaget ved Luetjenburg havde de danske maattet bøde haardt for mangel på rytteri, og ved Fodevig havde dette afgjort slaget. Erik Emune begyndte nu at føre ryttere over havet 4 på hvert skib, og da tjenesten til hest, der reorganiseredes af Svend Grathe, efterhånden tilfaldt hærmændene, udviklede adelen sig. (Når Saxo (p.616) antyder en deling af livvagten efter skjolde, synes hertil let at have kunnet slutte sig en begyndende brug af skjoldemærker).

“Efterat cølibatet, understøttet ved Peter Bodilsens iver, var bleven gjort gældende, fremtraadte det romerske hierarkis vidunderlige organisation ogsaa her i stedse mægtigere omrids, og medens det Lundske primat knyttede et svagt baand mellem Danmark og Sverrig, bleve geistlighedens franske forbindelser den vej, ad hvilken middelalderens lærdom fornemlig fandt indgang i Danmark.

“Det var væsentligst Peter Bodilsen, hvis indflydelse udstrakte sig over Sydsjæland og Lolland, og Christierns slægt, der havde hævet Erik Emune paa tronen. Den førstnævntes kappellan ((“spindoktor”?)) Nothold, belønnedes med bispestolen i Ribe. Adsers ærkebispestol tilfaldt omsider Christierns søn Eskil, der fra sit 12te aar var opdraget i Hildesheim, hvor unge mennesker fra alle lande stømmede sammen til geistlig uddannelse.

“Her har han muligen allerede sluttet venskab med Hermann fra Køln, der senere erholdt en saa betydelig indflydelse på den kirkelige stilling i Danmark, og her, hvor betydelige teglbrænderier allerede da i henved 100 aar maa antages at have været i virksomhed, om end stenene da endnu kun benyttedes til forsvarsværker, foresvævede der allerede den begejstrede yngling de fremtidstanker om grundlæggelse af stolte herreklostre, som han i sine senere kirkelige værdigheder saa fyldigt virkeliggjorde.

“Efter i udlandet at have fuldendt sine studier blev Eskil ansat under farbroderen i Lund, hvor han i 1133 fremtræder som provst, og efter slaget ved Fodevig blev han biskop i Roskilde. Upaatvivlelig var indretningen af domkapitlerne i Lund og Roskilde temmelig ensartet, idet begge nærmest havde karakteren af Augustiner-konventer, men ligesom fundationerne ikke var samtidige, synes der tidlig at være fremtraadt nogen forskel i aanden og retningen.

“Kapitlet i Lund var funderet af Knud den Fjerde eller Hellige 12.maj 1085, som knyttet til den da paabegyndte St.Laurentii kirke, væsentligst med gods i Skaane og Sjælland med Amager. Kapitlet i Roskilde er ældre og synes dels at skylde Svend Estridsen og dels Margareta, Harald Heins dronning og datter af Svend Estridsens rænkefulde broder Asbjørn Jarl, sin grundlæggelse.

“Roskildekrøniken viser, hvor nøje man også dér havde følt sig knyttet til den stærke og blomstrende Magnus, og ligesom Knud Lavards lig efter mordet var blevet afvist fra Roskilde, er der vist snart fremtraadt en kendelig skinsyge mellem bispesædet og den nye helligdom i Ringsted, hvor vel efter Roskildekrøniken allerede Svend Norbagge synes at have anlagt et mindre kloster, men Erik Emune nu til minde om sin dér jordede, myrdede broder grundede det store Benedictiner Abbedi, der faa aar efter erholdt pavelig beskytttelse.

“Disse stedlige forhold har næppe været ganske uden indflydelse under den spænding, som snart indtraadte mellem Erik Emunes tilhængere, idet man saavel i Roskilde som i Sydsjælland viste en uvilje mod denne konge, i hvilken baade Eskil og Peter Bodilsen tillagdes andel, og hvilken til slutningen fremtraadte saa haandgribelig, at kongen maatte forlade øen, hvor endnu kun Skjalm Hvides sønner vægrede sig ved at deltage i bevægelsen imod ham.

“Det varede imidlertid ikke længe, inden Erik Emune vendte tilbage med fornøden styrke fra Jylland, og om end Eskils fader og farbroder ærkebispen tilsyneladende atter udsonede ham med kongen, modsatte denne sig dog hans ansættelse som ærkebiskop efter Adsers d. 5.5.1137 indtrufne død. Sorte Plovs mørke daad fjernede dog snart denne hindring, og den skikkelige Erik Lam, hvem riget overdroges efter Christierns forslag for at bevare fremtiden for Knud Lavards søn Valdemar, søgte i alle retninger at imødekomme folkets og gejstlighedens ønsker.

“Ved Peder Bodilsens mægling tiltraadte Eskil ærkebispestolen, og Rico, Erik Emunes kapellan og fortrolige raadgiver, der af ham var blevet indsat til biskop i Slesvig og havde været udset til ærkebisp, derimod bispestolen i Roskilde. Erik Lam sluttede sig ganske til Eskil, som af bedste evne stod ham bi i kampen mod tronprætendenten Olaf, Harald Kesjas søn, der blev understøttet fra Sverrig af.”

                                   

 

Vi vil nu lade M.H.Rosenørns lærerige forundersøgelser ligge en stund. I et kommende indlæg vil jeg evt. få lejlighed til at sige lidt om de 2 sidstævnte personer Harald Kesja og hans søn Olaf. Sidstnævnte var som bekendt den eneste overlevende efter Erik Emunes ryggesløse niddingdåd, hvor han lod 7 af sin bror Harld Kesjas endnu levende 8 sønner dræbe. Det forekommer lidt kuriøst, at forf. vistnok helt forbigår det forhold, han synes umiddelbart nærmest at se Erik Emune i et overvejende positivt lys. Vi kender tilfældigt navnet på Erik Emunes spindoktor – “den fortrolige rådgiver” Nico – , så måske har allerede dengang en og anden spindoktor tiltaget sig en i forhold til sin karakter alt for stor magt?

 

 

                                   ———————————

 

(posteres tillige på httm://imma.smartlog.dk )

 

 

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.