Jelling. Knud d. Store. Dictionnaire Royale.

Vi skal idag se lidt på nogle af de bøger, jeg indtil nu har fundet her i sommer.

Fra juli måneds hollandske udsalg i Helligåndshuset er hjembragt et par poser, herunder en håndfuld fra den næstsidste dag, hvor bøgerne kostede 10 kr. Først tre småskrifter vedr. det gamle kongesæde i Jelling.

1. JELLINGKONGERNES MINDESMÆRKER. Af Ejnar Dyggve. Kolding 1956, 72 s. Festskrift i anl. af Vejle Amts historiske Samfunds 50-års jubilæum.

Ejnar Dyggve (1887-1961) er opvokset i en lille finsk by som søn af en dansk telegrafbestyrer ved Store Nordiske Telegrafselskab. Han blev succesrig arkitekt, men helligede sig fra 1928 helt arkæologien. Gennem omved 30 år gennemførte han omfattende ark. undersøgelser i Jugoslavien, Grækenland, Italien og Danmark. Han blev en af europas mest ansete arkæologer, med bl.a. flere æresboliger i Jugoslavien og Italien! Han nåede ikke at fuldføre publikationen af sit store nordiske projekt om Jelling, men ledede bl.a. 1941-42 den store udgravning af de to Jellinge-høje.

C.J.Becker skriver i Dansk Biografisk Leksikon (3.udg.) bl.a.: “Som arkæolog og kunsthistoriker forenede Dyggve på sjælden måde en fremragende og omhyggelig udgravningsteknik med vilje og evne til at fuldføre arbejdet gennem store, tidtagende publikationer. Hertil kom hans vidtrækkende, af og til ret hypotetiske, men altid inspirerende tolkninger af undersøgelserne hvad enten emnet var klassisk græsk tempelarkitektur, byzantisk kejserkult, oldkristen kirkearkitektur og martyrkult eller nordisk vikingetid.”

Vi kan altså næppe være i bedre selskab, når talen er om Jellingkongernes mindesmærker, og den foreliggende publikation er trods sit beskedne omfang vistnok både udførlig samt tillige rigeligt illustreret.

Som en smagsprøve gengives her skriftets to første sider (som sædvanligt står mine evt. tilføjelser i parantets):

“Jellingkongernes mindesmærker er uden sammenligning vore berømteste oltidsminder. Sammen med Danevirke kommer de os imøde i den historiske litteratur før noget andet dansk mindesmærke. I Jelling, eller rettere i Jelling kongsgård, som var rejst før mindesmærkerne blev til, begyndte landets egentlige historie.

“De arkæologiskde studier, som siden 1941 har beskæftiget sig med de historiske mindesmærker i Jelling, har givet vor opfattelse af disse monumenter et rigere og dyberegående perspektiv. Vigtigst er forståelsen af, at de gengidigt betinger hinanden i een stor sammenhæng: a) kongsgården, b) nordhøjen med gravkammeret og det hedenske bautavi med templet samt Gorms runesten, c) det kristne helligområde med stavkirken og Haralds runesten, dertil den sydlige kongehøj med dens gådefulde træbygninger og d) den tidlig-romanske frådstenskirke.

“Disse oltidsminder er knyttede til konger, som tilhører Jelling-ætten og hvis magt og vælde kan aflæses af monumenternes overraskende størrelse. Disse konger er ikke som Lejrekongerne kun bevarede i sagnagtige overleveringer. De er kendte personligheder, der bærer riget ind i den historiske tid. Medens de endnu har sæde i Jelling, lægges fundamentet for landets fremtidige statslige og kulturelle udvikling; rigets enhed og kristendommens indførelse er, som alle ved, uadskilleligt forbundet med navnet Jelling.

“Og selv om rigets samling fører med sig, at den kongelige og kirkelige myndighed forlægges til det centralere Roskilde, bevarer Jelling kongsgård dog en mærkelig betydning i de følgende århundreder. Således har Poul Nørlund peget på det ejendommelige træk, at Jelling endnu ned i Valdemarstiden så klart udskrystalliserer sig som et jysk kulturcentrum, stærkere end bispesæde og klostre.

“En administrativ detalje, som at Jelling har givet navn både til et herred og et syssel, bekræfter stedets fortsatte betydning. Det er også et vidnesbyrd om en officiel erkendelse af den særlige historiske tradition på stedet, at der – ihvertfald allerede før 1635 – efter kongelig befaling blev indført et tilsyn med de to kongehøje.

“Jvnf. Koldinghus-lensmandens omsorg i 1586 for Haralds runesten, der iøvrigt er det første runeminde, der gøres til genstand for en trykt bekrivelse (1591). Gentagne ældre gravninger understreger interessen for stedet: i 1704, i 1820 på Frederik 6.’s bekostning, da gravkammeret blev blotlagt, og i 1861 gennem udforskning af begge højene under Frederik 7.’s varmt interesserede overledelse.

“Jelling ligger omtrent midt på Jyllands længderetning, ude ved højslettens østlige rand nær Vejlefjord, hvorfra der var skibsfarled til Kattegat mod nord og ud til Østersøen. Og oksevejen, hovedåren ned gennem Jylland til Danevirke og videre sydpå, den løber fra uroldstid kun få kilometer herfra.

“Om rig bebyggelse i stenalder og navnlig bronzealder vidner oltidsfund og gravhøje. I Vejle amt har man, ifølge Hans Kjær påvist mer end 4200 (!) gravhøje og alene i det gamle Jelling herred over 2400. I selve Jelling sogn er der spor efter et antal af 80, heraf en større gruppe på 18, de så kaldte Mangehøje nær den sandsynlige beliggenhed for kongsgården. Den sydligste af disse 18 høje fandt jeg nedenunder den nordlige kongehøj. Mangehøje må være et vidnesbyrd om at fremragende bygdeslægter har været højsat her i bronzealderen. Et svælg af tid (o. 1000 år?) adskiller os dog fra Jellingdynastiets århundreder.”

2. KONGESÆDET I JELLING. Af J. Heltoft. 1957, C.A.Reitzel, Kh, 46 s.

Forf. må sikkert være den skoleinspektør Jens Andreas Thomsen Heltoft (f.1889), der i Dansk Biografiks Leksikon angives som far til forfatteren og modstandsmanden Aksel Heltoft (f. 1922), som i 1944 blev deporteret til kz-lejren Neuengamme. (Sidstnævnte blev g. med en datter af kontreadmiral Carl Hammerich (dræbt under bombeangrebet på Shell-huset 1945) og den norske modstandskvinde Borghild Schmidt (der blandt nordmænd er kaldt “krigens største navn”)).

Forf. belyser emnet på en lidt anden måde end Dyggve, og det i omfang beskedne skrift kan ikke siges at være mindre interessant en ovennævnte. Jeg gengiver lidt fra s. 39ff. om Kongsgårdens Plads:

“Svend Aggesøn fortæller i sin Danmarkshistorie, at Harald Blåtand lod sine forældre jorde i to lige store høje, “nær kongsgården i Jelling”. Man har tidligere ment, at kongsgårdens plads måtte søges, hvor Jelling præstegård nu ligger. Formodningen grundede man på, at der engang ved denne gård har ligget et træhus i to etager, hvori landets konge med følge gjorde ophold på rejsen.

“Da bygningen brændte 1673 sammen med præstegården, blev der i den ny præstegård indrettet værelser for kongen og dronningen. Frederik 7. benyttede sig 1861 af præstens gæstepligt, idet han under udgravningen af sydhøjen boede hos seminarieforstander, pastor Svendsen. – Man mente også, at byens damme var rester af forsvarsanlæg ved kongsgården.

“1922 påviste forfatteren til dette skrift, at træbygningen var opført i Frederik 2. tid i forb. med anlægget af kongevejen fra Kolding, som skulle gå gennem kongens jagtområde. Bygningen var en såkaldt “Barfred”, som også fandtes andre steder i landet ved præstegårde, hvor kongen med følge kunne overnatte, når han var på rejse. Måske var det i en sådan bygning, at Erik Klipping tog ophold hin skæbnesvangre nat i 1286.

“I samme artikel gjorde jeg gældende, at kongsgårdens plads måtte søges øst for nordhøjen, og begrundede det med, at her lå i 1600-årene byens største gård, som kaldtes Fogedgården, fordi den beboedes af herredsfogden over Tørrild herred, der også var birkefoged over Jelling birk. Gården hørte ligesom de andre Jellinggårde under kronen til 1743, da bønderne købte dem til selveje. I øvrigt henviste jeg til bykort over Jelling 1781 og billede i Ole Worms “Monumenta Danica” 1643, hvor gårdeen ses.”

(Såvidt Jens Heltoft. Jeg har tidligere i forb. med omtalen af et formodet besøg af Chr. 4. i 1618 nævnt den gamle kongsgaard i (eller i forb. med) præstegården i Magstrup ved Haderslev jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/lidt-om-kabaler-m-m/ . Ved præstegården i Magstrup nævnes ligeledes en dam med en holm, hvorpå præsten Peder Wandal havde opført et “bogtårn”, men hvorvidt man ved, om dammen ligeledes har kunnet henføres til ham husker jeg ikke).

3. JELLING-STENENES HISTORIE GENNEM TUSIND AAR. Af Lis Jacobsen. Kh, 1936, 25 s., Særtryk af Tilskuerens Januarhæfte.

Mit eksemplar af det her omhandlede lille skrift bærer forf. dedikation til “Hr. direktør A. Fang med venlig hilsen fra forf.”. Det må være den med forf. jævnaldrende, fremtrædende lokalhistoriker i Roskilde, Arthur Fang.

Lis Jacobsen (1882-1961) har jeg tidligere omtalt, hun er som bekendt nationalbankdirektør Marcus Rubins begavede datter. En af danmarks førende sprogforskere har hun ikke mindst forsket i vore runeindskrifter. Hun var g.m. den ikke mindre lærde religionshistoriker Jacob Peter Jacobsen (1869-1918), jydsk bondesøn fra Vejlekanten. Om sidstnævnte skriver P.Engelstoft i Dansk Biografisk Håndleksikon bl.a.:

“Hans grundtanke er, at det bærende og blivende i alle tiders religiøsitet er den folkelige dødekultus; jorden er det givne, og til den vender alle tilbage; dogmer og folkelige iklædninger er som skum på vand, der skifter med slægterne.”

Jeg anfører dette om ægtefællen som anledning til at udvælge følgende stykke fra Lis Jacobsens her omhandlede skrift (s. 8ff):

“To spørgsmål kræver endnu omtale: hvorfor knyttede stenrejserne æresmonumenterne for dem selv til deres døde pårørende? og – hvis æresnavnet “DanmarkaR bot” tilkommer Gorm – hvorfor har traditionen da knyttet det til Tyre?

“Begge spørgsmål finder deres naturlige besvarelse i runeindskrifternes historiske udvikling. De ældste runeindskrifter over døde har haft magisk betydning: stenen med indsriften bandt den døde til graven; ofte stod der på stenen kun runemesterens eller stenrejserens navn, idet dette betragtedes som gravens stærkeste værn; jo mægtigere navnets bærer var, des magtfuldere var værnelsen.

“Således var stenrejseren (eller runemesteren) fra først af indskfiftens hovedperson; senere tilføjede man – til yderligere betryggelse – navnet på den døde, og heraf opstod mindeinskrifterne, der berettede ikke om rejserens, men om den dødes dåd. Det var dog ikke således, at den ene art af indskrirtformer afløste den anden; de fandtes samtidig; men deres egentlige formål skiftede efterhånden karakter: det magisk-religiøse veg for det verdsligt-berettende; indskrifterne henvendte sig ikke mere til de skjulte overnaturlige magter, men til menneskene på jorden.

“Formålet for disse mindestene blev da ikke i første række at binde den døde til graven, men at fæstne hans navn blandt de levende. En vikingetids indskrift slutter således: “disse runestave for Torgun skal leve meget længe”, og en anden: “stenen siger den vil stå her længe, den skal nævne Valtokes varde”.

“Fra 11. årh. findes runestene, som rejseren har sat til bevaring af sit eget minde; en sådan lod Eskil Sulkesøn rejse i Tillise på Lolland; dens indskrift slutter: “Altid skal stande, mens stenen lever, det mindevidne som Eskil udførte”. Så langt var udviklingen ikke nået på kong Gorms og kong Haralds tider. Dengang knyttede man sit ry til mindesmærker over andre; og det er ikke usandsynligt, at man i denne tilknytning til de døde har følt en forøgelse af stens værnekraft.

“Mindestenene efter de døde tjente således til at fæste for efterslægten snart stenrejserens, snart den dødes bedrifter; i Jelling-kredsens stene (kong Gorms, kong Haralds og dronning Toves) var det stenrejseren, der var den alt dominerende; på Toves sten nævnes end ikke den dødes navn”.

“Men efterhånden som kristen gravskik vandt frem, blev ligstenene, der var lagt over de døde og alene til de dødes minde den eneherskende form for gravstene;”.

4. DANSKERNE I ENGLAND OMKRING ÅR TUSIND. Af Tyge Lassen. Aalborg Amtstidendes Bogtrykkeri 1952, 35 s.

Dette ganske vist lidt tarvelige og nussede eksemplar er mit no. to og i henhold til en oplysning bagerst no. 299 af et oplag på 425, som ikke har været solgt i boghandelen, burde altså i virkeligheden ikke være særlig almindelig. Trods sin lidenhed er bogen, ligesom de foran nævnte, i høj grad læseværdig.

Forf. Tyge Lassen (1899-1964) var redaktør af Aalborg Amtstidende, samt leder af Det Danske Udvandrerarkiv. Han var søn af den kendte venstre-mand, redaktør og ejer af Aalborg Amtstidende Vilhelm Lassen (1861-1908). Jeg gengiver lidt om Knud d. Store (s.22):

“Kong knud var en klog regent og en stor statsmand, “en af de dygtigste og mest helstøbte, der nogensinde har levet” mener Sir James Ramsay, og skønt datidens konger vel nærmest må betragtes som enevældige, idet der ikke fandtes noget folkestyre som vi nuomstunder forstår ordet, udviste Kong Knud i forholdet til menigmand en forbavsende sans for fair play.

“Typisk i så henseende, og sikkert ret enestående i de dage, var ikke alene hans frivillige bod for drabet af huskarlen, men også det demokratiske anstrøg over hans indenrigspolitik. Klog var den i hvert fald. Da han først var kåret til konge, både i Southampton og i London, optrådte han og hans danskere ikke som noget “herrefolk” af erobrere. Tværtimod betragtede og behandlede han Englændere og Danskere som ligestillede frimænd.

“Også de to sprog var ligestillede ved hoffet og i administrationen. Hvorledes han iøvrigt bestræbte sig for at regere, kan ses af hans “program-erklæring” fra 1027 efter den politiske pilgrimsrejse til Rom. Det hedder heri, med indholdet forkortet og oversat til nutidens sprogbrug:

“Jeg har lovet Gud at føre det rette liv i alle ting, at regere mit rige og folk med retfærdighed og fromhed, og at lade ret ske fyldest overfor alle. Derfor, hvis jeg har handlet uret, i ungdommelig hidsighed eller tanekløshed, så er jeg beredt til med Guds hjælp at gøre det godt igen. Ingen kongelig embedsmand må, enten af frygt for mig eller for at begunstige nogen, begå uretfærdighed, og ingen må gøre uret mod rig eller fattig, hvis han vil bevare mit venskab og sin egen velfærd.”

“Kong Knuds hentydning til sine egne ufuldkommenheder tyder stærkt på, at hans program var andet og mere end propaganda.”

Der er endnu et par 10-kroners bøger fra det her omhandlede bogudsalg i Helligåndshuset, som jeg gerne ville nævne, måske kan jeg få tid til det lidt senere. Dog vil jeg allerede nu omtale et tobinds værk, som jeg købte på udsalgets første dag (d. 1. juli), hvor jeg var så uforsigtig at vove mig indenfor. Det er naturligvis altid risikabelt, men jeg slap dog nogenlunde lempeligt denne gang. Bøgerne kostede på førstedagen 80 kr, jeg købte denne dag 3 bøger, hvoraf jeg vil nævne de 2, bestående af et tobinds leksikon:

5. DICTIONNAIRE ROYAL. (Fransk og Dansk). Af Hans von Aphelen. 2. Oplag anseligen forbedret og forøget. Kiøbenhavn 1772. 2 bind på hver omkr. 650 sider.

Samtidige noget slidte og forkomne org. bind i hellæder. Der er en gennemgående stor fugtplet i margenen i bind 1. Men papiret ellers temmelig frisk, og bogblokken ganske ubeskadiget, så ordbogen er faktisk stadig fuldt ud brugbar. Trykt hos Nicolaus Møller, Kongl. Hof bogtrykker, og typerne er endnu næsten overalt tydelige og letlæselige.

Som jeg vist tidligere har tilstået, er jeg a bit of a sucker for alle slags leksika og ordbøger, i synderlighed de lidt ældre. De her omhandlede to bind er den fransk-danske del af det hele trebindsværk, der mangler altså for så vidt den dansk-franske del.

Jeg har ikke i forvejen en fransk ordbog fra 1700-tallet, så meget mere som jeg forsømte at købe en sådan (fransk-fransk og af nogenlunde samme omfang Aphelens), som jeg i forbifarten så på Peter Grosells sidste eller næstsidste udsalg i Helligåndshuset for 1 eller 2 år siden. Derimod har jeg et par fra 1800-tallet, dels Bescherelles i 2 stærke foliobind samt ikke mindst, naturligvis, Littre’s store 4-binds ordbog fra omkr. 1860.

Dansk Biografisk Leksikon (3.udg.) oplyser, at Aphelen (1719-79), der kaldes leksikograf og oversætter, er nordmand. Han studerede i Leiden, og opholdt sig derefter et par år i Frankrig. Han kom til københavn 1749 og udgav sin første ordbog i 1754. Poul Høybye/Kr. Sandfeld skriver i art. om Aphelen bl.a., at “Hans store franske ordbog gjorde epoke og var for sin tid et meget fortjenstfuldt arbejde. Både den og hans øvrige arbejder er præget af tidens sprogrensende tendenser og indeholder ikke få selvlavede ord, en omstændighed der var medvirkende til at han ikke, som påtænkt, kom til at medvirke ved udarbejdelsen af Videnskabernes Selskabs ordbog. Men hans ordbøger og andre arbejder citeres meget hyppigt i Ordbog over det danske sprog.”

Her er et par (tilfældige) eksempler fra ordbogens bd. 2 (jeg bruger dog overalt små beg.bogstaver):

LONG-PAN. m. den længste side af et bruden tag, (hos bygmestere, siges om tage der ere nesten to gange saa lange som brede)

LOSANGE. f. en spids vindve-rude, som er spids op og ned ad, en langagtig vindves rude, en skarpspidset firkant. Une losange rompue, en brudt rude i et vindve. Il porte de gueules â trois losanges, han fører tre ruder i rødt skildt (i vaaben) Losange de couverture, blyplade paa tage i skikkelse af ruder. Losange, en rudefigur i bygningskunsten. ((gueules betyder egentlig mund eller flab, og (derfor) i heraldikken den røde farve)).

LOT. M. (af lod, dansk) et lod, andeel, anpart, arvepart, arvelod, arvedeel. Avoir le grand, le petit lot, faa den store, den lille arvelod. Il est heureux il a eu le gros lot, han er lykkelig, han har vunden det største lod, som af et lotterie eller lykkepotte. Le meilleur lot lui est échu, han har faaet det beste lod.

Umiddelbart forekommer det mig, at man stadig kan få nyttige oplysninger af at konsultere Hans v. Aphelens Dictionnaire Royal.

———————————–

Nordisk Antikvariat starter det næste hollandske bogudsalg i Helligaandshuset allerede tirsdag d. 12.august. I mellemtiden håber jeg at nå at omtale nogle af de bøger jeg i sommerens løb har fundet hos Vangsgaard i Fiolstræde. Samt måske lidt senere et par ingenlunde uinteressante bøger fundet for små penge på loppemarked resp. hos en marskandiser.

Min nye blog på http://www.gamleboeger.dk er under klargøring. Keep posted, s.v.p.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.