Thisted. Saint-Just. Guldhornene. Venden og Danmark. Vocabula latina.

Hermed tredje og sidste del af min hastige gennemgang af de 54 bøger (siden som nævnt skrumpet til 53) jeg hjembragte i søndags fra 5-kroners slutsalget i Helligåndshuset. Tanken med den rel. hurtige oplistning samt dertil hørende kortfattede kommentarer er som nævnt, at den ærede læser får mulighed for at se et konkret eksempel på, hvad man kan finde for en 5-er i Helligåndshuset. Som sagt nævner jeg bøgerne striktly i den helt tilfældige orden, hvormed de er havnet i en stabel her på bordet.

36. MEMORANDUM TIL H.M. KONGEN OM DEN DÅRSKAB HVORMED VOR VERDEN REGERES. Af Johan Vogt. Samleren, Kh, 1961. Oversat fra Norsk af Kate Fleron. 79 s.

Jeg var ganske vist i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have ladet den ligge. Men jeg husker jeg åbnede bogen et tilfældigt sted, hvor jeg så August Strindberg nævnt. Jeg har nu fundet stedet igen (s. 47) der lyder:

” August Strindberg tillod sig engang at forarge sine landsmænd ved at sige, at Sveriges storhedstid begyndte med Karl den Tolvtes fald. Det er ikke helt rigtigt, for Karl den Tolvtes ånd var ikke død. I 1736 havde Rusland åbnet et nyt felttog mod det osmanniske rige for at forsøge at drive tyrkerne væk fra Sortehavets nordkyst. Det blev en langvarig krig. Den stod på i ikke mindre end fem år, og denne søde fristelse var for svær at modstå.

“Det franske parti i Stockholm erobrede den politiske magt, sluttede en ny svensk-tyrkisk alliance, og i 1741 begyndte svenskerne støttet af franske subsidier en ny angrebskrig mod Rusland. Denne nye dårskabs løn blev et nyt nederlag, og de russiske hære besatte igen Finland. Ved freden i 1743 gav Rusland imidlertid atter afkald på denne erobring.”

Allerede i søndags i Helligåndshuset forekom det mig suspekt, at forf. retter sit “oprop” om at gebærde sig med rationel fornuft i udenrigsanliggender til Kongen. For kong Olav rådede dog ingenlunde over den norske stats udøvende magtapparat? Så forf. retter allerede med bogens titel bager for smed, hvilket jo ikke ligefrem styrker tilliden til forfatterens egen rationelle fornuft. Men som det fremgår af ovenstående citat, kan der måske alligevel findes gode oplysninger i denne lille bog.

37. LE DANEMARK DANS SES RAPPORTS AVEC LA FRANCE. Publié a l’occasion de cinquantenaire de L’ALLIANCE FRANCAISE de Copenhague. Kh, 1935.

Der er tale om et stort flot hefte på 150 sider med mange illustrationer. Først fortæller Ruth Lachmann om opkomsten af L’Alliance Francaise i Danmark, herunder: “Quelques mots sur la premiere rencontre du Danemark aved la culture francaise”. Dette otte sider lange indlæg vil sikkert være overkommeligt og interessant for mange.

Dernæst fortæller Louis Bobé i et større personalhistorisk arbejde (ca. 80 s.) om fransk emigration til og franske emigranter i Danmark fra 1600-tallet og senere. Bobé (f.1867) var en af sin tids førende personalhistorikere med en overordentlig stor produktion bag sig. Det her omhandlede indlæg er sikkert mere beregnet for de specielt interesserede.

38. LAURITZ THAGAARD – EN EMBEDSMAND VED ENEVÆLDENS LOKALADMINISTRATION I THISTED. Af Poul Kjeldgaard, Landsarkivet for Nørrejylland, 1994, 130 s.

Jeg gik i mellemskolen i Thisted, er konfirmeret i Thisted kirke og har stadig slægtninge på egnen. Alligevel har jeg aldrig hørt om Lauritz Thagaard. Der synes iøvrigt at være tale om en både interessant og smukt udstyret bog.

Som flere af bøgerne fra det her omhandlede udsalg i Helligåndshuset bærer bogen Gunde Linvald’s exlibris. Han var i en lang årrække sparekassedirektør i Thisted (1960-83), formand for turistforeningen og medlem af Thisted museeums bestyrelse m.m. Han er født 1920 som søn af rigsarkivar Axel Linvald og Adda Hannover Cohen. I bogen sidder et visitkort med dedikation fra bankdirektør Arthur Schmiegelow, Hellerup. (Ligeledes med Gunde Linvald’s exlibris købte jeg, da prisen var 10 kr pr bog, Georg Brandes erindringer i 3 bind. Brandes far var en Cohen, og det foreliggende eksemplar af erindringsværket ser ud til at have været læst flittigt, men hvorvidt der er tale om et nærmere slægtskab mellem Linvald og Brandes tør jeg ikke udtale mig om).

39. ET DIKTATOR EMNE – SAINT-JUST. Ved P.Helmer-Petersen, Høst og søn, Kh, 1942. 163 s.

Fra indledningen citeres:

“Historikere, der har studeret revolutionstiden i Frankrig, har ofte haft den svaghed at lade statistikens tørre tal overdrevent påvirke deres bedømmelse. De har gennemstøvet tabeller og registre for at skaffe beviser for, at de sociale uretfærdigheder i forbindelse med slet folkeernæring og håbløse statsfinanser har bidraget til at tilspidse landets indre forhold og til at skabe en situation, som var moden for omvæltninger.

“Hvor truende andre landes sociale misforhold end kan synes at have været, har disse sjældent haft mere end sekundær betydning, thi alle tidsperioder kan opvise lignende skrigende sociale utrefærdigheder, uden at der derfor er opstået blodige, statsnedbrydende konflikter.

“Det synes snarere, som om ethvert samfund gennem indre opløsning af skæbnen er bestemt til at naa et akut punkt, hvorover det ikke kan komme uden gennem et brud med det bestaaende; et vendepunkt, som alle store nationer før eller senere i deres udvikling kommer til at staa over for.

“Det tilsyneladende pludselige sammenbrud har ofte ydre begivenheder til aarsag, men undersøger man den foregående periode nærmere, opdager man, at de dybere grunde til katastrofen skyldes et termitlignende undergravningsarbejde udført af aandelige og intellektuelle kræfter.

“Gudskelov! er man tilbøjelig til at udbryde, thi uden disse ville verden staa stille i sin udvikling. Før den store franske revolution var der gaaet en intellektuel revolution, og dens forhistorie giver et udmærket eksempel paa et saadant systematisk undermineringsarbejde af et lands gamle institutioner og af de gennem tiderne overleverede overbevisninger.

“Det er paa den ene side skribenter som Voltaire, Montesquieu, d’Alembert, Diderot og Rousseau, – for kun at nævne de allerstørste -, som har skabt nye love og regler for en ny samfundsordning, medens paa den anden side Frimurerbevægelsen, med sin antibourbonske og antireligiøse propaganda, spredte sine idéer i populær form blandt de bredere samfundslag.

“Akkurat som man nu til dags ser brave og satte borgere kokettere med kommunismen, saa man dengang adelen tage aktivt del i Frimurerbevægelsen, som koldblodigt forberedte dens udryddelse – quos vult Jupiter perdere, prius dementat ((den som Jupiter vil ødelægge, berøver han først fornuften)).

“Uden støtte af adelen kunne den franske revolution aldrig have fundet sted; thi det franske folk var ikke ulykkeligere, hvis man skal tro den første kommunist i Frankrig, Babeuf, snarere bedre stillet, end mange andre paa den tid.

“De mest indflydelsesrige medlemmer af frimurerlogerne, som efter engelsk mønster var bleven grundlagte i Frankrig i begyndelsen af det 18. århundrede, rekruteredes blandt adelen; deres Stormester var hertug Philip af Orléans, Kongens fætter. Den uvirksomme og ærgerrige adel så en chance for igennem frimurerne at genoprette den af Richelieu og Ludvig den 14. knækkede magt; ved intriger og opsætsighed deltog den derfor i svækkelsen af kongemagten, og ved ateistisk og libertinsk propaganda bidrog den til at latterliggøre den katolske kirke.

“Omkring Ludvig d. 15.s sidste regeringsaar havde kongemagten allerede sat det meste af sin prestige over styr; le Bien-Aimé’s død og begravelse var forløbet uden sorg og taarer. Ikke desto mindre blev den unge konge, Ludvig d. 16., og hans østrigskfødte dronning, Marie Antoinette, tiljublet af folket ved deres tronbestigelse; men de store forventninger om mere social retfærdighed og om statsfinansernes sanering formaaede den unge konge ikke at indfri trods alle sine gode hensigter.

“I de første aar af Ludvig d. 16.s regeringstid fortsattes det letsindige liv ved hoffet, – i dette lyksalige aarhundrede, hvor, som Talleyrand sagde, man alene har kendt “la douceur de vivre”; forudsat, maa der tilføjes, at man hørte til de nydende samfundslag. Fester fulgte paa fester, sorgløshed og letsindighed sad til højbords, og hoffet i Versailles kappedes næsten med Solkongens i herlighed og glans. Vel forsøgte Ludvig d. 16. at lægge en dæmper paa ødselheden og pragtsygen, ligesom han stræbte efter at bringe en blot taalelig orden i statsfinanserne, men svag og ubeslutsom af karakter formaaede han ikke at udrette noget væsentligt mod sine omgivelser, der ikke for nogen pris ville give afkald paa deres privilegier. De halve forordninger, der blev gennenført, bidrog kun til at skærpe irritationen i alle lejre.

“Den giftige, underjordiske propaganda mod kongehuset blev mere og mere højrøstet og farligere og farligere; den kommende storm anedes nok af mange, men for at forhindre dens udbrud krævedes der nu radikale forholdsregler, som ingen, aller mindst kongen, var i stand til at foretage. Da man endelig indsaa nødvendigheden af at foretage sig noget og sammenkaldte stænderne, var situationen saa tilspidset, at en aaben strid mellem folket og kongemagten syntes uundgaaelig.

“Det var i disse usikre og skæbnetunge tider, hvor det franske folk lidt efter lidt kom til bevidsthed om den mod det begaaede aarhundredgamle uret, at der i landsbyen Blérancourt i Pikardiet voksede en dreng op, hvis korte livsgerning her skal beskrives, og som paa en afgørende maade skulle faa indflydelse paa de kommende blodige begivenheder.”

Jeg kender iøvrigt ikke forfatteren, som ikke findes i nogen af mine tilgængelige opslagsværker. Men jeg gætter på, at han ikke er faghistoriker, derpå tyder især hans friske tilgang til tingene. Han har sikkert været helt og aldeles ignoreret af parnassets faghistorikere i lighed med f.eks. Peter Grove (Danmark Dåb) og M.H.Rosenørn (Grev Gert og Niels Ebbesen).

Måske ved jeg lidt mere om forfatterens formentlige bror Keld Helmer-Petersen, hvem dette eksemplar er dedikeret af forfatteren. Keld H-P må være den i sin tid vistnok verdenskendte kunstfotograf, mange vil have set hans epokegørende “122 FARVEFOTOGRAFIER” fra omkr. 1950. Jeg ejer at par af Keld H-P’s bøger, og det er morsomt at have netop hans eksemplar af bogen.

P. Helmer-Petersen har tillige udgivet “ULØSTE GAADER I LITTERATUR OG HISTORIE”, som jeg har liggende fra et tidliger udsalg, og som ligeledes er fra 1942 (forfatterens forord er dateret: Paris vinteren 1940-41). Heri omhandles bl.a.: Hvem skjulte sig under pseudonymet William Shakespeare? – Jeanne d’Arc, Legenden og Virkeligheden – Hvorfra stammede Christoffer Columbus? m.fl.

40. HISTORISK TIDSSKRIFT, Bd. 93, hæfte 1, Kh, 1993. Udg. Den Danske Hist. Forening. 232 s.

Der var to indlæg, som fangede mit blik: “Johannes Steenstrup og Danmarks Riges Historie” af Jon A.P.Gissel (17 s.), samt en 5 sider lang anmeldelse af DANSK KULTURHISTORISK OPSLAGSVÆRK af Harry Christensen.

Den første artikel er noget skuffende, men tænkeligt karakteristisk for det saglige diskussionsniveau på københavns universitet for omved 20-30 år siden? Jeg synes artiklen emmer lidt for meget af et – nærmest hadefuldt? – angreb på en ældre kollega, som ikke opfattes som tidssvarende i forhold til den nu gængse overtro og ønskelige holdning til historieforskning og -fortælling?

Anmeldelsen af arkivar Harry Christensen forekommer derimod meget saglig og velafvejet, omend temmelig kritisk overfor udgivelsen.

41. SKOLEMESTER OG HØRER. LATINSKOLELIV FØR 1800. Af Carl E. Jørgensen. København, 1965. 70 s.

Et næppe uinteressant arbejde om den højere skole før den kom til at hedde gymnasium.

42. FREDERIK 2. – EN RENÄSSANSFURSTE. Malmö Museum 1977, Udstillingskatalog, 123 s.

Heri en del interessante illustrationer og artikler, især en 12 sider lang afhandling af Palle Lauring.

43. GÅDESKRIFTER OG ORAKELSPROG. FORSVUNDNE BYER III. Af Hermann og Georg Schreiber. Oversat fra tysk, Skrifola, Kh, 1956. ca. 120 s.

Det er en nem lille bog, som kan passe i en baglomme. Blandt de mange afsnit kan nævnes: Støjbekæmpelse i oldtiden – Byernes rangforordning – Tilflugtsborg for eneboere og kloster uden døre – Stridsvognen sejrer over kulturen ((præcis som idag – kampen mod kulturen)) – Tartar-khanernes residenser – De smukke pigers provins – m.fl.

44. GULDHORNENE – DEN HEDENSKE BILLEDBIBEL. Af Gunnar Sneum. 1982. Chr.Erichsen, Viborg. 155 s. rigt ill.

For undertegnede forekommer det logisk og naturligt at inddrage datidens åndelige kultur i tydningen af guldhornenes billeder. Hidtil har man vistnok tildels ræsonneret: Da folkevandringstidens nordboere/germanere ingen åndelig kultur havde, så betyder billederne nok ingenting. Gunnar Sneum optræder her som Rasmus modsat: Han går ud fra germanernes åndelige kultur, som den kendes over det indo-europæiske område og forklarer på den måde hornenes billedsprog ret overbevisende – forekommer det mig.

Det er vistnok god latin på bjerget at antage, at vore jernalder- og broncealder-forfædre var dummere og mindre intelligente end vi nutidsmennesker. Men det er sikkert en stor fejltagelse. Iøvrigt kan vi vel gå ud fra, at bogen er pligtlæsning i gymnasiet??

45. DIE VORSPANISCHE BEVÖLKERUNG DER KANARISCHEN INSELN. Af Ilse Schwidetzky, Göttingen, 1963, 123 s.

Er de Kanariske øer rester fra det sagnomspundne Atlantis. Er de oprindelige beboere (kulturelt) beslægtet med Baskerne eller evt. Egypterne? Sidstnævnte spørgsmål berøres så vidt jeg kan se (ved et hurtigt bekendtskab).

46. ARVEN FRA ANTIKKEN. Red. Erik Bach. Studenterforeningens danske bibliotek. Arnold Busck, 1946. 100s.

Et lille og udadtil uprætentiøst arbejde, men vistnok ingenlunde uinteressant. Der er 7 kapitler plus det løse, formodentlig skrevet af de bedste fagfolk, omend jeg ikke kender alle navnene. I beg. af indledningen skriver Hartvig Frisch:

“Den bog, der her udsendes om arven fra antikken, er beregnet paa at læses af det store almindelige publikum og ikke blot af specialister, selvom de ogsaa vil kunne have glæde af den.”

Det kan jo ofte være en fordel, at en bog har et overkommeligt omfang. Dette eksemplar er iøvrigt uopskåren.

47. KONGE, KNEES OG BISP. VENDEN OG DANMARK. Naboer gennem 1200 år. Herning, Poul Kristensens Forlag, 1984. 100 s.

I indledningen skriver forf. bl.a.:

“I året 1185 antog den danske konge Knud Valdemarsøn titlen “de venders konge”. Titlen har siden fulgt de danske konger til og med Frederik d. 9., altså gennem ikke mindre end 787 år.

“Kong Knud kunne føre titlen efter at have modtaget hyldning fra de vendiske lande Femern, Obotritien, Chizzinien, Circipanien, Rygen, Levtitien og Pommern og hermed nåedes for danernes vedkommende et højdepunkt i århundreders politiske forbindelser – på godt og ondt – med østersøvenderne.

“Vender er et slavisk folk og udgør tillige med slovaker og tjekker den vestslaviske folkegruppe. Deres landområde, Venden, strakte sig langs Østersøkysten fra Østpreussen til Holsten og var o. år 800 helt taget i besiddelse af de mange vendiske stammer.

“Efter at have fået fast fodfæste i landet, der ved deres indvandring lå hen som et øde urskovsområde, søgte venderne at sikre deres stilling ved opførelsen af en lang række borge, jordvirker med palisader og tårne af træ.

“Borgene tjente dels som tilflugtssted for befolkningen, dels som administrativt centrum, idet de var bolig for en borgfoged, som var ansvarlig overfor landsherren. Borgene var ofte tillige ramme om centrale helligdomme for vendernes særprægede, hedenske religion.

“De indvandrede stammer dannede fyrstendømmer, hvoraf kun eet, nemlig Rygen regeredes af en konge, de øvrige fyrster bar titlen knees.

“Vendens politiske historie er ikke ligefrem opbyggelig læsning med dens endeløse række af krige, hærgninger og forræderi, men burde kunne tjene som en dyrekøbt erfaring for folkene og deres politikere, som en advarsel om ikke igen og igen at begå de selvsamme dumheder, de samme gemenheder, slægt efter slægt.”

Bogen, der er rigt illustreret med kort og billeder, har årbogsform, d.v.s. man går frem kronologisk, så vidt muligt fra år til år. Fin lille bog!

48. OM DE FORNISLÄNDSKA HANDSKRIFTERNA – med särskild hänsyn til Flatöboken. Af Ejnar Munksgaard, Stockholm, 1936. 34 s.

Smukt lille hæfte i fornemt udstyr, delvis m. farveillustrationer. Dette eksemplar bærer forfatterens dedikation, dat. 10.11.1936, til forfatteren Hedvig Strömgren (1877-1967). Hun var datter af sprogforskeren V.E.Lidforss og mor til bl.a. astronomen Bengt Strömgren.

49. CVM GRANO SALIS. Udvalgte foredrag og artikler 1945-1980. Af Povl Johs. Jensen, Odense, 1981, 208 s. Bogen er “befordret i trykken af en kreds af professor Povl Johs. Jensens elever”.

Der er 14 kapitler/artikler blandt hvilke kan nævnes: Den klassiske filologi siden Madvig – Filologen Vilh. Grønbech (mindetale 1948) – Louis Hjelmslev – De kulturelle forudsætninger for Copernicus’ liv og virke – Det antikke tidsbegreb.

Forf. (f.1911) var prof. i klassisk filologi i København og Odense. Han var g. med en søster til ovennævnte Gunde Linvald, og bogen bærer da også sidstnævntes exlibris. En tiltalende lille bog med behagelig papirkvalitet og tryk.

50. VOCABULA LATINA. Af Hilding Thylander. Stockholm, 1969, 118 s.

Et mageløst lille leksikon. I sidens venstre kolonne findes det latinske opslagsord, i midterkolonnen den svenske oversættelse, samt i højre det modsvarende (fremmedord) i fransk og/eller engelsk og/eller svensk og/eller tysk. Et par eksempler:

1. cura – omsorg, vård, bekymmer, oro – eng. cure, fr. cure – sv. kur, kurort, sinekur, manikyr, pedikyr

2. fortis – stark, tapper – eng. fort, fortify – fr. fort, fortifier – sv. fort, forcera, konfort

3. satis – nog, tillräckligt – eng. sad, satisfy – fr. assez, satisfier – ty. satt

51. LONDON. Af Steen Eiler Rasmussen. 2. rev. udg. Kh, Gyldendal, 1934. 451 s, og et udsnitskort af London fra 1832.

Jeg kan ikke sige, at jeg er særlig interesseret i arkitekturens (eller maleriets) historie i snæver forstand, og undgår derfor helst omfangsrige eller ligefrem monumentale værker (som J.L.Heibergs bog fra 1904 om Italien) med rejseoplevelser og -erindringer i den branche. Men jeg synes S.E.R. er noget særligt, han er åndrig og vidende og altid interessant at læse. Jeg bilder mig forøvrigt ind, ofte at have set ham på Rungsted Station i 60’erne.

52. SMAASTUDIER – TILEGNET CHRISTIAN AXEL JENSEN – Paa hans 65 aars fødselsdag. København, 1943, 156 s.

Hvis det lykkes at finde indholdsfortegnelsen et sted bagi, kan ses at der er flere bidrag af interesse, herunder:

Vilh. Lorenzen: Hvor laa Valdemarstidens Hoghakiöping? – Hugo Matthiessen: Snapstingsklubben i Viborg – Victor Hermansen: Prinsens Palæ som Hovedbanegaard – Hans H. Fussing: En stenhuggerkontrakt fra 1624 – Helge Søgaard: En Guldsmeds regnskabsbog – Steffen Linvald: Et forsøg paa en rekonstruktion af det ældste slot på Frederiksberg Bakke.

53. SKRIVANDETS PORTAR – LITTERÄRA SAMTAL MED TIO KVINNLIGA RÖRFATTARE. Af Thomas Nydahl. Artea Förlag, Ryd, 2006. 304 s.

En stor, flot og velillustreret bog. Forf. taler bl.a. med Suzanne Brøgger, Pia Tafdrup, Ida jessen og Nina Malinovski, samt nogle vel overvejende svenske forf. Jeg er ikke selv skønlitterært interesseret, og bogen er tænkt som en gave.

Og hermed slut på “lyngennemgangen” af søndagens treoghalvtreds 5-kroners bøger fra Helligåndshuset.

—————————-

Be sociable, share!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.