13.7. and The Fine Structure Constant.

(13.7.2016) I sidste uge omtalte jeg den “massive” klage, jeg i juli md. 1990 sendte til Folketingets Ombudsmand. Da jeg hin slidsomme sommerferie for nu 26 år siden havde lagt sidste hånd på det lange følgebrev, og skulle skrive datoen på, opdagede jeg at det var den 13.7.

I de år vidste jeg ganske vist så godt som ingenting om esoteriske emner. Til gengæld vidste jeg fra velunderrettet hold, at en basal kosmisks konstant, hvori tallet 137 indgår, af mindst een topvidenskabsmand betragtedes som nærmest et “magisk” tal.

Jeg havde fra min studentertid liggende den amerikanske fysiker Richard Feynman’s store, røde lærebog i fysik for universitetsstuderende: The Feynman Lectures (og har den måske endnu somewhere?). Blandt meget andet omtaler Feynman heri også “the fine structure constant” – alpha.

I denne “alpha”-konstant optræder tallet 137, idet alpha er lig med 1 divideret med 137 (når afrundet uden decimaler, eller 137.035999 med de første 6 decimaler).

Andetsteds har jeg på et tidspunkt læst, at alpha repræsenterer forholdet mellem lysets hastighed og en elektrons hastighed omkr. atomkernen; og det har Wikipedia netop kunnet bekræfte som værende den oprindelige fortolkning af fyrikeren Arnold Sommerfeld, som i 1916 introducerede alpha i den teoretiske fysik.

Senere hen har konstanten vist sig at have mange andre “funktioner”. Men sagt på jævnt dansk, så udsiger den bl.a., at en elektrons hastighed omkr. atomkernen – i elektronens inderste bane – er omved 1/137 af lysets hastighed i det tomme rum.

D.v.s. i meget grove tal 2000 km i sekundet (eller ca. 8 millioner km/t). Og det er altså ret hurtigt, specielt når banens lidenhed tages i betragtning; man regner nemlig, at hvis man betragter elektronen som en punktformet partikel, som kan lægges side ved side, så skal der lægges 1 million milliarder elektroner tæt ved siden af hinanden for at række 1 millimeter! (altså samme størrelsesorden som en quark, jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2015/01/13/stella-nova-menneskehedens-farligste-terroristvaben-nogensinde/ ).

Den mindste atomkerne, som elektronen kan svirre omkring, er brintatomets kerne aka 1 proton. Protonen er ca. 3 størrelsesordner (eller 1000 gange) større end quarken og elektronen. D.v.s. der skal kun lægges 1000 milliarder protoner tæt side ved side for at række 1 mm!

Richard Feynman giver et sted udtryk for, at det synes et mysterium, hvorfor konstanten har netop denne størrelse; og han kalder den “a f***ing magic number”.

Så meget – og så lidt – “esoterika” vidste jeg i 1990; men jeg blev alligevel lidt urolig ved tanken om muligheden af, at nogle blandt Ombudsmands-institutionens belæste eller ligefrem lærde medarbejdere, evt. skulle have samme, specielle baggrundsviden.

Så jeg besluttede at bruge afpostningsdatoen 14.7. i stedet, og altså paradoksalt nok for ikke at blive mistænkt for at ville pynte mig med lånte fjer.

Nå men efter 26 år har vi altså endnu engang den 13.7., og endnu en dejlig dansk sommerdag. Og således foranlediget er jeg endnu engang krydset igennem minefelterne på Kultorvet og ved Helligåndshuset på Strøget her i København, hvor der i disse uger er Hollandsk bogudsalg.

I Helligåndshuset – ved Nordisk Antikvariat’s foranstaltning – er prisen idag 25 kr. Nordisk Antikvariat plejer stedse at have velfyldte borde med bl.a. fotografika og esoterika. Således også i denne runde, og jeg har p.t. hjembragt trende titler esoterika, som følger:

1. MEDITATIONENS HEMLIGHETER. Liv och tro hos lamorna i Tibet. Af Paul Arnold. Malmø, 1972, Berghs Förlag, 170s. Indb. med org. omslag. Oversat fra fransk af Marianne Hedenbro.

Bogens emne er vist ret godt antydet med titlen. Om forfatteren hedder det på omslagets inderside:

“Paul Arnold, bördig från Alsace, ägner sig först åt studiet av esoterismen i litteraturen och teatern, som han under femton år som chef för “La Revue Théâtrale” försöker styra mot andliga ämnen efter mönster av den österländska teatern, som han grundligt studerar. Sedan, under tio år av tystnad, utvecklar han själv de österländska tankarna”.

Måske er bogen alligevel lidt overflødig? Jeg har et par af Alexandra David-Neels bøger omhandlende hendes erfaringer i og med Tibetansk esoterisme; og jeg tvivler på man finder en forfatter med mere viden og forståelse, samt evne og vilje til at fortælle om emnet end netop hende?

2. THE MAYAN FACTOR. Path Beyond Technology. Af José Argüelles. Santa Fe, New Mexico, Bear & Company, 1987/1996, 224 s., r.ill.

Der synes at være tale om en meget kuriøs bog. Men også meget faktafyldt omend med fremmede alfabeter og begreber og derfor umiddelbart temmelig forvirrende. Men det ser ud til ikke mindst at dreje sig om at exponere Maya’ernes cykliske tidsregning (af hvilke en hovedcyklus som bekendt skulle være endt med udgangen af 2012)?

3. DRØMME GENNEM TUSINDE ÅR. Af Annikki Kaivola-Bregenhøj. Kh, 1986, Hernov. 294 s, r.ill. hæftet.

For en drømme-interesseret som undertegnede, er der vistnok tale om et lille scoop. Af indholdsfortegnelsen fremgår, at bogen er inddelt i 3 hovedafsnit (foruden flere sider med henvisninger til litteratur og arkivmateriale): a) Drømmetolkningens historie. b) Drømme i dansk folketro. c) Danske drømmebøger.

Første hovedafsnit omfatter bl.a.: Gilgamesh-digtet. Gudeas drøm. Dumuzis drøm. Verdens ældste drømmebøger. De mesopotamiske drømmebøger. Ziqiqu-seriens drømme. Ziqiqu-seriens bønner og ritualer. BARA-fragmentet. Horus- og Sethtilbedernes drømmebog. Osiristemplets drømmebog. Drømme i den jødiske kultur. Bibelens drømme. Det gamle Testamente. Det nye Testamente. Græsk drømmetradition fra Homér’s tid til kristi fødsel. Artemidoros fra Daldis. Muhameds åbenbaringer og drømme. Drømmetolkning i den islamiske kultur. Drømme i sagaerne. Gisle Surssøns saga. Laxdøla saga. Middelalderens drømmetolkning. m.m.

Som man ser tager forfatteren sig sin opgave alvorligt. Hun er åbenbart af finsk afstamning, og dette folks tradition for bibeholdelse af visse shamanistiske kulturlevn kan måske være en del af forklaringen på hendes id?

A propos esoterika, så hjembragte jeg tillige i sidste uge, da bøgerne kostede (siger og skriver) 50 kr en enkelt bog fra Helligåndshuset:

4. MÉMOIRES DU COMTE BEUGNOT – Ancien Ministre (1783-1815). 2.udg. Bind.1. (omfatter tiden 1783-1812). Paris 1868. E.Dentu. 506s.

Selve den fysiske bog er noget forhutlet; således så det i al fald ud, da jeg skannede bordet med historiske ting. Bogryggen mangler nemlig, og det der fangede mit blik var nogle linjer tekst på det papir, som var limet på den iøvrigt velholdte bogblok nedenunder (den manglende) læderryg.

Teksten forekom mig på afstand at se fransk ud, så jeg tog bogen op og opdagede, at teksten på ryggen i virkeligheden var kyrillisk, altså velnok russisk, men at bogens titel var både fransk og interessant.

Forfatteren ses i henhold til indholdsfortegnelsen bl.a. at fortælle om sine møder med forskellige, kendte samtidige; bl.a. den i sin tid nok som bekendte “magiker” Cagliostro.

Jeg har endnu kun læst et par sider, men der er utvivlsomt tale om en generelt meget læseværdig forfatter, der som regel udtrykker sig i en klar og lettilgængelig stil.

Der er ialt 13 kapitler. Fra indholdsfortegnelsen til kapitel 2 (side 52-123) hidsættes følgende overskrifter: 1785 – Affaire du Collier – Portrait du cardinal de Rohan – M.Joly de Fleury – Le Lycée – Tableau de la France en 1785 – Souper avec Cagliostro – Ses opérations prétendues magiques – Mlle d’Oliva – Escroquerie du collier – Le château de Brienne – Le duc de Penthièvre – Arrestation du Cardinal et de Mme de Lamotte – Procès.

Jeg gengiver her et afsnit (fra side 68) af hans beskrivelse af Cagliostro:

“Cagliostro semblait moulé exprès pour le rôle du Signor Tulipano, dans la comédie italienne. Il était d’une taille médiocre, assez gros, avait le teint olive, le cou fort court, le visage rond, orné de deux gros yeux à fleur de tête, et d’un nez ouvert et retroussé.

“Je n’ai vu personne qui lui ressemblât autant que d’Andrê, de l’Assemblée constituante, qui est mort depuis peu directeur des forêts de la liste civile, avec cette différence que d’André s’était ravalé par calcul à la tournure et aux manières d’un paysan, tandis que Cagliostro, par calcul aussi, avait monté tout son extérieur au rôle d’un charlatan.

“Sa coiffure était nouvelle en France; il avait les cheveux partagés en plusieurs petites cadenettes et qui venaient se réunir derrière la tête, et se retroussaient dans la forme de ce qu’on appelait alors un catogan.”

Endnu et par ord om interessen for esoterika. Jeg husker, at jeg, mens vi boede i “Jomsborg” på Rungsted Torv, læste et par bøger om yogier. Og at jeg i de tidlige gymnasieår bl.a. læste den norske professor Harald Schjelderups bog “Det Skulte Menneske”; så en vis, omend beskeden interesse må jeg have haft for emnet allerede i de år.

Dette fik jeg morsomt nok bekræftet i går, da jeg på given foranledning ville kigge nogle familiepapirer igennem.

Den givne anledning var at jeg forleden erfarede, at min litterære lillesøster af og til kommunikerer en smule med børnebogsforfatteren Josefine Ottesen. Vi har en fælles oldefar (er altså “næstsøskendebørn”), men forbindelsen skyldes måske mest, at de bor i samme del af landet, hhv. Ærø og Svendborg?

Men oplysningen fik en svag erindring frem hos mig om nogle ungdomsskrifter af hendes farfar, som jeg måske havde liggende i fotokopi.

Og ganske rigtigt viste en heldig søgning i en heldigt nok netop udpakket flyttekasse, at jeg som forventet har et halvt hundrede sider med nogle dagbogsoptegnelser samt poesi liggende.

Materialet er nu undervejs til Ærø på en CD. Men i samme bunke familiepapirer lå også et par effektuerede bestillingssedler fra det Kongelige Bibliotek. Sedlerne var fra 1961, og begge titler vedrører esoterika. Der er meget muligt tale om de første bøger jeg har bestilt på Det Kongelige.

Men tilbage til Kultorvet og nutiden. Da bøgerne i sidste udsalgsrunde kostede 5 kr hjembragte jeg som tidligere omtalt et par poser bøger. Blandt hvilke:

5. UDVALGTE ESSAYS 1915-1960. Af Kai Friis Møller. Kh, Hans Reitzel, 1960. 282 s. hæftet.

Jeg har allerede erklæret min beundring for kritikeren Paul Rubow. Men Kai Friis Møller, som jeg med skam at melde ikke kendte i forvejen, er måske langt hen ad vejen i samme boldgade?

D.v.s. man må nødvendigvis respektere hans essays og skarpe, vidende pen. Men om han umiddelbart virker lige så sympatisk som Rubow er måske tvivlsomt?

Måske mest på grund af en vis dovenskab hos undertegnede læser? For man skal være lysvågen og holde ørene stive, når man læser PFM. Hans hjerne incl. tilhørende pen går tilsyneladende i overdrive hele tiden, og hans viden om historie, litteratur og mennesker er svært imponerende for en – hvad paratviden angår – næsten ignorant som undertegnede.

En smagsprøve: Fra et foredrag “Om boglig dannelse” gengiver jeg ca. 1 side (s. 95-96):

“Men bortset fra det religiøse udbytte af en saadan inderlig tilegnelse af Bibel eller huspostil har den betydning ved at opdrage – danne – læseren til den pietet overfor den arvede enkelte bogt som et klenodie i slægten, der er af større værdi end mangen moderne bogsamlers kolde taksering af samme bog som en bibliofil sjældenhed og derved en god “pengeanbringelse”.

“Jeg mindes fra mine unge dage et smukt eksempel paa en saadan pietetsfuld vurdering af en enkelt bog fra en ejermands side, for hvem den tydeligt nok har været kort og godt bogen.

“Det var et eksemplar af den gamle skaansfødte Aarhus-klokker Hans Hansen Skonnings visdomsbog med opbyggelige uddrag af saavel kristne som hedenske philosophis, som jeg havde fundet paa antikvarens disk og erhvervet mig af rørelse over et kønt lille vers, der – i 1864 – var blevet prentet paa permens inderside af den daværende ejermand, som forresten var en ejerkone, en bondekone på Udby mark. Der stod:

“Denne bog maa ikke sælges,
selv om bedste ven udvælges,
thi jeg denne arvet har
fra min oldefaders far.

“Skønt det var aldeles ulogisk, havde jeg i øjeblikket en følelse af, at jeg kom denne slægtsfromme almuekvinde til undsætning ved at forhindre, at bogen faldt i værre hænder end mine. Da det jo imidlertid trods alt ikke var min oldefaders far, hun paaberaabte sig, kunde hendes kønt versificerede forbud i det lange løb ikke afholde mig fra at sælge bogen videre til en værdig køber.

“At bøger har deres skæbne, er stadig sandt. Men verset er igennem aarene blevet ved at sidde og nynne inde i hovedet paa mig længe nok til, at det for mig har faaet en ganske anden betydning end Udby-konen selv har lagt i det; nemlig som et gyldigt udtryk for det, der i endnu højere grad end de trykkets og papirets dyder, som tiltaler æstetikeren i os, er de gamle bøgers sande værdi for nutidsmenneskets dannelse:

“At de udgør et sikkert bindeled imellem tiden nu og de svundne tider, at de uden betænkning peger tilbage i historien, hvor de, tilegnede med behørig inderlighed, aabner os et aandelig fristed i et hvilketsomhelst tidligere aarhundrede end det, vi er henvist til at leve i, rent kropsligt set.”

*****

I et kommende indlæg vil jeg fortælle lidt om dagens fund på Kultorvet.

*****

Posteres sideløbende på http://www.gamleboeger.dk og http://blognotesimma.wordpress.com

Kig også forbi http://www.twitter.com/gamleboeger

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.